Waltey
Medved in lisica
Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen MoeO besedilu
Medved in lisica
- Vir
- Norske Folkeeventyr
- Avtor
- Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Norsk
- Čas branja
- 3 min branja
- Obseg
- 3 strani
- Naslov izvirnika
- 017 Bjørnen og Ræven
O izvirniku
Norske Folkeeventyr
Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.
Besedilo
Medved in lisica
Zakaj ima medved štrcljast rep. Medved je nekoč srečal lisjaka, ki se je pritihotapil s svežnjem ukradenih rib. »Kje si pa to dobil?« je vprašal medved. »Ribe sem lovil, gospod medved!« je odgovoril lisjak. Tedaj se je tudi medved zaželel naučiti ribariti in je prosil lisjaka, naj mu pove, kako se to dela. »Zate je to prav lahka umetnost,« je odgovoril lisjak, »in hitro se je naučiš: samo na led moraš iti, si izsekati luknjo in vanjo vtakniti rep; potem pa ga moraš kar pošteno dolgo držati v njej.
Nikar se ne meni, če te bo malce skelil: to pomeni, da ribe prijemljejo; dlje ko ga boš držal v vodi, več rib boš ujel. Potem pa ga na vsem lepem sunkoma potegni ven!« In res je medved naredil, kakor mu je naročil lisjak, ter držal rep dolgo, dolgo v luknji, dokler ni dodobra primrznil; nato ga je sunkoma potegnil — in si ga odtrgal, tako da še dandanes hodi naokrog s štrcljastim repom.
II. Kako lisjak medveda ogoljufa za božično jedačo. Medved in lisjak sta si nekoč skupaj kupila četrtinski sodček masla; prihraniti sta ga hotela za božič, zato sta ga skrila pod košato smrečico. Nato sta odšla malo naprej in legla spat na prisojno pobočje. Ko sta nekaj časa ležala, je lisjak vstal in zaklical: »Da!« Potem je stekel naravnost k sodčku masla in ga pojedel dobro tretjino.
Ko se je vrnil in ga je medved vprašal, kje je bil, da ima tako masten gobec, je rekel: »Pomislil bi si ne, na krst so me povabili!« »A tako! Kako pa je bilo otroku ime?« je vprašal medved. »Načeto!« je rekel lisjak.
Nato sta spet legla spat. Čez nekaj časa je lisjak znova skočil pokonci, zaklical: »Da!« in stekel k sodčku masla. Tudi tokrat ga je pojedel dobršen kos. Ko se je vrnil in ga je medved spet vprašal, kje je bil, je odgovoril: »Oh, pomisli, spet so me povabili na krst!« »Kako pa je bilo tokrat otroku ime?« je rekel medved.
»Napolpojedeno,« je odgovoril lisjak. Medvedu se je zdelo to čudno ime, a ni dolgo premišljeval o njem, že je spet zazehal in zaspal; komaj je malo poležal, že se je zgodilo enako kakor obakrat poprej: lisjak je spet skočil pokonci, zaklical: »Da!« in stekel k sodčku masla, iz katerega je tokrat pojedel vse do zadnjega. Ko se je vrnil, je bil spet na krstu; in ko je medved hotel vedeti, kako je bilo temu otroku ime, je odgovoril: »Do-dna-polizano!« Nato sta spet legla spat in spala lep čas; potem pa sta šla pogledat maslo, in ko sta videla, da je vse pojedeno, je medved obdolžil lisjaka, lisjak pa medveda;
drug drugemu sta očitala, da je hodil k sodčku masla, medtem ko je sam spal. »No, no,« je rekel Mikkel, »kmalu bova izvedela, kateri od naju je ukradel maslo. Zdaj bova legla tjakaj na prisojno pobočje: kdor bo imel bolj mastno zadnjico, ko se zbudiva, tisti ga je ukradel.« Medved je rad privolil v tak preizkus, in ker je dobro vedel, da masla ni niti pokusil, je povsem brez skrbi legel spat na sonce. Mikkel pa se je pritihotapil k sodčku po trohico masla, ki je ostala v špranji, se nato prikradel nazaj k medvedu in mu z njo namazal zadnjico; potem je legel spat, kakor da se ni nič zgodilo. Ko sta se zbudila, je sonce že stopilo maslo, in tako je bil nazadnje vendarle medved tisti, ki naj bi ga bil pojedel.
Izvirnik
017 Bjørnen og Ræven
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
I. Hvorfor Bjørnen er stubrumpet. Bjørnen mødte engang Ræven, der kom luskende med et Fiskeknippe, han havde stjaalet. „Hvor har du faaet det fra?“ spurgte Bjørnen. „Jeg har været ude og medet, Herr Bjørn!“ svarede Ræven. Saa fik Bjørnen ogsaa Lyst at lære at mede, og bad Ræven sige ham, hvordan han skulde bære sig ad. „Det er en simpel Kunst for dig,“ svarede Ræven, „og den er snart lært: du skal bare gaae ud paa Isen, hugge dig et Hul, og stikke Halen nedi; og saa maa du holde den der brav længe.
Du maa ikke bryde dig om at det svier lidt i den: det er, naar Fisken bider; for jo længer du kan holde den der, jo fleer Fisk faaer du. Og ret som det er, skal du tværrykke op!“ Ja, Bjørnen gjorde som Ræven havde sagt, og holdt Halen længe, længe nedi Hullet, til den var vel frossen fast; saa tværrykkede han den — tværs af, og nu gaaer han der stubrumpet den Dag i Dag er.
II. Ræven snyder Bjørnen for Julekosten. Bjørnen og Ræven havde engang kjøbt sig et Smørkvarter tilsammen; det skulde de have til Juul og de gjemte det derfor under en tyk Granbuske. Derpaa gik de et Stykke bort og lagde sig i en Solbakke til at sove. Da de havde ligget en Stund, reiste Ræven sig og raabte: „ja!"; og løb saa sin Vei, lige hen til Smørkvarteret, som han aad en god Trediepart af.
Men da han kom igjen, og Bjørnen spurgte, hvor han havde været, siden han var saa fed om Flabben, sagde han: „Troer du ikke, jeg blev buden til Barsel da?“ „Ja saa! hvad hed Barnet?“ spurgte Bjørnen. „Begyndtpaa!“ sagde Ræven. Dermed lagde de sig til at sove igjen. Om en liden Stund, sprang Ræven atter op og raabte: „ja!“ og løb sin Vei hen til Smørkvarteret. Dengang aad han ogsaa en god Slump. Da han kom tilbage, og Bjørnen igjen spurgte, hvor han havde været, svarede han: „Aa! blev jeg ikke nu igjen buden til Barsel da, troer du!“ „Hvad hed Barnet nu da?“ sagde Bjørnen.
„Halvædt,“ svarede Ræven. Bjørnen syntes, det var et rart Navn, men han undrede sig ikke længe paa det, før han igjen gispede og sov; aldrig før han havde ligget en liden Stund, saa gik det ligedan som begge de forrige Gange, Ræven sprang op igjen, raabte: „ja!“ og løb hen til Smørkvarteret, som han dengang aad Slumpen ud af. Da han kom tilbage, havde han igjen været i Barsel; og da Bjørnen vilde vide, hvad det Barn hed, svarede han: „Slikket-i-Bunden!“ Dermed lagde de sig igjen til at sove og laae en god Stund; men saa skulde de hen at see til Smørret, og da det var opædt, skyldte Bjørnen paa Ræven, og Ræven paa Bjørnen; den Ene sagde at den Anden havde været henne i Smørkvarteret,
mens han selv laa og sov. „Ja, ja,“ sagde Mikkel, „vi skal snart faae vide, hvem af os der har stjaalet Smørret. Nu skal vi lægge os der bort i Solbakken: den som da er fedest i Enden, naar vi vaagne, han har stjaalet det.“ Ja, Bjørnen vilde gjerne gaae ind paa den Prøve, og da han vidste med sig selv, han ikke engang havde smagt Smørret, lagde han sig ganske trygt til at sove i Solen. Saa luskede Mikkel bort til Kvarteret efter et Smørgran, som sad igjen i en Spræk, og listede sig saa tilbage til Bjørnen og smurte ham i Enden med det; derpaa lagde han sig til at sove, som om Ingenting var hændt. Da nu Begge vaagnede, saa havde Solen smeltet Smørret, og saa blev Bjørnen den, som havde ædt Smørret alligevel, han.
Nadaljuj z branjem
