O besedilu
Teta
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- English
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 11 min branja
- Obseg
- 9 strani
- Naslov izvirnika
- Moster
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Teta
You should have known Aunt! She was delightful! Well, that is to say, she was not at all delightful in the usual sense of the word, but she was sweet and kind, amusing in her own way, just the person to talk about when there was someone to be talked about and made fun of. She could have been put straight into a comedy, and all because she lived for the theatre and everything that went on inside it. She was so respectable, but the agent Fab, whom Aunt called Flab, called her theatre-mad.
"The theatre is my schooling!" she said. "My fountain of knowledge! That is where I refresh my Bible stories: 'Moses,' 'Joseph and His Brothers'—those are operas, of course! I get my world history, geography, and knowledge of human nature from the theatre! From the French plays I know all about life in Paris—indecent, but most interesting! How I have wept over 'The Riquebourg Family,' to think that the man must drink himself to death so that she can have her young lover! Oh, how many tears I have shed in the fifty years I have had a subscription!"
Aunt knew every play, every piece of scenery, every person who appeared or had ever appeared on the stage. She only truly lived during the nine months of the theatre season. Summer, without summer performances, was a time that aged her, whereas an evening at the theatre that lasted beyond midnight was an extension of life. She did not say, like other people, "Spring is coming now—the stork has arrived!" or "The first strawberries are in the newspaper." Instead, she announced the coming of autumn. "Have you seen? The theatre boxes are up for auction now! The performances are about to begin!"
She judged the value and convenience of a home by how close it was to the theatre. It grieved her to leave the little lane behind the theatre and move to the broad street a little farther away, where she lived in a house with no neighbours opposite.
"At home, my window must be my theatre box! One cannot sit there wrapped up in oneself; one must have people to look at! But now I live as though I had moved out into the country. If I want to see people, I have to go into my kitchen and sit up on the sink; that is the only place where I have neighbours opposite. Why, when I lived in my little lane, I could look straight into the linen-draper's, and I was only three hundred paces from the theatre. Now it is three thousand guardsmen's strides."
Aunt might be ill, but however poorly she felt, she never missed the theatre. One evening her doctor prescribed a poultice of sourdough under her feet. She did as he said, but drove to the theatre and sat there with sourdough under her feet. Had she died there, it would have pleased her. Thorvaldsen died in the theatre; she called that "a blessed death."
She certainly could not imagine the kingdom of heaven without a theatre in it too. It had not been promised us, of course, but surely it was reasonable to suppose that the many distinguished actors and actresses who had gone before must have some way of continuing their work.
Aunt had her own telegraph wire running from the theatre to her sitting room; the telegram arrived every Sunday for coffee. Her telegraph wire was "Mr Sivertsen of the stage machinery," the man who gave the signals for the curtains and scenery to go up and down, in and out.
From him she received a brief and pointed advance review of the plays. Shakespeare's "The Tempest" he called "damned rubbish! There is so much to set up, and then it begins with water right down to the first wing!" That meant the rolling waves came all the way to the front of the stage. But if the same drawing-room set remained throughout all five acts, he said it was sensible and well written: a restful play, which performed itself without any scene-shifting.
In earlier times, as Aunt called the days thirty-odd years before, she and the aforesaid Mr Sivertsen had been younger. Even then he worked the machinery and was, as she called him, her "benefactor." For in those days it was customary, at the evening performance in the city's one great theatre, to admit spectators to the loft as well; each stagehand had a seat or two at his disposal. It was often packed, and with very grand company. They said that generals' wives and councillors' wives had been up there. It was so interesting to look down behind the scenes and see how those people moved about and stood when the curtain was down.
Aunt had been up there several times, both for tragedies and for ballets, since the pieces with the largest casts were the most interesting when seen from the loft. It was fairly dark where they sat, and most people brought their supper. Once three apples and a layer of open sandwiches with spiced rolled pork fell straight into Ugolino's prison, where the poor man was supposed to be starving to death, and that set the audience laughing. That rolled pork was one of the weightiest reasons why the exalted management abolished the loft seating altogether.
"But I was up there thirty-seven times!" said Aunt, "and I shall never forget Mr Sivertsen for that." On the very last evening that the loft was open to the public, they were playing "The Judgment of Solomon." Aunt remembered it so well. Through her benefactor, Mr Sivertsen, she had obtained a ticket for the agent Fab, although he did not deserve it, since he was always making fun of the theatre and saying things to provoke her. Still, she had got him up there. He wanted to see the theatrical stuff turned inside out—those were his very words, and just like him, Aunt said.
And he saw "The Judgment of Solomon" from above, and fell asleep. One would really have thought he had come from a grand dinner with any number of toasts. He slept and was locked in, sitting asleep in the dark night in the theatre loft. When he woke—so he said, though Aunt did not believe him—"The Judgment of Solomon" was over, all the lamps and candles were out, and all the people had gone, upstairs and down. But only then did the real play begin, the "afterpiece," which was the most entertaining part, the agent said. The whole place came to life! It was not the Judgment of Solomon being performed, but Judgment Day at the Theatre. And the agent Fab had the impudence to try to make Aunt believe all this; that was his thanks for her having got him into the loft.
What did the agent tell her? Well, it was amusing enough to hear, but there was malice and mockery at the bottom of it. "Things looked dark up there!" said the agent. "But then the magic began—a grand performance: 'Judgment Day at the Theatre.' The ticket inspectors stood at the doors, and every spectator had to show his spiritual book of references, to see whether he might enter with his hands free or bound, with a muzzle or without one. Ladies and gentlemen who arrived late, after the performance had begun, as well as young people, who cannot possibly always be punctual, were tethered outside and given felt soles to wear when they went in at the beginning of the next act, and muzzles into the bargain. And then Judgment Day at the Theatre began!"
"Sheer malice, such as Our Lord knows nothing of!" said Aunt. If the scene-painter wanted to enter heaven, he had to climb a staircase he had painted himself, but which no human being could possibly climb. Yet that was only a sin against perspective. All the plants and buildings which the stage machinist had taken such pains to set in countries where they did not belong had to be moved to their proper places by the poor man, and before cockcrow, if he wanted to enter heaven. Mr Fab had better see whether he could get in himself! And what he related about the performers, in comedy and tragedy, in singing and dancing, was the blackest malice on the part of Mr Fab—Flab! He had not deserved to go up into the loft, and Aunt would not soil her lips by repeating his words. He had written it all down, he said, the insolent fellow! It was to be printed when he was dead and gone, not before; he had no wish to be flayed alive.
Only once had Aunt suffered fear and anguish in her temple of bliss, the theatre. It was a winter's day, one of those days with two hours of daylight, and grey at that. Such cold, and such snow! But Aunt had to go to the theatre. They were giving "Herman von Unna," together with a little opera and a grand ballet, a prologue and an epilogue; it would last well into the night. Aunt had to be there. Her lodger had lent her a pair of sleigh boots, furry inside and out, which came well up her legs.
She reached the theatre and took her place in the box. The boots were warm, and she kept them on. All at once there was a cry of fire; smoke came from one of the wings, smoke came from the ceiling, and there was a terrible panic. People rushed out. Aunt was the last one left in the box—"Second tier on the left, that is where the scenery looks best!" she said. "It is always arranged to look finest from the royal side!" Aunt tried to get out, but those ahead of her, in their fright and thoughtlessness, slammed the door shut. There sat Aunt, unable to get out, or to get in either—that is, into the neighbouring box; the railing was too high. She shouted, but no one heard. She looked down at the tier below her: it was empty, it was lower down, it was close by. In her terror Aunt felt so young and light. She would jump down! She managed to get one leg over the railing and the other off the bench, and there she sat astride, well draped in her flowered skirt, with one long leg dangling in mid-air, a leg encased in an enormous sleigh boot. What a sight she was! And when she was seen, Aunt was heard as well, and rescued from being burnt alive—for the theatre did not burn down.
It was the most memorable evening of her life, she said, and she was glad she had not been able to see herself, for then she would have died of shame.
Her benefactor among the stage machinery, Mr Sivertsen, still came to see her every Sunday, but it was a long time from one Sunday to the next. In her later years, therefore, she had a little child come in the middle of the week "for the leavings," which meant to enjoy whatever was left over from dinner that day. It was a little girl from the ballet, who was in need of food as well. The little one appeared both as a fairy and as a page; her most difficult part was the hind legs of the lion in "The Magic Flute," but she grew into the lion's forelegs. For that, admittedly, she received only three marks; the hind legs paid a rigsdaler, but there she had to go about bent double and do without fresh air. Aunt thought this was very interesting to know.
She deserved to live as long as the theatre stood, but she could not hold out that long. Nor did she die there, but decently and respectably in her own bed. Her last words, however, were quite significant. She asked, "What are they playing tomorrow?"
After her death there were, it seems, about five hundred rigsdaler; we judge by the interest, which amounts to twenty rigsdaler. Aunt had set this aside as an endowment for a worthy old maid without a family. Each year it was to pay for a subscription seat in the second tier, on the left, and on Saturdays, because that was when they gave the best plays. There was only one obligation for the woman who benefited from the endowment: every Saturday, while at the theatre, she must think of Aunt lying in her grave.
That was Aunt's religion.
Izvirnik
Moster
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Du skulle have kendt moster! hun var yndig! ja, det vil sige, hun var slet ikke yndig, som man forstår ved at være yndig, men hun var sød og rar, morsom på sin måde, rigtig til at snakke om, når der skal snakkes og gøres lystig over en, hun var til at sætte lige ind i en komedie, og det ene og alene fordi hun levede for komediehuset og hvad der rører sig derinde. Hun var så hæderlig, men agent Fab, som moster kaldte Flab, kaldte hende komediegal.
"Teatret er min skolegang!" sagde hun, "min kundskabskilde, derfra har jeg min opfriskede bibelhistorier: 'Moses', 'Josef og hans brødre', det er nu operaer! Jeg har fra teatret min verdenshistorie, geografi og menneskekundskab! Jeg kender fra de franske stykker pariserlivet - slibrigt, men højst interessant! hvor har jeg grædt over 'Familien Riquebourg', at den mand skal drikke sig ihjel for at hun kan få den unge kæreste! - Ja hvor mange tårer har jeg dog grædt i de halvtredsindstyve år, jeg har abonneret!"
Moster kendte hvert teaterstykke, hver kulisse, hver person, der trådte op eller havde trådt op. Hun levede kun rigtig i de ni komediemåneder. Sommertiden uden sommerskuespil var en tid, der gjorde hende gammel, medens en komedieaften, der trak ud over midnat, var en forlængelse af livet. Hun talte ikke som andre folk: "Nu får vi forår, storken er kommet!" - "der står i avisen om de første jordbær." Hun derimod forkyndte efterårets komme. "Har De set, nu er teaterlogerne til auktion, nu begynder forestillingerne?"
Hun regnede en bopæls værd og gode beliggenhed efter hvor nær den lå teatret. Det var hende en sorg af forlade det lille stræde bag teatret og flytte hen i den store gade lidt længere derfra og der bo i et hus, hvor hun ikke havde genboer.
"Hjemme må mit vindue være min teaterloge! man kan da ikke sidde og gå op i sig selv, mennesker må man dog se! men nu bor jeg, som jeg var flyttet ud på landet. Vil jeg se mennesker, må jeg gå ud i mit køkken og sætte mig op på vasken, kun der har jeg genboer. Nej, da jeg boede i mit stræde, der kunne jeg se lige ind til hørkræmmerens, og så havde jeg kun tre hundrede skridt til teatret, nu har jeg tre tusinde garderskridt."
Moster kunne være syg, men i hvor ilde hun befandt sig, forsømte hun dog ikke komedien. Hendes læge forordnede, at hun en aften skulle have surdej under fødderne, hun gjorde som han sagde, men kørte hen i teatret og sad her med surdej under fødderne. Var hun død der, det ville have fornøjet hende. Thorvaldsen døde i teatret, det kaldte hun "salig død."
Hun kunne til visse ikke tænke sig himmerigs rige uden at der også måtte være et teater; det var jo ikke lovet os, men det var dog at tænke; at de mange udmærkede skuespillere og skuespillerinder, der var gået forud, måtte have en fortsat virkekreds.
Moster havde sin elektriske tråd fra teatret til sin stue; telegrammet kom hver søndag til kaffe. Hendes elektriske tråd var "hr. Sivertsen ved teatermaskineriet." Ham, der gav signalerne til op og ned, ind og ud med tæpper og kulisser.
Af ham fik hun forud en kort og fyndig anmeldelse af stykkerne. Shakespeares "Stormen" kaldte han "forbandet tøj! der er så meget at stille op, og så begynder det med vand til første kulisse!" det ville sige, så langt frem gik de rullende bølger. Stod derimod gennem alle fem akter en og samme stuedekoration, så sagde han, det var fornuftigt og velskrevet, det var et hvilestykke, det spillede sig selv uden opstilling.
I tidligere tid, som moster kaldte tiden for nogle og tredve år tilbage, var hun og nysnævnte hr. Sivertsen yngre; han var allerede da ved maskineriet og, som hun kaldte ham, hendes "velgører." Det var nemlig i den tid skik at ved aftnens forestilling på stadens eneste og store teater, kom også tilskuere på loftet; hver maskinkarl havde en plads eller to at råde over. Der var tit propfuldt og meget fint selskab, man sagde, at der havde været både generalinder og kommercerådiner: Det var så interessant at se ned bag kulisserne og vide hvorledes de mennesker gik og stod, når tæppet var nede.
Moster havde flere gange været der, både til tragedier og balletter, thi de stykker, hvori det største personale trådte op, var de interessanteste fra loftet. Man sad så temmeligt i mørke deroppe, de fleste havde aftensmad med; engang faldt tre æbler og et lag smørrebrød med rullepølse lige ned i Ugolinos fængsel, hvor mennesket skulle dø af sult, og så blev der et grin af publikum. Den rullepølse var en af de vægtigste grunde, hvorfor den høje direktion lod tilskuerpladsen på loftet aldeles gå ind.
"Men jeg var der syvogtredve gange!" sagde moster, "og det glemmer jeg aldrig hr. Sivertsen."
Det var netop sidste aften at loftet stod åbent for publikum, da spilledes "Salomons dom," moster huskede det så godt; hun havde, ved sin velgører hr. Sivertsen, skaffet agent Fab adgangsbillet, uagtet han ikke fortjente det, da han stedse gjorde narrestreger med teatret og talte på dril; men hun havde nu skaffet ham derop. Han ville se komedietøjet på vrangen, det var hans egne ord og de lignede ham, sagde moster.
Og han så "Salomons dom" fra oven og faldt i søvn; man skulle sandelig tro, at han var kommet fra en stor middag med mange skåler. Han sov og blev lukket inde, sad og sov i den mørke nat på teaterloftet, og da han vågnede, fortalte han, men moster troede ham ikke: Salomons dom var ude, alle lamper og lys var ude, alle mennesker ude, oppe og nede; men så begyndte først den rigtige komedie "Nachspielet," der var det artigste, sagde agenten. Der kom liv i tøjet! det var ikke Salomons dom der blev givet, nej det var Dommedag på teatret. Og alt det havde agent Fab den frækhed at ville bilde moster ind; det var tak fordi hun havde skaffet ham på loftet.
Hvad fortalte da agenten, ja det var løjerligt nok at høre, men der lå ondskab og dril på bunden.
"Det så mørkt ud deroppe!" sagde agenten, "men så begyndte troldtøjet, stor forestilling: 'Dommedag på teatret'. Kontrollørerne stod ved dørene, og hver tilskuer måtte vise sin åndelige skudsmålsbog, om han turde komme ind med løse hænder eller med bundne, med mundkurv eller uden mundkurv. Herskaber, der kom for silde, når allerede forestillingen var begyndt, ligeså unge mennesker, der jo umuligt altid kan passe tiden, blev tøjret udenfor, fik filtsåler under fødderne til at gå ind med ved næste akts begyndelse, dertil mundkurv. Og så begyndte Dommedag på teatret!"
"Bare ondskab, som Vorherre ikke kender til!" sagde moster.
Maleren skulle, ville han ind i himlen, gå op ad en trappe, han selv havde malet, men som intet menneske kunne skræve op ad. Det var jo kun en forsyndelse imod perspektivet. Alle de planter og bygninger, maskinmesteren med stor ulejlighed havde stillet i lande, hvor de ikke hørte hjemme, skulle det arme menneske flytte til rette sted og det før hanegal, ville han ind i himlen. Hr. Fab skulle bare se at han selv kunne komme derind; og hvad han fortalte om personalet, både i komedien og tragedien, i sang og i dans, var nu det sorteste af hr. Fab, flab! han fortjente ikke at komme på loftet, moster ville ikke tage hans ord i sin mund. Det var nedskrevet det hele, havde han sagt, flaben! det skulle komme i trykken, når han var død og borte, før ikke; han ville ikke flås.
Moster havde kun en gang været i angst og vånde i sit lyksalighedstempel, teatret. Det var en vinterdag, en af de dage, hvor man har dag to timer og gråt. Det var en kulde og en sne, men i teatret skulle moster; de gav "Herman von Unna," dertil en lille opera og en stor ballet, en prolog og en epilog; det ville vare ud på natten. Moster måtte derhen; hendes logerende havde lånt hende et par kanestøvler med loddent både ud og ind; de nåede hende op om benene.
Hun kom i teatret, hun kom i logen; støvlerne var varme, hun beholdt dem på. Med ét blev der råbt brand; der kom røg fra en kulisse, der kom røg fra loftet; der blev en frygtelig bestyrtelse. Folk stormede ud; moster var den sidste i logen, - "anden etage til venstre, der tager dekorationerne sig bedst ud!" sagde hun, "de stilles altid til at ses smukkest fra den kongelige side!" - Moster ville ud, de foran hende smækkede i angst og ubetænksomhed døren i; der sad moster, ud kunne hun ikke komme, ind ikke heller; det vil sige ind i naboens loge, gelænderet var for højt. Hun råbte, ingen hørte, hun så ned i etagen under sig, den var tom, den var lav, den var nær ved; moster følte sig i angsten så ung og let; hun ville springe ned, fik også det ene ben over rækværket, det andet fra bænken; der sad hun til hest, vel draperet, med sit blommede skørt, med et langt ben helt svævende ude, et ben med en uhyre kanestøvle; det var et syn at se! og da det blev set, blev også moster hørt, og frelst for at brænde inde, for teatret brændte ikke.
Det var den mest mindeværdige aften i hendes liv, sagde hun og var glad over, at hun ikke havde kunnet se sig selv, thi så var hun død af blusel.
Hendes velgører ved maskineriet, hr. Sivertsen, kom stadig hver søndag til hende, men der var lang tid fra søndag til søndag; i den senere tid havde hun derfor midt i ugen et lille barn "til levning," det vil sige til at nyde hvad der den dag blev tilovers fra middagen. Det var et lille barn fra balletten, der også trængte til mad. Den lille trådte op både som alf og som page; det sværeste parti var som bagben til løven i "Tryllefløjten," men hun voksede til forben i løven; det fik hun rigtignok kun tre mark for, bagbenene gav en rigsdaler, men der måtte hun gå krumbøjet og savne den friske luft. Det var meget interessant at vide, mente moster.
Hun havde fortjent at leve så længe teatret stod, men det holdt hun dog ikke ud; heller ikke døde hun der, men skikkeligt og honnet i sin egen seng; hendes sidste ord var i øvrigt ganske betydningsfulde, hun spurgte: "Hvad spiller de i morgen?"
Efter hendes død var der nok omtrent fem hundrede rigsdaler; vi slutter fra renterne, som er tyve rigsdaler. Dem havde moster bestemt til et legat for en værdig gammel jomfru uden familie; de skulle anvendes årlig til at abonnere en plads i anden etage, venstre side og om lørdagen, for så gav man de bedste stykker. Der var kun én forpligtelse for den, som nød godt af legatet, hver lørdag skulle hun i teatret tænke på moster, der lå i sin grav.
Det var mosters religion.
Nadaljuj z branjem