O besedilu
Vžigalnik
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 12 min branja
- Obseg
- 10 strani
- Naslov izvirnika
- Fyrtøjet
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Vžigalnik
Po deželni cesti je prikorakal vojak: ena, dve! ena, dve! Na hrbtu je nosil nahrbtnik, ob boku pa sabljo, saj je bil v vojni in zdaj se je vračal domov. Na cesti je srečal staro čarovnico; bila je tako grda, da ji je spodnja ustnica visela prav do prsi. Rekla je: »Dober večer, vojak! Kako lepo sabljo imaš in kako velik nahrbtnik, pravi vojak si! Zdaj boš dobil toliko denarja, kolikor si ga poželiš!«
»Hvala ti, stara čarovnica!« je rekel vojak. »Vidiš tisto veliko drevo?« je vprašala čarovnica in pokazala na drevo, ki je stalo poleg njiju. »Znotraj je povsem votlo! Splezati moraš na vrh, tam pa boš zagledal luknjo, skozi katero lahko zdrsneš globoko v drevo! Okrog pasu ti bom privezala vrv, da te bom lahko spet potegnila gor, ko me pokličeš!«
»Kaj pa naj počnem tam spodaj v drevesu?« je vprašal vojak. »Denar nabereš!« je rekla čarovnica. »Veš, ko prideš na dno drevesa, se znajdeš v velikem hodniku, kjer je čisto svetlo, saj tam gori več kot sto svetilk. Zagledal boš troje vrat; lahko jih odpreš, ključ je že v ključavnici. Če stopiš v prvo sobo, boš sredi tal zagledal veliko skrinjo, na njej pa sedi pes; oči ima velike kakor čajni skodelici, vendar naj te to nič ne skrbi! Dala ti bom svoj modro karirasti predpasnik, ki ga lahko razgrneš po tleh; potem kar pogumno stopi do psa, ga primi, posadi na moj predpasnik, odpri skrinjo in vzemi toliko šilingov, kolikor hočeš. Vsi so bakreni, če pa bi raje srebro, moraš v naslednjo sobo. Tam sedi pes z očmi, velikimi kakor mlinsko kolo, vendar naj te to nič ne skrbi; posadi ga na moj predpasnik in si vzemi denarja! Če pa hočeš zlato, lahko dobiš tudi to, in sicer toliko, kolikor ga lahko odneseš, če stopiš v tretjo sobo. Toda pes, ki tam sedi na skrinji z denarjem, ima oči, od katerih je vsako veliko kakor stolp Rundetårn. To je šele pes, verjemi mi! Vendar naj te to prav nič ne skrbi! Samo posadi ga na moj predpasnik, pa ti ne bo nič storil, in vzemi iz skrinje toliko zlata, kolikor hočeš!«
»To pa ni slabo,« je rekel vojak. »Kaj pa naj dam tebi, stara čarovnica? Najbrž tudi ti kaj hočeš zase, si mislim!« »Ne,« je rekla čarovnica, »niti enega šilinga nočem! Samo staro kresilo mi prinesi, ki ga je moja babica pozabila tam spodaj, ko je bila zadnjič tam!«
»No, pa mi priveži vrv okrog pasu!« je rekel vojak. »Tukaj jo imaš!« je rekla čarovnica, »in tukaj je moj modro karirasti predpasnik.« Vojak je splezal na drevo, se spustil v luknjo in že je stal, kakor je rekla čarovnica, spodaj v velikem hodniku, kjer je gorelo na stotine svetilk.
Zdaj je odprl prva vrata. Uh! Tam je sedel pes z očmi, velikimi kakor čajni skodelici, in strmel vanj. »Ti si pa čeden fant!« je rekel vojak, ga posadil na čarovničin predpasnik in vzel toliko bakrenih šilingov, kolikor jih je spravil v žep, potem pa zaprl skrinjo, posadil psa nazaj nanjo in stopil v drugo sobo. Oho! Tam je sedel pes z očmi, velikimi kakor mlinsko kolo.
»Nikar me tako ne glej!« je rekel vojak. »Še oči te bodo bolele!« Nato je posadil psa na čarovničin predpasnik, ko pa je zagledal množico srebrnikov v skrinji, je odvrgel vse bakrene novce, ki jih je imel, in si napolnil žep in nahrbtnik s samim srebrom. Zdaj je stopil v tretjo sobo! Ojoj, to je bilo šele grozno! Pes v njej je imel resnično oči, velike kakor stolp Rundetårn! In vrtele so se mu v glavi kakor kolesa!
»Dober večer!« je rekel vojak in se dotaknil kape, saj takega psa še nikoli ni videl; ko pa si ga je nekaj časa ogledoval, si je mislil, da je zdaj tega že dovolj, ga dvignil in posadil na tla ter odprl skrinjo. Bog pomagaj! Koliko zlata je bilo v njej! Z njim bi lahko kupil ves København in vse sladkorne prašičke pri prodajalkah peciva, vse kositrne vojake, biče in gugalne konjičke na svetu! Da, to je bilo res veliko denarja! Zdaj je vojak odvrgel vse srebrne šilinge, s katerimi si je napolnil žepe in nahrbtnik, in namesto njih nabral zlato; vsi žepi, nahrbtnik, kapa in škornji so bili polni, tako da je komaj hodil! Zdaj je imel denar! Psa je posadil nazaj na skrinjo, zaloputnil vrata in zaklical navzgor skozi drevo: »Zdaj me pa potegni gor, stara čarovnica!«
»Imaš kresilo s seboj?« je vprašala čarovnica. »Saj res!« je rekel vojak. »Čisto sem pozabil nanj!« In šel ga je iskat. Čarovnica ga je potegnila gor in spet je stal na deželni cesti, z žepi, škornji, nahrbtnikom in kapo, polnimi denarja.
»Kaj pa nameravaš s tem kresilom?« je vprašal vojak. »To se te nič ne tiče!« je rekla čarovnica. »Saj si dobil denar! Samo kresilo mi daj!«
»Čenče!« je rekel vojak. »Takoj mi povej, kaj nameravaš z njim, sicer izvlečem sabljo in ti odsekam glavo!« »Ne,« je rekla čarovnica.
Pa ji je vojak odsekal glavo. Tam je obležala! Ves svoj denar je zavezal v njen predpasnik, si culo oprtal na hrbet, vtaknil kresilo v žep in odšel naravnost v mesto.
Mesto je bilo prelepo in nastanil se je v najlepšem gostišču, zahteval najboljše sobe in jedi, ki jih je imel rad, saj je bil zdaj bogat, ko je imel toliko denarja.
Služabniku, ki naj bi mu očistil škornje, se je sicer zdelo čudno, da ima tako bogat gospod tako nenavadne stare škornje, toda vojak si novih še ni kupil; naslednji dan pa je že imel nove škornje in lepa oblačila! Zdaj je vojak postal imeniten gospod in pripovedovali so mu o vseh znamenitostih svojega mesta, o svojem kralju in o tem, kako ljubka princesa je njegova hči.
»Kje pa bi jo lahko videl?« je vprašal vojak. »Nihče je ne more videti!« so rekli vsi po vrsti. »Živi v velikem bakrenem gradu, obdanem s številnimi zidovi in stolpi! Nihče razen kralja ne sme k njej, ker je bilo prerokovano, da se bo poročila s čisto navadnim vojakom, kralju pa to ni všeč!«
»Njo bi pa res rad videl!« si je mislil vojak, toda tega mu seveda niso mogli dovoliti! Zdaj je živel prav veselo, hodil v gledališče, se vozil po Kraljevem vrtu in dajal revnim veliko denarja; to je bilo lepo od njega! Iz prejšnjih časov je dobro vedel, kako hudo je, če nimaš niti šilinga! Zdaj je bil bogat, imel je lepa oblačila in dobil je veliko prijateljev, ki so vsi govorili, da je prijeten človek, pravi kavalir, in vojaku je bilo to zelo všeč! Ker pa je vsak dan zapravljal denar, dobival pa ni ničesar, sta mu nazadnje ostala le še dva šilinga in moral se je izseliti iz lepih sob, kjer je bival, v majceno sobico tik pod streho, sam čistiti svoje škornje in jih krpati z iglo za krpanje; nihče od prijateljev ga ni več obiskal, saj je bilo treba do njega po toliko stopnicah.
Bil je že čisto temen večer in niti sveče si ni mogel kupiti, potem pa se je spomnil, da je v kresilu, ki ga je vzel v votlem drevesu, kamor mu je pomagala čarovnica, majhen ostanek sveče. Vzel je kresilo in košček sveče, toda ravno ko je ukresal in so iz kremena poletele iskre, so se vrata sunkoma odprla in pred njim je stal pes z očmi, velikimi kakor čajni skodelici, ki ga je videl spodaj pod drevesom, ter rekel: »Kaj ukazuje moj gospodar?«
»Kaj pa je to!« je rekel vojak. »To je pa imenitno kresilo! Ali lahko tako dobim vse, kar si zaželim? Prinesi mi nekaj denarja!« je rekel psu in hipoma ga ni bilo več! Hipoma pa je bil spet tam in v gobcu držal veliko vrečo, polno šilingov.
Zdaj je vojak vedel, kako čudovito kresilo ima! Če je ukresal enkrat, je prišel pes, ki je sedel na skrinji z bakrenim denarjem; če je ukresal dvakrat, je prišel tisti, ki je imel srebrni denar, in če je ukresal trikrat, je prišel tisti, ki je imel zlato. Zdaj se je vojak spet preselil v lepe sobe, se oblekel v imenitna oblačila in vsi prijatelji so ga takoj spet poznali ter ga imeli neznansko radi.
Nekoč pa si je mislil: To je vendar čudno, da človek ne sme videti te princese! Vsi pravijo, da je tako lepa! Toda kaj ji to pomaga, če mora ves čas sedeti v velikem bakrenem gradu s številnimi stolpi? Ali je res nikakor ne morem videti? Kje je moje kresilo! In ukresal je ogenj, pa je hipoma prišel pes z očmi, velikimi kakor čajni skodelici.
»Sicer je sredi noči,« je rekel vojak, »ampak tako zelo rad bi videl princeso, samo za kratek trenutek!« Pes je nemudoma švignil skozi vrata in preden se je vojak dobro zavedel, je bil že nazaj s princeso; sedela je na njegovem hrbtu in spala, bila pa je tako lepa, da je vsakdo lahko videl, da je prava princesa. Vojak si ni mogel pomagati, moral jo je poljubiti, saj je bil pravi vojak.
Pes je nato princeso odnesel nazaj, ko pa se je zdanilo in sta kralj in kraljica nalivala čaj, je princesa povedala, da je ponoči sanjala nenavadne sanje o psu in vojaku. Jezdila je na psu in vojak jo je poljubil.
»To je pa res lepa zgodba!« je rekla kraljica. Zdaj naj bi ena od starih dvornih dam naslednjo noč bedela ob princesini postelji, da bi ugotovila, ali so bile to res sanje ali kaj drugega.
Vojak je neznansko hrepenel po tem, da bi spet videl lepo princeso, in tako je ponoči prišel pes, jo vzel in stekel, kar so ga nesle noge. Toda stara dvorna dama si je obula nepremočljive škornje in prav tako hitro stekla za njim; ko je videla, da sta izginila v veliki hiši, si je mislila: Zdaj vem, kje je! In s kosom krede je na vhodna vrata narisala velik križ. Potem je odšla domov in legla spat, pes pa se je tudi vrnil s princeso; ko je opazil križ na vratih hiše, kjer je stanoval vojak, je še sam vzel kos krede in narisal križe na vsa vhodna vrata v mestu. To je bilo pametno, saj dvorna dama zdaj ni mogla najti pravih vrat, ko pa so bila vsa označena s križem.
Zgodaj zjutraj so prišli kralj in kraljica, stara dvorna dama in vsi častniki, da bi pogledali, kje je bila princesa! »Tukaj je!« je rekel kralj, ko je zagledal prva vrata s križem.
»Ne, tukaj je, moj dragi mož!« je rekla kraljica, ki je zagledala druga vrata s križem. »Ampak tudi tam je eden in tam še eden!« so govorili vsi po vrsti; kamor koli so pogledali, povsod so bili na vratih križi. Tako so uvideli, da z iskanjem ne bodo nič dosegli.
Toda kraljica je bila zelo pametna ženska, ki je znala še kaj drugega kot voziti se v kočiji. Vzela je svoje velike zlate škarje, razrezala velik kos svile in iz nje sešila ljubko vrečico; napolnila jo je z drobno ajdovo kašo in jo princesi privezala na hrbet. Ko je bilo to opravljeno, je v vrečico izrezala majhno luknjo, da se je kaša lahko vsipala vso pot, kamor koli bi princesa šla.
Ponoči je pes spet prišel, si posadil princeso na hrbet in jo odnesel k vojaku, ki jo je imel tako rad in si je tako želel biti princ, da bi jo lahko vzel za ženo.
Pes sploh ni opazil, kako se je kaša vsipala vso pot od gradu do vojakovega okna, do katerega je s princeso pritekel po zidu. Zjutraj sta kralj in kraljica prav dobro videla, kje je bila njuna hči, in vojaka so prijeli ter ga vrgli v ječo.
Tam je sedel. Uh, kako je bilo temno in pusto, povrhu pa so mu rekli: Jutri te bodo obesili. Tega ni bilo prijetno slišati, svoje kresilo pa je pozabil doma v gostišču. Zjutraj je skozi železne palice na majhnem oknu videl ljudi, ki so hiteli iz mesta, da bi gledali, kako ga bodo obesili. Slišal je bobne in videl vojake korakati. Vsi so tekli; med njimi je bil tudi čevljarski vajenec z usnjenim predpasnikom in v copatah, ki je tako drvel, da mu je ena copata odletela z noge naravnost proti zidu, kjer je vojak gledal skozi železne palice.
»Hej, ti, čevljarski vajenec! Nikar se tako ne ženi,« mu je rekel vojak. »Nič se ne bo zgodilo, dokler ne pridem jaz! Bi pa stekel tja, kjer sem stanoval, in mi prinesel moje kresilo? Štiri šilinge dobiš! Le podvizaj se!« Čevljarski vajenec je rad sprejel štiri šilinge, švignil po kresilo in ga dal vojaku; no, zdaj pa poslušajmo, kaj je bilo!
Zunaj mesta so postavili velike zidane vislice, okrog njih pa so stali vojaki in več sto tisoč ljudi. Kralj in kraljica sta sedela na prelepem prestolu nasproti sodniku in vsemu svetu.
Vojak je že stal na lestvi, ko pa so mu hoteli natakniti vrv okrog vratu, je rekel, da obsojencu vendar vedno dovolijo, da se mu pred kaznijo izpolni nedolžna želja. Tako rad bi pokadil pipo tobaka, saj bo to njegova zadnja pipa na tem svetu.
Kralj mu tega ni hotel odreči, in tako je vojak vzel svoje kresilo in ukresal: enkrat, dvakrat, trikrat! In že so tam stali vsi psi: tisti z očmi, velikimi kakor čajni skodelici, tisti z očmi kakor mlinsko kolo in tisti z očmi, velikimi kakor stolp Rundetårn!
»Pomagajte mi, da me ne obesijo!« je rekel vojak in psi so planili med sodnike in ves svet, enega zgrabili za noge, drugega za nos ter jih metali visoko v zrak, da so ob padcu na tla povsem razpadli.
»Tega ne dovolim!« je rekel kralj, toda največji pes je zgrabil njega in kraljico ter ju vrgel za vsemi drugimi; tedaj so se vojaki prestrašili in vsi ljudje so zavpili: »Vojak, ti boš naš kralj in dobil boš lepo princeso!«
Potem so vojaka posadili v kraljevo kočijo, vsi trije psi pa so plesali pred njo in vzklikali: »Hura!« Fantje so žvižgali na prste in vojaki so mu izkazovali čast z orožjem. Princesa je prišla iz bakrenega gradu in postala kraljica, kar ji je bilo prav všeč! Poroka je trajala osem dni, psi pa so sedeli za mizo in debelo gledali.
Izvirnik
Fyrtøjet
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: én, to! én, to! Han havde sit tornyster på ryggen og en sabel ved siden, for han havde været i krigen, og nu skulle han hjem. Så mødte han en gammel heks på landevejen; hun var så ækel, hendes underlæbe hang hende lige ned på brystet. Hun sagde: "God aften, soldat! Hvor du har en pæn sabel og et stort tornyster, du er en rigtig soldat! Nu skal du få så mange penge, du vil eje!"
"Tak skal du have, din gamle heks!" sagde soldaten.
"Kan du se det store træ?" sagde heksen, og pegede på et træ, der stod ved siden af dem. "Det er ganske hult inden i! Der skal du krybe op i toppen, så ser du et hul, som du kan lade dig glide igennem og komme dybt i træet! Jeg skal binde dig en strikke om livet, for at jeg kan hejse dig op igen, når du råber på mig!"
"Hvad skal jeg så nede i træet?" spurgte soldaten.
"Hente penge!" sagde heksen, "du skal vide, når du kommer ned på bunden af træet, så er du i en stor gang, der er ganske lyst, for der brænder over hundrede lamper. Så ser du tre døre, du kan lukke dem op, nøglen sidder i. Går du ind i det første kammer, da ser du midt på gulvet en stor kiste, oven på den sidder en hund; han har et par øjne så store som et par tekopper, men det skal du ikke bryde dig om! Jeg giver dig mit blåternede forklæde, det kan du brede ud på gulvet; gå så rask hen og tag hunden, sæt ham på mit forklæde, luk kisten op og tag lige så mange skillinger, du vil. De er alle sammen af kobber, men vil du hellere have sølv, så skal du gå ind i det næste værelse, men der sidder en hund, der har et par øjne, så store, som et møllehjul, men det skal du ikke bryde dig om, sæt ham på mit forklæde og tag du af pengene! Vil du derimod have guld, det kan du også få, og det så meget, du vil bære, når du går ind i det tredje kammer. Men hunden, som sidder på pengekisten, har her to øjne, hvert så stort som Rundetårn. Det er en rigtig hund, kan du tro! Men det skal du ikke bryde dig noget om! Sæt ham bare på mit forklæde, så gør han dig ikke noget, og tag du af kisten så meget guld, du vil!"
"Det var ikke så galt" sagde soldaten. "Men hvad skal jeg give dig, din gamle heks? For noget vil du vel have med, kan jeg tænke!"
"Nej" sagde heksen, "ikke en eneste skilling vil jeg have! Du skal bare tage til mig et gammelt fyrtøj, som min bedstemoder glemte, da hun sidst var dernede!"
"Nå! Lad mig få strikken om livet!" sagde soldaten.
"Her er den!" sagde heksen, "og her er mit blåternede forklæde."
Så krøb soldaten op i træet, lod sig dumpe ned i hullet og stod nu, som heksen sagde, nede i den store gang, hvor de mange hundrede lamper brændte.
Nu lukkede han den første dør op. Uh! Dér sad hunden med øjnene, så store som tekopper og gloede på ham.
"Du er en net fyr!" sagde soldaten, satte ham på heksens forklæde og tog lige så mange kobberskillinger, han kunne have i sin lomme, lukkede så kisten, satte hunden op igen og gik ind i det andet værelse. Eja! Dér sad hunden med øjne så store, som et møllehjul.
"Du skulle ikke se så meget på mig!" sagde soldaten, "du kunne få ondt i øjnene!" Og så satte han hunden på heksens forklæde, men da han så de mange sølvpenge i kisten, smed han alle de kobberpenge han havde, og fyldte lommen og sit tornyster med det bare sølv. Nu gik han ind i det tredje kammer! nej det var ækelt! Hunden derinde havde virkeligt to øjne så store som Rundetårn! Og de løb rundt i hovedet, ligesom hjul!
"God aften!" sagde soldaten og tog til kasketten, for sådan en hund havde han aldrig set før; men da han nu så lidt på ham, tænkte han, nu kan det jo være nok, løftede ham ned på gulvet og lukkede kisten op, nej gudbevares! Hvor der var meget guld! Han kunne købe for det hele København og kagekonernes sukkergrise, alle tinsoldater, piske og gyngeheste, der var i verden! Jo der var rigtignok penge! Nu kastede soldaten alle de sølvskillinger, han havde fyldt sine lommer og sit tornyster med, og tog guld i stedet, ja alle lommerne, tornystret, kasketten og støvlerne, blev fyldte, så han knap kunne gå! Nu havde han penge! Hunden satte han op på kisten, slog døren i og råbte så op igennem træet: "Hejs mig nu op, du gamle heks!"
"Har du fyrtøjet med?" spurgte heksen!
"Det er sandt!" sagde soldaten, "det havde jeg rent glemt," og nu gik han og tog det. Heksen hejsede ham op, og så stod han igen på landevejen, med lommer, støvler, tornyster og kasket fulde af penge.
"Hvad vil du nu med det fyrtøj," spurgte soldaten.
"Det kommer ikke dig ved!" sagde heksen, "nu har du jo fået penge! Giv mig bare fyrtøjet!"
"Snik snak!" sagde soldaten, "vil du straks sige mig, hvad du vil med det, eller jeg trækker min sabel ud og hugger dit hoved af!"
"Nej," sagde heksen.
Så huggede soldaten hovedet af hende. Der lå hun! Men han bandt alle sine penge ind i hendes forklæde, tog det som en bylt på ryggen, puttede fyrtøjet i lommen og gik lige til byen.
Det var en dejlig by, og i det dejligste værtshus tog han ind, forlangte de allerbedste værelser og mad, som han holdt af, for nu var han rig da han havde så mange penge.
Tjeneren, som skulle pudse hans støvler, syntes rigtignok, det var nogle løjerlige gamle støvler, sådan en rig herre havde, men han havde ikke endnu købt sig nye; næste dag fik han støvler at gå med, og klæder som var pæne! Nu var soldaten blevet en fornem herre, og de fortalte ham om al den stads, som var i deres by, og om deres konge, og hvilken nydelig prinsesse hans datter var.
"Hvor kan man få hende at se?" spurgte soldaten.
"Hun er slet ikke til at få at se!" sagde de alle sammen, "hun bor i et stort kobberslot, med så mange mure og tårne om! Ingen uden kongen tør gå ud og ind til hende, fordi der er spået, at hun skal blive gift med en ganske simpel soldat, og det kan kongen ikke lide!"
"Hende gad jeg nok se!," tænkte soldaten, men det kunne han jo slet ikke få lov til!
Nu levede han så lystig, tog på komedie, kørte i Kongens Have og gav de fattige så mange penge og det var smukt gjort! Han vidste nok fra gamle dage, hvor slemt det var ikke at eje en skilling! han var nu rig, havde pæne klæder, og fik da så mange venner, der alle sagde, han var en rar en, en rigtig kavaler, og det kunne soldaten godt lide! Men da han hver dag gav penge ud, og fik slet ingen ind igen, så havde han til sidst ikke mere end to skillinger tilbage og måtte flytte bort fra de smukke værelser, hvor han havde boet, og op på et lille bitte kammer, helt inde under taget, selv børste sine støvler og sy på dem med en stoppenål, og ingen af hans venner kom til ham, for der var så mange trapper at gå op ad.
Det var ganske mørk aften, og han kunne ikke engang købe sig et lys, men så huskede han på, at der lå en lille stump i det fyrtøj, han havde taget i det hule træ, hvor heksen havde hjulpet ham ned. Han fik fyrtøjet og lysestumpen frem, men lige i det han slog ild og gnisterne fløj fra flintestenen, sprang døren op, og hunden, der havde øjne så store, som et par tekopper, og som han havde set nede under træet, stod foran ham og sagde: "Hvad befaler min herre!"
"Hvad for noget!" sagde soldaten, "det var jo et morsomt fyrtøj, kan jeg således få, hvad jeg vil have! Skaf mig nogle penge," sagde han til hunden, og vips var den borte! Vips var den igen, og holdt en stor pose fuld af skillinger i sin mund.
Nu vidste soldaten, hvad det var for et dejligt fyrtøj! Slog han én gang, kom hunden der sad på kisten med kobberpengene, slog han to gange, kom den, som havde sølvpenge, og slog han tre gange, kom den, der havde guld. Nu flyttede soldaten ned i de smukke værelser igen, kom i de gode klæder, og så kendte straks alle hans venner ham, og de holdt så meget af ham.
Så tænkte han engang: Det er dog noget løjerligt noget, at man ikke må få den prinsesse at se! Hun skal være så dejlig, siger de alle sammen! Men hvad kan det hjælpe, når hun skal alle tider sidde inde i det store kobberslot med de mange tårne. Kan jeg da slet ikke få hende at se? Hvor er nu mit fyrtøj! Og så slog han ild, og vips kom hunden med øjne så store, som tekopper.
"Det er rigtignok midt på natten," sagde soldaten, "men jeg ville så inderlig gerne se prinsessen, bare et lille øjeblik!"
Hunden var straks ude af døren, og før soldaten tænkte på det, så han ham igen med prinsessen, hun sad og sov på hundens ryg og var så dejlig, at enhver kunne se, det var en virkelig prinsesse; soldaten kunne slet ikke lade være, han måtte kysse hende, for det var en rigtig soldat.
Hunden løb så tilbage igen med prinsessen, men da det blev morgen, og kongen og dronningen skænkede te, sagde prinsessen, hun havde drømt sådan en underlig drøm i nat om en hund og en soldat. Hun havde redet på hunden, og soldaten havde kysset hende.
"Det var såmænd en pæn historie!" sagde dronningen.
Nu skulle en af de gamle hofdamer våge ved prinsessens seng næste nat, for at se, om det var en virkelig drøm, eller hvad det kunne være.
Soldaten længtes så forskrækkelig efter igen at se den dejlige prinsesse, og så kom da hunden om natten, tog hende og løb alt hvad den kunne, men den gamle hofdame tog vandstøvler på, og løb lige så stærkt bagefter; da hun nu så, at de blev borte inde i et stort hus, tænkte hun, nu ved jeg hvor det er, og skrev med et stykke kridt et stort kors på porten. Så gik hun hjem og lagde sig, og hunden kom også igen med prinsessen; men da han så, at der var skrevet et kors på porten, hvor soldaten boede, tog han også et stykke kridt og satte kors på alle portene i hele byen, og det var klogt gjort, for nu kunne jo hofdamen ikke finde den rigtige port, når der var kors på dem alle sammen.
Om morgnen tidlig kom kongen og dronningen, den gamle hofdame og alle officererne for at se, hvor det var, prinsessen havde været!
"Dér er det!" sagde kongen, da han så den første port med et kors på.
"Nej dér er det, min søde mand!" sagde dronningen, der så den anden port med kors på.
"Men dér er ét og dér er ét!" sagde de alle sammen; hvor de så, var der kors på portene. Så kunne de da nok se, det kunne ikke hjælpe noget at de søgte.
Men dronningen var nu en meget klog kone, der kunne mere, end at køre i karet. Hun tog sin store guldsaks, klippede et stort stykke silketøj i stykker, og syede så en lille nydelig pose; den fyldte hun med små, fine boghvedegryn, bandt den på ryggen af prinsessen, og da det var gjort, klippede hun et lille hul på posen, så grynene kunne drysse hele vejen, hvor prinsessen kom.
Om natten kom da hunden igen, tog prinsessen på sin ryg, og løb med hende hen til soldaten, der holdt så meget af hende, og ville så gerne have været en prins, for at få hende til kone.
Hunden mærkede slet ikke, hvorledes grynene dryssede lige henne fra slottet og til soldatens vindue, hvor han løb op ad muren med prinsessen. Om morgnen så da kongen og dronningen nok hvor deres datter havde været henne, og så tog de soldaten og satte ham i kachotten.
Der sad han. Uh, hvor der var mørkt og kedeligt, og så sagde de til ham: I morgen skal du hænges. Det var ikke morsomt at høre, og sit fyrtøj havde han glemt hjemme på værtshuset. Om morgnen kunne han mellem jernstængerne i det lille vindue se folk skynde sig ud af byen, for at se ham blive hængt. Han hørte trommerne og så soldaterne marchere. Alle mennesker løb af sted; der var også en skomagerdreng med skødskind og tøfler på, han travede sådan i galop, at hans ene tøffel fløj af og lige hen mod muren hvor soldaten sad og kiggede ud mellem jernstængerne.
"Ej, du skomagerdreng! Du skal ikke have sådant et hastværk," sagde soldaten til ham, "der bliver ikke noget af, før jeg kommer! Men vil du ikke løbe hen, hvor jeg har boet, og hente mig mit fyrtøj, så skal du få fire skilling! Men du må tage benene med dig!" Skomagerdrengen ville gerne have de fire skilling, og pilede af sted hen efter fyrtøjet, gav soldaten det, og ja nu skal vi få at høre!
Uden for byen var der muret en stor galge, rundt om stod soldaterne og mange hundrede tusinde mennesker. Kongen og dronningen sad på en dejlig trone lige over for dommeren og det hele råd.
Soldaten stod allerede oppe på stigen, men da de ville slå strikken om hans hals, sagde han, at man jo altid tillod en synder før han udstod sin straf, at få et uskyldigt ønske opfyldt. Han ville så gerne ryge en pibe tobak, det var jo den sidste pibe han fik i denne verden.
Det ville nu kongen ikke sige nej til, og så tog soldaten sit fyrtøj og slog ild, én, to, tre! Og der stod alle hundene, den med øjne så store som tekopper, den med øjne som et møllehjul og den, der havde øjne så store som Rundetårn!
"Hjælp mig nu, at jeg ikke bliver hængt!" sagde soldaten, og så før hundene ind på dommerne og hele rådet, tog en ved benene og en ved næsen og kastede dem mange favne op i vejret, så de faldt ned og sloges rent i stykker.
"Jeg vil ikke!" sagde kongen, men den største hund tog både ham og dronningen, og kastede dem bag efter alle de andre; da blev soldaterne forskrækkede og alle folkene råbte: "Lille soldat, du skal være vor konge og have den dejlige prinsesse!"
Så satte de soldaten i kongens karet, og alle tre hunde dansede foran og råbte "hurra!" Og drengene peb i fingrene og soldaterne præsenterede. Prinsessen kom ud af kobberslottet og blev dronning, og det kunne hun godt lide! Brylluppet varede i otte dage, og hundene sad med til bords og gjorde store øjne.
Nadaljuj z branjem
