Waltey

Prevod

The days of the week once wanted to let themselves go, get together, and hold a feast. Each day was so busy that, all year round, they had no leisure to call their own; they needed a whole day set apart, and this they did have every fourth year: Leap Day, which is added to February to put the calendar to rights.

On Leap Day, then, they would gather for a feast, and since February is the month of Shrovetide, they would come in carnival dress, each according to taste and station; they would eat well, drink well, make speeches, and say pleasant and unpleasant things to one another in the easy spirit of comradeship. The heroes of old used to throw their gnawed meat bones at one another’s heads during meals; the days of the week, by contrast, would pelt one another with tasty morsels of puns and mischievous jokes, such as might crop up in innocent Shrovetide revels.

Then Leap Day came, and they all assembled. Sunday, chairman of the days of the week, appeared in a black silk cloak; pious people would have thought him dressed as a clergyman on his way to church; worldly folk could see that he was wearing a domino to go merry-making, and that the blazing carnation in his buttonhole was the theatre’s little red lantern, announcing: “All sold out—now see that you enjoy yourselves!”

Monday, a young fellow related to Sunday and particularly fond of pleasure, came next. He left the workshop, he said, when the guard turned out on parade.

“I must go out and hear Offenbach’s music; it goes neither to my head nor to my heart, but tickles the muscles in my legs. I must dance, have a spree, get a black eye to sleep on, and then set to work the next day. I am the new moon of the week!”

Tuesday: Tyr’s day, the day of strength. “Yes, that is what I am!” said Tuesday. “I set to work, fasten Mercury’s wings to the merchant’s boots, look round the factories to see that the wheels are greased and turning, and make sure the tailor sits on his table and the paver on his paving stones; everyone must attend to his trade! I keep an eye on it all, so I come in police uniform and call myself Poli-Tuesday. If that is a poor pun, let the rest of you try to make a better one!”

“Then comes my turn!” said Wednesday. “I stand in the middle of the week. The Germans call me Mr. Mittwoch. I stand like a shop assistant behind the counter, like a flower among the other honoured days of the week! When we all march out, I have three days before me and three behind, like a guard of honour; I cannot help thinking I am the most distinguished day of the week!”

Thursday came dressed as a coppersmith, with a hammer and a copper kettle, the emblems of his nobility. “I am of the highest birth!” he said. “Heathen and divine! In the northern lands I am named after Thor, and in the southern lands after Jupiter, both of whom knew how to thunder and flash lightning; it has stayed in the family!”

And he struck the copper kettle to prove his noble birth. Friday was dressed as a young girl and called herself Freya, or, for a change, Venus, according to the language of the country in which she appeared. She was otherwise of a quiet, gentle disposition, she said, but today she was bold and free; after all, it was Leap Day, which gives women their liberty, for then, by ancient custom, they may propose marriage themselves and need not wait to be proposed to.

Saturday appeared as an old housekeeper with a broom and the emblems of cleansing. Her favourite dish was beer-and-bread porridge, though she did not insist that it should be put on the table for everyone on this festive occasion, but only that she might have some herself, and so she did.

Then the days of the week took their seats at the table. Here all seven have been set down, ready to serve in family tableaux; there they may be made as amusing as anyone can manage. We offer them here merely as a jest for February, the only month that gets an extra day.

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Ugedagene ville også engang slå sig løs, komme sammen og holde gilde. Hver dag var i øvrigt så optaget, at de, året rundt, ikke havde fritid at råde over; de måtte have en aparte hel dag, men den havde de da også hvert fjerde år: Skuddagen, der lægges i februar for at bringe orden i tidsregningen.

På skuddagen ville de altså komme sammen til gilde, og da februar er fastelavnsmåned, ville de komme karnevalsklædte efter hvers fornemmelse og bestemmelse; spise godt, drikke godt, holde taler og sige hverandre behageligheder og ubehageligheder i ugenert kammeratskab. Oldtidens kæmper kastede hverandre, ved måltiderne, de afgnavede kødben i hovedet, ugedagene ville derimod dænge hverandre over med mundgodt af brandere og skarnagtige vittigheder, som de kan falde i uskyldige fastelavnsløjer.

Så var det skuddag, og så kom de sammen.

Søndag, formand for ugedagene, trådte op i sort silkekappe; fromme mennesker ville tro, at han var præsteklædt til at gå i kirke; verdensbørn så, at han var i domino for at gå på lystighed, og at den blussende nellike, han bar i knaphullet, var teatrets lille røde lygte, som sagde: "Alt er udsolgt, se nu til at I morer eder!"

Mandag, ungt menneske, i familie med søndagen, og særligt hengiven til fornøjelse, fulgte efter. Han forlod værkstedet, sagde han, når vagtparaden trak op.

"Jeg må ud at høre Offenbachs musik; den går mig ikke til hovedet og ikke til hjertet, den kriller mig i benmusklerne, jeg må danse, have en svir, få et blåt øje at sove på og så tage fat på arbejdet næste dag. Jeg er nyet i ugen!"

Tirsdag: Tyrs dag, kraftens dag. –

"Ja, det er jeg!" sagde Tirsdag. "Jeg tager fat på arbejdet, spænder Merkurs vinger på købmandens støvler, ser til i fabrikkerne om hjulene er smurte og drejer sig, holder over at skrædderen sidder på bordet og brolæggeren på brostenene; hver passer sin dont! jeg holder øje med det hele, derfor møder jeg i politiuniform og kalder mig Politirsdag. Er det en dårlig brander, forsøg I andre at give en, der er bedre!"

"Så kommer jeg!" sagde Onsdag. "Jeg står midt i ugen. Tysken kalder mig Hr. Mittwoch. Jeg står som svend i butikken, som blomst midt imellem de andre ærede ugedage! Marcherer vi alle op, så har jeg tre dage for, tre dage bag, det er som en æresvagt; jeg må tro, at jeg er den anseligste dag i ugen!"

Torsdag mødte klædt som kobbersmed med hammer og kobberkedel, det var hans adels attribut.

"Jeg er af den højeste byrd!" sagde han, "hedensk, guddommelig! i Nordens lande er jeg kaldt op efter Tor, og i sydens lande efter Jupiter, som begge forstod at tordne og lyne; det er blevet i familien!"

Og så slog han på kobberkedlen og beviste sin høje byrd.

Fredag var klædt ud som ung pige og kaldte sig Freja, også til en forandring Venus, det kom an på sprogbrugen i de lande hvor hun trådte op. Hun var i øvrigt af en stille, blid karakter, sagde hun, men i dag flot og fri; det var jo skuddag, og den giver frihed for kvinden, da tør hun, efter gammel brug, fri selv og behøver ikke at lade sig fri til.

Lørdag trådte op som gammel husholderske med kost og renselses-attribut. Hendes livret var øllebrød, dog forlangte hun ikke, at den ved denne festlige lejlighed skulle sættes med på bordet for dem alle, men kun at hun måtte få den, og hun fik den.

Og så bænkede ugedagene sig.

Her er de nedtegnet alle syv, brugbare for tableauer i familiekredse; der kan de gives så morsomme, man mægter det, vi giver dem her kun som en spøg i februar, den eneste måned, der får en dag i tillæg.

Nalagam bralnik