O besedilu
Dve devici
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 3 min branja
- Obseg
- 3 strani
- Naslov izvirnika
- To jomfruer
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Dve devici
Si že kdaj videl devico? Mislim tisto, ki ji tlakovci pravijo devica in z njo teptajo tlak. Vsa je iz lesa, spodaj široka in obdana z železnim obročem, zgoraj pa ozka, s prečno palico, ki ji služi za roke.
Na dvorišču skladišča sta stali dve taki devici, med lopatami, seženjskimi merami in samokolnicami. Tam se je razvedelo, da se »devici« ne bo več reklo »devica«, temveč »žig«; to je najnovejše in edino pravilno poimenovanje v tlakovskem jeziku za tisto, čemur smo v starih časih vsi rekli devica.
Med nami ljudmi pa so tudi takšne, ki jim pravijo »emancipirane ženske«; mednje štejejo ravnateljice vzgojnih zavodov, babice, plesalke, ki pri svojem poklicu znajo stati na eni nogi, prodajalke modnega blaga in nočne negovalke. Tej vrsti »emancipiranih« sta se pridružili tudi devici na skladiščnem dvorišču. Bili sta devici pri cestni službi in se nikakor nista hoteli odpovedati svojemu dobremu staremu imenu ter dopustiti, da bi ju imenovali »žig«!
»Devica je ime za človeka,« sta govorili, »žig pa je stvar, in midve si ne bova pustili reči stvar, saj je to žalitev!« »Moj zaročenec bi utegnil razdreti zaroko!« je rekla mlajša, ki je bila zaročena z zabijalnikom, velikim strojem, ki zabija kole v tla in torej opravlja na veliko tisto, kar devica opravlja na drobno. »Za devico me hoče imeti, za žig pa morda ne, zato ne morem dovoliti, da me prekrstijo!«
»Da, prej si dam odlomiti obe roki!« je rekla starejša. Samokolnica pa je bila drugačnega mnenja in samokolnica ni bila kar tako: imela se je za četrtino kočije, saj se je vozila na enem kolesu. »Vendar vama moram povedati, da je ime devica precej vsakdanje in še zdaleč ne tako imenitno kakor žig. S tem imenom se namreč uvrstiš med pečatnike; pomislita samo na pečatnik zakona, ki zakonu vtisne pečat. Na vajinem mestu bi se odpovedala devici!«
»Nikoli! Za to sem prestara!« je rekla starejša. »Očitno ne poznata tistega, čemur se pravi evropska nujnost!« je dejala poštena stara seženjska mera. »Človek se mora omejiti, podrediti, prilagoditi času in nujnosti; in če zakon veleva, da se mora devici reči žig, potem se ji pač mora reči žig. Vsaka stvar ima svojo mero!«
»Potem bi se vendar rajši,« je rekla mlajša, »dala imenovati gospodična, če že mora iti vse narobe; v gospodični je vendar še nekaj device!« »Jaz pa se rajši pustim razsekati na trske!« je rekla stara devica.
Nato je bilo treba na delo. Devici sta se peljali: položili so ju na samokolnico, in to je bila vselej imenitna postrežba, a rekli so jima žig. »De-!« sta govorili, ko sta udarjali ob tlak. »De-!« Pravkar sta hoteli izreči celo besedo »devica«, pa sta jo na kratko odsekali in pogoltnili, saj sta menili, da se ne bi smeli niti odzvati. Med seboj pa sta se vedno naslavljali z imenom devica in hvalili dobre stare čase, ko so vsako stvar imenovali s pravim imenom in je bila devica devica. In to sta tudi ostali obe, kajti zabijalnik, tisti veliki stroj, je res razdrl zaroko z mlajšo: z žigom ni hotel imeti ničesar.
Izvirnik
To jomfruer
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Har du nogensinde set en jomfru? Det vil sige, hvad brolæggerne kalder en jomfru, én til at stampe stenbroen med. Hun er helt af træ, bred forneden med jernring om, og smal foroven med stok, den er hendes arme.
Inde i materielgården stod der to sådanne jomfruer, de stod mellem skovle, favnemål og hjulbør, og der var det rygtedes, at "jomfruen" ikke længere skulle kaldes "jomfru," men derimod "stempel," og det er den nyeste og eneste rigtige benævnelse i brolæggersproget, for hvad vi alle i gamle tider kaldte en jomfru.
Nu er der mellem os mennesker noget, man kalder: "emanciperede fruentimmer," hvortil regnes institutbestyrerinder, jordemødre, danserinder, der kan stå på et ben i embedet, modehandlerinder og vågekoner, og til den række "emanciperede," sluttede sig også de to jomfruer i materielgården; de var jomfruer ved vejvæsenet, og de ville på ingen måde opgive deres gode, gamle navn og lade sig kalde "stempel!"
"Jomfru er et menneskenavn," sagde de, "men stempel er en ting, og vi lader os ikke kalde en ting, det er at skældes ud!"
"Min forlovede er i stand til at slå op med mig!" sagde den yngste, der var forlovet med en rambuk, det er sådan en stor maskine, der driver pæle ned og altså gør i det svære, hvad jomfruen gør i det fine. "Han vil have mig som jomfru, men måske ikke som stempel, og altså kan jeg ikke lade dem døbe mig om!"
"Ja, jeg lader før mine to arme knække af!" sagde den ældste.
Hjulbøren havde dog en anden mening, og hjulbøren var noget, den anså sig for en kvart karet, idet den gik på ét hjul. "Jeg må dog sige dem, at det, at kaldes jomfru er temmelig almindeligt og ikke nær så fint, som at kaldes stempel, thi ved at føre det navn, kommer man i række med signeterne, og tænk på lovens signet, det er det, der gør lovens segl. I Deres sted ville jeg opgive jomfruen!"
"Aldrig! det er jeg for gammel til!" sagde den ældste.
"De kender nok ikke noget, som kaldes den europæiske nødvendighed!" sagde det ærlige, gamle favnemål. "Man må begrænses, underordne sig, føje sig i tid og nødvendighed, og er det en lov, at jomfruen skal kaldes stempel, så må hun kaldes stempel. Enhver ting har sit favnemål!"
"Så ville jeg dog hellere," sagde den yngste, "lade mig kalde frøken, når galt skulle være, frøken smager dog altid lidt af jomfru!"
"Men jeg lader mig hellere hugge til pindebrænde!" sagde den gamle jomfru.
Nu gik det til arbejde; jomfruerne kørte, de blev lagt på hjulbøren, og det var altid fin behandling, men stempel blev de kaldt.
"Jom-!" sagde de, idet de stampede mod stenbroen; "Jom-!" og lige var de ved at sige helt ud ordet: "Jomfru," men de bed ordet kort af, de tog det i sig igen, for de fandt, at de ikke engang burde svare. Men indbyrdes tiltalte de altid hinanden med navnet jomfru, og priste de gode, gamle dage, da man kaldte enhver ting ved sit rette navn, og kaldtes jomfru, når man var en jomfru; og det blev de begge to, thi rambukken, den store maskine, slog virkeligt op med den yngste, han ville ikke indlade sig med et stempel.
Nadaljuj z branjem
