Prevod
Nekoč je živel reven mož, ki je imel tri sinove. Ko je umrl, sta se starejša sinova namenila v svet poskusit srečo, najmlajšega pa nikakor nista hotela vzeti s seboj.
»Ti že ne!« sta rekla. »Saj nisi za drugo, kakor da čepiš doma in brskaš po pepelu.« »Potem bom pač šel sam,« je rekel Askepot. Onadva sta odšla in prišla do kraljevega dvora; tam sta dobila službo, eden pri hlevskem mojstru, drugi pri vrtnarju.
Tudi Askepot se je odpravil na pot in vzel s seboj veliko korito za mesenje testa, edino, kar je ostalo po starših, a se druga dva zanj nista prav nič menila. Težko ga je bilo nositi, vendar ga ni hotel pustiti doma. Ko je že nekaj časa hodil, je tudi on prišel do kraljevega dvora in prosil za službo. Odgovorili so mu, da ga ne potrebujejo, a ker je tako lepo in prisrčno prosil, so mu nazadnje dovolili ostati v kuhinji, kjer naj bi kuhinjski dekli nosil drva in vodo. Bil je priden in spreten in ni minilo dolgo, ko so ga vsi vzljubili. Njegova brata pa sta bila lena, zato sta bila pogosto tepena in slabo plačana, in ko sta videla, da gre Askepotu bolje, sta mu začela zavidati.
Nasproti kraljevemu dvoru, na drugi strani jezera, je živel trol, ki je imel sedem srebrnih rac. Plavale so po jezeru, tako da so jih lahko videli s kraljevega dvora.
Kralj si jih je že večkrat zaželel, zato sta brata rekla hlevskemu mojstru: »Najin brat se je pobahal, da bi kralju lahko priskrbel tistih sedem srebrnih rac, če bi le hotel.« Ni težko uganiti, da hlevski mojster s tem ni dolgo odlašal, ampak je vse povedal kralju. Ta je poklical Askepota k sebi in rekel:
»Tvoja brata pravita, da mi lahko priskrbiš srebrne race, in zdaj boš to tudi storil.« »Tega nisem ne pomislil ne rekel,« je odgovoril fant. »Rekel si,« je vztrajal kralj, »in storil boš!« »No, prav,« je rekel fant, »če že ne more biti drugače, mi dajte četrt mernika rži in četrt mernika pšenice, pa bom poskusil.« Dobil je, kar je prosil, stresel žito v korito, ki ga je prinesel od doma, in v njem odveslal čez jezero. Ko je prišel na drugo stran, je začel hoditi ob bregu in trositi zrnje, dokler ni nazadnje zvabil rac v korito, potem pa odveslal nazaj, kolikor hitro je mogel.
Ko je bil sredi jezera, je trol prišel ven in ga zagledal. »Ali si mi ti odpeljal mojih sedem srebrnih rac?« je zavpil. »Jaaa!« je rekel fant. »Ali boš še kdaj prišel?« je vprašal trol. »Prav lahko,« je rekel fant. Ko se je s sedmimi srebrnimi racami vrnil h kralju, so ga na dvoru še bolj vzljubili in sam kralj je rekel, da se je dobro odrezal. Zaradi tega pa sta bila njegova brata še bolj jezna in nevoščljiva. Domislila sta se, da bosta hlevskemu mojstru rekla, da se je Askepot zdaj pobahal, kako bi lahko kralju priskrbel trolovo posteljno pregrinjalo, na katerem se vrstijo srebrni in zlati kvadrati, če bi le hotel. Tudi tokrat hlevski mojster ni odlašal, ampak je vse povedal kralju. Kralj je zato fantu rekel, da sta mu njegova brata povedala, kako se je pobahal, da lahko priskrbi trolovo pregrinjalo s srebrnimi in zlatimi kvadrati, in da mora to zdaj tudi storiti, sicer bo ob življenje. Askepot je odgovoril, da tega ni ne pomislil ne rekel, a ker ni nič pomagalo, je prosil za tri dni premisleka. Ko so minili, je v koritu spet odveslal čez jezero ter se tam potikal sem in tja in prežal. Nazadnje je videl, da so prebivalci gore obesili pregrinjalo na prosto, da bi se prezračilo. Ko so bili spet vsi v gori, ga je Askepot sunil in odveslal nazaj, kolikor hitro je mogel. Ko je bil sredi jezera, je trol prišel ven in ga zagledal.
»Ali si mi ti vzel mojih sedem srebrnih rac?« je zavpil trol. »Jaaa!« je rekel fant. »Zdaj pa si vzel še moje posteljno pregrinjalo, na katerem se vrstijo srebrni in zlati kvadrati?« »Jaaa!« je rekel fant. »Ali boš še kdaj prišel?« »Prav lahko,« je rekel fant. Ko se je vrnil z zlatim in srebrnim pregrinjalom, so ga vsi imeli še rajši kakor prej in postal je služabnik samega kralja. Druga dva je to še bolj razjezilo in da bi se mu maščevala, sta si izmislila novo zgodbo ter rekla hlevskemu mojstru: »Zdaj se je najin brat pobahal, da lahko kralju priskrbi trolovo zlato harfo, ob katere zvokih se vsakdo razveseli, pa naj bo še tako žalosten.« Hlevski mojster je seveda takoj spet vse povedal kralju in ta je rekel fantu:
»Če si to rekel, boš tudi storil. Če ti uspe, dobiš kraljično in pol kraljestva, če ti ne uspe, pa boš ob življenje.« »Tega nisem ne pomislil ne rekel,« je odgovoril fant, »a očitno ni druge poti, kakor da poskusim.
Vendar hočem šest dni za premislek.« Prav, toliko jih bo dobil, toda ko so minili, je moral na pot. V žep si je vtaknil žebelj, brezovo paličico in košček sveče, odveslal čez jezero ter se tam zunaj smukal sem in tja.
Ko je trol prišel ven, ga je zagledal. »Ali si mi ti vzel mojih sedem srebrnih rac?« je zavpil. »Jaaa!« je odgovoril fant. »In ti si mi vzel tudi posteljno pregrinjalo s srebrnimi in zlatimi kvadrati?« je vprašal trol.
»Jaaa!« je rekel fant. Tedaj ga je trol zgrabil in odnesel s seboj v goro. »No, hčerka moja,« je rekel, »zdaj sem ujel tistega, ki mi je vzel srebrne race in posteljno pregrinjalo s srebrnimi in zlatimi kvadrati. Zapri ga v pitalni hlevček, potem pa ga bomo zaklali in povabili prijatelje na gostijo.« Hči je bila takoj za to in ga je zaprla v hlevček. Tam je ostal osem dni in dobival najboljšo jedačo in pijačo, kar si je je mogel zaželeti, in to toliko, kolikor je hotel.
Ko je minilo osem dni, je trol rekel hčeri, naj gre dol in fantu zareže v mezinec, da bodo videli, ali se je že zredil. Trolova hči je takoj odšla dol. »Pokaži mezinec!« je rekla. Askepot pa ji je pomolil žebelj in ona je zarezala vanj. »O ne! Še vedno je trd kakor železo,« je rekla trolova hči, ko se je vrnila k očetu. »Še ga ne moremo zaklati!« Čez osem dni je bilo spet enako, le da je Askepot tokrat pomolil brezovo paličico. »Malo boljši je že,« je rekla, ko se je vrnila k trolu, »a še zmeraj bi ga bilo tako težko žvečiti kakor les.« Čez nadaljnjih osem dni je trol spet rekel hčeri, naj gre dol pogledat, ali se je zdaj že zredil. »Pokaži mezinec!« je rekla trolova hči, ko je prišla do hlevčka. Tokrat ji je Askepot pomolil košček sveče. »Zdaj bo pa že dober!« je rekla. »A tako!« je rekel trol. »Potem pa grem povabit goste na pojedino.
Ti ga medtem zakolji, polovico speci, polovico pa skuhaj!« Komaj je trol odšel, že je hči začela brusiti velik, dolg nož. »Ali me boš s tem zaklala?« je vprašal fant. »Seveda!« je rekla trolova hči. »Ampak saj ni oster,« je rekel fant. »Najbolje, da ga nabrusim, da me boš laže spravila s sveta.« Dala mu je nož in začel ga je brusiti in ostriti.
»Zdaj mi pa dovoli, da ga preizkusim na tvoji kiti,« je rekel fant. »Mislim, da je že prav oster.« Dovolila mu je, toda brž ko jo je zgrabil za kito, ji je nagnil glavo nazaj in jo odsekal. Nato je polovico trolove hčere skuhal, polovico spekel in vse postavil na mizo. Potem si je oblekel njena oblačila in sedel v kot. Ko se je trol vrnil z gosti, je povabil hčer — mislil je namreč, da je to ona —, naj pride še ona jest. »Ne,« je odgovoril fant, »nič ne bom jedla, tako potrta in žalostna sem.« »Saj veš, kako si lahko pomagaš,« je rekel trol. »Vzemi zlato harfo in zaigraj nanjo!« »Kje pa je?« je vprašal fant. »Saj vendar veš, nazadnje si sama igrala nanjo. Tam nad vrati visi!« Fantu tega ni bilo treba dvakrat reči. Vzel jo je ter hodil ven in noter in igral, kar naenkrat pa je potisnil korito v vodo in odveslal, da se je voda penila okoli njega. Čez nekaj časa se je trolu zazdelo, da se hči predolgo mudi zunaj, in šel je pogledat, kaj ji je. Tedaj je zagledal fanta v koritu daleč, daleč na jezeru. »Ali si mi ti vzel mojih sedem srebrnih rac?« je zavpil trol. »Da,« je rekel fant. »In ti si mi vzel tudi pregrinjalo s srebrnimi in zlatimi kvadrati?« »Da,« je rekel fant. »Zdaj pa si mi vzel še zlato harfo?« je zatulil trol. »Da, tudi to sem vzel,« je rekel fant. »Ali te nisem vendarle požrl?« »Ne, svojo hčer si pojedel!« je odgovoril fant.
Ko je trol to slišal, se je tako razsrdil, da je počil. Askepot pa je odveslal nazaj in vzel cel kup zlata in srebra, kolikor ga je korito le moglo nositi. Ko se je z zlato harfo vrnil na kraljevi dvor, je dobil kraljično in pol kraljestva, kakor mu je kralj obljubil. Tudi do svojih bratov je bil dober, saj je verjel, da sta mu z vsem, kar sta povedala, hotela samo najboljše.
Izvirnik
Der var engang en fattig Mand, som havde tre Sønner. Da han døde, skulde de to ældste Sønner drage ud i Verden for at prøve sin Lykke; men den yngste vilde de slet ikke have med sig. „Du da!“ — sagde de — „du duer ikke til Andet end at sidde og grave i Asken, du.“ „Saa faaer jeg vel gaae alene, jeg,“ sagde Askepot. De To gik og kom til Kongsgaarden; der fik de Tjeneste, den Ene hos Staldmesteren og den Anden hos Gartneren.
Askepot gik ogsaa afsted, og tog med sig et stort Knadetrug, som var det Eneste, der var efter Forældrene, men som de andre To ikke brød sig noget om; det var tungt at bære, men han vilde dog ikke lade det staae igjen; — og da han havde gaaet en Stund, kom ogsaa han til Kongsgaarden og bad om Tjeneste. De svarede at de ikke behøvede ham, men da han bad saa inderlig vakkert, skulde han tilsidst faae Lov at være i Kjøkkenet og bære Ved og Vand til Kokkegjenten. Han var flittig og flink, og det varede ikke længe, førend Alle holdt meget af ham, — men de to Andre vare dovne, og derfor fik de ofte Hug og liden Løn, og saa bleve de avindsyge paa Askepot, da de saae at det gik ham bedre.
Ligeover for Kongsgaarden, paa den anden Side af et Vand, boede et Trold, som havde syv Sølvænder, der svømmede ude paa Vandet, saaat de kunde see dem fra Kongsgaarden. Dem havde Kongen ofte ønsket sig, og derfor sagde de to Brødrene til Staldmesteren: „Dersom vor Broder vilde, har han sagt sig god for at skaffe Kongen de syv Sølvænderne.“ Man kan nok vide, det ikke var længe, før Staldmesteren sagde det til Kongen. Denne raabte da Askepot ind til sig og sagde: „Brødrene dine fortælle, at du kan skaffe mig Sølvænderne, og nu skal du gjøre det.“ „Det har jeg hverken tænkt eller sagt“ svarede Gutten. „Du har sagt det,“ vedblev Kongen, „og du skal!“ „Ja–ja!“ sagde Gutten, „naar det ikke kan være Andet,
saa lad mig faae et Kvarter Rug og et Kvarter Hvede, saa faaer jeg vel prøve.“ Det fik han og lagde i Knadetruget, han havde taget med hjemmefra, og roede over med det. Da han var kommen paa den anden Side, begyndte han at gaae paa Strandkanten og strøe og strøe, og endelig fik han lokket Ænderne ud i Truget, og roede saa tilbage, det forteste han kunde. Da han var kommen midt udpaa, kom Troldet ud og fik see ham. „Har du reist af med de syv Sølvænderne mine, du?“ raabte det. „Ja–a!“ sagde Gutten. „Kommer du igjen oftere, du?“ spurgte Troldet. „Kan nok hænde,“ sagde Gutten. — Da han kom tilbage til Kongen med de syv Sølvænderne, blev han endnu meer afholdt i Kongsgaarden, og selve Kongen sagde, at det var godt gjort, — men derved bleve hans Brødre
endnu mere vrede og misundelige paa ham; og saa fandt de paa at sige til Staldmesteren, at nu havde han sagt sig god for at skaffe Kongen Troldets Sengetæppe, med en Sølvrude og en Guldrude, og en Sølvrude og en Guldrude i, dersom han bare vilde, og Staldmesteren var heller ikke den Gang seen med at fortælle Kongen det. Kongen sagde derfor til Gutten at hans Brødre havde fortalt, at han sagde sig god for at skaffe Troldets Sengetæppe med Sølv- og Guldruderne i, og nu skulde han gjøre det, eller ogsaa skulde han miste Livet. Askepot svarede, at det havde han hverken tænkt eller sagt, men da det ikke hjalp, bad han om tre Dage at betænke sig i. Da de vare omme, roede han over igjen i Knadetruget og gik frem og tilbage og
lurede. Endelig saa han, at de i Bjerget hængte Sengetæppet ud forat lufte det, og da de vare komne vel ind i Fjeldet igjen, kneb Askepot det og roede tilbage, det forteste han kunde. Da han var kommen midt udpaa, kom Troldet ud og fik see ham. „Er det dig som har taget de syv Sølvænderne mine?“ raabte Troldet „Ja–a!“ sagde Gutten. „Har du nu taget Sengetæppet mit, med en Sølvrude og en Guldrude og en Sølvrude og en Guldrude, ogsaa?“ „Ja–a!“ sagde Gutten. „Kommer du igjen oftere, du?“ „Kan nok hænde det,“ sagde Gutten. Da han nu kom tilbage med Guld- og Sølvtæppet, holdt Alle endnu meer af ham end før, og han blev Tjener hos Kongen selv. Derover bleve de andre To endnu mere harme, og for at hævne sig, fandt de paa at sige til Staldmesteren: „Nu har vor Broder sagt
sig god for at skaffe Kongen den Guldharpe, som Troldet har, og som er saadan, at Alle blive glade, naar de høre der spilles paa den, om de ere noksaa sørgmodige.“ Ja, Staldmesteren han fortalte det strax igjen til Kongen, og han sagde til Gutten: „Har du sagt det, saa skal du gjøre det. Kan du det, skal du faae Prindsessen og halve Riget, men kan du det ikke, skal du miste Livet.“ „Jeg har hverken tænkt eller sagt det,“ svarede Gutten, „men der er vel intet andet Raad, jeg faaer vel prøve.
Men sex Dage vil jeg have at betænke mig i.“ Ja, dem skulde han faae; men da de vare omme, maatte han i Veien. Han tog da en Spiger, en Birkepind og en Lysstump i Lommen og roede over, og gik derudenfor frem og tilbage og smat. Da Troldet kom ud, fik det see ham. „Er det dig, som har taget de syv Sølvænderne mine?“ raabte Troldet. „Ja–a!“ svarede Gutten. „Det er dig, som har taget Sengeteppet mit, med Sølv- og Guldruderne, ogsaa da?“ spurgte Troldet.
„Ja–a!“ sagde Gutten. Saa greb Troldet ham og tog ham med sig ind i Bjerget. „Nu, Datter min,“ sagde han, „nu har jeg faaet fat paa ham, som har taget Sølvænderne mine og Sengeteppet mit med Sølv- og Guldruderne i; sæt ham nu paa Gjødstien, saa skal vi slagte ham og bede til os vore Venner.“ Dertil var hun strax villig og satte ham paa Gjødstien, og der stod han i otte Dage og fik alt det Bedste, han kunde ønske sig baade af Mad og Drikke, saameget han vilde have.
Da de otte Dage vare forbi, sagde Troldet til Datteren, at hun skulde gaae ned og skjære ham i Lillefingeren, saa de kunde faae see, om han er fed. Strax gik da Trolddatteren ned. „Kom med Lillefingeren din!“ sagde hun; men Askepot han stak ud Spigeren og den skar hun i. „Aa nei! han er haard som Jern endnu,“ sagde Trolddatteren, da hun kom ind igjen til sin Fader; „endnu kan vi ikke tage ham!“ Om otte Dage gik det ligeeens igjen, paa det nær at nu satte Askepot Birkepinden frem. „Lidt bedre er han,“ sagde hun, da hun kom ind igjen til Troldet, „men endnu blev han haard at tygge som Træ.“ Men om otte Dage sagde Troldet igjen, at Datteren skulde gaae ned og see om han ikke nu var fed. „Kom med Lillefingeren din!“ sagde Trolddatteren,
da hun var kommen ned til Gjødstien; dengang satte Askepot Lysstumpen frem. „Nu gaaer han an!“ sagde hun. „Ja saa!“ sagde Troldet; „saa reiser jeg bort, jeg da, at bede til Gjestebuds; imidlertid skal du slagte ham, og stege det Halve og koge det Halve!“ Da Troldet vel var reist, gav Datteren sig til at bryne paa en stor lang Kniv. „Skal du have den at slagte mig med?“ spurgte Gutten. „Ja du!“ sagde Trolddatteren. „Men den er ikke skarp,“ sagde Gutten. „Jeg kommer nok til at bryne den, saa du mere letvindt kan faa Livet af mig.“ Hun lod ham da faae Kniven, og han til at slibe og bryne.
„Lad mig nu prøve den paa Haarfletten din,“ sagde Gutten; „jeg troer, den skal være brav nu.“ Det fik han Lov til; men i det samme han greb i Haarfletten, bøiede han Hovedet bagover og skar det af Trolddatteren, — og kogte saa det Halve og stegte det Halve og satte det paa Bordet. Derpaa tog han hendes Klæder paa, og satte sig borte i Krogen. Da Troldet kom hjem med Gjæstebudsfolkene, bad han Datteren — for han troede, det var hende, han — at hun ogsaa skulde komme og spise med. „Nei,“ svarede Gutten, „jeg vil ikke have Mad, jeg er saa stuur og bedrøvet.“ „Aa, du veed vel Raad for det,“ sagde Troldet, „tag Guldharpen og spil paa!“ „Ja, hvor er nu den henne da?“ sagde Gutten igjen. „Du veed vel det, du, — du har jo selv sidst brugt den; den hænger jo der over Døren!“
Gutten lod sig ikke det sige to Gange, han tog den og gik ud og ind og spillede; men ret som det var, saa skjød han Knadetruget ud, og roede afsted, saa det fossede om Truget. Om en Stund syntes Troldet at Datteren blev forlænge ude, og gik efter forat see, hvad der manglede hende; saa saa han Gutten i Truget langt, langt ude paa Vandet. „Er det dig, som har taget de syv Sølvænderne mine?“ raabte Troldet. „Ja,“ sagde Gutten. „Det er dig, som har taget Tæppet mit, med en Sølvrude og en Guldrude i, ogsaa da?“ „Ja,“ sagde Gutten. „Har du nu taget Guldharpen min med?“ skreg Troldet. „Ja, jeg har nok det,“ sagde Gutten. „Har jeg ikke ædt op dig ligevel da?“ „Nei, det var Datteren din, du aad!“ svarede Gutten.
Da Troldet hørte det, blev han saa harm, at han sprak; og saa roede Askepot tilbage og tog en heel Hob Guld og Sølv med sig, saameget Truget kunde bære. Da han nu kom til Kongsgaarden med Guldharpen, fik han Kongedatteren og halve Riget, saaledes som Kongen havde lovet ham; — Brødrene sine gjorde han vel imod, for han troede, de kuns havde villet hans Bedste med det de havde sagt.
