O besedilu
Čajnik
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 3 min branja
- Obseg
- 3 strani
- Naslov izvirnika
- Tepotten
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Čajnik
Nekoč je živel ponosen čajnik, ponosen na svoj porcelan, ponosen na svoj dolgi dulec, ponosen na svoj široki ročaj; nekaj je imel spredaj in nekaj zadaj, spredaj dulec, zadaj ročaj, in o tem je rad govoril; o svojem pokrovu pa ni govoril, ker je bil počen in spet, imel je hibo, o svojih hibah pa človek nerad govori, saj o njih dovolj govorijo drugi. Skodelice, posodica za smetano in sladkornica, ves čajni servis bi se gotovo raje spominjal krhkega pokrova in govoril o njem kakor o dobrem ročaju in imenitnem dulcu; čajnik je to vedel.
»Poznam jih!« si je govoril. »Tudi svojo hibo dobro poznam in jo priznavam, v tem sta moja ponižnost in skromnost; vsi imamo hibe, a imamo tudi darove. Skodelice so dobile ročaj, sladkornica pokrov, jaz pa sem dobil oboje in še nekaj povrhu, česar one nikoli ne bodo imele: dobil sem dulec in ta me dela za kraljico čajne mize. Sladkornici in posodici za smetano je dano, da služita dobremu okusu, jaz pa dajem in vladam, jaz razlivam blagoslov med žejno človeštvo; v moji notranjosti se kitajski lističi predelujejo v vreli vodi brez okusa.«
Vse to je čajnik govoril v svoji brezskrbni mladosti. Stal je na pogrnjeni mizi in dvigala ga je najnežnejša roka; toda najnežnejša roka je bila nerodna, čajnik je padel, dulec se je odlomil, ročaj se je odlomil, o pokrovu pa ni vredno govoriti, o njem je bilo že dovolj povedanega. Čajnik je nezavesten ležal na tleh in vrela voda je tekla iz njega. Udarec je bil hud, najhuje pa je bilo, da so se smejali, smejali so se njemu, ne pa nerodni roki.
»Tega spomina se nikoli ne bom otresel!« je govoril čajnik, ko si je pozneje pripovedoval svojo življenjsko zgodbo. »Razglasili so me za invalida, me postavili v kot in me naslednji dan podarili ženski, ki je prosjačila za mast; znašel sem se v revščini in ostal brez besed, tako navzven kakor navznoter, a prav tam, kjer sem stal, se je začelo moje boljše življenje; človek je nekaj, potem pa postane nekaj povsem drugega. Napolnili so me s prstjo; za čajnik je to tako, kakor da bi ga pokopali, toda v prst so položili cvetno čebulico; kdo jo je položil vanjo in kdo jo je podaril, ne vem, a podarjena je bila, v zameno za kitajske lističe in vrelo vodo, v zameno za odlomljeni ročaj in dulec. In čebulica je ležala v prsti, čebulica je ležala v meni, postala je moje srce, moje živo srce, kakršnega dotlej še nikoli nisem imel. V meni je bilo življenje, v meni sta bili moč in sila; utripalo je, čebulica je pognala kal in od misli in čustev jo je skoraj razneslo; razcvetela so se v cvet; gledal sem ga, nosil sem ga, v njegovi lepoti sem pozabil nase; blagoslovljeno je pozabiti nase ob drugih! Ni se mi zahvalil; ni mislil name; – njega so občudovali in hvalili. Jaz sem bil tega tako vesel, kako vesel je moral biti šele on. Nekega dne sem slišal nekoga reči, da si zasluži boljši lonček. Razbili so me na dvoje; strašno je bolelo; toda cvet je dobil boljši lonček, – mene pa so vrgli na dvorišče, kjer ležim kot stara črepinja, – a ostal mi je spomin in tega ne morem izgubiti.«
Izvirnik
Tepotten
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Der var en stolt tepotte, stolt af sit porcelæn, stolt af sin lange tud, stolt af sin brede hank; den havde noget forud og bagud, tuden for, hanken bag, og det talte den om; men den talte ikke om sit låg, det var knækket, det var klinket, det havde mangel, og sin mangel taler man ikke gerne om, det gør nok de andre. Kopper, fløde- og sukkerskål, den hele teopstilling ville nok mere huske på lågets skrøbelighed og tale om den, end om den gode hank og den udmærkede tud; det vidste tepotten.
"Jeg kender dem!" sagde den ind i sig selv, "jeg kender også nok min mangel og jeg erkender den, deri er min ydmyghed, min beskedenhed; mangler har vi alle, men man har da også begavelse. Kopperne fik en hank, sukkerskålen et låg, jeg fik nu begge dele og én ting forud, den de aldrig får, jeg fik en tud, den gør mig til dronning på tebordet. Sukkerskålen og flødepotten forundes det at være velsmagens tjenerinder, men jeg er den givende, den rådende, jeg udbreder velsignelsen blandt den tørstende menneskehed; i mit indre forarbejdes de kinesiske blade i det kogende, smagløse vand."
Alt dette sagde tepotten i dens frejdige ungdomstid. Den stod på det dækkede bord, den blev løftet af den fineste hånd; men den fineste hånd var kejtet, tepotten faldt, tuden knak af, hanken knak af, låget er ikke værd at tale om, der er talt nok om det. Tepotten lå besvimet på gulvet, det kogende vand løb ud af den. Det var et svært stød, den fik, og det sværeste var, at de lo, de lo ad den og ikke ad den kejtede hånd.
"Den erindring får jeg nu aldrig ud af mig!" sagde tepotten, når den siden fortalte sig selv sit levnedsløb. "Jeg blev kaldt invalid, sat hen i en krog og dagen derpå foræret bort til en kone, der tiggede madfedt; jeg kom ned i armoden, stod målløs, både ud og ind, men der, som jeg stod, begyndte mit bedre liv; man er ét og bliver et ganske andet. Der blev lagt jord ind i mig; det er for en tepotte at begraves, men i jorden blev lagt et blomsterløg; hvem der lagde det, hvem der gav det, ved jeg ikke, givet blev det, en erstatning for de kinesiske blade og det kogende vand, en erstatning for den afbrudte hank og tud. Og løget lå i jorden, løget lå i mig, det blev mit hjerte, mit levende hjerte, et sådant havde jeg før aldrig haft. Der var liv i mig, der var kraft og kræfter; pulsen slog, løget skød spire, det var ved at sprænges af tanker og følelser; de brød ud i blomst; jeg så den, jeg bar den, jeg glemte mig selv i dens dejlighed; velsignet er det at glemme sig selv i andre! Den sagde mig ikke tak; den tænkte ikke på mig; – den blev beundret og lovprist. Jeg var så glad derover, hvad måtte den da ikke være det. En dag hørte jeg, der blev sagt, at den fortjente en bedre potte. Man slog mig midt over; det gjorde voldsomt ondt; men blomsten kom i en bedre potte, – og jeg blev kastet ud i gården, ligger der som et gammelt skår, – men jeg har erindringen, den kan jeg ikke miste."
Nadaljuj z branjem
