Waltey
Srečne galoše
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Srečne galoše
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 45 min branja
- Obseg
- 36 strani
- Naslov izvirnika
- Lykkens galocher
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Srečne galoše
I. Začetek. V Københavnu, na Østergade, v eni izmed hiš nedaleč od Kongens Nytorv, je bila velika družba; takšno družbo je pač treba kdaj pa kdaj prirediti, potem je to opravljeno in si lahko spet sam povabljen. Polovica gostov je že sedela za igralnimi mizami, druga polovica pa je čakala, kaj bo sledilo gostiteljičinim besedam: »No, zdaj pa si moramo kaj izmisliti!« Tako daleč so prišli in pogovor je tekel, kakor je pač mogel. Med drugim je nanesel tudi na srednji vek. Nekateri so ga imeli za veliko boljšega od našega časa; pravosodni svetnik Knap je to mnenje zagovarjal celo tako vneto, da mu je gostiteljica takoj pritrdila, in oba sta se potem razburjala nad Ørstedovimi besedami v almanahu o starih in novih časih, v katerih je naš vek v bistvenem postavljen nad vse druge. Pravosodni svetnik je imel dobo kralja Hansa za najlepšo in najsrečnejšo.
Med vsem tem govorjenjem za in proti, ki ga je le za hip prekinil prihod časopisa, v katerem pa ni bilo nič vrednega branja, stopimo v prednjo sobo, kjer so hranili vrhnja oblačila, palice, dežnike in galoše. Tam sta sedeli dve dekleti, mlada in stara; človek bi pomislil, da sta prišli spremljat svojo gospodarico, kakšno staro gospodično ali vdovo, toda če si ju pogledal nekoliko natančneje, si kmalu spoznal, da nista navadni služkinji: za to so bile njune roke preveč nežne, njuna drža in vsi gibi preveč kraljevski, kajti prav takšni so bili, pa tudi obleki sta imeli prav posebno drzen kroj. Bili sta dve vili. Mlajša sicer ni bila Sreča sama, temveč ena izmed služkinj njenih sobaric, ki raznašajo manjše darove Sreče; starejša pa je bila videti tako globoko resna: bila je Žalost. Ta svoje opravke vedno opravlja sama, osebno, saj tako ve, da so dobro opravljeni.
Pripovedovali sta si, kje sta bili tistega dne. Tista, ki je bila služkinja Srečinih sobaric, je doslej opravila le nekaj nepomembnih opravkov: kakor je rekla, je rešila nov klobuk pred nalivom, poštenemu človeku priskrbela pozdrav imenitne ničle in podobne reči; toda kar jo je še čakalo, je bilo nekaj povsem nenavadnega.
»Povedati ti moram,« je rekla, »da imam danes rojstni dan, in v počastitev tega so mi zaupali par galoš, ki naj jih prinesem človeštvu. Te galoše imajo takšno lastnost, da je vsakdo, ki si jih obuje, v trenutku na kraju ali v času, kjer si najbolj želi biti; vsaka želja glede časa ali kraja se takoj izpolni in človek je tako naposled vendarle srečen tu spodaj!«
»Kar verjemi!« je rekla Žalost. »Postal bo silno nesrečen in blagoslavljal trenutek, ko se bo galoš spet znebil!« »Kaj pa govoriš!« je rekla druga. »Zdaj jih bom postavila sem k vratom; kdo se bo zmotil in postal srečnež!«
Takšen je bil njun pogovor.
II. Kako se je godilo pravosodnemu svetniku. Bilo je že pozno; pravosodni svetnik Knap, zatopljen v dobo kralja Hansa, je hotel domov, in naneslo je tako, da si je namesto svojih galoš obul Srečini ter stopil na Østergade. Toda čarobna moč galoš ga je prestavila nazaj v čas kralja Hansa, zato je stopil naravnost v blato in brozgo na ulici, saj v tistih časih še ni bilo tlakovcev.
»To je pa grozno, kako blatno je tukaj!« je rekel pravosodni svetnik. »Ves pločnik je izginil in vse svetilke so ugasnjene!« Luna še ni bila dovolj visoko, poleg tega je bil zrak precej meglen, tako da se je vse naokrog izgubljalo v temi. Na najbližjem vogalu je sicer visela svetilka pred Marijino podobo, toda svetlobe skorajda ni dajala; opazil jo je šele, ko je stal tik pod njo in mu je pogled padel na naslikano podobo matere z otrokom.
»To je najbrž,« si je mislil, »kakšna prodajalna umetnin, kjer so pozabili pospraviti izvesek!« Mimo njega je šlo nekaj ljudi v oblačilih tiste dobe. »Kakšni pa so bili! Najbrž prihajajo z maškarade!«
Nenadoma so zadoneli bobni in piščali, zasvetile so svetle bakle; pravosodni svetnik se je ustavil in zagledal nenavadno povorko, ki je šla mimo. Čisto spredaj je korakala cela četa bobnarjev, ki so prav spretno udarjali po svojih glasbilih; za njimi so šli telesni stražarji z loki in samostreli. Najimenitnejši v sprevodu je bil neki duhovnik. Pravosodni svetnik je začudeno vprašal, kaj vse to pomeni in kdo je ta mož.
»To je škof Zelandije!« so mu odgovorili. »Ljubi bog, kaj je pa škofa obsedlo?« je vzdihnil pravosodni svetnik in zmajal z glavo; škof to vendar nikakor ni mogel biti. Zatopljen v te misli je, ne da bi gledal levo ali desno, šel po Østergade in čez Højbroplads. Mostu na Slotspladsen ni mogel najti; v mraku je razločil nizek rečni breg in nazadnje naletel na dva moža s čolnom.
»Bi gospod rad prevoz na Holmen?« sta vprašala. »Na Holmen?« je rekel pravosodni svetnik, ki seveda ni vedel, po kateri dobi hodi. »Jaz hočem v Christianshavn, na Lille Torvegade!«
Moža sta ga gledala. »Samo povejta mi, kje je most!« je rekel. »Prav sramotno je, da ni prižgana nobena svetilka, pa še takšno blato je, kot bi hodil po močvirju!«
Dlje ko je govoril s čolnarjema, manj ju je razumel. »Ne razumem vajine bornholmščine!« je nazadnje jezno rekel in jima obrnil hrbet. Mostu ni mogel najti, pa tudi ograje ni bilo nikjer! »Pravi škandal, kakšno je tukaj!« je dejal. Še nikoli se mu njegov čas ni zdel tako beden kakor ta večer. »Mislim, da bom vzel izvoščka!« si je rekel. Toda kje so bili izvoščki? Nobenega ni bilo videti. »Moral se bom vrniti na Kongens Nytorv, tam gotovo stojijo kočije, sicer ne bom nikoli prišel v Christianshavn!«
Odpravil se je torej na Østergade in jo že skoraj prehodil, ko je posijala luna. »Ljubi bog, kakšno ogrodje so pa postavili!« je rekel, ko je zagledal Østerport, ki so takrat stala na koncu Østergade.
Nazadnje je vendarle našel vratca in skozi njih prišel na naš Nytorv, toda tam je bil velik travnik; tu in tam je štrlel kak grm, čez travnik pa je tekel širok kanal ali potok. Na nasprotnem bregu je stalo nekaj ubornih lesenih kolib za holandske ladjarje, po katerih je kraj dobil ime Hallandsås.
»Ali vidim tako imenovano fatamorgano ali pa sem pijan!« je zastokal pravosodni svetnik. »Kaj vendar je to! Kaj vendar je to?« Spet se je obrnil, trdno prepričan, da je bolan. Ko je prišel nazaj v ulico, si je hiše ogledal nekoliko natančneje: večina je imela leseno ogrodje, mnoge pa samo slamnato streho.
»Ne, prav nič mi ni dobro!« je vzdihnil. »Pa sem spil samo en kozarec punča! Očitno ga ne prenesem! In sploh je bilo hudo narobe, da so nam dali punč in toplega lososa! To bom tudi povedal trgovčevi ženi! Naj se vrnem in jim povem, kako se počutim? Ampak tako nerodno je! In ali so sploh še pokonci?«
Iskal je hišo, toda ni je mogel najti. »To je vendar grozno! Østergade sploh ne prepoznam več! Niti ene trgovine ni! Same stare, bedne podrtije vidim, kakor da bi bil v Roskildu ali Ringstedu! Ah, bolan sem! Nič ne pomaga, če mi je nerodno! Toda kje za božjo voljo je trgovčeva hiša? Ni več takšna kot prej! Tam notri pa so vendar še ljudje pokonci; ah, prav gotovo sem bolan!«
Naletel je na priprta vrata, skozi katerih špranjo je padala svetloba. To je bilo eno izmed takratnih prenočišč, nekakšna pivnica. Soba je spominjala na holsteinske veže; nekaj dobrih ljudi, ladjarjev, københavnskih meščanov in dva učenjaka, je sedelo ob vrčih, zatopljenih v pogovor, in komaj so se zmenili za prišleka.
»Oprostite,« je pravosodni svetnik rekel gostilničarki, ki je prišla k njemu, »tako hudo mi je postalo! Bi mi lahko priskrbeli izvoščka do Christianshavna?«
Ženska ga je pogledala in zmajala z glavo, nato pa ga ogovorila po nemško. Pravosodni svetnik je domneval, da ne zna dansko, zato je svojo željo povedal v nemščini; to jo je skupaj z njegovo obleko utrdilo v prepričanju, da je tujec. Kmalu je razumela, da mu je slabo, in mu dala vrč vode, sicer nekoliko somornice, ki so jo prinesli iz vodnjaka.
Pravosodni svetnik si je podprl glavo z roko, globoko zajel sapo in premišljeval o vseh nenavadnostih okoli sebe. »Je to nocojšnji Dagen?« je vprašal, da bi kaj rekel, ko je videl, kako je ženska premaknila velik list papirja.
Ni razumela, kaj misli, vendar mu je podala list. Bil je lesorez, ki je prikazoval nebesno prikazen, videno v mestu Köln. »To je zelo staro!« je rekel pravosodni svetnik in se kar razvedril, ko je naletel na tako star primerek. »Kje pa ste dobili ta redki list? Zelo zanimiv je, čeprav je vse skupaj izmišljotina! Takšne nebesne prikazni razlagamo s tem, da so ljudje videli severni sij; najbrž nastanejo zaradi elektrike!«
Tisti, ki so sedeli najbliže in slišali njegove besede, so ga začudeno pogledali; eden izmed njih je vstal, spoštljivo snel klobuk in z nadvse resnim obrazom dejal: »Vi ste gotovo zelo učen mož, monsieur!«
»O, ne!« je odgovoril pravosodni svetnik. »O tej ali oni reči se znam pogovarjati, kakor se človek pač mora znati!« »Modestia je lepa vrlina!« je rekel mož. »Sicer pa moram glede vaših besed povedati: mihi secus videtur, vendar za zdaj rad zadržim svoj judicium!«
»Smem vprašati, s kom imam čast govoriti?« je vprašal pravosodni svetnik. »Sem baccalaureus Svetega pisma!« je odgovoril mož.
Ta odgovor je pravosodnemu svetniku zadostoval, saj je naziv ustrezal obleki. Gotovo je, si je mislil, kakšen star vaški učitelj, nenavaden posebnež, kakršne še srečaš tam gori na Jutlandiji.
»Tukaj sicer ni locus docendi,« je začel mož, »vendar vas prosim, da se potrudite in spregovorite! Gotovo ste veliko brali stare pisce!« »O, seveda!« je odgovoril pravosodni svetnik. »Rad berem stare koristne spise, všeč pa so mi tudi novejši, samo Zgodbe iz vsakdanjega življenja ne; teh imamo v resničnosti dovolj!«
»Zgodbe iz vsakdanjega življenja?« je vprašal naš baccalaureus. »Da, mislim te nove romane, ki jih imamo.« »O,« se je nasmehnil mož, »v njih je vendar veliko bistroumnosti in berejo jih na dvoru; kralju je še posebno všeč roman o gospodu Iffvenu in gospodu Gaudianu, ki pripoveduje o kralju Artusu in njegovih junakih za okroglo mizo; o njem se je šalil s svojimi visokimi gospodi!«* * Holberg v svoji Zgodovini danskega kraljestva pripoveduje, da se je kralj Hans nekega dne, ko je bral roman o kralju Artusu, pošalil z znanim Ottom Rudom, ki ga je imel zelo rad: »Gospod Iffvent in gospod Gaudian, ki ju najdem v tej knjigi, sta bila izredna viteza; takšnih vitezov dandanes ni več!« Otto Rud mu je odgovoril: »Če bi bili takšni junaki, kakršen je kralj Artus, bi se gotovo našlo tudi veliko vitezov, kakršna sta gospod Iffvent in gospod Gaudian!«
»Tega pa še nisem prebral!« je rekel pravosodni svetnik. »Gotovo je kak povsem nov roman, ki ga je izdal Heiberg!« »Ne,« je odgovoril mož, »ni ga izdal Heiberg, temveč Godfred von Gehmen!«
»Torej je to avtor!« je rekel pravosodni svetnik. »To je zelo staro ime! Ali ni bil to prvi tiskar na Danskem?« »Da, to je naš prvi tiskar!« je odgovoril mož. Tako je šlo še kar dobro. Zdaj je eden izmed dobrih meščanov spregovoril o strašni kugi, ki je razsajala pred nekaj leti, in s tem mislil na tisto iz leta 1484; pravosodni svetnik je domneval, da govorijo o koleri, in pogovor je prav lepo tekel. Vojna s pomorskimi roparji iz leta 1490 je bila še tako sveža, da je niso mogli preskočiti; angleški roparji so zajeli ladje na sidrišču, so pripovedovali, pravosodni svetnik, ki je dodobra podoživel dogodke iz leta 1801, pa jim je imenitno pritegnil pri zabavljanju čez Angleže. Sicer pa pogovor ni šel tako dobro; vsak hip so drug z drugim govorili kakor na pogrebu. Dobri baccalaureus je bil preveč neveden, njemu pa so celo najpreprostejše svetnikove izjave zvenele preveč drzne in fantastične. Gledala sta se, in kadar je postalo prehudo, je baccalaureus spregovoril latinsko, misleč, da ga bodo tako bolje razumeli, vendar tudi to ni pomagalo.
»Kako se počutite?« je vprašala gostilničarka in pravosodnega svetnika potegnila za rokav. Tedaj se je spet zavedel svojega položaja, saj je med pogovorom povsem pozabil vse, kar se je zgodilo prej.
»Ljubi bog, kje sem!« je rekel in ob tej misli se mu je zavrtelo. »Pili bomo klaret! Medico in bremensko pivo!« je zavpil eden izmed gostov. »In vi boste pili z nami!«
Vstopili sta dve dekleti, ena je imela dvobarvno čepico. Točili sta pijačo in se priklanjali; pravosodnega svetnika je ledeno spreletelo po hrbtu. »Kaj vendar je to! Kaj vendar je to!« je govoril, toda moral je piti z njimi. Dobrega moža so precej krepko prijeli; bil je ves obupan, in ko mu je eden rekel, da je pijan, o njegovih besedah ni niti malo podvomil. Samo prosil jih je, naj mu priskrbijo izvoščka, pa so mislili, da govori moskovsko.
Še nikoli ni bil v tako surovi in prostaški družbi; človek bi mislil, da se je dežela vrnila v poganstvo, je pomislil. »To je najstrašnejši trenutek v mojem življenju!« Tedaj pa mu je prišlo na misel, da bi se sklonil pod mizo, priplazil do vrat in poskusil uiti. Toda ko je bil že pri izhodu, so drugi opazili, kaj namerava, ga zgrabili za noge in tedaj so mu na njegovo srečo zdrsnile galoše z nog — in z njimi je izginila vsa čarovnija.
Pravosodni svetnik je pred seboj povsem jasno zagledal prižgano svetilko in za njo veliko hišo; poznal je njo in sosednje hiše. Bil je na Østergade, kakršno vsi poznamo; ležal je z nogami proti hišnemu vhodu, prav nasproti pa je sedel nočni čuvaj in spal.
»Moj stvarnik, ali sem ležal tu na ulici in sanjal!« je rekel. »Da, to je Østergade! Kako blaženo svetla in pisana je! Prav strašno je, kako je moral tisti kozarec punča učinkovati name!«
Čez dve minuti je sedel v izvoščkovi kočiji, ki ga je peljala v Christianshavn. Premišljeval je o strahu in stiski, ki ju je prestal, in iz srca hvalil srečno resničnost, naš čas, ki je bil kljub vsem pomanjkljivostim vendar veliko boljši od tistega, v katerem je bil malo prej. In glejte, to je bilo od pravosodnega svetnika pametno!
III. Čuvajeva pustolovščina. »Tam pa res leži par galoš!« je rekel čuvaj. »Gotovo so poročnikove, tistega, ki stanuje tam zgoraj. Čisto ob vhodu ležijo!«
Poštenjak bi rad pozvonil in jih izročil, saj je zgoraj še gorela luč, vendar ni hotel zbuditi drugih ljudi v hiši, zato tega ni storil.
»Gotovo je prav toplo, če imaš na nogah takšni reči!« je rekel. »Kako mehko usnje imata!« Lepo sta se mu prilegali na noge. »Kako čuden je vendar svet! Zdaj bi lahko šel v svojo dobro posteljo, pa glej, ali gre? Gor in dol po sobi drobenclja! To je srečen človek! Nima ne žene ne otročajev! Vsak večer je v družbi. Ko bi bil jaz on, da, potem bi bil srečen človek!«
Ko je izrekel svojo željo, so galoše, ki si jih je obul, začele delovati: čuvaj je postal poročnik z vso njegovo osebnostjo in mislimi vred. Stal je zgoraj v sobi in med prsti držal majhen rožnat list, na katerem je bila pesem, pesem samega gospoda poročnika; kajti kdo ni bil vsaj enkrat v življenju pri volji za pesnjenje, in če takrat zapišeš misel, že imaš verz. Na njem je pisalo:
»Ko bi bil bogat!« »Ko bi bil bogat!« sem prosil mnogokrat, ko segal sem komaj za en komolec v svet. Ko bi bil bogat! Častnik postal bi tedaj, dobil sabljo, uniformo, perjanico za okras.
Prišel je čas, ko sem postal častnik, a bogat, žal, nisem bil nikdar! Pomagal mi je Bog! Mlad in življenja vesel sem nekega večera sedel, sedemletna deklica me je na usta poljubila, saj bogat sem bil v pripovedkah in pravljicah, v denarju pa le reven fant; a otroku so bile mar samo pravljice. Tedaj sem bil bogat, a žal ne v zlatu, to ve Bog!
»Ko bi bil bogat!« še zmeraj prosim Boga; sedemletna deklica je zdaj odrasla, tako je lepa, pametna, predobra. Ko bi razumela pravljico mojega srca, ko bi mi kakor prej — tako mislim — bila naklonjena! A reven sem in zato, žal, molčim, tako hoče Bog!
Ko bi bil bogat s tolažbo in mirom, ne bi se moja žalost zlila na papir! Ti, ki te ljubim, če me razumeš, beri to kot pesem iz mladostnih dni!
A najbolje je, če je ne razumeš; reven sem, moja prihodnost je, žal, temna; tebe naj blagoslovi Bog! Da, takšne verze piše človek, kadar je zaljubljen, toda preudaren mož jih ne da natisniti. Poročnik, ljubezen in pomanjkanje: to je trikotnik ali, kar je prav toliko, polovica razbite kocke Sreče. To je čutil tudi poročnik, zato je naslonil glavo na okenski okvir in globoko vzdihnil:
»Ubogi čuvaj tam na ulici je veliko srečnejši od mene! Ne pozna tega, čemur jaz pravim pomanjkanje! Ima dom, ženo in otroke, ki jokajo ob njegovi žalosti in se veselijo njegovega veselja! O, srečnejši bi bil, kakor sem, če bi se lahko kar v trenutku preselil vanj, kajti srečnejši je od mene!«
V istem hipu je bil čuvaj spet čuvaj, kajti Srečini galoši sta ga bili spremenili v poročnika, toda kakor smo videli, se je v njegovi koži počutil še veliko manj zadovoljnega in si je najbolj želel biti to, kar je bil v resnici. Torej je bil čuvaj spet čuvaj.
»To so bile grde sanje!« je rekel. »Ampak prav nenavadne. Zdelo se mi je, da sem poročnik tam zgoraj, in to ni bilo prav nič prijetno. Pogrešal sem ženo in otročaje, ki mi s poljubi skoraj oči iztaknejo!«
Spet je sedel in dremal; sanje mu niso hotele iz misli, galoše pa je še vedno imel na nogah. Po nebu je šinil utrinek.
»Pa je šla!« je rekel. »Saj jih je še dovolj! Rad bi si te reči ogledal nekoliko od bliže, posebno luno, saj mi vsaj ne bo izginila med prsti. Ko umremo, je rekel študent, ki mu moja žena pere težko perilo, letimo z ene na drugo. To je laž, bi pa znalo biti prav zabavno. Ko bi lahko za hip skočil tja gor, telo pa bi mirno ostalo tukaj na stopnicah!«
Glejte, na svetu so reči, pri katerih moramo biti zelo previdni, preden jih izrečemo, še veliko previdnejši pa moramo biti, če imamo na nogah Srečini galoši. Samo poslušajte, kako se je godilo čuvaju.
Kar se tiče nas ljudi, skoraj vsi poznamo hitrost pare; preizkusili smo jo bodisi na železnici bodisi na ladji čez morje. Toda ta let je kakor potovanje lenivca ali polžji pohod v primerjavi s hitrostjo svetlobe; ta leti devetnajstmilijonkrat hitreje od najboljšega dirkalnega konja, elektrika pa je še hitrejša. Smrt je električni sunek, ki nas zadene v srce; na krilih elektrike odleti osvobojena duša. Sončna svetloba potrebuje osem minut in nekaj sekund za pot, dolgo več kot dvajset milijonov milj; z električno hitro pošto potrebuje duša za isto pot manj minut. Razdalja med nebesnimi telesi zanjo ni nič večja, kakor je za nas razdalja med hišami naših prijateljev v istem mestu, tudi če stojijo precej blizu druga druge. Toda ta električni sunek v srce nas stane uporabe telesa tu spodaj, razen če nimamo, kakor tukajšnji čuvaj, na nogah Srečinih galoš.
V nekaj sekundah je čuvaj preletel dvainpetdeset tisoč milj do lune, ki je, kakor vemo, narejena iz snovi, veliko lažje od naše zemlje, in je, kot bi rekli, mehka kakor sveže zapadli sneg. Znašel se je na enem izmed neštetih obročastih gorovij, ki jih poznamo z velikega zemljevida lune doktorja Mädlerja; saj ga vendar poznaš? Na notranji strani se je gorovje strmo spuščalo v kotanjo, globoko celo dansko miljo. Tam spodaj je ležalo mesto, podobno beljaku v kozarcu vode, prav tako mehko, s stolpi in kupolami ter balkoni v obliki jader, prosojnimi in zibajočimi se v redkem zraku; naša zemlja je kakor velika ognjeno rdeča krogla lebdela nad njegovo glavo.
Tam je bilo toliko bitij in vsa so bila najbrž to, čemur bi rekli ljudje, vendar so bila videti povsem drugačna od nas. Imela so tudi jezik, toda nihče seveda ne more zahtevati, da bi ga čuvajeva duša razumela; pa ga je vendar razumela.
Čuvajeva duša je jezik prebivalcev lune zelo dobro razumela. Razpravljali so o naši zemlji in dvomili, da bi bila lahko naseljena; zrak tam mora biti pregost, da bi v njem lahko živelo kako razumno lunino bitje. Menili so, da so živa bitja samo na luni, da je ona pravi svet, na katerem živijo starodavni prebivalci nebesnih teles.
Toda vrnimo se na Østergade in poglejmo, kako je s čuvajevim telesom. Brez življenja je sedelo na stopnicah, buzdovan mu je padel iz roke, oči pa so gledale proti luni za pošteno dušo, ki se je sprehajala tam zgoraj.
»Koliko je ura, čuvaj?« je vprašal mimoidoči. Toda čuvaj ni odgovoril; mož ga je zato čisto rahlo frcnil po nosu in ravnotežja je bilo konec. Telo je z vso dolžino zgrmelo na tla, saj je bil človek vendar mrtev. Tistega, ki ga je frcnil, je prevzela velika groza; čuvaj je bil mrtev in mrtev je ostal. To so prijavili in o tem so govorili, zjutraj pa so telo odnesli v bolnišnico.
To bi utegnila biti prav lepa potegavščina za dušo, če bi se vrnila in po vsej verjetnosti iskala telo na Østergade, pa ga ne bi našla. Najbrž bi najprej stekla na policijsko postajo, nato v urad za oglase, da bi od tam razglasili poizvedbo med izgubljenimi predmeti, in nazadnje v bolnišnico. Vendar se lahko potolažimo s tem, da je duša najbistrejša, kadar je sama zase; telo jo samo poneumlja.
Kakor rečeno, čuvajevo telo je prišlo v bolnišnico, kjer so ga odnesli v umivalnico, in prvo, kar so tam naredili, je bilo seveda to, da so mu sezuli galoše. Tedaj se je morala duša vrniti; takoj se je usmerila naravnost k telesu in mož je v hipu oživel. Zatrjeval je, da je preživel najstrašnejšo noč svojega življenja; niti za dve marki ne bi hotel še enkrat občutiti česa takega, toda zdaj je bilo vendar konec.
Še istega dne so ga odpustili, galoše pa so ostale v bolnišnici.
IV. Pomemben trenutek za glavo. Deklamacijska točka. Nadvse nenavadno potovanje. Vsak Københavčan ve, kakšen je vhod v Frederiksovo bolnišnico v Københavnu, ker pa to zgodbo najbrž berejo tudi ljudje, ki niso iz Københavna, ga moramo na kratko opisati.
Bolnišnico loči od ulice precej visoka ograja, v kateri so debele železne palice tako daleč narazen, da so se, kakor pripovedujejo, zelo suhi mladi zdravniki lahko stisnili skoznje in se tako odpravili na kratke obiske v mesto. Del telesa, ki ga je bilo najteže spraviti skozi, je bila glava; torej so bile tukaj, kakor pogosto na svetu, najmanjše glave najsrečnejše. Toliko bo za uvod dovolj.
Eden izmed mladih prostovoljcev, za katerega bi lahko rekli, da ima debelo glavo, samo v telesnem smislu, je bil prav tisti večer dežuren. Dež je lil kot iz škafa, toda kljub obema ovirama je moral ven, samo za četrt ure; to se mu ni zdelo vredno zaupati vratarju, če se je lahko izmuznil med železnimi palicami. Tam so ležale galoše, ki jih je čuvaj pozabil; še na misel mu ni prišlo, da so Srečini. V takšnem vremenu bi bile lahko prav koristne, zato si jih je obul. Zdaj je bilo treba poskusiti, ali se lahko stisne skozi, saj tega še nikoli ni poskusil. In tako je stal tam.
»Bog daj, da bi imel glavo že zunaj!« je rekel in takoj je, čeprav je bila zelo debela in velika, zlahka in srečno zdrsnila skozi; to so galoše že znale urediti. Toda zdaj bi moralo ven še telo, on pa je obtičal.
»Uh, predebel sem!« je rekel. »Mislil sem, da bo najteže spraviti skozi glavo! Ne morem skoz.« Zdaj je hotel naglo potegniti glavo nazaj, pa ni šlo. Vrat je lahko brez težav premikal, toda to je bilo tudi vse. Najprej ga je pograbila jeza, nato pa mu je razpoloženje zdrknilo globoko pod ničlo. Galoše sreče so ga spravile v najstrašnejši položaj, in na nesrečo mu ni prišlo na misel, da bi si zaželel prostosti; ne, trudil se je in se ni premaknil nikamor. Dež je lil, na ulici ni bilo videti žive duše. Do zvonca pri vratih ni mogel seči; kako naj se vendar reši? Predvideval je, da utegne tu obtičati do jutra; tedaj bo treba poslati po kovača, da prežaga železne palice, a to ne bo šlo tako hitro. Vsa deška šola v modrih uniformah nasproti bo na nogah, ves Nyboder bo pridrvel gledat, kako stoji na sramotilnem odru; ljudi se bo nagnetlo še precej več kakor lani ob orjaški agavi. »Uh! Kri mi sili v glavo, še zmešalo se mi bo! Saj se mi že meša! O, ko bi bil spet prost, bi gotovo minilo!«
Glejte, to bi moral reči že prej. V hipu, ko je izrekel to misel, je bila njegova glava prosta in planil je noter, ves iz sebe od strahu, v katerega so ga spravile galoše sreče.
A nikar ne mislimo, da se je s tem vse končalo; ne, še huje bo. Minila je noč in za njo še ves naslednji dan, po galoše pa ni prišel nihče.
Zvečer naj bi bila predstava v malem gledališču v Kannikestræde. Dvorana je bila nabito polna; med recitacijami so podali novo pesem. Poslušajmo jo. Naslov se je glasil:
Tetina očala. Modrost moje babice vsakdo pozna, v »starih časih« bi na grmadi zgorela. Ve vse, kar se godi, in še več kakor to, naravnost v prihodnje leto zre njeno oko, celo v »štirideseto« — to ni kar tako, a povedati ničesar noče prav jasno.
Kaj neki se v prihodnjem letu bo zgodilo? Kaj nenavadnega bo nas doletelo? Rad videl bi, kaj meni usoda nameni, umetnosti, deželi in državi obenem, a babica pravi, da tega razkriti ne sme.
Tako sem jo nadlegoval in nazadnje dosegel svoje; sprva molčala je, potem godrnjala je malo. A njena pridiga je naletela na gluha ušesa, saj sem vendar njen lastni ljubljenček!
»Za tokrat ti željo izpolnim,« je rekla in svoja očala mi dala. »Zdaj pojdi tja, kamor te volja bo gnala, tja, kjer se mnogo dobrih ljudi bo zbralo. Postavi se tako, da jih najbolje vidiš, in skozi moja očala množico poglej; pri priči bodo vsi, verjemi mi na besedo, kakor igralne karte, razgrnjene po mizi.
Iz njih lahko prerokuješ, kaj se bo zgodilo!« Zahvalil sem se, stekel proč in hotel to poskusiti. A kam, sem pomislil, največ ljudi zahaja? Na Langelinie? Tam se človek prehladi.
Na Østergade? Bah! Tam je vse blatno! Kaj pa v gledališče? To bi bilo krasno, večerna predstava pride ravno prav — — in tu sem zdaj! Sam se vam predstavljam;
dovolite, da uporabim tetina očala, samo da vidim — nikar ne odhajajte! — da vidim, ali ste podobni kupčku kart, iz katerega lahko prerokujem, kaj prinese čas.
— Vaš molk bom vzel za pritrditev; v zahvalo boste tudi vi deležni razodetja. Pri tej igri smo udeleženi prav vsi. Prerokoval bom vam, sebi, deželi in državi; zdaj pa poglejmo, kaj nam karte povedo.
(In si je nataknil očala.) Da, res je! Ne, zdaj se moram smejati! O, ko bi prišli sem gor in sami pogledali! Koliko fantov je med temi kartami in srčevih dam je tukaj za cele vrste.
Tisto črno tam sta križ in pik. — Zdaj bom kmalu dobil pravi pregled. Tam vidim pikovo damo, ki je z vso resnobo svoje misli obrnila h karovemu fantu.
O, od tega prizora sem že skoraj pijan! Tu leži za to gledališče veliko denarja in tujci z drugega konca sveta. A to ni tisto, kar smo hoteli izvedeti.
O stanovih? Poglejmo! — Da, v prihodnosti — —! Toda o tem bo treba pozneje brati; če zdaj vse izblebetam, bom časopisu škodil, nočem mu z mize odnesti najboljšega grižljaja.
Kaj pa gledališče? — Novosti? Okus? Ton? Ne, z vodstvom hočem ostati v dobrih odnosih. Moja prihodnost? Da, saj veste, lastna usoda nam vsem silno pri srcu leži!
Vidim! — Ne morem povedati, kaj vidim, a slišali boste, takoj ko se zgodi. Kdo med nami tukaj je najsrečnejši? Najsrečnejši? Tega bom zlahka našel!
To je vendar — ne, to bi koga spravilo v zadrego, da, morda bi jih celo več užalostilo! Kdo bo živel najdlje? Tista gospa, tisti gospod? Ne, kaj takega povedati bi bilo še huje!
O čem naj torej prerokujem? — Ne? — O tem? Ne — O onem? Ne! O —? Nazadnje še sam ne vem več; v zadregi sem, človeka tako hitro užališ. No, pogledal bom, kaj verjamete in mislite,
da bom z vso svojo preroško močjo razkril. Verjamete? Ne, kaj pravite? Vsi po vrsti mislite, da na koncu ne bo nič iz tega, dobro veste, da dobite le zven in žvenket.
Torej bom utihnil, visoko spoštovana družba, dolžan sem vam priznati vaše mnenje! Pesem je bila odlično podana in recitator je požel velik uspeh. Med gledalci je bil tudi bolnišnični pripravnik, ki je, kot kaže, pozabil na svojo dogodivščino prejšnje noči. Galoše je imel na nogah, saj jih ni nihče prišel iskat, in ker je bila ulica blatna, so mu lahko dobro služile.
Pesem mu je bila všeč. Njena zamisel ga je močno zaposlovala; tudi sam bi rad imel takšna očala. Morda bi, če bi jih pravilno uporabljal, lahko ljudem pogledal naravnost v srce. To bi bilo po njegovem pravzaprav zanimivejše kakor videti, kaj se bo zgodilo prihodnje leto; tisto bo človek že izvedel, tega drugega pa nikoli. »Kar predstavljam si vso tisto vrsto gospodov in gospa v prvi klopi — ko bi jim lahko pogledal naravnost v prsi! Da, tam bi morala biti odprtina, nekakšna trgovina; oh, kako bi moje oči hodile po trgovinah! Pri tisti gospe bi gotovo našel veliko modno prodajalno! Pri oni je trgovina prazna, vendar bi jo bilo treba očistiti; našle pa bi se tudi čisto solidne trgovine! Ah, da!« je vzdihnil. »Eno poznam, kjer je vse solidno, vendar že ima trgovskega pomočnika; to je edina slaba reč v vsej trgovini! Iz te ali one bi klicali: ‘Izvolite, stopite noter!’ Da, ko bi le lahko stopil noter in se kakor drobna, ljubka misel sprehodil skozi srca!«
Glejte, to je galošam zadoščalo. Pripravnik se je ves skrčil in začelo se je skrajno nenavadno potovanje naravnost skozi srca gledalcev v prvi vrsti. Prvo srce, skozi katero je šel, je bilo žensko; a v hipu se mu je zazdelo, da je v ortopedskem zavodu, kakor imenujejo hišo, kjer zdravnik odpravlja človeške izrastke in ljudem pomaga, da se zravnajo. Znašel se je v sobi, kjer na stenah visijo mavčni odlitki iznakaženih udov. Razlika je bila le ta, da jih v zavodu naredijo, ko bolnik pride, tukaj v srcu pa so jih naredili in shranili, ko so dobri ljudje odšli. Tu so hranili odlitke prijateljic, njihovih telesnih in duševnih napak.
Kmalu je bil v drugem ženskem srcu, a to se mu je zdelo kakor velika, sveta cerkev. Bela golobica nedolžnosti je plahutala nad glavnim oltarjem; kako rad bi pokleknil! A moral je hitro naprej, v naslednje srce. Še vedno je slišal zvoke orgel in zdelo se mu je, da je postal nov, boljši človek; ni se čutil nevrednega stopiti v naslednje svetišče, ki se je razodelo kot revna podstrešna sobica z bolno materjo. Toda skozi odprto okno je sijalo toplo božje sonce, iz majhnega lesenega korita na strehi so prikimavale lepe vrtnice in dve nebesno modri ptici sta peli o otroškem veselju, medtem ko je bolna mati prosila blagoslova za svojo hčer.
Zdaj se je po vseh štirih plazil skozi prenatrpano mesnico; povsod je naletel na meso in samo meso. To je bilo srce bogatega, uglednega moža, čigar ime gotovo najdemo v mestnem imeniku.
Zdaj je bil v srcu njegove soproge; to je bil star, razpadajoč golobnjak. Možev portret je služil za vetrokaz in bil povezan z vrati, tako da so se odpirala in zapirala, kakor hitro se je mož obrnil.
Nato je prišel v sobano z ogledali, kakršno imamo v gradu Rosenborg, le da so ta ogledala povečevala do neverjetnih razsežnosti. Sredi tal je kakor dalajlama sedel neznatni jaz tega človeka in osupel občudoval svojo veličino.
Zatem se mu je zazdelo, da je v tesnem etuiju za šivanke, polnem ostrih igel. »To je gotovo srce stare neporočene gospodične!« je moral pomisliti. A ni bilo tako; bilo je srce čisto mladega vojaka z več odlikovanji, prav takega, ki so mu pravili mož duha in srca.
Ves omotičen je grešni pripravnik prišel iz zadnjega srca v vrsti. Ni mogel urediti svojih misli, menil pa je, da ga je zanesla njegova preveč bujna domišljija.
»Ljubi Bog,« je vzdihnil, »gotovo se me loteva norost! Pa tudi neodpustljivo vroče je tukaj! Kri mi sili v glavo!« In zdaj se je spomnil velikega dogodka prejšnjega večera, ko mu je glava obtičala med železnimi palicami pri bolnišnici. »Gotovo sem tam staknil to!« je pomislil. »Pravočasno moram ukrepati. Ruska kopel bi utegnila pomagati. Ko bi že ležal na najvišji polici!«
In že je ležal na najvišji polici v parni kopeli, vendar povsem oblečen, s škornji in galošami vred; s stropa so mu na obraz kapljale vroče vodne kaplje.
»Uh!« je zavpil in planil dol, da bi se oprhal. Tudi strežaj je glasno zavpil, ko je tam zagledal oblečenega človeka. Pripravnik pa se je toliko zbral, da mu je zašepetal: »Za stavo gre!« Toda prvo, kar je storil, ko se je vrnil v svojo sobo, je bilo, da si je dal na tilnik velik obliž s špansko muho in še enega vzdolž hrbta, da bi mu izvlekla norost.
Naslednje jutro je imel ves hrbet krvav; to je bil njegov dobitek od galoš sreče.
V. Prepisovalčeva preobrazba. Nočni čuvaj, ki ga najbrž še nismo pozabili, se je medtem spomnil galoš, ki jih je našel in odnesel v bolnišnico. Šel jih je iskat, a ker jih ne poročnik ne kdo drug v ulici ni hotel priznati za svoje, jih je oddal na policijski urad.
»Videti so prav kakor moje galoše!« je rekel eden od gospodov prepisovalcev, ko si je ogledoval najdeni predmet in jih postavil poleg svojih. »Potrebno je več kot čevljarjevo oko, da jih ločiš med seboj!«
»Gospod prepisovalec!« je rekel policist, ki je vstopil z nekaj papirji. Prepisovalec se je obrnil in se pogovoril z možem, ko pa je bilo pogovora konec in je pogledal galoše, je bil v veliki zadregi, ali so njegove tiste na levi ali tiste na desni. »Gotovo tiste, ki so mokre!« je pomislil. Toda prav tu se je zmotil, kajti mokre so bile galoše sreče; a zakaj se ne bi mogla zmotiti tudi policija! Obul jih je, spravil nekaj papirjev v žep, druge pa pod pazduho; doma jih bo moral prebrati in prepisati. Toda bilo je ravno nedeljsko dopoldne in vreme je bilo lepo. Sprehod do Frederiksberga, je pomislil, bi mi dobro del! In je šel tja.
Nihče ni mogel biti mirnejši in marljivejši od tega mladega moža; iz srca mu privoščimo ta mali sprehod, saj mu bo po tolikem sedenju gotovo zelo koristil. Sprva je le hodil, ne da bi mislil na karkoli, zato galoše niso imele priložnosti pokazati svoje čarobne moči.
V drevoredu je srečal znanca, mladega pesnika, ki mu je povedal, da se bo naslednji dan odpravil na poletno potovanje. »No, že spet odhajate!« je rekel prepisovalec. »Vi ste pa res srečen, svoboden človek. Lahko poletite, kamor želite, mi drugi pa imamo verigo okrog noge!«
»Toda priklenjena je na drevo, ki vam daje kruh!« je odvrnil pesnik. »Ni vam treba skrbeti za jutrišnji dan, in ko se postarate, dobite pokojnino!«
»Vseeno se vam bolje godi!« je rekel prepisovalec. »Sedeti in pesniti je vendar veselje! Ves svet vam govori prijazne reči, pa še svoj gospodar ste! Le poskusite sedeti na sodišču ob tistih dolgočasnih zadevah!«
Pesnik je zmajal z glavo, prepisovalec prav tako; vsak je ostal pri svojem mnenju in razšla sta se. »Posebna sorta ljudi so ti pesniki!« je rekel prepisovalec. »Rad bi poskusil stopiti v takšno naravo, sam postati pesnik; prepričan sem, da ne bi pisal takšnih jokavih verzov kakor drugi! — — To je res pravi pomladni dan za pesnika! Zrak je tako nenavadno čist, oblaki tako lepi in zelenje tako diši! Da, že mnogo let se nisem počutil tako kakor v tem trenutku.«
Že opažamo, da je postal pesnik; navzven to sicer ni bilo očitno, kajti neumno si je predstavljati pesnika drugačnega od drugih ljudi. Med njimi utegnejo biti mnogo bolj pesniške narave, kakor je marsikateri velik in priznan pesnik; razlika je le v tem, da ima pesnik boljši duševni spomin, da lahko ohrani zamisel in občutje, dokler se jasno in razločno ne prelijeta v besede, drugi pa tega ne zmorejo. Toda prehod iz vsakdanje narave v nadarjeno je vedno preobrazba in to je prepisovalec zdaj doživel.
»Kako čudovit vonj!« je rekel. »Kako me spominja na vijolice pri teti Lone! Da, to je bilo, ko sem bil še majhen deček! Ljubi Bog, že celo večnost nisem pomislil na to! Dobra stara gospodična! Živela je tam za Borzo. Vedno je imela v vodi vejico ali nekaj zelenih poganjkov, pa naj je bila zima še tako huda. Vijolice so dišale, medtem ko sem na zamrznjeno šipo polagal ogrete bakrene šilinge in delal kukalne luknjice. Kako zanimiv razgled! Zunaj v kanalu so ladje vkleščene v ledu stale brez posadk; ena sama kričeča vrana je bila vsa posadka. Ko pa je zavel pomladni zrak, je postalo živahno; ob petju in vzklikih hura so žagali led, ladje premazali s katranom in opremili z jadrovjem, nato pa so odplule v tuje dežele. Jaz sem ostal tukaj in moram vedno ostati, vedno sedeti na policijskem uradu in gledati druge, kako prihajajo po potne liste za pot v tujino; to je moja usoda! Oh, da!« je globoko vzdihnil, a se v istem hipu nenadoma ustavil. »Ljubi Bog, kaj mi vendar je! Tako še nikoli nisem mislil ali čutil! Gotovo je kriv pomladni zrak! Hkrati je tesnobno in prijetno!« Segel je v žep po svoje papirje. »Ti mi bodo dali drugega opravka za misli!« je rekel in z očmi preletel prvi list. »Gospa Sigbrith, izvirna tragedija v petih dejanjih,« je prebral. »Kaj pa je to! In saj je moja lastna pisava. Sem jaz napisal to tragedijo? Spletka na obzidju ali veliki molitveni dan, vodvil. — Toda od kod mi to? Nekdo mi je moral vtakniti v žep; tu je pismo!« Da, bilo je od gledališkega vodstva; igri sta bili zavrnjeni, pa tudi pismo ni bilo prav nič vljudno napisano. »Hm! Hm!« je rekel prepisovalec in sedel na klop. Njegove misli so bile tako žive, srce tako mehko; nehote je utrgal eno najbližjih cvetic, preprosto drobno pasjo kamilico. Kar nam botanik pove šele v mnogih predavanjih, mu je ona razodela v eni minuti. Povedala mu je mit o svojem rojstvu, povedala o moči sončne svetlobe, ki je razpela nežne cvetne lističe in jih prisilila, da zadišijo; tedaj je pomislil na življenjske boje, ki prav tako prebujajo čustva v naših prsih. Zrak in svetloba sta bila snubca cvetice, toda svetloba je bila izvoljena; k svetlobi se je nagibala, in ko je ta izginila, je zvila lističe in zaspala v objemu zraka. »Svetloba me krasi!« je rekla cvetica. »Toda zrak ti daje dihati!« je zašepetal pesnikov glas.
V bližini je stal deček in s palico udarjal po blatnem jarku; vodne kaplje so brizgale med zelenimi vejami in prepisovalec je pomislil na milijone nevidnih živalic, ki so v kapljah letele tako visoko, da je bilo glede na njihovo velikost to zanje isto, kakor če bi nas zavrtinčilo visoko nad oblake. Ko je razmišljal o tem in o vsej spremembi, ki se je zgodila z njim, se je nasmehnil: »Spim in sanjam! Vseeno je nenavadno, kako naravno lahko človek sanja in se obenem zaveda, da so to samo sanje. Ko bi se jutri, ko se zbudim, lahko spomnil vsega tega! Zdaj se mi zdi, da sem nenavadno dobro razpoložen! Vse tako jasno vidim, tako bister sem, a prepričan sem, da bo tisto, česar se jutri spomnim, sama neumnost; to sem že doživel! Z vsem modrim in sijajnim, kar človek v sanjah sliši in govori, je tako kakor z zlatom podzemnih bitij: ko ga dobiš, je bogato in čudovito, pri dnevni svetlobi pa so to samo kamni in uvelo listje. Ah,« je otožno vzdihnil in pogledal pojoče ptice, ki so tako zadovoljno skakale z veje na vejo. »Njim se godi mnogo bolje kakor meni! Leteti je čudovita umetnost; srečen, kdor se rodi z njo! Da, če bi se moral v kaj spremeniti, bi hotel biti takle mali škrjanec!«
V istem hipu so se mu krila suknje in rokavi združili v peruti, obleka je postala perje in galoše krempeljci. Prav dobro je to zaznal in se v sebi zasmejal: »No, zdaj pa res vidim, da sanjam! Toda tako smešnih sanj še nikoli nisem imel.« Poletel je med zelene veje in zapel, a v njegovem petju ni bilo poezije, kajti pesniška narava je izginila. Galoše so lahko, kakor vsakdo, ki kaj opravi temeljito, delale le eno stvar naenkrat. Hotel je biti pesnik in je to postal; zdaj je hotel biti ptiček, toda ko je postal to, je prejšnja lastnost prenehala.
»Prav zanimivo je,« je rekel. »Podnevi sedim na policijskem uradu med najresnejšimi spisi, ponoči pa lahko sanjam, da kot škrjanec letam po vrtu Frederiksberg. O tem bi se, pri vragu, dalo napisati celo ljudsko komedijo!«
Zdaj je poletel v travo, obračal glavo na vse strani in s kljunom udarjal po prožnih travnih bilkah, ki so se mu glede na njegovo sedanjo velikost zdele velike kakor palmove veje v severni Afriki.
Minil je komaj trenutek in okrog njega je nastala črna noč. Čezenj je padel predmet, ki se mu je zdel ogromen; bila je velika čepica, ki jo je neki deček iz Nybodra vrgel čez ptiča. Podnjo je segla roka in zgrabila prepisovalca čez hrbet in peruti, da je zacvilil. V prvem preplahu je glasno zaklical: »Ti predrzni smrkolin! Jaz sem prepisovalec na policijskem uradu!« Toda dečku je to zvenelo samo kot pipipi! Udaril je ptiča po kljunu in odkorakal.
V drevoredu je srečal dva šolarja iz omikanega sloja — kot človeka sta mu res pripadala, po pameti pa sta bila med zadnjimi na šoli. Kupila sta ptiča za osem šilingov in tako je prepisovalec prišel v København, k neki družini v Gothersgade.
»Še dobro, da sanjam!« je rekel prepisovalec. »Sicer bi se, pri vragu, razjezil! Najprej sem bil pesnik, zdaj sem škrjanec! Da, prav pesniška narava me je spravila v to živalco! Vendar je to pomilovanja vredno, zlasti če padeš v roke kakšnim dečkom. Prav rad bi vedel, kako se bo to končalo!«
Dečka sta ga odnesla v zelo elegantno sobo; sprejela ju je debela, smejoča se gospa, ki pa ni bila prav nič zadovoljna, da sta s seboj prinesla navadnega poljskega ptiča, kakor je imenovala škrjanca. Vendar bo za danes zamižala na eno oko in smeta ga dati v prazno kletko ob oknu! »Morda bo zabaval Poppedrenga!« je dodala in se nasmejala veliki zeleni papigi, ki se je imenitno gugala na svojem obroču v razkošni medeninasti kletki. »Poppedreng ima rojstni dan!« je rekla z neumno naivnostjo, »zato mu bo mali poljski ptiček voščil!«
Poppedreng ni odgovoril niti besede, temveč se je imenitno gugal sem in tja; zato pa je glasno zapel lep kanarček, ki so ga prejšnje poletje prinesli sem iz njegove tople, dišeče domovine.
»Kričač!« je rekla gospa in čez kletko vrgla bel robec. »Pipi!« je vzdihnil kanarček. »Kakšen strašen snežni metež!« In s tem vzdihom je utihnil.
Prepisovalca ali, kakor je rekla gospa, poljskega ptiča so dali v majhno kletko tik ob kanarčkovi, nedaleč od papige. Edina človeška fraza, ki jo je Poppedreng znal izblebetati in je pogosto izpadla prav komično, je bila: »No, bodimo vendar ljudje!« Vse drugo, kar je kričal, je bilo prav tako nerazumljivo kakor kanarčkovo žvrgolenje, le prepisovalcu ne, saj je bil zdaj tudi sam ptič; svoje tovariše je prav dobro razumel.
»Letal sem pod zeleno palmo in cvetočim mandljevcem!« je pel kanarček. »Z brati in sestrami sem letal nad čudovitimi cvetlicami in nad kristalno čistim jezerom, kjer so na dnu prikimavale rastline. Videl sem tudi mnogo lepih papig, ki so pripovedovale najzabavnejše zgodbe, tako dolge in tako številne!«
»To so bili divji ptiči,« je odvrnila papiga. »Niso bili omikani. No, bodimo vendar ljudje! — Zakaj se ne smeješ? Če se temu lahko smejijo gospa in vsi gostje, se lahko tudi ti. Velika pomanjkljivost je, če ne znaš uživati v smešnem. No, bodimo vendar ljudje!«
»O, se spominjaš lepih deklet, ki so plesala pod razpetim šotorom ob cvetočih drevesih? Se spominjaš sladkih sadežev in hladilnega soka v samoniklih zeliščih?«
»O, da!« je rekla papiga. »Toda tukaj mi je mnogo bolje! Dobro hrano imam in ljubeče ravnajo z menoj; vem, da sem pametna glava, in več ne zahtevam. Bodimo vendar ljudje! Ti si pesniška duša, kakor temu pravijo; jaz imam temeljito znanje in duhovitost, ti imaš tisto genialnost, a nobene preudarnosti, ves se izgubljaš v teh visokih naravnih tonih in zato te pokrivajo. Meni tega ne naredijo, ne, ker sem jih stala precej več! S kljunom vzbujam spoštovanje in znam stresti ‘šalo! šalo! šalo!’ No, bodimo vendar ljudje!«
»O, moja topla, cvetoča domovina!« je pel kanarček. »Pel bom o tvojih temno zelenih drevesih, o tvojih tihih morskih zalivih, kjer veje poljubljajo bistro vodno gladino, pel bom o radosti vseh svojih bleščečih bratov in sester, tam, kjer rastejo ‘rastlinski studenci puščave’¹!«
¹ Kaktusi. »Nehaj vendar s temi jokavimi napevi,« je rekla papiga. »Povej kaj, čemur se lahko smejemo! Smeh je znamenje najvišje duhovne stopnje. Poglej, ali se pes ali konj zna smejati! Ne, jokati zna, smejati pa se je dano samo ljudem. Ho, ho, ho!« se je zasmejal Poppedreng in dodal svojo šalo: »Bodimo vendar ljudje.«
»Ti mali sivi danski ptiček,« je rekel kanarček, »tudi tebe so ujeli! V tvojih gozdovih je gotovo hladno, a vendar je tam svoboda. Poleti ven! Pozabili so te zapreti; zgornje okno je odprto. Leti, leti!«
In prepisovalec je to tudi storil; švig, pa je bil iz kletke. V istem hipu so zaškripala priprta vrata v sosednjo sobo in prožno, z zelenimi, svetlečimi se očmi, se je prikradla hišna mačka ter se pognala za njim. Kanarček je prhutal v kletki, papiga je mahala s perutmi in kričala: »Bodimo vendar ljudje!« Prepisovalec je občutil smrtni strah in odletel skozi okno, nad hišami in ulicami; nazadnje se je moral malo spočiti.
Hiša nasproti se mu je zdela nekam domača; eno okno je bilo odprto in poletel je skozenj. Bila je njegova lastna soba; sedel je na mizo. »Bodimo vendar ljudje!« je rekel, ne da bi pomislil, kaj govori; ponovil je za papigo. In v istem hipu je bil spet prepisovalec, le da je sedel na mizi.
»Bog pomagaj!« je rekel. »Kako sem prišel sem gor in tako zaspal! Pa tudi sanje so bile nemirne. Kakšna neumnost je bila vsa ta zgodba!«
VI. Najboljše, kar so prinesle galoše. Naslednji dan zgodaj zjutraj, ko je prepisovalec še ležal v postelji, je nekdo potrkal na njegova vrata. Bil je sosed iz istega nadstropja, študent, ki se je pripravljal na duhovniški poklic; vstopil je.
»Posodi mi svoje galoše,« je rekel. »Na vrtu je tako mokro, sonce pa čudovito sije in rad bi tam spodaj pokadil pipo.« Obul je galoše in bil kmalu na vrtu, kjer sta rasli sliva in hruška. Celo tako majhen vrt, kakršen je bil ta, velja v Københavnu za veliko razkošje.
Študent je hodil sem in tja po stezici; ura je bila šele šest. Z ulice se je oglasil poštni rog. »O, potovati! Potovati!« je vzkliknil. »To je vendar največja sreča na svetu! To je najvišji cilj mojih želja! Tedaj bi se ta nemir, ki ga čutim, polegel. Toda daleč bi moral iti! Rad bi videl čudovito Švico, potoval po Italiji in —«
Da, še dobro, da so galoše začele učinkovati nemudoma, sicer bi se preveč potepal tako zase kakor za vse nas. Potoval je. Bil je sredi Švice, a z osmimi drugimi stlačen v notranjost poštne kočije; bolela ga je glava, vrat je imel ves utrujen, kri pa mu je zastajala v nogah, ki so otekale in jih je tiščalo v škornjih. Lebdel je med dremežem in budnostjo. V desnem žepu je imel kreditno pismo, v levem potni list, v majhni usnjeni mošnji na prsih pa nekaj všitih zlatih luidorov; v vsakih sanjah se mu je prikazalo, da je izgubil katero od teh dragocenosti, zato se je vročično zdrznil in z roko najprej zarisal trikotnik od desne proti levi in nato navzgor k prsim, da bi otipal, ali jih še ima. Dežniki, palice in klobuki so se pozibavali v mreži nad njim in precej zastirali razgled, ki je bil nadvse veličasten. Postrani se je oziral nanj, medtem ko mu je srce pelo, kar je v Švici pel vsaj en pesnik, ki ga poznamo, a tega doslej še ni dal natisniti:
Da, tu je lepo, kot srce si želi, Montblanc pred očmi se mi dviga. Ko le bi denar mi do konca zdržal, nič več me ne žrla bi briga! Veličastna, resnobna in mračna je bila vsa narava naokrog. Smrekovi gozdovi so bili videti kakor šopi resja na visokih pečinah, katerih vrhovi so se skrivali v oblačni megli; zdaj je začelo snežiti; pihal je mrzel veter.
»Uh!« je zavzdihnil. »Ko bi bili že na drugi strani Alp, tam bi bilo poletje in s kreditnim pismom bi si že dvignil denar; zaradi skrbi zanj sploh ne morem uživati v Švici. Oh, ko bi bil na drugi strani!«
In že je bil na drugi strani; bil je globoko v Italiji, med Firencami in Rimom. Trazimensko jezero je v večerni svetlobi ležalo kakor žareče zlato med temnomodrimi gorami; tu, kjer je Hanibal premagal Flaminija, so se zdaj trte spokojno držale za zelene prste; ljubki, napol goli otroci so ob cesti pod skupino dišečih lovorovih dreves pasli čredo kot oglje črnih prašičev. Ko bi znali to sliko zares pričarati, bi vsi vzkliknili: »Prelepa Italija!« Toda tega ni rekel ne bogoslovec ne kateri od njegovih sopotnikov v kočiji italijanskega kočijaža.
Na tisoče strupenih muh in komarjev je priletavalo k njim; zaman so opletali naokrog z mirtino vejico, muhe so jih kljub temu pikale; v kočiji ni bilo človeka, ki ne bi imel obraza oteklega in krvavega od pikov. Ubogi konji so bili videti kakor mrhovina, muhe so sedele na njih v debelih plasteh in le za hip je pomagalo, če je kočijaž stopil s kočije in jih postrgal z živali. Zdaj je sonce zašlo, kratek, a leden mraz je spreletel vso naravo, kar ni bilo prav nič prijetno; toda gore in oblaki naokrog so se obarvali z najlepšo zeleno barvo, tako čisto, tako sijočo — le pojdite si to sami ogledat, bolje je kakor brati opis! Bilo je neprimerljivo! Tako so menili tudi popotniki, toda — želodec je bil prazen, telo utrujeno in vse hrepenenje srca se je obračalo k prenočišču; a kakšno bo? To so iskali s precej večjo vnemo kakor lepote narave.
Cesta je vodila skozi oljčni gaj, kakor da bi se doma vozil med grčastimi vrbami; tu je stala samotna gostilna. Pred njo je posedalo kakih deset pohabljenih beračev; najbolj zdrav med njimi je bil videti kakor »najstarejši sin lakote, ki je dosegel polnoletnost«¹, drugi so bili bodisi slepi, bodisi so imeli usahle noge in so se plazili po rokah, bodisi so imeli shirane roke z dlanmi brez prstov. Kakor da bi sama beda pogledala iz cunj. »Eccellenza, miserabili!« so stokali in iztegovali bolne ude. Gostilničarka sama je sprejela goste bosonoga, razmršenih las in oblečena le v umazano bluzo. Vrata so bila povezana z vrvico; tla v sobah so bila napol razkopan opečni tlak; pod stropom so letali netopirji, in smrad v notranjosti — — ¹ Snarleyyow.
»Naj nam pogrne kar spodaj v hlevu!« je rekel eden od popotnikov. »Tam vsaj vemo, kaj vdihujemo!« Odprli so okna, da bi prišlo noter malo svežega zraka, toda hitreje kakor ta so se v notranjost stegnile usahle roke in zaslišalo se je večno jadikovanje: miserabili, Eccellenza! Na stenah je bilo veliko napisov, polovica jih je udrihala po bella Italia.
Prinesli so hrano; juha je bila iz vode, začinjena s poprom in žarkim oljem, nato pa še enkrat isto olje na solati; pokvarjena jajca in ocvrti petelinji grebeni so bili imenitne jedi; celo vino je imelo zoprn priokus, bilo je prava zdravilna brozga.
Za čez noč so pred vrata postavili kovčke; eden od popotnikov je stražil, medtem ko so drugi spali; stražo je imel bogoslovec. Oh, kako zadušljivo je bilo v sobi! Vročina je pritiskala, komarji so brenčali in pikali, miserabili zunaj pa so stokali v spanju.
»Da, potovati je že lepo!« je zavzdihnil študent. »Ko le človek ne bi imel telesa! Ko bi to lahko počivalo, duh pa bi medtem letel. Kamorkoli pridem, mi nekaj manjka in stiska srce; hočem nekaj boljšega od tega, kar imam ta hip; da, nekaj boljšega, najboljše, toda kje je in kaj je to! Pravzaprav že vem, kaj hočem: priti hočem do srečnega cilja, najsrečnejšega med vsemi!«
In komaj je izgovoril te besede, že je bil doma; dolge bele zavese so visele pred oknom in sredi sobe je stala črna krsta, v njej pa je ležal sam v svojem tihem smrtnem spanju. Želja se mu je izpolnila, telo je počivalo, duh je potoval. Nikogar ne razglašaj za srečnega, dokler ni v grobu, je rekel Solon; tu so se njegove besede znova potrdile.
Vsako truplo je sfinga nesmrtnosti; tudi sfinga v tej črni krsti nam ni odgovorila na tisto, kar je živi dva dni prej zapisal:
O mogočna smrt, tvoj molk prebuja grozo; za tabo le grobovi so ostali. Se Jakobova lestev misli bo zlomila? Bom le kot trava v vrtu Smrti vstal?
Najhujših muk pogosto svet ne vidi! Ti, ki si sam ostal do zadnjega diha, na svetu marsikaj bolj stiska srce kakor prst, ki jo nasujejo na tvojo krsto!
Po sobi sta se premikali dve postavi; obe poznamo: bili sta vila Žalosti in poslanka Sreče; sklonili sta se nad mrtvega. »Vidiš,« je rekla Žalost, »kakšno srečo so pravzaprav prinesle človeštvu tvoje galoše?«
»Vsaj njemu, ki tu spi, so prinesle trajno dobro!« je odgovorila Radost. »Oh, ne!« je rekla Žalost. »Sam je odšel, ni bil poklican! Njegova duhovna moč tu še ni bila dovolj velika, da bi tam lahko prejel zaklade, ki naj bi jih prejel po svojem poslanstvu! Izkazala mu bom dobroto!«
In sezula mu je galoše; tedaj se je smrtni spanec končal in oživljeni je vstal. Žalost je izginila, z njo pa tudi galoše; očitno jih je imela za svojo last.
Izvirnik
Lykkens galocher
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
I. En begyndelse.
Det var i København, på Østergade i et af husene, ikke langt fra Kongens Nytorv, at der var stort selskab, for det må man have imellem, så er det gjort og så kan man blive inviteret igen. Den ene halvdel af selskabet sad allerede ved spillebordene, og den anden halvdel ventede på hvad der ville komme ud af fruens: "Ja, nu skulle vi se til at finde på noget!" Så vidt var man og samtalen gik, som den kunne. Blandt andet faldt også talen på Middelalderen, Enkelte anså denne for langt bedre end vor tid, ja justitsråd Knap forsvarede så ivrig denne mening, at fruen straks holdt med ham, og begge ivrede da mod Ørsteds ord i almanakken om gamle og nye tider, hvori vor tidsalder i det væsentlige sættes øverst. Justitsråden anså kong Hans' tid for den dejligste og allerlykkeligste.
Under al den snak for og imod, der ikke blev afbrudt uden et øjeblik ved avisen der kom, men i den stod der ikke noget der var værd at læse, vil vi gå ud i det forreste værelse, hvor overtøj, stokke, paraplyer og galocher havde plads. Her sad to piger, en ung og en gammel; man skulle tro, at de var kommet for at følge deres herskab, en eller anden gammel frøken eller enkefrue, men så man lidt nøjere på dem, så begreb man snart, at de ikke var almindelige tjenestepiger, dertil var deres hænder for fine, deres holdning og hele bevægelse for kongelig, for det var den, og klæderne havde også et ganske eget dristigt snit. Det var to feer, den yngste var vel ikke Lykken selv, men en af hendes kammerjomfruers kammerpiger, der bringer de mindre Lykkens gaver omkring, den ældre så så inderlig alvorlig ud, det var Sorgen, hun går altid selv i egen høje person sine ærinder, så ved hun, at de bliver vel udført.
De fortalte hinanden, hvor de denne dag havde været; hun, som var kammerjomfruens kammerpige hos Lykken, havde endnu kun besørget nogle ubetydelige ærinder, hun havde, sagde hun, frelst en ny hat fra regnskyl, skaffet en ærlig mand en hilsen af et fornemt nul og sådant noget, men hvad hun endnu havde tilbage var noget ganske ualmindeligt.
"Jeg må da fortælle," sagde hun, "at det er min fødselsdag i dag, og til ære for denne er mig betroet et par galocher, som jeg skal bringe menneskeheden. Disse galocher har den egenskab, at enhver, som får dem på, øjeblikkelig er på det sted eller i den tid, hvor han helst vil være, ethvert ønske med hensyn til tid eller sted bliver straks opfyldt, og mennesket således endelig engang lykkelig hernede!"
"Jo, det kan du tro!" sagde Sorgen, "han bliver såre ulykkelig og velsigner det øjeblik, han igen er fri for galocherne!"
"Hvor vil du hen!" sagde den anden, "nu stiller jeg dem her ved døren, én tager fejl og bliver den lykkelige!"
Se det var den samtale.
II. Hvorledes det gik justitsråden.
Det var sildigt; justitsråd Knap, fordybet i kong Hans' tid, ville hjem og nu var det ham styret så, at han, i stedet for sine galocher, fik Lykkens på og trådte ud på Østergade; men han var ved galochernes tryllekraft trådt tilbage i kong Hans' tid, og derfor satte han foden lige ud i dynd og mudder på gaden, eftersom der i de tider endnu ikke fandtes brolægning.
"Det er jo forfærdeligt, hvor sølet her er!" sagde justitsråden. "Hele fortovet er væk og alle lygterne slukkede!"
Månen var endnu ikke kommet højt nok op, luften desuden temmelig tyk, så alt rundt om flød hen i mørke. På det nærmeste hjørne hang imidlertid en lanterne foran et madonnabillede, men den lysning var så godt som ingen, han bemærkede den først, idet han stod lige derunder og hans øjne faldt på det malede billede med moderen og barnet.
"Det er nok," tænkte han, "et kunstkabinet, hvor de har glemt at tage skiltet ind!"
Et par mennesker, i tidsalderens dragt, gik ham forbi.
"Hvordan var det de så ud! de kom nok fra maskerade!"
Med ét lød trommer og piber, stærke blus lyste; justitsråden standsede og så nu et forunderligt tog komme forbi. Allerforrest gik en hel trop trommeslagere, som ret artigt behandlede deres instrument, dem fulgte drabanter med buer og armbøsser. Den fornemste i toget var en gejstlig mand. Forbavset spurgte justitsråden, hvad dette havde at betyde og hvem denne mand var.
"Det er Sjællands biskop!" svarede man.
"Herregud, hvad går der af bispen?" sukkede justitsråden og rystede med hovedet, bispen kunne det dog umuligt være. Grundende herover og uden at se til højre eller venstre gik justitsråden gennem Østergade og over Højbroplads. Broen til Slotspladsen var ikke at finde, han skimtede en sid åbred og stødte endelig her på to karle, der lå med en båd.
"Vil herren sættes over på Holmen?" spurgte de.
"Over på Holmen?" sagde justitsråden, der jo ikke vidste i hvilken tidsalder han vandrede, "jeg vil ud på Christianshavn i Lille Torvegade!"
Karlene så på ham.
"Sig mig bare, hvor broen er!" sagde han. "Det er skændigt, her ingen lygter er tændt, og så er det et søle, som om man gik i en mose!"
Jo længere han talte med bådsmændene, des uforståeligere blev de ham.
"Jeg forstår ikke jeres bornholmsk!" sagde han til sidst vredt, og vendte dem ryggen. Broen kunne han ikke finde; rækværk var der heller ikke! "Det er en skandale, som her ser ud!" sagde han. Aldrig havde han fundet sin tidsalder elendigere, end denne aften. "Jeg tror, jeg vil tage en droske!" tænkte han, men hvor var droskerne? Ingen var at se. "Jeg får gå tilbage til Kongens Nytorv, der holder vel vogne, ellers kommer jeg nok aldrig ud på Christianshavn!"
Nu gik han da til Østergade og var næsten igennem den, idet Månen kom frem.
"Herregud, hvad er det for et stillads de har stillet op!" sagde han, ved at se Østerport, som på den tid havde plads for enden af Østergade.
Endelig fandt han dog en låge, og gennem denne kom han ud på vort Nytorv, men det var en stor enggrund; enkelte buske struttede frem og tværs over engen gik en bred kanal eller strøm. Nogle usle træboder for de hollandske skippere, efter hvilke stedet havde navnet Hallandsås, lå på den modsatte bred.
"Enten ser jeg fata morgana, som man kalder det, eller jeg er fuld!" jamrede justitsråden. "Hvad er dog dette! hvad er dog dette?"
Han vendte om igen i den fast tro, at han var syg; idet han kom ind i gaden, så han lidt nøjere på husene, de fleste var bindingsværk og mange havde kun stråtag.
"Nej, jeg er slet ikke vel!" sukkede han, "og jeg drak dog kun ét glas punch! men jeg kan ikke tåle det! og det var også inderligt galt, at give os punch og varm laks! det skal jeg også sige agentinden! Skulle jeg gå tilbage igen og lade dem vide, hvorledes jeg har det! men det er så flovt! og mon de er oppe endnu!"
Han søgte efter gården, men den var ikke til at finde.
"Det er dog forfærdeligt! jeg kan ikke kende Østergade igen! ikke én butik er der! gamle, elendige rønner ser jeg, som om jeg var i Roskilde eller Ringsted! Ak jeg er syg! det kan ikke hjælpe at genere sig! Men hvor i verden er dog agentens gård? Den er ikke sig selv mere! men derinde er dog folk oppe; ak! jeg er ganske vist syg!"
Nu stødte han på en halvåben dør, hvor lyset faldt ud gennem sprækken. Det var et af den tids herbergsteder, en art ølhus. Stuen havde udseende af de holstenske diler; en del godtfolk, bestående af skippere, københavnske borgere og et par lærde sad her i dyb diskurs ved deres krus og gav kun liden agt på ham som trådte ind.
"Om forladelse," sagde justitsråden til værtinden, som kom hen imod ham, "jeg har fået så inderlig ondt! vil De ikke skaffe mig en droske ud til Christianshavn!"
Konen så på ham og rystede med hovedet; derpå tiltalte hun ham i det tyske sprog. Justitsråden antog, at hun ikke kunne den danske tunge og fremførte derfor sit ønske i tysk; dette tilligemed hans dragt bestyrkede konen i, at han var en udlænding; at han befandt sig ilde, begreb hun snart og gav ham derfor et krus vand, rigtignok noget brak, det var hentet ude fra brønden.
Justitsråden støttede sit hoved på sin hånd, trak vejret dybt og grundede over alt det sælsomme omkring sig.
"Er det 'Dagen' for i aften," spurgte han for at sige noget, idet han så konen flytte et stort papir.
Hun forstod ikke, hvad han mente, men rakte ham bladet, det var et træsnit, der viste et luftsyn, set udi den stad Køln.
"Det er meget gammelt!" sagde justitsråden og blev ganske oprømt ved at træffe på sådant et gammelt stykke. "Hvor er De dog kommet over det sjældne blad? Det er meget interessant, skønt det hele er en fabel! man forklarer slige luftsyn ved at det er nordlys, man har set; rimeligvis fremkommer de ved elektriciteten!"
De som sad nærmest og hørte hans tale, så forundrede på ham og en af dem rejste sig, tog ærbødigt hatten af og sagde med den alvorligste mine: "I er vist en meget lærd mand, monsieur!"
"Oh, nej!" svarede justitsråden, "jeg kan tale med om et og andet, som man jo skal kunne det!"
"Modestia er en skønne dyd!" sagde manden, "i øvrigt må jeg sige til eders tale, mihi secus videtur, dog suspenderer jeg gerne her mit Judicium!"
"Tør jeg ikke spørge, hvem jeg har den fornøjelse at tale med?" spurgte justitsråden.
"Jeg er baccalaureus udi den hellige skrift!" svarede manden.
Dette svar var justitsråden nok, titlen svarede her til dragten; det er vist, tænkte han, en gammel landsbyskolemester, en aparte fyr, som man endnu kan træffe dem oppe i Jylland.
"Her er vel ikke locus docendi," begyndte manden, "dog beder jeg, I vil bemøje eder med at tale! I har en stor læsning vist i de gamle!"
"Oh, ja såmænd!" svarede justitsråden, "jeg læser gerne gamle nyttige skrifter, men jeg kan også godt lide de nyere, kun ikke 'Hverdagshistorierne,' dem har vi nok af i virkeligheden!"
"Hverdagshistorier?" spurgte vor baccalaureus.
"Ja, jeg mener disse nye romaner man har."
"Oh," smilede manden, "der er dog et stort snilde i dem og de læses ved hoffet; kongen ynder særdeles romanen om hr. Iffven og hr. Gaudian, der handler om kong Artus og hans kæmper ved det runde bord, han har skæmtet derover med sine høje herrer!"*
* Holberg fortæller i sin Danmarks Riges Historie, at kong Hans en dag, da han havde læst i romanen om kong Artus, skæmtede med den bekendte Otto Rud, som han holdt meget af: "Hr. Iffvent og hr. Gaudian som jeg finder udi denne bog, har været mærkelige riddere, sådanne riddere finder man nu om stunder ikke mere!" Hvortil Otto Rud svarede, "hvis der var sådanne kæmper, som kong Artus, skulle der vel også findes mange riddere, som hr. Iffvent og hr. Gaudian!"
"Ja, den har jeg ikke læst endnu!" sagde justitsråden, "det må være en ganske ny en, Heiberg har ladet udkomme!"
"Nej," svarede manden, "den er ikke udkommet ved Heiberg, men ved Godfred von Gehmen!"
"Så det er forfatteren!" sagde justitsråden, "det er et meget gammelt navn! det er jo den første bogtrykker, der har været i Danmark?"
"Ja, det er vor første bogtrykker!" sagde manden. Således gik det ganske godt; nu talte en af de gode borgermænd om den særdeles pestilens, der havde regeret for et par år siden, og mente den i 1484, justitsråden antog, at det var kolera talen var om, og så gik diskursen ret godt. Fribytterkrigen 1490 lå så nær, at den måtte berøres, de engelske fribyttere havde taget skibene på Reden, sagde de; og justitsråden, der ret havde levet ind i begivenheden 1801, stemte fortræffeligt i med mod engelskmanden. Den øvrige tale derimod gik ikke så vel, hvert øjeblik blev det gensidig bedemandsstil; den gode baccalaureus var alt for uvidende, og justitsrådens simpleste ytringer klang ham igen for dristige og for fantastiske. De så på hinanden, og blev det alt for galt, så talte baccalaureus latin, idet han så troede bedre at blive forstået, men det hjalp dog ikke.
"Hvorledes er det med Dem!" spurgte værtinden, og trak justitsråden i ærmet; nu kom hans besindelse tilbage, for imedens han talte havde han rent glemt alt hvad der var gået forud.
"Herregud, hvor er jeg!" sagde han og svimlede ved at betænke det.
"Klaret vil vi drikke! Mjød og bremerøl," råbte en af gæsterne, "og I skal drikke med!"
To piger kom ind, den ene havde to kulører i huen. De skænkede og nejede; justitsråden løb det iskoldt ned af ryggen.
"Hvad er dog dette! hvad er dog dette!" sagde han, men han måtte drikke med dem; de tog ganske artigt fat på den gode mand, han var meget fortvivlet, og da en af dem sagde, at han var drukken, tvivlede han aldeles ikke på mandens ord, bed dem bare om at skaffe sig en droske, og så troede de, han talte moskovitisk.
Aldrig havde han været i så råt og simpelt selskab; man skulle tro, landet var gået tilbage i hedendømmet, mente han, "det er det skrækkeligste øjeblik i mit liv!" men i det samme fik han den tanke, at han ville bukke sig ned under bordet, krybe hen til døren og så se til at slippe ud, men idet han var ved udgangen, mærkede de andre, hvad han havde for, de greb ham ved benene, og da, til hans gode lykke, gik galocherne af og - med disse, hele trylleriet.
Justitsråden så ganske tydeligt foran sig en klar lygte brænde, og bag denne lå en stor gård; han kendte den og nabogårdene, det var på Østergade, således som vi alle kender den, han lå med benene hen imod en port, og lige overfor sad vægteren og sov.
"Du min skaber, har jeg ligget her på gaden og drømt!" sagde han. "Ja, det er Østergade! hvor velsignet lys og broget! Det er dog skrækkeligt, hvor det glas punch må have virket på mig!"
To minutter efter sad han i en droske, som kørte til Christianshavn med ham; han tænkte på den angst og nød, han havde overstået, og priste af hjertet den lykkelige virkelighed, vor tid, der med alle sine mangler dog var langt bedre, end den han nylig havde været i, og se det var fornuftigt af justitsråden!
III. Vægterens eventyr.
"Der ligger såmænd et par galocher!" sagde vægteren. "Det er vistnok løjtnantens, som bor deroppe. De ligger lige ved porten!"
Gerne havde den ærlige mand ringet på og afleveret dem, thi der var lys endnu, men han ville ikke vække de andre folk i huset og derfor lod han være.
"Det må være ganske lunt, at have et sådant par tingester på!" sagde han. "De er så linde i læderet!" De sluttede om hans fødder. "Hvor det dog er løjerligt i verden! nu kunne han gå i sin gode seng, men se, om han gør det! op og ned af gulvet trisser han! det er et lykkeligt menneske! han har hverken mutter eller rollingerne! hver aften er han i selskab, gid at jeg var ham, ja så var jeg en lykkelig mand!"
Idet han sagde sit ønske, virkede galocherne, han havde taget på, vægteren gik over i løjtnantens hele person og tænkning. Der stod han oppe i værelset og holdt mellem fingrene et lille rosenrødt papir, hvorpå var et digt, et digt af hr. løjtnanten selv; for hvem har ikke engang i sit liv været stemt til at digte, og nedskriver man da tanken, så har man verset. Her stod skrevet:
"Gid jeg var rig!"
"Gid jeg var rig!" det bad jeg mangen gang,
da jeg endnu var knap en alen lang.
Gid jeg var rig! så blev jeg officer,
fik mig en sabel, uniform og fjer.
Den tid dog kom, at jeg blev officer,
Men ingensinde var jeg rig, desværre!
Mig hjalp Vorherre!
Livsglad og ung, jeg sad en aftenstund,
en syvårs pige kyssede min mund,
thi jeg var rig på sagn og eventyr,
i penge derimod en fattig fyr,
men barnet brød sig kun om eventyr,
da var jeg rig, men ej på guld desværre,
det ved Vorherre!
"Gid jeg var rig!" er end min bøn til Gud,
nu er den syvårs pige vokset ud,
hun er så smuk, så klog, så ejegod.
Hvis hun mit hjertes eventyr forstod,
hvis hun, som før - jeg mener, var mig god,
dog jer er fattig, derfor tavs desværre,
så vil Vorherre!
Gid jeg var rig på trøst og rolighed,
da kom min sorg ej på papiret ned!
Du, som jeg elsker, hvis du mig forstår,
læs dette, som et digt fra ungdoms år!
Det er dog bedst, hvis du det ej forstår,
jeg fattig er, min fremtid mørk desværre,
dig signe vil Vorherre!
Ja, sådanne vers skriver man, når man er forelsket, men en besindig mand lader dem ikke trykke. Løjtnant, kærlighed og trang, det er en trekant eller lige så godt, det er halvparten af Lykkens sønderbrudte terning. Dette følte løjtnanten også, og derfor lagde han hovedet mod vindueskarmen og sukkede ganske dybt:
"Den fattige vægter ude på gaden er langt lykkeligere end jeg! han kender ikke hvad jeg kalder savn! han har et hjem, en kone og børn, der græder ved hans sorg, glæder sig ved hans glæde! oh jeg var lykkeligere, end jeg er, kunne jeg gå lige lukt over i ham, for han er lykkeligere end jeg!"
I samme øjeblik var vægteren igen vægter, thi det var ved Lykkens galocher han var blevet løjtnanten, men som vi så, følte han sig da endnu langt mindre tilfreds og ville dog helst være hvad han egentlig var. Altså vægteren var igen vægter.
"Det var en fæl drøm!" sagde han, "men løjerlig nok var den. Jeg syntes, at jeg var løjtnant deroppe og det var slet ingen fornøjelse. Jeg savnede mutter og rollingerne, som er færdige ved at kysse mig øjnene ud!"
Han sad igen og nikkede, drømmen ville ham ikke ret ud af tankerne, galocherne havde han endnu på fødderne. Et stjerneskud spillede lige hen ad himlen.
"Der gik den!" sagde han, "der er nok alligevel! jeg havde nok lyst til at se de tingester lidt nærmere, især Månen, for den bliver da ikke borte mellem hænderne. Når vi dør, sagde studenten, som min kone vasker groft for, flyver vi fra den ene til den anden. Det er en løgn, men artigt nok kunne det være. Gid jeg måtte gøre et lille hop derop, så kunne kroppen gerne blive her på trappen!"
Se, der er nu visse ting i verden, man må være meget forsigtig med at udtale, men endnu mere forsigtig bør man især være, dersom man har Lykkens galocher på fødderne. Hør bare, hvorledes det gik vægteren.
Hvad os mennesker angår, da kender vi jo næsten alle hurtigheden ved damp, vi har prøvet den enten på jernbaner eller med skibet hen over havet; dog denne flugt er ligesom dovendyrets vandring eller sneglens march mod den hurtighed, lyset tager; det flyver nitten millioner gange hurtigere end den bedste væddeløber, og dog er elektriciteten endnu hurtigere. Døden er et elektrisk stød, vi får i hjertet; på elektricitetens vinger flyver den frigjorte sjæl. Otte minutter og nogle sekunder er sollyset om en rejse af over tyve millioner mile; med elektricitetens hurtigpost behøver sjælen færre minutter, for at gøre samme flugt. Rummet mellem kloderne er for den ej større, end det i en og samme by er for os mellem vore venners huse, selv om disse ligger temmeligt nær ved hinanden, imidlertid koster dette elektriske hjertestød os legemets brug hernede, dersom vi ikke, ligesom vægteren her, har Lykkens galocher på.
I nogle sekunder var vægteren faret de 52,000 mil til månen, der, som man ved, er skabt af et stof, langt lettere end vor jord, og er hvad vi vil kalde blød, som nysfalden sne. Han befandt sig på et af de utallige mange ringbjerge, som vi kender af Dr. Mädlers store kort over Månen; for det kender du da? indvendigt gik ringbjerget lige stejlt ned i en kedel, en hel dansk mil; dernede lå en by, der havde et udseende som æggehvide i et glas vand, lige så blød og lige sådan med tårne og kupler og sejlformede altaner, gennemsigtige og svajende i den tynde luft; vor jord svævede, som en stor ildrød kugle over hans hoved.
Der var så mange skabninger, og alle vistnok hvad vi vil kalde mennesker, men de så ganske anderledes ud, end vi; de havde også et sprog, men ingen kan jo forlange, at vægterens sjæl skulle forstå det, alligevel kunne den det.
Vægterens sjæl forstod meget godt månebeboernes sprog. De disputerede om vor jord og betvivlede, at den kunne være beboet, luften måtte der være for tyk til at nogen fornuftig måneskabning kunne leve i den. De anså alene Månen for at have levende væsener, den var den egentlige klode, hvor de gamle klodefolk boede.
Men vi søger ned igen til Østergade og ser der, hvorledes vægterens legeme har det.
Livløst sad det på trappen, morgenstjernen var faldet det ud af hånden og øjnene så op imod Månen efter den ærlige sjæl, som gik om deroppe.
"Hvad er klokken vægter?" spurgte en forbigående. Men hvem der ikke svarede var vægteren; så knipsede han ham ganske sagte på næsen, og der gik balancen; kroppen lå så lang den var, mennesket var jo dødt. Der kom en stor forskrækkelse over ham der knipsede; vægteren var død og død blev han; det blev meldt og det blev omtalt, og i morgenstunden bar man kroppen ud på hospitalet.
Det kunne nu blive en ganske artig spas for sjælen, dersom den kom tilbage og efter al sandsynlighed søgte kroppen på Østergade, men ingen fandt; rimeligvis ville den vel først løbe op på politikammeret, senere hen på adressekontoret, at den derfra kunne efterlyses mellem bortkomne sager, og til sidst ud på hospitalet; dog vi kan trøste os med, at sjælen er snildest, når den er på sin egen hånd, legemet gør den kun dum.
Som sagt, vægterens krop kom på hospitalet, blev der bragt ind på renselsesstuen, og det første man her gjorde var naturligvis at tage galocherne af, og da måtte sjælen tilbage; den tog straks retning lige efter legemet, og med ét kom der liv i manden. Han forsikrede, at det havde været den skrækkeligste nat i hans liv; ikke for to mark ville han have sådanne fornemmelser igen, men nu var jo det overstået.
Samme dag blev han udskrevet igen, men galocherne blev på hospitalet.
IV. Et hovedmoment. Et deklamationsnummer.
En højst usædvanlig rejse.
Enhver københavner ved nu, hvorledes indgangen til Frederiks Hospital i København ser ud, men da rimeligvis også nogle ikke-københavnere læse denne historie, må vi give en kort beskrivelse.
Hospitalet er skilt fra gaden ved et temmeligt højt gitter, i hvilket de tykke jernstænger står så vidt fra hinanden, at der fortælles, at meget tynde kandidater skulle have klemt sig igennem og således gjort deres små visitter ude. Den del af legemet, der faldt vanskeligst at praktisere ud, blev hovedet; her, som tit i verden, var altså de små hoveder de lykkeligste. Dette vil være nok, som indledning.
En af de unge volontører, om hvem man kun i legemlig henseende kunne sige, at han havde et tykt hoved, havde just vagt denne aften; det var en skyllende regn; dog uagtet begge disse hindringer måtte han ud, kun et kvarter, det var ikke noget, syntes han, der var værd at betro til portneren, når man kunne smutte mellem jernstængerne. Der lå de galocher, vægteren havde glemt; mindst tænkte han på, at de var Lykkens, de kunne være meget gode i dette vejr, han tog dem på, nu var det, om han kunne klemme sig igennem, aldrig før havde han forsøgt det. Der stod han nu.
"Gud give jeg havde hovedet udenfor!" sagde han, og straks, skønt det var meget tykt og stort, gled det let og lykkeligt igennem, det måtte galocherne forstå; men nu skulle da kroppen ud med, her stod han.
"Uh, jeg er for tyk!" sagde han, "hovedet havde jeg tænkt, var det værste! jeg kommer ikke igennem."
Nu ville han rask tage hovedet tilbage, men det gik ikke. Halsen kunne han bekvemt bevæge, men det var også alt. Den første følelse var, at han blev vred, den anden, at humøret sank lige ned under nul. Lykkens galocher havde bragt ham i den skrækkeligste stilling, og ulykkeligvis faldt det ham ikke ind, at ønske sig fri, nej, han handlede og kom så ikke af stedet. Regnen skyllede ned, ikke et menneske var at se på gaden. Portklokken kunne han ikke nå, hvorledes skulle han dog slippe løs. Han forudså, at her kunne han komme til at stå til morgenstunden, så måtte man da sende bud efter en smed, for at jernstængerne kunne files over, men det gik ikke så gesvindt, hele den blå drengeskole lige overfor ville komme på benene, hele Nyboder arrivere, for se ham stå i gabestokken, der ville blive tilløb, ganske anderledes, end til kæmpeagaven i fjor. "Hu! Blodet stiger mig til hovedet, så jeg må blive gal! - ja jeg bliver gal! oh gid jeg var vel løs igen, så gik det vel over!"
Se, det skulle han have sagt noget før, øjeblikkelig, som tanken var udtalt, havde han hovedet frit, og styrtede nu ind, ganske forstyrret over den skræk, Lykkens galocher havde bragt ham i.
Hermed må vi slet ikke tro, at det hele var forbi, nej - det bliver værre endnu.
Natten gik og den følgende dag med, der kom ingen bud efter galocherne.
Om aftnen skulle gives en forestilling på det lille teater i Kannikestræde. Huset var propfuldt; mellem deklamationsnumrene blev givet et nyt digt. Vi skal høre det. Titlen var:
Mosters briller.
Min bedstemoders klogskab er bekendt,
var man i "gammel tid," blev hun vist brændt.
Hun ved alt hvad der sker, ja meget mer',
hun lige ind i næste årgang ser,
ja ind i "fyrretyve," det er noget,
men hun vil aldrig rigtig ud med sproget.
Hvad mon vel i det næste år vil ske?
Hvad mærkeligt? Ja, jeg gad gerne se
min egen skæbne, kunstens, land og riges,
men bedstemoder vil, sligt skal ej siges.
Jeg plaged' hende da, og det gik godt,
først var hun tavs, så skændte hun så småt,
det var for mig en præken opad vægge,
jeg er jo hendes egen kæledægge!
"For denne ene gang din lyst jeg stiller,"
begyndte hun og gav mig sine briller,
"nu går du hen et sted, hvor selv du vil,
"et sted, hvor mange godtfolk strømmer til,
"hvor bedst du overser dem, du dig stiller,
"og ser på mængden gennem mine briller,
"straks vil de alle, tro du mig på ordet,
"se ud, som et spil kort, lagt op på bordet;
"af disse kan du spå, hvad der skal ske!"
Jeg sagde tak og løb af sted og ville se,
men, tænkte jeg, hvor mon de fleste kommer?
På Langelinie? Der man bli'r forkølet.
På Østergade? Bah! der er så sølet!
Men i teatret? det var ganske dejligt,
den aftenunderholdning falder just belejligt -
- her er jeg da! mig selv jeg forestiller;
tillader De, jeg bruger mosters briller,
alene for at se - gå dog ej bort!
At se, om De ser ud, som et spil kort,
af hvilket jeg kan spå, hvad tiden skænker.
- Jeg Deres tavshed som et ja mig tænker;
til tak skal De da blive med indviet.
Her er vi alle sammen på partiet.
Jeg spår for Dem, for mig, for land og rige,
nu vil vi se, hvad kortene kan sige.
(Og så satte han brillerne på.)
Jo, det er rigtigt! nej, nu må jeg le!
Oh, gid De kunne komme op at se!
Hvor her er grumme mange herreblade,
og hjerter damer, her er hele rade.
Det sorte der, ja det er klør og spar.
- Nu snart et rigtigt overblik jeg har.
Spardame ser jeg der med megen vægt
har sine tanker vendt til ruder knægt.
Oh, denne skuen gør mig halv beruset!
Der ligger mange penge her til huset,
og fremmede fra verdens anden side.
Men det var ikke det vi ville vide.
Om stænderne? Lad se! - ja hen i Tiden – –!
Men derom er det man skal læse siden;
hvis nu jeg sladrer, skader jeg jo bladet,
jeg vil ej tage bort det bedste ben af fadet.
Teatret da? - Hver nyhed? Smagen? Tonen?
Nej, jeg vil stå mig godt med direktionen.
Min egen fremtid? Ja, De ved, ens eget,
det ligger os på hjertet grumme meget!
Jeg ser! - Jeg kan ej sige, hvad jeg ser,
men De vil høre det, så snart det sker.
Hvem er vel lykkeligst af os herinde?
Den lykkeligste? Let jeg den skal finde!
Det er jo, - nej, det kan så let genere,
Ja muligvis vil det bedrøve flere!
Hvem lever længst? Den dame der, den herre?
Nej, sige sligt, er endnu meget værre!
Skal jeg da spå om? - Nej? - Om? Nej - Om? Nej!
Om -? Ja til sidst så ved jeg selv det ej;
jeg er genert, så let man en kan krænke:
Nu, jeg vil se da, hvad De tror og tænke'
jeg ved min hele spådomskraft skal skænke.
De tror? Nej, hvad behager? Rundt omkring
De tror, det ende vil med ingenting,
De ved for vist De får kun klang og kling.
Så tier jeg, højstærede forening,
jeg skylder Dem at have Deres mening!
Digtet blev ypperligt fremsagt og deklamatoren gjorde stor lykke. Mellem tilskuerne var volontøren fra hospitalet, der syntes at have forglemt sit eventyr natten forud, galocherne havde han på, thi de var ikke blevet afhentet, og da der var sølet på gaden, kunne de jo gøre ham god tjeneste.
Digtet syntes han godt om.
Ideen beskæftigede ham meget, han gad nok have sådanne briller, måske, når man rigtigt brugte dem, kunne man se folk lige ind i hjerterne, det var egentligt interessantere, mente han, end at se, hvad der skulle ske næste år, for det fik man nok at vide, men derimod det andet aldrig. "Jeg kan tænke mig nu hele den række af herrer og damer der på første bænk, - kunne man se dem lige ind i brystet, ja, der måtte da være en åbning, en slags butik; nå, hvor mine øjne skulle gå i butikker! hos den dame der ville jeg vist finde en stor modehandel! hos hende der er butikken tom, dog kan den trænge til at rengøres; men der ville også være solide butikker! ak ja!" sukkede han, "jeg ved en, i den er alting solidt, men der er allerede en bodsvend, det er det eneste dårlige i hele butikken! Fra en og anden ville det råbe: 'Vær så god og træd indenfor!' Ja, gid jeg kunne træde indenfor, som en net lille tanke gå gennem hjerterne!"
Se, det var nok for galocherne, hele volontøren svandt sammen og en højst usædvanlig rejse begyndte midt igennem hjerterne på den forreste række tilskuere. Det første hjerte, han kom igennem, var en dames; men øjeblikkelig troede han at være på det ortopædiske institut, som man kalder det hus, hvor doktoren tager menneskeknuder bort og får folk til at blive ranke, der var han i det værelse, hvor gipsafstøbningerne af de forvoksede lemmer hænger på væggen; dog her var forskellen denne, at ude på instituttet tages de, i det patienten kommer ind, men her i hjertet var de taget og opbevaret, i det de gode personer var gået ud. Det var afstøbninger af veninder, deres legemlige og åndelige fejl, som her opbevaredes.
Hurtigt var han i et andet kvindeligt hjerte, men dette syntes ham en stor hellig kirke. Uskyldighedens hvide due flagrede over højaltret; hvor gerne var han ikke sunket på knæ, men fort måtte han ind i det næste hjerte, men endnu hørte han orgeltonerne, og selv, syntes han, at være blevet et nyt og bedre menneske, følte sig ikke uværdig til at betræde den næste helligdom, der viste et fattigt tagkammer, med en syg moder; men gennem det åbne vindue strålede Guds varme sol, dejlige roser nikkede fra den lille trækasse på taget, og to himmelblå fugle sang om barnlig glæde, medens den syge moder nedbad velsignelse over datteren.
Nu krøb han på hænder og fødder gennem en overfyldt slagterbod, det var kød og kun kød han stødte på, det var hjertet i en rig, respektabel mand, hvis navn vist må findes i vejviseren.
Nu var hen i hans gemalindes hjerte, det var et gammelt forfaldet dueslag; mandens portræt blev brugt som vejrhane, denne stod i forbindelse med dørene, og således gik disse op og i, så snart som manden drejede sig.
Derpå kom han i et spejlkabinet, som det vi har på slottet Rosenborg, men spejlene forstørrede i en utrolig grad. Midt på gulvet sad, som en Dalai-Lama, personens ubetydelige jeg, forbavset ved at se sin egen storhed.
Herefter troede han sig i et snævert nålehus, fuldt af spidse nåle, det er bestemt "hjertet af en gammel ugift jomfru!" måtte han tænke, men det var ikke tilfældet, det var en ganske ung militær med flere ordener, just, som man sagde, en mand med ånd og hjerte.
Ganske fortumlet kom den syndige volontør ud af det sidste hjerte i rækken, han formåede ikke at ordne sine tanker, men mente, at det var hans alt for stærke fantasi, der var løbet af med ham.
"Herregud," sukkede han, "jeg har bestemt ansats til at blive gal! her er også utilgiveligt hedt herinde! Blodet stiger mig til hovedet!" og nu erindrede han sig den store begivenhed aftnen forud, hvorledes hans hoved havde siddet fast mellem jernstængerne ved hospitalet. "Der har jeg bestemt fået det!" mente han. "Jeg må tage den ting i tide. Et russisk bad kunne være godt. Gid jeg allerede lå på den øverste hylde!"
Og så lå han på den øverste hylde i dampbadet, men han lå med alle klæderne, med støvler og galocher på; de hede vanddråber fra loftet dryppede ham i ansigtet.
"Hu!" skreg han og fór ned for at få et styrtebad. Den opvartende karl gav også et højt skrig ved at se det påklædte menneske derinde.
Volontøren havde imidlertid så megen fatning, at han hviskede til ham: "Det er et væddemål!" men det første han gjorde, da han kom på sit eget værelse, var at få et stort spansk flueplaster i nakken og et ned af ryggen, for at galskaben kunne trække ud.
Næste morgen havde han da en blodig ryg, det var det han vandt ved Lykkens galocher.
V. Kopistens forvandling.
Vægteren, som vi vistnok ikke har glemt, huskede imidlertid på galocherne, som han havde fundet og bragt med ud på hospitalet; han afhentede dem, men da hverken løjtnanten eller nogen anden i gaden ville kendes ved dem, blev de afleveret på politikammeret.
"Det ser ud, som det var mine egne galocher!" sagde en af de herrer kopister, idet han betragtede hittegodset og stillede dem om ved siden af sine. "Der må mere, end et skomagerøje, til at skille dem fra hverandre!"
"Hr. kopist!" sagde en betjent, som trådte ind med nogle papirer.
Kopisten vendte sig om, talte med manden, men da det var forbi og han så på galocherne, var han i stor vildrede med, om det var dem til venstre, eller dem til højre, som tilhørte ham. "Det må være dem, som er våde!" tænkte han; men det var just fejl tænkt, thi det var Lykkens, men hvorfor skulle ikke også politiet kunne fejle! han tog dem på, fik nogle papirer i lommen, andre under armen, hjemme, skulle de gennemlæses og afskrives; men nu var det just søndag formiddag og vejret godt, en tur til Frederiksberg, tænkte han, kunne jeg have godt af! og så gik han derud.
Ingen kunne være et mere stille og flittigt menneske, end denne unge mand, vi under ham ret denne lille spadseretur, den ville vistnok være såre velgørende for ham oven på den megen sidden; i begyndelsen gik han kun, uden at tænke på nogen ting, derfor havde galocherne ikke lejlighed til at vise deres tryllekraft.
I alleen mødte han en bekendt, en ung digter, der fortalte ham, at han dagen efter ville begynde sin sommerrejse.
"Nå, skal De nu af sted igen!" sagde kopisten. "De er da også et lykkeligt, frit menneske. De kan flyve hvorhen De vil, vi andre har en lænke om benet!"
"Men den sidder fast til brødtræet!" svarede digteren. "De behøver ikke at sørge for den dag i morgen, og bliver De gammel, så får De pension!"
"De har det dog bedst!" sagde kopisten, "at sidde og digte, det er jo en fornøjelse! hele verden siger Dem behageligheder, og så er De Deres egen herre! jo, De skulle prøve, at sidde i retten med de trivielle sager!"
Digteren rystede med hovedet, kopisten rystede også med hovedet, hver beholdt sin mening og så skiltes de ad.
"Det er et eget folkefærd, de poeter!" sagde kopisten, "jeg gad nok prøve på at gå ind i sådan en natur, selv blive en poet, jeg er vis på, at jeg ikke skulle skrive sådanne klynkevers, som de andre! – – Det er ret en forårsdag for en digter! Luften er så usædvanlig klar, skyerne så smukke, og der er en duft ved det grønne! ja, i mange år har jeg ikke følt det, som i dette øjeblik."
Vi mærker allerede, at han er blevet digter; iøjnefaldende var det vel ikke, thi det er en tåbelig forestilling, at tænke sig en digter anderledes end andre mennesker, der kan mellem disse være langt mere poetiske naturer, end mangen stor erkendt digter er det; forskellen bliver kun, at digteren har en bedre åndelig hukommelse, han kan holde på ideen og følelsen til den klart og tydeligt er gået over i ordet, det kan de andre ikke. Men at gå over fra en hverdags natur til en begavet er altid en overgang, og den havde kopisten nu gjort.
"Den dejlige duft!" sagde han, "hvor minder den mig ikke om violerne hos tante Lone! Ja, det var da jeg var en lille dreng! Herregud, det har jeg i mange tider ikke tænkt på! den gode gamle pige! hun boede der omme bag Børsen. Altid havde hun en kvist eller et par grønne skud i vand, vinteren måtte være så streng den ville. Violerne duftede, mens jeg lagde de opvarmede kobberskillinger på den frosne rude og gjorde kighuller. Det var et artigt perspektiv. Udenfor i kanalen lå skibene indefrosne, forladt af hele mandskabet, en skrigende krage var da hele besætningen; men når så foråret luftede, så blev der travlt; under sang og hurraråb savede man isen itu, skibene blev tjæret og taklet, så fór de til fremmede lande; jeg er blevet her, og må altid blive, altid sidde på politikammeret og se de andre tage pas til at rejse udenlands, det er min lod! Oh, ja!" sukkede han dybt, men standsede i det samme pludselig. "Herregud, hvad går der dog af mig! sådan har jeg aldrig før tænkt eller følt! Det må være forårsluften! det er både ængsteligt og behageligt!" han greb i lommen til sine papirer. "Disse giver mig andet at tænke på!" sagde han og lod øjnene glide hen over det første blad. "Fru Sigbrith, original tragedie i fem akter," læste han, "hvad er det! og det er jo min egen hånd. Har jeg skrevet den tragedie? Intrigen på Volden eller store bededag, vaudeville. - Men hvor har jeg fået den? Man må have puttet mig det i lommen, her er et brev?" ja, det var fra teaterdirektionen, stykkerne var forkastet og brevet selv var slet ikke høfligt stilet. "Hm! hm!" sagde kopisten, og satte sig ned på en bænk; hans tanke var så levende, hans hjerte så blødt; uvilkårligt greb han en af de nærmeste blomster, det var en simpel lille gåseurt; hvad botanikeren først gennem mange forelæsninger siger os, forkyndte den i et minut; den fortalte myten om sin fødsel, den fortalte om sollysets magt, der udspændte de fine blade og tvang dem til at dufte, da tænkte han på livets kampe, der ligedan vækker følelserne i vort bryst. Luft og lys var blomstens bejlere, men lyset var den begunstigede, efter lyset bøjede den sig, forsvandt dette, da rullede den sine blade sammen og sov ind under luftens omarmelse. "Det er lyset, der smykker mig!" sagde blomsten; "men luften lader dig ånde!" hviskede digterstemmen.
Tæt ved stod en dreng og slog med sin stok i en mudret grøft, vanddråberne stænkede op imellem de grønne grene, og kopisten tænkte på de millioner usynlige dyr, der i dråberne blev kastede i en højde, der efter deres størrelse var for dem, som det ville være for os at hvirvles højt over skyerne. Idet kopisten tænkte herpå og på hele den forandring, der var foregået med ham, smilede han: "Jeg sover og drømmer! mærkværdigt er det alligevel, hvor man dog kan drømme naturligt og selv vide, at det kun er en drøm. Gid jeg i morgen kunne huske det, når jeg vågner; nu synes jeg at være ganske usædvanlig oplagt! jeg har et klart blik over alting, føler mig så opvakt, men jeg er vis på, at når jeg i morgen husker noget af det, så er det vrøvl, det har jeg prøvet før! Det går med alt det kloge og prægtige, man hører og siger i drømme, som med de underjordiskes guld: Idet man får det, er det rigt og herligt, men set ved dagen, kun sten og visne blade: Ak," sukkede han ganske vemodig og så på de syngende fugle, der nok så fornøjede hoppede fra gren til gren. "De har det meget bedre end jeg! flyve, det er en dejlig kunst, lykkelig den, som er født med den! ja skulle jeg gå over i noget, så skulle det være sådan en lille lærke!"
I det samme slog kjoleskøder og ærmer sammen i vinger, klæderne blev fjer og galocherne kløer; han mærkede det meget godt og lo indvortes: "Så, nu kan jeg da se, jeg drømmer! men så naragtigt har jeg aldrig gjort det før;" og han fløj op i de grønne grene og sang, men der var ikke poesi i sangen, thi digternaturen var borte; galocherne kunne, som enhver der gør noget til gavns, kun gøre én ting af gangen, han ville være digter, det blev han, nu ville han være en lille fugl, men ved at blive denne, ophørte den forrige ejendommelighed.
"Det er artigt nok," sagde han, "om dagen sidder jeg på politikammeret mellem de solideste afhandlinger, om natten kan jeg drømme at flyve som lærke i Frederiksberg Have, der kunne sgu skrives en hel folkekomedie derom!"
Nu fløj han ned i græsset, drejede hovedet om til alle sider og slog med næbbet på de smidige græsstrå, der i forhold til hans nærværende størrelse syntes store, som Nordafrikas palmegrene.
Det var kun et øjeblik og det blev kulsort nat omkring ham; en, som han syntes, uhyre genstand, blev kastet hen over ham, det var en stor kasket, som en dreng fra Nyboder kastede over fuglen, en hånd kom ind og greb kopisten om ryg og vinger, så han peb; i første forskrækkelse råbte han højt: "Din uforskammede hvalp! Jeg er kopist i politikamret!" men det lød for drengen som et pipipi! han slog fuglen på næbbet og vandrede af sted.
I alleen mødte han to skoledrenge af den dannede klasse, det vil sige, som mennesker betragtet, som ånder var de i skolens nederste; de købte fuglen for otte skilling, og således kom kopisten til København, hjem til en familie i Gothersgade.
"Det er godt, jeg drømmer!" sagde kopisten, "ellers blev jeg sgu vred! først var jeg poet, nu en lærke! ja det var da poetnaturen, der fik mig over i det lille dyr! Det er dog en ynkelig ting, især når man falder i hænderne på nogle drenge. Jeg gad nok vide, hvorledes dette løber af!"
Drengene førte ham ind i en meget elegant stue; en tyk leende frue tog imod dem, men hun var slet ikke fornøjet med, at den simple markfugl, som hun kaldte lærken, kom med ind, dog for i dag ville hun lade det gå, og de måtte sætte den i det tomme bur, som stod ved vinduet! "det kan måske fornøje Poppedreng!" tilføjede hun og lo hen til en stor grøn papegøje, der gyngede fornemt i sin ring i det prægtige messingbur. "Det er Poppedrengs fødselsdag!" sagde hun dumnaiv, "derfor vil den lille markfugl gratulere!"
Poppedreng svarede ikke et eneste ord, men gyngede fornemt frem og tilbage, derimod begyndte en smuk kanariefugl, der sidste sommer var bragt hertil fra sit varme, duftende fædreland, højt at synge.
"Skrålhans!" sagde fruen og kastede et hvidt lommetørklæde over buret.
"Pipi!" sukkede den, "det var et skrækkeligt snevejr!" og med dette suk tav den.
Kopisten, eller, som fruen sagde, markfuglen, kom i et lille bur tæt op til kanariefuglen, ikke langt fra papegøjen. Den eneste menneskelige tirade, Poppedreng kunne frempludre, og som tit faldt ret komisk, var den: "Nej, lad os nu være mennesker!" Alt det øvrige den skreg, var lige så uforståeligt, som kanariefuglens kvidren, kun ikke for kopisten, der nu selv var en fugl; han forstod inderligt godt kammeraterne.
"Jeg fløj under den grønne palme og det blomstrende mandeltræ!" sang kanariefuglen, "jeg fløj med mine brødre og søstre hen over de prægtige blomster og over den glasklare sø, hvor planterne nikkede på bunden. Jeg så også mange dejlige papegøjer, der fortalte de morsomste historier, så lange og så mange!"
"Det var vilde fugle;" svarede papegøjen, "de havde ingen dannelse. Nej, lad os nu være mennesker! - Hvorfor ler du ikke? Når fruen og alle de fremmede kan le deraf, så kan du også. Det er en stor mangel, ikke at kunne goutere det morsomme. Nej, lad os nu være mennesker!"
"Oh husker du de smukke piger, som dansede under det udspændte telt ved de blomstrende træer? Husker du de søde frugter og den kølende saft i de vildt voksende urter?"
"Oh ja!" sagde papegøjen, "men her har jeg det langt bedre! jeg har god mad og en intim behandling; jeg ved, jeg er et godt hoved, og mere forlanger jeg ikke. Lad os nu være mennesker! Du er en digtersjæl, som de kalder det, jeg har grundige kundskaber og vittighed, du har dette geni, men ingen besindighed, går op i disse høje naturtoner, og derfor dækker de dig til. Det byder de ikke mig, nej, for jeg har kostet dem noget mere! jeg imponerer med næbbet og kan slå en 'vits! vits! vits!' nej lad os nu være mennesker!"
"Oh mit varme, blomstrende fædreneland!" sang kanariefuglen, "jeg vil synge om dine mørkegrønne træer, om dine stille havbugter, hvor grenene kysser den klare vandflade, synge om alle mine glimrende brødres og søstres jubel, hvor 'ørknens plantekilder'¹ gror!"
¹ Kaktus.
"Lad dog bare være med de klynketoner," sagde papegøjen. "Sig noget, man kan le af! Latter er tegn på det højeste åndelige standpunkt. Se om en hund eller hest kan le! nej, græde kan den, men le, det er alene givet menneskene. Ho, ho, ho!" lo Poppedreng og tilføjede sin vits: "Lad os nu være mennesker."
"Du lille grå danske fugl," sagde kanariefuglen, "du er også blevet fange! der er vist koldt i dine skove, men der er dog frihed, flyv ud! De har glemt at lukke for dig; det øverste vindue står åbent. Flyv, flyv!"
Og det gjorde kopisten, vips var han ude af buret; i det samme knagede den halvåbne dør ind til det næste værelse, og smidig, med grønne, skinnende øjne, sneg huskatten sig ind og gjorde jagt på ham. Kanariefuglen flagrede i buret, papegøjen slog med vingerne og råbte: "Lad os nu være mennesker!" Kopisten følte den dødeligste skræk og fløj af sted igennem vinduet, over huse og gader; til sidst måtte han hvile sig lidt.
Genboens hus havde noget hjemligt; et vindue stod åbent, han fløj derind, det var hans eget værelse; han satte sig på bordet.
"Lad os nu være mennesker!" sagde han uden selv at tænke på hvad han sagde, det var efter papegøjen, og i samme øjeblik var han kopisten, men han sad på bordet.
"Gudbevares!" sagde han, "hvor er jeg kommet her op og således faldet i søvn! det var også en urolig drøm jeg havde. Noget dumt tøj var den hele historie!"
VI. Det bedste galocherne bragte.
Dagen efter, i den tidlige morgenstund, da kopisten endnu lå i sengen, bankede det på hans dør, det var naboen i samme etage, en student, der læste til at blive præst; han trådte ind.
"Lån mig dine galocher," sagde han, "der er så vådt i haven, men solen skinner dejligt, jeg ville nok ryge en pibe dernede."
Galocherne fik han på og var snart nede i haven, der ejede et blomme- og et pæretræ. Selv en så lille have, som denne var, gælder inde i København for en stor herlighed.
Studenten gik op og ned i gangen; klokken var kun seks; ude fra gaden klang et posthorn.
"Oh, rejse! rejse!" udbrød han, "det er dog det lykkeligste i verden! det er mine ønskers højeste mål! da ville denne uro, jeg føler, stilles. Men langt bort skulle det være! jeg ville se det herlige Schweiz, rejse i Italien og -"
Ja, godt var det at galocherne virkede lige straks, ellers var han kommet omkring alt for meget både for sig selv og os andre. Han rejste. Han var midt inde i Schweiz, men med otte andre pakket ind i det inderste af en diligence; ondt i hovedet havde han, træt i nakken følte han sig, og blodet var sunket ham ned i benene, der ophovnede og klemtes af støvlerne. Han svævede mellem en blundende og en vågen tilstand. I sin lomme til højre havde han kreditivet, i sin lomme til venstre passet og i en lille skindpung på brystet nogle fastsyede louisdorer; hver drøm forkyndte, at en eller anden af disse kostbarheder var tabt, og derfor fór han feberagtig op, og den første bevægelse, hånden gjorde, var en trekant fra højre til venstre og op mod brystet, for at føle, om han havde dem eller ej. Paraplyer, stokke og hatte gyngede i nettet ovenover, og forhindrede så temmeligt udsigten, der var højst imponerende, han skottede til den, medens hjertet sang, hvad i det mindste én digter, vi kender, har sunget i Schweiz, men ikke til dato ladet trykke:
Ja, her er så smukt, som hjertet vil,
jeg øjner Montblanc, min kære.
Gid bare pengene vil slå til,
ak, så var her godt at være!
Stor, alvorlig og mørk var den hele natur rundt om. Granskovene syntes lyngtoppe på de høje klipper, hvis top skjultes i skytågen; nu begyndte det at sne; den kolde vind blæste.
"Uh!" sukkede han, "gid vi var på den anden side af alperne, så var det sommer og så havde jeg hævet penge på mit kreditiv; den angst, jeg er i for disse, gør at jeg ikke nyder Schweiz, oh, gid jeg var på den anden side!"
Og så var han på den anden side; dybt inde i italien var han, mellem Florens og Rom. Søen Tracymenes lå i aftenbelysning, som et flammende guld, mellem de mørkeblå bjerge; her, hvor Hannibal slog Flaminius, holdt nu vinrankerne hinanden fredeligt i de grønne fingre; yndige halvnøgne børn vogtede en flok kulsorte svin under en gruppe duftende laurbærtræer ved vejen. Kunne vi ret give dette maleri, alle ville juble: "Dejlige Italien!" men det sagde slet ikke teologen eller en eneste af hans rejsefæller inde i veturinens vogn.
I tusindvis fløj giftige fluer og myg ind til dem, forgæves piskede de omkring sig med en myrtegren, fluerne stak alligevel; ikke et menneske var der i vognen, uden at jo hans ansigt var opsvulmet og blodigt af bid. De stakkels heste så ud som ådsler, fluerne sad i store kager på dem, og kun øjeblikkelig hjalp det, at kusken steg ned og skrabede dyrene af. Nu sank solen, en kort, men isnende kulde gik igennem hele naturen, det var slet ikke behageligt; men rundt om fik bjerge og skyer den dejligste grønne farve, så klar, så skinnende - ja gå selv hen at se, det er bedre end at læse beskrivelsen! det var mageløst! det fandt de rejsende også, men - maven var tom, legemet træt, al hjertets længsel drejede sig efter et natkvarter; men hvorledes ville dette blive? Man så langt inderligere efter dette, end efter den skønne natur.
Vejen gik gennem en olivenskov, det var som kørte han i hjemmet mellem knudrede pile, her lå det ensomme værtshus. En halv snes tiggende krøblinger havde lejret sig udenfor, den raskeste af dem så ud som "hungerens ældste søn, der havde nået sin myndighedsalder"¹, de andre var enten blinde, havde visne ben og krøb på hænderne, eller indsvundne arme med fingerløse hænder. Det var ret elendigheden trukket frem af pjalterne. "Eccellenza, miserabili!" sukkede de og strakte de syge lemmer frem. Værtinden selv med bare fødder, uredt hår og kun iført en smudsig bluse, tog imod gæsterne. Dørene var bundet sammen med sejlgarn; gulvet i værelserne frembød en halv oprodet brolægning med mursten; flagermus fløj hen under loftet, og stanken herinde – –
¹ Snarleyyow.
"Ja, vil hun dække nede i stalden!" sagde en af de rejsende, "dernede ved man dog hvad det er man indånder!"
Vinduerne blev åbnet, for at der kunne komme lidt frisk luft, men hurtigere end denne kom de visne arme ind og den evige klynken: miserabili, Eccellenza! På væggene stod mange inskriptioner, halvdelen var imod bella Italia.
Maden blev bragt frem; der var en suppe af vand, krydret med peber og harsk olie, og så nok engang den samme olie på salaten; fordærvede æg og stegte hanekamme var pragtretterne; selv vinen havde afsmag, det var en sand mikstur.
Til natten blev kufferterne stillet op for døren; en af de rejsende havde vagt, medens de andre sov; teologen var den vagthavende; oh hvor kvalmt var der ikke herinde! Heden trykkede, myggene surrede og stak, miserabili udenfor klynkede i søvne.
"Ja, rejse er godt nok!" sukkede studenten, "havde man bare intet legeme! kunne dette hvile og ånden derimod flyve. Hvor jeg kommer, er der et savn, der trykker hjertet; noget bedre, end det øjeblikkelige, er det jeg vil have; ja noget bedre, det bedste, men hvor og hvad er det! jeg ved i grunden nok, hvad jeg vil, jeg vil til et lykkeligt mål, det lykkeligste af alle!"
Og idet ordet var udtalt, var han i hjemmet; de lange hvide gardiner hang ned for vinduet og midt på gulvet stod den sorte ligkiste, i den lå han i sin stille dødssøvn, hans ønske var opfyldt, legemet hvilede, ånden rejste. Pris ingen lykkelig, før han er i sin grav, var Solons ord, her fornyedes bekræftelsen.
Ethvert lig er udødelighedens sfinks; heller ikke sfinksen her i den sorte kiste besvarede for os, hvad den levende to dage forud havde nedskrevet:
Du stærke død, din tavshed vækker gru;
dit spor er jo kun kirkegårdens grave.
Skal tankens jakobsstige gå itu?
Står jeg kun op, som græs i Dødens have?
Vor største liden tit ej verden ser!
Du, som var ene, lige til det sidste,
i verden meget trykker hjertet mer',
end jorden, som de kaster på din kiste!
To skikkelser bevægede sig i værelset; vi kender dem begge: Det var Sorgens fe og Lykkens udsendte; de bøjede sig over den døde.
"Ser du," sagde Sorgen, "hvad lykke bragte vel dine galocher menneskeheden?"
"De bragte i det mindste ham, som sover her, et varigt gode!" svarede Glæden.
"Oh nej!" sagde Sorgen; "selv gik han bort, han blev ikke kaldet! hans åndelige kraft her var ikke stærk nok til at hæve de skatte hist, som han efter sin bestemmelse må hæve! Jeg vil vise ham en velgerning!"
Og hun tog galocherne af hans fødder; da var dødssøvnen endt, den genoplevede rejste sig. Sorgen forsvandt, men også galocherne; hun har vist betragtet dem som sin ejendom.
Nadaljuj z branjem
