Waltey
Dvanajst divjih rac
Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen MoeO besedilu
Dvanajst divjih rac
- Vir
- Norske Folkeeventyr
- Avtor
- Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Norsk
- Čas branja
- 11 min branja
- Obseg
- 9 strani
- Naslov izvirnika
- 033 De tolv Vildænder
O izvirniku
Norske Folkeeventyr
Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.
Besedilo
Dvanajst divjih rac
Nekoč je živela kraljica, ki se je nekega zimskega dne, ko je zapadel svež sneg, odpeljala na vožnjo s sanmi. Ko je bila že nekaj časa na poti, ji je iz nosa pritekla kri, zato je morala stopiti iz sani. Medtem ko je stala ob ograji in gledala rdečo kri na belem snegu, se je spomnila, da ima dvanajst sinov in nobene hčere, pa si je rekla: »Ko bi imela hčer, belo kakor sneg in rdečo kakor kri, bi se zavoljo mene lahko poslovila od vseh svojih sinov.« Komaj je to izrekla, že je pred njo stala čarovnica. »Dobila boš hčer,« je rekla, »in bela bo kakor sneg ter rdeča kakor kri, tvoji sinovi pa bodo moji. Vendar jih smeš obdržati pri sebi, dokler otrok ne bo krščen.« Ko je prišel čas, je kraljica rodila hčer in ta je bila bela kakor sneg in rdeča kakor kri, prav kakor je obljubila čarovnica, zato so jo poimenovali Snežnobela in Rožnordeča. Na kraljevem dvoru je zavladalo veliko veselje in kraljičini sreči ni bilo ne konca ne kraja. Ko pa se je spomnila, kaj je obljubila čarovnici, je dala srebrarju izdelati dvanajst srebrnih žlic, za vsakega kraljeviča po eno, nato pa mu je naročila še eno in jo dala Snežnobeli in Rožnordeči. Brž ko je bila kraljična krščena, so se kraljeviči spremenili v dvanajst divjih rac in odleteli. Nihče jih ni več videl; izginili so in ni jih bilo nazaj. Kraljična je rasla in postajala vse lepša, toda pogosto je bila tako čudno zamišljena in žalostna, da nihče ni mogel razumeti, kaj ji je. Nekega večera pa je bila tudi kraljica žalostna, saj so se ji ob misli na sinove po glavi gotovo pletle najrazličnejše misli, in je rekla Snežnobeli in Rožnordeči: »Zakaj si tako žalostna, hči moja? Če ti česa manjka, le povej! Če si česa želiš, boš to dobila.« »Ah, tako pusto se mi zdi,« je rekla Snežnobela in Rožnordeča. »Vsi drugi imajo brate in sestre, jaz pa sem tako sama, nikogar nimam. Zato sem žalostna.« »Tudi ti si imela brate, hči moja,« je rekla kraljica. »Imela sem dvanajst sinov, ki so bili tvoji bratje, a vse sem dala proč, da sem dobila tebe.« In povedala ji je vso zgodbo.
Ko je kraljična to slišala, ni imela več miru. Naj je kraljica še tako jokala in tarnala, nič ni pomagalo; hotela je na pot in morala je na pot, da poišče svoje brate, saj se ji je zdelo, da je vsega kriva ona. Nazadnje je res odšla s kraljevega dvora. Hodila je in hodila tako daleč v širni svet, da bi si nikoli ne mislili, da zmore tako nežna deklica prehoditi tolikšno pot.
Nekoč je že dolgo hodila po velikem, velikem gozdu, pa se je nekega dne utrudila, sedla na travno rušo in zaspala. Sanjalo se ji je, da je šla še globlje v gozd do majhne brunarice in da so tam živeli njeni bratje. Tedaj se je prebudila in tik pred seboj zagledala uhojeno stezico v zelenem mahu, ki je vodila še globlje v gozd. Šla je po njej in po dolgem času res prišla do prav take majhne brunarice, kakršno je videla v sanjah.
Ko je stopila v izbo, ni bilo v njej nikogar, stalo pa je tam dvanajst postelj in dvanajst stolov in dvanajst žlic in vsega, kar je bilo v hiši, je bilo po dvanajst. Ko je to zagledala, se je razveselila, kakor se ni že mnogo let, saj je takoj uganila, da tu živijo njeni bratje ter da so postelje, stoli in žlice njihovi. Brž je zakurila, pometla, postlala postelje, skuhala jed in vse pospravila ter uredila, kolikor je le znala. Ko je skuhala in pripravila za vse, je še sama jedla, toda svojo žlico je pozabila na mizi, nato pa je zlezla pod posteljo najmlajšega brata in se ulegla.
Komaj je legla, je zaslišala šumenje in vršanje po zraku, nato pa je vseh dvanajst divjih rac priletelo v hišo. Brž ko so bile čez prag, so se spremenile v kraljeviče.
»Ah, kako prijetno in toplo je tukaj!« so rekli. »Bog blagoslovi tistega, ki nam je zakuril in skuhal tako dobro jed!« Nato je vsak vzel svojo srebrno žlico in že so hoteli začeti jesti.
Ko pa je vsak vzel svojo, je na mizi še vedno ostala ena in ta je bila drugim tako podobna, da je niso mogli ločiti od njih. Spogledali so se in se začudili. »To je žlica naše sestre,« so rekli, »in če je žlica tu, tudi ona ne more biti daleč.« »Če je to žlica naše sestre in če je ona tukaj, mora umreti, saj je kriva vsega hudega, ki ga trpimo,« je rekel najstarejši kraljevič. Ona pa je ležala pod posteljo in vse poslušala. »Ne,« je rekel najmlajši, »greh bi jo bilo zaradi tega ubiti. Ni ona kriva, da trpimo. Če je že kdo kriv, je to naša mati.« Začeli so jo iskati po vseh kotih, nazadnje pa so pogledali še pod vse postelje. Ko so prišli do postelje najmlajšega kraljeviča, so jo našli in jo potegnili izpod nje.
Najstarejši kraljevič je spet zahteval, naj jo ubijejo, ona pa je jokala in jih milo prosila: »O ljubi Bog, nikar me ne ubijte! Dolga leta sem hodila in vas iskala in z veseljem bi dala življenje, ko bi vas le mogla rešiti.« »Če nas hočeš rešiti,« so rekli, »boš smela živeti, kajti če bi hotela, bi nas res lahko.« »Samo povejte mi, kako, pa bom storila vse, kar bo treba,« je rekla kraljična. »Nabirati moraš puh močvirskega munca,« so rekli kraljeviči, »ga mikati in spresti ter iz njega stkati platno. Ko to opraviš, moraš iz njega ukrojiti in sešiti dvanajst kap, dvanajst srajc in dvanajst rutic, za vsakega izmed nas po eno. In ves ta čas ne smeš ne govoriti ne se smejati ne jokati. Če to zmoreš, bomo rešeni.« »Kje pa naj dobim toliko munčevega puha za vse te rutice, kape in srajce?« je vprašala Snežnobela in Rožnordeča.
»To ti bomo že pokazali,« so rekli kraljeviči in jo odpeljali na veliko, veliko močvirje, kjer je raslo toliko munca, ki je kimal v vetru in se bleščal v soncu, da se je svetilo daleč naokoli. Toliko munčevega puha kraljična še nikoli ni videla in takoj ga je začela trgati in nabirati, kar se je dalo pridno in hitro. Ko se je zvečer vrnila domov, pa ga je začela mikati in iz njega presti prejo.
Tako je dolgo vse lepo teklo. Nabirala je munčev puh, ga mikala in predla, vmes pa skrbela še za kraljeviče, jim kuhala in postiljala postelje. Zvečer so kot divje race šume in vrše prileteli domov, ponoči so bili kraljeviči, zjutraj pa so spet odleteli in bili ves dan divje race.
Nekoč pa, ko je na močvirju nabirala munčev puh — in če se ne motim, je bilo to prav zadnjič, ko je še morala tja — je mladi kralj, ki je vladal deželi, lovil v tistih krajih. Prijezdil je do močvirja in jo zagledal. Ustavil se je in se začudeno spraševal, kdo je lepa deklica, ki hodi po močvirju in nabira munčev puh. Tudi njo je povprašal, a ker ni dobil odgovora na svoja vprašanja, se je še bolj čudil. Tako mu je bila všeč, da jo je sklenil odpeljati na svoj grad in se z njo poročiti. Služabnikom je ukazal, naj jo vzamejo in posadijo na njegovega konja. Snežnobela in Rožnordeča pa je vila roke, jim dajala znamenja in kazala na vreče, v katerih je imela vse svoje delo. Ko je kralj razumel, da jih hoče vzeti s seboj, je služabnikom naročil, naj naložijo še vreče. Ko so to storili, se je kraljična polagoma pomirila, kajti kralj je bil dober in lep mož ter tako blag in prijazen do nje, kakor bi bil zdravilo za njeno srce. Ko pa so prišli na kraljevi dvor in je stara kraljica, njegova mačeha, zagledala Snežnobelo in Rožnordečo, jo je ob njeni lepoti popadla tolikšna zloba in zavist, da je rekla kralju: »Ali ne vidiš, da je ta, ki si jo pripeljal in jo hočeš vzeti za ženo, čarovnica? Saj ne govori, ne smeje se in ne joka!« Kralj se ni zmenil za njene besede, temveč je pripravil svatbo in se poročil s Snežnobelo in Rožnordečo in živela sta v velikem veselju in razkošju;
vendar ob tem ni pozabila šivati srajc. Še preden je minilo leto, je Snežnobela in Rožnordeča rodila kraljeviča, zaradi česar je stara kraljica postala še bolj zlobna in zavistna. Pozno ponoči se je pritihotapila k Snežnobeli in Rožnordeči, medtem ko je ta spala, vzela otroka in ga vrgla v kačjo jamo. Nato je mlado kraljico urezala v prst, ji s krvjo namazala usta in odšla h kralju. »Pridi pogledat,« je rekla, »kakšno žensko si si vzel za kraljico! Zdaj je požrla lastnega otroka.« Kralj se je tako razžalostil, da bi skoraj zajokal, in je rekel: »Da, gotovo je res, saj vidim na lastne oči, vendar tega menda ne bo več storila. Tokrat ji bom prizanesel.« Preden je minilo leto, je spet rodila sina in z njim se je zgodilo natanko tako kakor s prvim. Kraljeva mačeha je bila še bolj zlobna in zavistna; ponoči se je pritihotapila h kraljici, medtem ko je ta spala, vzela otroka in ga vrgla v kačjo jamo, kraljico urezala v prst ter ji s krvjo namazala usta. Nato je kralju rekla, da je požrla lastnega otroka. Kralja je obšla tako huda žalost, da si je ne morete niti predstavljati, pa je rekel: »Da, gotovo je res, saj vidim na lastne oči, vendar tega menda ne bo več storila. Kljub vsemu ji bom še enkrat prizanesel.« Še preden je znova minilo leto, je Snežnobela in Rožnordeča rodila hčer. Tudi to je stara kraljica vzela in vrgla v kačjo jamo, medtem ko je mlada kraljica spala. Urezala jo je v prst, ji s krvjo namazala usta, nato pa odšla h kralju in rekla: »Zdaj pa pridi pogledat, ali ni res, kar pravim, da je čarovnica, kajti zdaj je požrla še svojega tretjega otroka.« Kraljeva žalost je bila neizmerna, saj ji zdaj ni mogel več prizanašati, temveč je moral ukazati, naj jo živo sežgejo na grmadi. Ko je grmada že gorela in bi jo morali postaviti nanjo, jim je z znamenji pokazala, naj prinesejo dvanajst desk in jih položijo okoli grmade. Nanje je razgrnila rutice, kape in srajce za svoje brate, le na srajci najmlajšega brata je manjkal levi rokav, saj ga ni utegnila dokončati.
Komaj je to storila, so zaslišali šumenje in vršanje po zraku in nad gozdom je priletelo dvanajst divjih rac. Vsaka je s kljunom pograbila svojo obleko in odletela z njo. »Ali zdaj vidiš?« je hudobna kraljica rekla kralju. »Zdaj se vendar lahko na lastne oči prepričaš, da je čarovnica. Pohiti in jo sežgi, preden drva pogorijo!« »Ah,« je rekel kralj, »drv imamo dovolj. Še malo bom počakal, saj bi rad videl, kako se bo tole končalo.« Prav tedaj je prijezdilo dvanajst kraljevičev, tako lepih in postavnih, da jim ni bilo para; le najmlajši je imel namesto leve roke račje krilo. »Kaj se tukaj godi?« so vprašali kraljeviči. »Mojo kraljico bodo sežgali, ker je čarovnica in je požrla lastne otroke,« je odgovoril kralj.
»Ni požrla svojih otrok,« so rekli kraljeviči. »Zdaj spregovori, sestra! Nas si rešila, zdaj reši še sebe.« Tedaj je Snežnobela in Rožnordeča spregovorila in povedala, kako se je vse zgodilo: da se je stara kraljica, kraljeva mačeha, vsakič, ko je rodila, ponoči pritihotapila k njej, ji vzela otroka, jo urezala v prst in ji s krvjo namazala usta. Kraljeviči pa so kralja odpeljali h kačji jami. Tam so ležali vsi trije otroci in se igrali s kačami in krastačami; lepših otrok še niste videli. Kralj jih je vzel s seboj, jih odnesel k mačehi in jo vprašal, kakšno kazen si po njenem zasluži tisti, ki bi bil zmožen pogubiti nedolžno kraljico in tri tako ljubke otroke. »Takšnega bi morali privezati med dvanajst neukročenih konj, da bi vsak odtrgal svoj kos,« je rekla stara kraljica. »Sama si izrekla sodbo in sama jo boš tudi prestala,« je rekel kralj. In staro hudobno kraljico so privezali med dvanajst neukročenih konj, ki so vsak odtrgali svoj kos njenega telesa. Snežnobela in Rožnordeča pa je vzela s seboj kralja, svoje otroke in dvanajst kraljevičev ter se z njimi vrnila domov k staršem. Povedali so jim, kaj se jim je pripetilo, in po vsem kraljestvu je zavladalo veliko veselje in radost, ker je bila kraljična rešena in je rešila tudi svojih dvanajst bratov.
Izvirnik
033 De tolv Vildænder
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Der var engang en Dronning, som var ude og kjørte, da der var faldt Nysnee om Vinteren, da hun var kommen et Stykke paa Veien begyndte hun at bløde Næseblod og maatte gaae ud af Slæden. Medens hun nu stod op ved Gjerdet og saa paa det røde Blod og den hvide Snee, kom hun til at tænke paa at hun havde tolv Sønner og ingen Datter, og saa sagde hun ved sig selv: „Havde jeg en Datter saa hvid som Snee og rød som Blod, saa kunde det gjerne være det samme med Sønnerne mine.“ Det var næsten ikke sagt, førend der kom en Troldhex til hende. „En Datter skal du faae,“ sagde hun, „og hun skal være saa hvid som Snee og saa rød som Blod, og saa skal Sønnerne dine være mine; men du kan faae have dem hos dig
til Barnet er døbt.“ Da Tiden kom, fødte Dronningen en Datter, og hun var saa hvid som Snee og saa rød som Blod, saaledes som Troldkjærringen havde lovet, og derfor kaldte de hende ogsaa Sneehvid og Rosenrød. Der blev nu stor Glæde i Kongsgaarden og Dronningen var saa glad at det ikke var nogen Maade paa det, men da hun kom i Hu det, hun havde lovet Troldhexen, lod hun en Sølvsmed gjøre tolv Sølvskeer, een til hver Prinds og saa lod hun ham endda gjøre een til og den gav hun Sneehvid og Rosenrød. Bedst som Prindsessen var døbt, bleve Prindserne omskabte til tolv Vildænder og fløi sin Vei, og de saae ikke mere til dem; de vare borte og de bleve borte. Prindsessen
voxte til, og hun blev baade stor og vakker, men hun var ofte saa underlig og sørgmodig, og der var Ingen, som kunde forstaae hvad det var, som feilede hende. Men saa var det en Aften, Dronningen ogsaa var saa sørgmodig, for hun havde vel mange underlige Tanker, naar hun tænkte paa Sønnerne sine, saa sagde hun til Sneehvid og Rosenrød: „Hvorfor er du saa sørgmodig min Datter? er det Noget som mangler dig, saa sig frem! er det Noget, du vil have, skal du faae det.“ „Aa jeg synes det er saa ødt,“ sagde Sneehvid og Rosenrød; „Alle Andre have Sødskende, men jeg er saa alene, jeg har ingen; det er det, som jeg sørger for.“ „Du har ogsaa havt Sødskende, min Datter,“ sagde Dronningen, „jeg har havt tolv Sønner, som vare Brødrene dine, men alle dem gav jeg bort for at faae dig,“
sagde hun, og saa fortalte hun hele Sammenhængen. Da Prindsessen hørte det, havde hun ingen Ro paa sig; Alt det Dronningen græd og bar sig, saa hjalp det ikke, hun vilde afsted og hun maatte afsted, for at lede op Brødrene sine, for hun syntes at hun var Skyld i det Altsammen, og tilsidst saa gik hun da ogsaa fra Kongsgaarden. Hun gik og hun gik saa langt ud i den vide Verden, at du ikke skulde troe, at saa fiin en Jomfru havde orket at gaae saa langt.
Engang havde hun gaaet i lang Tid i en stor, stor Skov, saa var det en Dag hun var bleven træt, og satte sig ned paa en Tue og der søvnede hun. Da drømte hun at hun gik længre ind i Skoven til en liden tømret Hytte, og der var hendes Brødre; med det samme vaagnede hun, og lige foran sig saa hun en opgaaet Sti i den grønne Mose, og den Stien gik dybere ind i Skoven. Den fulgte hun, og langt om længe kom hun ogsaa til saadant et lidet tømret Huus, som hun havde drømt om.
Da hun kom ind i Stuen, var der Ingen inde, men der stod tolv Senge og tolv Stole og tolv Skeer, og tolv Ting af Alt, som fandtes. Da hun fik see det, blev hun saa glad, at hun ikke havde været saa glad paa mange Aar, for hun kunde strax skjønne, hendes Brødre boede der, og at det var dem, der eiede Sengene og Stolene og Skeerne. Hun til at lægge paa Varmen, og feie og rede op Sengene og koge Mad og stelle og pynte det bedste hun kunde, og da hun havde kogt og lavet til dem Alle, saa spiste hun selv, men Skeen sin glemte hun paa Bordet, og saa krøb hun ind under den yngste Broderens Seng og lagde sig der.
Ikke før havde hun lagt sig, saa hørte hun det suste og hvinede i Luften, og saa kom alle tolv Vildænderne farende ind, men idet samme, de vare over Tærskelen, bleve de strax til Prindser. „Ak, hvor godt og varmt her er da,“ sagde de. „Gud signe den, som har lagt paa Varmen og kogt saadan god Mad til os!“ og saa tog de hver sin Sølvskee og skulde til at spise. Men da hver havde taget sin, blev der endda en liggende igjen, og den var saa lig de øvrige, at de ikke kunde skjelne den fra dem. Saa saae de paa hverandre og forundrede sig; „det er Skeen til Søster vor,“ sagde de, „og er Skeen her, kan hun heller ikke være langt borte.“ „Er det vor Søsters Skee, og findes hun her, saa skal hun
dræbes, for hun er Skyld i alt det Onde, vi lide,“ sagde den ældste af Prindserne, og det laa hun under Sengen og hørte paa. „Nei,“ sagde den yngste, „det var Synd at dræbe hende for det; hun kan ikke gjøre for, at vi lide Ondt; skulde Nogen være Skyld i det, maatte det være vor egen Moder.“ De gav sig da til at lede efter hende baade høit og lavt og tilsidst ledte de ogsaa under alle Sengene, og da de kom til den yngste Prindsens Seng, fandt de hende og trak hende frem.
Den ældste Prindsen vilde igjen, hun skulde dræbes, men hun græd og bad saa vakkert for sig: „Aa, Herre Gud, dræb mig ikke,“ sagde hun, „jeg har gaaet i mange Aar og ledt efter Eder, og hvis jeg kunde frelse Eder, skulde jeg gjerne lade mit Liv.“ „Ja vil du frelse os,“ sagde de, „saa skal du faae leve, for naar du vilde, saa kunde du nok.“ „Ja siig mig bare, hvorledes det kan skee, saa skal jeg gjøre hvad det saa er,“ sagde Prindsessen. „Du skal sanke Myrduun,“ sagde Prindserne, „og den skal du karde og spinde og væve en Væv af, og naar du har gjort det, saa skal du klippe og sye tolv Huer, tolv Skjorter og tolv Klude af den, een til hver af os, og mens du gjør det skal du hverken tale eller lee eller græde; kan du det, saa er vi
frelste.“ „Men hvor skal jeg faae Myrduun til saa mange Klude og Huer og Skjorter fra?“ sagde Sneehvid og Rosenrød. „Det skal vi nok vise dig,“ sagde Prindserne, og saa toge de hende med sig hen paa en stor, stor Myr, hvor der stod saa fuldt af Myrduun og nikkede i Vinden og glindsede i Solskinnet, saa det skinnede lang Vei af den. Aldrig havde Prindsessen seet saa megen Myrduun før, og hun strax til at plukke og sanke, det bedste og forteste hun kunde, og naar hun kom hjem om Kvelden, saa til at karde og spinde Garn af Myrdunen.
Saaledes gik det nu baade godt og længe, hun sankede Myrduun og kardede og spandt, og alt imellem stelte hun for Prindserne; hun kogte og hun redte op Sengene til dem; om Aftenen kom de susende og brusende hjem som Vildænder, om Natten var de Prindser, men saa om Morgenen fløi de afsted igjen og var Vildænder hele Dagen. Men saa hændte det en Gang hun var paa Myren og skulde sanke Myrduun — og tager jeg ikke Feil, saa var det nok den sidste Gangen hun skulde did — at den unge Kongen, som styrede Riget, var ude paa Jagt, og kom ridende hen til Myren og fik see hende. Han standsede og undrede sig over hvem den deilige Jomfru kunde være, som gik i Myren og sankede Myrduun, og han spurgte hende om det ogsaa, og da han ikke
fik noget Svar paa det, han spurgte om, blev han endda mere forundret, og han syntes saa vel om hende, at han vilde tage hende med sig hjem til Slottet og gifte sig med hende. Saa befalede han Tjenerne sine, at de skulde tage hende og sætte hende op paa Hesten hans. Sneehvid og Rosenrød hun vred sine Hænder og gjorde Miner til dem og pegte paa Sækkene, hun havde alt Arbeidet sit i, og da Kongen skjønte, at hun vilde have dem med, sagde han til sine Tjenere, at de ogsaa skulde tage og læsse Sækkene paa. Da de havde gjort det, gav Prindsessen sig til Taals lidt efter lidt, for Kongen var baade en snild Mand og en vakker Mand og han var saa blid og venlig mod hende som en Lege. Men da de kom hjem til
Kongsgaarden og den gamle Dronning, som var Stedmoderen hans, fik see Sneehvid og Rosenrød, blev hun saa ond og saa avindsyg over det at hun var saa deilig, at hun sagde til Kongen: „Kan du ikke skjønne det, at denne, du har taget med dig, som du vil gifte dig med, er en Hex; hun hverken taler eller leer eller græder?“ Kongen brød sig ikke om hvad hun sagde, men han holdt Bryllup og giftede sig med Sneehvid og Rosenrød, og de levede i stor Glæde og Herlighed; men hun glemte ikke at sye paa Skjorterne over det.
Inden Aaret var omme kom Sneehvid og Rosenrød med en Prinds til Verden, og det blev den gamle Dronningen endnu mere ond og avindsyg over, og da det led ud paa Natten, listede hun sig ind til Sneehvid og Rosenrød, medens hun sov, tog Barnet og kastede det i Ormegaarden; siden skar hun hende i Fingeren og smurte Blodet om Munden paa hende og gik saa til Kongen. „Kom nu og see,“ sagde hun, „hvad det er for En, du har taget til Dronning; nu har hun ædt op sit eget Barn.“ Da blev Kongen saa bedrøvet at han næsten var grædefærdig og sagde: „Ja, det maa vel være sandt, siden jeg seer det for mine Øine, men hun gjør det vist ikke oftere; for denne Gang vil jeg spare hende.“ Inden Aaret var omme, fødte hun en Søn igjen, og med
denne gik det akkurat ligesom med den første; Kongens Stedmoder blev endnu mere ond og avindsyg; saa listede hun sig ind til Dronningen om Natten medens hun sov, tog Barnet og kastede i Ormegaarden, skar Dronningen i Fingeren og smurte Blodet om Munden paa hende, og saa sagde hun til Kongen, at hun havde ædt op sit eget Barn. Da blev Kongen saa bedrøvet at du aldrig kan tro det, og saa sagde han: „Ja det maa vel være sandt, siden jeg seer det for mine Øine, men hun vil vist ikke gjøre det oftere; ligevel vil jeg spare hende een Gang endnu.“ Inden Aaret var omme igjen, fødte Sneehvid og Rosenrød en Datter til Verden, og hende tog nu ogsaa den gamle Dronningen og kastede i Ormegaarden, medens den unge Dronning
sov, skar hun hende i Fingeren, smurte Blodet om Munden paa hende og gik saa til Kongen og sagde: „Nu kan du komme og see om det ikke er som jeg siger, at hun er en Troldhex, for nu har hun ædt op det tredie Barnet sit ogsaa.“ Da blev Kongen saa bedrøvet, at der ikke var nogen Maade paa det for da kunde han ikke spare hende længer, men maatte befale at hun skulde brændes levende paa et Baal. Da Baalet stod i Brand og hun skulde sættes paa det, gjorde hun Miner til dem, at de skulde tage tolv Fjæle og lægge dem rundt om Baalet, og paa disse lagde hun Kludene og Huerne og Skjortene til Brødrene sine, men i den yngste Broderens Skjorte manglede den venstre Arm, den havde hun ikke kunnet række at faae færdig.
Aldrig før havde hun gjort dette, saa hørte de en Susen og Brusen i Luften, og saa kom der flyvende tolv Vildænder over Skoven, og hver af dem tog sin Klædning i Næbbet og fløi afsted med. „Seer du nu,“ sagde den slemme Dronningen til Kongen, „nu kan du da rigtig see at hun er en Hex, skynd dig nu og brænd hende førend Veden brænder op.“ „Aa,“ sagde Kongen, „Ved har vi nok af; jeg vil endda bie lidt, for jeg havde Lyst til at see, hvad Ende der bliver paa dette.“ I det samme kom de tolv Prindser ridende, saa deilige og velvoxne som man kunde see; men den yngste Prindsen havde en Vildandvinge istedetfor den venstre Armen. „Hvad er her paa Færde?“ spurgte Prindserne. „Min Dronning skal brændes, fordi
hun er en Hex og har opædt sine egne Børn,“ svarede Kongen. „Hun har ikke opædt Børnene sine,“ sagde Prindserne. „Tal nu Søster, nu har du frelst os, frels nu dig selv.“ Da talte Sneehvid og Rosenrød og fortalte, hvorledes Alt var gaaet til, at hvergang hun var falden i Barselseng havde den gamle Dronning, Stedmoderen til Kongen, listet sig ind til hende om Natten, taget Barnet fra hende og skaaret hende i Fingeren og smurt Blodet om Munden paa hende, og Prindserne toge Kongen og førte ham hen til Ormegaarden, der laae de tre Børn og legede med Orme og Padder, og deiligere Børn kunde du ikke see for dine Øine. Dem tog Kongen med sig og bar dem hen til sin Stedmoder og spurgte hende hvad Straf hun syntes den fortjente, som kunde have Sind til at forraade en uskyldig
Dronning og tre saa velsignede Børn. „Den fortjente at spændes mellem tolv utæmte Heste, saa de hver tog sit Stykke,“ sagde den gamle Dronningen. „Du har selv sagt Dommen og selv skal du faae lide den med,“ sagde Kongen, og saa blev den gamle slemme Dronningen spændt mellem tolv utæmte Heste, som hver tog sit Stykke af hende. Men Sneehvid og Rosenrød tog Kongen og Børnene sine og de tolv Prindserne, og saa reiste de hjem til sine Forældre og fortalte, hvad der var hændt dem, og nu blev der stor Fryd og Glæde over hele Kongeriget, fordi at Prindsessen var frelst og havde frelst sine tolv Brødre ogsaa.
Nadaljuj z branjem
