Waltey
Peer, Paal in Esben Pepelko
Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen MoeO besedilu
Peer, Paal in Esben Pepelko
- Vir
- Norske Folkeeventyr
- Avtor
- Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Norsk
- Čas branja
- 8 min branja
- Obseg
- 6 strani
- Naslov izvirnika
- 049 Peer og Paal og Esben Askelad
O izvirniku
Norske Folkeeventyr
Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.
Besedilo
Peer, Paal in Esben Pepelko
Nekoč je živel mož, ki je imel tri sinove, Peera, Paala in Esbna Askelada; razen teh treh sinov pa ni imel prav ničesar, saj je bil tako reven, da še igle ni premogel. Zato jim je kar naprej govoril, naj se odpravijo v svet in si skušajo zaslužiti kruh, kajti doma pri njem jih ne čaka drugega kakor smrt od lakote.
Nedaleč od njegovega doma je stal kraljevi grad, tik pred kraljevimi okni pa je zrasel hrast, tako velik in košat, da je gradu zastiral svetlobo;
kralj je obljubil veliko, veliko denarja tistemu, ki bi znal posekati hrast, a nihče ni bil kos nalogi, kajti brž ko je kdo od debla odsekal eno trsko, sta na njenem mestu zrasli dve. Kralj je hotel tudi, da bi mu izkopali vodnjak, v katerem bi bila voda vse leto; vsi njegovi sosedje so namreč imeli vodnjak, le on ga ni imel, in to se mu je zdelo sramotno. Tistemu, ki bi mu izkopal tak vodnjak, da v njem vse leto ne bi zmanjkalo vode, je obljubil denar in še marsikaj drugega, toda nikomur se ni posrečilo, kajti grad je stal visoko, visoko na hribu in komaj so zakopali nekaj palcev v zemljo, so že zadeli ob trdo skalo. Ker pa si je kralj vtepel v glavo, da morata biti ti deli opravljeni, je dal daleč naokrog pred vsemi cerkvami razglasiti, da bo tisti, ki poseka veliki hrast pri gradu in mu priskrbi vodnjak, v katerem bo voda vse leto, dobil kraljično in polovico kraljestva. Lahko si misliš, da ni manjkalo takih, ki so hoteli poskusiti srečo, toda naj so še tako sekali in tesali, rili in kopali, nič ni pomagalo; hrast je bil z vsakim udarcem debelejši, skala pa tudi ni postala nič mehkejša. Čez nekaj časa so se tudi trije bratje sklenili odpraviti na pot in poskusiti srečo. Očetu je bilo to prav po volji, saj si je mislil, da utegnejo, četudi ne dobijo kraljične in polovice kraljestva, vsaj najti službo pri kakem dobrem človeku, več pa si ni želel. Ko so torej bratje omenili, da bi šli h kralju, je oče pri priči privolil in Peer, Paal ter Esben Askelad so odrinili od doma.
Ko so prehodili že lep kos poti, so prišli do smrekovega pobočja, nad katerim se je dvigala strma planota; od tam zgoraj so zaslišali, kako nekaj seka in seka. »Le kaj neki seka tam zgoraj na planoti?« je dejal Esben Askelad. »Ti in tvoje večno čudenje!« sta rekla Peer in Paal. »Res se je vredno čuditi, če drvar tam zgoraj seka drva!« »Jaz bi pa vseeno rad pogledal, kaj je,« je rekel Esben Askelad in se odpravil. »No, če si že tak otrok, ti tudi malo hoje ne bo škodilo!« sta za njim zaklicala brata, toda Esben se ni zmenil zanju. Šel je navkreber tja, od koder je prihajalo sekanje, in ko je prispel, je zagledal sekiro, ki je kar sama sekala in sekala borovo deblo. »Dober dan!« je rekel Esben Askelad. »Ali tu sekaš?« »Da, že dolgo, dolgo stojim tu in sekam ter čakam nate,« je odgovorila sekira. »No, zdaj sem pa tu,« je rekel Esben, snel sekiro s toporišča in oboje spravil v svojo malho. Ko se je vrnil k bratoma, sta se mu začela smejati in se norčevati iz njega. »Kaj tako čudovitega si videl tam zgoraj?« sta vprašala. »Ah, samo sekiro smo slišali,« je odvrnil Esben.
Ko so spet nekaj časa hodili, so prišli pod skalni previs in tam zgoraj zaslišali, kako nekaj krampa in koplje. »Le kaj neki krampa in koplje tam pod skalnim previsom?« je rekel Esben Askelad. »Ti se pa res kar naprej nečemu čudiš,« sta spet rekla Peer in Paal;
»ali še nikoli nisi slišal ptic, kako kljuvajo in trkajo po drevesih?« »Jaz bi pa vseeno rad pogledal, kaj je,« je rekel Esben. Čeprav sta se mu smejala in se norčevala iz njega, se ni zmenil zanju, temveč se je odpravil proti previsu. Ko je prišel podenj, je zagledal kramp, ki je kar sam krampal in kopal. »Dober dan!« je rekel Esben Askelad. »Ali tu čisto sam krampaš in koplješ?« »Da,« je rekel kramp, »že dolgo, dolgo sem tu, krampam in kopljem ter čakam nate.« »No, zdaj sem pa tu,« je spet rekel Esben, snel kramp z ročaja in ga spravil v malho, nato pa se spustil k bratoma. »Gotovo si videl kaj silno čudovitega tam zgoraj pod skalnim previsom?« sta rekla Peer in Paal. »Ah, nič posebnega ni bilo, samo kramp smo slišali,« je odgovoril Esben. Potem so spet skupaj prehodili dobršen kos poti, dokler niso prišli do potoka;
od hoje so bili vsi trije že žejni, zato so legli k potoku, da bi se napili. »Prav rad bi vedel, od kod prihaja ta voda,« je rekel Esben Askelad. »Midva bi pa rada vedela, ali imaš v glavi vse na pravem mestu,« sta rekla Peer in Paal.
»Če še nisi ob pamet, boš od tega večnega čudenja gotovo prav kmalu. Od kod prihaja potok? Ali še nikoli nisi videl, kako voda privre iz izvira v zemlji?« »Jaz bi pa vseeno rad pogledal, od kod prihaja,« je rekel Esben;
odpravil se je ob potoku navzgor, in naj sta brata še tako klicala za njim in se mu smejala, nič ni pomagalo: šel je svojo pot. Ko je prišel že precej visoko, je bil potok vse manjši in manjši, in ko je šel še malo naprej, je zagledal velik oreh, iz katerega je curljala voda. »Dober dan!« je spet rekel Esben;
»ali tu čisto sam curljaš in tečeš?« »Da,« je rekel oreh, »že dolgo, dolgo ležim tu, curljam in tečem ter čakam nate.« »No, zdaj sem pa tu,« je rekel Esben. Vzel je šop mahu in z njim zamašil luknjo, da voda ni mogla več iztekati, nato je oreh spravil v malho in se spustil nazaj k bratoma. »Zdaj si pa menda videl, od kod prihaja voda? Gotovo je bilo silno čudovito, kajne?« sta rekla Peer in Paal. »Ah, samo iz neke luknje je tekla,« je rekel Esben. Brata sta se mu spet smejala in se norčevala iz njega, toda Esben Askelad se ni zmenil zanju. »Meni je bilo vseeno v veselje, da sem videl,« je rekel.
Ko so spet prehodili kos poti, so prišli do kraljevega gradu. Ker pa so vsi v kraljestvu slišali, da lahko dobijo kraljično in polovico kraljestva, če posekajo veliki hrast in kralju izkopljejo vodnjak, je prišlo poskusit srečo že toliko ljudi, da je bil hrast dvakrat debelejši in večji kakor sprva; saj se še spomniš, da sta za vsako trsko, ki so jo odsekali s sekiro, zrasli dve.
Zato je kralj zdaj določil kazen: vsakomur, ki poskusi, pa hrasta ne more podreti, bodo odrezali obe ušesi in ga odpeljali na otok. Toda bratov to ni prestrašilo, saj sta bila prepričana, da bosta hrast že podrla. Peer, ki je bil najstarejši, je moral poskusiti prvi; vendar se mu je godilo kakor vsem drugim, ki so sekali hrast: za vsako trsko, ki jo je odsekal, sta na njenem mestu zrasli dve. Kraljevi možje so ga zato prijeli, mu odrezali obe ušesi in ga odpeljali na otok. Zdaj je hotel poskusiti Paal, toda z njim se je zgodilo natanko enako. Ko je dvakrat ali trikrat zamahnil in so videli, da hrast raste, so kraljevi možje prijeli tudi njega in ga odpeljali na otok, ušesa pa so mu odrezali še bolj pri glavi, ker se jim je zdelo, da bi ga morala bratova usoda izučiti. Nato je hotel poskusiti Esben Askelad. »Če si že tako želiš biti podoben ovci z označenimi ušesi, ti jih radi odrežemo kar takoj, pa si prihraniš trud,« je rekel kralj, ki je bil zaradi njegovih bratov jezen tudi nanj. »Jaz bi pa vseeno najprej rad poskusil,« je rekel Esben in to so mu vendarle dovolili. Iz malhe je vzel sekiro in jo spet nasadil na toporišče. »Sekaj sama!« ji je rekel in sekira je začela sekati, da so trske kar letele. Ni trajalo dolgo, ko se je hrast zvrnil na tla. Ko je bilo to opravljeno, je Esben vzel iz malhe kramp in ga nasadil na ročaj.
»Koplji sam!« je rekel Esben in kramp je začel krampati in kopati, da so zemlja in kamni kar frčali naokrog. Lahko si misliš, da je bil vodnjak kmalu izkopan. Ko je bil tako globok in širok, kakor je hotel, je Esben Askepot vzel svoj oreh in ga položil v kot na dnu, nato pa iz njega potegnil šop mahu. »Curljaj in teci!« je rekel Esben in iz oreha je začela teči voda, da je kar drla iz luknje; čez nekaj trenutkov je bil vodnjak poln do roba. Tako je Esben posekal hrast, ki je zastiral kraljeva okna, in gradu priskrbel vodnjak, zato je dobil kraljično in polovico kraljestva, kakor je kralj obljubil. Za Peera in Paala pa je bilo še dobro, da sta izgubila ušesa, sicer bi morala venomer poslušati, kako vsi pravijo, da Esbnovo čudenje vendarle ni bilo tako neumno.
Izvirnik
049 Peer og Paal og Esben Askelad
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Der var engang en Mand, som havde tre Sønner, Peer og Paal og Esben Askelad; men Andet end de tre Sønnerne havde han ikke heller, for han var saa fattig at han ikke eiede Naalen paa Kroppen, og derfor sagde han tit og ofte til dem, at de fik ud i Verden og see at tjene sit Brød, hjemme hos ham blev det ikke Andet end Sultihjel for dem. Noget Stykke borte fra Manden laa Kongsgaarden, og lige udenfor Vinduerne til Kongen var der voxet op en Eg, som var saa stor og diger, at den skyggede for Lyset i Kongsgaarden; Kongen havde lovet ud mange, mange Penge til den, som kunde hugge ned Egen, men Ingen var god for det, for saa fort En skaarede een Fliis af Egelæggen, voxte der to i Stedet. Saa
vilde Kongen ogsaa have gravet en Brønd, som skulde holde Vand hele Aaret; for alle Granderne hans havde Brønd, men han havde ingen, og det syntes Kongen var Skam. Til den som kunde grave ham en slig Brønd at den holdt Vand hele Aaret rundt, havde Kongen lovet ud baade Penge og Andet, men der var Ingen som kunde faae gjort det, for Kongsgaarden laa høit, høit oppe paa en Bakke, aldrig før havde de gravet nogle Tommer ned i Jorden, saa kom de ned til haarde Fjeldet. Men da nu Kongen havde sat sig i Hovedet at han vilde have gjort disse Arbeider, saa lod han lyse fra alle Kirkebakkerne baade vidt og bredt at den, som kunde hugge ned den store Egen i Kongsgaarden og skaffe ham slig en Brønd, at den holdt Vand hele Aaret rundt, skulde faae Prindsessen og halve Riget. Der
var nu nok af dem som vilde prøve sig, kan du vel vide, men alt de knartede og hug og alt de rodede og grov, saa hjalp det ikke; Egen blev tykkere og tykkere for hvert Hug, og Fjeldet blev nu ikke blødere det heller. Om en Stund saa vilde de tre Brødrene i Veien og prøve sig ogsaa, og det var Faderen vel fornøiet med, for vandt de ikke Kongsdatteren og halve Riget, saa kunde det dog hænde, at de fik Tjeneste etsteds hos en brav Mand, tænkte Faderen, og mere ønskede han ikke; og da Brødrene derfor slog paa det, at de vilde til Kongsgaarden, sagde Faderen strax Ja, og saa lagde Peer og Paal og Esben Askelad af Gaarde.
Da de nu havde gaaet et Stykke, kom de til en Granli, og lige op for den var en brat Hei; saa hørte de Noget, som hug og hug oppe i Heien. „Jeg undres hvad det er, som hugger oppe i Heien, jeg?“ sagde Esben Askelad. „Du er nu saa klog med dine Forundringer bestandig, du!“ sagde han Peer og han Paal; „det er da Noget at forundre sig over ogsaa at der staaer en Vedhugger og knarter oppe i Heien.“ Jeg har nok Moro af at see, hvad det er ligevel jeg, sagde Esben Askelad og dermed gik han. „Aa ja, er du sligt et Barn, har du godt af at lære at gaae med!“ raabte Brødrene hans efter ham, men han brød sig ikke om det, Esben; han lagde afsted opover Bakkerne did, han hørte det hug, og da han kom der, saa han, det var
en Øx, der stod og hug og hug paa en Furulæg. „God Dag!“ sagde Esben Askelad. „Staaer du her og hugger?“ „Ja, nu har jeg staaet her og hugget i mange lange Tider, og ventet paa dig,“ svarede Øxen. „Ja, ja, her er jeg,“ sagde Esben, han tog Øxen og slog den af Skaftet og stoppede begge Dele i Skræppen sin. Da han saa kom ned igjen til Brødrene sine, begyndte de at lee og gjøre Nar af ham; „hvad var det for noget Rart du fik see oppe i Heien?“ sagde de. „Aa det var bare en Øx, vi hørte,“ sagde Esben.
Da de saa havde gaaet en Stund igjen, kom de under en Bjerghammer, oppe i den hørte de Noget hakkede og grov. „Jeg undres, hvad det er som hakker og graver oppe under Bjerghammeren jeg?“ sagde Esben Askelad. „Du er nu altid saa klog til at forundre dig, du,“ sagde han Peer og han Paal igjen; „har du aldrig hørt Fuglene hakke, og pikke paa Træerne før?“ „Ja men jeg har nok Moro af at see hvad det er ligevel jeg,“ sagde Esben, og alt de loe og gjorde Nar af ham, saa brød han sig ikke om det, han lagde afsted op imod Bjerghammeren og da han kom op under, saa han det var et Græv, som stod og hakkede og grov. „God Dag!“ sagde Esben Askelad; „staaer du her og hakker og graver saa alene?“ „Ja, jeg gjør det,“ sagde
Grævet, „nu har jeg staaet her og hakket og gravet i mange lange Tider og ventet paa dig,“ sagde det. „Ja, ja, her er jeg,“ sagde Esben igjen, han tog Grævet og slog det af Skaftet og gjemte det i Skræppen sin, og saa nedover til Brødrene sine igjen. „Det var vel noget fælt Rart, du saa deroppe under Bjerghammeren?“ sagde Peer og Paal. „Aa det var ikke noget Videre, det var bare et Græv, vi hørte,“ svarede Esben. Saa gik de et godt Stykke sammen igjen, til de kom til en Bæk; tørste vare de nu alle Tre efter det de havde gaaet, og saa lagde de sig ned ved Bækken forat drikke. „Jeg undres rigtig, hvor dette Vandet kommer fra?“ sagde Esben Askelad. „Jeg undres, om du er rigtig i Skallen jeg,“ sagde han Peer og han Paal.
„Er du ikke gal, saa forundrer du dig sagtens gal med det Allerførste. Hvor Bækken kommer fra? Har du aldrig seet Vandet rinde op af en Aare i Jorden da?“ „Ja men jeg har nok Lyst til at see, hvor det kommer fra ligevel jeg,“ sagde Esben; han afsted op med Bækken, og alt Brødrene raabte paa ham og loe ad ham, saa hjalp det ikke: han gik sin Gang han. Da han saa kom langt opmed, blev Bækken mindre og mindre, og da han kom endda et Stykke frem, fik han see en stor Valnød, fra den silrede Vandet ud. „God Dag!“ sagde Esben igjen; „ligger du her og silrer og rinder saa alene?“ „Ja jeg gjør det,“ sagde Valnødden; „her har jeg ligget og silret og rundet i mange lange Tider og ventet paa dig.“ „Ja, ja, her er jeg,“ sagde
Esben; han tog en Mosedot og dyttede i Hullet, saa Vandet ikke kunde komme ud, og saa lagde han Valnødden i Skræppen, og satte nedover til Brødrene sine igjen. „Nu har du vel seet, hvor Vandet kommer fra? Det saa vel fælt rart ud, kan jeg tænke,“ sagde han Peer og han Paal. „Aa det var bare et Hul, det randt ud af,“ sagde Esben, og saa loe de andre To og gjorde Nar af ham igjen, men Esben Askelad brød sig ikke om det; „jeg havde nu Moro af at see det ligevel jeg,“ sagde han.
Da de saa havde gaaet et Stykke igjen, kom de til Kongsgaarden; men da Alle i Kongeriget havde faaet høre at de skulde vinde Prindsessen og halve Riget, dersom de kunde hugge ned den store Egen og grave Brønd til Kongen, saa var der kommen saa Mange, som havde prøvet Lykken sin, at Egen var dobbelt saa tyk og stor som den var fra først af, for der voxte ud to Fliser for hver de skaarede ud med Øxen, kan du vel huske.
Derfor havde Kongen nu sat den Straf, at de som prøvede sig og ikke kunde fælde Egen, skulde sættes ud paa en Ø, og begge Ørene skulde klippes af dem. Men de to Brødrene lod sig ikke skræmme ved det, de troede nok de skulde faae Egen ned, og han Peer, som ældst var, skulde nu til at prøve sig først; men det gik med ham som med alle de Andre som havde hugget paa Egen; for hver Flis, han skaarede ud, voxte der to i Stedet, og saa tog Kongens Folk ham og klippede af ham begge Ørene og satte ham ud paa Øen. Nu vilde han Paal til, men med ham gik det akkurat lige eens; da han havde hugget en to, tre Hug, saa de fik see at Egen voxte, tog Kongens Folk ham ogsaa og satte ud paa Øen, og ham klippede de Ørene endnu snauere af, for de
syntes han kunde lært at vogte sig af Broderen. Saa vilde Esben Askelad til. „Vil du endelig see ud som en mærket Saud, skal vi gjerne klippe af dig Ørene strax, saa slipper du Bryderiet,“ sagde Kongen, han var sindt paa ham for Brødrenes Skyld. „Jeg havde nok Moro af at prøve først, ligevel,“ sagde Esben, og det maatte han da faae Lov til. Han tog Øxen sin ud af Skræppen og skjæftede den paa Skaftet igjen. „Hug selv!“ sagde Esben til Øxen, og den til at hugge, saa Fliserne fløi, og saa var det ikke længe, før Egen maatte ned. Da det var gjort, tog Esben frem, Grævet sit og satte det paa Skaftet.
„Grav selv!“ sagde Esben, og Grævet til at hakke og grave, saa Jord og Stene sprutede, og saa maatte vel Brønden op, kan du troe. Da han nu havde faaet den saa dyb og stor, han vilde, tog Esben Askepot frem Valnødden sin og lagde i det ene Hjørnet paa Bunden, der tog han Mosedotten ud af den. „Silre og rind!“ sagde Esben, og den til at rinde, saa Vandet fossede ud af Hullet; om en liden Stund var Brønden bredfuld. Saa havde Esben hugget ned Egen, som skyggede for Kongens Vinduer, og skaffet Brønd i Kongsgaarden, og saa fik han Prindsessen og halve Riget, som Kongen havde sagt: men godt var det for Peer og Paal at de havde mistet Ørene, for ellers havde de hver Tid og Time faaet høre det, Alle sagde, at Esben Askelad ikke havde forundret sig saa galt endda.
Nadaljuj z branjem
