Waltey
Kaj je rekla vsa družina
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Kaj je rekla vsa družina
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 5 min branja
- Obseg
- 4 strani
- Naslov izvirnika
- Hvad hele familien sagde
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Kaj je rekla vsa družina
Kaj je rekla vsa družina? No, najprej poslušajte, kaj je rekla mala Marie. Mala Marie je praznovala rojstni dan, najlepši od vseh dni, kakor se ji je zdelo. Vsi mali prijatelji in prijateljice so prišli, da bi se igrali z njo, in oblečena je bila v svojo najlepšo obleko; dobila jo je od babice, ki je bila zdaj pri dobrem Bogu, toda preden je odšla v svetla, prelepa nebesa, jo je sama ukrojila in sešila. Miza v Mariejini sobi se je bleščala od daril; na njej je bila ljubka kuhinjica z vsem, kar sodi v kuhinjo, in punčka, ki je znala obračati oči in reči »av!«, če si jo pritisnil na trebušček; pa tudi slikanica z najlepšimi zgodbami, ki si jih lahko bral, če si le znal brati! A lepše od vseh zgodb je bilo vendar to, da doživiš še veliko rojstnih dni.
»Da, čudovito je živeti!« je rekla mala Marie. Boter je dodal, da je življenje najlepša pravljica. V sosednji sobi sta se mudila njena brata; bila sta že velika fanta, eden je imel devet let, drugi enajst. Tudi njima se je zdelo čudovito živeti, živeti po svoje, ne biti otrok kakor Marie, temveč živahen šolar, imeti v redovalnici »odlično« in se za zabavo pretepati s tovariši, pozimi drsati in poleti voziti velociped, brati o viteških gradovih, dvižnih mostovih in grajskih ječah ter poslušati o odkritjih v notranjosti Afrike. Enega od fantov pa je ob tem vendarle nekaj žalostilo: da bodo vse odkrili, še preden odraste; takrat bi se namreč tudi sam rad podal na pustolovščine. Življenje je najlepša pravljica, je vendar rekel boter, in v njej nastopaš tudi sam.
Ti otroci so živeli in se razposajeno igrali v pritličju; nad njimi je živela druga veja družine, prav tako z otroki, a ti so otroštvo že otresli z rokava, tako veliki so bili; en sin je imel sedemnajst let, drugi dvajset, tretji pa je bil že zelo star, je rekla mala Marie, saj jih je imel petindvajset in je bil zaročen. Vsem se je dobro godilo, imeli so dobre starše, lepe obleke in bogate darove duha, in hoteli so, kar so hoteli: »Naprej! Proč z vsemi starimi plotovi! Prost razgled po vsem svetu! Ta je najlepši, kar jih poznamo. Boter ima prav; življenje je najlepša pravljica!«
Oče in mati, oba že nekoliko starejša — seveda sta morala biti starejša od otrok — sta z nasmehom na ustnicah, z nasmehom v očeh in srcu govorila: »Kako so mladi, ti mladi ljudje! Na svetu ne gre čisto tako, kakor si mislijo, a vendar gre. Življenje je nenavadna, čudovita pravljica!«
Nad njimi, malce bliže nebesom, kakor pravimo za ljudi, ki živijo v podstrešju, je prebival boter. Bil je star, a po duši tako mlad, vedno dobre volje, znal pa je tudi pripovedovati zgodbe, veliko dolgih zgodb. Prepotoval je dobršen del sveta in v njegovi sobi so stale ljubke reči iz vseh dežel sveta. Od stropa do tal so visele slike, več okenskih šip pa je bilo iz rdečega in rumenega stekla; če si pogledal skoznje, je bil ves svet obsijan s soncem, pa naj je bilo zunaj še tako sivo vreme. V veliki stekleni vitrini so rasle zelene rastline, v posebnem predelku v njej pa so plavale zlate ribice; gledale so te, kakor da vedo marsikaj, o čemer nočejo govoriti. Tu je vedno dišalo po cvetju, celo pozimi, ko je v kaminu gorel velik ogenj; tako prijetno je bilo sedeti, zreti vanj in poslušati njegovo prasketanje in pokanje. »Stare spomine mi prebira!« je govoril boter, in tudi mali Marie se je zdelo, kakor da se v ognju prikazuje množica podob.
V veliki knjižni omari tik zraven pa so stale prave knjige; eno izmed njih je boter pogosto bral in jo imenoval knjiga vseh knjig: to je bilo Sveto pismo. V njem je bila v podobah zapisana zgodovina vsega sveta in vseh ljudi, stvarjenje, vesoljni potop, kralji in kralj vseh kraljev.
»Vse, kar se je zgodilo in kar se bo še zgodilo, je zapisano v tej knjigi!« je rekel boter. »Tako neskončno veliko v eni sami knjigi! Pomislite na to! Da, vse, za kar mora človek prositi, je povedano in strnjeno v nekaj besedah molitve: ‘Oče naš!’ Ta je kaplja milosti! Biser tolažbe, ki prihaja od Boga. Kot dar jo položijo na otrokovo zibelko, položijo jo otroku k srcu. Dete malo, skrbno jo čuvaj! Nikoli je ne izgubi, pa naj še tako zrasteš, in na vseh spremenljivih poteh ne boš zapuščen! Svetila bo v tebi in ne boš izgubljen!«
Botrove oči so ob tem zasijale, žarele so od veselja. Nekoč, v mladih letih, so jokale, »in tudi to je bilo dobro,« je rekel, »to so bili časi preizkušenj, takrat je bilo vse videti sivo. Zdaj imam sonce okoli sebe in v sebi. Starejši ko je človek, jasneje v nesreči in sreči vidi, da je naš Gospod vedno z nami, da je življenje najlepša pravljica, ki nam jo lahko podari le on, in da traja vso večnost!«
»Čudovito je živeti!« je rekla mala Marie. Tako so govorili tudi mali in veliki fantje; oče in mati, vsa družina je govorila tako, a bolj kot vsi drugi boter, ki je imel izkušnje, saj je bil najstarejši med njimi, poznal je vse zgodbe, vse pravljice, in govoril je naravnost iz srca: »Življenje je najlepša pravljica!«
Izvirnik
Hvad hele familien sagde
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Hvad sagde hele familien? Ja hør nu først, hvad den lille Marie sagde.
Det var den lille Maries fødselsdag, den dejligste af alle dage syntes hun. Alle små venner og veninder kom for at lege med hende, og den fineste kjole havde hun på; den havde hun fået af bedstemoder, som var hos den gode Gud, men bedstemoder havde selv skåret og syet den, før hun gik op i den lyse, dejlige himmel. Bordet i Maries stue strålede med foræringer; der var det nydeligste lille køkken med alt, hvad der hører til et køkken, og en dukke, der kunne dreje øjnene og sige "av!" når man trykkede den på maven; ja der var også en billedbog med de dejligste historier at læse, når man kunne læse! Men skønnere end alle historier var dog det, at opleve mange fødselsdage.
"Ja, det er yndigt at leve!" sagde den lille Marie. Gudfader tilføjede, at det var det dejligste eventyr.
I stuen tæt ved gik begge brødrene; de var store drenge, den ene ni år, den anden elve. De syntes også, at det var dejligt at leve, leve på deres vis, ikke være barn, som Marie, nej være rask skoledreng, have "udmærket" i karakterbogen og kunne slås med kammeraterne i al fornøjelighed, løbe på skøjter om vinteren og på velocipede om sommeren, læse om ridderborge, vindebroer og borgfængsler, høre om opdagelser i det indre Afrika. Den ene af drengene havde dog en sorg derved, den, at der skulle opdages alting, før han blev stor; så ville han på eventyr. Livet er det dejligste eventyr, sagde jo gudfader, og i det er man selv med.
Det var i stuen at disse børn levede og tumlede sig; ovenover boede en anden gren af familien, også med børn, men disse havde rystet barnet af ærmet, så store var de; den ene søn sytten år, den anden tyve, men den tredje meget gammel, sagde lille Marie, han var femogtyve år og forlovet. De var alle lykkeligt stillet, havde gode forældre, gode klæder, gode åndens gaver, og de ville hvad de ville, "fremad! bort med alle de gamle plankeværker! fri udsigt i den hele verden! den er den dejligste, vi kender. Gudfader har ret; livet er det dejligste eventyr!"
Fader og moder, begge ældre folk – naturligvis ældre end børnene måtte de være – de sagde med smil om munden, med smil i øje og hjerte: "Hvor de er unge, de unge mennesker! det går ikke ganske i verden, som de tror, men det går. Livet er et sælsomt, dejligt eventyr!"
Ovenover, lidt nærmere himlen, som man siger, når folk bor på kvisten, boede gudfader. Gammel var han og dog så ung i sindet, altid i godt humør, og så kunne han fortælle historier, mange og lange. Vidt i verden havde han været, og fra alle verdens lande stod der yndige ting i hans stue. Der var billeder fra loft til gulv, og flere ruder var af rødt og af gult glas; så man der igennem, da lå hele verden i solskin, om der end var nok så gråt vejr udenfor. I en stor glaskasse voksede grønne planter, og i et aflukke derinde svømmede guldfisk; de så på en, ligesom om de vidste så meget, de ikke ville tale om. Altid duftede her af blomster, selv ved vintertid, og da brændte her en stor ild i kaminen; det var så morsomt at sidde og se ind i den og høre, hvor det knitrede og knagede. "Den læser gamle erindringer for mig!" sagde gudfader, og det var også for lille Marie, som viste der sig mange billeder i ilden.
Men i det store bogskab tæt ved stod de rigtige bøger; en af disse læste gudfader ofte i, og den kaldte han alle bøgernes bog, det var Bibelen. Der stod i billeder hele verdens og alle menneskers historie, skabelsen, syndfloden, kongerne og kongernes konge.
"Alt, hvad der sket er og ske vil, står i denne bog!" sagde gudfader. "Så uendelig meget i en eneste bog! tænk derover! Ja alt, hvad et menneske har at bede om, er sagt og lagt i få ord i bønnen: 'Fadervor!' den er en nådens dråbe! den er trøstens perle fra Gud. Den lægges som gave på barnets vugge, lægges ved barnets hjerte. Barnlille, gem den vel! tab den aldrig, i hvor stor du vokser, og du er ej forladt på de vekslende veje! den lyser ind i dig, og du er ikke fortabt!"
Gudfaders øjne lyste derved, de strålede af glæde. En gang, i de unge år, havde de grædt, "og det var også godt," sagde han, "det var prøvelsens tider, da så det gråt ud. Nu har jeg solskin om mig og i mig. Jo ældre man bliver, des bedre ser man i modgang og medgang, at Vor Herre altid er med, at livet er det dejligste eventyr, og det kan kun han give os, og det varer ved ind i evighed!"
"Det er dejligt at leve!" sagde den lille Marie.
Det sagde også de små og de store drenge; fader og moder, hele familien sagde det, men fremfor alle gudfader, og han havde erfaring, han var den ældste af dem alle, han kendte alle historier, alle eventyr, og han sagde, og det lige ud af sit hjerte. "Livet er det dejligste eventyr!"
Nadaljuj z branjem
