Waltey
Srčna bolečina
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Srčna bolečina
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 3 min branja
- Obseg
- 3 strani
- Naslov izvirnika
- Hjertesorg
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Srčna bolečina
Zgodba, ki vam jo pripovedujemo, je pravzaprav iz dveh delov; prvi bi lahko tudi manjkal, toda daje nam nekaj predznanja, in to je koristno!
Bivali smo na podeželskem dvorcu v notranjosti dežele in naneslo je, da so gospodarji za en dan odpotovali. Tedaj je iz najbližjega mesta prišla neka gospa; s seboj je imela svojega mopsa in prišla je zato, kot je rekla, da bi kupili »delnice« njene strojarne. S seboj je prinesla svoje listine in svetovali smo ji, naj jih vloži v ovojnico, nanjo pa napiše naslov graščaka: »Generalni vojni komisar, vitez, in tako dalje.«
Prisluhnila nam je, vzela pero, se ustavila in nas prosila, naj ji naslov ponovimo, vendar počasi. Storili smo tako in pisala je; toda sredi »generalnega vojnega« je obstala, zavzdihnila in rekla: »Saj sem samo ženska!« Med pisanjem je mopsa odložila na tla in ta je renčal; saj je šel vendar z njo za svoje veselje in zdravje, v takem primeru pa človeka ne smejo postaviti na tla. Potlačen smrček in tolst hrbet — takšna je bila njegova zunanjost.
»Ne grize!« je rekla gospa. »Nima zob. Je tako rekoč član družine, zvest in razdražljiv, toda za to so krivi moji vnuki; igrajo se poroko in hočejo, da bi bil družica, to pa ga utruja, starčka ubogega!«
Oddala je svoje listine in vzela mopsa v naročje. To je prvi del — ki bi ga prav lahko izpustili! »Mops je umrl!« To je drugi del. Bilo je kak teden pozneje; prišli smo v mesto in se nastanili v gostišču. Naša okna so gledala na dvorišče, ki ga je lesena ograja delila na dva dela; na eni strani so visele kože in kožuhovine, surove in strojene; tam je bilo vse, kar potrebuje strojarna, in ta je bila vdovina. — Mops je tisto jutro umrl in pokopali so ga tu na dvorišču; vdovini vnuki, se pravi vnuki strojarjeve vdove, kajti mops ni bil poročen, so poteptali zemljo na grobu, in grob je bil tako lep, da je moralo biti pravo veselje ležati v njem.
Grob je bil obdan z lončenimi črepinjami in posut s peskom; na vrh so postavili polovico pivske steklenice z vratom navzgor, kar pa nikakor ni bilo mišljeno alegorično.
Otroci so plesali okoli groba in najstarejši izmed dečkov, praktičen mladenič sedmih let, je predlagal, da bi mopsov grob razstavili na ogled vsem iz ulice; vstopnina naj bi bila gumb za naramnice, saj ga ima vsak deček in ga lahko prispeva tudi za deklice; predlog so soglasno sprejeli.
In prišli so vsi otroci iz ulice, pa še iz stranske ulice, in oddali svoj gumb; mnogi so morali tisto popoldne hoditi naokrog z eno samo naramnico, toda videli so mopsov grob, in to je bilo kar precej vredno.
Toda zunaj strojarskega dvorišča, tik ob vratcih, je stala majhna razcapana deklica, tako ljubka, s prečudovitimi kodrastimi lasmi in očmi, tako modrimi in jasnimi, da jo je bilo veselje pogledati; ni rekla niti besede, pa tudi jokala ni, le vsakič, ko so se vratca odprla, je pogledala noter, kolikor daleč je mogla. Vedela je, da nima niti enega gumba, in je zato žalostna obtičala zunaj; stala je tam, dokler si niso vsi ogledali groba in odšli; tedaj je sedla, si z drobnima rjavima rokama zakrila oči in planila v jok; samo ona ni videla mopsovega groba. To je bila srčna bolečina, velika, kakršna je pogosto bolečina odraslega človeka.
Vse to smo videli od zgoraj — in če gledamo od zgoraj na to žalost, kakor na marsikatero svojo in tujo, se ji lahko celo smejimo! — To je vsa zgodba, in kdor je ne razume, lahko kupi delnice vdovine strojarne.
Izvirnik
Hjertesorg
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Det er egentligt en historie i to dele, vi her kommer med; første del kunne gerne være borte, – men den giver forkundskaber, og de er nyttige!
Vi opholdt os inde i landet på en herregård, og så traf det sig, at herskabet der, for en dags tid, tog bort. Da kom der fra nærmeste købstad en madamme, hun havde sin moppe med og kom for, som hun sagde, at man skulle tage "aktier" i hendes garveri. Sine papirer havde hun med, og vi rådede hende, at slå en konvolut om dem og uden på at skrive gårdejerens adresse: "Generalkrigskommissær, Ridder, etcetera."
Hun hørte på os, hun tog pennen, standsede, og bad os om at gentage udskriften, men langsomt. Vi gjorde det, og hun skrev; men midt i "Generalkrigs" blev hun stående, sukkede og sagde: "Jeg er kun et fruentimmer!" Moppen havde hun sat på gulvet, mens hun skrev, og han knurrede; han var jo også taget med for sin fornøjelse og sundheds skyld, og så skal man ikke sættes på gulvet. Braknæse og flæskeryg var hans udvortes.
"Han bider ikke!" sagde madammen, "han har ingen tænder. Han er ligesom medlem af familien, trofast og arrig, men dette er han tirret til af mine børnebørn; de leger bryllup, og så vil de have ham til at være brudepige, og det anstrenger ham, det gamle skind!"
Og hun afleverede sine papirer og tog moppen på armen. Det er første del – som nok kunne undværes!
"Moppen døde!" det er anden del.
Det var en uges tid efter; vi kom til købstaden og tog ind på gæstgiverstedet. Vore vinduer vendte ud til gården, der ved et plankeværk var delt i to dele; i den ene her hang skind og huder, rå og barkede; her stod alle materialer til et garveri, og det var enkens. – Moppen var død i denne morgen og begravet her i gården; enkens børnebørn, det vil sige garverenkens, for moppen havde ikke været gift, klappede graven til, og det var en dejlig grav, det måtte være en fornøjelse at ligge der.
Graven var indhegnet med potteskår, og bestrøet med sand; øverst på den havde de sat en halv ølflaske med halsen op, og det var slet ikke allegorisk.
Børnene dansede rundt om graven, og den ældste af drengene, en praktisk yngling på syv år, foreslog, at der skulle være en udstilling af moppens grav og det for alle fra strædet; adgangen måtte betales med en seleknap, det var noget enhver dreng havde, og han også kunne levere for småpigerne; og det forslag blev enstemmigt antaget.
Og alle børn fra strædet og bagstrædet med kom og gav deres knap, der var mange, der kom til at gå med én sele den eftermiddag, men så havde man set moppens grav, og det var nok så meget værd.
Men uden for garvergården, tæt op til lågen der, stod en lille pjaltet unge, så yndigt skabt, med det dejligste krøllede hår og øjne så blå og klare, at det var en lyst; hun sagde ikke et ord, hun græd ikke heller, men så så langt hun kunne, hver gang lågen åbnedes. Hun ejede ikke en knap, vidste hun, og blev derfor sørgmodig stående udenfor, stod der til de alle havde set af, og alle var gået bort; da satte hun sig ned, holdt de små brune hænder for øjnene og brast i gråd; hun alene havde ikke set moppens grav. Det var hjertesorg og stor, som den voksnes tit kan være det.
Vi så det ovenfra – og ovenfra set – denne, som mange af vore og andres sorger, – ja så kan vi le af dem! – det er historien, og den, som ikke forstår den, kan tage aktier i enkens garveri.
Nadaljuj z branjem
