Waltey

Prevod

Once upon a time there was a woman who longed for a tiny little child, but she had no idea where to get one. So she went to an old witch and said, “I should so dearly love to have a little child. Won’t you tell me where I might get one?”

“Oh, we can certainly manage that!” said the witch. “Here is a grain of barley for you. It is not at all the sort that grows in the farmer’s fields or is given to the hens to eat. Plant it in a flowerpot, and you shall see something!”

“Thank you!” said the woman. She gave the witch twelve shillings, then went home and planted the grain of barley. At once a lovely great flower sprang up. It looked just like a tulip, but its petals were tightly closed, as though it were still in bud.

“What a pretty flower!” said the woman, and she kissed its beautiful red and yellow petals. But just as she kissed it, the flower opened with a loud pop. Now she could see that it really was a tulip, but in the very middle of the flower, on its green seat, sat a tiny little girl, so delicate and lovely. She was only an inch tall, and that was why she was called Tommelise.

A pretty varnished walnut shell served as her cradle, blue violet petals were her mattresses, and a rose petal was her quilt. There she slept at night, but by day she played on the table, where the woman had set a plate surrounded by a wreath of flowers with their stems in the water. A large tulip petal floated there, and Tommelise could sit on it and sail from one side of the plate to the other, rowing with two white horsehairs. It was a lovely sight. She could sing, too, oh, so sweetly and beautifully, as no one there had ever heard before.

One night, as she lay in her beautiful bed, a hideous toad came hopping through the window, where one of the panes was broken. The toad was so ugly, so big and wet, and she hopped straight down onto the table where Tommelise lay asleep beneath the red rose petal.

“What a lovely wife she would make for my son!” said the toad. Then she seized the walnut shell in which Tommelise was sleeping and hopped away with her through the broken pane and down into the garden.

A broad river ran through the garden, but close to its banks the ground was marshy and muddy. Here the toad lived with her son. Ugh! He was ugly and horrid too, just like his mother. “Croak, croak, brek-ke-ke-kex!” That was all he could say when he saw the pretty little girl in the walnut shell.

“Don’t speak so loudly, or you’ll wake her!” said the old toad. “She might still run away from us, for she is as light as swan’s down! We’ll put her out in the river on one of the broad water-lily leaves. To someone so small and light, it will be just like an island! She won’t be able to run away from there while we put the best room in order down beneath the mud, where the two of you will make your home!”

Out in the river grew a great many water lilies, with broad green leaves that seemed to float on top of the water. The leaf farthest from the bank was also the largest of all. The old toad swam out to it and set down the walnut shell with Tommelise inside.

The poor tiny creature woke very early in the morning, and when she saw where she was, she began to weep bitterly, for there was water on every side of the great green leaf, and she could not possibly reach the shore.

The old toad sat down in the mud, decorating her room with reeds and yellow water lilies. Everything must look very fine for her new daughter-in-law. Then she swam out with her ugly son to the leaf where Tommelise stood. They had come to fetch her pretty bed, which was to be placed in the bridal chamber before she herself arrived. The old toad curtsied low in the water before her and said, “Here is my son. He is to be your husband, and you will have such a lovely home down in the mud!”

“Croak, croak! Brek-ke-ke-kex!” was all the son could say. Then they took the pretty little bed and swam away with it, but Tommelise sat all alone on the green leaf and cried, for she did not want to live with the horrid toad or have her hideous son for a husband. The little fish swimming below in the water had seen the toad and heard what she said, so they poked their heads up to have a look at the little girl. As soon as they saw her, they thought her so lovely, and felt so sorry that she should have to go down to the ugly toad. No, that must never happen! They gathered in the water around the green stalk that held the leaf she stood on, gnawed through it with their teeth, and away floated the leaf down the river with Tommelise, far away, where the toad could not reach her.

Tommelise sailed past so many places, and the little birds sitting in the bushes saw her and sang, “What a lovely little maiden!” The leaf with Tommelise on it floated farther and farther away, and so she travelled to foreign lands.

A pretty little white butterfly kept fluttering all around her, and at last settled on the leaf, for he had taken quite a liking to Tommelise. She was so happy, for now the toad could not reach her, and everything was so beautiful along the way. The sun shone on the water, making it look like the loveliest gold. Then she took her sash, tied one end around the butterfly, and fastened the other to the leaf. Now it glided along much faster, and she with it, for she was standing on the leaf.

Just then a great cockchafer came flying by. He caught sight of her and in an instant clasped his claw around her slender waist and flew up into a tree with her. But the green leaf floated on down the river, and the butterfly flew along with it, for he was tied to the leaf and could not get free.

Oh, how frightened poor Tommelise was when the cockchafer flew up into the tree with her! But most of all she grieved for the beautiful white butterfly she had tied to the leaf. If he could not get free, he would surely starve to death. The cockchafer, however, did not care about that at all. He sat down with her on the largest green leaf in the tree, gave her sweet nectar from the flowers to eat, and told her how pretty she was, although she did not look at all like a cockchafer. Presently all the other cockchafers who lived in the tree came to pay a visit. They looked at Tommelise, and the young lady cockchafers twitched their feelers and said, “She has only two legs. How pitiful!” “She has no feelers!” said another. “Her waist is so slender—ugh! She looks just like a human being! How ugly she is!” said all the female cockchafers. Yet Tommelise was so lovely. The cockchafer who had carried her off thought so too, but when all the others said she was hideous, he came to believe it himself and would have nothing more to do with her. She could go wherever she pleased. They flew down from the tree with her and set her on a daisy. There she wept because she was so ugly that the cockchafers would not have her, though she was really the loveliest creature imaginable, as delicate and radiant as the most beautiful rose petal.

All through the summer poor Tommelise lived quite alone in the great forest. She wove herself a bed of grass and hung it beneath a large dock leaf, where the rain could not fall on her. She gathered the sweetness from the flowers to eat, and drank the dew that stood on the leaves each morning. So summer and autumn passed, but now winter came, the long, cold winter. All the birds that had sung so sweetly to her flew away, the trees and flowers withered, and the great dock leaf beneath which she had lived curled up until nothing remained but a yellow, withered stalk. She was dreadfully cold, for her clothes were torn and she herself was so tiny and delicate. Poor Tommelise would surely freeze to death. It began to snow, and every snowflake that fell on her was like a whole shovelful thrown over one of us, for we are big, and she was only an inch tall. She wrapped herself in a withered leaf, but it would not keep her warm, and she shivered with cold.

Just outside the forest, where she had now wandered, lay a great cornfield, but the corn had long since been harvested, and only the bare, dry stubble stood up from the frozen earth. It was like a whole forest for her to walk through. Oh, how she shivered with cold! Then she came to the field mouse’s door. It was a little hole beneath the stubble. There the field mouse lived snug and warm, with a whole roomful of grain, a lovely kitchen, and a pantry. Poor Tommelise stood just inside the doorway, like any other little beggar girl, and asked for a small piece of a barleycorn, for she had not had the least morsel to eat for two days.

“You poor little thing!” said the field mouse, for at heart she was a kind old field mouse. “Come into my warm room and have something to eat with me!” As she had taken a liking to Tommelise, she said, “You may stay with me for the winter, but you must keep my room nice and clean and tell me stories, for I am very fond of them.” Tommelise did as the kind old field mouse asked, and lived very comfortably indeed.

“We shall probably have a visitor soon!” said the field mouse. “My neighbour comes to see me once a week. He has an even finer home than mine, with great halls, and he wears such a beautiful black velvet coat! If only you could have him for a husband, you would be well provided for. But he cannot see. You must tell him the prettiest stories you know!”

But Tommelise did not care for the idea at all. She had no wish to marry the neighbour, for he was a mole. He came to pay a visit in his black velvet coat. He was so rich and so learned, the field mouse said, and his home was more than twenty times larger than hers. Learned he certainly was, but he could not bear the sun or the beautiful flowers, and spoke ill of them, for he had never seen them. Tommelise had to sing, and she sang both “Cockchafer, Fly, Fly!” and “The Monk Walks in the Meadows.” The mole fell in love with her because of her lovely voice, but he said nothing, for he was a very cautious gentleman.

He had recently dug a long passage through the earth from his house to theirs, and the field mouse and Tommelise were welcome to walk in it whenever they pleased. But he warned them not to be frightened of the dead bird lying in the passage. It was a whole bird, with feathers and a beak, which must have died quite recently, when winter began, and had been buried just where he had made his passage.

The mole took a piece of rotten wood in his mouth, for it glows like fire in the dark, and walked ahead to light their way through the long, dark passage. When they reached the place where the dead bird lay, the mole pressed his broad nose against the ceiling and pushed up the earth, making a large hole through which the daylight could shine. In the middle of the floor lay a dead swallow, its beautiful wings pressed close to its sides, its feet and head tucked beneath its feathers. The poor bird had surely died of cold. Tommelise felt so sorry for it. She loved all the little birds, for they had sung and twittered so sweetly to her all summer. But the mole nudged it with his short legs and said, “It won’t be squeaking any more now! What a miserable thing it must be to be born a little bird! Thank God none of my children will be birds. Such a creature has nothing but its chirping, and must starve to death when winter comes!”

“Yes, you may well say that, sensible man that you are,” said the field mouse. “What good is all its chirping when winter comes? It must starve and freeze, and yet I suppose it is thought something quite grand!”

Tommelise said nothing, but when the other two turned their backs on the bird, she bent down, parted the feathers covering its head, and kissed its closed eyes. “Perhaps this was the one that sang so sweetly to me in the summer,” she thought. “What happiness it brought me, the dear, beautiful bird!”

The mole now stopped up the hole through which the daylight shone and escorted the ladies home. But that night Tommelise could not sleep at all. She got out of bed and wove a large, beautiful blanket of hay, carried it down, and spread it around the dead bird. She tucked soft cotton, which she had found in the field mouse’s room, along its sides, so that it might lie warmly in the cold earth.

“Farewell, you beautiful little bird!” she said. “Farewell, and thank you for your lovely songs in the summer, when all the trees were green and the sun shone so warmly on us!” Then she laid her head against the bird’s breast, but at once drew back in fright, for it seemed that something was beating inside. It was the bird’s heart. The bird was not dead; it had lain in a stupor, and now that it was warm, it was coming back to life.

In autumn all the swallows fly away to the warm countries, but if one lingers behind, it becomes so chilled that it falls to the ground as though dead. There it lies where it has fallen, and the cold snow settles over it.

Tommelise trembled all over, she was so frightened, for the bird was enormous beside her, who was only an inch tall. But she plucked up her courage, tucked the cotton more closely around the poor swallow, and fetched a spearmint leaf she had used as her own quilt and laid it over the bird’s head.

The next night she crept down to it again. By then it was quite alive, but so weak that it could only open its eyes for a moment and look at Tommelise, who stood holding a piece of rotten wood in her hand, for she had no other lantern.

“Thank you, you lovely little child!” the sick swallow said to her. “I am so beautifully warm now! Soon I shall regain my strength and be able to fly again, out in the warm sunshine!”

“Oh!” she said. “It is so cold outside. It is snowing and freezing! Stay in your warm bed, and I shall look after you!” Then she brought the swallow water in a flower petal, and it drank and told her how it had torn one wing on a thorn bush and so could not fly as fast as the other swallows, who had flown away, far away to the warm countries. At last it had fallen to the ground, but beyond that it could remember nothing, and had no idea how it had come here.

It stayed down there all winter, and Tommelise was kind to it and grew very fond of it. Neither the mole nor the field mouse knew the least thing about it, for they could not bear the poor, penniless swallow.

As soon as spring came and the sun warmed the earth, the swallow said goodbye to Tommelise, who opened the hole the mole had made in the ceiling. The sunlight shone in so beautifully, and the swallow asked if she would like to come along. She could sit on its back, and they would fly far away into the green forest. But Tommelise knew that the old field mouse would be grieved if she left her like that.

“No, I cannot!” said Tommelise. “Farewell, farewell, you kind, lovely girl!” said the swallow, and flew out into the sunshine. Tommelise watched it go, and tears came into her eyes, for she loved the poor swallow so dearly.

“Tweet! Tweet!” sang the bird, and flew into the green forest. Tommelise was very sad. She was not allowed to go out into the warm sunshine at all. The corn sown in the field above the field mouse’s house had grown tall, too, making a whole dense forest for the poor little girl, who was only an inch tall.

“This summer you must sew your trousseau!” the field mouse told her, for now their neighbour, the tiresome mole in the black velvet coat, had asked for her hand. “You must have both woollens and linens! You must have things to sit on and sleep on when you become the mole’s wife!”

Tommelise had to spin with a spindle, and the field mouse hired four spiders to spin and weave day and night. Every evening the mole paid a visit, and always talked of how, once summer was over, the sun would not shine nearly so hot. Just now it was baking the earth as hard as stone. Yes, when summer ended, he and Tommelise would be married. But she was not happy at all, for she had no love for the tiresome mole. Every morning when the sun rose, and every evening when it set, she crept out to the doorway. When the wind parted the ears of corn so that she could see the blue sky, she thought how bright and beautiful it was outside, and wished so much that she might see the dear swallow again. But it never came back; no doubt it was flying far away in the lovely green forest.

By the time autumn came, Tommelise had her whole trousseau ready. “In four weeks you will be married!” the field mouse told her. But Tommelise wept and said she would not have the tiresome mole.

“Fiddle-faddle!” said the field mouse. “Don’t be obstinate, or I shall bite you with my white tooth! What a fine husband you are getting! The queen herself has nothing to match his black velvet coat! His kitchen and cellar are both well stocked. You should thank God for him!”

And so the wedding day arrived. The mole had already come to fetch Tommelise. She was to live with him deep beneath the earth and never come out into the warm sunshine, for he could not bear it. The poor child was so unhappy. Now she must say goodbye to the beautiful sun, which, at least while she lived with the field mouse, she had been allowed to look at from the doorway.

“Farewell, bright sun!” she said, stretching her arms high into the air. She went a little way outside the field mouse’s house, for the corn had now been harvested, and only the dry stubble remained. “Farewell, farewell!” she said, putting her little arms around a small red flower growing there. “Give my love to the little swallow, if you should see it!”

“Tweet, tweet!” sounded just then above her head. She looked up, and there was the little swallow, flying past at that very moment. As soon as it saw Tommelise, it was delighted. She told it how unwilling she was to have the ugly mole for a husband, and how she would then have to live deep underground, where the sun never shone. She could not help crying as she spoke.

“The cold winter is coming now,” said the little swallow. “I am flying far away to the warm countries. Will you come with me? You can sit on my back! Just tie yourself on with your sash, and we shall fly away from the ugly mole and his dark room, far away over the mountains to the warm countries, where the sun shines more beautifully than here, where it is always summer and there are lovely flowers. Come and fly with me, sweet little Tommelise, who saved my life when I lay frozen in the dark cellar under the earth!”

“Yes, I will come with you!” said Tommelise. She climbed onto the bird’s back, with her feet resting on its outspread wing, and tied her sash firmly to one of its strongest feathers. Then the swallow flew high into the air, over forests and lakes, high above the great mountains where snow always lies. Tommelise shivered in the cold air, but then she crept beneath the bird’s warm feathers, putting out only her little head to look at all the beauty below.

At last they came to the warm countries. There the sun shone much more brightly than here, the sky was twice as high, and the loveliest green and purple grapes grew along the ditches and hedges. Lemons and oranges hung in the woods, the air was fragrant with myrtle and spearmint, and along the country roads the prettiest children ran about, playing with great brightly coloured butterflies. But the swallow flew farther still, and everything grew more and more beautiful. Beneath the loveliest green trees, beside a blue lake, stood a gleaming white marble palace from ancient times. Vines twined around its tall pillars, and high above were many swallows’ nests. In one of these lived the swallow that was carrying Tommelise.

“Here is my home!” said the swallow. “But if you will choose one of the splendid flowers growing down there, I shall set you in it, and you shall have everything as lovely as you could wish!”

“How wonderful!” she said, clapping her little hands. A great white marble column lay on the ground, where it had fallen and broken into three pieces, and among those pieces grew the most beautiful large white flowers. The swallow flew down with Tommelise and set her on one of the broad petals. But how astonished she was! In the middle of the flower sat a little man, as white and transparent as if he were made of glass. He wore the prettiest gold crown on his head, and had beautiful clear wings on his shoulders. He was no bigger than Tommelise herself. He was the spirit of the flower. In every flower lived just such a little man or woman, but this one was king over them all.

“Oh, how handsome he is!” Tommelise whispered to the swallow. The little prince was frightened of the swallow, for it was a giant bird beside someone so tiny and delicate. But when he saw Tommelise, he was delighted. She was the loveliest girl he had ever seen. So he took the gold crown from his own head and placed it on hers, asked her name, and asked whether she would be his wife; then she would be queen of all the flowers! Here indeed was a husband, quite different from the toad’s son and the mole in his black velvet coat. So she said yes to the handsome prince. From every flower came a lady or a gentleman, each so lovely that it was a joy to see them. Each brought Tommelise a present, but the best of all was a pair of beautiful wings from a large white fly. These were fastened to Tommelise’s back, and now she too could fly from flower to flower. There was great rejoicing, and the little swallow sat up in its nest and sang to them as well as it could. Yet in its heart it was sad, for it loved Tommelise so dearly and would never have wished to part from her.

“You shall not be called Tommelise!” the flower spirit said to her. “That is an ugly name, and you are so beautiful. We shall call you Maja!” “Farewell! Farewell!” said the little swallow, and flew away again from the warm countries, far away, back to Denmark. There it had a little nest above the window of the man who tells fairy tales. To him it sang, “Tweet, tweet!” And that is how we came to know the whole story.

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Der var engang en kone, som så gerne ville have sig et lille bitte barn, men hun vidste slet ikke, hvor hun skulle få et fra; så gik hun hen til en gammel heks og sagde til hende: "Jeg ville så inderlig gerne have et lille barn, vil du ikke sige mig, hvor jeg dog skal få et fra?"

"Jo, det skal vi nok komme ud af!" sagde heksen. "Dér har du et bygkorn, det er slet ikke af den slags, som gror på bondemandens mark, eller som hønsene får at spise, læg det i en urtepotte, så skal du få noget at se!"

"Tak skal du have!" sagde konen og gav heksen tolv skilling, gik så hjem, plantede bygkornet, og straks voksede der en dejlig stor blomst op, den så ganske ud, som en tulipan, men bladene lukkede sig tæt sammen, ligesom om den endnu var i knop.

"Det er en nydelig blomst!" sagde konen, og kyssede den på de smukke røde og gule blade, men lige i det hun kyssede, gav blomsten et stort knald, og åbnede sig. Det var en virkelig tulipan, kunne man nu se, men midt inde i blomsten, på den grønne stol, sad der en lille bitte pige, så fin og nydelig, hun var ikke uden en tomme lang, og derfor kaldtes hun Tommelise.

En nydelig lakeret valnødskal fik hun til vugge, blå violblade var hendes madrasser og et rosenblad hendes overdyne; der sov hun om natten, men om dagen legede hun på bordet, hvor konen havde sat en tallerken, som hun havde lagt en hel krans om med blomster, der stak deres stilke ned i vandet; her flød et stort tulipanblad, og på dette måtte Tommelise sidde og sejle fra den ene side af tallerknen til den anden; hun havde to hvide hestehår at ro med. Det så just dejligt ud. Hun kunne også synge, oh så fint og nydeligt, som man aldrig her havde hørt.

En nat, som hun lå i sin smukke seng, kom der en hæslig skrubtudse hoppende ind af vinduet; der var en rude itu. Skrubtudsen var så styg, stor og våd, den hoppede lige ned på bordet, hvor Tommelise lå og sov under det røde rosenblad.

"Det var en dejlig kone til min søn!" sagde skrubtudsen, og så tog hun fat i valnødskallen, hvor Tommelise sov, og hoppede bort med hende gennem ruden, ned i haven.

Der løb en stor, bred å; men lige ved bredden var det sumpet og mudret; her boede skrubtudsen med sin søn. Uh! han var også styg og fæl, lignede ganske sin moder: "Koaks, koaks, brekke-ke-keks!" Det var alt hvad han kunne sige, da han så den nydelige lille pige i valnødskallen.

"Snak ikke så højt, for ellers vågner hun!" sagde den gamle skrubtudse, "hun kunne endnu løbe fra os, for hun er så let, som et svanedun! Vi vil sætte hende ud i åen på et af de brede åkandeblade, det er for hende, der er så let og lille, ligesom en ø! Der kan hun ikke løbe bort, mens vi gør stadsstuen i stand nede under mudderet, hvor I skal bo og bygge!"

Ude i åen voksede der så mange åkander med de brede grønne blade, der ser ud som de flyder oven på vandet; det blad, som var længst ude, var også det allerstørste; dér svømmede den gamle skrubtudse ud og satte valnødskallen med Tommelise.

Den lillebitte stakkel vågnede ganske tidlig om morgnen, og da hun så, hvor hun var, begyndte hun så bitterligt at græde, for der var vand på alle sider af det store grønne blad, hun kunne slet ikke komme i land.

Den gamle skrubtudse sad nede i mudderet og pyntede sin stue op med siv og gule åknapper, der skulle være rigtigt net for den nye svigerdatter, svømmede så med den stygge søn ud til bladet, hvor Tommelise stod, de ville hente hendes pæne seng, den skulle sættes op i brudekamret, før hun selv kom der. Den gamle skrubtudse nejede så dybt i vandet for hende og sagde: "Her skal du se min søn, han skal være din mand, og I skal bo så dejligt nede i mudderet!"

"Koaks, koaks! Brekkekekeks!" det var alt, hvad sønnen kunne sige.

Så tog de den nydelige lille seng og svømmede bort med den, men Tommelise sad ganske alene og græd på det grønne blad, for hun ville ikke bo hos den fæle skrubtudse eller have hendes hæslige søn til sin mand. De små fisk, som svømmede nede i vandet, havde nok set skrubtudsen og hørt hvad hun sagde, derfor stak de hovederne op, de ville dog se den lille pige. Så snart de fik hende at se, fandt de hende så nydelig, og det gjorde dem så ondt, at hun skulle ned til den stygge skrubtudse. Nej, det skulle aldrig ske. De flokkede sig nede i vandet rundt om den grønne stilk, der holdt bladet, hun stod på, gnavede med tænderne stilken over, og så flød bladet ned af åen, bort med Tommelise, langt bort, hvor skrubtudsen ikke kunne komme.

Tommelise sejlede forbi så mange stæder, og de små fugle sad i buskene, så hende og sang "hvilken nydelig lille jomfru!" Bladet med hende svømmede længere og længere bort; således rejste Tommelise udenlands.

En nydelig lille hvid sommerfugl blev ved at flyve rundt omkring hende, og satte sig til sidst ned på bladet, for den kunne så godt lide Tommelise, og hun var så fornøjet, for nu kunne skrubtudsen ikke nå hende og der var så dejligt, hvor hun sejlede; solen skinnede på vandet, det var ligesom det dejligste guld. Så tog hun sit livbånd, bandt den ene ende om sommerfuglen, den anden ende af båndet satte hun fast i bladet; det gled da meget hurtigere af sted og hun med, for hun stod jo på bladet.

I det samme kom der en stor oldenborre flyvende, den fik hende at se og i øjeblikket slog den sin klo om hendes smækre liv og fløj op i træet med hende, men det grønne blad svømmede ned af åen og sommerfuglen fløj med, for han var bundet til bladet og kunne ikke komme løs.

Gud, hvor den stakkels Tommelise blev forskrækket, da oldenborren fløj op i træet med hende, men hun var dog allermest bedrøvet for den smukke, hvide sommerfugl, hun havde bundet fast til bladet; dersom han nu ikke kunne komme løs, måtte han jo sulte ihjel. Men det brød oldenborren sig ikke noget om. Den satte sig med hende på det største, grønne blad i træet, gav hende det søde af blomsterne at spise og sagde, at hun var så nydelig, skønt hun slet ikke lignede en oldenborre. Siden kom alle de andre oldenborrer, der boede i træet, og gjorde visit; de så på Tommelise, og frøken-oldenborrerne trak på følehornene og sagde: "Hun har dog ikke mere end to ben, det ser ynkeligt ud. Hun har ingen følehorn!" sagde den anden. "Hun er så smækker i livet, fy! hun ser ud ligesom et menneske! hvor hun er styg!" sagde alle hun-oldenborrerne, og så var Tommelise dog så nydelig; det syntes også den oldenborre, som havde taget hende, men da alle de andre sagde, hun var hæslig, så troede han det til sidst også og ville slet ikke have hende; hun kunne gå, hvor hun ville. De fløj ned af træet med hende og satte hende på en gåseurt; der græd hun, fordi hun var så styg, at oldenborrerne ikke ville have hende, og så var hun dog den dejligste, man kunne tænke sig, så fin og klar som det skønneste rosenblad.

Hele sommeren igennem levede den stakkels Tommelise ganske alene i den store skov. Hun flettede sig en seng af græsstrå og hang den under et stort skræppeblad, så kunne det ikke regne på hende; hun pillede det søde af blomsterne og spiste, og drak af duggen, der hver morgen stod på bladene; således gik sommer og efterår, men nu kom vinteren, den kolde, lange vinter. Alle fuglene, der havde sunget så smukt for hende, fløj deres vej, træerne og blomsterne visnede, det store skræppeblad, hun havde boet under, rullede sammen og blev kun en gul, vissen stilk, og hun frøs så forskrækkeligt, for hendes klæder var itu og hun var selv så fin og lille, den stakkels Tommelise, hun måtte fryse ihjel. Det begyndte at sne og hver snefnug, der faldt på hende, var, som når man kaster en hel skuffefuld på os, thi vi er store og hun var kun en tomme lang. Så svøbte hun sig ind i et vissent blad, men det ville ikke varme, hun rystede af kulde.

Tæt uden for skoven, hvor hun nu var kommet, lå en stor kornmark, men kornet var for længe siden borte, kun de nøgne, tørre stubbe stod op af den frosne jord. De var ligesom en hel skov for hende at gå imellem, oh, hun rystede sådan af kulde. Så kom hun til markmusens dør. Den var et lille hul inde under kornstubbene. Der boede markmusen lunt og godt, havde hele stuen fuld af korn, et dejligt køkken og spisekammer. Den stakkels Tommelise stillede sig inden for døren, ligesom en anden fattig tiggerpige og bad om et lille stykke af et bygkorn, for hun havde i to dage ikke fået det mindste at spise.

"Din lille stakkel!" sagde markmusen, for det var i grunden en god gammel markmus, "kom du ind i min varme stue og spis med mig!"

Da hun nu syntes godt om Tommelise, sagde hun: "Du kan gerne blive hos mig i vinter, men du skal holde min stue pæn ren og fortælle mig historier, for dem holder jeg meget af," og Tommelise gjorde, hvad den gode, gamle markmus forlangte og havde det da grumme godt.

"Nu får vi nok snart besøg!" sagde markmusen, "min nabo plejer hver ugesdag at besøge mig. Han sidder bedre endnu inden vægge, end jeg; har store sale og går med sådan en dejlig, sort fløjlspels! Bare du kunne få ham til mand, så var du godt forsørget; men han kan ikke se. Du må fortælle ham de nydeligste historier, du ved!"

Men det brød Tommelise sig ikke om, hun ville slet ikke have naboen, for han var en muldvarp. Han kom og gjorde visit i sin sorte fløjlspels, han var så rig og så lærd, sagde markmusen, hans huslejlighed var også over tyve gange større, end markmusens, og lærdom havde han, men solen og de smukke blomster kunne han slet ikke lide, dem snakkede han ondt om, for han havde aldrig set dem. Tommelise måtte synge og hun sang både "Oldenborre flyv, flyv!" og "Munken går i enge," så blev muldvarpen forlibt i hende, for den smukke stemmes skyld, men han sagde ikke noget, han var sådan en sindig mand.

Han havde nylig gravet sig en lang gang gennem jorden fra sit til deres hus, i den fik markmusen og Tommelise lov til at spadsere, når de ville. Men han bad dem ikke blive bange for den døde fugl, som lå i gangen; det var en hel fugl med fjer og næb, der vist var død for ganske nylig, da vinteren begyndte, og nu gravet ned, just hvor han havde gjort sin gang.

Muldvarpen tog et stykke trøske i munden, for det skinner jo ligesom ild i mørke, og gik så foran og lyste for dem i den lange, mørke gang; da de så kom, hvor den døde fugl lå, satte muldvarpen sin brede næse mod loftet og stødte jorden op, så der blev et stort hul, som lyset kunne skinne ned igennem. Midt på gulvet lå en død svale, med de smukke vinger trykkede fast ind om siderne, benene og hovedet trukket ind under fjerene; den stakkels fugl var bestemt død af kulde. Det gjorde Tommelise så ondt for den, hun holdt så meget af alle de små fugle, de havde jo hele sommeren sunget og kvidret så smukt for hende, men muldvarpen stødte til den med sine korte ben og sagde: "Nu piber den ikke mere! Det må være ynkeligt at blive født til en lille fugl! Gud ske lov, at ingen af mine børn bliver det; sådan en fugl har jo ingen ting uden sit kvivit og må sulte ihjel til vinteren!"

"Ja, det må I, som en fornuftig mand, nok sige," sagde markmusen. "Hvad har fuglen for al sit kvivit, når vinteren kommer? Den må sulte og fryse; men det skal vel også være så stort!"

Tommelise sagde ikke noget, men da de to andre vendte ryggen til fuglen, bøjede hun sig ned, skød fjedrene til side, der lå over dens hoved, og kyssede den på de lukkede øjne. "Måske var det den, som sang så smukt for mig i sommer," tænkte hun, "hvor den skaffede mig megen glæde, den kære, smukke fugl!"

Muldvarpen stoppede nu hullet til, som dagen skinnede igennem, og fulgte så damerne hjem. Men om natten kunne Tommelise slet ikke sove, så stod hun op af sin seng og flettede af hø et stort smukt tæppe, og det bar hun ned og bredte rundt om den døde fugl, lagde blød bomuld, hun havde fundet i markmusens stue, på siderne af fuglen, for at den kunne ligge varmt i den kolde jord.

"Farvel du smukke lille fugl!" sagde hun, "farvel og tak for din dejlige sang i sommer, da alle træerne var grønne og solen skinnede så varmt på os!" Så lagde hun sit hoved op til fuglens bryst, men blev i det samme ganske forskrækket, thi det var ligesom noget bankede der indenfor. Det var fuglens hjerte. Fuglen var ikke død, den lå i dvale, og var nu blevet opvarmet og fik liv igen.

Om efteråret så flyver alle svalerne bort til de varme lande, men er der én der forsinker sig, så fryser den således, at den falder ganske død ned, bliver liggende, hvor den falder, og den kolde sne lægger sig ovenover.

Tommelise rystede ordentligt, så forskrækket var hun blevet, for fuglen var jo en stor, stor én imod hende, der kun var en tomme lang, men hun tog dog mod til sig, lagde bomulden tættere om den stakkels svale, og hentede et krusemynteblad, hun selv havde haft til overdyne, og lagde det over fuglens hoved.

Næste nat listede hun sig igen ned til den, og da var den ganske levende, men så mat, den kunne kun et lille øjeblik lukke sine øjne op og se Tommelise, der stod med et stykke trøske i hånden, for anden lygte havde hun ikke.

"Tak skal du have, du nydelige lille barn!" sagde den syge svale til hende, "jeg er blevet så dejlig opvarmet! Snart får jeg mine kræfter og kan flyve igen, ude i det varme solskin!"

"Oh!" sagde hun, "det er så koldt udenfor, det sner og fryser! Bliv du i din varme seng, jeg skal nok pleje dig!"

Hun bragte da svalen vand i et blomsterblad, og den drak og fortalte hende, hvorledes den havde revet sin ene vinge på en tornebusk og kunne derfor ikke flyve så stærkt, som de andre svaler, som da fløj bort, langt bort til de varme lande. Den var da til sidst faldet ned på jorden, men mere kunne den ikke huske, og vidste slet ikke, hvorledes den var kommet her.

Hele vinteren blev den nu hernede og Tommelise var god imod den og holdt så meget af den; hverken muldvarpen eller markmusen fik det mindste at vide derom, for de kunne jo ikke lide den stakkels fattige svale.

Så snart foråret kom og solen varmede ind i jorden, sagde svalen farvel til Tommelise, der åbnede hullet, som muldvarpen havde gjort ovenover. Solen skinnede så dejligt ind til dem, og svalen spurgte, om hun ikke ville følge med, hun kunne sidde på dens ryg, de ville flyve langt ud i den grønne skov. Men Tommelise vidste, det ville bedrøve den gamle markmus, om hun således forlod hende.

"Nej, jeg kan ikke!" sagde Tommelise. "Farvel, farvel! du gode, nydelige pige!" sagde svalen og fløj ud i solskinnet. Tommelise så efter den, og vandet kom i hendes øjne, for hun holdt så meget af den stakkels svale.

"Kvivit! Kvivit!" sang fuglen og fløj ind i den grønne skov.

Tommelise var så bedrøvet. Hun fik slet ikke lov at komme ud i det varme solskin; kornet, der var sået på ageren, hen over markmusens hus, voksede også højt op i vejret, det var en hel tyk skov for den stakkels lille pige, som jo kun var en tomme lang.

"Nu skal du i sommer sy på dit udstyr!" sagde markmusen til hende, for nu havde naboen, den kedelige muldvarp i den sorte fløjlspels, friet til hende. "Du skal have både uldent og linned! Du skal have at sidde og ligge på, når du bliver muldvarpens kone!"

Tommelise måtte spinde på håndtén, og markmusen lejede fire edderkopper til at spinde og væve nat og dag. Hver aften gjorde muldvarpen visit og snakkede da altid om, at når sommeren fik ende, så skinnede solen ikke nær så varmt, den brændte jo nu jorden fast, som en sten; ja når sommeren var ude, så skulle brylluppet stå med Tommelise; men hun var slet ikke fornøjet, for hun holdt ikke noget af den kedelige muldvarp. Hver morgen, når solen stod op, og hver aften, når den gik ned, listede hun sig ud i døren og når så vinden skilte toppene af kornet ad, så at hun kunne se den blå himmel, tænkte hun på, hvor lyst og smukt der var herude, og ønskede så meget, at hun igen måtte få den kære svale at se; men den kom aldrig mere, den fløj vist langt borte i den smukke grønne skov.

Da det nu blev efterår, havde Tommelise hele sit udstyr færdigt.

"Om fire uger skal du have bryllup!" sagde markmusen til hende. Men Tommelise græd og sagde, hun ville ikke have den kedelige muldvarp.

"Snik snak!" sagde markmusen, "gør dig ikke obsternasig, for ellers skal jeg bide dig med min hvide tand! Det er jo en dejlig mand, du får! Hans sorte fløjlspels har dronningen selv ikke mage til! Han har både i køkken og kælder. Tak du Gud for ham!"

Så skulle de have bryllup. Muldvarpen var allerede kommet for at hente Tommelise; hun skulle bo med ham, dybt nede under jorden, aldrig komme ud i den varme sol, for den kunne han ikke lide. Det stakkels barn var så bedrøvet, hun skulle nu sige den smukke sol farvel, som hun dog hos markmusen havde fået lov at se på i døren.

"Farvel, du klare sol!" sagde hun og rakte armene højt op i vejret, gik også en lille smule uden for markmusens hus; thi nu var kornet høstet, og her stod kun de tørre stubbe. "Farvel, farvel!" sagde hun og slog sine små arme om en lille rød blomst, der stod. "Hils den lille svale fra mig, dersom du får den at se!"

"Kvivit, kvivit!" sagde det i det samme over hendes hoved; hun så op, det var den lille svale, der just kom forbi. Så snart den så Tommelise, blev den så fornøjet; hun fortalte den, hvor nødig hun ville have den stygge muldvarp til mand, og at hun så skulle bo dybt under jorden, hvor aldrig solen skinnede. Hun kunne ikke lade være at græde derved.

"Nu kommer den kolde vinter," sagde den lille svale, "jeg flyver langt bort til de varme lande, vil du følge med mig? Du kan sidde på min ryg! Bind dig kun fast med dit livbånd, så flyver vi bort fra den stygge muldvarp og hans mørke stue, langt bort over bjergene til de varme lande, hvor solen skinner smukkere end her, hvor der altid er sommer og dejlige blomster. Flyv kun med mig, du søde lille Tommelise, som har reddet mit liv, da jeg lå forfrossen i den mørke jordkælder!"

"Ja, jeg vil følge med dig!" sagde Tommelise, og satte sig op på fuglens ryg, med fødderne på dens udbredte vinge, bandt sit bælte fast i en af de stærkeste fjer og så fløj svalen højt op i luften, over skov og over sø, højt op over de store bjerge, hvor der altid ligger sne, og Tommelise frøs i den kolde luft, men så krøb hun ind under fuglens varme fjer og stak kun det lille hoved frem for at se al den dejlighed under sig.

Så kom de til de varme lande. Dér skinnede solen meget klarere end her, himlen var to gange så høj og på grøfter og gærder voksede de dejligste grønne og blå vindruer. I skovene hang citroner og appelsiner, her duftede af myrter og krusemynter, og på landevejen løb de nydeligste børn og legede med store brogede sommerfugle. Men svalen fløj endnu længere bort, og det blev smukkere og smukkere. Under de dejligste grønne træer ved den blå sø, stod et skinnende hvidt marmorslot, fra de gamle tider, vinrankerne snoede sig op om de høje piller; der øverst oppe var mange svalereder, og i en af disse boede svalen, som bar Tommelise.

"Her er mit hus!" sagde svalen; "men vil du nu selv søge dig en af de prægtige blomster ud, som gror dernede, så skal jeg sætte dig der og du skal få det så nydeligt, du vil ønske det!"

"Det var dejligt!" sagde hun, og klappede med de små hænder.

Der lå en stor hvid marmorsøjle, som var faldet om på jorden og knækket i tre stykker, men mellem disse voksede de smukkeste store hvide blomster. Svalen fløj ned med Tommelise og satte hende på et af de brede blade; men hvor forundret blev hun ikke! der sad en lille mand midt i blomsten, så hvid og gennemsigtig, som han var af glas; den nydeligste guldkrone havde han på hovedet og de dejligste klare vinger på skuldrene, selv var han ikke større end Tommelise. Han var blomstens engel. I hver blomst boede der sådan en lille mand eller kone, men denne var konge over dem alle sammen.

"Gud, hvor han er smuk!" hviskede Tommelise til svalen. Den lille prins blev så forskrækket for svalen, thi den var jo en hel kæmpefugl imod ham, der var så lille og fin, men da han så Tommelise, blev han så glad, hun var den allersmukkeste pige, han endnu havde set. Derfor tog han sin guldkrone af sit hoved og satte på hendes, spurgte, hvad hun hed og om hun ville være hans kone, så skulle hun blive dronning over alle blomsterne! Ja det var rigtignok en mand, anderledes, end skrubtudsens søn og muldvarpen med den sorte fløjlspels. Hun sagde derfor ja til den dejlige prins og fra hver blomst kom en dame eller herre, så nydelig, det var en lyst, hver bragte Tommelise en present, men den bedste af alle var et par smukke vinger af en stor hvid flue; de blev hæftet på Tommelises ryg og så kunne hun også flyve fra blomst til blomst; der var sådan en glæde og den lille svale sad oppe i sin rede og sang for dem, så godt den kunne, men i hjertet var den dog bedrøvet, for den holdt så meget af Tommelise og ville aldrig have været skilt fra hende.

"Du skal ikke hedde Tommelise!" sagde blomstens engel til hende, "det er et stygt navn, og du er så smuk. Vi vil kalde dig Maja!"

"Farvel! farvel!" sagde den lille svale, og fløj igen bort fra de varme lande, langt bort tilbage til Danmark; der havde den en lille rede over vinduet, hvor manden bor, som kan fortælle eventyr, for ham sang den "kvivit, kvivit!" derfra har vi hele historien.

Nalagam bralnik