Waltey
Peer, Paal in Esben Pepelko
Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen MoeO besedilu
Peer, Paal in Esben Pepelko
- Vir
- Norske Folkeeventyr
- Avtor
- Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
- Jezik branja
- English
- Jezik izvirnika
- Norsk
- Čas branja
- 9 min branja
- Obseg
- 7 strani
- Naslov izvirnika
- 049 Peer og Paal og Esben Askelad
O izvirniku
Norske Folkeeventyr
Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.
Besedilo
Peer, Paal in Esben Pepelko
Once upon a time there was a man who had three sons, Peer and Paal and Esben Askelad; but apart from his three sons he had nothing at all, for he was so poor he did not own so much as a needle. So he often told them they must go out into the world and see if they could earn their bread, for if they stayed at home with him, they would only starve to death.
Some way from the man’s home stood the king’s palace, and just outside the king’s windows an oak had grown so great and stout that it shut out the light from the palace;
the king had offered a great deal of money to anyone who could cut down the oak, but no one could manage it, for as soon as someone chopped a single chip from its trunk, two grew in its place. The king also wanted a well dug that would hold water all year round, for all his neighbours had wells, but he had none, and the king thought that a disgrace. To anyone who could dig him such a well, one that would hold water throughout the year, he had promised money and other rewards, but no one could do it, for the palace stood high, high up on a hill, and scarcely had they dug a few inches into the ground before they struck solid rock. But the king had now set his heart on having these things done, so he had it proclaimed at every church, far and wide, that whoever could cut down the great oak at the palace and provide him with a well that held water all year round should have the princess and half the kingdom. There were plenty who wanted to try, as you may imagine, but for all their chopping and hacking, all their scraping and digging, it was no use: the oak grew thicker and thicker with every stroke, and the rock grew no softer either. After a while the three brothers decided to set off and try their luck too, and their father was well pleased, for even if they did not win the king’s daughter and half the kingdom, they might find work somewhere with a good man, he thought, and he wished for nothing more. So when the brothers suggested going to the palace, their father said yes at once, and Peer and Paal and Esben Askelad set off.
When they had walked some way, they came to a spruce-covered hillside, with a steep ridge rising just above it, and they heard something chopping and chopping up on the ridge. “I wonder what it is that’s chopping up there on the ridge?” said Esben Askelad. “You and your clever wondering!” said Peer and Paal. “What is there to wonder at in a woodcutter standing up on the ridge chopping wood?” “Well, I should like to see what it is all the same,” said Esben Askelad, and off he went. “Oh yes, if you’re such a child, the walk will do you good!” his brothers called after him. But Esben took no notice; he set off up the slopes towards the sound of chopping, and when he got there, he saw an axe standing there chopping and chopping at a pine trunk. “Good day!” said Esben Askelad. “So you’re standing here chopping?” “Yes, I’ve been standing here chopping for many a long day, waiting for you,” answered the axe. “Well, well, here I am,” said Esben. He took the axe, knocked the head off its handle, and put both pieces into his knapsack. When he came down to his brothers again, they began laughing and making fun of him. “What wonderful thing did you see up on the ridge?” they asked. “Oh, it was only an axe we heard,” said Esben.
When they had walked on a little farther, they came beneath an overhanging crag, and up there they heard something picking and digging. “I wonder what it is that’s picking and digging up under that crag?” said Esben Askelad. “You and your clever wondering, as always!” said Peer and Paal again;
“have you never heard birds tapping and pecking at the trees before?” “Yes, but I should like to see what it is all the same,” said Esben. For all their laughter and mockery, he took no notice, but set off towards the crag, and when he came up beneath it, he saw a pickaxe standing there picking and digging. “Good day!” said Esben Askelad. “So you’re standing here picking and digging all by yourself?” “Yes, I am,” said the pickaxe. “I’ve been standing here picking and digging for many a long day, waiting for you.” “Well, well, here I am,” said Esben again. He took the pickaxe, knocked the head off its handle, and stowed it in his knapsack, then went down to his brothers again. “You must have seen something wonderfully strange up under that crag?” said Peer and Paal. “Oh, it was nothing much, only a pickaxe we heard,” answered Esben. Then they walked a good way farther together, until they came to a brook;
all three were thirsty now after their walk, so they lay down beside the brook to drink. “I do wonder where this water comes from,” said Esben Askelad. “I wonder whether you’re right in the head,” said Peer and Paal.
“If you aren’t mad already, you’ll surely wonder yourself mad before long. Where does the brook come from? Have you never seen water welling up from a spring in the ground?” “Yes, but I should like to see where it comes from all the same,” said Esben;
and off he went up the brook. His brothers might shout after him and laugh at him all they pleased; it was no use, he went his own way. When he had gone a long way upstream, the brook grew smaller and smaller, and when he went a little farther still, he caught sight of a large walnut, with water trickling out of it. “Good day!” said Esben again;
“so you’re lying here trickling and flowing all by yourself?” “Yes, I am,” said the walnut. “I’ve been lying here trickling and flowing for many a long day, waiting for you.” “Well, well, here I am,” said Esben. He took a tuft of moss and plugged the hole so that no water could escape, then put the walnut into his knapsack and hurried back down to his brothers. “So now you’ve seen where the water comes from? It must have been a wonderfully strange sight, I imagine,” said Peer and Paal. “Oh, it was only a hole it was running out of,” said Esben. Then the other two laughed and made fun of him again, but Esben Askelad took no notice. “Well, I enjoyed seeing it all the same,” he said.
When they had walked a little farther, they came to the palace. But since everyone in the kingdom had heard that they could win the princess and half the kingdom if they could cut down the great oak and dig the king a well, so many had come to try their luck that the oak was now twice as thick and large as it had been at first, for two chips grew in place of every one they chopped away with the axe, as you will remember.
So the king had now decreed that anyone who tried and failed to fell the oak should have both ears cut off and be put out on an island. But the two brothers were not frightened by this; they were sure they could bring the oak down, and Peer, being the eldest, was to try first. But he fared just like all the others who had chopped at the oak: for every chip he cut away, two grew in its place. So the king’s men seized him, cut off both his ears, and put him out on the island. Now Paal wanted to try, but he fared exactly the same. When he had struck two or three blows and they saw that the oak was growing, the king’s men seized him too and put him out on the island, and they cut his ears even closer, for they thought he ought to have learned from his brother to be more careful. Then Esben Askelad wanted to try. “If you’re so determined to look like an earmarked sheep, we’ll gladly cut your ears off at once and save you the trouble,” said the king, who was angry with him on his brothers’ account. “I should like to have a try first, all the same,” said Esben, and so he was allowed. He took his axe out of his knapsack and fitted the head back onto its handle. “Chop for yourself!” Esben told the axe, and it began chopping so that the chips flew, and before long the oak came down. When that was done, Esben took out his pickaxe and fitted it to its handle.
“Dig for yourself!” said Esben, and the pickaxe began picking and digging so that earth and stones flew everywhere, and you may be sure the well soon took shape. When he had made it as deep and wide as he wished, Esben Askepot took out his walnut and laid it in one corner at the bottom, then pulled out the tuft of moss. “Trickle and flow!” said Esben, and it began to flow, with water gushing out of the hole. In a little while the well was full to the brim. So Esben had cut down the oak that shaded the king’s windows and provided a well at the palace, and he received the princess and half the kingdom, just as the king had promised. But it was a good thing for Peer and Paal that they had lost their ears, for otherwise they would have had to listen every hour of the day to everyone saying that Esben Askelad’s wondering had not been so foolish after all.
Izvirnik
049 Peer og Paal og Esben Askelad
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Der var engang en Mand, som havde tre Sønner, Peer og Paal og Esben Askelad; men Andet end de tre Sønnerne havde han ikke heller, for han var saa fattig at han ikke eiede Naalen paa Kroppen, og derfor sagde han tit og ofte til dem, at de fik ud i Verden og see at tjene sit Brød, hjemme hos ham blev det ikke Andet end Sultihjel for dem. Noget Stykke borte fra Manden laa Kongsgaarden, og lige udenfor Vinduerne til Kongen var der voxet op en Eg, som var saa stor og diger, at den skyggede for Lyset i Kongsgaarden; Kongen havde lovet ud mange, mange Penge til den, som kunde hugge ned Egen, men Ingen var god for det, for saa fort En skaarede een Fliis af Egelæggen, voxte der to i Stedet. Saa
vilde Kongen ogsaa have gravet en Brønd, som skulde holde Vand hele Aaret; for alle Granderne hans havde Brønd, men han havde ingen, og det syntes Kongen var Skam. Til den som kunde grave ham en slig Brønd at den holdt Vand hele Aaret rundt, havde Kongen lovet ud baade Penge og Andet, men der var Ingen som kunde faae gjort det, for Kongsgaarden laa høit, høit oppe paa en Bakke, aldrig før havde de gravet nogle Tommer ned i Jorden, saa kom de ned til haarde Fjeldet. Men da nu Kongen havde sat sig i Hovedet at han vilde have gjort disse Arbeider, saa lod han lyse fra alle Kirkebakkerne baade vidt og bredt at den, som kunde hugge ned den store Egen i Kongsgaarden og skaffe ham slig en Brønd, at den holdt Vand hele Aaret rundt, skulde faae Prindsessen og halve Riget. Der
var nu nok af dem som vilde prøve sig, kan du vel vide, men alt de knartede og hug og alt de rodede og grov, saa hjalp det ikke; Egen blev tykkere og tykkere for hvert Hug, og Fjeldet blev nu ikke blødere det heller. Om en Stund saa vilde de tre Brødrene i Veien og prøve sig ogsaa, og det var Faderen vel fornøiet med, for vandt de ikke Kongsdatteren og halve Riget, saa kunde det dog hænde, at de fik Tjeneste etsteds hos en brav Mand, tænkte Faderen, og mere ønskede han ikke; og da Brødrene derfor slog paa det, at de vilde til Kongsgaarden, sagde Faderen strax Ja, og saa lagde Peer og Paal og Esben Askelad af Gaarde.
Da de nu havde gaaet et Stykke, kom de til en Granli, og lige op for den var en brat Hei; saa hørte de Noget, som hug og hug oppe i Heien. „Jeg undres hvad det er, som hugger oppe i Heien, jeg?“ sagde Esben Askelad. „Du er nu saa klog med dine Forundringer bestandig, du!“ sagde han Peer og han Paal; „det er da Noget at forundre sig over ogsaa at der staaer en Vedhugger og knarter oppe i Heien.“ Jeg har nok Moro af at see, hvad det er ligevel jeg, sagde Esben Askelad og dermed gik han. „Aa ja, er du sligt et Barn, har du godt af at lære at gaae med!“ raabte Brødrene hans efter ham, men han brød sig ikke om det, Esben; han lagde afsted opover Bakkerne did, han hørte det hug, og da han kom der, saa han, det var
en Øx, der stod og hug og hug paa en Furulæg. „God Dag!“ sagde Esben Askelad. „Staaer du her og hugger?“ „Ja, nu har jeg staaet her og hugget i mange lange Tider, og ventet paa dig,“ svarede Øxen. „Ja, ja, her er jeg,“ sagde Esben, han tog Øxen og slog den af Skaftet og stoppede begge Dele i Skræppen sin. Da han saa kom ned igjen til Brødrene sine, begyndte de at lee og gjøre Nar af ham; „hvad var det for noget Rart du fik see oppe i Heien?“ sagde de. „Aa det var bare en Øx, vi hørte,“ sagde Esben.
Da de saa havde gaaet en Stund igjen, kom de under en Bjerghammer, oppe i den hørte de Noget hakkede og grov. „Jeg undres, hvad det er som hakker og graver oppe under Bjerghammeren jeg?“ sagde Esben Askelad. „Du er nu altid saa klog til at forundre dig, du,“ sagde han Peer og han Paal igjen; „har du aldrig hørt Fuglene hakke, og pikke paa Træerne før?“ „Ja men jeg har nok Moro af at see hvad det er ligevel jeg,“ sagde Esben, og alt de loe og gjorde Nar af ham, saa brød han sig ikke om det, han lagde afsted op imod Bjerghammeren og da han kom op under, saa han det var et Græv, som stod og hakkede og grov. „God Dag!“ sagde Esben Askelad; „staaer du her og hakker og graver saa alene?“ „Ja, jeg gjør det,“ sagde
Grævet, „nu har jeg staaet her og hakket og gravet i mange lange Tider og ventet paa dig,“ sagde det. „Ja, ja, her er jeg,“ sagde Esben igjen, han tog Grævet og slog det af Skaftet og gjemte det i Skræppen sin, og saa nedover til Brødrene sine igjen. „Det var vel noget fælt Rart, du saa deroppe under Bjerghammeren?“ sagde Peer og Paal. „Aa det var ikke noget Videre, det var bare et Græv, vi hørte,“ svarede Esben. Saa gik de et godt Stykke sammen igjen, til de kom til en Bæk; tørste vare de nu alle Tre efter det de havde gaaet, og saa lagde de sig ned ved Bækken forat drikke. „Jeg undres rigtig, hvor dette Vandet kommer fra?“ sagde Esben Askelad. „Jeg undres, om du er rigtig i Skallen jeg,“ sagde han Peer og han Paal.
„Er du ikke gal, saa forundrer du dig sagtens gal med det Allerførste. Hvor Bækken kommer fra? Har du aldrig seet Vandet rinde op af en Aare i Jorden da?“ „Ja men jeg har nok Lyst til at see, hvor det kommer fra ligevel jeg,“ sagde Esben; han afsted op med Bækken, og alt Brødrene raabte paa ham og loe ad ham, saa hjalp det ikke: han gik sin Gang han. Da han saa kom langt opmed, blev Bækken mindre og mindre, og da han kom endda et Stykke frem, fik han see en stor Valnød, fra den silrede Vandet ud. „God Dag!“ sagde Esben igjen; „ligger du her og silrer og rinder saa alene?“ „Ja jeg gjør det,“ sagde Valnødden; „her har jeg ligget og silret og rundet i mange lange Tider og ventet paa dig.“ „Ja, ja, her er jeg,“ sagde
Esben; han tog en Mosedot og dyttede i Hullet, saa Vandet ikke kunde komme ud, og saa lagde han Valnødden i Skræppen, og satte nedover til Brødrene sine igjen. „Nu har du vel seet, hvor Vandet kommer fra? Det saa vel fælt rart ud, kan jeg tænke,“ sagde han Peer og han Paal. „Aa det var bare et Hul, det randt ud af,“ sagde Esben, og saa loe de andre To og gjorde Nar af ham igjen, men Esben Askelad brød sig ikke om det; „jeg havde nu Moro af at see det ligevel jeg,“ sagde han.
Da de saa havde gaaet et Stykke igjen, kom de til Kongsgaarden; men da Alle i Kongeriget havde faaet høre at de skulde vinde Prindsessen og halve Riget, dersom de kunde hugge ned den store Egen og grave Brønd til Kongen, saa var der kommen saa Mange, som havde prøvet Lykken sin, at Egen var dobbelt saa tyk og stor som den var fra først af, for der voxte ud to Fliser for hver de skaarede ud med Øxen, kan du vel huske.
Derfor havde Kongen nu sat den Straf, at de som prøvede sig og ikke kunde fælde Egen, skulde sættes ud paa en Ø, og begge Ørene skulde klippes af dem. Men de to Brødrene lod sig ikke skræmme ved det, de troede nok de skulde faae Egen ned, og han Peer, som ældst var, skulde nu til at prøve sig først; men det gik med ham som med alle de Andre som havde hugget paa Egen; for hver Flis, han skaarede ud, voxte der to i Stedet, og saa tog Kongens Folk ham og klippede af ham begge Ørene og satte ham ud paa Øen. Nu vilde han Paal til, men med ham gik det akkurat lige eens; da han havde hugget en to, tre Hug, saa de fik see at Egen voxte, tog Kongens Folk ham ogsaa og satte ud paa Øen, og ham klippede de Ørene endnu snauere af, for de
syntes han kunde lært at vogte sig af Broderen. Saa vilde Esben Askelad til. „Vil du endelig see ud som en mærket Saud, skal vi gjerne klippe af dig Ørene strax, saa slipper du Bryderiet,“ sagde Kongen, han var sindt paa ham for Brødrenes Skyld. „Jeg havde nok Moro af at prøve først, ligevel,“ sagde Esben, og det maatte han da faae Lov til. Han tog Øxen sin ud af Skræppen og skjæftede den paa Skaftet igjen. „Hug selv!“ sagde Esben til Øxen, og den til at hugge, saa Fliserne fløi, og saa var det ikke længe, før Egen maatte ned. Da det var gjort, tog Esben frem, Grævet sit og satte det paa Skaftet.
„Grav selv!“ sagde Esben, og Grævet til at hakke og grave, saa Jord og Stene sprutede, og saa maatte vel Brønden op, kan du troe. Da han nu havde faaet den saa dyb og stor, han vilde, tog Esben Askepot frem Valnødden sin og lagde i det ene Hjørnet paa Bunden, der tog han Mosedotten ud af den. „Silre og rind!“ sagde Esben, og den til at rinde, saa Vandet fossede ud af Hullet; om en liden Stund var Brønden bredfuld. Saa havde Esben hugget ned Egen, som skyggede for Kongens Vinduer, og skaffet Brønd i Kongsgaarden, og saa fik han Prindsessen og halve Riget, som Kongen havde sagt: men godt var det for Peer og Paal at de havde mistet Ørene, for ellers havde de hver Tid og Time faaet høre det, Alle sagde, at Esben Askelad ikke havde forundret sig saa galt endda.
Nadaljuj z branjem