Waltey
Mali in veliki Miklavž
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Mali in veliki Miklavž
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 19 min branja
- Obseg
- 16 strani
- Naslov izvirnika
- Lille Claus og store Claus
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Mali in veliki Miklavž
V nekem mestu sta živela dva moža, ki sta imela natanko enako ime: obema je bilo ime Claus, le da je imel eden štiri konje, drugi pa enega samega. Da so ju lahko ločili, so tistemu s štirimi konji rekli veliki Claus, tistemu z enim samim pa mali Claus. Zdaj bomo slišali, kako se jima je godilo, kajti to je resnična zgodba!
Ves teden je moral mali Claus orati za velikega Clausa in mu posojati svojega edinega konja; veliki Claus pa mu je v zameno pomagal z vsemi štirimi svojimi, vendar le enkrat na teden, ob nedeljah. Hejsa! Kako je mali Claus pokal z bičem nad vseh pet konj! Tisti dan so bili vendar tako rekoč njegovi. Sonce je tako lepo sijalo in vsi zvonovi v cerkvenem stolpu so vabili k maši. Ljudje so bili praznično oblečeni in so s pesmarico pod pazduho hiteli poslušat duhovnikovo pridigo. Ozirali so se za malim Clausom, ki je oral s petimi konji, on pa je bil tako zadovoljen, da je spet počil z bičem in zaklical: "Hi, vsi moji konji!"
"Tega ne smeš govoriti," je rekel veliki Claus, "saj je samo eden od konj tvoj!" Ko pa je spet šel kdo mimo v cerkev, je mali Claus pozabil, da tega ne sme govoriti, in zaklical: "Hi, vsi moji konji!"
"No, zdaj te pa prosim, da nehaš!" je rekel veliki Claus. "Če to rečeš še enkrat, bom tvojega konja udaril po čelu, da se bo na mestu zgrudil mrtev, pa bo konec z njim!"
"Res ne bom več!" je rekel mali Claus. Toda ko so mimo prišli ljudje in mu prikimali v pozdrav, je bil tako vesel in zdelo se mu je tako imenitno, da mu pet konj orje njivo, da je počil z bičem in zaklical: "Hi, vsi moji konji!"
"Ti bom že pokazal, kako se priganja tvoje konje!" je rekel veliki Claus, pograbil kol za privezovanje in edinega konja malega Clausa udaril po čelu, da se je zgrudil in obležal mrtev.
"Oh, zdaj pa nimam nobenega konja več!" je rekel mali Claus in zajokal. Potem je konja odrl, kožo dobro posušil na vetru in jo spravil v vrečo, ki si jo je oprtal na hrbet. Nato se je odpravil v mesto, da bi konjsko kožo prodal.
Čakala ga je dolga pot skozi velik, temen gozd, povrh pa se je razbesnelo še strašno neurje. Povsem je zašel, in preden je spet našel pravo pot, se je že zvečerilo. Zdaj je bil predaleč, da bi še pred nočjo prišel v mesto ali se vrnil domov.
Tik ob poti je stala velika kmetija. Polkna so bila zaprta, vendar je nad njimi še vedno pronicala svetloba. Tukaj me bodo menda pustili prenočiti, je pomislil mali Claus in šel potrkat.
Kmetica je odprla, ko pa je slišala, kaj hoče, mu je rekla, naj gre kar naprej: njenega moža ni doma in tujcev ne sprejema.
"No, potem bom pa spal zunaj," je rekel mali Claus in kmetica mu je zaprla vrata pred nosom. V bližini je stal velik seneni kop, med njim in hišo pa je bila postavljena majhna lopa z ravno slamnato streho.
"Tam zgoraj lahko spim!" je rekel mali Claus, ko je zagledal streho. "Saj je prav imenitna postelja! Štorklja menda ne bo priletela dol in me ugriznila v noge." Na strehi je namreč stala prava živa štorklja, ki je imela tam svoje gnezdo.
Mali Claus je splezal na lopo, legel in se obračal sem ter tja, da bi se čim udobneje namestil. Lesena polkna se zgoraj niso povsem prilegala oknom, zato je lahko gledal naravnost v izbo.
Tam je bila pogrnjena velika miza z vinom, pečenko in čudovito ribo. Za njo sta sedela kmetica in cerkovnik, nikogar drugega ni bilo. Ona mu je nalivala vino, on pa si je pridno jemal ribo, saj jo je imel zelo rad.
"Ko bi le tudi jaz kaj dobil!" je rekel mali Claus in pomolil glavo čisto k oknu. Bog moj, kakšna krasna pogača je stala tam notri! To je bila prava gostija!
Tedaj je zaslišal, da po cesti nekdo jezdi proti hiši. Kmetičin mož se je vračal domov. Bil je dober človek, le neko čudno bolezen je imel: cerkovnikov ni mogel videti. Če mu je kateri prišel pred oči, je kar pobesnel. Zato je cerkovnik prišel pozdravit ženo takrat, ko je vedel, da moža ni doma, in dobra žena je predenj postavila vse najboljše jedi, kar jih je premogla. Ko sta zaslišala, da prihaja mož, sta se hudo prestrašila in žena je prosila cerkovnika, naj zleze v veliko prazno skrinjo v kotu. To je tudi storil, saj je dobro vedel, da ubogi mož cerkovnikov ne more videti. Žena pa je hitro skrila vse slastne jedi in vino v krušno peč. Če bi jih mož zagledal, bi gotovo vprašal, kaj naj to pomeni.
"Oh, joj!" je vzdihnil mali Claus na lopi, ko je videl, kako vsa hrana izginja. "Je kdo tam zgoraj?" je vprašal kmet in se ozrl k malemu Clausu. "Zakaj pa ležiš tam? Pridi raje z menoj v izbo!"
Mali Claus mu je povedal, kako je zašel, in ga prosil, ali bi smel prenočiti pri njih. "Seveda!" je rekel kmet. "Najprej pa morava kaj pojesti!"
Žena je oba prav prijazno sprejela, pogrnila dolgo mizo in jima prinesla veliko skledo kaše. Kmet je bil lačen in je jedel s pravim tekom, mali Claus pa ni mogel nehati misliti na slastno pečenko, ribo in pogačo, za katere je vedel, da so v peči.
Pod mizo, ob nogah, je imel vrečo s konjsko kožo; saj vemo, da se je z njo odpravil od doma, da bi jo v mestu prodal. Kaša mu nikakor ni šla v slast, zato je stopil na vrečo in suha koža v njej je glasno zaškripala.
"Pst!" je rekel mali Claus svoji vreči, vendar je obenem spet stopil nanjo, tako da je zaškripalo še glasneje kot prej. "Kaj pa imaš v vreči?" je vprašal kmet.
"Oh, čarovnika!" je rekel mali Claus. "Pravi, naj ne jeva kaše, saj nama je pričaral polno peč pečenke, rib in pogače."
"Kaj praviš!" je vzkliknil kmet in hitro odprl peč. V njej je zagledal vso slastno hrano, ki jo je žena skrila, zdaj pa je verjel, da jima jo je pričaral čarovnik v vreči. Žena si ni upala nič reči, temveč je takoj postavila jedi na mizo. Tako so jedli ribo, pečenko in pogačo. Nato je mali Claus spet stopil na vrečo, da je koža zaškripala.
"Kaj pa zdaj pravi?" je vprašal kmet. "Pravi," je odgovoril mali Claus, "da nama je pričaral še tri steklenice vina. Stojijo v kotu pri peči!" Žena je morala prinesti vino, ki ga je skrila, in kmet je pil ter postajal vse bolj vesel. Takega čarovnika, kakršnega je imel mali Claus v vreči, bi si neznansko rad omislil tudi sam.
"Ali zna pričarati tudi hudiča?" je vprašal kmet. "Prav rad bi ga videl, zdaj ko sem tako dobre volje!" "Seveda," je rekel mali Claus, "moj čarovnik zna vse, kar zahtevam od njega. Kajne, ti?" je vprašal in stopil na vrečo, da je zaškripala. "Slišiš, pravi, da zna! Ampak hudič je tako grd, da ga ni vredno gledati!"
"Oh, mene ni prav nič strah! Kako hud pa je lahko videti?" "No, prikazal se bo natanko tak kakor cerkovnik!" "Uh!" je rekel kmet. "To je pa grozno! Vedeti morate, da cerkovnikov ne morem videti! Pa nič zato, saj bom vedel, da je hudič, in bom že laže prenesel! Zdaj imam pogum! Le preblizu mi ne sme priti."
"Bom vprašal svojega čarovnika," je rekel mali Claus, stopil na vrečo in prislonil uho k njej. "Kaj pravi?" "Pravi, da lahko odprete skrinjo v kotu in videli boste hudiča, ki čepi v njej. Ampak pokrov morate dobro držati, da vam ne uide."
"Mi boste pomagali držati pokrov?" je rekel kmet in šel k skrinji, v katero je žena skrila pravega cerkovnika, ki je v njej trepetal od strahu.
Kmet je malce privzdignil pokrov in pokukal vanjo. "Uh!" je zavpil in odskočil. "Res, videl sem ga! Natanko tak je bil kot naš cerkovnik! Ne, to je bilo strašno!"
Na to je bilo treba piti in tako sta pila še dolgo v noč. "Tega čarovnika mi moraš prodati," je rekel kmet. "Zanj zahtevaj, kar hočeš! Takoj ti dam cel mernik denarja!"
"Ne, tega ne morem!" je rekel mali Claus. "Pomislite vendar, koliko koristi imam lahko od tega čarovnika!" "Oh, pa tako rad bi ga imel," je rekel kmet in ga še naprej prosil.
"No," je nazadnje rekel mali Claus, "ker ste bili tako dobri in ste mi dali nocoj streho nad glavo, pa naj bo. Čarovnika dobite za mernik denarja, ampak mernik mora biti zvrhano poln."
"Prav, dobil ga boš," je rekel kmet. "Toda tisto skrinjo moraš vzeti s seboj. Niti uro je nočem več imeti v hiši, saj človek ne more vedeti, ali še vedno sedi v njej."
Mali Claus je kmetu dal svojo vrečo s suho kožo in zanjo dobil cel mernik denarja, pa še zvrhan je bil. Kmet mu je podaril celo veliko samokolnico, da je lahko odpeljal denar in skrinjo.
"Zbogom!" je rekel mali Claus in odpeljal svoj denar ter veliko skrinjo, v kateri je še vedno sedel cerkovnik. Na drugi strani gozda je tekla velika, globoka reka. Voda je drvela tako hitro, da bi človek komaj lahko plaval proti toku. Čeznjo so zgradili velik nov most. Mali Claus se je sredi njega ustavil in prav glasno rekel, da ga je cerkovnik v skrinji lahko slišal:
"Le kaj mi bo ta neumna skrinja? Težka je, kakor da bi bilo v njej kamenje! Čisto sem že utrujen od tega prevažanja, zato jo bom vrgel v reko. Če priplava do mojega doma, prav, če pa ne, tudi nič hudega."
Z eno roko je prijel skrinjo in jo nekoliko privzdignil, kakor da jo hoče vreči v vodo. "Ne, nikar!" je zavpil cerkovnik iz skrinje. "Samo ven me spusti!"
"Uh!" je rekel mali Claus in se delal prestrašenega. "Še vedno je notri! Hitro moram vreči skrinjo v reko, da se utopi!" "Oh, ne, oh, ne!" je vpil cerkovnik. "Cel mernik denarja ti dam, če je ne vržeš!"
"No, to je pa druga stvar!" je rekel mali Claus in odprl skrinjo. Cerkovnik je nemudoma zlezel iz nje, porinil prazno skrinjo v vodo in odšel domov. Tam je mali Claus dobil cel mernik denarja. Enega je že prej dobil od kmeta, zdaj pa je imel polno samokolnico denarja!
"Glej no, za tega konja sem pa dobil kar dobro plačilo!" si je rekel, ko je prišel v svojo izbo in ves denar stresel na velik kup sredi tal. "Veliki Claus se bo pošteno jezil, ko bo izvedel, kako sem obogatel s svojim edinim konjem. Ampak kar naravnost mu tega le ne bom povedal!"
Poslal je dečka k velikemu Clausu, da bi si izposodil mernik. "Le kaj mu bo!" je pomislil veliki Claus in dno od spodaj namazal s katranom, da bi se nanj prijelo malo tistega, kar bo meril. In res se je: ko je dobil mernik nazaj, so se ga držali trije novi srebrniki po osem šilingov.
"Kaj pa je to?" je rekel veliki Claus in takoj stekel k malemu. "Kje si dobil ves ta denar?" "Oh, za svojo konjsko kožo! Sinoči sem jo prodal!"
"To je bilo pa res dobro plačilo!" je rekel veliki Claus, hitro stekel domov, vzel sekiro in vse svoje štiri konje udaril po čelu. Odrl jih je in kože odpeljal v mesto.
"Kože! Kože! Kdo kupi kože!" je klical po ulicah. Vsi čevljarji in strojarji so pritekli in ga vprašali, koliko hoče zanje.
"Mernik denarja za vsako," je rekel veliki Claus. "Si nor?" so rekli vsi po vrsti. "Misliš, da imamo denar kar na mernike?" "Kože! Kože! Kdo kupi kože!" je spet klical, toda vsakomur, ki je vprašal, koliko stanejo, je odgovoril: "Mernik denarja."
"Norčuje se iz nas," so rekli vsi. Čevljarji so pograbili svoje jermene, strojarji pa usnjene predpasnike in začeli pretepati velikega Clausa.
"Kože, kože!" so ga oponašali. "Ti bomo že obdelali kožo, da bo kri kar špricala! Ven iz mesta z njim!" so vpili. Veliki Claus je moral teči, kolikor so ga nesle noge. Tako tepen še nikoli ni bil.
"No!" je rekel, ko je prišel domov. "Mali Claus mi bo to plačal! Ubil ga bom!" Pri malem Clausu pa je medtem umrla stara babica. Res je bila sitna in zlobna do njega, vendar je bil kljub temu zelo žalosten. Mrtvo ženico je položil v svojo toplo posteljo, da bi morda spet oživela. Tam naj bi ležala vso noč, sam pa je nameraval sedeti v kotu in spati na stolu, kakor je že kdaj prej.
Ko je tako ponoči sedel v kotu, so se vrata odprla in vstopil je veliki Claus s sekiro. Dobro je vedel, kje stoji postelja malega Clausa, stopil je naravnost k njej in mrtvo babico udaril po čelu, misleč, da je mali Claus.
"Tako!" je rekel. "Zdaj me ne boš več vlekel za nos!" Nato je šel spet domov. "Ta je pa res hudoben!" je rekel mali Claus. "Hotel me je ubiti! Še sreča za staro mamko, da je bila že mrtva, sicer bi ji vzel življenje!"
Staro babico je oblekel v nedeljsko obleko, si pri sosedu izposodil konja, ga vpregel v voz in babico posadil na zadnji sedež, tako da med vožnjo ni mogla pasti z njega. Nato sta se odpeljala skozi gozd. Ko je vzšlo sonce, sta bila pred veliko gostilno. Tam se je mali Claus ustavil in šel noter, da bi kaj pojedel.
Gostilničar je imel zelo, zelo veliko denarja in bil je tudi dober človek, a vzkipljiv, kakor da bi bil poln popra in tobaka. "Dobro jutro!" je rekel malemu Clausu. "Danes si se pa zgodaj spravil v praznično obleko!"
"Res je," je rekel mali Claus. "S staro babico grem v mesto. Tam zunaj sedi na vozu, pa je ne morem pripraviti do tega, da bi prišla v izbo. Bi ji odnesli kozarec medice? Le precej glasno morate govoriti, ker slabo sliši."
"Seveda!" je rekel gostilničar, natočil velik kozarec medice in ga odnesel mrtvi babici, ki je sedela na vozu.
"Tukaj je kozarec medice od vašega sina!" je rekel gostilničar. Mrtva ženica pa ni rekla niti besede, samo negibno je sedela. "Ali ne slišite!" je zavpil gostilničar na ves glas. "Tukaj je kozarec medice od vašega sina!"
Še enkrat je zavpil isto, potem pa še enkrat. Ker se ženica ni niti premaknila, se je razjezil in ji zalučal kozarec naravnost v obraz. Medica ji je stekla po nosu, ona pa se je prekucnila nazaj na voz, saj je bila samo posajena na sedež, ne pa tudi privezana.
"Kaj pa je to!" je zavpil mali Claus, planil skozi vrata in gostilničarja zgrabil za prsi. "Ubil si mi babico! Poglej vendar, kako veliko luknjo ima na čelu!"
"Oh, kakšna nesreča!" je vzkliknil gostilničar in sklenil roke. "Za vse je kriva moja vzkipljivost! Dragi mali Claus, dal ti bom cel mernik denarja in tvojo babico pokopal, kakor da bi bila moja lastna. Samo molči, sicer mi bodo odsekali glavo, to pa je tako neprijetno!"
Tako je mali Claus dobil cel mernik denarja, gostilničar pa je staro babico pokopal, kakor da bi bila njegova. Ko se je mali Claus z vsem tem denarjem vrnil domov, je takoj poslal svojega dečka k velikemu Clausu prosit, ali bi si smel izposoditi mernik.
"Kaj pa je to?" je rekel veliki Claus. "Ali ga nisem ubil? To moram pa sam preveriti!" In je kar sam odnesel mernik k malemu Clausu.
"Od kod si pa dobil ves ta denar?" je vprašal in široko razprl oči, ko je zagledal, koliko ga je še pribylo. "Ubil si mojo babico, ne mene!" je rekel mali Claus. "Zdaj sem jo prodal in zanjo dobil mernik denarja!"
"To je bilo pa res dobro plačilo!" je rekel veliki Claus in pohitel domov. Vzel je sekiro, pri priči ubil svojo staro babico, jo položil na voz in se odpeljal v mesto, kjer je živel lekarnar. Vprašal ga je, ali bi kupil mrtvega človeka.
"Kdo pa je to in od kod ste ga dobili?" je vprašal lekarnar. "To je moja babica!" je rekel veliki Claus. "Ubil sem jo za mernik denarja!"
"Bog nas obvaruj!" je rekel lekarnar. "Saj ne veste, kaj govorite! Nikar ne govorite takih reči, saj vas lahko stanejo glave!" Nato mu je pošteno povedal, kako strašno hudobno dejanje je zagrešil, kako slab človek je in da bi ga morali kaznovati. Veliki Claus se je tako prestrašil, da je planil iz lekarne naravnost na voz, začel bičati konje in oddrvel domov. Lekarnar in vsi drugi pa so mislili, da je nor, zato so ga pustili, naj se pelje, kamor hoče.
"To mi boš plačal!" je rekel veliki Claus, ko je bil na cesti. "Da, to mi boš plačal, mali Claus!" Takoj ko je prišel domov, je vzel največjo vrečo, kar jih je našel, šel k malemu Clausu in rekel: "Spet si me naplahtal! Najprej sem ubil svoje konje, potem še staro babico! Za vse si kriv ti, ampak nikoli več me ne boš vlekel za nos!" Nato je malega Clausa zgrabil okoli pasu, ga stlačil v vrečo, si ga oprtal na hrbet in mu zaklical: "Zdaj te grem utopit!"
Do reke je bila dolga pot in malega Clausa ni bilo prav lahko nositi. Cesta je vodila tik mimo cerkve, kjer so igrale orgle in so ljudje tako lepo peli. Veliki Claus je odložil vrečo z malim Clausom ob cerkvena vrata in pomislil, da bi bilo prav lepo iti noter in poslušati eno cerkveno pesem, preden nadaljuje pot. Mali Claus vendar ni mogel uiti, vsi ljudje pa so bili v cerkvi. In je vstopil.
"Oh, joj! Oh, joj!" je vzdihoval mali Claus v vreči. Obračal se je sem ter tja, vendar mu nikakor ni uspelo razvezati vrvice. Tedaj je mimo prišel star, star gonjač živine s snežno belimi lasmi in veliko oporno palico v roki. Pred seboj je gnal celo čredo krav in bikov. Živali so zadele ob vrečo, v kateri je sedel mali Claus, da se je prevrnila.
"Oh, joj!" je vzdihnil mali Claus. "Tako mlad sem, pa moram že v nebesa!" "Jaz revež," je rekel gonjač, "pa sem tako star in še vedno ne morem tja!"
"Odpri vrečo!" je zaklical mali Claus. "Zlezi vanjo namesto mene, pa boš takoj prišel v nebesa!" "To pa prav rad storim," je rekel gonjač in razvezal vrečo, iz katere je mali Claus nemudoma skočil.
"Ti pa popazi na živino," je rekel starec in zlezel v vrečo. Mali Claus jo je zavezal, nato pa odšel z vsemi kravami in biki.
Kmalu zatem je veliki Claus prišel iz cerkve in si spet oprtal vrečo na hrbet. Zdelo se mu je, da je postala precej lahka, saj stari gonjač ni tehtal niti pol toliko kot mali Claus. "Kako lahko ga je zdaj nositi! To je gotovo zato, ker sem poslušal cerkveno pesem!" Nato je šel k reki, ki je bila globoka in široka, vrgel vrečo s starim gonjačem v vodo in zavpil za njim, saj je mislil, da je v njej mali Claus: "Tako! Zdaj me ne boš več vlekel za nos!"
Potem se je odpravil proti domu, ko pa je prišel do križišča, je srečal malega Clausa, ki je pred seboj gnal vso svojo živino. "Kaj pa je to!" je rekel veliki Claus. "Ali te nisem utopil?"
"Si!" je rekel mali Claus. "Pred slabe pol ure si me vendar vrgel v reko!" "Kje pa si dobil vso to lepo živino?" je vprašal veliki Claus.
"To je morska živina!" je rekel mali Claus. "Vso zgodbo ti bom povedal, pa še zahvaliti se ti moram, ker si me utopil. Zdaj sem na konju, zares bogat sem, verjemi! Tako me je bilo strah, ko sem ležal v vreči in mi je veter žvižgal okoli ušes, ko si me vrgel z mostu v mrzlo vodo. Pri priči sem potonil na dno, vendar se nisem udaril, saj tam spodaj raste najlepša mehka trava. Nanjo sem padel in takoj se je vreča odprla. Prekrasna deklica v snežno beli obleki, z zelenim vencem okoli mokrih las, me je prijela za roko in rekla: 'Si tukaj, mali Claus? Za začetek imaš tu nekaj živine! Miljo više po cesti pa stoji še cela čreda, ki ti jo bom podarila!' Tedaj sem videl, da je reka velika cesta za morsko ljudstvo. Po dnu so hodili in se vozili naravnost iz morja globoko v notranjost dežele, vse do kraja, kjer se reka konča. Tam je bilo tako lepo, polno cvetja in najbolj sveže trave, ribe, ki so plavale v vodi, pa so mi švigale okoli ušes kakor tukaj ptice po zraku. Kako prijetni ljudje so bili tam in koliko živine! Povsod je bila, po jarkih in ob ogradah!"
"Zakaj pa si se takoj vrnil sem gor k nam?" je vprašal veliki Claus. "Jaz se ne bi, če je tam spodaj tako lepo!" "No," je rekel mali Claus, "to sem pa prav zvito naredil! Saj si slišal, kaj sem ti povedal: morska deklica je rekla, da me miljo više po cesti čaka še cela čreda živine. S cesto pa seveda misli reko, saj drugam ne more. Ampak jaz vem, kako reka vijuga zdaj sem, zdaj tja. To je velik ovinek, zato si človek skrajša pot, če le more: pride sem gor na kopno in gre počez spet do reke. Tako prihranim skoraj pol milje in hitreje pridem do svoje morske živine!"
"Oh, ti pa imaš srečo!" je rekel veliki Claus. "Misliš, da bom tudi jaz dobil morsko živino, če pridem na dno reke?" "Seveda, tako bi si mislil," je rekel mali Claus. "Ampak do reke te ne morem nesti v vreči, pretežak si zame. Če greš sam tja in potem zlezeš vanjo, pa te z največjim veseljem vržem v vodo."
"Hvala ti!" je rekel veliki Claus. "Ampak če tam spodaj ne dobim morske živine, te bom pretepel, to mi lahko verjameš!" "Oh, ne! Nikar ne bodi tako hudoben!" Nato sta odšla k reki. Ko je žejna živina zagledala vodo, se je pognala v dir, da bi se čim prej napila.
"Poglej, kako hiti!" je rekel mali Claus. "Komaj čaka, da se vrne na dno!" "Najprej pomagaj meni!" je rekel veliki Claus. "Sicer boš tepen!" In zlezel je v veliko vrečo, ki je dotlej ležala počez čez hrbet enega od bikov. "Daj noter še kamen, sicer se bojim, da ne bom potonil," je rekel veliki Claus.
"Saj bo šlo!" je rekel mali Claus, vendar je v vrečo vseeno položil velik kamen, jo trdno zavezal in porinil v vodo. Čof! Veliki Claus je pristal v reki in pri priči potonil na dno.
"Bojim se, da ne bo našel živine!" je rekel mali Claus in svojo čredo odgnal domov.
Izvirnik
Lille Claus og store Claus
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Der var i en by to mænd, som begge havde selvsamme navn, begge to hed de Claus, men den ene ejede fire heste og den anden kun en eneste hest; for nu at kunne skille dem fra hinanden, kaldte man ham, som havde fire heste, den store Claus, og ham, som kun havde den ene hest, lille Claus. Nu skal vi høre, hvorledes de to havde det, for det er en virkelig historie!
Hele ugen igennem måtte lille Claus pløje for store Claus, og låne ham sin eneste hest; så hjalp store Claus ham igen med alle sine fire, men kun én gang om ugen, og det var om søndagen. Hussa! hvor smældede lille Claus med sin pisk over alle fem heste, de var jo nu så godt som hans, den ene dag. Solen skinnede så dejligt, og alle klokker i kirketårnet ringede til kirke, folk var så pyntede, og gik med salmebog under armen hen at høre præsten prædike og de så på lille Claus, der pløjede med fem heste, og han var så fornøjet, at han smældede igen med pisken og råbte: "hyp, alle mine heste!"
"Det må du ikke sige," sagde store Claus, "det er jo kun den ene hest, der er din!"
Men da der igen gik nogen forbi til kirke, glemte lille Claus, at han ikke måtte sige det, og råbte da: "hyp, alle mine heste!"
"Ja, nu vil jeg bede dig at lade være!" sagde store Claus, "for siger du det endnu en gang, så slår jeg din hest for panden, så den skal ligge død på stedet, da er det forbi med den!"
"Jeg skal såmænd ikke sige det mere!" sagde lille Claus, men da der kom folk forbi, og de nikkede god dag, blev han så fornøjet, og syntes det så dog så rask ud, at han havde fem heste til at pløje sin mark, og så smældede han med pisken, og råbte: "hyp, alle mine heste!"
"Jeg skal hyppe dine heste!" sagde store Claus, og tog tøjrkøllen og slog lille Claus' eneste hest for panden, så at den faldt om, og var ganske død.
"Ak nu har jeg slet ingen heste mere!" sagde lille Claus og gav sig til at græde. Siden flåede han hesten, tog huden og lod den godt tørre i vinden, puttede den så i en pose, som han tog på nakken, og gik ad byen til for at sælge sin hestehud.
Han havde sådan en lang vej at gå, skulle igennem en stor mørk skov, og nu blev det et frygteligt ondt vejr; han gik ganske vild, og før han kom på den rette vej, var det aften, og alt for langt til at komme til byen eller hjem igen, før det blev nat.
Tæt ved vejen lå der en stor bondegård, skodderne udenfor var skudt for vinduerne, men lyset kunne dog ovenfor skinne ud. Der kan jeg vel få lov at blive natten over, tænkte lille Claus, og gik hen at banke på.
Bondekonen lukkede op, men da hun hørte, hvad han ville, sagde hun, at han skulle gå sin vej, hendes mand var ikke hjemme, og hun tog ikke imod nogen fremmede.
"Nå, så må jeg da ligge udenfor," sagde lille Claus, og bondekonen lukkede døren for ham.
Tæt ved stod en stor høstak, og mellem den og huset var bygget et lille skur med et fladt stråtag.
"Der kan jeg ligge oppe!" sagde lille Claus, da han så taget, "det er jo en dejlig seng, storken flyver vel ikke ned og bider mig i benene." For der stod en levende stork oppe på taget, hvor den havde sin rede.
Nu krøb lille Claus op på skuret, hvor han lå og vendte sig, for at ligge rigtig godt. Træskodderne for vinduerne sluttede ikke oventil, og så kunne han se lige ind i stuen.
Der var dækket et stort bord med vin og steg og sådan en dejlig fisk, bondekonen og degnen sad til bords og ellers slet ingen andre, og hun skænkede for ham og han stak på fisken, for det var noget han holdt af.
"Hvem der dog kunne få noget med!" sagde lille Claus, og rakte hovedet lige hen mod vinduet. Gud, hvilken dejlig kage han kunne se stå derinde! Jo, det var gilde!
Nu hørte han én komme ridende på landevejen hen imod huset, det var bondekonens mand, som kom hjem.
Det var sådan en god mand, men han havde den forunderlige sygdom, at han aldrig kunne tåle at se degne; kom der en degn for hans øjne, blev han ganske rasende. Derfor var det også, at degnen var gået ind for at sige god dag til konen, da han vidste manden ikke var hjemme, og den gode kone satte derfor al den dejligste mad, hun havde, for ham; da de nu hørte manden kom, blev de så forskrækkede, og konen bad degnen krybe ned i en stor tom kiste, der stod henne i krogen; det gjorde han, for han vidste jo, at den stakkels mand ikke kunne tåle at se degne. Konen gemte gesvindt al den dejlige mad og vin inde i sin bageovn, for havde manden fået den at se, så havde han nok spurgt, hvad den skulle betyde.
"Ak ja!" sukkede lille Claus oppe på skuret, da han så al maden blive borte.
"Er der nogen der oppe?" spurgte bondemanden og kiggede op på lille Claus. "Hvorfor ligger du der? kom hellere med ind i stuen!"
Så fortalte lille Claus, hvorledes han havde forvildet sig, og bad om han måtte blive natten over.
"Ja vist!" sagde bondemanden, "men nu skal vi først have lidt at leve af!"
Konen tog meget venlig imod dem begge to, dækkede et langt bord og gav dem et stort fad grød. Bondemanden var sulten og spiste med rigtig appetit, men lille Claus kunne ikke lade være at tænke på den dejlige steg, fisk og kage, han vidste stod inde i ovnen.
Under bordet ved sine fødder havde han lagt sin sæk med hestehuden i, for vi ved jo, at det var den han var gået hjemme fra med, for at få den solgt i byen. Grøden ville slet ikke smage ham, og så trådte han på sin pose, og den tørre hud i sækken knirkede ganske højt.
"Hys!" sagde lille Claus til sin sæk, men trådte i det samme på den igen, så knirkede det meget højere end før.
"Nej! hvad har du i din pose?" spurgte bonden igen.
"Oh, det er en troldmand!" sagde lille Claus, "han siger, at vi skal ikke spise grød, han har hekset hele ovnen fuld af steg og fisk og kage."
"Hvad for noget!" sagde bonden, og lukkede gesvindt ovnen op, hvor han så al den dejlige mad, konen havde gemt, men som han nu troede, at troldmanden i posen havde hekset til dem. Konen turde ikke sige noget, men satte straks maden på bordet, og så spiste de både af fisken og stegen og kagen. Nu trådte lille Claus på sin pose igen, så huden knirkede.
"Hvad siger han nu?" spurgte bonden.
"Han siger," sagde lille Claus, "at han også har hekset tre flasker vin til os, de står henne i krogen ved ovnen!" Nu måtte konen tage vinen frem, hun havde gemt, og bondemanden drak og blev så lystig, sådan en troldmand, som lille Claus havde i posen, ville han da grumme gerne eje.
"Kan han også hekse fanden frem?" spurgte bonden, "ham gad jeg nok se, for nu er jeg lystig!"
"Ja," sagde lille Claus, "min troldmand kan alt, hvad jeg vil forlange. Ikke sandt du?" spurgte han og trådte på posen, så det knirkede. "Kan du høre, han siger jo? Men fanden ser så fæl ud, det er ikke værd at se ham!"
"Oh, jeg er slet ikke bange, hvorledes kan han vel se ud?"
"Ja, han vil vise sig ganske livagtig som en degn!"
"Hu!" sagde bonden, "det var fælt! I må vide, at jeg kan ikke tåle at se degne! men det er nu det samme, jeg ved jo, det er fanden, så finder jeg mig vel bedre i det! Nu har jeg courage! men han må ikke komme mig for nær."
"Nu skal jeg spørge min troldmand," sagde lille Claus, trådte på posen og holdt sit øre til.
"Hvad siger han?"
"Han siger, at I kan gå hen og lukke kisten op, der står i krogen, så vil I se fanden, hvor han kukkelurer, men I må holde på låget at han ikke slipper ud."
"Vil I hjælpe mig med at holde på det!" sagde bonden og gik hen til kisten, hvor konen havde gemt den virkelige degn, der sad og var så bange.
Bonden løftede låget lidt og kiggede ind under det: "hu!" skreg han, og sprang tilbage. "Jo, nu så jeg ham, han så ganske ud, som vores degn! nej, det var forskrækkeligt!"
Det måtte der drikkes på, og så drak de endnu til langt ud på natten.
"Den troldmand må du sælge mig," sagde bonden, "forlang for den alt, hvad du vil! ja, jeg giver dig straks en hel skæppe penge!"
"Nej, det kan jeg ikke!" sagde lille Claus, "tænk dog, hvor meget gavn jeg kan have af denne troldmand!"
"Ak, jeg ville så grumme gerne have den," sagde bonden, og blev ved at bede.
"Ja," sagde da lille Claus til sidst, "da du har været så god at give mig husly i nat, så kan det være det samme, du skal få troldmanden for en skæppe penge, men jeg vil have skæppen topfuld."
"Det skal du få," sagde bonden, "men kisten derhenne må du tage med dig, jeg vil ikke have den en time i huset, man kan ikke vide, om han sidder deri endnu."
Lille Claus gav bonden sin sæk med den tørre hud i, og fik en hel skæppe penge, og det topmålt, for den. Bondemanden forærede ham endogså en stor trillebør til at køre pengene og kisten på.
"Farvel!" sagde lille Claus, og så kørte han med sine penge og den store kiste, hvori endnu degnen sad.
På den anden side af skoven var en stor dyb å, vandet løb så stærkt af sted, at man knap kunne svømme imod strømmen; man havde gjort en stor ny bro derover, lille Claus holdt midt på den, og sagde ganske højt, for at degnen inde i kisten kunne høre det:
"Nej, hvad skal jeg dog med den tossede kiste? den er så tung, som der var sten i! jeg bliver ganske træt af at køre den længere, jeg vil derfor kaste den ud i åen, sejler den så hjem til mig, er det godt, og gør den det ikke, så kan det også være det samme."
Nu tog han i kisten med den ene hånd, og løftede lidt på den, ligesom om han ville styrte den ned i vandet.
"Nej lad være!" råbte degnen inde i kisten, "lad mig bare komme ud!"
"Hu!" sagde lille Claus, og lod som han blev bange. "Han sidder endnu derinde! så må jeg gesvindt have den ud i åen, at han kan drukne!"
"Oh nej, oh nej!" råbte degnen, "jeg vil give dig en hel skæppe penge, vil du lade være!"
"Ja det er en anden sag!" sagde lille Claus, og lukkede kisten op. Degnen krøb straks ud og stødte den tomme kiste ud i vandet, og gik til sit hjem, hvor lille Claus fik en hel skæppe penge, én havde han jo fået forud af bondemanden, nu havde han da hele sin trillebør fuld af penge!
"Se, den hest fik jeg ganske godt betalt!" sagde han til sig selv da han kom hjem i sin egen stue, og væltede alle pengene af i en stor hob midt på gulvet. "Det vil ærgre store Claus, når han får at vide, hvor rig jeg er blevet ved min ene hest, men jeg vil dog ikke lige rent ud sige ham det!"
Nu sendte han en dreng hen til store Claus, for at låne et skæppemål.
"Hvad mon han vil med det!" tænkte store Claus, og smurte tjære under bunden for at der kunne hænge lidt ved af det, som måltes, og det gjorde der da også, thi da han fik skæppen tilbage, hang der tre nye sølv-otte-skillinger ved.
"Hvad for noget?" sagde den store Claus, og løb straks hen til den lille: "Hvor har du fået alle de mange penge fra?"
"Oh det er for min hestehud, jeg solgte den i aftes!"
"Det var såmænd godt betalt!" sagde store Claus løb gesvindt hjem, tog en økse, og slog alle sine fire heste for panden, trak huden af dem, og kørte med disse ind til byen.
"Huder! huder! hvem vil købe huder!" råbte han igennem gaderne.
Alle skomagere og garvere kom løbende, og spurgte, hvad han ville have for dem.
"En skæppe penge for hver," sagde store Claus
"Er du gal?" sagde de alle sammen, "tror du, vi have penge i skæppevis?"
"Huder, huder! hvem vil købe huder," råbte han igen, men alle dem, som spurgte, hvad huderne kostede, svarede han: "en skæppe penge."
"Han vil gøre nar af os," sagde de alle sammen, og så tog skomagerne deres spanderemme og garverne deres skødskind, og begyndte at prygle på store Claus.
"Huder, huder!" vrængede de af ham, "ja vi skal give dig en hud, der skal spytte røde grise! ud af byen med ham!" råbte de, og store Claus måtte skynde sig alt hvad han kunne, så pryglet havde han aldrig været.
"Nå!" sagde han, da han kom hjem, "det skal lille Claus få betalt, jeg vil slå ham ihjel for det!"
Men hjemme hos den lille Claus var den gamle bedstemoder død; hun havde rigtignok været så arrig og slem imod ham, men han var dog ganske bedrøvet, og tog den døde kone og lagde hende i sin varme seng, om hun ikke kunne komme til live igen; der skulle hun ligge hele natten, selv ville han sidde henne i krogen og sove på en stol, det havde han gjort før.
Som han nu sad der om natten, gik døren op og store Claus kom ind med sin økse; han vidste nok, hvor lille Claus' seng var, gik lige hen til den og slog nu den døde bedstemoder for panden, idet han troede, det var lille Claus.
"Se så!" sagde han, "nu skal du ikke narre mig mere!" og så gik han hjem igen.
"Det er dog en slem ond mand!" sagde lille Claus, "der ville han slå mig ihjel, det var dog godt for den gamle mutter, hun allerede var død, ellers havde han taget livet af hende!"
Nu gav han den gamle bedstemoder søndagsklæderne på, lånte en hest af sin nabo, spændte den for vognen og satte den gamle bedstemoder op i det bageste sæde, således at hun ikke kunne falde ud, når han kørte til, og så rullede de af sted igennem skoven; da solen stod op, var de uden for en stor kro, der holdt lille Claus stille, og gik ind for at få noget at leve af.
Kromanden havde så mange, mange penge, han var også en meget god mand, men hidsig, som der var peber og tobak i ham.
"God morgen!" sagde han til lille Claus, "Du er tidlig kommet i stadsklæderne i dag!"
"Ja," sagde lille Claus, "jeg skal til byen med min gamle bedstemoder, hun sidder der ude på vognen, jeg kan ikke få hende ind i stuen. Vil I ikke bringe hende et glas mjød, men I må tale lovlig højt, for hun kan ikke godt høre."
"Jo, det skal jeg!" sagde kromanden, og skænkede et stort glas mjød, som han gik ud med til den døde bedstemoder, der var stillet op i vognen.
"Her er et glas mjød fra hendes søn!" sagde kromanden, men den døde kone sagde da ikke et ord, men sad ganske stille!
"Hører I ikke!" råbte kromanden lige så højt, han kunne, "her er et glas mjød fra hendes søn!"
Endnu engang råbte han det samme og så nok engang, men da hun slet ikke rørte sig ud af stedet, blev han vred og kastede hende glasset lige ind i ansigtet, så mjøden løb hende lige ned over næsen, og hun faldt baglænds om i vognen, for hun var kun stillet op og ikke bundet fast.
"Nåda!" råbte lille Claus, sprang ud af døren og tog kromanden i brystet! "der har du slået min bedstemoder ihjel! Vil du bare se, der er et stort hul i hendes pande!"
"Oh det var en ulykke!" råbte kromanden og slog hænderne sammen! "det kommer altsammen af min hidsighed! Søde lille Claus, jeg vil give dig en hel skæppe penge og lade din bedstemoder begrave, som om det var min egen, men ti bare stille, for ellers hugger de hovedet af mig, og det er så ækelt!"
Så fik lille Claus en hel skæppe penge, og kromanden begravede den gamle bedstemoder, som det kunne være hans egen.
Da nu lille Claus kom hjem igen med de mange penge, sendte han straks sin dreng over til store Claus, for at bede, om han ikke måtte låne et skæppemål.
"Hvad for noget?" sagde store Claus, "har jeg ikke slået ham ihjel! Da må jeg dog selv se efter," og så gik han selv over med skæppen til lille Claus.
"Nej hvor har du dog fået alle de penge fra?" spurgte han, og spilede rigtigt øjnene op ved at se alle dem, der var kommet til.
"Det var min bedstemoder og ikke mig, du slog ihjel!" sagde lille Claus, "hende har jeg nu solgt og fået en skæppe penge for!"
"Det var såmænd godt betalt!" sagde store Claus og skyndte sig hjem, tog en økse og slog straks sin gamle bedstemoder ihjel, lagde hende op i vognen, kørte ind til byen, hvor apotekeren boede, og spurgte, om han ville købe et dødt menneske.
"Hvem er det, og hvor har i fået det fra?" spurgte apotekeren.
"Det er min bedstemoder!" sagde store Claus, "jeg har slået hende ihjel, for en skæppe penge!"
"Gud bevare os!" sagde apotekeren. "I snakker over eder! sig dog ikke sådan noget, for så kan I miste hovedet!" Og nu sagde han ham rigtigt, hvad det var for noget forskrækkeligt ondt, han havde gjort, og hvilket slet menneske han var, og at han burde straffes; store Claus blev da så forskrækket, at han sprang lige fra apoteket ud i vognen, piskede på hestene og fór hjem, men apotekeren og alle folk troede han var gal, og lod ham derfor køre, hvorhen han ville.
"Det skal du få betalt!" sagde store Claus, da han var ude på landevejen! "ja det skal du få betalt, lille Claus!" og nu tog han, så snart han kom hjem, den største sæk, han kunne finde, gik over til lille Claus og sagde, "nu har du narret mig igen! først slog jeg mine heste ihjel, så min gamle bedstemoder! Det er altsammen din skyld, men aldrig skal du narre mig mere," og så tog han lille Claus om livet og puttede ham i sin sæk, tog ham så på nakken og råbte til ham: "Nu går jeg ud og drukner dig!"
Det var et langt stykke at gå, før han kom til åen, og lille Claus var ikke så let at bære. Vejen gik lige tæt forbi kirken, orgelet spillede og folk sang så smukt derinde; så satte store Claus sin sæk med lille Claus i tæt ved kirkedøren, og tænkte, det kunne være ganske godt, at gå ind og høre en salme først, før han gik videre: Lille Claus kunne jo ikke slippe ud og alle folk var i kirken; så gik han derind.
"Ak ja! ak ja!" sukkede lille Claus inde i sækken; han vendte sig og vendte sig, men det var ham ikke muligt at få løst båndet op; i det samme kom der en gammel, gammel kvægdriver, med kridhvidt hår og en stor støttekæp i hånden; han drev en hel drift af køer og tyre foran sig, de løb på sækken, som lille Claus sad i, så den væltede.
"Ak ja!" sukkede lille Claus, "jeg er så ung og skal allerede til himmerig!"
"Og jeg stakkel!" sagde kvægdriveren, "er så gammel og kan ikke komme der endnu!"
"Luk op for sækken!" råbte lille Claus, "kryb i mit sted derind, så kommer du straks til himmerige!"
"Ja det vil jeg grumme gerne," sagde kvægdriveren og løste op for lille Claus, der straks sprang ud.
"Vil du så passe kvæget," sagde den gamle mand, og krøb nu ind i posen, som lille Claus bandt for, og gik så sin vej med alle køerne og tyrene.
Lidt efter kom store Claus ud af kirken, han tog sin sæk igen på nakken, syntes rigtignok at den var bleven så let, for den gamle kvægdriver var ikke mere end halv så tung, som lille Claus! "hvor han er blevet let at bære! ja det er nok fordi jeg har hørt en salme!" så gik han hen til åen, der var dyb og stor, kastede sækken med den gamle kvægdriver ud i vandet og råbte efter ham, for han troede jo, at det var lille Claus: "Se så! nu skal du ikke narre mig mere!"
Så gik han hjemad, men da han kom hen, hvor vejene krydsede, mødte han lille Claus, som drev af sted med alt sit kvæg.
"Hvad for noget!" sagde store Claus, "har jeg ikke druknet dig?"
"Jo!" sagde lille Claus, "Du kastede mig jo ned i åen for en lille halv time siden!"
"Men hvor har du fået alt det dejlige kvæg fra?" spurgte store Claus.
"Det er søkvæg!" sagde lille Claus, "jeg skal fortælle dig den hele historie, og tak skal du også have, fordi du druknede mig, nu er jeg ovenpå, er rigtig rig, kan du tro! Jeg var så bange, da jeg lå inde i sækken, og vinden peb mig om ørene, da du kastede mig ned fra broen i det kolde vand. Jeg sank ligestraks til bunds, men jeg stødte mig ikke, for dernede vokser det dejligste bløde græs. Det faldt jeg på, og straks blev posen lukket op, og den dejligste jomfru, i kridhvide klæder og med en grøn krans om det våde hår, tog mig i hånden, og sagde: 'Er du der lille Claus? der har du for det første noget kvæg! en mil oppe på vejen står endnu en hel drift, som jeg vil forære dig!' Nu så jeg, at åen var en stor landevej for havfolkene. Nede på bunden gik og kørte de lige ud fra søen og helt ind i landet, til hvor åen ender. Der var så dejligt med blomster, og det friskeste græs, og fiskene, som svømmede i vandet, de smuttede mig om ørene, ligesom her fuglene i luften. Hvor der var pæne folk og hvor der var kvæg, det gik på grøfter og gærder!"
"Men hvorfor er du straks gået herop til os igen," spurgte store Claus. "Det havde jeg ikke gjort, når der var så nydeligt dernede!"
"Jo," sagde lille Claus, "det er just polisk gjort af mig! Du hører jo nok, at jeg siger dig: Havpigen sagde, at en mil oppe på vejen, og ved vejen mener hun jo åen, for andet sted kan hun ikke komme, står endnu en hel drift kvæg til mig. Men jeg ved hvor åen går i bugter, snart her, snart der, det er jo en hel omvej, nej så gør man det kortere af, når man kan det, at komme her op på land og drive tværs over til åen igen, derved sparer jeg jo næsten en halv mil og kommer gesvindtere til mit havkvæg!"
"Oh du er en lykkelig mand!" sagde store Claus, "tror du, jeg også får havkvæg, når jeg kommer ned på bunden af åen!"
"Jo, det skulle jeg tænke," sagde lille Claus, "men jeg kan ikke bære dig i sækken hen til åen, du er mig for tung, vil du selv gå der hen og så krybe i posen, så skal jeg med største fornøjelse kaste dig ud."
"Tak skal du have!" sagde store Claus, "men får jeg ikke havkvæg, når jeg kommer ned, så skal jeg prygle dig, kan du tro!"
"Oh nej! vær ikke så slem!" og så gik de hen til åen. Da kvæget, som var tørstig, så vandet, løb det alt hvad det kunne, for at komme ned at drikke.
"Se, hvor det skynder sig!" sagde lille Claus; "det længes efter at komme ned på bunden igen!"
"Ja hjælp nu først mig!" sagde store Claus, "for ellers får du prygl!" og så krøb han i den store sæk, som havde ligget tværs over ryggen på en af tyrene. "Læg en sten i, for ellers er jeg bange jeg ikke synker," sagde store Claus.
"Det går nok!" sagde lille Claus, men lagde dog en stor sten i sækken, bandt båndet fast til, og stødte så til den: Plump! der lå store Claus ude i åen og sank straks ned til bunds.
"Jeg er bange, han ikke finder kvæget!" sagde lille Claus, og drev så hjem med hvad han havde.
Nadaljuj z branjem
