Prevod
Da, to je bil mali Tuk. Pravzaprav mu ni bilo ime Tuk, toda ko še ni znal prav govoriti, se je sam imenoval Tuk; to naj bi pomenilo Carl, in dobro je, da to vemo. Paziti je moral na svojo sestrico Gustave, ki je bila precej manjša od njega, obenem pa se je moral naučiti še snov za šolo, toda teh dveh stvari ni mogoče početi hkrati. Ubogi deček je sedel s sestrico v naročju in ji pel vse pesmice, ki jih je znal, medtem pa je skrivaj pogledoval v zemljepisno knjigo, ki je odprta ležala pred njim. Do naslednjega dne se je moral na pamet naučiti vsa mesta v škofiji Sjælland in vedeti o njih vse, kar se je dalo vedeti.
Zdaj se je vrnila mati, ki je bila zdoma, in vzela malo Gustave. Tuk je stekel k oknu in bral, da si je skoraj izčital oči, kajti že se je mračilo in tema je bila vse gostejša, mati pa ni imela denarja za svečo.
»Tamle gre stara perica iz uličice!« je rekla mati in pogledala skozi okno. »Še sebe komaj nosi, pa mora tovoriti še vedro od vodnjaka. Brž steci ven, mali Tuk, in bodi dober fant! Pomagaj starki!«
In Tuk je pri priči stekel ven in ji pomagal, ko pa se je vrnil domov, je bila že trda tema. O sveči ni bilo niti govora, moral je v posteljo; to je bila stara raztegljiva klop. Ležal je v njej in premišljeval o zemljepisni snovi: o škofiji Sjælland in o vsem, kar jim je povedal učitelj. Res bi moral še brati, a zdaj ni mogel več. Zemljepisno knjigo je potisnil pod blazino, saj je slišal, da to zelo pomaga pri pomnjenju snovi, vendar se na to ni mogoče zanesti.
Tako je ležal in premišljeval in premišljeval, potem pa se mu je nenadoma zazdelo, kakor da ga je nekdo poljubil na oči in usta. Spal je, pa vendar ni spal; zdelo se mu je, da ga gledajo mile oči stare perice, in rekla mu je: »Velika krivica bi bila, če ne bi znal svoje snovi! Ti si pomagal meni, zdaj bom jaz pomagala tebi, naš Gospod pa ti bo vedno pomagal!«
In nenadoma je knjiga pod Tukovo glavo zašumela in zamigljala: »Kikiriki! Ko, ko!« Prišla je kokoš, in sicer iz mesta Køge. »Jaz sem ena od kokoši iz Køgeja!« Potem je povedala, koliko prebivalcev ima mesto, in o bitki, ki se je tam bila, a o tem ni bilo vredno izgubljati besed.
»Šum, šum, bum!« Nekaj je treščilo na tla. Zdaj je prišla lesena ptica; to je bila papiga s strelskega tekmovanja v Præstøju. Povedala je, da ima mesto natanko toliko prebivalcev, kolikor ima ona žebljev v telesu, in bila je kar precej prevzetna: »Thorvaldsen je živel pri meni za vogalom. Bum! Kako prijetno ležim!«
Toda mali Tuk ni ležal, nenadoma je sedel na konju. V galopu, v galopu so drveli. Razkošno oblečen vitez z bleščečo čelado in plapolajočim perjanikom ga je imel pred seboj na konju in skupaj sta jezdila skozi gozd proti staremu mestu Vordingborg. Bilo je veliko, živahno mesto; visoki stolpi so se ponosno dvigali nad kraljevim gradom in luči so skozi okna svetile daleč naokrog. V gradu so peli in plesali; kralj Valdemar in imenitne mlade dvorne gospodične so se vrteli v plesu. – Zdanilo se je, in ko je vzšlo sonce, je mesto začelo izginjati, z njim pa tudi kraljevi grad, stolp za stolpom, dokler ni na vzpetini, kjer je stal grad, ostal en sam stolp. Mesto pa je bilo zdaj čisto majceno in revno. Šolarji so prihajali s knjigami pod pazduho in govorili: »2000 prebivalcev,« a to ni bilo res, toliko jih ni bilo.
In mali Tuk je ležal v svoji postelji; zdelo se mu je, da sanja in obenem ne sanja. Toda nekdo je bil tik ob njem. »Mali Tuk! Mali Tuk!« je klical. Bil je mornar, prav drobcen človek, ki bi lahko bil kadet, a ni bil kadet. »Prinašam ti prav prisrčne pozdrave iz Korsørja, mesta, ki lepo napreduje! To je živahno mesto, ima parnik in poštno kočijo; nekoč so ga vedno zmerjali z odvratnim, a to je bilo staro mnenje.« – »Ležim ob morju,« pravi Korsør, »imam cesto in gozd za sprehode, in v meni se je rodil pesnik, ki je bil zabaven, kar niso vsi. Hotel sem poslati ladjo okoli sveta; nisem je poslal, lahko pa bi jo, in tako lepo dišim: tik ob mestnih vratih cvetijo najlepše vrtnice!«
Mali Tuk jih je videl; pred očmi mu je vse pordečelo in pozelenelo, ko pa so se barve umirile, je zagledal z gozdom poraslo pobočje tik ob bistrem fjordu. Nad njim je stala veličastna stara cerkev z dvema visokima, koničastima zvonikoma. Iz pobočja so v debelih curkih brizgali studenci, da je voda kar pljuskala, v bližini pa je sedel star kralj z zlato krono na dolgih laseh. To je bil kralj Hroar pri studencih; bilo je pri mestu, ki mu zdaj pravimo Roskilde. In čez pobočje so v staro cerkev stopali vsi danski kralji in kraljice, držeč se za roke, vsi z zlatimi kronami na glavi, orgle pa so igrale in studenci žuboreli. Mali Tuk je vse videl in vse slišal. »Ne pozabi deželnih stanov!« je rekel kralj Hroar.
Nenadoma je spet vse izginilo; le kam je šlo? Bilo je, kakor bi obrnili list v knjigi. Zdaj je tam stala starka, plevelica iz Sorøja, kjer na trgu raste trava. Svoj sivi platneni predpasnik si je potegnila čez glavo, da ji je visel po hrbtu; bil je tako moker, da je gotovo deževalo. »Da, pa je res!« je rekla. Znala je nekaj zabavnih odlomkov iz Holbergovih komedij in vedela marsikaj o Valdemarju in Absalonu; potem pa se je nenadoma skrčila, zamajala z glavo in bila videti, kakor da bo skočila. »Kvak!« je rekla. »Mokro je, mokro, in grobno mirno lepo – v Sorøju!« Nenadoma je bila žaba. »Kvak!« In že je bila spet stara ženska. »Obleči se je treba vremenu primerno!« je rekla. »Mokro je, mokro! Moje mesto je kakor steklenica; vanj prideš pri zamašku in tam moraš tudi ven! Nekoč sem imela some, zdaj pa imam na dnu steklenice sveže, rdečelične dečke; tam se učijo modrosti: grško! Grško! Hebrejsko, kvak!« Zvenelo je, kakor kadar pojejo žabe ali kadar v velikih škornjih hodiš po močvirski vodi. Ves čas isti glas, tako enoličen, tako dolgočasen, tako dolgočasen, da je mali Tuk trdno zaspal, in tak spanec mu je lahko le koristil.
Toda tudi v tem spanju so prišle sanje ali karkoli je že bilo: njegova mala sestrica Gustave z modrimi očmi in svetlimi kodrastimi lasmi je bila nenadoma odraslo, lepo dekle, in čeprav ni imela kril, je znala leteti. Letela sta čez Sjælland, nad zelenimi gozdovi in modrimi vodami.
»Slišiš petelinje petje, mali Tuk? Kikiriki! Kokoši vzletajo iz mesta Køge! Dobil boš kokošnjak, tako velik, tako velik, da ne boš trpel ne lakote ne pomanjkanja! Papigo boš sestrelil, kakor pravijo, postal boš bogat in srečen mož! Tvoj dom se bo ponosno dvigal kakor stolp kralja Valdemarja in razkošno bo zgrajen, z marmornatimi kipi, kakršni so od tistega vogala v Præstøju, saj me razumeš. Tvoje ime bo s slavo poletelo daleč po svetu kakor ladja, ki naj bi izplula iz Korsørja, in v mestu Roskilde – – ›ne pozabi deželnih stanov!‹ je rekel kralj Hroar; tam boš govoril lepo in modro, mali Tuk, in ko boš nekoč legel v grob, boš spal tako mirno – –.«
»– Kakor da bi ležal v Sorøju!« je rekel Tuk in se prebudil. Bilo je svetlo jutro. Niti drobca svojih sanj se ni mogel spomniti, pa se jih tudi ni smel, saj človek ne sme vedeti, kaj ga čaka.
Skočil je iz postelje, bral svojo knjigo in takoj znal vso snov. Stara perica pa je pomolila glavo skozi vrata, mu pokimala in rekla:
»Hvala za včeraj, blagoslovljeni otrok! Naj ti naš Gospod izpolni najlepše sanje!« Mali Tuk sploh ni vedel, kaj je sanjal, toda glej, naš Gospod je vedel!
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
Ja, det var den lille Tuk, han hed egentlig ikke Tuk, men dengang han ikke kunne tale rigtig endnu kaldte han sig selv Tuk; det skulle betyde Carl, og det er godt man ved det; han skulle passe sin søster Gustave, som var meget mindre, end han, og så skulle han også lære sin lektie, men de to ting vil ikke gå på én gang. Den stakkels dreng sad med sin lille søster på skødet og sang alle de viser, han kunne, og imidlertid skottede øjnene til geografibogen, der lå åben for ham; han skulle til i morgen kunne udenad alle byerne i Sjællands stift og vide om dem alt, hvad der kunne vides.
Nu kom hans moder hjem, for hun havde været ude, og hun tog den lille Gustave; Tuk løb til vinduet og læste så at han næsten læste sig øjnene ud, for det var nær ved at blive mørkt og det blev mere, men moder havde ikke råd til at købe lys.
"Der går den gamle vaskekone omme fra strædet!" sagde moderen, idet hun så ud af vinduet. "Hun kan knap bære sig selv og så må hun bære spanden fra posten; spring du ud, lille Tuk, og vær en velsignet dreng! hjælp den gamle kone!"
Og Tuk sprang lige straks og hjalp, men da han så kom hjem, var det mørk aften, lys var der ikke at snakke om, han skulle i sin seng; det var en gammel slagbænk; i den lå han og der tænkte han på sin geografilektie: Sjællands stift og alt hvad læreren havde fortalt. Der skulle rigtignok have været læst, men det kunne han jo ikke nu. geografibogen stak han ind under sin hovedpude, for han havde hørt, at det skulle hjælpe betydeligt til at huske sin lektie, men det er ikke til at stole på.
Der lå han nu og tænkte og tænkte, og så var det lige med et, som om nogen kyssede ham på øjne og mund, han sov og sov dog ikke; det var ligesom om han så den gamle vaskekones milde øjne se på ham, og hun sagde: "Det ville være en stor synd om du ikke skulle kunne din lektie! du hjalp mig, nu skal jeg hjælpe dig, og Vorherre vil altid gøre det!"
Og lige med et så kriblede og krablede bogen under hovedet på lille Tuk:
"Kykliky! put! put!" det var en høne, der kom og det fra Køge by. "Jeg er en af Køges høns!" og så sagde den hvor mange indvånere, og om slaget der havde stået, og det var nu ikke noget at tale om.
"Krible krable, bums!" der dumpede en; det var en fugl af træ, som nu kom; det var papegøjen fra fugleskydningen i Præstø. Den sagde, at der var lige så mange indvånere, som den havde søm i livet; og den var noget stolt: "Thorvaldsen har boet på hjørnet af mig. Bums! jeg ligger dejligt!"
Men lille Tuk lå ikke, han var med et til hest. I galop, i galop gik det. En prægtigklædt ridder med skinnende hjelm og vajende fjerbusk havde ham foran sig på hesten og de red igennem skoven til den gamle by, Vordingborg, og den var en stor, en levende by; høje tårne knejsede på kongeborgen, og lysene skinnede langt ud igennem vinduerne; derinde var sang og dans; kong Valdemar og stadselige unge hoffrøkner gik i dansen. - Det blev morgen, og ligesom solen kom, sank byen hen og kongens slot, det ene tårn efter det andet, til sidst stod kun et eneste på banken, hvor slottet havde stået, og byen var så lille bitte og så fattig, og skoledrengene kom med deres bøger under armen og sagde "2000 indvånere," men det var ikke sandt, så mange var der ikke.
Og lille Tuk lå i sin seng, han syntes at han drømte og at han ikke drømte; men nogen var der tæt ved ham:
"Lille Tuk! lille Tuk!" blev der sagt; det var en sømand, en ganske lille person, som om det kunne være en kadet, men det var ikke en kadet. "Jeg skal hilse så meget flittig fra Korsør, den er en by, som er i opkomst! den er en levende by, den har dampskib og postvogn; engang skulle den altid kaldes ækel, men det var gammel mening." - "Jeg ligger ved havet," siger Korsør, "jeg har landevej og jeg har lystskov, og jeg har født en digter, som var morsom, og det er de ikke alle. Jeg har villet sende et skib rundt om Jorden, jeg gjorde det ikke, men kunne have gjort det, og så lugter jeg så dejlig, lige ved porten, der blomstrer de yndigste roser!"
Lille Tuk så dem, det blev rødt og grønt for hans øjne, men da der kom ro i kulørerne var det en hel skovgroet skrænt tæt ved den klare fjord; og oven over lå en prægtig gammel kirke med to høje, spidse kirketårne: Fra skrænten sprang kilderne i tykke vandstråler, så at det plaskede efter, og tæt ved sad en gammel konge med guldkrone om sit lange hår; det var kong Hroar ved kilderne; det var ved Roskilde by, som man kalder den nu. Og hen over skrænten, ind i den gamle kirke, gik alle Danmarks konger og dronninger hånd i hånd, alle med guldkrone på, og orglet spillede og kilderne rislede. Den lille Tuk så alt, hørte alt. "Glem ikke stænderne!" sagde kong Hroar.
Lige med et var alting borte igen; ja, hvor blev det af? det var ligesom man vender et blad i en bog. Og nu stod der en gammel kone, det var en lugekone, hun kom fra Sorø, hvor der vokser græs på torvet. Hun havde sit grå lærredsforklæde over hovedet og ned ad ryggen; det var så vådt, det måtte have regnet: "Ja, det har det!" sagde hun, og så kunne hun noget morsomt af Holbergs komedier og hun vidste om Valdemar og Absalon; men lige med et, så krøb hun sammen, rokkede med hovedet, det var ligesom om hun ville springe: "koaks!" sagde hun, "det er vådt, det er vådt, det er gravstille godt - i Sorø!" hun var lige med et en frø, "koaks!" og så var hun den gamle kone igen. "Man må klæde sig efter vejret!" sagde hun. "Det er vådt, det er vådt! min by er ligesom en flaske; man kommer ind ved proppen, og der må man ud igen! jeg har haft maller og nu har jeg friske rødmossede drenge på bunden af flasken; der lærer de visdom: græsk! græsk! hebræisk koaks!" det klang ligesom når frøerne synger, eller man går i mosevand med store støvler. Det var altid den samme lyd, så ens, så kedelig, så kedelig, at lille Tuk faldt i en ordentlig søvn, og den kunne han have godt af.
Men også i denne søvn kom en drøm, eller hvad det nu var: Hans lille søster Gustave med de blå øjne og det gule krøllede hår var med ét en voksen, dejlig pige, og uden at have vinger på kunne hun flyve og de fløj hen over Sjælland, over de grønne skove og de blå vande.
"Hører du hanegal, lille Tuk! kykliky! Hønsene flyver op fra Køge by! du får en hønsegård, så stor, så stor, du vil ikke lide sult og nød! Papegøjen skal du skyde, som man siger, du bliver en rig og lykkelig mand! din gård skal knejse, som kong Valdemars tårn, og rigt skal den bygges med billedstøtter af marmor, som dem fra Præstø-hjørne, du forstår mig nok. Dit navn skal med ros flyve vidt ud om verden, som skibet, der skulle have gået fra Korsør, og i Roskilde by – – 'husk på stænderne!' sagde kong Hroar; der skal du tale godt og klogt, lille Tuk, og når du så kommer engang i din grav, skal du sove så stille – –."
" - Som om jeg lå i Sorø!" sagde Tuk, og så vågnede han; det var klar morgen, han kunne ikke huske det mindste af sin drøm, men det skulle han heller ikke, for man må ikke vide hvad der kommer.
Og han sprang ud af sengen og læste i sin bog og kunne så sin lektie lige straks. Og den gamle vaskekone stak hovedet ind af døren, nikkede til ham og sagde:
"Tak for i går, du velsignede barn! Vorherre lader din bedste drøm blive opfyldt!"
Den lille Tuk vidste slet ikke hvad han havde drømt, men se, det vidste Vorherre!
