Waltey
Stari nagrobnik
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Stari nagrobnik
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 5 min branja
- Obseg
- 4 strani
- Naslov izvirnika
- Den gamle gravsten
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Stari nagrobnik
V enem izmed majhnih mestec je pri možu, ki je imel svojo hišo z dvoriščem, vsa družina zvečer sedela zbrana v krogu. Bilo je v tistem letnem času, ko pravimo, da se večeri daljšajo; še vedno je bilo milo in toplo. Svetilka je gorela, dolge zavese so zastirale okna, na katerih so stali cvetlični lončki, zunaj pa je sijala prelepa mesečina. A o njej se niso pogovarjali; govorili so o starem, velikem kamnu, ki je ležal spodaj na dvorišču, tik ob kuhinjskih vratih. Nanj so dekle pogosto postavljale zdrgnjeno bakreno posodo, da bi se posušila na soncu, otroci pa so se radi igrali na njem — pravzaprav je bil to star nagrobnik.
»Da,« je rekel gospodar, »mislim, da je iz stare samostanske cerkve, ki so jo podrli; takrat so vendar prodajali prižnico, nagrobne plošče in nagrobnike! Moj pokojni oče jih je kupil več; razbili so jih in uporabili za tlakovanje, ta kamen pa je ostal in odtlej leži na dvorišču.«
»Dobro se vidi, da je nagrobnik,« je rekel najstarejši otrok. »Na njem je še zmeraj mogoče razločiti peščeno uro in del angela, napis pa je skoraj povsem zbrisan, razen imena Preben in velike črke S tik za njim, malo niže pa še imena Marthe. Več se ne da razbrati, pa še to se jasno vidi le, kadar dežuje ali kadar ga operemo.«
»Moj Bog, saj to je nagrobnik Prebna Svaneja in njegove žene!« je rekel starec, ki je sedel z njimi in bi bil po letih lahko ded vsem v sobi. »Da, ta zakonca sta bila med zadnjimi, ki so ju pokopali na starem samostanskem pokopališču! Bila sta star, spoštovanja vreden par iz mojih deških let! Vsi so ju poznali in vsi so ju imeli radi; bila sta kakor kraljevski par med starci v našem mestu! Ljudje so govorili, da imata več kot sod zlata, pa vendar sta se oblačila preprosto, v najbolj grobo blago, le njuno perilo je bilo bleščeče belo. Kako čudovit star par sta bila Preben in Marthe! Kadar sta sedela na klopi vrh visokih kamnitih stopnic pred hišo, nad katere je stara lipa sklanjala svoje veje, in prijazno, blago prikimavala mimoidočim, je človeku kar zaigralo srce. Do ubogih sta bila neizmerno dobra! Hranila sta jih, oblačila in v vsej njuni dobrodelnosti sta bili preudarnost in pravo krščanstvo. Najprej je umrla žena! Tistega dne se tako dobro spominjam! Bil sem še majhen deček in z očetom sva bila pri starem Prebnu, ravno ko je zaspala za vselej; starec je bil tako pretresen, jokal je kakor otrok. Pokojna je še ležala v spalnici, tik ob sobi, kjer smo sedeli. Mojemu očetu in dvema sosedoma je pripovedoval, kako samotno bo zdaj, kakšen blagoslov mu je bila, koliko let sta preživela skupaj ter kako sta se spoznala in vzljubila. Kot sem rekel, bil sem še majhen in sem stal ter poslušal, vendar me je čudovito prevzelo, ko sem poslušal starca in gledal, kako postaja vse bolj živahen in kako mu lica zardevajo, ko pripoveduje o času njune zaroke, o tem, kako ljubka je bila in koliko drobnih, nedolžnih ovinkov je ubral, da bi jo srečal. Govoril je tudi o poročnem dnevu in oči so mu ob tem zasijale; kakor da bi znova zaživel v tistem srečnem času. Ona pa je zdaj ležala mrtva v sosednji spalnici, stara žena, in on je bil star mož, ki je govoril o času upanja! — — Da, da, tako je to! Takrat sem bil še otrok, zdaj pa sem star, star kakor Preben Svane. Čas mineva in vse se spreminja! Tako dobro se spominjam dneva njenega pogreba; stari Preben je hodil tik za krsto. Nekaj let prej sta si bila zakonca dala izklesati nagrobnik z napisom in imenoma, le letnici smrti sta manjkali; zvečer so kamen pripeljali in ga položili na grob. Leto zatem so ga spet dvignili in stari Preben se je pridružil svoji ženi. Za njima ni ostalo toliko bogastva, kot so ljudje mislili in govorili; kar ga je bilo, so dobili daljni sorodniki, za katere prej nihče ni vedel. Hišo z lesenim ogrodjem in klopjo na visokih kamnitih stopnicah pod lipo je mestna oblast dala podreti, saj je bila preveč dotrajana, da bi si jo upali pustiti stati. Pozneje, ko je enaka usoda doletela še samostansko cerkev in so pokopališče opustili, je bil nagrobnik Prebna in Marthe, kakor vse drugo od tam, naprodaj vsakomur, ki ga je hotel kupiti. Po naključju ga niso razbili in porabili, temveč še vedno leži na dvorišču, otrokom za igro in dekli za odlaganje zdrgnjene kuhinjske posode. Čez počivališče starega Prebna in njegove žene zdaj teče tlakovana ulica; nihče se ju več ne spominja!«
In starec, ki je vse to pripovedoval, je otožno zmajal z glavo. »Pozabljeno! Vse bo pozabljeno!« je rekel. Nato so se v sobi začeli pogovarjati o drugih rečeh; najmlajši deček pa, otrok z velikimi, resnimi očmi, je splezal na stol za zavesami in pogledal dol na dvorišče, kjer je mesec jasno osvetljeval veliki kamen. Ta se mu je prej vedno zdel prazen in ploščat, zdaj pa je ležal tam kakor velikanski list iz zgodovinske knjige. Vse, kar je deček slišal o Prebnu in njegovi ženi, je kamen hranil v sebi. Deček je gledal vanj, nato pa dvignil pogled k jasnemu, svetlemu mesecu v čistem, visokem nebu, in bilo je, kakor da nad zemljo sije Božji obraz.
»Pozabljeno! Vse bo pozabljeno!« se je slišalo iz sobe in tisti hip je nevidni angel poljubil dečka na prsi in čelo ter tiho zašepetal: »Skrbno čuvaj seme, ki ti je bilo dano, čuvaj ga do časa zrelosti! Po tebi, otrok, bosta izbrisani napis in razpadajoči nagrobnik v svetlih zlatih potezah zaživela pred prihodnjimi rodovi! Stara zakonca bosta spet z roko v roki hodila po starih ulicah in nasmejana, s svežimi, rdečimi lici sedela na kamnitih stopnicah pod lipo ter prikimavala revnim in bogatim. Seme te ure bo z leti zraslo v cvetočo pesniško stvaritev. Dobro in lepo ne potoneta v pozabo, živita v pripovedih in pesmih.«
Izvirnik
Den gamle gravsten
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
I en af de små købstæder, hos en mand, der havde sin egen gård, sad hele familien i kreds sammen om aftnen, på den årstid, da man siger "aftnen længes;" det var endnu mildt og varmt; lampen var tændt, de lange gardiner hang ned for vinduerne, hvor der stod blomsterpotter, og udenfor var det et dejligt måneskin; men det talte de nu ikke om, de talte om en gammel, stor sten, der lå nede i gården, tæt ved køkkendøren, hvor pigerne tit opstillede det skurede kobbertøj, for at det skulle tørres i solen, og hvor børnene gerne legede, - det var egentlig en gammel gravsten.
"Ja," sagde manden i huset, "jeg tror den er fra den gamle nedbrudte klosterkirke; der blev jo solgt både prædikestol, epitafer og gravsten! min salig fader købte flere af disse, de blev slået itu til brolægning, men denne sten blev tilovers og er siden blevet liggende i gården."
"Man kan godt se, at det er en gravsten," sagde den ældste af børnene, "der er endnu at se på den et timeglas og et stykke af en engel, men indskriften der stod, er næsten rent slettet ud, undtagen det navn Preben og et stort 'S', der står lige bag efter og lidt længere nede 'Marthe;' men mere kan man ikke få ud og det er da kun, når det har regnet eller vi har vasket den, at det står tydeligt."
"Herregud, det er Preben Svanes og hans hustrus gravsten!" sagde en gammel mand derinde, der kunne, i sin alder, godt være bedstefader til dem alle sammen i stuen. "Ja, det ægtepar var et af de sidste som blev jordet på den gamle klosterkirkegård! det var et gammelt, hæderligt par fra mine drengeår! Alle kendte dem, og alle holdt af dem, de var alderskongeparret her i byen! Folk sagde om dem at de ejede over en tønde guld, og dog gik de simpelt klædt, i det groveste tøj, men deres linned var så skinnende hvidt. Det var et dejligt gammelt par, Preben og Marthe! - Når de sad på bænken, der var oppe på husets høje stentrappe, som det gamle lindetræ hældede sine grene over, og de nikkede venligt og mildt, så blev man ordentlig glad derved. De var så mageløse gode mod de fattige! de bespiste dem, de klædte dem, og der var fornuft og sand kristendom i al deres godgørenhed. Først døde konen! jeg husker den dag så godt! jeg var en lille dreng og med min fader inde hos gamle Preben, lige idet at hun var hensovet; den gamle mand var så bevæget, græd, som et barn. - Liget lå endnu i sovekamret, tæt ved, hvor vi sad, - han talte til min fader og et par naboer, om hvor ensomt der nu ville blive, hvor velsignet hun havde været, hvor mange år de havde levet sammen, og hvorledes det gik til at de blev kendt med hinanden og fik hinanden kær; jeg var som sagt, lille, og stod og hørte til, men det opfyldte mig forunderligt at høre på den gamle mand, og se, hvorledes han mere og mere blev livlig, fik røde kinder, idet han talte om forlovelsesdagene, hvor yndig hun havde været, hvor mange små uskyldige omveje han havde gået for at træffes med hende, og han talte om bryllupsdagen, hans øjne lyste derved, han levede ligesom tilbage igen i den glædestid, og så lå hun nu inde i kamret tæt ved død, en gammel kone, og han var en gammel mand og talte om håbets tid! – – ja, ja, således går det! Da var jeg et barn kun og nu er jeg gammel, gammel, som Preben Svane. Tiden går og alting skifter! - Jeg husker så godt hendes begravelsesdag, gamle Preben gik lige bag efter ligkisten. Et par år forud havde ægteparret ladet deres gravsten hugge med indskrift og navne, på dødsåret nær; stenen blev om aftnen kørt hen og lagt på graven, - og året efter løftedes den igen og gamle Preben kom ned til sin hustru. - Der var ikke den rigdom efter dem, som folk havde troet og sagt, det der var, kom til familien, langt ude, den man aldrig før havde vidst om. Det bindingsværkshus, med bænken på den høje stentrappe under lindetræet, blev revet ned af magistraten, thi det var alt for brøstfældigt til at de turde lade det stå. Siden, da det gik med klosterkirken ligesådan og kirkegården blev hævet, så kom Prebens og Marthes gravsten, som alt derfra, til hvem, der ville købe det, og nu er det truffet så, at den ikke er blevet slået i stykker og brugt, men ligger endnu i gården til legested for de små, og til hylde for pigens skurede køkkentøj. - Den brolagte gade går nu hen over gamle Prebens og hans hustrus hvilested; ingen husker dem mere!"
Og den gamle mand, som fortalte alt dette, rystede vemodig med hovedet. "Glemmes!" - "Alt skal glemmes!" sagde han.
Og så talte de i stuen om andre ting; men den mindste dreng derinde, et barn med store, alvorlige øjne, krøb op på stolen bag gardinerne, og så ned i gården, hvor månen skinnede klart på den store sten, der altid før havde syntes ham tom og flad, men nu lå der, som et helt stort blad af en historiebog. Alt hvad drengen havde hørt om Preben og hans hustru havde stenen inde; og han så på den, og han så op mod den klare, lyse måne, i den rene, høje luft og det var ligesom et Guds ansigt, der skinnede ud over jorden.
"Glemmes! - Alt skal glemmes!" lød det inde i stuen, og i det øjeblik kyssede en usynlig engel drengens bryst og pande og hviskede stille: "Gem det givne frøkorn vel, gem det til modenhedens tid! - Ved dig, du barn, skal den udslettede indskrift, den smuldrende gravsten, med lyse gyldne træk stå for kommende slægter! Det gamle ægtepar skal igen arm i arm, vandre did gennem de gamle gader, og smilende med friske, røde kinder, sidde på stentrappen under lindetræet, og nikke til fattig og rig. Frøkornet fra denne time vil, gennem åringer, vokse til et blomstrende digterværk. Det gode og skønne glemmes ikke, det lever i sagn og sange."
Nadaljuj z branjem
