Prevod
Nekoč je živel kralj, ki je imel hčer, in ta je tako lagala, da je ni bilo hujše lažnivke na svetu. Zato je razglasil, da bo tisti, ki bo znal tako lagati, da mu bo rekla, da laže, dobil njo in polovico kraljestva. Mnogi so poskusili, saj bi vsi radi imeli kraljično in polovico kraljestva, a vsem se je slabo izteklo.
Tudi trije bratje so sklenili poskusiti srečo. Najprej sta šla starejša dva, a se jima ni godilo nič bolje kakor vsem drugim. Potem se je odpravil še Askeladden in našel kraljično v hlevu. »Dober dan!« je rekla, »pa še hvala za zadnjič.« »Pa vendar nimate tako velikega hleva kakor mi!« je rekla. »Če stoji na vsakem koncu po en pastir in trobi v kozji rog, se ne slišita.« — »O pač,« je rekel Askeladden, »naš je veliko večji! Če krava na enem koncu obreji, teli šele, ko pride na drugega.« »A tako,« je rekla kraljična. »Ampak tako velikega vola pa vendar nimate kakor mi; tamle ga vidiš! Če sedi na vsakem rogu po en človek, se niti z merilno palico ne dosežeta.« »Pih,« je rekel Askeladden, »mi imamo tako velikega vola, da se človeka, ki sedita vsak na svojem rogu in trobentata v rog, sploh ne slišita.« »A tako,« je rekla kraljična. »Toliko mleka pa vendar nimate kakor mi,« je rekla, »saj ga molzemo v velika vedra, nosimo noter in zlivamo v velike kotle ter delamo velike sire.« »O, mi pa molzemo v velike kadi, jih vozimo noter in zlivamo mleko v velike pivovarske kotle ter delamo sire, velike kakor hiše, in imamo kobilo, rjavo kakor los, ki nam sir tepta skupaj. Nekoč pa je v siru ožrebila, in ko smo ga jedli že sedem let, smo naleteli na velikega konja, rjavega kakor los. Nekoč sem hotel z njim peljati v mlin, pa se mu je hrbet prelomil. A jaz sem si že znal pomagati: vzel sem mlado smreko in mu jo vstavil namesto hrbta, in drugega hrbta ni imel, dokler je bil pri nas. Smreka pa je rasla in zrasla tako visoko, da sem po njej splezal v nebesa, in ko sem prišel tja, je tam sedela Devica Marija in iz saj od kaše predla ščetinaste vrvi.
Kar naenkrat se je smreka prelomila in nisem mogel več dol. Pa me je Devica Marija spustila po eni tistih vrvi in pristal sem naravnost sredi lisičjega brloga. Tam sta sedela moja mati in tvoj oče ter krpala čevlje, pa je moja mati na lepem primazala tvojemu očetu tako zaušnico, da so mu kraste kar odletele z glave.« »To lažeš!« je rekla kraljična. »Moj oče še nikoli v življenju ni bil krastav!«
Izvirnik
Der var engang en Konge, som havde en Datter, og hun var saa slem til at lyve, at Ingen kunde være værre. Saa satte han ud, at den, som kunde lyve saaledes, at han fik hende til at løgste sig, skulde faae baade hende og det halve Rige. Der var Mange, som prøvede paa det, for Alle ville gjerne have Prindsessen og det halve Riget, men galt gik det dem allesammen. Saa var der ogsaa tre Brødre, som skulde prøve sin Lykke.
De to ældste gik da først, men det gik ikke dem bedre end alle de øvrige. Saa skulde Askeladden i Veien, og han traf Prindsessen i Fjøset. „God Dag!“ sagde hun, „og selv Tak for Sidst.“ „I har ikke saa stort Fjøs I som vi ligevel!“ sagde hun, „for naar en Gjæter staaer i hver sin Ende og blæser paa Bukkehorn, saa kan de ikke høre hverandre.“ — „Aa jo da,“ sagde Askeladden, „vort er meget større! for naar en Ko tager sig i den ene Ende af det, saa bærer den ikke før den kommer i den anden.“ „Jasaa,“ sagde Prindsessen. „Ja men I har ikke sa stor Oxe I ligevel som vi; der seer du den! naar der sidder En paa hvert Horn, saa naaer de ikke hverandre med en Maalstang.“ „Pyt,“ sagde Askeladden, „vi har en Oxe saa stor, at naar der sidder En paa hvert Horn og blæser i Luur, saa
høre de ikke hveandre.“ „Ja saa,“ sagde Prindsessen. „Men I har ikke saa megen Mælk I ligevel som vi,“ sagde hun, „for vi mælker Mælk i store Embærer og bærer ind og slaaer i store Gryder og yster store Oste.“ „Aa, vi mælker i store Kar og kjører ind og slaaer i store Bryggepander og yste Oste saa store som store Huus, og saa har vi en elgsblak Mær til at traakke Osten i Hob; men engang saa føllede den i Osten, og da vi havde ædt paa den i syv Aar, traf vi paa en stor elgsblak Hest. Den skulde jeg kjøre til Kværnen med engang, saa røg Ryggen af paa den; men jeg vidste Raad for det, jeg, tog en Granbuske og satte i den til Ryg, og anden Ryg havde den ikke siden, saalænge vi havde den. Men den Granen voxte og
blev saa stor, at jeg kløv til Himmels op igjennem den, og da jeg kom did, sad Jomfru Maria og spandt Børstereb af Grynsod. Ret som det var, saa røg Granen af, og jeg kunde ikke komme ned igjen; men Jomfru Maria rendte mig ned af en af de Rebene, og saa kom jeg midt ned i en Rævekule, og der sad Mor min og Far din og lappede Sko, og ret som det var, saa slog Mor min til Far din, saa Skurven føg af ham.“ „Det løgst du!“ sagde Prindsessen, „Faer min har aldrig været skurvet her i Verden.“
