Prevod
Pokrajina tam spodaj pri Køgeju je precej gola; mesto sicer res leži ob morju, in to je zmeraj lepo, vendar bi lahko bilo še lepše, kot je: naokrog sama ravna polja, gozd pa daleč proč. Toda kadar si nekje zares doma, najdeš tudi kaj lepega, nekaj, po čemer lahko pozneje hrepeniš celo na najlepšem kraju na svetu! In priznati moramo, da je bilo na obrobju Køgeja, kjer se je nekaj skromnih vrtičkov spuščalo k rečici, ki se izliva v morje, poleti prav ljubko. Tako sta mislila zlasti mala sosedova otroka, Knud in Johanne, ki sta se tu igrala in se pod kosmuljevimi grmi plazila drug k drugemu. Na enem vrtu je rasel bezeg, na drugem stara vrba, in prav pod njo sta se otroka najraje igrala. To so jima tudi dovolili, čeprav je drevo stalo tik ob rečici in bi zlahka padla v vodo; a ljubi Bog pazi na malčke, sicer bi se jim slabo godilo. Pa tudi zelo previdna sta bila; deček se je vode tako bal, da ga poleti nikakor ni bilo mogoče spraviti v morje, kjer so drugi otroci tako radi čofotali. Zaradi tega so ga zasmehovali in moral je potrpeti. Potem pa je mala sosedova Johanne sanjala, da pluje s čolnom po Køgejskem zalivu, Knud pa gre naravnost proti njej; voda mu je segala najprej do vratu, nato pa mu je zalila še glavo. Od trenutka, ko je Knud slišal te sanje, ni več dovolil, da bi ga imeli za strahopetca pred vodo, temveč se je samo skliceval na Johannine sanje; nanje je bil ponosen, v vodo pa vseeno ni šel.
Revni starši so se pogosto obiskovali, Knud in Johanne pa sta se igrala po vrtovih in na cesti, ob kateri je vzdolž jarkov stala cela vrsta vrb. Niso bile lepe, krošnje so imele vse obsekane, toda saj niso stale tam za okras, temveč za korist. Veliko lepša je bila stara vrba na vrtu in pod njo sta preživela marsikatero prijetno urico, kakor pravimo.
V Køgeju je velik trg in ob sejemskih dneh so na njem stale cele ulice šotorov s svilenimi trakovi, škornji in vsem mogočim. Vladala je gneča in navadno je deževalo, zato je bilo čutiti zadah kmečkih suknjičev, pa tudi nadvse prijeten vonj po medenjakih, ki jih je bila polna cela stojnica. In najlepše pri vsem tem je bilo, da je mož, ki jih je prodajal, med sejmom zmeraj prenočeval pri starših malega Knuda. Tako je dečku seveda pripadel kak medenjak, od katerega je svoj kos dobila tudi Johanne. A nekaj je bilo skoraj še veliko imenitnejše: prodajalec medenjakov je znal pripovedovati zgodbe, in to skoraj o vsaki stvari, celo o svojih medenjakih. Prav o njih je nekega večera povedal zgodbo, ki je otroka tako globoko prevzela, da je nikoli več nista pozabila; zato je najbolje, da jo slišimo tudi mi, še posebno ker je kratka.
»Na prodajnem pultu sta ležala dva medenjaka,« je rekel, »eden je imel podobo moža s klobukom, drugi pa gospodične brez klobuka, vendar s koščkom zlatih lističev na glavi. Obraz sta imela na zgornji strani in s te strani ju je bilo treba gledati, ne z narobne; nobenega človeka ne bi smeli gledati z narobne strani. Mož je imel na levi grenak mandelj, to je bilo njegovo srce, gospodična pa je bila zgolj medenjak. Na pultu sta ležala za vzorec, dolgo sta ležala tam in se ljubila, vendar tega nista povedala drug drugemu, to pa je treba storiti, če naj iz tega kaj nastane.
‚On je moški, on mora spregovoriti prvi,‘ si je mislila ona, vendar bi bila zadovoljna že s tem, če bi vedela, da ji ljubezen vrača. Njegove misli pa so bile bolj požrešne, in takšni so moški zmeraj; sanjal je, da je živ poulični deček in ima štiri skilinge, potem pa gospodično kupi in jo poje.
In tako sta dneve in tedne ležala na pultu ter se sušila, njene misli pa so postajale vse bolj pretanjene in ženske: ‚Dovolj mi je, da sem ležala z njim na pultu!‘ si je mislila, in tedaj je počila v pasu.
‚Ko bi vedela za mojo ljubezen, bi gotovo zdržala še malo dlje!‘ je pomislil on. In to je vsa zgodba, tukaj pa sta oba!« je rekel prodajalec medenjakov. »Nenavadna sta zaradi svoje življenjske zgodbe in neme ljubezni, ki nikoli nikamor ne pripelje. Poglejta, tukaj ju imata!« In Johanne je dal moža, ki je bil še cel, Knud pa je dobil prelomljeno gospodično. Toda zgodba ju je tako prevzela, da se jima je zaljubljenca smililo pojesti.
Naslednji dan sta ju odnesla na køgejsko pokopališče, kjer je cerkveni zid porasel z najlepšim zelenim bršljanom, ki poleti in pozimi visi čezenj kakor bogata preproga. Medenjaka sta postavila v zelenje na soncu in gruči drugih otrok povedala zgodbo o nemi ljubezni, ki ni bila za nobeno rabo; ljubezen namreč, kajti zgodba je bila čudovita, tako so menili vsi. Ko pa so pogledali medena zaljubljenca, je neki velik fant — in to iz same hudobije — prelomljeno gospodično že pojedel. Otroci so zaradi tega jokali, potem pa — najbrž zato, da ubogi mož ne bi ostal sam na svetu — pojedli še njega. Zgodbe pa niso nikoli pozabili.
Otroka sta bila zmeraj skupaj ob bezgovem grmu in pod vrbo, deklica pa je z glasom, čistim kakor srebrn zvonček, prepevala najlepše pesmi. Knud ni imel niti trohice posluha, znal pa je besedila, in tudi to nekaj velja. Ljudje v Køgeju, celo trgovčeva žena iz železnine, so obstali in poslušali Johanne. »Kako ljubek glas ima ta deklič!« je rekla.
To so bili blagoslovljeni dnevi, a takšni ne trajajo večno. Sosedje so se razšli; dekličina mati je umrla, oče pa se je nameraval poročiti v Københavnu, kjer bi si lahko našel zaslužek. Nekje naj bi dobil službo sla, in to menda zelo donosno. Sosedje so se poslovili v solzah, zlasti otroka sta jokala, odrasli pa so si obljubili, da si bodo pisali vsaj enkrat na leto. Knud je šel za vajenca k čevljarju, saj niso mogli pustiti, da bi se tak dolg fant še naprej potikal brez dela. Potem pa je bil še birman!
O, kako rad bi bil na ta slovesni dan odšel v København in videl malo Johanne! A ni šel in tam še nikoli ni bil, čeprav je mesto od Køgeja oddaljeno komaj pet milj. V jasnem vremenu je Knud čez zaliv že videl njegove stolpe, na dan birme pa je razločno videl, kako se na cerkvi Naše ljube Gospe blešči zlati križ.
Ah, koliko je mislil na Johanne! Ali se ga še spominja? Da! Ob božiču je njen oče pisal Knudovim staršem, da jim gre v Københavnu zelo dobro in da Johanne zaradi njenega lepega glasu čaka velika sreča. Sprejeli so jo v gledališče, tisto, kjer pojejo, in za to je že dobivala nekaj denarja. Od tega je dragima sosedoma v Køgeju poslala cel državni tolar, da bi si polepšala božični večer; nazdravita naj ji, je sama lastnoročno dopisala na koncu pisma, v pripisu pa je stalo še: »Lep pozdrav Knudu!«
Vsi so jokali, čeprav je bilo vse skupaj tako veselo, a jokali so od sreče. Johanne je bila vsak dan v njegovih mislih in zdaj je videl, da tudi ona misli nanj. Bolj ko se je bližal čas, ko naj bi postal pomočnik, jasneje se je zavedal, kako zelo rad ima Johanne in da mora postati njegova ženica. Tedaj mu je okrog ust zaigral nasmeh in še živahneje je vlekel dreto, medtem ko je z nogo napenjal čevljarski jermen. Šilo si je zabodel globoko v prst, pa ni bilo nič hudega. On že ne bo molčal kakor tista dva medenjaka; njuna zgodba mu je bila v velik poduk.
In tako je postal pomočnik ter si zavezal popotno malho. Končno bo prvič v življenju odšel v København, kjer si je že našel mojstra. O, kako presenečena in vesela bo Johanne! Zdaj je imela sedemnajst let, on pa devetnajst.
Že v Køgeju ji je hotel kupiti zlat prstan, potem pa je pomislil, da v Københavnu gotovo prodajajo veliko lepše. Poslovil se je od staršev in se jeseni v dežju in vetru živahno odpravil peš na pot. Listje je odpadalo z dreves; premočen do kože je prispel v veliki København k svojemu novemu mojstru.
Prvo nedeljo je nameraval obiskati Johanninega očeta. Oblekel je novo pomočnikovo obleko in si nadel novi klobuk iz Køgeja, ki mu je tako lepo pristajal; dotlej je zmeraj nosil samo čepico. Našel je hišo, ki jo je iskal, in se povzpel po številnih stopnicah; človeku se je kar zvrtelo, ko je pomislil, kako so ljudje v tem vrvečem mestu naloženi drug nad drugim.
V sobi je bilo videti precej premožno in Johannin oče ga je prijazno sprejel. Za njegovo ženo je bil sicer tujec, vendar mu je podala roko in ponudila kavo.
»Johanne te bo vesela!« je rekel oče. »Prav čeden fant si postal! No, zdaj jo boš videl! To je dekle, ki mi je v veselje, in z božjo pomočjo mi bo še v večje! Svojo sobo ima in nama zanjo plačuje!« Oče je sam prav vljudno potrkal na njena vrata, kakor da bi bil tuj človek, potem pa sta vstopila. O, kako lepo je bilo tam! Takšne sobe gotovo ni bilo v vsem Køgeju, še kraljica ne bi mogla imeti lepše! Na tleh je bila preproga, zavese so segale prav do tal, tam je stal pravi žametni naslanjač, povsod naokrog pa cvetje in slike ter ogledalo, v katero bi se človek skoraj zaletel, saj je bilo veliko kakor vrata. Knud je vse to videl naenkrat, a vendar je gledal samo Johanne. Bila je odraslo dekle, čisto drugačna, kot si jo je predstavljal, vendar veliko lepša! V Køgeju ni bilo dekleta, kakršna je bila ona, in kako gosposka je bila! Toda kako čudno tuje je pogledala Knuda; sicer samo za hip, potem pa je planila k njemu, kakor da bi ga hotela poljubiti. Ni ga, a skoraj bi ga. Da, zares je bila vesela, da vidi prijatelja iz otroštva! Ali ji niso celo stopile solze v oči? In koliko je imela vprašanj, koliko mu je imela povedati, od Knudovih staršev do bezga in vrbe, ki ju je imenovala Bezgovka in Vrbov oče, kakor da bi bila tudi onadva človeka. Saj bi ju prav tako lahko imeli za človeka, kakor so imeli medenjaka. Tudi o njiju je govorila, o njuni nemi ljubezni, kako sta ležala na pultu in se prelomila, ter se tako prisrčno smejala — Knudu pa je kri gorela v licih in srce mu je bilo močneje kot sicer! Ne, prav nič prevzetna ni postala! Opazil je tudi, da so ga prav zaradi nje starši povabili, naj ostane ves večer. Nalivala je čaj in mu sama ponudila skodelico, potem pa vzela knjigo in jim glasno brala. Knudu se je zdelo, kakor da govori prav o njegovi ljubezni; vse se je tako natančno ujemalo z njegovimi mislimi. Nato je zapela preprosto pesem, a v njenem glasu je postala cela zgodba, kakor da bi se vanjo izlivalo njeno srce. Da, gotovo je imela rada Knuda. Solze so mu tekle po licih, ni jih mogel zadržati in ni mogel izgovoriti niti besede. Sam sebi se je zdel zelo neumen, ona pa mu je vendar stisnila roko in rekla: »Dobro srce imaš, Knud! Ostani zmeraj tak, kot si!«
To je bil nepozaben večer, po takem večeru ni bilo mogoče zaspati, in Knud res ni spal. Ob slovesu mu je Johannin oče rekel: »No, zdaj nas pa menda ne boš čisto pozabil! Glej, da ne mine vsa zima, preden nas spet obiščeš!« Torej bi lahko prišel že v nedeljo! In tudi bo. Toda vsak večer, ko je bilo delo končano, delali pa so pri luči, se je Knud odpravil v mesto. Hodil je po ulici, kjer je stanovala Johanne, in gledal proti njenemu oknu, kjer je skoraj zmeraj gorela luč. Nekega večera je na zavesi prav razločno videl senco njenega obraza; to je bil prelep večer! Mojstrovi ženi ni bilo všeč, da mora vsak večer pohajkovati, kakor je temu rekla, in je zmajevala z glavo, mojster pa se je smejal: »Mlad človek je!« je rekel.
»V nedeljo se bova videla in povedal ji bom, kako je ves čas v mojih mislih in da mora postati moja ženica! Res sem samo reven čevljarski pomočnik, vendar lahko postanem mojster, vsaj tak, ki dela na svoje zunaj ceha. Delal bom in se trudil! Da, povedal ji bom; iz neme ljubezni nič ne nastane, tega sta me naučila medenjaka!«
In prišla je nedelja in prišel je Knud, toda kakšna smola! Vsi so bili namenjeni zdoma, to so mu morali povedati. Johanne mu je stisnila roko in vprašala: »Si že bil v gledališču? Nekoč moraš priti! V sredo pojem, in če boš imel čas, ti pošljem vstopnico; oče ve, kje stanuje tvoj mojster!«
Kako ljubeznivo od nje! In v sredo opoldne je res prispelo zapečateno pisemce, brez ene same besede, a v njem je bila vstopnica. Zvečer je Knud prvič v življenju odšel v gledališče, in kaj je videl? Da, videl je Johanne, tako lepo, tako ljubko; res se je poročila z nekim tujim človekom, toda to je bila igra. Samo nekaj so uprizarjali, to je Knud vedel, sicer mu tudi ona ne bi poslala vstopnice, da bi to gledal. In vsi ljudje so ploskali in glasno vzklikali, Knud pa je vpil hura!
Celo kralj se je nasmehnil Johanne, kakor da bi bil tudi on vesel zaradi nje. Bog, kako neznaten se je počutil Knud! Toda tako iskreno jo je ljubil in tudi ona ga je vendar imela rada, moški pa mora prvi spregovoriti, tako je mislila že medena gospodična; v tisti zgodbi je bilo veliko skritega.
Brž ko je prišla nedelja, je Knud odšel k njej; v mislih je bil slovesno ubran, kakor da bi šel k obhajilu. Johanne je bila sama in ga je sprejela; bolje se ne bi moglo zgoditi.
»Dobro, da si prišel!« je rekla. »Skoraj sem že poslala očeta pote, potem pa sem začutila, da boš nocoj gotovo prišel. Povedati ti moram namreč, da v petek odpotujem v Francijo. Moram, če hočem iz sebe narediti kaj res dobrega!« Knudu se je zazdelo, da se soba vrti in da mu bo počilo srce, vendar mu v oči niso stopile solze; kljub temu se je jasno videlo, kako žalosten je postal. Johanne je to opazila in še sama skoraj zajokala. »Ti poštena, zvesta duša!« je rekla. Tedaj se je Knudu razvezal jezik in povedal ji je, kako iskreno jo ljubi in da mora postati njegova ženica. Medtem ko je govoril, je videl, kako je Johanne smrtno prebledela; izpustila je njegovo roko ter resno in žalostno rekla: »Ne spravljaj sebe in mene v nesrečo, Knud! Zmeraj ti bom dobra sestra, na katero se lahko zaneseš — toda nič več!« Z mehko dlanjo ga je pobožala po vročem čelu. »Bog nam daje moč za marsikaj, če le sami hočemo!«
Prav tedaj je vstopila njena mačeha. »Knud je čisto iz sebe, ker odhajam!« je rekla Johanne. »Bodi vendar moški!« Nato ga je potrepljala po rami, kakor da bi govorila samo o potovanju in ničemer drugem. »Otrok!« je rekla. »Zdaj pa bodi priden in razumen, kakor pod vrbo, ko sva bila še oba otroka!«
Knudu se je zdelo, kakor da se je odlomil kos sveta; njegova misel je bila kakor prosta nit, ki jo veter nemočno nosi sem in tja. Ostal je, ni vedel, ali so ga prosili za to, vendar so bili prijazni in dobri do njega. Johanne mu je ponudila čaj in zapela; njen glas ni zvenel kakor nekoč, pa vendar tako neprimerljivo lepo, da bi se ob njem lahko razbilo srce. Nato so se poslovili. Knud ji ni podal roke, ona pa je prijela njegovo in rekla: »Svoji sestri boš vendar podal roko v slovo, moj stari tovariš iz otroških iger!« Nasmehnila se je skozi solze, ki so ji tekle po licih, in ponovila: »Brat.« Da, to naj bi mu bilo v veliko pomoč! To je bilo slovo.
Ona je odplula v Francijo, Knud pa je hodil po blatnih københavnskih ulicah. Drugi pomočniki v delavnici so ga spraševali, kaj kar naprej premleva; z njimi naj gre na zabavo, saj je vendar mlad fant.
In skupaj so odšli v plesišče. Tam je bilo veliko lepih deklet, vendar nobene, kakršna je bila Johanne, in prav tam, kjer je upal, da jo bo pozabil, mu je stala živo pred očmi: »Bog nam daje moč za marsikaj, če le sami hočemo!« je rekla. Pobožnost mu je napolnila dušo in sklenil je roke — violine pa so igrale in dekleta plesala okrog njega. Kar prestrašil se je; zdelo se mu je, da je nekje, kamor ne bi mogel pripeljati Johanne, ona pa je bila z njim v njegovem srcu. Zato je odšel ven, stekel po ulicah in šel mimo hiše, kjer je stanovala. Tam je bilo temno, povsod je bilo temno, prazno in samotno; svet je šel svojo pot in Knud svojo.
Prišla je zima in vode so zamrznile; bilo je, kakor da se vse pripravlja na pogreb. Ko pa je prišla pomlad in je odplul prvi parnik, ga je obšla silna želja, da bi odšel, daleč v širni svet, vendar ne preblizu Francije.
Zavezal si je popotno malho in odšel daleč v Nemčijo, iz mesta v mesto, brez miru in počitka. Šele ko je prispel v staro, veličastno mesto Nürnberg, se mu je zazdelo, da je nemir končno izginil iz njegovih čevljev; zmogel je ostati.
To je nenavadno staro mesto, kakor izrezano iz slikovne kronike. Ulice potekajo, kakor se jim zahoče, hiše pa ne marajo stati v vrsti. Pomoli s stolpiči, zavitimi okraski in kipi štrlijo nad pločnik, visoko z nenavadno razporejenih streh pa se sredi ulice stegujejo žlebovi v podobi zmajev in psov z dolgimi trupi.
Na tamkajšnjem trgu je stal Knud z malho na hrbtu; stal je ob enem starih vodnjakov, kjer med brizgajočimi curki stojijo čudoviti bronasti kipi svetopisemskih in zgodovinskih oseb. Prav tedaj je lepa služkinja prišla po vodo in Knudu ponudila požirek za osvežitev. Ker je imela polno pest vrtnic, mu je dala tudi eno od njih, in to se mu je zdelo dobro znamenje. Iz bližnje cerkve so do njega mogočno zadonele orgle; zvenele so tako domače, kakor v køgejski cerkvi, in vstopil je v veliko stolnico. Sonce je sijalo skozi poslikana okna med visoke, vitke stebre; misli so se mu napolnile s pobožnostjo in v dušo se mu je naselil mir.
V Nürnbergu je poiskal in našel dobrega mojstra, ostal pri njem ter se naučil jezika. Stare jarke okoli mesta so spremenili v majhne zelenjavne vrtove, visoko obzidje z mogočnimi stolpi pa še stoji. Vrvar plete vrvi na lesenem hodniku vzdolž obzidja na mestni strani, povsod naokrog pa iz razpok in lukenj raste bezeg, ki svoje veje razpenja nad majhne, nizke hiše spodaj. V eni od njih je stanoval mojster, pri katerem je delal Knud; bezeg je nagibal veje čez malo strešno okno, za katerim je spal.
Tu je preživel poletje in zimo, ko pa je prišla pomlad, ni mogel več zdržati. Bezeg je cvetel in tako domače dišal, kakor da je spet na vrtu v Køgeju. Zato je Knud zapustil mojstra in se preselil k drugemu, globlje v mesto, kjer ni bilo bezga.
Nova delavnica je bila blizu enega starih kamnitih mostov, tik nad nizkim vodnim mlinom, v katerem je ves čas šumelo. Zunaj je bila samo deroča reka, stisnjena med hiše, z vseh pa so viseli stari, trhli balkoni, kakor da jih bodo vsak hip stresle v vodo. Tu ni rasel bezeg, tu ni bilo niti cvetličnega lončka z malo zelenja, toda naravnost nasproti je stala velika stara vrba, ki se je kakor oklepala hiše, da je tok ne bi odnesel. Svoje veje je raztezala nad reko, čisto tako kakor vrba na vrtu ob køgejski rečici.
Da, zares se je preselil od Bezgovke k Vrbovemu očetu. To drevo je imelo, zlasti ob mesečnih večerih, nekaj, zaradi česar se je počutil: »— v mesečini tako danskega duha!«
Toda tega ni povzročala mesečina, ne, to je bila stara vrba. Ni mogel zdržati, in zakaj ne? Vprašajte vrbo, vprašajte cvetoči bezeg! Poslovil se je od mojstra in od Nürnberga ter odšel še dlje.
Nikomur ni govoril o Johanne; svojo žalost je skrival v sebi, zgodbi o medenjakih pa je pripisoval poseben pomen. Zdaj je razumel, zakaj je imel mož na levi grenak mandelj; tudi sam je čutil njegov grenki okus, Johanne, ki je bila zmeraj tako mila in nasmejana, pa je bila zgolj medenjak. Zdelo se mu je, kakor da ga jermen popotne malhe stiska, tako da težko diha. Zrahljal ga je, vendar ni pomagalo. Okrog njega je bila samo polovica sveta, drugo polovico je nosil v sebi; tako je bilo!
Šele ko je zagledal visoke gore, se mu je svet povečal, misli so se mu obrnile navzven in v oči so mu stopile solze. Alpe so se mu zdele zložena krila Zemlje; kaj, če bi jih dvignila in razprostrla velika peresa s pisanimi podobami črnih gozdov, šumečih voda, oblakov in snežnih gmot! »Na sodni dan bo zemlja dvignila velika krila, poletela proti Bogu in kakor mehurček počila v njegovih jasnih žarkih! O, ko bi že bil sodni dan!« je vzdihnil. Tiho je hodil po deželi, ki se mu je zdela kakor s travo porasel sadovnjak. Z lesenih balkonov hiš so mu prikimavale deklice, ki so klekljale čipke, vrhovi gora so žareli v rdečem večernem soncu, in ko je zagledal zelena jezera med temnimi drevesi, je pomislil na obalo Køgejskega zaliva. V prsih je čutil otožnost, vendar ne bolečine.
Tam, kjer Ren kakor en sam dolg val privre na plano, se požene v globino, razbije in spremeni v snežno bele, svetle oblačne gmote, kakor da bi se tam rojevali oblaki — nad njimi pa kakor razvezan trak plapola mavrica —, je pomislil na vodni mlin pri Køgeju, kjer je voda bučala in se razbijala.
Rad bi ostal v tihem mestu ob Renu, toda tam je bilo toliko bezga in toliko vrb, zato je šel naprej; čez visoke, mogočne gore, skozi presekane skale in po poteh, ki so bile kakor lastovičja gnezda prilepljene na kamnito steno. V globini je bučala voda, oblaki so ležali pod njim; v toplem poletnem soncu je hodil čez bleščeče osate, sleč in sneg, potem pa se poslovil od severnih dežel ter se spustil pod kostanje, med vinograde in koruzna polja. Gore so bile zid med njim in vsemi spomini, in tako je tudi moralo biti. Pred njim je ležalo veliko, veličastno mesto, imenovali so ga Milano, in tam je našel nemškega mojstra, ki mu je dal delo. V delavnico je prišel k dobremu staremu zakonskemu paru. Vzljubila sta tihega pomočnika, ki je malo govoril, toliko več delal ter bil pobožen in krščanski. Zdelo se je tudi, da mu je Bog s srca snel težko breme.
Najraje se je tu in tam povzpel na mogočno marmorno cerkev; zdelo se mu je, da je narejena iz snega iz domačih krajev, oblikovanega v kipe, koničaste stolpiče in odprte dvorane, okrašene s cvetjem. Iz vsakega kota, z vsake konice in oboka so se mu smehljali beli kipi. Nad seboj je imel modro nebo, pod seboj mesto in širno zeleno lombardsko ravnino, proti severu pa visoke gore z večnim snegom. Tedaj je pomislil na køgejsko cerkev z bršljanovimi viticami okrog rdečih zidov, vendar ni hrepenel po njej; tu, za gorami, je hotel biti pokopan.
Eno leto je že živel tu, tri leta pa so minila, odkar je odšel od doma, ko ga je mojster odpeljal v mesto, ne v areno gledat jahalne umetnike, temveč v veliko opero, in tudi dvorana je bila vredna ogleda. V sedmih nadstropjih so visele svilene zavese, od tal pa vrtoglavo visoko do stropa so sedele najimenitnejše dame s šopki v rokah, kakor da se odpravljajo na ples, gospodje pa so bili v polni opravi, mnogi okrašeni s srebrom in zlatom. Svetlo je bilo kakor v najjasnejšem soncu, nato pa je glasba zadonela tako mogočno in lepo; vse je bilo razkošnejše kot v københavnskem gledališču, toda tam je bila vendar Johanne, tukaj pa — da, bilo je kakor čarovnija: zavesa se je odmaknila in tudi tu je stala Johanne, v zlatu in svili, z zlato krono na glavi. Pela je, kakor more peti samo božji angel; stopila je naprej, kolikor je mogla, nasmehnila se je, kakor se je znala nasmehniti samo Johanne, in pogledala naravnost v Knuda.
Ubogi Knud je zgrabil mojstrovo roko in glasno zaklical: »Johanne!« Toda nihče ga ni slišal, glasbeniki so igrali tako silovito. Mojster pa je prikimal: »Seveda, Johanne ji je ime!« Nato je vzel natisnjen list in mu pokazal, da tam stoji njeno ime, njeno polno ime.
Ne, to niso bile sanje! In vsi so ji navdušeno vzklikali ter ji metali cvetje in vence. Vsakokrat, ko je odšla, so jo znova klicali; odhajala je in se vračala, pa se spet vračala.
Na ulici so se ljudje zgrnili okrog njene kočije in jo vlekli, Knud pa je bil čisto spredaj in najsrečnejši od vseh. Ko so prispeli do njene razkošno razsvetljene hiše, je stal tik ob vratih kočije. Odprla so se in ona je izstopila; luč ji je posijala naravnost v blagoslovljeni obraz, tako milo se je smehljala in zahvaljevala ter bila tako ganjena. Knud ji je pogledal naravnost v obraz in ona je pogledala naravnost v Knudov obraz, vendar ga ni prepoznala. Gospod z zvezdo na prsih ji je ponudil roko — bila sta zaročena, so pravili.
In Knud je odšel domov in si zavezal nahrbtnik; hotel je, moral je domov k bezgu in vrbi — ah, pod vrbo! V eni uri lahko človek preživi vse življenje!
Prosili so ga, naj ostane; nobena beseda ga ni mogla zadržati. Govorili so mu, da se bliža zima, da v gorah že pada sneg; toda po sledeh počasi vozečega voza — zanj so pač morali utreti pot — je lahko hodil z nahrbtnikom na hrbtu in se opiral na palico. In odšel je proti goram, se vzpenjal čeznje in spuščal z njih; bil je že izčrpan, pa še vedno ni zagledal ne mesta ne hiše; pot ga je vodila proti severu. Nad njim so se prižigale zvezde, noge so se mu šibile, v glavi se mu je vrtelo; tudi globoko v dolini so se prižigale zvezde, kakor da bi se nebo razprostiralo še pod njim. Čutil je, da je bolan. Zvezd tam spodaj je bilo čedalje več in svetile so čedalje jasneje, premikale so se sem ter tja. Bilo je mestece, v katerem so utripale luči, in ko je to spoznal, je zbral poslednje moči in se privlekel do skromnega prenočišča.
Tu je ostal ves dan in vso noč, saj je njegovo telo potrebovalo počitek in nego. V dolini se je tajalo in padala je sodra. Nekega jutra je prišel lajnar in zaigral melodijo iz domače Danske; tedaj Knud ni mogel več zdržati. Hodil je dneve in dneve, mnogo dni, in hitel, kakor da mora priti domov, preden tam vsi pomrejo; toda nikomur ni govoril o svojem hrepenenju, nihče ne bi mogel verjeti, da ga muči srčna bolečina, najgloblja, kar jih človek lahko občuti. Ta ni za svet, ni zabavna, niti za prijatelje ni — on pa prijateljev ni imel! Kot tujec je hodil po tuji deželi, domov, proti severu. V edinem pismu od doma, ki so mu ga starši napisali že pred davnim časom, je pisalo: »Ti nisi pravi Danec kakor mi doma! Mi smo tako zelo danski! Ti imaš rad samo tuje dežele!« Starši so lahko tako pisali — saj so ga vendar poznali!
Bil je večer, hodil je po odprti cesti in začelo je zmrzovati; tudi dežela je postajala čedalje bolj ravna, s polji in travniki; ob cesti je stala velika vrba. Vse je bilo videti tako domače, tako dansko! Sedel je pod vrbo, čutil se je tako utrujenega, glava mu je omahnila in oči so se mu zaprle k počitku, vendar je čutil in zaznaval, kako vrba spušča veje proti njemu. Drevo se mu je zdelo kakor star, mogočen mož; bil je sam oče Vrba, ki ga je dvignil v naročje in ga, svojega utrujenega sina, nesel domov v dansko deželo ob odprti, bledi obali, v mesto Køge, na vrt njegovega otroštva. Da, prav vrba iz Køgeja se je odpravila v svet, da bi ga poiskala in našla, in zdaj ga je našla in prinesla domov na mali vrt ob rečici. Tam je stala Johanne v vsem svojem sijaju, z zlato krono na glavi, kakršno jo je videl zadnjič, in vzkliknila: »Dobrodošel!«
Tik pred njima pa sta stali dve nenavadni postavi, ki sta bili videti precej bolj človeški kakor v njegovem otroštvu; tudi onidve sta se spremenili. Bila sta medenjaka, možiček in ženička; obrnila sta se s pravo stranjo naprej in bila prav čedna.
»Hvala!« sta oba rekla Knudu. »Razvezal si nama jezik! Naučil si naju, da je treba pogumno povedati, kar človek misli, sicer iz tega nič ne bo! In zdaj je nekaj nastalo iz tega! — Zaročena sva!«
Potem sta z roko v roki odšla po ulicah Køgeja in tudi od zadaj sta bila videti zelo spodobna, nič jima ni bilo mogoče očitati! Šla sta naravnost proti cerkvi v Køgeju, Knud in Johanne pa sta jima sledila; tudi onadva sta se držala za roke. Cerkev je stala kakor nekoč, z rdečimi zidovi in prelepim zelenim bršljanom, njena velika vrata so se na obe strani odprla, orgle so zadonele in možiček ter ženička sta skupaj stopala po cerkveni ladji. »Gospoda ima prednost!« sta rekla. »Ženin in nevesta medenjakov!« Nato sta se umaknila vsak na svojo stran, da sta Knud in Johanne stopila naprej in pokleknila. Johanne je sklonila glavo nad njegov obraz in iz oči so ji polzele ledeno mrzle solze; to se je led okoli njenega srca talil ob njegovi silni ljubezni. Solze so mu padale na goreča lica in — ob tem se je prebudil. Sedel je pod staro vrbo v tuji deželi, v zimsko mrzlem večeru; iz oblakov je padala ledena toča in mu bičala obraz.
»To je bila najlepša ura mojega življenja!« je rekel. »In bile so sanje. — Bog, daj mi, da jih sanjam še enkrat!« Zaprl je oči, zaspal in sanjal.
Zjutraj je padal sneg in se vrtinčil čez njegove noge; spal je. Vaščani so šli v cerkev; tam je sedel rokodelski pomočnik, bil je mrtev, zmrznil je — pod vrbo.
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
Egnen er meget nøgen nede ved Køge; byen ligger jo rigtignok ved stranden, og det er altid kønt, men der kunne dog være kønnere, end der er: rundt om flad mark, og langt er der til skoven; men når man er rigtig hjemme et sted, så finder man dog noget kønt, noget, man på det dejligste sted i verden siden kan længes efter! Og det må vi også sige, at i udkanten af Køge, hvor et par små fattige haver strækker sig ned til den lille å, som løber ud i stranden, kunne der være ganske yndigt ved sommertid, og det fandt især de to små nabobørn, Knud og Johanne, som legede her og krøb under stikkelsbærbuskene ind til hinanden. I den ene have stod en hyld, i den anden et gammelt piletræ, og under det især legede de børn så gerne, og dertil havde de lov, skønt træet stod lige tæt ved åen, hvor de let kunne falde i vandet, men Vorherre har øje på de små, ellers så det slemt ud; de var også meget forsigtige, ja, drengen var en sådan kujon for vandet, at det var ikke muligt ved sommertid at få ham ud i stranden, hvor dog de andre børn så gerne ville gå at pjaske; han blev skammet ud for det, og det måtte han tåle; men så drømte naboens lille Johanne, at hun sejlede i en båd på Køge Bugt og Knud gik lige ud til hende, vandet nåede ham først til halsen og så gik det ham helt over hovedet; og fra det øjeblik af, at Knud hørte den drøm, tålte han ikke længere, at man kaldte ham en kujon for vandet, men henviste bare til Johannes drøm; den var hans stolthed; men i vandet gik han ikke.
De fattige forældre kom jævnlig sammen, og Knud og Johanne legede i haverne og på landevejen, som langs med grøfterne havde en hel række piletræer, og de var ikke kønne, de var så forhuggede i kronen, men de stod jo heller ikke til stads, men for at gøre nytte; dejligere var den gamle pil i haven, og under den sad de mangen god gang, som man siger.
Inde i Køge er der et stort torv, og ved markedstid stod der hele gader af telte med silkebånd, støvler og alt muligt; der var en trængsel og sædvanligvis regnvejr, og da mærkede man dunsten af bondekofter, men også den dejligste lugt af honningkager, der var en hel bod fuld, og hvad der var det prægtigste: Manden, som solgte dem, indlogerede sig altid i markedstiden hos den lille Knuds forældre, og så vankede der naturligvis en lille honningkage, hvoraf Johanne også fik sit stykke, men hvad der næsten var endnu meget mere, honningkagehandleren vidste at fortælle historier, og det næsten om enhver ting, selv om sine honningkager; ja om disse fortalte han en aften en historie, som gjorde et så dybt indtryk på de to børn, at de aldrig siden glemte den, og så er det vel bedst, vi også hører den, især da den er kort.
"Der lå på disken to honningkager," sagde han, "den ene havde skikkelse af et mandfolk med hat, den anden som en jomfru uden hat, men med en klat bogguld på hovedet; de havde ansigt på den side, som vendte opad, og der skulle man se dem og ikke på vrangen, der skal man aldrig se noget menneske. Mandfolket havde en bittermandel til venstre, det var hans hjerte, jomfruen var derimod bare honningkage. De lå som prøver på disken, de lå længe og så elskede de hinanden, men den ene sagde det ikke til den anden, og det må man, når det skal blive til noget.
'Han er et mandfolk, han må sige det første ord,' tænkte hun, men ville dog være fornøjet med at vide, at hendes kærlighed blev gengældt.
Han var nu mere glubende i sine tanker, og det er altid mandfolkene; han drømte, han var en levende gadedreng og ejede fire skilling, og så købte han jomfruen og åd hende.
Og de lå dage og uger på disken og blev tørre, og hendes tanker blev finere og mere kvindelige: 'Det er mig nok, at jeg har ligget på disk med ham!' tænkte hun, og så knækkede hun i livet.
'Havde hun vidst min kærlighed, så havde hun nok holdt noget længere!' tænkte han.
Og det er historien og her er de begge to"! sagde kagehandleren. "De er mærkelige ved deres levnedsløb og den stumme kærlighed, der aldrig fører til noget. Se der har I dem!" og så gav han Johanne mandfolket, som var hel, og Knud fik den knækkede jomfru; men de var så betaget af historien, at de ikke nænnede at spise kærestefolkene.
Næste dag gik de med dem ind på Køge kirkegård, hvor kirkemuren er overgroet med det dejligste vedbendgrønt, der vinter og sommer hænger som et rigt tæppe over muren; og de stillede honningkagerne op i det grønne i solskinnet og fortalte for en flok andre børn historien om den stumme kærlighed, som ikke duede til noget, det vil sige kærligheden, for historien var yndig, det fandt de alle sammen, og da de så hen på honningparret, ja, så var der en stor dreng, der - og det var af ondskab - havde spist den knækkede jomfru, børnene græd derover, og siden, - og det var vistnok for at det stakkels mandfolk ikke skulle være ene i verden, - så spiste de ham med, men aldrig glemte de historien.
Altid var de børn sammen ved hyldebusken og under piletræet, og den lille pige sang med sølvklokkeklar stemme de yndigste sange; i Knud var der ikke tone skabt, men han kunne ordene og det er altid noget. - Folk i Køge, selv isenkræmmermadammen, stod stille og hørte på Johanne. "Det er en sød røst den lille unge har!" sagde hun.
Det var velsignede dage, men de varer ikke ved altid. Naboerne skiltes ad; den lille piges moder var død, faderen skulle giftes inde i København og der kunne han få en levevej; han skulle være bud et sted, det skulle være et meget indbringende embede. Og naboerne skiltes ad med tårer, og børnene især græd; men de gamle lovede at skrive hinanden til i det mindste én gang om året. Og Knud kom i skomagerlære, de kunne jo ikke lade den lange dreng længere gå og drive. Og så blev han konfirmeret!
Oh hvor gerne ville han på den højtidsdag have kommet til København og set lille Johanne, men han kom ikke og aldrig havde han været der, skønt den kun ligger fem mil fra Køge; men tårnene havde Knud set over bugten i klart vejr, og på konfirmationsdagen så han tydeligt det gyldne kors skinne på Frue Kirke.
Ak hvor tænkte på Johanne! mon hun huskede ham? Jo! - Ved juletid kom der brev fra hendes fader til Knuds Forældre, det gik meget godt i København, og en stor lykke ville blive tildelt Johanne ved hendes kønne stemme; hun var ansat ved komedien, den de sang i; og lidt penge fik hun allerede derfor og af disse sendte hun de kære nabofolk i Køge en hel rigsdaler til fornøjelse juleaften; de skulle drikke hendes skål, og det havde hun selv med egen hånd tilføjet i en efterskrift, og i den stod: "venlig hilsen til Knud!"
De græd alle sammen, og det var jo dog så fornøjeligt det hele, men det var af glæde de græd. Hver dag havde Johanne været i hans tanker, og nu så han, at hun også tænkte på ham, og alt, som det nærmede sig, at han skulle blive svend, des klarere stod det for ham, at han holdt så meget af Johanne og at hun skulle blive hans lille kone, og så spillede der ham et smil om munden og han trak endnu raskere i rispen, mens benet spændte mod spandremmen; han stak sylen helt ind i den ene finger, men det gjorde ikke noget. Han skulle rigtignok ikke være stum, som de to honningkager, den historie var ham meget til lærdom.
Og så blev han svend og ranslen snøret. Til København skulle han da endelig for første gang i sit liv og han havde allerede der en mester. Nå, hvor Johanne ville blive overrasket og glad. Hun var nu sytten år og han var nitten.
Han ville allerede købe i Køge en guldring til hende, men så betænkte han, at man vist fik dem langt kønnere i København; og så blev der taget afsked med de gamle, og rask i efterårstiden gik han på sin fod i regn og rusk; bladene faldt af træerne; våd til skindet kom han til det store København og til sin nye mester.
Førstkommende søndag ville han aflægge besøget hos Johannes fader. De nye svendeklæder kom på, og den nye hat fra Køge, den klædte Knud så godt, før havde han altid kun gået med kasket. - Og han fandt huset, som han søgte, og kom de mange trapper op; det var ganske til at blive svimmel over, hvorledes menneskene var stillet ovenpå hinanden her i den vildsomme by.
Ganske velhavende så der ud inde i stuen, og venligt tog Johannes fader imod ham; for madammen var han jo en fremmed en, men hun gav ham hånden og kaffe.
"Det vil fornøje Johanne at se dig!" sagde faderen, "du er jo blevet et meget net menneske! - ja nu skal du se hende! ja det er en pige, jeg har glæde af og får mere, med Guds bistand! hun har sit eget kammer og det betaler hun os for!" og faderen selv bankede ganske høfligt på hendes dør, ligesom om han var en fremmed mand, og så trådte de ind - nej, hvor det var nydeligt! der var bestemt ikke sådant et kammer til i hele Køge, dronningen kunne ikke havde det yndigere! Der var gulvtæppe, der var gardiner lige ned til jorden, en virkelig fløjlsstol og rundt om blomster og skilderier og et spejl, som man var færdig ved at løbe lige ind i, det var lige så stort som en dør. Knud så det alt sammen på én gang og så dog kun Johanne, hun var en voksen pige; ganske anderledes end Knud havde tænkt sig hende, men meget dejligere! der var ikke en jomfru i Køge, som hun, og hvor var hun fin! Men hvor så hun underlig fremmed på Knud, dog kun et øjeblik, så fløj hun hen imod ham, ligesom om hun ville kysse ham; hun gjorde det ikke, men hun var lige ved det. Jo, hun var rigtignok glad ved at se sin barndoms ven! stod ikke tårerne hende i øjnene, og så havde hun så meget at spørge og tale om, lige fra Knuds forældre til hyldetræet og piletræet, og dem kaldte hun Hyldemor og Pilefar, ligesom om de også var mennesker, dog det kunne de da lige så godt gælde for, som honningkagerne kunne det; om dem talte hun også, om deres stumme kærlighed, hvorledes de lå på disken og gik i stykker, og så lo hun så hjerteligt - men blodet brændte Knud i kinderne og hans hjerte slog stærkere end ellers! - nej, hun var slet ikke blevet storagtig! - Hun var også skyld i, mærkede han nok, at hendes forældre bad ham blive der hele aftnen, og hun skænkede teen og hun selv bød ham en kop og siden tog hun en bog og læste højt for dem, og det var for Knud ligesom om netop det, hun læste, var om hans kærlighed, det passede så ganske på alle hans tanker; og så sang hun en simpel vise, men den blev ved hende til en hel historie, det var som om hendes eget hjerte strømmede over deraf. Jo, hun holdt bestemt af Knud. Tårerne løb ham ned over kinderne, han kunne ikke gøre derfor, og han kunne ikke sige et eneste ord, han syntes selv, at han var meget dum og dog trykkede hun ham i hånden og sagde: "Du har et godt hjerte Knud! bliv altid, som du er!"
Det var en mageløs aften, den var slet ikke til at sove på, og Knud sov heller ikke. Ved afskeden havde Johannes fader sagt: "Ja, nu glemmer du os vel ikke ganske! Lad os se, at du ikke lader hele vinteren gå hen, før du ser til os igen!" - og så kunne han jo godt komme på søndag! og det ville han. Men hver aften, når arbejdet var endt, og de arbejdede ved lys, gik Knud ud i byen; han gik hen gennem gaden, hvor Johanne boede, så op til hendes vindue, der var næsten altid lys, og én aften så han ganske tydeligt skyggen af hendes ansigt på gardinet; det var en dejlig aften! Mesters madam syntes ikke om, at han altid om aftnen skulle på farten, som hun kaldte det, og hun rystede på hovedet, men mester lo: "Det er et ungt menneske!" sagde han.
"På søndag ses vi, og jeg siger hende det, hvordan hun er i mine tanker, og at hun må blive min lille kone! jeg er rigtignok kun en fattig skomagersvend, men jeg kan blive mester, i det mindste frimester, jeg skal arbejde og stræbe -! ja, jeg siger hende det, der kommer ikke noget ud af den stumme kærlighed, det har jeg lært af honningkagerne!"
Og søndagen kom og Knud kom, men hvor uheldigt! de skulle alle ud, de måtte sige ham det. Johanne trykkede hans hånd og spurgte: "Har du været henne på komedien? Der må du engang! jeg synger på onsdag, og har du da tid, så vil jeg sende dig en billet; min fader ved, hvor din mester bor!"
Hvor det var kærligt af hende! og onsdag middag kom der også et forseglet papir uden ord, men billetten lå deri, og om aftnen gik Knud første gang i sit liv i teatret og hvad så han - ja han så Johanne, så dejlig, så yndig; hun blev rigtignok gift med en fremmed person, men det var komedie. Noget de forestillede, det vidste Knud, ellers havde hun heller ikke nænnet at sende ham billet til at se derpå; og alle folk klappede og råbte højt, og Knud råbte hurra!
Selv kongen smilede ned til Johanne, ligesom om han også var glad over hende. Gud, hvor Knud følte sig lille bitte, men han elskede hende så inderligt og hun holdt jo også af ham, og mandfolket må sige det første ord, sådan tænkte jo honningkagejomfruen; i den historie var der meget lagt.
Så snart det blev søndag gik Knud derhen; hans tanker var stemte, ligesom til altergang. Johanne var alene og tog imod ham, det kunne ikke være heldigere.
"Det er godt du kommer!" sagde hun, "nær havde jeg sendt fader til dig, men så havde jeg en fornemmelse af, at du nok kom i aften; for jeg må sige dig, at jeg rejser på fredag til Frankrig, det må jeg, at der kan blive noget rigtigt dygtigt af mig!" -
Og det var for Knud, som om stuen drejede rundt, som om hans hjerte ville gå itu, men der kom ikke tårer i hans øjne, dog var det synligt nok, hvor bedrøvet han blev; Johanne så det og hun var lige ved at græde, "du ærlige, trofaste sjæl!" sagde hun - og så var Knuds tunge løst, og han sagde hende, hvor inderligt han holdt af hende og at hun måtte blive hans lille kone; og i det han sagde det, så han, at Johanne blev ligbleg, hun slap hans hånd og sagde alvorlig og bedrøvet: "Gør ikke dig selv og mig ulykkelig, Knud! jeg bliver dig altid en god søster, som du kan stole på -! men heller ikke mere!" og hun strøg sin bløde hånd hen over hans hede pande. "Gud giver os styrke til meget, når man kun selv vil!"
De trådte i det samme hendes stedmoder ind.
"Knud er rent ude af det fordi jeg rejser!" sagde hun; "vær dog et mandfolk!" og så klappede hun ham på skulderen, det var ligesom de kun havde talt om rejsen og ikke om andet. "Barn!" sagde hun. "Og nu skal du være god og fornuftig, som under piletræet, da vi begge var børn!"
Og det var for Knud, som om der var gået et stykke af verden, hans tanke var som en løs tråd, viljeløs for vinden. Han blev, han vidste ikke, om de havde bedt ham derom, men venlig og gode var de, og Johanne gav ham tevand, og hun sang, det var ikke den gamle klang, og dog så mageløst dejligt, det var til at slå hjertet i stykker ved, og så skiltes de; Knud rakte hende ikke hånden, men hun tog hans og sagde: "Du giver dog din søster hånden til afsked, min gamle legebroder!" og hun smilede med tårer, de løb hende ned over kinderne, og hun gentog: "Broder." Jo, det skulle stort hjælpe! - Det var afskeden.
Hun sejlede til Frankrig, Knud gik på de københavnske sølede gader. - De andre svende fra værkstedet spurgte ham om, hvad han sådan gik og grubliserede over; han skulle gå på fornøjelse med dem, han var jo et ungt blod.
Og de gik sammen ind på en dansebod; og der var mange smukke piger, men rigtignok ingen, som Johanne, og der hvor han troede at glemme hende, der stod hun just lyslevende i hans tanker: "Gud giver styrke til meget, når man kun selv vil!" havde hun sagt; og der kom en andagt i hans sind, han foldede sine hænder - og violinerne spillede og jomfruerne dansede rundt om; han blev ganske forskrækket, han syntes, han var et sted, hvor han ikke kunne føre Johanne med, og hun var med ham i hans hjerte, - og så gik han udenfor, han løb gennem gaderne, gik forbi huset hvor hun havde boet, der var mørkt, overalt var der mørkt, tomt og ensomt; verden gik sin gang og Knud sin.
Og det blev vinter og vandene frøs til, det var ligesom om alt indrettede sig til begravelse.
Men da foråret kom og det første dampskib gik, da fik han sådan længsel efter at komme bort, langt ud i den vide verden, men ikke for nær ved Frankrig.
Og så snørede han sin ransel og vandrede langt ind i Tyskland, fra by til by, uden rist eller ro; først da han kom til den gamle, prægtige stad Nürnberg, så var det, som om bisselæderet kom ham af skoene, han mægtede at blive.
Det er en underlig gammel by, som klippet ud af en billedkrønike. Gaderne ligger, som de selv vil, husene holder ikke af at stå i række; karnapper med små tårne, snirkler og billedstøtter springer frem over fortovet, og højt oppe fra de underligt stillede tage løber der midt ud over gaden tagrender, formede som drager og langlivede hunde.
På torvet her stod Knud med ranslen på sin ryg; han stod ved et af de gamle springvand, hvor de herlige malmfigurer, bibelske og historiske, stå mellem de springende vandstråler. - En smuk tjenestepige hentede just vand, hun gav Knud en læskedrik; og da hun havde en hel håndfuld roser, gav hun ham også en af dem, og det syntes ham et godt varsel. -
Fra kirken tæt ved brusede orglet ud til ham, det klang så hjemligt, ligesom fra Køge kirke og han trådte ind i den store dom; solen skinnede gennem de malede ruder, ind mellem de høje slanke piller; der var andagt i hans tanke, der kom stilhed i hans sind.
Og han søgte og fandt en god mester i Nürnberg, og hos ham blev han og lærte sproget.
De gamle grave om byen er forvandlet til små køkkenhaver, men de høje mure står endnu, med svære tårne; rebslageren snor sine reb på det bjælkebyggede galleri hen ad muren ind til byen, og her rundt om fra revner og huller vokser hyldetræer, der hænger deres grene ud over de små lave huse nedenfor, og i et af disse boede den mester, som Knud arbejdede hos; hen over det lille tagvindue, hvor han sov, hældede hylden sine grene.
Her boede han en sommer og en vinter, men da foråret kom, så var her ikke til at holde ud, hylden stod i blomster, og de duftede så hjemligt, det var ligesom han var i haven ved Køge, - og så flyttede Knud fra sin mester og hen til en anden længere inde i byen, hvor der ingen hyldetræer stod.
Det var tæt ved en af de gamle murede broer, lige over en altid brusende lav vandmølle, han her kom på værksted; udenfor var der kun en rivende flod, der blev indeklemt af husene, som alle var behængte med gamle skrøbelige altaner, det så ud, som om de ville ryste dem ned i vandet. - Her voksede ingen hyld, her stod ikke engang en urtepotte med en smule grønt i, men lige overfor var der et stort gammelt piletræ, der ligesom holdt sig fast til huset der, for ikke at rives bort af strømmen; det strakte sine grene hen over floden, akkurat ligesom piletræet i haven ved Køge Å.
Jo, han var rigtignok flyttet fra Hyldemor til Pilefar, træet her, især i måneskinsaftner, havde noget hvorved han følte sig:
"- så dansk i sind
i måneskin!"
men det var slet ikke måneskinnet, som gjorde det, nej det var det gamle piletræ.
Han kunne ikke holde det ud, og hvorfor ikke? Spørg pilen, spørg den blomstrende hyld! - og så sagde han farvel til den mester og til Nürnberg og drog længere bort.
Til Ingen talte han om Johanne; inden i sig gemte han sin sorg, og sær betydning lagde han i historien om honningkagerne; nu forstod han, hvorfor mandfolket der havde en bitter mandel til venstre, han havde selv en bitter smag deraf, og Johanne, som altid var så mild og smilende, hun var bare honningkage. Det var, som om remmen fra hans ransel snørede ham, så at det var svært at trække vejret, han løsnede den, men det hjalp ikke. Verden var kun halv uden om ham, den anden halvdel bar han inden i sig, sådan var det!
Først da han så de høje bjerge, blev verden ham større, hans tanker vendte ud ad, han fik tårer i sine øjne. Alperne syntes ham Jordens sammenlagte vinger; hvad om den opløftede dem, udbredte de store fjer med brogede billeder af sorte skove, brusende vande, skyer og snemasser! "På dommedag løfter jorden de store vinger, flyver mod Gud og brister som boble i hans klare stråler! Oh, gid at det var dommedag!" sukkede han. -
Stille vandrede han gennem landet, der syntes ham en græsgroet frugthave; fra husenes træaltaner nikkede de kniplende piger til ham, bjergtoppene glødede i den røde aftensol, og da han så de grønne søer mellem de mørke træer - så tænkte han på stranden ved Køge Bugt; og der var vemod, men ikke smerte i hans bryst.
Der hvor Rhinen, som én lang bølge, vælter frem, styrter, knuses og forvandles i snehvide klare skymasser, som var det skyernes skabelse - regnbuen flagrer som et løst bånd hen derover, - her tænkte han på vandmøllen ved Køge, hvor vandet bruste og knustes.
Gerne var han blevet i den stille rhinby, men her var så megen hyld og så mange piletræer, - og så drog han videre; over de høje, mægtige bjerge, gennem klippesprængninger og hen ad veje, der som svalereder var klinede til stenvæggen. Vandet bruste i dybet, skyerne lå under ham; over blanke tidsler, alperoser og sne gik han i den varme sommersol - og så sagde han farvel til Nordens lande og kom ned under kastanjetræer, mellem vinhaver og majsmarker. Bjergene var en mur mellem ham og alle erindringer, og således skulle det være. -
Der lå foran ham en stor, prægtig stad, de kaldte den Milano og her fandt han en tysk mester, som gav ham arbejde; det var et gammelt skikkeligt ægtepar, han var kommet på værkstedet hos. Og de fik kær den stille svend, der talte lidt, arbejdede des mere og var from og kristelig. Det var også, som Gud havde taget den tunge byrde fra hans hjerte.
Hans bedste lyst var, imellem at stige op på den mægtige marmorkirke, den syntes ham skabt af sne hjemmefra, og formet i billeder, spidse tårne, blomstersmykkede åbne haller; fra hver krog, fra hver spidse og bue smilede de hvide billedstøtter til ham. - Oven over sig havde han den blå himmel, under sig byen og den vidtudstrakte grønne lombarderslette, og mod nord de høje bjerge med den evige sne, - og så tænkte han på Køge kirke med vedbendrankerne om de røde mure, men han længtes ikke; her bag bjergene ville han begraves.
Ét år havde han levet her, det var tre år siden han drog hjemme fra; da førte hans mester ham ud i staden, ikke til arena, for at se kunstberiderne, nej til den store opera, og det var også en sal, der var værd at se. - I syv etager derinde hang der silkegardiner, og fra gulvet, svimlende højt op til loftet, sad der de fineste damer med blomsterbuketter i hænderne, ligesom om de skulle på bal, og herrerne var i fuld stads og mange med sølv og med guld. Der var så lyst, som i det klareste solskin og så bruste musikken så stærkt og dejligt, det var mere pragtfuldt end komedien i København, men der var Johanne dog, og her - ja, det var som en trolddom, gardinet gik til side og også her stod Johanne i guld og silke med guldkrone på hovedet; hun sang som kun en Guds engel kan synge; hun trådte så langt frem hun kunne, hun smilede, som kun Johanne kunne det, hun så lige på Knud.
Den stakkels Knud greb mesters hånd og råbte højt "Johanne!" men det kunne ikke høres, musikanterne spillede så stærkt på; og mester nikkede dertil: "Ja vist hedder hun Johanne!" og så tog han et trykt blad og viste, at der stod hendes navn, hele hendes navn.
Nej, det var ingen drøm! og alle mennesker jublede for hende og kastede blomster og kranse til hende, og hver gang hun gik, så kaldte de på hende igen, hun gik og kom og atter kom.
Ude på gaden flokkede folk sig om hendes vogn og de trak den, og Knud var allerforrest og allergladest, og da de kom til hendes prægtigt oplyste hus, stod Knud lige ved vogndøren, der åbnedes, og hun trådte ud, og lyset skinnede lige ind i hendes velsignede ansigt og hun smilede og takkede så mildt og hun var så rørt; og Knud så hende lige ind i ansigtet og hun så Knud lige ind i ansigtet, men hun kendte ham ikke. En herre med stjerne på sit bryst rakte hende sin arm - de var forlovede, sagde man.
Og så gik Knud hjem og snørede sin ransel; han ville, han måtte hjem til hylden og pilen - ak under piletræet! i én time kan man leve et helt menneskeliv!
De bad ham blive; ingen ord kunne holde ham tilbage; de sagde ham, at det var mod vintertid, at sneen alt faldt i bjergene; men i sporet af den langsomt kørende vogn, - den måtte der jo banes vej for, - kunne han gå, med ranslen på sin ryg, støttende sig på sin stav. -
Og han gik mod bjergene, op ad dem og ned ad dem; afkræftet, så han endnu ikke by eller hus; det var mod Norden. Stjernerne tændtes oven over ham, hans fødder vaklede, hans hoved svimlede; dybt nede i dalen tændtes også stjerner, det var, som om himlen også udstrakte sig neden under ham. Han følte sig syg. Stjernerne dernede blev flere og flere og altid klarere, de bevægede sig hid og did. Det var en lille by, hvor lysene blinkede, og da han forstod det, anstrengte han sine sidste kræfter og nåede der et ringe herberg.
Et helt døgn blev han her, thi hans legeme trængte til hvile og pleje. Det var tø og slud i dalen. En morgenstund kom her en liremand, han spillede en melodi hjemme fra Danmark, og så kunne Knud ikke længere holde det ud, - han gik i dage, i mange dage, med en hast, som gjaldt det at komme hjem før de alle sammen døde der; - men til ingen talte han om sin længsel, ingen kunne tro, han havde hjertesorg, den dybeste man kan have, den er ikke for verden, den er ikke morsom, den er ikke engang for vennerne og han havde ingen venner! Fremmed gik han i fremmed land, hjemad, mod Norden. I det eneste brev hjemmefra, det forældrene for år og dag siden havde skrevet, stod: "Du er ikke rigtig dansk, som vi andre hjemme! vi er det så uhyre! Du holder kun af fremmed land!" Forældrene kunne skrive det - ja, de kendte ham jo!
Det var aften, han gik på den åbne landevej, det begyndte at fryse; landet selv blev mere og mere fladt med mark og eng; der stod ved vejen et stort piletræ; alt så så hjemligt, så dansk ud! han satte sig under pilen, han følte sig så træt, hans hoved bøjede sig, hans øjne lukkede sig til hvile, men han følte og fornam, hvorledes pilen sænkede sine grene ned imod ham, træet syntes en gammel mægtig mand, det var Pilefar selv, der løftede ham på sine arme og bar ham, den trætte søn, hjem til det danske land ved den åbne blege strand, til Køge by, til barndomshaven. Ja, det var piletræet selv fra Køge, der var gået ud i verden for at søge og finde ham, og nu var han fundet og bragt hjem i den lille have ved åen, og her stod Johanne i al sin pragt, med guldkronen på, som han sidst havde set hende og råbte: "Velkommen!"
Og lige foran dem stod to underlige skikkelser, men de så meget mere menneskelige ud end i barndomstiden, de havde også forandret sig; det var de to honningkager, mandfolket og fruentimmeret; de vendte retten til og så godt ud.
"Tak!" sagde de begge to til Knud; "Du har løst vor tunge! Du har lært os, at man skal frejdigt udtale sin tanke, ellers kommer der ikke noget ud af det! og nu er der kommet noget ud af det! - vi er forlovede!"
Og så gik de hånd i hånd gennem Køges gader, og de så meget anstændigt ud på vrangen, der var ikke noget at sige på dem! og de gik lige hen mod Køge kirke, og Knud og Johanne fulgte efter; de gik også hånd i hånd; og kirken stod som før med røde mure og dejligt vedbendgrønt, og kirkens store dør åbnede sig til begge sider og orglet bruste og mandfolket og fruentimmeret gik begge op af kirkegangen: "Herskabet først!" sagde de, "honningkagernes brudefolk!" og så trådte de hver til sin side for Knud og Johanne, og de knælede deroppe og hun bøjede sit hoved over hans ansigt, og der trillede iskolde tårer fra hendes øjne, det var isen der smeltede om hendes hjerte ved hans stærke kærlighed, og de faldt på hans brændende kinder, og - han vågnede ved det, og sad under det gamle piletræ i fremmed land, i den vinterkolde aften; der faldt fra skyerne isnende hagl, de piskede hans ansigt.
"Det var den dejligste time i mit liv!" sagde han, "og den var en drøm. - Gud, lad mig drømme den om igen!" og han lukkede sine øjne, han sov, han drømte.
I morgenstunden faldt sneen, den fygede hen over hans fødder, han sov. Landsbyfolk gik til kirke; der sad en håndværkssvend, han var død, frosset ihjel - under piletræet.
