Waltey

Prevod

There was an elderly man aboard the steamer whose face was so contented that, unless it deceived him, he must have been the happiest man on earth. And so he was, he said; I heard it from his own lips. He was a Dane, a countryman of mine, and the director of a travelling theatre. He had his entire company with him, packed in a large box: he was a puppet-showman. His natural good humour, he said, had been purified by a graduate of the Polytechnic Institute, and that experiment had made him perfectly happy. I did not understand him at first, but then he set the whole story clearly before me, and here it is.

It was in Slagelse, he said. I was giving a performance at the posting inn, and had a splendid house and a splendid audience, not one of them old enough to have been confirmed, apart from a couple of elderly ladies. Then in came a person dressed in black, with the look of a student. He sat down and laughed at precisely the right moments, and applauded just as he ought. He was an extraordinary spectator! I had to know who he was, and learned that he was a graduate of the Polytechnic Institute, sent out to instruct people in the provinces. My performance ended at eight o’clock; children must go to bed early, after all, and one must consider the convenience of one’s audience. At nine the graduate began his lectures and experiments, and now I was his audience. It was remarkable to hear and see. Most of it went over my head and into the parson’s, as the saying goes, but I could not help thinking: if we human beings can discover such things, surely we must be able to last longer than until we are put into the ground. He performed one little miracle after another, yet it was all as simple as putting a foot in a stocking, all straight from nature. In the days of Moses and the prophets, such a graduate of the Polytechnic would have become one of the wise men of the land, and in the Middle Ages he would have been burned. I did not sleep all night, and when I gave a performance the next evening and the graduate was there again, I really rose to the occasion. I once heard an actor say that when he played lovers’ parts, he thought of only one woman in the audience; he acted for her and forgot the rest of the house. The Polytechnic graduate was my “her,” the one spectator for whom I performed. When the performance was over, all the puppets were called before the curtain, and the graduate invited me to his room for a glass of wine. He talked about my plays and I talked about his science, and I think we took equal pleasure in both; but I did most of the talking, for there was so much in his subject that even he could not account for. Take, for instance, the way a piece of iron becomes magnetic when it falls through a coil. What is that? The spirit comes upon it, but where does it come from? It is just the same with the people of this world, I think. Our Lord lets them drop through the spiral of time, and the spirit comes upon them, and there stands a Napoleon, a Luther, or someone of that sort. “The whole world is a succession of wonders,” said the graduate, “but we are so used to them that we call them everyday things.” And he talked and explained, until at last it was as though he were lifting the top of my skull, and I frankly confessed that if I were not already an old fellow, I would go straight to the Polytechnic Institute and learn to look into the seams of the world, even though I was one of the happiest of men. “One of the happiest!” he said, as though savouring the words. “Are you happy?” he asked. “Yes,” I said, “happy I am, and welcome in every town I visit with my company. There is, to be sure, one wish that sometimes comes over me like a mischievous imp, a nightmare riding my good humour: to become the director of a living troupe, a company of real human beings.” “You wish your puppets brought to life; you wish them to become real actors,” he said, “with yourself as their director, and then you think you would be perfectly happy?” He did not believe it, but I did, and we argued back and forth, neither of us changing his opinion; but we did clink our glasses together, and the wine was very good. There must have been magic in it, though, or else the whole story amounts to no more than my getting drunk. But that was not it; I was clear-eyed. There was something like sunshine in the room, shining from the graduate’s face, and I could not help thinking of the ancient gods in their eternal youth, when they walked about the world. I told him so, and he smiled, and I could have sworn that he was a god in disguise, or one of the family—and so he was! My dearest wish was to be fulfilled, the puppets were to come alive, and I was to become the director of human beings. We drank to it. He packed all my puppets into the wooden box, strapped it to my back, and then let me drop through a spiral. I can still hear the thump as I landed. I was lying on the floor, that is the plain truth, and the whole company sprang out of the box. The spirit had come upon every one of them; all the puppets had become outstanding artists—they said so themselves—and I was the director. Everything was ready for the first performance. The entire company wanted to speak to me, and so did the audience. The dancer said that unless she stood on one leg, the house would fall; she was the mainstay of the whole enterprise and wanted to be treated accordingly. The puppet who played the empress insisted on being treated as an empress offstage too, or she would get out of practice. The fellow whose job was to come in with a letter made himself just as important as the leading lover, for the small parts were as important as the great ones in an artistic whole, he said. Then the hero demanded that his entire part should consist of exit lines, because those were what people applauded. The prima donna would perform only in red light, because it suited her; she would have nothing to do with blue. It was like flies in a bottle, and I was in the middle of the bottle: I was the director. I lost my breath, I lost my head, I was as miserable as a human being can be. I had found myself among a new race of people. I wished I had them all back in the box and had never become a director. I told them outright that, when all was said and done, they were nothing but puppets, and then they killed me. I was lying on the bed in my room. How I had got there from the Polytechnic graduate’s lodgings, he must know; I do not. The moon shone onto the floor, where the puppet box lay overturned and all the puppets were scattered about, big and small, the whole lot of them. But I wasted no time. Out of bed I flew, and into the box they all went, some head first and some feet first. I slammed down the lid and sat on the box myself. It was a picture worth painting! Can you see it? I can. “Now you shall stay there,” I said, “and never again will I wish you flesh and blood!” My heart was so light; I was the happiest man alive. The Polytechnic graduate had purified me. I sat there in sheer bliss and fell asleep on the box, and in the morning—it was really noon, but I slept an extraordinarily long time that morning—I was still sitting there, happy, for I had learned that what had once been my only wish had been a foolish one. I asked after the Polytechnic graduate, but he had vanished, like the Greek and Roman gods. And ever since then I have been the happiest of men. I am a happy director; my company does not argue, nor does my audience, which enjoys itself with all its heart. I am free to put all my plays together myself. I take whatever I please of the best in every play, and no one is offended. Plays now despised at the great theatres, but which thirty years ago the public flocked to see and wept over, I take for my own. Now I give them to the little ones, and the little ones weep just as their fathers and mothers wept. I put on “Johanna Montfaucon” and “Dyveke,” but in shortened versions, for little ones do not care for long-winded love nonsense. They want it unhappy, but quick. Now I have travelled the length and breadth of Denmark, know everyone and am known wherever I go. Now I have crossed over to Sweden, and if I am a success here and earn good money, I shall become a Scandinavian; otherwise not, I tell you, as one countryman to another.

And I, as his countryman, naturally pass the story straight on, simply for the sake of telling it.

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Der var på dampskibet en gammelagtig mand, med et så fornøjet ansigt, at, løj det ikke, da måtte han være det lykkeligste menneske på jorden. Det var han også, sagde han; jeg hørte det af hans egen mund; han var dansk, var min landsmand og rejsende teaterdirektør. Hele personalet havde han med, det lå i en stor kasse; han var marionetspiller. Hans medfødte gode humør, sagde han, var blevet lutret af en polyteknisk kandidat, og ved det eksperiment var han blevet fuldkommen lykkelig. Jeg forstod ham ikke straks, men så satte han hele historien klart ud for mig, og her er den.

Det var i Slagelse, sagde han, jeg gav en forestilling på postgården, og havde brillant hus og brillant publikum, aldeles ukonfirmeret, på et par gamle madammer nær. Så kommer der en sortklædt person af studenterudseende, han sætter sig, og ler aldeles på de rigtige steder, klapper aldeles rigtigt, det var en usædvanlig tilskuer! jeg måtte vide, hvem det var, og jeg hører, at det er en kandidat fra den polytekniske læreanstalt, sendt ud for at belære folk i provinserne. Klokken otte var min forestilling ude, børn skal jo tidlig i seng, og man må tænke på publikums bekvemmelighed. Klokken ni begyndte kandidaten sine forelæsninger og eksperimenter, og nu var jeg hans tilhører. Det var mærkeligt at høre og se på. Det meste gik over mit hoved og ind i præstens, som man siger, men det måtte jeg tænke: Kan vi mennesker udfinde sligt, så må vi også kunne holde længere ud end til vi puttes i jorden. Det var bare små mirakler, han gjorde, og dog alt sammen fod i hose, lige ud af naturen. I Moses' og profeternes tid måtte sådan en polyteknisk kandidat være blevet en af landets vise, og i middelalderen ville han være blevet brændt. Jeg sov ikke hele natten, og da jeg næste aften gav en forestilling og kandidaten var der igen, så kom jeg ordentlig i humør. Jeg har hørt af en skuespiller, at han i elskerroller kun tænkte på en eneste af tilskuerne, for hende spillede han og glemte hele det øvrige hus; den polytekniske kandidat han var min "hende," min eneste tilskuer, som jeg spillede for. Da forestillingen var ude, blev alle marionetter kaldt frem, og jeg blev af den polytekniske kandidat budt ind til ham på et glas vin; han talte om min komedie og jeg talte om hans videnskab, og jeg tror, vi havde lige stor fornøjelse af begge dele, men jeg beholdt dog ordet, for der var så meget i hans, som han ikke selv kunne gøre rede for, som nu den ting, at et stykke jern, som falder igennem en spiral, bliver magnetisk, ja hvad er det: Ånden kommer over det, men hvor kommer den fra; det er ligesom med denne verdens mennesker, tænker jeg, Vorherre lader dem dumpe gennem tidens spiral, og ånden kommer over dem, og så står der en Napoleon, en Luther, eller lignende person. "Hele verden er en række af underværker," sagde kandidaten, "men vi er så vante til dem, at vi kalder dem hverdagsting." Og han talte og han forklarede, det var til sidst ligesom han løftede hjerneskallen på mig, og jeg tilstod ærligt, at var jeg ikke allerede en gammel karl, så ville jeg straks gå i den polytekniske anstalt og lære at se verden efter i sømmene, og det uagtet jeg var et af de lykkeligste mennesker. "Et af de lykkeligste!" sagde han, og det var ligesom han smagte på det. "Er De lykkelig?" spurgte han; "ja," sagde jeg, "lykkelig er jeg, og velkommen er jeg i alle byer, hvor jeg kommer med mit selskab. Der er jo rigtignok et ønske, der imellem kommer over mig som en nissebuk, en mare, der rider mit gode humør, det er: at blive teaterdirektør for en levende trup, et rigtigt menneskeselskab." - "De ønsker deres marionetter levendegjorte, De ønsker, at de skal blive til virkelige skuespillere," sagde han, "og De selv være direktøren, da ville De være fuldkommen lykkelig, tror De?" Han troede det nu ikke, men jeg troede det, og vi talte frem og vi talte tilbage, og så var vi lige nær i vor mening, men med glassene stødte vi sammen, og vinen var meget god, men der var troldtøj i den, for ellers bliver hele historien, at jeg fik en rus. Det var det ikke, jeg var klarøjet. Der var som solskin i stuen, det skinnede ud af ansigtet på den polytekniske kandidat, og jeg måtte tænke på de gamle guder i evig ungdom, da de gik om i verden; og det sagde jeg til ham, og så smilede han, og jeg turde have bandet på, at han var en forklædt gud eller en af familien, - og han var det - mit højeste ønske skulle opfyldes, marionetterne blive levende, og jeg direktør for mennesker. Vi drak på det; han pakkede alle mine dukker i trækassen, bandt mig den på ryggen, og så lod han mig dumpe gennem en spiral; jeg hører endnu, hvor jeg dumpede, jeg lå på gulvet, det er vist og sandt, og hele selskabet sprang ud af kassen, ånden var kommen over dem alle sammen, alle marionetterne var blevet udmærkede kunstnere, det sagde de selv, og jeg var direktør; alt var i stand til første forestilling; hele selskabet ville tale med mig, og publikum med. Danserinden sagde, at når hun ikke stod på ét ben, så faldt huset, hun var mester for det hele og ville behandles således. Dukken, der spillede kejserinde, ville uden for scenen også behandles som kejserinde, for ellers kom hun ud af øvelsen; han som brugtes til at komme ind med et brev, gjorde sig lige så vigtig som første elsker, thi de små var som de store af lige vigtighed i et kunstnerisk helt, sagde han. Så forlangte helten, at hele hans rolle skulle kun være udgangsreplikker, for dem klappede man af; primadonna ville kun spille i rødt lys, for det klædte hende - hun ville ikke være i blåt. Det var ligesom fluer i en flaske, og jeg var midt i flasken, jeg var direktør. Vejret gik fra mig, hovedet gik fra mig, jeg var så elendig, som et menneske kan blive, det var en ny menneskeslægt jeg var kommen imellem, jeg ønskede, at jeg havde dem alle sammen i kassen igen, og at jeg aldrig var blevet direktør. Jeg sagde dem rent ud, at de i grunden dog alle var marionetter, og så slog de mig ihjel. Jeg lå på sengen i mit kammer, hvorledes jeg var kommet der fra den polytekniske kandidat, må han vide, jeg ved det ikke. Månen skinnede ind på gulvet, hvor dukkekassen lå væltet og alle dukkerne smidt om, små og store, hele kommersen; men jeg var ikke sen, ud af sengen fór jeg, og i kassen kom de alle sammen, nogle på hovedet og nogle på benene; jeg smækkede låget til og satte mig selv ovenpå kassen; det var til at male, kan De se det, jeg kan se det. "Nu skal I blive der," sagde jeg, "og aldrig ønsker jeg mere at I har kød og blod!" - Jeg var så let i humøret, jeg var det lykkeligste menneske; den polytekniske kandidat havde lutret mig; jeg sad i bar lyksalighed og faldt i søvn på kassen, og om morgnen - det var egentlig om middagen, men jeg sov forunderlig længe den morgen, - så sad jeg der endnu, lykkelig, idet jeg havde lært, at mit fordums eneste ønske havde været dumt; jeg spurgte efter den polytekniske kandidat, men han var borte, ligesom de græske og romerske guder. Og fra den tid har jeg været det lykkeligste menneske. Jeg er en lykkelig direktør, mit personale ræsonnerer ikke, publikum ikke heller, det fornøjer sig af hjertensgrund; frit kan jeg selv lave alle mine stykker sammen. Jeg tager af alle komedier det bedste, jeg vil, og ingen ærgrer sig derover. Stykker, som nu er foragtede på de store teatre, men som publikum for tredve år siden løb efter og tvinede over, dem tager jeg nu til mig, nu giver jeg dem til de små, og de små de tviner ligesom fader og moder tvinede; jeg giver "Johanna Montfaucon" og "Dyveke," men i forkortning, for de små holder ikke af langt kærlighedsvrøvl, de vil: ulykkeligt, men hurtigt. Nu har jeg berejst Danmark på retten og på vrangen, kender alle mennesker og kendes igen; nu er jeg gået til Sverige, og gør jeg her lykke og fortjener gode penge, så bliver jeg skandinav, ellers ikke, det siger jeg Dem, som er min landsmand.

Og jeg, som landsmand, fortæller det naturligvis straks igen, blot for at fortælle.

Nalagam bralnik