Waltey
Kokoš, ki je morala na Dovrefjell, da svet ne bi propadel
Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen MoeO besedilu
Kokoš, ki je morala na Dovrefjell, da svet ne bi propadel
- Vir
- Norske Folkeeventyr
- Avtor
- Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Norsk
- Čas branja
- 4 min branja
- Obseg
- 3 strani
- Naslov izvirnika
- 042 Hønen, som skulde til Dovrefjeld, for at ikke Alverden skulde forgaae
O izvirniku
Norske Folkeeventyr
Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.
Besedilo
Kokoš, ki je morala na Dovrefjell, da svet ne bi propadel
Nekoč je živela kokoš, ki je zvečer zletela na hrast in se tam namestila za prenočevanje. Ponoči je sanjala, da bo ves svet propadel, če ne pride na Dovrefjeld. Pri priči je skočila z drevesa in se odpravila na pot. Ko je prehodila kos poti, je srečala petelina. »Dober dan, Hane Pane,« je rekla kokoš. »Dober dan, Høne Pøne; kam pa tako zgodaj?« je vprašal petelin. »Oh, na Dovrefjeld grem, da ne bi ves svet propadel,« je rekla kokoš. »Kdo ti je pa to povedal, Høne Pøne?« je vprašal petelin. »Na hrastu sem sedela in to noč sanjala,« je rekla kokoš. »Pa pojdem še jaz s teboj,« je rekel petelin. In tako sta šla lep kos poti, nato pa srečala raco.
»Dober dan, Ande Vande,« je rekel petelin. »Dober dan, Hane Pane, kam pa tako zgodaj?« je vprašala raca. »Na Dovrefjeld grem, da ne bi ves svet propadel,« je rekel petelin.
»Kdo ti je pa to povedal, Hane Pane?« »Høne Pøne,« je rekel petelin. »Kdo ti je pa to povedal, Høne Pøne?« je vprašala raca. »Na hrastu sem sedela in to noč sanjala,« je rekla kokoš. »Pa pojdem še jaz z vama,« je rekla raca. Odpravili so se torej naprej, in ko so spet prehodili kos poti, so srečali gosaka. »Dober dan, Gasse Vasse,« je rekla raca.
»Dober dan, Ande Vande,« je rekel gosak, »kam pa tako zgodaj?« »Na Dovrefjeld grem, da ne bi ves svet propadel,« je rekla raca. »Kdo ti je pa to povedal, Ande Vande?« je vprašal gosak.
»Hane Pane.« »Kdo ti je pa to povedal, Hane Pane?« »Høne Pøne.« »Kako pa to veš, Høne Pøne?« je vprašal gosak. »Na hrastu sem sedela in to noč sanjala, Gasse Vasse,« je rekla kokoš. »Pa pojdem še jaz z vami,« je rekel gosak. Ko so spet prehodili kos poti, so srečali lisjaka. »Dober dan, Ræv Skræv,« je rekel gosak. »Dober dan, Gasse Vasse.« »Kam pa, Ræv Skræv?« »Kam pa ti, Gasse Vasse?« »Na Dovrefjeld grem, da ne bi ves svet propadel,« je rekel gosak.
»Kdo ti je pa to povedal, Gasse Vasse?« je vprašal lisjak. »Ande Vande.« »Kdo ti je pa to povedal, Ande Vande?« »Hane Pane.« »Kdo ti je pa to povedal, Hane Pane?« »Høne Pøne.« »Kako pa to veš, Høne Pøne?« »Na hrastu sem sedela in to noč sanjala, da bo ves svet propadel, če ne pridemo na Dovrefjeld,« je rekla kokoš. »Ah, čenče,« je rekel lisjak, »svet že ne bo propadel, če ne pridete tja. Ne, raje pojdite z menoj domov v moj brlog, tam je veliko bolje, saj je prijetno in toplo.« In res so šli z lisjakom domov v njegov brlog. Ko so prispeli, je lisjak krepko naložil na ogenj, da so vsi postali zaspani. Raca in gosak sta se namestila v kot, petelin in kokoš pa sta zletela na prečko. Ko sta gosak in raca trdno zaspala, je lisjak pograbil gosaka, ga položil na žerjavico in ga spekel. Kokoš je zavohala smrad po zažganem; skočila je na višjo prečko in napol v spanju rekla: »Fej, kako smrdi, kako smrdi!« »Ah, čenče,« je rekel lisjak, »samo dim se vrača skozi dimnik. Zaspi že in bodi tiho!« Kokoš je spet zaspala. Komaj je lisjak pojedel gosaka, že je enako storil še z raco: pograbil jo je, položil na žerjavico, spekel in jo začel jesti. Tedaj se je kokoš spet zbudila in skočila na še višjo prečko. »Fej, kako smrdi, kako smrdi!« je rekla, nato pa odprla oči in zagledala, da je lisjak pojedel oba, gosaka in raco. Zletela je na najvišjo prečko, se tam usedla in pogledala navzgor skozi dimnik. »Ojej, poglej, koliko lepih gosi leti tam zgoraj!« je rekla lisjaku. Mikkel je brž planil ven, da bi si ujel mastno pečenko. Kokoš pa je zbudila petelina in mu povedala, kaj se je zgodilo z gosakom Gasse Vasse in raco Ande Vande. Nato sta Hane Pane in Høne Pøne zletela skozi dimnik, in če ne bi prišla na Dovrefjeld, bi bilo gotovo konec vsega sveta.
Izvirnik
042 Hønen, som skulde til Dovrefjeld, for at ikke Alverden skulde forgaae
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Der var engang en Høne, som var fløiet op og havde sat sig i et Egetræ til Kvælds. Om Natten drømte den, at hvis den ikke kom til Dovrefjeld, saa skulde Alverden forgaae. Bedst som det var, hoppede den ned og gav sig paa Veien. Da den havde gaaet et Stykke, mødte den en Hane. „God Dag, Hane Pane,“ sagde Hønen. „God Dag, Høne Pøne; hvor skal du hen, saa tidlig?“ sagde Hanen. „Aa jeg skal gaae til Dovrefjeld, forat ikke Alverden skal forgaae,“ sagde Hønen. „Hvem har sagt dig det, Høne Pøne?“ sagde Hanen. „Jeg sad i Egen og drømte det i Nat,“ sagde Hønen. „Jeg vil følge med, jeg,“ sagde Hanen. Ja, saa gik de et langt Stykke, saa mødte de end And.
„God Dag, Ande Vande,“ sagde Hanen. „God Dag, Hane Pane, hvor skal du hen saa tidlig?“ sagde Anden. „Jeg skal til Dovrefjeld forat ikke Alverden skal forgaae,“ sagde Hanen. „Hvem sagde dig det, Hane Pane?“ „Høne Pøne,“ sagde Hanen. „Hvem sagde dig det, Høne Pøne?“ sagde Anden. „Jeg sad i Egen og drømte det i Nat,“ sagde Hønen. „Jeg vil følge med,“ sagde Anden. Saa lagde de afsted og gik et Stykke igjen, saa mødte de en Gasse. „God Dag, Gasse Vasse,“ sagde Anden.
„God Dag, Ande Vande,“ sagde Gassen, „hvor skal du hen saa tidlig?“ „Jeg skal til Dovrefjeld forat ikke Alverden skal forgaae,“ sagde Anden. „Hvem sagde dig det, Ande Vande?“ sagde Gassen. „Hane Pane.“ „Hvem sagde dig det, Hane Pane?“ „Høne Pøne.“ „Hvoraf veed du det, Høne Pøne?“ sagde Gassen. „Jeg sad i Egen og drømte det i Nat, Gasse Vasse,“ sagde Hønen. „Jeg vil være med,“ sagde Gassen. Da de havde gaaet et Stykke igjen, saa mødte de en Ræv. „God Dag Ræv Skræv,“ sagde Gassen. „God Dag, Gasse Vasse.“ „Hvorhen, Ræv Skræv?“ „Hvor skal du hen, Gasse Vasse?“ „Jeg skal til Dovrefjeld forat ikke Alverden skal forgaae,“ sagde Gassen.
„Hvem sagde dig det, Gasse Vasse?“ sagde Ræven. „Ande Vande.“ „Hvem sagde dig det, Ande Vande?“ „Hane Pane.“ „Hvem sagde dig det, Hane Pane?“ „Høne Pøne.“ „Hvoraf veed du det, Høne Pøne?“ „Jeg sad i Egen og drømte det i Nat, at hvis vi ikke komme til Dovrefjeld, saa skal Alverden forgaae,“ sagde Hønen. „Aa Snak,“ sagde Ræven, „Alverden forgaaer ikke, om I ikke kommer did. Nei, kom og følg med hjem i min Kule, det er meget bedre, for der er det baade godt og varmt.“ Ja de fulgte med Ræven hjem i Kulen hans, og da de vare komne did, lagde Ræven dygtig paa Varmen, saa de bleve søvnige Allesammen. Anden og Gassen satte sig i en Krog, men Hanen og Hønen fløi op paa en Kjæp. Da Gassen og Anden vel vare søvnede, tog Ræven og lagde Gassen paa Gloen og
stegte den. Hønen kjendte det lugtede saa svedet; den hoppede op paa en høiere Pinde og sagde halv i Søvne: „Fy, her stinker saa, her stinker saa!“ „Aa Snak,“ sagde Ræven, „Røgen staar bare ned igjennem Piben, sæt dig til at sove og hold saa Mund!“ Saa søvnede Hønen igjen. Ræven havde ikke faaet Gassen i sig, før den gjorde det samme ved Anden, tog den og lagde den paa Gloen og stegte den og til at spise. Saa vaagnede Hønen igjen og hoppede op paa en høiere Pinde. „Fy, her stinker saa, her stinker saa!“ sagde den, og da fik den Øinene op og fik see, at Ræven havde spiist dem begge to, baade Gassen og Anden; saa fløi den op paa den høieste Pinden og satte sig der og tittede op igjennem Piben. „Nei, nei, see alle de deilige
Gjæs, som flyve der!“ sagde den til Ræven. Mikkel ud og skulde hente sig en fed Steg. Saa vækkede den Hanen og fortalte, hvorledes det var gaaet med Gasse Vasse og Ande Vande. Saa fløi Hane Pane og Høne Pøne ud igjennem Piben, og hvis de ikke var komne til Dovrefjeld, havde det vist været forbi med Alverden.
Nadaljuj z branjem
