Waltey
List iz nebes
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
List iz nebes
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 5 min branja
- Obseg
- 4 strani
- Naslov izvirnika
- Et blad fra Himmelen
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
List iz nebes
Visoko v redkem, bistrem zraku je letel angel s cvetlico iz nebeškega vrta, in ko je nanjo pritisnil poljub, se je odtrgal drobcen listek in padel na blatna tla sredi gozda. Takoj je pognal korenine in odgnal med drugim rastlinjem.
"To pa je čuden potaknjenec!" so govorile rastline, in nobena ga ni hotela priznati za svojega, ne osat ne kopriva. "Najbrž je kakšna vrtna rastlina!" so govorile in se hihitale, in tako je bil kot vrtna rastlina vsem v posmeh; on pa je rasel in rasel kakor nobena druga rastlina in na vse strani poganjal veje v dolgih viticah.
"Kam pa siliš!" so govorili visoki osati, ki imajo trn na vsakem listu. "Prav neumno se razraščaš naokrog! To ni za nikamor! Ne moremo vendar stati tu in te podpirati!"
Prišla je zima in rastlino je prekril sneg, toda zaradi nje se je snežna odeja svetila, kakor da bi jo od spodaj prežemala sončna svetloba. Spomladi je tam stala cvetoča rastlina, lepa kakor nobena druga v gozdu.
Nato je prišel profesor botanike, ki je imel potrdilo, da je res to, za kar se izdaja. Ogledal si je rastlino, ugriznil vanjo, toda v njegovem botaničnem priročniku je ni bilo; nikakor ni mogel dognati, v kateri razred spada.
"To je neka različica!" je rekel. – "Ne poznam je, v sistem ni uvrščena!" "Ni uvrščena v sistem!" so ponavljali osati in koprive. Velika drevesa naokrog so slišala, kaj se govori, in tudi sama so videla, da to ni drevo njihove vrste, a niso rekla ničesar, ne slabega ne dobrega, in tako je vedno najvarneje, kadar si neumen.
Tedaj je skozi gozd prišlo revno, nedolžno dekle; njeno srce je bilo čisto, njen razum po veri razsvetljen, vsa njena dediščina na tem svetu pa je bila stara biblija. Toda z njenih strani ji je govoril božji glas: Če ti ljudje želijo zlo, se spomni Jožefove zgodbe: "V svojem srcu so snovali hudobijo, Bog pa jo je sklenil obrniti v dobro." Če se ti godi krivica, če te ne razumejo in te zasmehujejo, se spomni njega, najčistejšega in najboljšega, njega, ki so ga zasramovali in pribili na les križa, kjer je molil: "Oče, odpusti jim, saj ne vedo, kaj delajo!"
Ustavila se je pred čudovito rastlino, katere zeleni listi so tako sladko in poživljajoče dišali, cvetovi pa so se v jasni sončni svetlobi zdeli kakor pravi ognjemet barv; iz vsakega je zvenelo, kakor da se v njem skriva globok vodnjak melodij, ki se niti v tisočletjih ne izčrpa. S pobožnim občudovanjem je gledala vso to božjo veličastnost; upognila je eno izmed vej, da bi si cvet pobliže ogledala in vdihnila njegov vonj, in v duši se ji je razsvetlilo, pri srcu ji je bilo tako lepo. Rada bi imela en cvet, a ga ni imela srca odtrgati, saj bi pri njej kmalu ovenel; vzela je le en sam zeleni list, ga odnesla domov in položila v svojo biblijo, in tam je ostal svež, vedno svež in nevenljiv.
Skrit je ležal med stranmi biblije; skupaj z njo so ga položili pod glavo mladega dekleta, ko je nekaj tednov pozneje ležalo v krsti s sveto resnobo smrti na pobožnem obrazu, kakor da bi se v zemeljskem prahu izrisalo, da zdaj stoji pred svojim Bogom.
Zunaj v gozdu pa je čudovita rastlina cvetela, kmalu je bila že videti kakor drevo, in vse ptice selivke so prihajale in se priklanjale pred njo, še posebno lastovka in štorklja.
"To je tuje spakovanje!" sta govorila osat in repinec. "Pri nas doma se vendar nikoli ne bi mogli tako obnašati!" In črni gozdni polži so pljuvali na drevo.
Nato je prišel svinjski pastir in ruval osate in ovijalke, da bi zelenje sežgal v pepel; v njegovem svežnju se je znašlo tudi vse čudovito drevo, izruvano z vsemi koreninami vred. "Tudi to naj bo za kaj koristno!" je rekel, in tako se je zgodilo.
Kralj dežele pa je že več kot leto in dan trpel zaradi najgloblje otožnosti; bil je marljiv in delaven, pa ni nič pomagalo; brali so mu globokoumne spise in tudi najlahkotnejše, kar so jih mogli najti, pa ni nič pomagalo. – Tedaj je prišlo sporočilo enega najmodrejših mož na svetu, na katerega so se bili obrnili po pomoč, in ta jim je dal vedeti, da obstaja zanesljivo sredstvo za tolažbo in ozdravitev trpečega. "V kraljevem lastnem kraljestvu raste v gozdu rastlina nebeškega izvora; taka in taka je videti, ni je mogoče zamenjati z drugo," in priložena je bila risba rastline, ki jo je bilo lahko prepoznati! – "Zeleni pozimi in poleti, zato vsak večer vzemite z nje svež list in ga položite kralju na čelo; tedaj se mu bodo misli razjasnile in lepe sanje ga bodo ponoči okrepile za prihodnji dan!"
To je bilo zdaj dovolj jasno in vsi zdravniki s profesorjem botanike vred so odšli v gozd. – Da, toda kje je bila rastlina? "Najbrž sem jo pobral v sveženj!" je rekel svinjski pastir. "Že zdavnaj je zgorela v pepel, a saj nisem vedel!"
"Ni vedel!" so govorili vsi po vrsti. "Nevednost! Nevednost! Kako velika si!" In te besede bi si moral svinjski pastir vzeti k srcu, on in nihče drug, so menili.
Niti enega lista ni bilo mogoče najti; edini je ležal v krsti umrlega dekleta, a o tem ni nihče nič vedel. In tudi sam kralj je v svoji potrtosti prišel v gozd na tisti kraj. "Tu je stalo drevo!" je rekel. "To je svet kraj!" – Zemljišče so obdali z zlato ograjo in postavili stražo, ki je tam stala noč in dan.
Profesor botanike je napisal razpravo o nebeški rastlini in za to so ga pozlatili, kar mu je bilo v veliko veselje; in pozlata je lepo pristajala njemu in njegovi družini, in to je najveseljejša reč v vsej tej zgodbi, kajti rastline ni bilo več, kralj pa je bil potrt in žalosten – "ampak tak je bil tudi že prej!" je rekel stražar.
Izvirnik
Et blad fra Himmelen
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Højt oppe i den tynde, klare luft fløj en engel med en blomst fra Himmelens have, og idet han trykkede et kys på blomsten gik der et lillebitte blad af og det faldt ned på den dyndede jord midt i skoven, og straks fæstede det rod og satte skud midt imellem de andre urter.
"Det er en løjerlig stikling den!" sagde de, og ingen ville kende sig ved den, hverken tidsel eller brændenælde.
"Det er nok en slags havevækst!" sagde de og grinede, og så var den til nar, som havevækst; men den voksede og voksede, som ingen anden, og skød sine grene i lange ranker vidt omkring.
"Hvor skal du hen!" sagde de høje tidsler, der har torn på hvert blad, "du løber noget avet om! det har ingensteds hjemme! vi kan ikke stå og bære dig!"
Vinteren kom, sneen lå hen over planten, men fra den fik snelaget en glans, som blev det nedenfra gennemstrømmet af sollys. I foråret stod der en blomstrende vækst, dejlig som ingen anden i skoven.
Så kom den botaniske professor, der havde skudsmålsbog på at han var hvad han var, han så på planten, han bed i den, men den stod ikke i hans plantelære; det var ham ikke muligt at finde ud, til hvilken klasse den hørte.
"Det er en afart!" sagde han. - "Jeg kender den ikke, den er ikke optaget i systemet!"
"Ikke optaget i systemet!" sagde tidsler og nælder.
De store træer rundt om hørte hvad der blev sagt, og også de så at det ikke var et træ af deres slags, men de sagde ikke noget, hverken ondt eller godt, og det er altid det sikreste når man er dum.
Da kom, gennem skoven, en fattig, uskyldig pige; hendes hjerte var rent, hendes forstand stor gennem troen, al hendes arvegods i denne verden var en gammel bibel, men fra dens blade talte til hende Guds stemme: Vil menneskene dig ilde, husk af historien om Josef: "De tænkte ondt i deres hjerte, men Gud tænkte at vende det til det bedre." Lider du uret miskendes og forhånes, husk ham den reneste og bedste, ham som de spottede og naglede til korsets træ, hvor han bad, "Fader, forlad dem, de ved ikke hvad de gør!"
Hun standsede sin gang foran den vidunderlige vækst, hvis grønne blade duftede så sødt og vederkvægende og hvor blomsterne i det klare solskin syntes et helt farvefyrværkeri; og det klang fra hver, som gemte den melodiernes dybe brønd der i årtusinder ikke tømmes. Med from andagt så hun på al den Guds herlighed; hun bøjede en af grenene ned for ret at beskue blomsten og indånde dens duft, og det lyste i hendes sind, det gjorde hendes hjerte så vel; gerne havde hun ejet en blomst, men hun nænnede ikke at bryde den af, den ville jo snart visne hos hende; og hun tog kun et eneste af de grønne blade, bar det hjem, lagde det i sin bibel og dér lå det friskt, altid friskt og uvisneligt.
Mellem biblens blade lå det gemt; med biblen blev det lagt under den unge piges hoved, da hun uger efter lå i sin ligkiste, med dødens hellige alvor på det fromme ansigt, som om det afprægede sig i det jordiske støv at hun nu stod for sin Gud.
Men ude i skoven blomstrede den vidunderlige vækst, den var snart som et træ at se til, og alle trækfugle kom og bøjede sig for den, svalen og storken især.
"Det er udenlandsk skaberi!" sagde tidsel og burre, "således kan vi her hjemme dog aldrig bære os ad!"
Og de sorte skovsnegle spyttede på træet.
Så kom svinehyrden, han ruskede tidsler og ranker op for at brænde aske af det grønne; hele det vidunderlige træ, rykket op med alle rødder, fik han med i bundtet; "det skal også gøre gavn!" sagde han og så var det gjort.
Men i mere end år og dag led landets konge af den dybeste tungsind; han var flittig og arbejdsom, det hjalp ikke; der blev læst dybsindige skrifter for ham og der blev læst de allerletteste man kunne finde, det hjalp ikke. - Da kom der bud fra en af verdens viseste mænd, man havde henvendt sig til ham og han lod dem vide, at der fandtes et sikkert middel til at husvale og helbrede den lidende. "I kongens eget rige gror der i skoven en vækst af himmelsk oprindelse, sådan og sådan ser den ud, man kan ikke tage fejl," og her fulgte en tegning med af væksten, den var let at kende! - "Den grønnes vinter og sommer, tag derfor, hver aften, et frisk blad deraf og læg det på kongens pande, da lysner det om hans tanke og en dejlig drøm til natten vil styrke ham for den kommende dag!"
Det var nu tydeligt nok, og alle doktorer og den botaniske professor gik ud i skoven. - Ja, men hvor var væksten.
"Jeg har nok fået den med i bundtet!" sagde svinehyrden, "den er gået i aske for længde siden, men jeg vidste ikke bedre!"
"Vidste ikke bedre!" sagde de alle sammen. "Uvidenhed! Uvidenhed! hvor er du stor!" og de ord kunne svinehyrden lægge sig på hjertet, han og ingen anden, mente de.
Ikke et blad var at finde, det eneste lå i den dødes kiste og derom vidste ingen.
Og kongen selv kom i sin mismod ud i skoven til stedet. "Her har træet stået!" sagde han, "det er et helligt sted!" -
Og jorden her blev indhegnet med et gyldent gitter og der kom skildvagt, og det både nat og dag.
Den botaniske professor skrev en afhandling om den himmelske plante, og derfor blev han forgyldt, og det var ham til stor fornøjelse; og forgyldningen klædte ham og hans familie, og det er det glædeligste ved hele den historie, thi væksten var borte og kongen var mismodig og bedrøvet - "men det var han også i forvejen!" sagde skildvagten.
Nadaljuj z branjem
