Andersenove pravljice · Slovenščina

Veter pripoveduje o Valdemarju Dåeju in njegovih hčerah

Vir: Andersenove pravljice
Poglavje: 139
Tagi: 16
Izvirnik: Dansk

Skrij izvirnik Odpri v bralniku

Tagi

Prevod

Kadar veter steče čez travo, se ta skodra kakor voda; kadar steče čez žito, to zavalovi kakor jezero; to je vetrov ples. A prisluhni mu, ko pripoveduje: svojo zgodbo izpoje, in med gozdnim drevjem zveni drugače kakor v zidnih linah, špranjah in razpokah. Vidiš, kako tam zgoraj podi oblake, kakor da bi bili čreda ovac? Slišiš, kako tu spodaj tuli skozi odprta vrata, kakor da bi bil čuvaj, ki trobi v rog? Čudno šumi, ko se spušča po dimniku v kamin; ogenj ob njem vzplamti in se zaiskri, razsvetli sobo daleč naokrog, in tako toplo in prijetno je sedeti tu in poslušati. Le naj veter pripoveduje! Pozna pravljice in zgodbe, več kakor mi vsi skupaj. Poslušaj, kako pripoveduje:

»Huu-u-u! Vse mine!« — to je pripev njegove pesmi. * »Ob Velikem Beltu stoji star dvorec z debelimi rdečimi zidovi!« pravi veter. »Poznam vsak kamen; videl sem ga že prej, ko je bil še del gradu maršala Stiga na rtu; grad so morali podreti! Kamen so spet vzidali, nastal je nov zid, nov dvorec na drugem kraju: dvorec Borreby, ki stoji še danes!

Videl in poznal sem visokorodne gospode in gospe, rodove, ki so se menjavali in živeli v njem; zdaj pa vam bom pripovedoval o Valdemarju Daaeju in njegovih hčerah!

Tako ponosno je dvigal čelo, saj je bil kraljevskega rodu! Znal je še kaj drugega kakor loviti jelene in prazniti vrčke; vse se bo že uredilo, je govoril.

Njegova žena je v obleki iz zlate tkanine vzravnano stopala po svojih bleščečih, šahovnici podobnih tleh; stenske preproge so bile razkošne, pohištvo drago in umetelno izrezljano. Srebrnino in zlatnino je prinesla v hišo; v kleti je ležalo nemško pivo, dokler je v njej še kaj ležalo; v hlevu so rezgetali črni, ognjeviti konji; bogato je bilo v dvorcu Borreby, dokler je bilo tam bogastvo.

In otroci so bili tam: tri plemenite mladenke, Ide, Johanne in Anna Dorthea; še zdaj se spominjam njihovih imen. Bogati ljudje so bili, imenitni ljudje, rojeni v razkošju in v njem odrasli! Huu-u-u! Vse mine!« je zapel veter, nato pa spet pripovedoval: »Tu nisem videl, kakor v drugih starih dvorcih, visokorodne gospe, ki bi v veliki dvorani sedela s svojimi dekleti in vrtela kolovrat. Igrala je na zvenečo lutnjo in ob njej pela, pa ne zmeraj starih danskih pesmi, temveč pesmi v tujem jeziku. Tu je bilo živahno, tu so gostili obiskovalce; imenitni gostje so prihajali od blizu in daleč, glasba je zvenela, čaše so zvenele, niti jaz jih nisem mogel preglasiti!« je dejal veter. »Tu so vladali napuh, blišč in bahavost, tu je bila gosposka, ne pa Gospod!«

»Bilo je ravno na predvečer prvega maja,« je dejal veter. »Prišel sem z zahoda; videl sem ladje, ki so se razbijale v razbitine ob obali zahodnega Jutlanda, podil sem se čez resave in gozdnato obalo, čez otok Fyn, zdaj pa sem ves zasopel in razpihan priletel čez Veliki Belt.

Potem sem legel k počitku ob obali Sjællanda, blizu dvorca Borreby, kjer je še stal gozd z veličastnimi hrasti. Mladi fantje iz okolice so prišli tja nabirat dračje in veje, največje in najbolj suhe, kar so jih mogli najti. Odnesli so jih v vas, jih zložili na kup in zakurili, dekleta in fantje pa so s petjem plesali okoli ognja.

Mirno sem ležal,« je dejal veter, »le narahlo sem se dotaknil veje, ki jo je bil prinesel najlepši fant. Njegova drva so vzplamtela, najviše so vzplamtela; on je bil izbranec, dobil je častno ime, postal kralj vaške mladine in si je smel prvi med dekleti izbrati svojo majsko nevesto. To je bilo veselje, to je bilo rajanje, večje kakor v bogatem dvorcu Borreby.«

* »Proti dvorcu pa se je v zlati kočiji s šestimi konji pripeljala visokorodna gospa s svojimi tremi hčerami, tako nežnimi, tako mladimi, tremi ljubkimi cvetlicami: vrtnico, lilijo in bledo hijacinto. Mati sama je bila razkošen tulipan; nikogar iz vse množice ni pozdravila, čeprav so ljudje prekinili rajanje, se ji priklanjali in klanjali do tal; človek bi pomislil, da se gospa boji zlomiti svoje krhko steblo.

Vrtnica, lilija in bleda hijacinta, da, vse tri sem videl! Čigave majske neveste bodo nekoč postale, sem pomislil; njihov kralj bo ponosen vitez, morda princ! Huu-u-u! Vse mine! Vse mine!

Da, kočija jih je odpeljala, kmečko ljudstvo pa se je spet zavrtelo v plesu. S slavnostnim jezdenjem so prinašali poletje v Borreby, v Tjæreby in v vse okoliške vasi. Toda ponoči, ko sem se jaz dvignil,« je dejal veter, »je visokorodna gospa legla in ni nikoli več vstala; obšlo jo je tako, kakor obide vse ljudi, v tem ni nič novega. Valdemar Daae je kratek čas stal resen in zamišljen; tudi najponosnejše drevo se lahko upogne, ne more pa se zlomiti, je govorilo v njem. Hčere so jokale in vsi na dvorcu so si brisali oči, toda gospa Daae je odšla — in jaz sem odšel naprej! Huu-u-u!« je dejal veter.

* »Spet sem prišel, pogosto sem se vračal čez Fyn in vode Belta, se ustavljal na obali pri Borrebyju, ob čudovitem hrastovem gozdu; tam so gnezdili ribji orel, golobi grivarji, zlatovranke in celo črna štorklja. Bilo je zgodaj v letu; nekateri so imeli jajca, drugi že mladiče. O, kako so letali, kako so kričali! Slišati je bilo udarce sekir, udarec za udarcem; gozd naj bi posekali, Valdemar Daae je hotel zgraditi dragoceno ladjo, vojno ladjo s tremi palubami, ki bi jo kralj gotovo kupil. Zato je padal gozd, znamenje pomorščakom, dom pticam. Srakoper je preplašen odletel, njegovo gnezdo je bilo uničeno; ribji orel in vse gozdne ptice so izgubili svoje domove, zbegano so letali naokrog in kričali od strahu in jeze; dobro sem jih razumel. Vrane in kavke so se na ves glas posmehovale: »Iz gnezda! Iz gnezda! Ven! Ven!«

Sredi gozda, ob množici delavcev, je stal Valdemar Daae s svojimi tremi hčerami in vsi so se smejali divjemu ptičjemu kričanju. Toda njegovi najmlajši hčeri, Anni Dorthei, se je v srcu zbudilo usmiljenje. Ko so hoteli posekati še napol posušeno drevo, na katerega goli veji je gnezdila črna štorklja in so iz gnezda kukale glavice mladičev, je prosila zanj, s solzami v očeh je prosila, in drevesu so dovolili ostati, skupaj z gnezdom črne štorklje. To je bila le neznatna stvar.

Sekali so, žagali — zgradili so ladjo s tremi palubami. Sam ladjedelski mojster je bil nizkega rodu, a plemenitega duha; oči in čelo so pričali o njegovi bistrosti, in Valdemar Daae ga je rad poslušal pripovedovati. Rada ga je poslušala tudi mala Ide, najstarejša, petnajstletna hči; in medtem ko je očetu gradil ladjo, je zase gradil sanjski grad, v katerem sta z malo Ide živela kot mož in žena. In tako bi se tudi zgodilo, ko bi bil grad zidan iz kamna, z okopi in jarki, gozdom in vrtom. Toda mojster je bil kljub vsej svoji bistrosti le ubog ptiček, in kaj naj vrabec počne v plesu žerjavov? Huu-u-u! Jaz sem odletel in on je odšel, saj si ni upal ostati, mala Ide pa je to prebolela, ker je pač morala preboleti!«

* »V hlevu so rezgetali črni konji, vredni ogleda, in res so si jih ogledovali. Kralj sam je poslal admirala, da bi si ogledal novo vojno ladjo in se pogovoril o nakupu; ta pa je na ves glas občudoval ognjevite konje. Dobro sem ga slišal!« je dejal veter. »Gospode sem spremljal skozi odprta vrata in jim pred noge trosil slamice kakor zlate palice. Valdemar Daae je hotel zlato, admiral pa črne konje, zato jih je tako hvalil, toda tega niso razumeli in tudi ladje potem niso kupili. Stala je na obali in se bleščala, pokrita z deskami, Noetova barka, ki nikoli ni prišla na vodo. Huu-u-u! Vse mine! Vse mine! In to je bilo žalostno!

Pozimi, ko je polja pokrival sneg, ko je plavajoči led napolnil Belt in sem ga jaz kopičil ob obali,« je dejal veter, »so prihajali krokarji in vrane, drug bolj črn od drugega, v velikih jatah. Posedali so na zapuščeni, mrtvi, osamljeni ladji ob obali in s hripavimi glasovi kričali o gozdu, ki ga ni bilo več, o številnih dragocenih ptičjih gnezdih, ki so bila uničena, o starih pticah brez doma, o mladičih brez doma, in vse to zaradi te velike šare, te ponosne ladje, ki ne bo nikoli izplula.

Vrtinčil sem snežni metež; sneg je kakor velika jezera visoko ležal okoli nje, čeznjo! Dal sem ji slišati svoj glas, vse, kar ima vihar povedati; vem, da sem storil svoje, da bi se kaj naučila o plovbi. Huu-u-u! Vse mine!

In zima je minila, zima in poletje sta minila in minevata, kakor hitim jaz, kakor vrtinči sneg, kakor odnaša jablanove cvetove in odpada listje! Vse mine, vse mine, vse mine, tudi ljudje!

Toda hčere so bile še mlade, mala Ide vrtnica, lepa na pogled kakor takrat, ko jo je gledal ladjedelec. Pogosto sem ji segel v dolge rjave lase, kadar je zamišljena stala ob jablani na vrtu in ni opazila, da ji posipam razpuščene lase s cvetjem, medtem ko je med temnim vrtnim grmovjem in drevjem gledala rdeče sonce in zlato nebo.

Njena sestra Johanne je bila kakor lilija, bleščeča in vzravnana; pokončna je bila in ponosno je nosila glavo, kakor mati je imela krhko steblo. Rada je hodila v veliko dvorano, kjer so visele podobe prednikov. Gospe so bile naslikane v žametu in svili, z drobcenimi, z biseri posejanimi klobučki na spletenih laseh; lepe gospe so bile! Njihovi možje so bili v oklepih ali dragocenih plaščih, podloženih z veveričjim krznom, in z modrimi nabranimi ovratniki; meč so imeli pripasan ob stegnu, ne ob pasu. Kje na steni bo nekoč visela Johannina podoba in kakšen bo njen plemeniti mož? Da, o tem je premišljevala, o tem je tiho govorila; slišal sem jo, ko sem se po dolgem hodniku podil v dvorano in se spet obračal nazaj.

Anna Dorthea, bleda hijacinta, komaj štirinajstletni otrok, je bila tiha in razmišljujoča; velike, vodeno modre oči so gledale zamišljeno, a okoli ust ji je igral otroški nasmeh. Nisem ga mogel odpihniti, pa tudi hotel ga nisem.

Srečeval sem jo na vrtu, v usekani poti in na graščinskem polju; nabirala je zelišča in cvetje, za katera je vedela, da jih oče lahko uporabi za napitke in kapljice, ki jih je znal destilirati. Valdemar Daae je bil ošaben in prevzeten, a tudi učen, in veliko je vedel; to se je dobro videlo, o tem so šepetali. Ogenj je gorel v njegovem kaminu celo poleti; vrata v sobo so bila zaklenjena; tako je šlo dneve in noči, vendar o tem ni veliko govoril. Naravnim silam je treba vladati v tišini; kmalu bo gotovo odkril najdragocenejše — rdeče zlato.

Zato se je kadilo iz kamina, zato je prasketalo in plamenelo! Da, bil sem zraven!« je pripovedoval veter. »Pusti! Pusti! sem pel skozi dimnik. Vse bo dim, meglica, žerjavica in pepel! Sam sebe sežigaš! Huu-u-u! Vse mine! Vse mine! Toda Valdemar Daae ni hotel odnehati!

Veličastni konji v hlevu — kam so šli? Stara srebrnina in zlatnina v omarah in shrambah, krave na polju, posest in dvorec? Da, vse to se lahko stali! Stali v zlatarskem lončku, pa vendar iz tega ni zlata.

Prazno je postalo na skednju in v shrambi, v kleti in na podstrešju. Manj ljudi, več miši. Ena šipa je počila, druga se je razbila; ni mi bilo treba več vstopati skozi vrata!« je dejal veter. »Kjer se kadi iz dimnika, se kuha kosilo; iz dimnika se je kadilo, iz tistega, ki je požiral vsa kosila za rdeče zlato.

Pihal sem skozi grajska vrata kakor čuvaj, ki trobi v rog, toda čuvaja ni bilo!« je dejal veter. »Vrtel sem vetrokaza na konici stolpa; škripal je, kakor da bi na stolpu smrčal čuvaj, toda čuvaja ni bilo; bile so podgane in miši. Revščina je pogrinjala mizo, revščina je sedela v omari za obleko in v omari za živila, vrata so se snela s tečajev, nastajale so razpoke in špranje; hodil sem ven in prihajal noter,« je dejal veter, »zato vse tako dobro poznam!

V dimu in pepelu, v žalosti in neprespanih nočeh so mu osiveli brada in lasje ob čelu, koža je postala motna in rumena, oči pa tako pohlepne po zlatu, po pričakovanem zlatu.

Pihal sem mu dim in pepel v obraz in brado; namesto zlata so prišli dolgovi. Pel sem skozi razbite šipe in odprte razpoke, pihal do klopi s posteljo, na kateri so spale hčere in kjer so ležale obledele, do kraja ponošene obleke, saj so morale zdržati v nedogled. To pesem so peli že ob zibelkah teh otrok! Gosposko življenje je postalo bedno življenje! Samo jaz sem na gradu še prepeval na ves glas,« je dejal veter. »Zametal sem jih s snegom; to greje, pravijo. Drv niso imeli, gozd, kjer naj bi jih nabirali, je bil posekan. Mraz je rezal do kosti; vrtel sem se skozi line in hodnike, čez zatrepe in zidove, da sem ostal čil; znotraj pa so plemenite hčere zaradi mraza ležale v postelji; oče se je zavlekel pod krzneno odejo. Ničesar za pod zob in ničesar za ogenj, to je gosposko življenje! Huu-u-u! Pusti vse! — Toda gospod Daae tega ni mogel!

»Za zimo pride pomlad!« je govoril. »Za stisko pridejo dobri časi! Toda dolgo jih je treba čakati, čakati! Zdaj je dvorec le še zadolžnica! Zdaj smo na skrajnem robu — in tedaj pride zlato! Za veliko noč!«

Slišal sem ga mrmrati v pajkovo mrežo. »Ti marljivi mali tkalec! Učiš me vztrajnosti! Če ti raztrgajo mrežo, začneš znova in jo dokončaš! Spet je raztrgana — in ti se neutrudno spet lotiš dela, od začetka! Od začetka! Tako je treba! In trud je poplačan!«

Bilo je velikonočno jutro, zvonovi so zvonili, sonce je rajalo na nebu. V vročični vnemi je prebedel noč, kuhal in hladil, mešal in destiliral. Slišal sem ga vzdihovati kakor obupano dušo, slišal sem ga moliti, čutil sem, da zadržuje dih. Svetilka je ugasnila, pa ni opazil; pihnil sem v žareče oglje, osvetlilo je njegov kredasto beli obraz in mu dalo nekaj barve; oči so bile stisnjene v globokih jamicah — zdaj pa so postale velike, velike, kakor da bodo skočile iz njih.

Poglej, alkimistova steklena posoda! Nekaj se blešči v njej! Žareče je, čisto in težko! Dvignil jo je s tresočo se roko in s tresočim se glasom zavpil: »Zlato! Zlato!« Ob tem se mu je zavrtelo, lahko bi ga bil odpihnil na tla,« je dejal veter, »a pihnil sem le v žareče oglje in mu sledil skozi vrata tja, kjer so prezebale njegove hčere. Obleka je bila prekrita s pepelom, pepel se mu je držal brade in razmršenih las. Vzravnal se je v vsej svoji višini in dvignil bogati zaklad v krhki stekleni posodi: »Našel! Pridobil! Zlato!« je zavpil in dvignil posodo, ki se je bleščala v sončnih žarkih; toda roka se mu je zatresla in alkimistova posoda je padla na tla ter se razletela na tisoč koscev; razpočil se je zadnji mehurček njegove sreče. Huu-u-u! Vse mine! — In odletel sem iz dvorca izdelovalca zlata.

Pozno v letu, v kratkih dnevih tu na severu, ko pride megla s svojo mokro krpo in iz nje ožema kaplje na rdeče jagode in gole veje, sem prišel dobre volje, vse prezračil, razpihal nebo do čistega in polomil trhle veje; to ni veliko delo, a opraviti ga je treba. Tudi v dvorcu Borreby pri Valdemarju Daaeju so pometli do čistega, le na drugačen način. Njegov sovražnik Ove Ramel iz Basnæsa je prišel z odkupljeno zadolžnico za dvorec in vse, kar je bilo v njem. Bobnal sem po razpokanih šipah, loputal z razmajanimi vrati, žvižgal skozi razpoke in špranje: huu-ii! Gospodu Oveju naj bi se ne zahotelo ostati tam. Ide in Anna Dorthea sta točili bridke solze; Johanne je stala vzravnana in bleda ter se grizla v palec, da je krvavel; kakor da bi to kaj pomagalo! Ove Ramel je gospodu Daaeju dovolil, da do smrti ostane v dvorcu, vendar za ponudbo ni dobil zahvale; poslušal sem. Videl sem, kako je gospod brez dvorca še ponosneje dvignil glavo in jo kljubovalno vrgel nazaj, jaz pa sem sunil v dvorec in v stare lipe, da se je odlomila najdebelejša veja, čeprav ni bila trhla. Ob vratih je ležala kakor metla, če bi kdo hotel kaj pomesti ven, in res so pometli ven; saj sem vedel!

Bil je trd dan, težka ura, v kateri se je bilo treba obdržati pokonci, a srce je bilo trdo in tilnik tog. Ničesar niso imeli razen obleke na sebi; no, pa alkimistovo stekleno posodo, ki jo je bil pred kratkim kupil in napolnil z ostanki, postrganimi s tal; zaklad, ki je obljubljal, pa obljub ni izpolnil. Valdemar Daae jo je skril na prsih, nato vzel palico v roko, in nekoč bogati gospod je s svojimi tremi hčerami odšel iz dvorca Borreby. Hladno sem mu pihal v vroča lica, božal njegovo sivo brado in dolge bele lase, pel sem, kakor sem znal: huu-u-u! Vse mine! Vse mine! — To je bil konec bogatega razkošja.

Ide in Anna Dorthea sta hodili vsaka na eni strani ob njem; Johanne se je pri vratih obrnila. Čemu neki, sreča se vendar ne bo obrnila. Gledala je rdeče kamne v zidu, kamne iz gradu maršala Stiga; je pomislila na njegovi hčeri?

»Starejša mlajšo za roko je prijela, in daleč po svetu sta šli!« Je pomislila na to pesem? Tu so bile tri — in oče je bil z njimi! Šli so po cesti, po kateri so se nekoč vozili v kočiji, z očetom so šli po beraški poti na polje pri Smidstrupu, k hiši iz ilovice, najeti za deset mark na leto, k novemu gosposkemu domovanju s praznimi stenami in praznimi posodami. Vrane in kavke so letale nad njimi in kričale kakor v posmeh: »Iz gnezda! Iz gnezda! Ven! Ven!« kakor so kričale ptice v gozdu pri Borrebyju, ko so podirali drevesa.

Gospod Daae in njegove hčere so to dobro slišali! Pihal sem jim okoli ušes; ni bilo vredno poslušati. Potem so se vselili v hišo iz ilovice na polju pri Smidstrupu, jaz pa sem odhitel čez močvirja in polja, skozi gole žive meje in ogolele gozdove, na odprte vode, v druge dežele — huu-u-u! Vse mine! Vse mine! In tako leto za letom!«

* Kaj se je zgodilo z Valdemarjem Daaejem, kaj z njegovimi hčerami? Veter pripoveduje: »Zadnja med njimi, ki sem jo videl, da, ko sem jih videl poslednjič, je bila Anna Dorthea, bleda hijacinta; zdaj je bila stara in sključena, bilo je petdeset let pozneje. Najdlje je živela, vse je poznala.

Tam na resavi pri mestu Viborg je stala nova, imenitna hiša stolnega prošta, iz rdeče opeke in s stopničastim zatrepom; gost dim se je dvigal iz dimnika. Dobrosrčna gospa in lepe hčere so sedele v pomolu in gledale čez povešeno kustovnico na vrtu, tja na rjavo resavo! Kaj so iskale z očmi? Gledale so štorkljino gnezdo na razpadajoči hiši tam zunaj. Streho sta preraščala mah in netresk, kolikor je strehe sploh še bilo; največ je prekrivalo štorkljino gnezdo in to je bilo edino, kar je kdo popravljal; štorklja ga je vzdrževala.

To je bila hiša, ki si jo smel gledati, ne pa se je dotakniti! Previdno sem se moral poditi!« je dejal veter. »Zaradi štorkljinega gnezda so hišo pustili stati, sicer je bila prava spaka na resavi. Proštovi niso hoteli pregnati štorklje, zato je smela razvalina ostati in ubožica v njej je smela še naprej prebivati tam; za to se je lahko zahvalila egiptovski ptici — ali pa je bilo to povračilo, ker je nekoč prosila za gnezdo njenega črnega divjega brata v gozdu pri Borrebyju? Takrat je bila, ubožica, še majhen otrok, nežna, bleda hijacinta v plemenitem grajskem vrtu. Vsega se je spominjala: Anne Dorthea.

»Oh! Oh!« — da, ljudje znajo vzdihovati, kakor vzdihuje veter v ločju in trstičju. »Oh! Nad tvojim grobom ni zvonil noben zvon, Valdemar Daae! Revni šolarji niso peli, ko so nekdanjega gospodarja Borrebyja položili v zemljo! Oh! Vse se vendar konča, tudi beda! Sestra Ide je postala kmetova žena! To je bila za našega očeta najhujša preizkušnja! Hčerin mož, ubog tlačan, ki ga je graščak lahko za kazen posadil na trdega lesenega konja! Zdaj je gotovo že pod zemljo? In ti tudi? Ide! Oh, da! Oh, da! Zame pa še ni konec, zame, staro ubožico! Zame, revno ubožico! Odreši me, bogati Kristus!«

To je bila molitev Anne Dorthee v bedni hiši, ki je smela stati zaradi štorklje. Za najodločnejšo med sestrami sem poskrbel jaz!« je dejal veter. »Dala si je ukrojiti obleko, kakršno ji je narekovala njena narava! Prišla je kot reven fant in se najela pri ladijskem kapitanu; skopa je bila z besedami, mrkega obraza, a pridna pri delu; le plezati ni znala. Zato sem jo odpihnil čez krov, še preden je kdo izvedel, da je ženska, in to je bilo najbrž dobro od mene!« je dejal veter.

* »Bilo je velikonočno jutro, kakor takrat, ko je Valdemar Daae verjel, da je našel rdeče zlato, in pod štorkljinim gnezdom, med krhkimi stenami, sem zaslišal petje psalma, poslednjo pesem Anne Dorthee.

Šipe ni bilo, le luknja v steni; sonce je prišlo kakor kepa zlata in se ustavilo v njej; kakšen sijaj! Njene oči so ugasnile, njeno srce je ugasnilo! To bi se zgodilo tudi, če je sonce tisto jutro ne bi obsijalo.

Štorklja ji je dajala streho nad glavo do smrti! Jaz sem pel ob njenem grobu!« je dejal veter. »Pel sem ob grobu njenega očeta; vem, kje je njegov grob in kje njen, nihče drug tega ne ve!

Novi časi, drugačni časi! Stara javna pot se izgubi v ograjenem polju, iz nedotakljivih grobov nastane prometna cesta — in kmalu bo prišla para s svojim nizom vagonov in hrumela čez grobove, pozabljene kakor imena. Huu-u-u! Vse mine!

To je zgodba o Valdemarju Daaeju in njegovih hčerah. Povejte jo bolje, vi drugi, če jo znate!« je dejal veter in se obrnil. Ni ga bilo več.

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Naar Vinden løber hen over Græsset, da kruser det sig som et Vand, løber den hen over Kornet, da bølger det som en Sø, det er Vindens Dands; men hør den fortælle: den synger det ud, og anderledes klinger det i Skovens Træer, end igjennem Murens Lydhuller, Sprækker og Revner. Seer Du, hvor Vinden deroppe jager Skyerne, som vare de en Faarehjord! hører Du, hvor Vinden hernede tuder gjennem den aabne Port, som var den Vægter og blæste i Horn! Underligt suser den ned i Skorstenen og ind i Kaminen; Ilden flammer og gnistrer derved, skinner langt ud i Stuen og her er saa luunt og hyggeligt at sidde og høre til. Lad kun Vinden fortælle! den veed Eventyr og Historier, flere end vi Alle tilsammen. Hør nu, hvor den fortæller:

"Hu- u- ud! fare hen!" - det er Omqvædet paa Visen.

Der ligger ved store Belt en gammel Gaard med tykke, røde Mure!" siger Vinden, "jeg kjender hver Steen, jeg saae den før, da den sad i Marsk Stigs Borg paa Næsset; den maatte ned! Stenen kom op igjen og blev en ny Muur, en ny Gaard, andet Steds, det var Borreby Gaard, som den staaer endnu!

Jeg har seet og kjendt de høiadelige Mænd og Fruer, de vexlende Slægter, som boede derinde, nu fortæller jeg om Valdemar Daae og hans Døttre!

Han løftede saa stolt sin Pande, han var af kongelig Æt! han kunde mere end jage en Hjort og tømme et Kruus; - det vilde nok klare sig, sagde han selv.

Hans Frue skred frem strunk i Gyldenstykkes Kjortel, hen over sit blanke, tavlede Gulv; Tapeterne vare prægtige, Meublerne dyrtkjøbte, de vare kunstigt snittede ud. Sølv- og Guldtøi havde hun bragt i Huset; tydsk Øl laae i Kjælderen, da der laae noget; sorte, vælige Heste vrinskede i Stalden; der var rigt derinde i Borreby Gaard, da Rigdommen var der.

Og Børn var der; tre fine Jomfruer, Ide, Johanne og Anna Dorthea; jeg husker Navnene endnu.

"Det var rige Folk, det var fornemme Folk, født i Herlighed og voxet op i den! hu- u- ud! fare hen," sang Vinden, og saa fortalte den igjen

"Her saae jeg ikke, som i andre gamle Gaarde, den høibaarne Frue sidde i Høisalen med sine Piger og dreie Spinderokken, hun spillede paa den klingende Luth og sang dertil, dog ikke altid de gamle danske Sange, men Viser i fremmed Tungemaal. Her var Liv og Gjestereren, her kom fornemme Gjester fra nær og fjern, Musiken klang, Bægerne klang, jeg kunde ikke døve dem over!" sagde Vinden. "Her var Hovmod med Bram og med Brask, Herskab, men ikke Vor Herre!"

"Saa var det just Maidags Aften," sagde Vinden, "jeg kom Vester fra, havde seet Skibe qvase i Vrag paa Vestjyllands Kyst, jaget over Heden og den skovgrønne Kyst, hen over Fyens Land og kom nu over store Belt, hæsende og blæsende.

Da lagde jeg mig til Ro ved Sjællands Kyst, nær ved Borreby Gaard, hvor endnu Skoven stod med herlige Ege.

De unge Karle fra Egnen kom herud og samlede Riis og Grene, de største og tørreste, de kunde finde. De gik med dem til Byen, lagde dem i Bunke, tændte Ild i den og Piger og Karle dandsede med Sang rundt derom.

Jeg laae stille," sagde Vinden, "men sagtelig rørte jeg ved een Green, den, der var lagt af den kjønneste Ungkarl; hans Ved blussede op, blussede høiest; han var den udvalgte, fik Hædersnavnet, blev Gadebasse, valgte først blandt Pigerne sit lille Gadelam; det var en Glæde, en Lystighed større end der inde i det rige Borreby Gaard."

"Og hen imod Gaarden kom med sex Heste agende i gylden Karreet den høie Frue og hendes tre Døttre, saa fine, saa unge, tre yndelige Blomster: Rose, Lilie og den blege Hyazint. Moderen selv var en prangende Tulipan, hun hilsede ikke Een af den hele Flok, der holdt op i Legen og knixede og krøb, man skulde troe, at Fruen var skjør i Stilken.

Rose, Lilie og den blege Hyazint, ja, jeg saae dem alle tre! hvis Gadelam skulde vel de engang blive, tænkte jeg; deres Gadebasse bliver en stoltelig Ridder, maaskee en Prinds! - Hu- u- ud! - fare hen! fare hen!

Ja, Agetøiet foer med dem og Bønderfolkene foer i Dandsen. Der blev redet Sommer i By til Borreby, til Tjæreby, til alle de Byer omkring.

"Men om Natten, da jeg reiste mig," sagde Vinden, "lagde den høifornemme Frue sig, for aldrig mere at staae op; det kom saadan over hende, som det kommer over alle Mennesker, det er ikke noget Nyt. Valdemar Daae stod alvorlig og tankefuld, en lille Stund; det stolteste Træe kan vries, men ikke knækkes, sagde det inde i ham; Døttrene græd og paa Gaarden tørrede de Allesammen deres Øine, men Fru Daae var faret hen, - og jeg foer hen! hu- u- ud!" sagde Vinden.

"Jeg kom igjen, jeg kom tidt igjen, over Fyens Land og Beltets Vand, satte mig ved Borreby Strand, ved den prægtige Egeskov; der byggede Fiskeørnen, Skovduerne, de blaae Ravne og selv den sorte Stork. Det var tidligt paa Aaret, Nogle havde Æg og Nogle havde Unger. Nei, hvor de fløi, hvor de skreg; der var Øxeslag at høre, Slag paa Slag; Skoven skulde fældes, Valdemar Daae vilde bygge et kosteligt Skib, et Orlogsskib paa tre Fordæk, som Kongen nok vilde kjøbe, og derfor faldt Skoven, Sømændenes Mærke, Fuglenes Bo. Tornskaden fløi forskrækket, dens Rede blev ødelagt; Fiskeørnen og alle Skovens Fugle mistede deres Hjem, de fløi vildsomme om og skrege i Angest og Vrede, jeg forstod dem nok. Krager og Alliker raabte høit i Spot: "fra Reden! fra Reden! frá! frá!"

Og midt i Skoven, ved Arbeidernes Flok, stod Valdemar Daae og hans tre Døttre, og de loe Allesammen af Fuglenes vilde Skrig, men hans mindste Datter, Anna Dorthea, følte Ynk derover i sit Hjerte, og da de ogsaa vilde fælde et halvudgaaet Træ, paa hvis nøgne Green den sorte Stork havde bygget, og de smaa Unger stak Hovederne frem, bad hun for den, bad med Vand i Øinene, og saa fik Træet Lov at staae med Reden for den sorte Stork. Det var en ringe Ting kun.

Der blev hugget, der blev savet, - der blev bygget et Skib paa tre Fordæk. Bygmesteren selv var af ringe Kuld, men af adelig Huld; Øine og Pande mælede om hvor klog han var og Valdemar Daae hørte ham gjerne fortælle, det hørte ogsaa liden Ide, den ældste, den femtenaars Datter; og mens han byggede Skib for Faderen, byggede han Drømmeslot for sig selv, hvori han og liden Ide sad som Mand og Kone, og det var ogsaa skeet, havde Slottet været af murede Steen med Volde og Grave, Skov og Have. Men med al sin Kløgt var Mester dog kun en fattig Fugl, og hvad skal Spurv i Tranedands? Hu- u- ud! - jeg fløi bort og han fløi bort, for han turde ikke blive, og liden Ide forvandt det, for hun maatte forvinde det!"

"I Stalden vrinskede de sorte Heste, værd at see paa og de bleve seet paa. - Admiralen var sendt fra Kongen selv for at see paa det nye Orlogsskib og tale om dets Kjøb, han talte høit i Beundring om de vælige Heste; jeg hørte det godt!" sagde Vinden; "jeg fulgte med Herrerne gjennem den aabne Dør og strøede Halmstraae som Guldstænger foran deres Fødder. Guld vilde Valdemar Daae have, Admiralen vilde have de sorte Heste, thi roste han dem saa, men det blev ikke forstaaet og saa blev Skibet heller ikke kjøbt, det stod og skinnede ved Stranden, dækket til med Planker, en Noæ Ark, der aldrig kom paa Vandet. Hu- u- ud! fare hen! fare hen! og det var ynkeligt!

I Vinterens Tid, naar Marken laae med Snee, Drivisen fyldte Beltet og jeg skruede den op paa Kysten," sagde Vinden, "kom Ravne og Krager, den ene sortere end den anden, store Flokke; de satte sig paa det øde, det døde, det eensomme Skib ved Stranden og skrege med hæse Skrig om Skoven, der var borte, de mange kostelige Fuglereder, der vare lagte øde, de huusvilde Gamle, de huusvilde Smaa og alt det for det store Skrammels Skyld, det stolte Fartøi, der aldrig skulde ud at seile.

Jeg hvirvlede Sneefoget; Sneen laae som store Søer høit omkring det, hen over det! jeg lod det høre min Røst, hvad en Storm har at sige; jeg veed, at jeg gjorde mit til, at det kunde faae Skibskundskab. Hu- u- ud! fare hen!

Og Vinteren foer hen, Vinter og Sommer de foer og de fare, som jeg farer, som Sneen fyger, Æbleblomsten fyger og Løvet falder! fare hen, fare hen, fare hen, Menneskene med!

Men endnu vare Døttrene unge, liden Ide en Rose deilig at see, som da Skibsbyggeren saa hende. Tidt tog jeg fat i hendes lange, brune Haar, naar hun ved Æbletræet i Haven stod tankefuld og ikke mærkede, at jeg dryssede hende Blomster paa Haaret, der løste sig, og hun saae paa den røde Sol og den gyldne Himmelgrund mellem Havens mørke Buske og Træer.

Hendes Søster var som en Lilie, skinnende og strunk, Johanne; hun havde Reisning og Kneisning, var som Moderen skjør af Stilk. Gjerne gik hun i den store Sal, hvor Slægtens Billeder hang; Fruerne vare malede af i Fløiel og Silke med perlebestukken lille bitte Hat paa de flettede Haar; det var skjønne Fruer! deres Hosbond saae man i Staal eller kostelig Kappe med Egernskindsfoer og den blaa Pibekrav; Sværdet var spændt om Laaret og ikke om Lænden. Hvor skulde vel Johannes Billed engang hænge paa Væggen og hvordan saae han ud den adelige Hosbond? ja, det tænkte hun paa, det smaasnakkede hun om, jeg hørte det, naar jeg foer gjennem den lange Gang ind i Salen og vendte mig igjen.

Anna Dorthea, den blege Hyazint, kun et fjortenaars Barn, var stille og eftertænksom; de store, vandblaae Øine saae tankefulde ud, men Barnesmilet sad om Munden, jeg kunde ikke blæse det bort, og det vilde jeg ikke heller.

Jeg traf hende i Haven, Huulveien og paa Hovmarken, hun samlede Urter og Blomster, dem hun vidste, at hendes Fader kunde bruge til de Drikke og Draaber, han vidste at destillere; Valdemar Daae var hovmodig og kry, men ogsaa kyndig og vidste saa meget; det mærkede man nok, det mumledes der om; Ilden brændte i hans Kamin selv ved Sommertid; Kammerdøren var lukket af; det tog til i Dage og Nætter, men han talte ikke meget om det; Naturens kræfter skal man stille raade, snart vilde han nok udfinde det Bedste - det røde Guld.

Derfor dampede det fra Kaminen, derfor knittrede og flammede det! ja, jeg var med!" fortalte Viden, "lad fare! lad fare! sang jeg gjennem Skorstenen. Det bliver Røg, Smøg, Emmer og Aske! Du brænder Dig selv op! hu- u- ud! fare hen! fare hen! men Valdemar Daae lod det ikke fare!

De prægtige Heste paa Stalden, - hvor blev de af? det gamle Sølv- og Guldtøi i Skab og i Buur, Køerne paa Marken, Gods og Gaard? - ja, de kunne smelte! smelte i Gulddigelen, og der kommer dog ikke Guld.

Der blev tomt i Lo og i Fadebuur, i Kjælder og paa Loft. Færre Folk, flere Muus. Een Rude sprak, een knak, jeg behøvede ikke at gaae ind ad Døren!" sagde Vinden. "Hvor Skorstenen ryger, braser Maaltidet, Skorstenen røg, den, der slugte alle Maaltider, for det røde Guld.

Jeg blæste gjennem Borgporten, som en Vægter der blæser i Horn, men der var ingen Vægter!" sagde Vinden; "jeg dreiede Spirets Veirhane, den skurrede, som om Vægteren snorkede paa Taarnet, men der var ingen Vægter; der var Rotter og Muus; Fattigdom dækkede Bordet, Fattigdom sad i Klædeskab og i Madskab, Døren gik af Hængselet, der kom Revner og Sprækker; jeg gik ud og jeg gik ind," sagde Vinden, "derfor veed jeg god Besked!

I Røg og Aske, i Sorg og søvnløs Nat blev Haaret graat i Skjæg og om Pande, Huden grumset og guul, Øinene saa gridske efter Guld, det forventede Guld.

Jeg pustede ham Røg og Aske ind i hans Ansigt og Skjæg; Gjeld kom for Guld. Jeg sang gjennem de knækkede Ruder og aabne Revner, blæste ind til Døttrenes Slagbænk, hvor Klæderne laae falmede, luslidte, for de maaatte altid holde ud. Den Vise var sjungen for de Børns Vugge! Herreliv blev kummerligt Liv! jeg alene var den, som sang høit paa Slottet;" sagde Vinden. "Jeg sneede dem inde, det luner, siger man; Brænde havde de ikke, Skoven var fældet, hvor de skulde hente det fra. Det var klingrende Frost; jeg svang mig gjennem Lydhuller og Gange, over Gavl og Muur for at holde mig flink; derinde laae de i Sengen, for Kuldens Skyld, de adelige Døttre; Faderen krøb under Skinddynen. Ikke at bide og ikke at brænde, det er Herreliv! hu- u- ud! lad fare! - Men det kunde ikke Hr. Daae!

"Paa Vinter kommer Foraar!" sagde han, "paa Trang komme gode Tider! - men de lade vente paa sig, vente! - Nu er Gaarden Gjeldsbrev! nu er det den yderste Tid - og saa kommer Guldet! til Paaske!"

Jeg hørte ham mumle ind i Edderkoppens Spind. - "Du flinke, lille Væver! Du lærer mig at holde ud! rives itu dit Spind, begynder Du forfra igjen og fuldender! atter itu - og ufortrøden tager Du igjen fat, forfra! - forfra! det er det man skal! og det lønnes!"

Det var Paaskemorgen, Klokkerne klang, Solen legede paa Himlen. I Feberhede havde han vaaget, kogt og kølet, blandet og destilleret. Jeg hørte ham sukke som en fortvivlet Sjæl, jeg hørte ham bede, jeg fornam at han holdt sin Aande tilbage. Lampen var gaaet ud, han mærkede det ikke; jeg pustede til Kulgløderne, de skinnede ham ind i hans kridhvide Ansigt, det fik et farvet Skjær, Øinene klemtes i de dybe Øienhuler - men nu blev de store, store - som vilde de springe.

See, det alchymistiske Glas! det blinker deri! det er glødende, puurt og tungt! han løftede det med zittrende Haand, han raabte med zittrende Tunge: "Guld! Guld!" han svimlede derved, jeg kunde have blæst ham om," sagde Vinden, "men jeg blæste kun paa de glødende Kul, fulgte ham gjennem Døren, ind, hvor Døttrene frøs. Hans Kjortel var belagt med Aske, den hang i hans Skjæg og i hans filtrede Haar. Han reiste sig saa høit, løftede sin rige Skat i det skjøre Glas: "fundet! vundet! - Guld!" raabte han, strakte i Veiret Glasset, der blinkede i Solstraalerne; - og Haanden zittrede og det alchymistiske Glas faldt paa Gulvet og sprang i tusinde Stykker, sprungen var hans Velfærds sidste Boble. Hu- u- ud! fare hen! - Og jeg foer fra Guldmagerens Gaard.

Seent paa Aaret, i de korte Dage heroppe, naar Taagen kommer med sin Viskeklud og vrider vaade Draaber paa de røde Bær og de bladløse Grene, kom jeg i frisk Humeur, luftede op, blæste Himlen reen og knækkede raadne Grene, og det er intet stort Arbeide, men det skal gjøres. Der blev ogsaa feiet reent paa anden Maade inde i Borreby Gaard hos Valdemar Daae. Hans Uven Ove Ramel fra Basnæs var der med tilkjøbt Gjeldsbrev over Gaard og Indbo. Jeg trommede paa de sprukne Ruder, slog med de forfaldne Døre, peb igjennem Revner og Sprækker: hu- i! - Hr. Ove skulde ikke faae Lysten efter at blive der. Ide og Anna Dorthea græd modige Taarer; stod strunk og bleg, bed sig i Tommelfingeren saa at den blødte derved, det skulde stort hjelpe! Ove Ramel forundte Hr. Daae at blive paa Gaarden sin Livstid, men han fik ikke Tak for Tilbud; jeg lyttede derefter; - jeg saae den gaardløse Herre løfte sit Hoved stoltere, slaae med Nakken, og jeg slog et Tag imod Gaarden og de gamle Lindetræer, saa at den tykkeste Green knak, og den var ikke raadden; den laae for Porten, som en Feiekost, dersom Nogen vilde feie ud, og der blev feiet ud; jeg tænkte det nok!

Det var en haard Dag, en stiv Stund at holde sig i, men Sindet var haardt, Nakken var stiv.

Intet havde de i Eie uden Klæderne paa Kroppen; jo det alchymistiske Glas, som nyligt var kjøbt og fyldt med det Spild, som var skrabet op fra Gulvet; Skatten, der lovede, men ikke holdt. Valdemr Daae gjemte det inde paa sit Bryst, tog saa sin Kjep i Haanden, og den eengang rige Herre gik med sine tre Døttre ud fra Borreby Gaard. Jeg blæste koldt paa hans hede Kinder, jeg klappede hans graa Skjæg og hans lange, hvide Haar, jeg sang, som jeg kunde det: hu- u- ud! fare hen! fare hen! - Det var Enden paa den rige Herlighed.

Ide og Anna Dorthea gik hver ved hans Side; Johanne vendte sig i Porten, hvad skule det til, Lykken vilde dog ikke vende sig. Hun saae paa Murens røde Steen fra Marsk Stigs Borg, tænkte hun paa hans Døttre:

"Den ældste tog den yngste ved Hand,

Og de fore vide om Verden!"

tænkte hun paa den Sang; - her vare de tre, - Faderen var med! - De gik hen af Veien, hvor de havde kjørt i Karreet, de gik Stoddergang med Faderen, til Smidstrup Mark, til det klinede Huus, der var leiet for ti Mark aarlig, det nye Herresæde med tomme Vægge og tomme Kar. Krager og Alliker fløi henover dem og skrege, som i Spot: "fra Reden! fra Reden! frá! frá!" som Fuglene skreg det i Borreby Skov, da Træerne bleve fældede.

Hr. Daae og hans Døttre fornam det vel! jeg blæste dem om Ørerne, det var ikke værd at høre derpaa.

Saa drog de ind i det klinede Huus paa Smidstrup Mark, - og jeg foer afsted over Mose og Mark, gjennem nøgne Hækker og afpillede Skove, til aabne Vande, andre Lande, - hu- u- ud! fare hen! fare hen! og det i alle Aaringer!"

Hvor gik det Valdemar Daae, hvor gik det hans Døttre? Vinden fortæller:

"Den Sidste af dem jeg saae, ja sidste Gang, det var Anna Dorthea, den blege Hyazint, - nu var hun gammel og bøiet, det var et halv hundrede Aar derefter. Hun levede længst, hun vidste om det Hele.

Derovre paa Heden, ved Viborg By, laae Domprovstens nye, stadselige Gaard, med røde Steen og med takket Gavl; Røgen kom feed op af Skorstenen. Den milde Frue og de favre Døttre sad i Karnappen og saae ud over Havens hængende Bukketjørn, ud til den brune Hede -! hvad saae de der efter? De saae efter Storkereden derude paa det faldefærdige Huus. Taget var med Mos og Huusløg, for saa vidt at der var Tag, det som meest dækkede var Storkens Rede, og den var den eneste, der blev hjulpen paa, Storken holdt den istand.

Det var et Huus at see paa, ikke at røre! jeg maatte fare varligt!" sagde Vinden. "For Storkeredens skyld fik Huset Lov at staae, det var jo ellers en Skræmsel paa Heden. Storken vilde Domprovstens ikke jage bort, saa havde Rønnen Lov at blive og Stakkelen derinde kunde have Lov at boe der; det kunde hun takke den ægyptiske Fugl for, - eller var det Tak, fordi hun engang bad for hans sorte vilde Broders Rede i Borreby Skov? Da var hun, Stakkelen, et ungt Barn, en fiin, bleg Hyazint i den adelige Urtegaard. Hun huskede det Allesammen: Anne Dorthea.

"O! o!" - ja, Menneskene kunne sukke, som Vinden kan det i Siv og Rør. "O! - der ringede ingen Klokker over din Grav, Valdemar Daae! de fattige Skoledrenge sang ikke, da Borrebys fordums Herre blev lagt i Jorden! - O! Alt faaer dog Ende, ogsaa Elende! - Søster Ide blev en Bondes Viv! det var vor Fader den haardeste Prøvelse! Datters Mand, en usselig Træl, der af Herremanden kunde sættes til at ride paa den haarde Fjæl! - Nu er han vel under Jorden? og Du med? Ide! - O ja! o ja! det er ikke forbi endda, jeg gamle Stakkel! jeg fattige Stakkel! løs op for mig, rige Christ!"

Det var Anna Dortheas Bøn i det ynkelige Huus, der havde Lov at staae for Storkens Skyld.

Den Raskeste af Søstrene tog jeg mig af!" sagde Vinden, "hun fik sig Klæder skaaret, som hun var i Sindet baaret! hun kom som fattig Karl og tog Hyre hos Skipperen; knap var hun paa Ord, tvær af Mine, men villig til sin Dont; dog klattre kunde hun ikke; - saa blæste jeg hende overbord, før Nogen vidste, at hun var et Qvindfolk, og det var nok vel gjort af mig!" sagde Vinden.

"Det var en Paaskemorgen, som da Valdemar Daae troede, at han fandt det røde Guld, da hørte jeg under Storkens Rede, mellem de skrøbelige Vægge, Psalmesang, Anne Dortheas sidste Sang.

Der var ingen Rude, der var kun et Hul i Væggen; - Solen kom, som en Guldklump, og satte sig deri; det var en Glands! hendes Øine brast, hendes Hjerte brast! det havde de gjort alligevel, om Solen ikke den Morgen havde skinnet paa hende.

Storken gav hende Tag over sig til hendes Død! jeg sang ved hendes Grav!" sagde Vinden, "jeg sang ved hendes Faders Grav, jeg veed, hvor den er og hvor hendes Grav er, det veed ellers Ingen!

Nye Tider, andre Tider! gammel Alfarvei gaaer op i lukket Mark, fredede Grave blive færdet Landevei, - og snart kommer Dampen med sin Vognrække og bruser hen over Gravene, glemte som Navnene, hu- u- ud! fare hen!

Det er Historie om Valdemar Daae og hans Døttre. Fortæl den bedre, I Andre! om I kunne det!" sagde Vinden og vendte sig.

Væk var den.

Prevod

Izvirnik

Morda ti bo všeč tudi