Waltey

Prevod

I. “Soup from a Sausage Skewer.” “That was a splendid dinner yesterday!” said an old lady mouse to another who had not been at the feast. “I sat twenty-first from the old Mouse King; that is not so bad at all! Shall I tell you what was served? The dishes were very well chosen: mouldy bread, pork rind, tallow candles, and sausage—and then the same all over again; it was almost as good as having two dinners. There was a pleasant atmosphere and plenty of good-natured nonsense, just as in a family circle; not the least little thing was left except the sausage skewers. We began talking about those, and the question came up of making soup from a sausage skewer. Everyone had heard of it, of course, but no one had tasted that soup, let alone knew how to make it. A charming toast was proposed to the inventor: he deserved to be put in charge of poor relief! Wasn’t that witty? And the old Mouse King stood up and promised that whichever of the young lady mice could make the tastiest soup of that kind should become his queen. They were to have a year and a day to think it over.”

“That was not so bad at all!” said the other mouse. “But how does one make that soup?” “Yes, how does one make it! That was what all the lady mice asked, young and old alike. They were all eager to be queen, but none cared for the trouble of going out into the wide world to learn how, and that would probably be necessary! Still, not everyone is made to leave her family and the familiar nooks and crannies. Out there you cannot expect to walk on cheese rinds and smell pork crackling every day; no, you may go hungry, or perhaps even be eaten alive by a cat!”

These thoughts must also have frightened most of them away from setting out in search of knowledge. Only four mice came forward to make the journey, young and nimble, but poor. Each would go to one of the four corners of the world, and then it would be a question of whom fortune favoured. Each took a sausage skewer with her, to remind her what she was travelling for; it would serve as her walking stick.

They left at the beginning of May, and at the beginning of May the following year they returned—but only three of them. The fourth did not appear, nor was there any word from her, and now the day of decision had arrived.

“There must always be something sad mixed in with one’s greatest pleasures!” said the Mouse King. But he gave orders to invite all the mice for many miles around; they were to assemble in the kitchen. The three travelled mice stood in a row by themselves; for the fourth, who was missing, a sausage skewer had been set up, draped in black crape. No one dared give an opinion until the three had spoken and the Mouse King had said what else was to be said.

Now we shall hear! II. What the First Little Mouse Had Seen and Learned on Her Travels. “When I set out into the wide world,” said the little mouse, “I believed, like so many of my age, that I had swallowed all the wisdom in the world. But one has not; that takes many a year and a day. I went straight to sea, aboard a ship bound for the north. I had heard that at sea the cook must know how to make do, but it is easy to make do when you have plenty of sides of bacon, barrels of salt meat, and weevilly flour. You live in style! But you learn nothing that will turn a sausage skewer into soup. We sailed for many nights and days, with plenty of rolling and wet weather. When at last we reached our destination, I left the ship; we were far away in the north.

It is a strange thing to leave your own little nook at home, go aboard a ship—which is also a kind of nook—and then suddenly find yourself hundreds of miles away, standing in a foreign land. There were wild forests of fir and birch, with such a strong scent; I do not care for that! The wild herbs smelled so spicy that I sneezed and thought of sausage. There were great forest lakes, their water clear close at hand, but black as ink when seen from a distance. White swans floated on them; I took them for foam, they lay so still, but then I saw them fly and saw them walk, and knew what they were. They belong to the goose family; you can tell that by their walk. No one can deny their relations! I kept to my own kind and made friends with the wood mice and field mice, who, for that matter, know very little, especially about good food—and that was what I had gone abroad to learn about. The very thought that one might make soup from a sausage skewer struck them as so extraordinary that it spread at once through the whole forest. But as for actually solving the problem, they considered that impossible. Little did I think that here, that very night, I should be initiated into its making. It was midsummer; that was why the forest smelled so strong, they said, why the herbs were so spicy and the lakes so clear and yet so dark, with the white swans on them. At the edge of the forest, among three or four houses, a pole as tall as a mainmast had been raised, with wreaths and ribbons hanging at its top; it was the maypole. Girls and young men danced around it, singing as loudly as the fiddler played. There was great merriment at sunset and in the moonlight, but I did not join in. What business has a little mouse at a woodland ball? I sat in the soft moss, holding my sausage skewer. The moon shone especially brightly on one spot, where there was a tree covered with moss as fine—yes, I dare say as fine—as the Mouse King’s fur, only it was green, and so a blessing to the eyes. Suddenly the loveliest little people came marching up, no taller than my knee. They looked like human beings, only better proportioned. They called themselves elves, and wore fine clothes made of flower petals, trimmed with flies’ and gnats’ wings—not at all bad. At first they seemed to be looking for something, though I could not tell what. Then a couple of them came over to me, and the grandest of them pointed to my sausage skewer and said, ‘That is just what we need! It is cut to shape; it is excellent!’ And the longer he looked at my walking stick, the more delighted he became.

‘You may borrow it, but you may not keep it!’ I said. ‘Not keep it!’ they all said, taking hold of the sausage skewer. I let it go, and they danced away with it to that patch of fine moss, where they set it up in the middle of the green. They wanted a maypole too, and the one they now had might have been made for them. Then they decorated it—and what a sight it became!

Tiny spiders spun golden thread around it and hung it with fluttering veils and banners, so finely woven and bleached so snowy white in the moonlight that they dazzled my eyes. They took colours from butterflies’ wings and sprinkled them over the white fabric, and flowers and diamonds shone upon it. I no longer recognised my sausage skewer; surely there was no other maypole like it in the world. Only then did the really grand company of elves arrive, with no clothes on at all—nothing could have been finer—and I was invited to look at all the splendour, but from a distance, for I was too big for them.

Then the music began! It was as though a thousand glass bells were ringing, so full and strong. I thought it was the swans singing; indeed, I fancied I could hear the cuckoo and the thrush as well. At last it seemed as if the whole forest were joining in: there were children’s voices, chiming bells, and birdsong, the loveliest melodies, and all that beauty sounded from the elves’ maypole. It was a whole carillon—and it was my sausage skewer. I had never imagined that so much could come out of it, but I suppose it depends on whose hands it falls into. I was so deeply moved that I cried as only a little mouse can cry, out of sheer delight.

The night was far too short! But nights are no longer than that up there at that season. At dawn a breeze sprang up, the smooth surface of the forest lake rippled, and all the fine floating veils and banners flew away into the air. The swaying pavilions of cobweb, the suspension bridges and balustrades, or whatever they are called, which had been built from leaf to leaf, vanished as though they were nothing. Six elves came and brought me my sausage skewer, asking whether I had any wish they could grant. Then I asked them to tell me how to make soup from a sausage skewer.

‘How we do it!’ said the grandest elf, laughing. ‘Why, you have just seen! You could scarcely recognise your own sausage skewer!’ ‘Oh, that is what you mean!’ I said, and told them plainly why I was travelling and what those at home expected of my journey. ‘What use is it,’ I asked, ‘to the Mouse King and our whole mighty kingdom that I have seen all this beauty? I cannot shake it out of the sausage skewer and say, “Look, here is the skewer; now comes the soup!” Though it would at least make a sort of dish to serve when one had eaten one’s fill!’

Then the elf dipped his little finger into a blue violet and said to me, ‘Pay attention! I am stroking your walking stick, and when you come home to the Mouse King’s palace, touch your king’s warm breast with it. Violets will spring out all over the stick, even in the coldest winter weather. There, you have something to take home, and a little more besides!’” But before the little mouse said what that little more was, she turned her stick towards the King’s breast, and sure enough, the loveliest bouquet of violets sprang out. Their scent was so strong that the Mouse King ordered the mice standing nearest the fireplace to put their tails into the fire at once, so that there might be a little smell of scorching. The scent of violets was unbearable; it was not the sort of smell they liked.

“But what was that little more you spoke of?” asked the Mouse King. “Well,” said the little mouse, “it is what I believe they call the effect!” And she turned the sausage skewer round; the flowers vanished, and she held only the bare stick, which she raised like a conductor’s baton.

“‘Violets are for sight, smell, and touch,’ the elf told me, ‘but there are still hearing and taste to come!’” And then she beat time. There was music—not as it had sounded in the forest at the elves’ festival, but as it sounds in a kitchen. And what a commotion it was! Suddenly it was as though the wind were roaring through every chimney pipe. Kettles and pots boiled over, the fire shovel thundered against the brass kettle, and then, all at once, everything fell silent. The teakettle’s muffled song could be heard, so strange that one could not tell whether it was beginning or ending. And the little pot boiled and the big pot boiled, neither paying the slightest attention to the other; it was as though there were not a thought in either pot. And the little mouse waved her baton more and more wildly—the pots foamed, bubbled, and boiled over, the wind roared, the chimney whistled—hoo! ha! It grew so dreadful that the little mouse herself dropped the stick.

“That was a mighty soup!” said the old Mouse King. “Is the dish not to be served now?” “That was all!” said the little mouse, and curtsied. “All! Well, then, let us hear what the next one has to say!” said the Mouse King.

III. What the Second Little Mouse Had to Tell. “I was born in the palace library,” said the second mouse. “Neither I nor several others of my family have ever known the good fortune of entering the dining room, let alone the pantry. It was only when I went travelling, and again here today, that I ever saw a kitchen. We often went hungry in the library, but we acquired a great deal of knowledge. Word reached us there of the royal prize offered for making soup from a sausage skewer, and my old grandmother brought out a manuscript. She could not read it, but she had heard it read aloud, and it said: ‘If you are a poet, you can make soup from a sausage skewer.’ She asked me whether I was a poet. I knew I was innocent of that, and she said that in that case I must go out and see about becoming one. But what did that require, I asked, for it seemed as difficult to discover as how to make the soup. Grandmother, however, had heard books read aloud, and she said that three main ingredients were needed: ‘Understanding, imagination, and feeling! If you can go out and get those inside you, then you are a poet, and you will surely manage the sausage skewer.’

So I went westward into the wide world to become a poet. I knew that understanding is the most important thing in any undertaking; the other two ingredients are not held in such esteem! So I went first in search of understanding. But where does it live? Go to the ant, and be wise! A great king in the land of the Jews said that; I knew it from the library. And I did not stop until I reached the first large anthill. There I lay in wait, to become wise.

Ants are a very respectable race; they are all understanding. Everything about them is like a sum correctly worked out: it comes right. To work and lay eggs, they say, is to live in the present and provide for the future, and that is what they do. They divide themselves into clean ants and dirty ants; rank is a matter of numbers. The Ant Queen is number one, and hers is the only correct opinion. She has swallowed all wisdom, and that was important for me to know! She said a great many things, so wise that I thought them foolish. She said their anthill was the highest thing in the world; but close beside it stood a tree, which was higher, much higher. That could not be denied, so they did not speak of it. One evening an ant had strayed over there and climbed up the trunk—not even as far as the crown, but still higher than any ant had ever been before. When she turned back and found her way home, she told those in the anthill about something much higher outside. But all the ants considered this an insult to the whole community, and she was sentenced to be muzzled and kept in perpetual solitude. A short time later, however, another ant came to the tree and made the same journey and discovery. She spoke of it, as they put it, with moderation and vagueness; and since she was also a respected ant, one of the clean ones, they believed her. When she died, they set up an eggshell as a monument to her, for they held learning in high regard. I saw,” said the little mouse, “that the ants were continually running about with their eggs on their backs. One of them dropped hers and struggled hard to pick it up again, but could not manage it. Then two others came and helped with all their might, until they nearly dropped their own eggs; at that they immediately stopped, for one must look after oneself first. And the Ant Queen said that this had shown both heart and understanding. ‘Those two qualities place us ants highest among rational beings. Understanding must and ought to carry the greatest weight, and I have the most of it!’ Then she rose on her hind legs. She was so easy to recognise—I could not be mistaken—and I swallowed her. Go to the ant, and be wise! Now I had the queen!

I went closer to the great tree I have mentioned. It was an oak, with a lofty trunk and a mighty crown, and it was very old. I knew that a living being dwelt there, a woman called a dryad, who is born with the tree and dies with it; I had heard about that in the library. Now I saw such a tree and such an oak-maiden. She gave a dreadful scream when she saw me so close. Like all women, she was terribly afraid of mice, but she had more reason than the others, for I could gnaw through the tree, and her life depended on it. I spoke to her kindly and earnestly, reassuring her, and she took me in her delicate hand. When she learned why I had gone out into the wide world, she promised that perhaps that very evening I should receive one of the two treasures I was still seeking. She told me that Phantasus was a very good friend of hers, that he was as beautiful as the god of love, and that he often rested here beneath the leafy branches, which then rustled still more strongly above them both. He called her his dryad, she said, and the tree his tree. The gnarled, mighty, beautiful oak was just to his liking. Its roots spread deep and firm in the earth, while its trunk and crown rose high into the fresh air and knew the driving snow, the sharp winds, and the warm sunshine as they ought to be known. Yes, that was how she spoke. ‘The birds sing up there and tell of foreign lands! And on the one dead branch a stork has built its nest; it makes a fine ornament, and one hears a little about the land of the pyramids. Phantasus likes all that, but even that is not enough for him. I myself must tell him about life in the forest, from when I was little and the tree was so young that a nettle could hide it, until now, when it has grown so great and mighty. Sit over there beneath the woodruff and keep a sharp lookout. When Phantasus comes, I shall find a chance to pinch his wing and pluck out a little feather. Take it; no poet ever had a better one—then you will have enough!’

And Phantasus came, the feather was plucked, and I caught it,” said the little mouse. “I kept it in water until it softened! Even then it was very hard to digest, but I managed to gnaw it all up. It is not at all easy to gnaw your way to becoming a poet; there is so much you have to swallow. Now I had two things, understanding and imagination, and with their help I knew that the third was to be found in the library. For a great man has said and written that there are novels which exist solely to relieve human beings of their excess tears, and are therefore a sort of sponge for soaking up feelings. I remembered a couple of those books; they had always looked quite appetising to me. They were so well read, so greasy, they must have soaked up an endless flood.

I went home to the library and immediately ate almost a whole novel—that is to say, the soft part, the substance of it; I left the crust, the binding, alone. When I had digested it, and another besides, I could already feel something stirring inside me. I ate a little of a third, and then I was a poet. I told myself so, and I told the others too! I had a headache, a stomach ache—I cannot tell you all the aches I had. Then I began thinking what stories might be connected with a sausage skewer, and so many sticks came into my mind! The Ant Queen must have had an extraordinary understanding. I remembered the man who put a white stick in his mouth, and then both he and the stick became invisible. I thought of old ale with a stick in it, of being on tenterhooks, of putting a spoke in someone’s wheel, and then of the last nail in one’s coffin. All my thoughts ran to sticks! Surely one could make poetry about them if one were a poet—and I am; I have worked hard enough for it! So every day of the week I shall be able to serve you a stick, a story—and that is my soup!”

“Then let us hear the third!” said the Mouse King. “Squeak! Squeak!” came a sound at the kitchen door, and a little mouse—the fourth of them, the one they had believed dead—darted in. She knocked over the sausage skewer draped in black crape. She had run night and day, catching goods trains whenever she could, and still she had almost arrived too late. She pushed her way forward, looking dishevelled; she had lost her sausage skewer, but not her tongue. She began speaking at once, as though everyone had been waiting only for her and wanted to hear no one else, as though nothing else in the world concerned anyone in it. She began at once and spoke her piece. She had come so unexpectedly that no one had time to take exception to her or her speech while she was speaking. Now we shall hear!

IV. What the Fourth Mouse Had to Tell, Who Spoke Before the Third Had Spoken. “I went straight to the largest city,” she said. “I cannot remember its name; I have a poor memory for names. I came from the railway to the town hall among some confiscated goods, and there I made my way to the jailer. He was talking about his prisoners, especially one who had spoken some rash words, which had then been talked about and talked about, read and written about. ‘The whole thing is soup from a sausage skewer!’ he said. ‘But that soup may cost him his head!’ That made me interested in the prisoner,” said the little mouse, “and I seized my chance and slipped in to him. There is always a mousehole behind locked doors! He looked pale, with a great beard and large, shining eyes. The lamp smoked, and the walls were used to it; they grew no blacker. The prisoner scratched pictures and verses on them, white on black; I did not read them. I think he was bored; I was a welcome guest. He coaxed me with breadcrumbs, whistling, and gentle words. He was so pleased with me; I came to trust him, and so we became friends. He shared his bread and water with me and gave me cheese and sausage. I lived splendidly, but I must say it was his good company above all that kept me there. He let me run over his hand and arm, right up his sleeve; he let me creep into his beard and called me his little friend. I grew truly fond of him; such things are mutual, I suppose! I forgot my errand out in the wide world and forgot my sausage skewer in a crack in the floor; it is lying there still. I wanted to stay where I was. If I went away, the poor prisoner would have no one at all, and that is too little in this world! I stayed; he did not! The last time, he spoke to me so sadly, gave me twice as much bread and cheese rind, and blew me a kiss from his fingers. He went away and never came back. I do not know his story. ‘Soup from a sausage skewer!’ said the jailer, and I went to him. But I should not have trusted him. He did take me in his hand, but then he put me in a cage, in a treadmill. It is dreadful! You run and run, get no farther, and only make yourself ridiculous!

The jailer’s granddaughter was a darling little thing, with golden curls, such happy eyes, and a laughing mouth. ‘Poor little mouse!’ she said, peeping into my horrid cage. She pulled out the iron pin—and I leapt down onto the windowsill and out into the gutter. Free, free! That was all I thought of, not the purpose of my journey!

It was dark, close to nightfall, and I took shelter in an old tower where a watchman and an owl lived. I trusted neither of them, least of all the owl. She looks like a cat and has the great fault of eating mice. But one can be mistaken, and I was. She was a respectable, exceedingly cultivated old owl, who knew more than the watchman and just as much as I did. The young owls made a fuss about everything. ‘Do not make soup from a sausage skewer!’ she said. That was the harshest thing she could bring herself to say there, she was so devoted to her own family. I came to trust her so much that I squeaked from the crack where I was sitting. She was pleased by this confidence and assured me that I should be under her protection. No animal would be allowed to harm me; she would do that herself in winter, when food grew scarce.

She was wise in everything. She proved to me that the watchman could not hoot without a horn that hung loose at his side. ‘He is dreadfully conceited about it, and thinks himself the owl of the tower! It is meant to be something grand, but it amounts to very little! Soup from a sausage skewer!’ I asked her for the recipe, and then she explained it to me: ‘Soup from a sausage skewer is merely a human expression, understood in different ways, and everyone believes their own interpretation the best. But the whole thing is really nothing at all!’

‘Nothing at all!’ I said. It struck me forcibly! Truth is not always pleasant, but truth is the highest thing of all! The old owl said that too. I thought it over and saw that if I brought home the highest thing of all, I should be bringing far more than soup from a sausage skewer. So I hurried away to reach home in time and bring the highest and best: the truth. Mice are an enlightened race, and the Mouse King is above them all. He is capable of making me queen for the truth’s sake.”

“Your truth is a lie!” said the mouse who had not yet been allowed to speak. “I can make the soup, and I shall!” V. How It Was Made.

“I have not travelled,” said the fourth mouse. “I stayed in this country, which is the right thing to do! There is no need to travel; one can get everything just as well here. I stayed! I have not learned what I know from supernatural beings, nor eaten my way to it, nor talked to owls. I have thought it out for myself. Now, will you just have the kettle put on and filled with water, right to the top! Light a fire beneath it! Let it burn, bring the water to the boil; it must be at a rolling boil! Now throw in the skewer! Then will the Mouse King be so good as to put his tail into the boiling water and stir it round! The longer he stirs, the stronger the soup will be. It costs nothing! No other ingredients are needed—just keep stirring!”

"Can no one else do it?" asked the Mouse King. "No," said the mouse, "that power lies only in the Mouse King's tail!" And the water boiled furiously, and the Mouse King stood close beside it—almost dangerously close—and stretched out his tail, as mice do in the dairy when they skim the cream from a dish and then lick their tails. But he had scarcely put his into the hot steam before he leaped down again. "Of course, you shall be my queen!" he said. "We shall leave the soup until our golden wedding, so the poor in my kingdom will have something to look forward to, and a long time to enjoy the prospect!"

And so they held their wedding; but when they got home, several of the mice said, "You could hardly call that soup from a sausage peg—it was more like soup from a mouse's tail!" They thought this or that part of what had been told was quite well done, but the whole thing might have been different! "Now, I should have told it this way and that way—!"

That was the criticism, and criticism is always so wise—after the event. And the story went round the world; opinions about it were divided, but the story itself remained whole. And that is what matters most, in great things and small, and in soup from a sausage peg; only one must not expect any thanks for it!

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

I. "Suppe paa en Pølsepind."

"Det var en udmærket Middag igaar!" sagde en gammel Hun-Muus til Een, der ikke havde været med ved det Gilde. "Jeg sad Nummer een og tyve fra den gamle Musekonge; det er ikke saa ringe endda! Skal jeg nu sige Dem Anretningerne, de vare meget godt satte sammen! muggent Brød, Fleskesvær, Tællelys og Pølse, - og saa det samme forfra igjen; det var saagodtsom om vi fik to Maaltider. Der var en behagelig Stemning og gemytligt Vrøvl, som i en Familiekreds; ikke det Mindste blev der levnet uden Pølsepindene; dem talte vi saa om og da kom det for, at lave Suppe paa en Pølsepind; hørt herom havde jo Enhver, men Ingen havde smagt den Suppe, end sige forstod at lave den. Der blev udbragt en nydelig Skaal for Opfinderen, han fortjente at være Fattigforstander! var det ikke vittigt? Og den gamle Musekonge reiste sig op og lovede, at den af de unge Muus, der kunde lave meest velsmagende omtalte Suppe, skulde blive hans Dronning, Aar og Dag skulde de have Betænknings-Tid."

"Det var ikke saa galt endda!" sagde den anden Muus; "men hvorledes laver man den Suppe?"

"Ja hvorledes laver man den! det spurgte de ogsaa om, alle Hun-Musene, de Unge og de Gamle. Alle vilde de gjerne være Dronning, men nødig vilde de have Uleiligheden med at gaae ud i den vide Verden for at lære det, og det blev nok nødvendigt! men det er da heller ikke givet Enhver at forlade Familie og de gamle Krinkelkroge; ude gaaer man ikke hver Dag paa Osteskorpe og lugter Fleskesvær, nei sulte kan man komme til, ja maaskee blive levende ædt af en Kat!"

Disse Tanker var det nok ogsaa, som skræmmede de Fleste fra at drage ud paa Kundskab; der fremstillede sig til Afreise kun fire Muus, unge og vævre, men fattige; de vilde gaae hver til et af Verdens fire Hjørner, saa kom det an paa hvem Lykken fulgte; hver af dem tog en Pølsepind med sig, for at huske hvad de reiste for; den skulde være deres Vandrestav.

Først i Maj drog de bort og først i Maj, Aaret efter, kom de tilbage, men kun de Tre, den Fjerde mældte sig ikke, lod ikke høre fra sig og nu var det Afgjørelsens Dag.

""Der skal nu altid hænge noget Sørgeligt ved Eens bedste Fornøielse!"" sagde Musekongen, men gav Ordre til at indbyde alle Muus i mange Miles Omkreds; de skulde samles i Kjøkkenet; de tre Reise-Muus stode i Række og alene; for den Fjerde, som manglede, var stillet en Pølsepind med sort Flor om. Ingen turde sige sin Mening før de Tre havde talt og Musekongen havde sagt, hvad der videre skulde siges.

Nu faae vi at høre!"

II.

Hvad den første lille Muus havde seet og lært paa Reisen.

"Da jeg drog ud i den vide Verden," sagde den lille Muus, "troede jeg, som saa Mange i min Alder, at jeg havde slugt al Verdens Viisdom, men det har man ikke, der hører Aar og Dag dertil før det skeer. Jeg gik strax tilsøes; jeg gik med et Skib, som skulde Nord paa; jeg havde hørt, at paa Havet maatte Kokken forstaae at hjelpe sig, men det er let at hjelpe sig, naar man har fuldt op med Fleske-Sider, Saltmads-Tønder og oret Meel; man lever delikat! men man lærer ikke Noget, der kan bringe Suppe af en Pølsepind. Vi seilede mange Nætter og Dage, vi havde det med Slingren og med Vaadt. Da vi saa kom hvorhen vi skulde, saa forlod jeg Fartøiet; det var høit oppe i Norden.

Det er underligt at komme hjemme fra sin egen Krinkelkrog, gaae med Skib, der ogsaa er en Slags Krinkelkrog, og saa pludselig være over hundrede Mile borte og staae i et fremmedt Land. Der var vildsomme Skove med Gran og Birk, de duftede saa stærkt; jeg holder ikke af det! de vilde Urter lugtede saa krydrede, jeg nøs, jeg tænkte paa Pølse. Der var store Skovsøer, Vandet saae klart ud nær ved, men seet i Afstand, sort som Blæk, der flød hvide Svaner, jeg antog dem for Skum, saa stille laae de, men jeg saae dem flyve og jeg saae dem gaae, saa kjendte jeg dem; de høre til Gaasens Slægt, seer man nok paa Gangen, Ingen kan fornægte sit Familieskab! jeg holdt mig til min Slags, jeg sluttede mig til Skov- og Markmusene, der iøvrigt veed grumme lidt, især hvad Tractement angaaer, og det var jo det, at jeg reiste udenlands for. At det kunde tænkes at lave Suppe paa en Pølsepind var dem en saa overordentlig Tanke, at den gik strax gjennem hele Skoven, men at den Opgave kunde løses, henregnede de til Umuelighed, mindst tænkte jeg da, at jeg her, og det endnu den samme Nat, skulde blive indviet i Lavningen. Det var Midsommer, derfor duftede Skoven saa stærkt, sagde de, derfor vare Urterne saa krydrede, Søerne saa klare og dog saa mørke med de hvide Svaner paa. I Skovkanten, mellem tre fire Huse var reist en Stang høi som en Stormast, og øverst paa den hang Krandse og Baand, det var Maistangen; Piger og Karle dandsede rundt om den og sang dertil omkap med Spillemandens Violin. Det gik lystigt til ved Solnedgang og i Maaneskin, men jeg tog ikke med, hvad skal en lille Muus paa Skovbal! jeg sad i det bløde Mos, og holdt paa min Pølsepind. Maanen skinnede især paa een Plet, hvor der var et Træ med et Mos, saa fiint, ja, jeg tør sige saa fiint, som Musekongens Skind, men det havde en grøn Farve, saa at det var en Velgjerning for Øinene. Da kom der lige med Eet opmarscherende de yndigste smaa Personer, ikke større end at de kunde naae mig til Knæet, de saae ud som Mennesker, men de vare bedre proportionerede, de kaldte sig Alfer og havde fine Klæder af Blomsterblade med Flue- og Mygge-Vinge-Besætning, slet ikke galt. Det var strax som om de søgte efter Noget, jeg vidste ikke hvad, men saa kom der et Par Stykker hen til mig, den Fornemste af dem pegede paa min Pølsepind og sagde: "det er netop saadan een vi bruge! den er tilskaaret, den er udmærket!" og han blev meer og meer henrykt, idet han saae paa min Vandrestav.

"Nok laane, men ikke beholde!" sagde jeg.

"Ikke beholde!" sagde de Allesammen, toge om Pølsepinden, som jeg slap og de dandsede med den hen til den fine Mosplet, reiste Pølsepinden der, midt i det Grønne. De vilde ogsaa have en Maistang og den de nu havde var jo ogsaa for dem, som skaaret dertil. Nu blev den pyntet; ja da fik den Syn!

Smaa Edderkopper spandt Guldtraad om den, ophængte vaiende Slør og Paner, saa fine vævede, saa sneehvide blegede i Maaneskin, at det skar mig i mine Øine; de tog Farver af Sommerfuglens Vinger og dryssede paa de hvide Lin og der skinnede Blomster og Diamanter, jeg kjendte ikke igjen meer min Pølsepind; saadan en Maistang, som den var blevet, fandtes der vist ikke Mage til i Verden. Og nu først kom det rigtige store Alfe-Selskab, det var ganske uden Klæder, finere kunde det ikke være, og jeg blev indbudt til at see paa Stadsen, men i Afstand, for jeg var dem for stor.

Nu begyndte der et Spil! det var som om tusinde Glasklokker klang, saa fuldt og stærkt, jeg troede, det var Svanerne der sang, ja jeg syntes, at jeg ogsaa kunde høre Gjøg og Drossel, det var tilsidst som om hele Skoven klang med, der var Børnestemmer, Klokkeklang og Fuglesang, de yndigste Melodier, og al den Deilighed klang ud fra Alfernes Maistang, den var et heelt Klokkespil og det var min Pølsepind. Saameget havde jeg aldrig troet, at der kunde komme ud af den, men det kommer nok an paa hvilke Hænder den kommer i. Jeg blev virkelig saa bevæget; jeg græd, som en lille Muus kan græde, af bare Fornøielse.

Natten var altfor kort! men den er nu ikke længere paa den Tid deroppe. I Dagningen kom der en Luftning, Vandspeilet paa Skovsøen krusedes, alle de fine svævende Slør og Faner fløi hen i Luften; de gyngende Kjosker af Spindelvæv, Hængebroer og Balustrader, hvad de nu hedde, der var reist fra Blad til Blad, fløi som Ingenting; sex Alfer kom og bragte mig min Pølsepind, idet de spurgte om jeg havde noget Ønske, de kunde opfylde; da bad jeg dem sige mig, hvorledes man laver Suppe paa en Pølsepind.

"Hvorledes vi bære os ad!" sagde den Fornemste og loe, "ja det har Du da nyligt seet! Du kjendte vel knap igjen din Pølsepind!"

"De mene paa den Maade!" sagde jeg, og fortalte ligefrem hvorfor jeg var paa Reise, og hvad man hjemme ventede sig af denne. "Hvad Gavn," spurgte jeg, "har Musekongen og hele vort mægtige Rige af, at jeg har seet denne Deilighed! jeg kan ikke ryste den ud af Pølsepinden og sige: see her er Pinden, nu kommer Suppen! det var jo altid dog en Slags Anretning, naar man var mæt!"

Da dyppede Alfen sin lille Finger ned i en blaa Viol, og sagde til mig: "pas paa! jeg bestryger din Vandrestav og naar Du saa kommer hjem til Musekongens Slot, rør da med Staven ved din Konges varme Bryst, saa springer der Violer ud om den hele Stav og det selv i den koldeste Vintertid. See der har Du da Noget hjem og endnu lidt till"" men før den lille Muus sagde hvad dette lidt var, vendte hun sin Stav mod Kongens Bryst, og virkeligt, der sprang frem den deiligste Bouqvet Violer, der duftede saa stærkt, at Musekongen befalede, at de Muus, som stode nærmest Skorstenen, strax skulde stikke deres Haler ind i Ilden, at man kunde faae lidt sveden Lugt, for den Violduft var ikke til at holde ud, det var ikke den Slags, man holdt af.

"Men hvad var det lidt til, Du talte om!" spurgte Musekongen.

"Ja," sagde den lille Muus, "det er det, som man nok kalder Effecten!" og saa vendte hun Pølsepinden, og da var der ingen Blomster meer, hun holdt kun den nøgne Pind og den løftede hun ligesom en Taktstok.

""Violer er for Synet, Lugten og Følelsen," sagde Alfen mig, "men der er endnu tilbage for Hørelsen og Smagen!"" Og saa slog hun Takt; det var Musik, ikke som den klang i Skoven ved Alfernes Fest, nei som den kan høres i Kjøkkenet. Naa, det var en Laven! Det kom med Eet, ligesom om Vinden susede gjennem alle Skorsteens-Rør, Kedler og Potter kogte over, Ildskuffen dundrede paa Messingkedlen, og saa, lige med Eet blev det stille; man hørte Theekedlens dæmpede Sang, saa underlig, man forstod slet ikke om den holdt op eller begyndte; og den lille Potte kogte og den store Potte kogte, den ene brød sig ikke om den anden, det var, som om der ikke var Tanke i Potten. Og den lille Muus svingede sin Taktstok vildere og vildere, - Potterne skummede, boblede, kogte over, Vinden susede, Skorstenen peeb - hu ha! det blev saa forfærdeligt at den lille Muus selv tabte Stokken.

"Det var en svær Suppe!" sagde den gamle Musekonge, "kommer nu ikke Anretningen?"

"Det var det Hele!" sagde den lille Muus og neiede.

"Det Hele! ja lad os saa høre hvad den Næste har at sige!" sagde Musekongen.

III.

Hvad den anden lille Muus vidste at fortælle.

"Jeg er født i Slots-Bibliotheket," sagde den anden Muus, "jeg og flere af min Familie der har aldrig kjendt den Lykke at komme i Spisestuen, end sige i Spisekammeret; først da jeg reiste og nu i Dag her, saae jeg et Kjøkken. Vi lede virkeligt tidt Sult paa Bibliotheket, men vi fik mange Kundskaber. Derop naaede til os Rygtet om den kongelige Priis, der var udsat for at lave Suppe paa en Pølsepind, og da var det min gamle Bedstemoder, der trak frem et Manuskript, hun kunde ikke læse det, men hun havde hørt det læse, deri stod: ""er man en Digter, saa kan man koge Suppe paa en Pølsepind."" Hun spurgte mig, om jeg var en Digter. Jeg vidste mig fri, og hun sagde, at saa maatte jeg gaae og see til at blive det; men hvad udfordres dertil, spurgte jeg, for det var mig ligesaa vanskeligt at udfinde, som at lave Suppen; men Bedstemoder havde hørt Læsning; hun sagde, at der vare tre Hoveddele nødvendige: ""Forstand, Phantasie og Følelse! kan Du gaae og faae dem ind i Dig, saa er Du Digter, og saa kommer Du nok ud af det med Pølsepinden.""

Og saa gik jeg vesterpaa ud i den vide Verden for at blive Digter.

Forstand vidste jeg er i enhver Ting det Vigtigste, de to andre Dele have ikke den Agtelse! saa gik jeg altsaa først ud efter Forstanden; ja, hvor boer den? Gak til Myren og bliv viis! har en stor Konge i Jødeland sagt, det vidste jeg fra Bibliotheket, og jeg standsede ikke, før jeg kom til den første store Myretue, der lagde jeg mig paa Luur for at blive viis.

Det er et meget respectabelt Folkefærd Myrerne, de ere bare Forstand, Alt hos dem er som et rigtigtgjort Regnestykke, det gaaer op. At arbeide og at lægge Æg, sige de, er at leve i Tiden og sørge for Eftertiden og det gjør de da. De dele sig i de rene Myrer og i de skidne; Rangen bestaaer i et Nummer, Myredronningen er Nummer eet og hendes Mening er den eneste rigtige, hun har slugt al Viisdom, og det var af Vigtighed for mig at vide! Hun sagde saa Meget, det var saa klogt, at jeg syntes det var dumt. Hun sagde, at deres Tue var det Høieste i denne Verden, men tæt ved Tuen stod et Træ, det var høiere, meget høiere, det kunde ikke benægtes og saa talte man ikke derom; en Aften havde en Myre forvildet sig derhen, krøbet op ad Stammen, ikke til Kronen en Gang, men dog høiere, end nogen Myre før var kommen, og da den vendte om og fandt hjem, fortalte den i Tuen, om Noget langt høiere udenfor, men det havde alle Myrerne fundet fornærmeligt mod hele Samfundet og saa blev Myren dømt til Mundkurv og vedvarende Eensomhed; men kort Tid efter kom en anden Myre til Træet og gjorde samme Reise og Opdagelse, og den talte derom, som man sagde, med Besindighed og Utydelighed og da den dertil var en agtet Myre, een af de rene, saa troede man den, og da den døde, satte de en Æggeskal for den, som Monument, for de agtede Videnskaber. Jeg saae," sagde den lille Muus, "at Myrerne ideligt løb med deres Æg paa Byggen; Een af dem tabte sit, hun havde stor Anstrængelse med at faae det op igjen, men det vilde ikke lykkes, da kom der to andre og hjalp til af alle Kræfter, saa at de nær havde tabt deres egne Æg, men saa lode de øieblikkelig igjen være, for man er sig selv nærmest; og Myredronningen sagde derom, at her var viist Hjerte og Forstand. ""De To stille os Myrer øverst blandt Fornuftvæsnerne. Forstanden maa og bør være den overveiende og jeg har den største!"" og saa reiste hun sig paa de bageste Been, hun var saa kjendelig, - jeg kunde ikke tage Feil; og jeg slugte hende. Gak til Myren og bliv viis! nu havde jeg Dronningen!

Jeg gik nu nærmere hen til det omtalte store Træ, det var en Eeg, den havde høi Stamme, mægtig Krone og var meget gammel; jeg vidste, at her boede en levende Skabning, en Qvinde, Dryade kaldes hun, fødes med Træet og døer med det; jeg havde hørt derom paa Bibliotheket; nu saae jeg saadant et Træ, saae saadan en Egepige; hun gav et forfærdeligt Skrig, da hun saae mig saa nær; hun var som alle Fruentimmer meget angest for Muus, men hun havde da ogsaa mere Aarsag, end de Andre, for jeg kunde gnave Træet over og ved det hang jo hendes Liv. Jeg talte til hende venligt og inderligt, gav hende Mod, og hun tog mig paa sin fine Haand og da hun fik at vide, hvorfor jeg var gaaet ud i den vide Verden, lovede hun, at jeg skulde maaskee allerede samme Aften erholde een af de to Skatte, jeg endnu søgte om. Hun fortalte mig, at Phantasus var hendes meget gode Ven, at han var saa deilig som Kjærligheds-Guden, og at han mangen Stund her tog Hvile under Træets løvfulde Grene, der da susede endnu stærkere hen over dem begge To, han kaldte hende sin Dryade, sagde hun, Træet sit Træ, den knudrede, mægtige skjønne Eeg var just efter hans Sind, Rødderne bredte sig dybt og fast ned i Jorden, Stammen og Kronen løftede sig høit i den friske Luft og kjendte den fygende Snee, de skarpe Vinde og det varme Solskin, som det skal kjendes. Ja saadan talte hun, ""Fuglene synge deroppe og fortælle om de fremmede Lande! og paa den eneste udgaaede Green har Storken bygget Rede, det pynter godt og man faaer lidt at høre fra Pyramidernes Land. Alt det kan Phantasus godt lide, det er ham ikke engang nok, jeg selv maa fortælle for ham om Livet i Skoven fra jeg var lille og Træet var spæd, saa at en Nelde kunde skjule det, og indtil nu, det er blevet saa stort og mægtigt. Sid Du nu henne under Skovmærkerne og pas vel paa, jeg skal naar Phantasus kommer, nok finde Leilighed til at knibe ham i Vingen, og ruske en lille Fjer af, tag den, en bedre fik ingen Digter; - saa har Du nok!""

Og Phantasus kom, Fjeren blev reven af og jeg greb den," sagde den lille Muus, "jeg holdt den i Vand til den blev blød! - den var endnu saa svær at fordøie, men jeg fik den gnavet op! Det er slet ikke let at gnave sig til Digter, der er saa Meget man maa tage i sig. Nu havde jeg da de to, Forstand og Phantasie, og ved dem vidste jeg nu, den tredie Ting var at finde paa Bibliotheket, idet en stor Mand har sagt og skrevet, at der gives Romaner, som alene ere til for at befrie Menneskene fra de overflødige Taarer, altsaa ere en Slags Svamp til at optage Følelser i. Jeg huskede paa et Par af disse Bøger, de havde altid seet mig ganske appetitelige ud, de vare saa læste, saa fedtede, de maatte have optaget i sig et uendeligt Væld.

Jeg gik hjem i Bibliotheket, aad strax saa godt som en heel Roman, det vil sige det Bløde, det Egentlige, derimod Skorpen, Bindet lod jeg ligge. Da jeg nu havde fordøiet den og een til, fornam jeg allerede hvorledes det rørte sig indeni mig, jeg aad lidt af den Tredie, og saa var jeg Digter, det sagde jeg mig selv og det sagde jeg de Andre med! jeg havde Hovedpine, Indvoldspine, jeg veed ikke alle de Piner, jeg havde, jeg tænkte nu over, hvilke Historier der maatte kunne sættes i Forbindelse med en Pølsepind, og saa fik jeg saa mange Pinde i min Tanke, Myredronningen har havt en ualmindelig Forstand, jeg huskede paa Manden, der tog en hvid Pind i Munden og saa var baade han og Pinden usynlig; jeg tænkte paa gammelt Øl med en Pind i, staae paa Pinde, at sætte en Pind for og saa Pinden til Eens Liigkiste. Alle mine Tanker gik op i Pinde! og om dem maatte der kunne digtes naar man er en Digter, og det er jeg, det har jeg slidt mig til! Jeg vil saaledes hver Dag i Ugen kunde opvarte dem med en Pind, en Historie, - ja det er min Suppe!"

"Lad os saa høre den Tredie!" sagde Musekongen.

"Pi! pi!" sagde det i Kjøkkendøren og en lille Muus, det var den Fjerde af dem, den, de troede død, pilede ind, den løb Pølsepinden med det sorte Flor paa overende, den havde løbet Nat og Dag, den var gaaet paa Jernbane med Godstog, som den fandt Leilighed til, og dog var den næsten kommet for silde; den trængte sig frem, saae forpjusket ud, havde tabt sin Pølsepind men ikke Mælet, den talte ligestrax, ligesom om man kun ventede paa den, kun vilde høre paa den, alt Andet i Verden kom ikke Verden ved; den talte strax, talte sig ud; den kom saa uventet, at Ingen fik Tid til at opholde sig over den og over dens Tale, medens den talte. Nu skal vi høre!

IV.

Hvad den fjerde Muus, som talte før den tredie havde talt, vidste at fortælle.

"Jeg gik strax til den største Stad," sagde den, "Navnet husker jeg ikke, jeg husker ikke godt Navne. Jeg kom fra Jernbanen med confiskeret Gods paa Raadstuen og der løb jeg til Slutteren; han talte om sine Fanger, især om Een, der havde talt ubesindige Ord, og om dem var igjen blevet talt, og talt, læst og paaskrevet; ""det Hele er Suppe paa en Pølsepind!"" sagde han, ""men den Suppe kan koste ham hans Knap!"" det gav mig Interesse for den Fangne," sagde den lille Muus, "og jeg tog Leiligheden iagt og slap ind til ham; der er altid bag laasede Døre et Musehul! Han saae bleg ud, havde et stort Skjæg og store skinnende Øine. Lampen osede og Væggene vare vante dertil, de bleve ikke sortere. Fangen ridsede baade Billeder og Vers, med Hvidt paa Sort, jeg læste dem ikke. Jeg troer han kjedede sig; jeg var en velkommen Gjest. Han lokkede mig med Brødsmuler, med Fløiten og milde Ord; han var saa glad ved mig; jeg fik Tillid til ham og saa bleve vi Venner. Han deelte med mig Brød og Vand, gav mig Ost og Pølse; jeg levede flot; men det var dog især den gode Omgang, maa jeg sige, som holdt mig. Han lod mig løbe paa sin Haand og Arm, heelt op i Ærmet; han lod mig krybe i sit Skjæg, kaldte mig sin lille Ven; jeg fik ham ordentlig kjær; saadant Noget er nok gjensidigt! Jeg glemte mit Ærinde ude i den vide Verden, glemte min Pølsepind i en Sprække af Gulvet; der ligger den endnu. Jeg vilde blive hvor jeg var; gik jeg bort, da havde jo den stakkels Fange slet Ingen, og det er for lidt i denne Verden! Jeg blev, han blev ikke! han talte til mig saa sørgeligt den sidste Gang, gav mig dobbelt saa meget Brød og Osteskorpe, kyssede saa paa sine Fingre ad mig; han gik og kom aldrig mere. Jeg kjender ikke hans Historie. ""Suppe paa en Pølsepind!"" sagde Slutteren og til ham gik jeg, men ham skulde jeg ikke have troet; han tog mig vel paa sin Haand, men han satte mig i Buur, i Trædemølle; det er voldsomt! man løber og løber, ligelangt kommer man og er kun til Griin!

Slutterens Barnebarn var en yndig lille Een, med guldgule krøllede Haar, Øine saa glade og en Mund der loe. ""Stakkels lille Muus!"" sagde hun, kigede ind i mit fæle Buur, trak Jernpinden fra - og jeg sprang ned i Vindueskarmen og ud i Tagrenden. Fri, fri! det alene tænkte jeg paa og ikke Reisens Maal!

Det var mørkt, det var mod Nattetider, jeg tog Herberg i et gammelt Taarn, der boede en Vægter og en Ugle; jeg troede ingen af dem, mindst Uglen; den ligner en Kat og har den store Feil, at den æder Muus; men man kan tage Feil, og det gjorde jeg; det var en respectabel, overmaade dannet, gammel Ugle, hun vidste mere end Vægteren og ligesaa meget som jeg; Ugleungerne gjorde Ophævelser over enhver Ting; ""lav ikke Suppe paa en Pølsepind!"" sagde hun, det var det allerhaardeste hun kunde sige her, hun havde saa megen Inderlighed for sin egen Familie. Jeg fik saadan en Tillid til hende, at jeg sagde Pip fra Sprækken, hvor jeg sad; den Tiltro syntes hun godt om og forsikkrede mig, at jeg skulde være i hendes Beskyttelse; intet Dyr skulde faae Lov at gjøre mig Fortræd, det vilde hun selv gjøre til Vinter, naar der blev Trang paa Kosten.

Hun var klog i Eet og Alt; hun beviiste mig, at Vægteren ikke kunde tude uden i et Horn, som hang løst ved ham; ""han bilder sig forfærdeligt ind deraf, troer han er Ugle i Taarnet! stort skal det være, men lidt er det! Suppe paa en Pølsepind!"" Jeg bad hende om at faae Opskriften, og saa forklarede hun mig det: ""Suppe paa en Pølsepind er kun en menneskelig Talemaade og forstaaes paa forskjellig Maade, og hver troer sin er den rigtigste; men det Hele er egentligt ikke Noget!""

""Ikke Noget!"" sagde jeg. Det slog mig! Sandheden er ikke altid behagelig, men Sandheden er det Høieste! det sagde ogsaa den gamle Ugle. Jeg tænkte derover og indsaae, at naar jeg bragte det Høieste, saa bragte jeg meget mere end Suppe paa en Pølsepind. Og saa skyndte jeg mig afsted, for at komme endnu i rette Tid hjem og bringe det Høieste og Bedste: Sandheden. Musene ere et oplyst Folkefærd og Musekongen er over dem Allesammen. Han er istand til at gjøre mig til Dronning for Sandhedens Skyld."

"Din Sandhed er Løgn!" sagde den Muus, som endnu ikke havde faaet Lov at tale. "Jeg kan lave Suppen og det skal jeg!"

V.

Hvorledes den blev lavet.

"Jeg har ikke reist," sagde den fjerde Muus, "jeg blev i Landet, det er det Rigtige! man behøver ikke at reise, man kan faae Alt ligesaa godt her. Jeg blev! jeg har ikke lært mit af overnaturlige Væsner, ikke ædt mig det til eller talt med Ugler. Jeg har mit ved Selvtænkning. Vil De nu bare faae Kedlen sat paa, fyldt Vand i, heelt op! gjør Ild under! lad det brænde, faae Vandet i Kog, det maa skrupkoge! kast nu Pinden i! Vil derpaa Musekongen behage at stikke Halen ned i det Skrupkogende og røre om! jo længer han rører, desto kraftigere bliver Suppen; det koster ikke Noget! der behøves ingen Tilsætninger, - kun røre om!"

"Kan en Anden ikke gjøre det?" spurgte Musekongen.

"Nei," sagde Musen, "den Kraft er kun i Musekongens Hale!"

Og Vandet skrupkogte, og Musekongen stillede sig tæt ved, det var næsten farligt, og han stak Halen ud, saaledes som Musene gjøre i Melkestuen, naar de skumme Fløden af et Fad og derpaa slikke Halen, men han fik sin kun ind i den varme Damp, saa sprang han strax ned: "Naturligviis, Du er min Dronning!" sagde han, "Suppen ville vi vente med til vort Guldbryllup, saa har de Fattige i mit Rige Noget at glæde sig til og en lang Glæde!"

Og saa holdt de Bryllup; men flere af Musene, da de kom hjem, sagde: "man kunde da ikke kalde det Suppe paa en Pølsepind, det var snarere Suppe paa en Musehale!" - Eet og Andet af hvad der blev fortalt, fandt de, var ganske godt givet, men det Hele kunde være anderledes! "jeg vilde nu have fortalt saaledes og saaledes - -!"

Det var Kritiken, og den er altid saa klog - bag efter.

Og den Historie gik Verden rundt, Meningerne om den vare deelte, men Historien selv blev heel; og det er det Rigtigste i Stort og Smaat, i Suppe paa en Pølsepind; man maa bare ikke vente Tak for den!

Nalagam bralnik