Waltey

Prevod

Once upon a time there was a prince who wanted to marry a princess, but she had to be a real princess. So he travelled all over the world to find one, but everywhere there was something wrong. There were plenty of princesses, but he could never quite be sure whether they were real princesses; there was always something that was not quite right. So he came home again, feeling very sad, for he longed so much to have a real princess.

One evening a terrible storm broke out. There was thunder and lightning, and the rain poured down—it was quite dreadful! Then there came a knock at the city gate, and the old king went to open it.

A princess was standing outside. But goodness, what a sight she was after the rain and the terrible weather! Water streamed down her hair and clothes, and it ran in at the toes of her shoes and out at the heels. Yet she said she was a real princess.

"Well, we shall soon find that out!" thought the old queen. But she said nothing, went into the bedchamber, took off all the bedding, and laid a pea on the bottom of the bed. Then she took twenty mattresses and piled them on top of the pea, and on top of the mattresses she put another twenty eiderdown quilts.

That was where the princess was to sleep that night. In the morning they asked her how she had slept. "Oh, dreadfully badly!" said the princess. "I have scarcely closed my eyes all night! Heaven knows what was in the bed! I was lying on something hard, and now I am black and blue all over! It is quite dreadful!"

Then they could see that she was a real princess, since she had felt the pea through the twenty mattresses and the twenty eiderdown quilts. No one but a real princess could have such tender skin.

So the prince married her, for now he knew he had a real princess, and the pea was put in the royal cabinet of curiosities, where it may still be seen, unless someone has taken it.

Now that was a real story!

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Der var engang en prins; han ville have sig en prinsesse, men det skulle være en rigtig prinsesse. Så rejste han hele verden rundt, for at finde sådan en, men alle vegne var der noget i vejen, prinsesser var der nok af, men om det var rigtige prinsesser, kunne han ikke ganske komme efter, altid var der noget, som ikke var så rigtigt. Så kom han da hjem igen og var så bedrøvet, for han ville så gerne have en virkelig prinsesse.

En aften blev det da et frygteligt vejr; det lynede og tordnede, regnen skyllede ned, det var ganske forskrækkeligt! Så bankede det på byens port, og den gamle konge gik hen at lukke op.

Det var en prinsesse, som stod udenfor. Men gud hvor hun så ud af regnen og det onde vejr! Vandet løb ned af hendes hår og hendes klæder, og det løb ind af næsen på skoen og ud af hælen, og så sagde hun, at hun var en virkelig prinsesse.

"Ja, det skal vi nok få at vide!" tænkte den gamle dronning, men hun sagde ikke noget, gik ind i sovekamret, tog alle sengeklæderne af og lagde en ært på bunden af sengen, derpå tog hun tyve madrasser, lagde dem oven på ærten, og så endnu tyve edderdunsdyner oven på madrasserne.

Dér skulle nu prinsessen ligge om natten.

Om morgnen spurgte de hende, hvorledes hun havde sovet.

"Oh forskrækkeligt slet!" sagde prinsessen, "jeg har næsten ikke lukket mine øjne den hele nat! Gud ved, hvad der har været i sengen? Jeg har ligget på noget hårdt, så jeg er ganske brun og blå over min hele krop! det er ganske forskrækkeligt!"

Så kunne de se, at det var en rigtig prinsesse, da hun gennem de tyve madrasser og de tyve edderdunsdyner havde mærket ærten. Så ømskindet kunne der ingen være, uden en virkelig prinsesse.

Prinsen tog hende da til kone, for nu vidste han, at han havde en rigtig prinsesse, og ærten kom på Kunstkammeret, hvor den endnu er at se, dersom ingen har taget den.

Se, det var en rigtig historie!

Nalagam bralnik