Waltey

Prevod

Far away from here, where the swallows fly when winter comes to us, there lived a king who had eleven sons and one daughter, Elisa. The eleven brothers, who were princes, went to school with stars on their breasts and sabres at their sides; they wrote on golden slates with diamond pencils, and could recite their lessons as well as they could read them from a book. You could tell at once that they were princes. Their sister Elisa sat on a little stool of looking-glass and had a picture book that had cost half the kingdom.

Oh, those children were so happy, but it was not always to be so! Their father, who was king of the whole country, married a wicked queen who was not at all kind to the poor children; they felt it from the very first day. There were great festivities throughout the palace, and the children played at paying visits; but instead of giving them all the cakes and baked apples they could eat, as they usually had, she gave them only sand in a teacup and told them to pretend it was something good.

The following week she sent their little sister Elisa into the country to live with some peasants, and before long she had filled the king's head with so many stories about the poor princes that he no longer cared for them at all.

"Fly out into the world and fend for yourselves!" said the wicked queen. "Fly like great birds, without a voice!" But she could not make things quite as bad as she wished: they became eleven beautiful wild swans. With a strange cry they flew out through the palace windows, over the park and the forest.

It was still very early in the morning when they passed the place where their sister Elisa lay asleep in the peasant's cottage. Here they hovered above the roof, twisting their long necks and beating their wings, but no one heard or saw them. They had to fly on again, high towards the clouds, far out into the wide world, until they came to a great dark forest that stretched all the way to the shore.

Poor little Elisa stood in the peasant's cottage, playing with a green leaf; she had no other toy. She pierced a hole in the leaf and looked through it at the sun, and then it seemed as though she saw her brothers' bright eyes; and whenever the warm sunbeams shone upon her cheek, she thought of all their kisses.

One day passed much like another. When the wind blew through the great rose hedges outside the house, it whispered to the roses, "Who could be more beautiful than you?" But the roses shook their heads and said, "Elisa is." And when the old woman sat in the doorway on Sundays, reading her hymnbook, the wind turned its pages and said to the book, "Who could be more devout than you?" "Elisa is!" said the hymnbook; and what the roses and the hymnbook said was nothing but the truth.

When she was fifteen, she was to return home; and when the queen saw how beautiful she was, she grew angry and full of hatred towards her. She would gladly have turned her into a wild swan like her brothers, but she dared not do so at once, for the king wanted to see his daughter.

Early in the morning the queen went into the bathhouse, which was built of marble and adorned with soft cushions and the loveliest carpets. She took three toads, kissed them, and said to the first, "Sit on Elisa's head when she comes into the bath, so that she may grow as sluggish as you! Sit on her forehead," she told the second, "so that she may grow as ugly as you, and her father will not know her! Rest upon her heart," she whispered to the third, "and give her an evil nature, so that she may suffer for it!" Then she put the toads into the clear water, which at once turned greenish, called Elisa, undressed her, and let her step down into the water. As she dipped beneath it, one toad settled in her hair, the second on her forehead, and the third upon her breast, but Elisa did not seem to notice them at all. As soon as she stood up, three red poppies floated on the water. Had the creatures not been poisonous and kissed by the witch, they would have turned into red roses; yet flowers they became, simply by resting upon her head and beside her heart. She was too devout and innocent for witchcraft to have any power over her.

When the wicked queen saw this, she rubbed her with walnut juice until her skin was quite dark brown, smeared her lovely face with a foul-smelling ointment, and let her beautiful hair become tangled. It was impossible to recognise the lovely Elisa.

And so, when her father saw her, he was quite horrified and said she was not his daughter. Nor would anyone else acknowledge her, except the watchdog on its chain and the swallows; but they were poor creatures whose opinion counted for nothing.

Then poor Elisa wept and thought of her eleven brothers, who were all gone. Sorrowfully she slipped out of the palace and walked all day across fields and marshes into the great forest. She did not know where she was going, but she felt so sad and longed for her brothers. Surely they, too, had been driven out into the world, as she had; she would seek them out and find them.

She had been in the forest only a short while when night fell; she had strayed far from every road and path. Then she lay down on the soft moss, said her evening prayer, and rested her head against a tree stump. All was so still, the air so mild, and all around her in the grass and on the moss more than a hundred glow-worms shone like green fire. When she gently touched one of the branches with her hand, the shining insects fell about her like shooting stars.

All night she dreamed of her brothers. They were playing together again as children, writing with diamond pencils on golden slates and looking at the beautiful picture book that had cost half the kingdom. But on their slates they no longer wrote only rows of noughts and strokes as before; no, they wrote of the boldest deeds they had performed, of everything they had seen and experienced. And in the picture book everything was alive: the birds sang, and the people stepped out of the book and spoke to Elisa and her brothers. But whenever she turned a page, they sprang straight back in, so that the pictures would not get muddled.

When she awoke, the sun was already high in the sky. She could not see it, for the tall trees spread their branches in a dense canopy, but its rays played up above like a fluttering veil of gold. The air was fragrant with greenery, and the birds almost perched upon her shoulders. She heard water splashing: many great springs were pouring into a pool with the loveliest sandy bottom. Thick bushes grew all around it, but in one place the deer had worn a wide opening, and here Elisa went down to the water. It was so clear that, had the wind not stirred the branches and bushes into motion, she would have thought they were painted on the bottom, so distinctly was every leaf reflected there, both those through which the sunlight shone and those that lay entirely in shadow.

As soon as she saw her own face, she was quite frightened, so brown and ugly was it. But when she wet her little hand and rubbed her eyes and forehead, her white skin shone through again. Then she took off all her clothes and stepped into the fresh water; there was no lovelier king's daughter in all the world.

When she was dressed again and had braided her long hair, she went to the bubbling spring, drank from her cupped hand, and wandered deeper into the forest, not knowing where she was going. She thought of her brothers, and of the good God, who surely would not forsake her. He made the wild crab apples grow to feed the hungry; he showed her just such a tree, its branches weighed down with fruit. Here she ate her midday meal, put props beneath its branches, and then went on into the darkest part of the forest. It was so still that she could hear her own footsteps and every little withered leaf that bent beneath her feet. Not a bird was to be seen, not a sunbeam could penetrate the great, thick branches. The tall trunks stood so close together that, when she looked straight ahead, it seemed as though one wall of timber after another enclosed her. Oh, here was a loneliness such as she had never known before.

The night grew very dark. Not a single little glow-worm shone from the moss, and sorrowfully she lay down to sleep. Then it seemed to her that the branches overhead parted and the Lord looked down upon her with gentle eyes, while little angels peeped out above his head and beneath his arms.

When she awoke in the morning, she did not know whether she had dreamed it or whether it had really happened. She walked a few steps farther and met an old woman with berries in her basket, who gave her some of them. Elisa asked whether she had seen eleven princes riding through the forest.

"No," said the old woman, "but yesterday I saw eleven swans with golden crowns on their heads swimming down the river close by!" And she led Elisa a little farther on to a steep bank, below which a river wound its way. The trees along its banks stretched their long, leafy branches towards one another, and wherever their natural growth would not let them meet, they had torn their roots loose from the earth and leaned out over the water with their branches intertwined.

Elisa said goodbye to the old woman and followed the river to where it flowed into the wide, open sea. The whole beautiful ocean lay before the young girl, but not a sail appeared upon it, not a boat was to be seen. How was she to go any farther? She looked at the countless pebbles on the shore; the water had worn them all round. Glass, iron, stones—everything washed up there had been shaped by the water, though it was far softer than her delicate hand. "It rolls on tirelessly, and so the hard edges are worn smooth. I will be just as tireless! Thank you for your lesson, you clear, rolling waves. One day, my heart tells me, you will carry me to my dear brothers!"

On the seaweed washed ashore lay eleven white swan feathers. She gathered them into a bunch; drops of water clung to them, but whether they were dew or tears, no one could tell. It was lonely by the shore, but she did not feel it, for the sea offered an endless variety of sights—indeed, more in a few hours than freshwater lakes could show in a whole year. When a great black cloud appeared, it was as though the sea were saying, "I, too, can look dark," and then the wind blew and the waves turned their white sides out. But when the clouds glowed red and the winds slept, the sea was like a rose petal. Now it turned green, now white; yet however still it lay, there was always a gentle movement along the shore, where the water rose softly like the breast of a sleeping child.

As the sun was about to set, Elisa saw eleven wild swans with golden crowns on their heads flying towards the land. They glided one behind another, looking like a long white ribbon. Elisa climbed the bank and hid behind a bush; the swans settled close beside her and beat their great white wings.

The moment the sun sank beneath the water, their swan skins suddenly fell away, and there stood eleven handsome princes, Elisa's brothers. She gave a loud cry, for although they had changed greatly, she knew it was they, felt that it must be they. She sprang into their arms and called them by name, and they were filled with joy when they saw and recognised their little sister, who had grown so tall and beautiful. They laughed and wept, and soon each had learned how cruel their stepmother had been to them all.

"We brothers," said the eldest, "fly as wild swans as long as the sun is in the sky. When it has set, we regain our human shape; so at sunset we must always make sure we have somewhere to rest our feet. If we were flying up among the clouds then, we would plunge into the depths as men. We do not live here. Beyond the sea lies a country as beautiful as this, but the way there is long: we must cross the great ocean, and there is no island on our route where we can spend the night. Only a single little rock rises out of the water midway across; it is just large enough for us to rest on side by side. When the sea is rough, the water sprays high over us, yet we thank our God for it. There we spend the night in our human shape; without it we could never visit our beloved homeland, for our flight takes two of the longest days of the year. Only once a year are we allowed to visit our father's home. We may stay here for eleven days and fly over this great forest, from which we can glimpse the palace where we were born and where our father lives, and see the tall tower of the church where our mother lies buried. Here the trees and bushes seem like our own kin; here the wild horses run across the plains as we saw them do in childhood; here the charcoal burner sings the old songs we danced to as children. Here is our native land, here our hearts draw us, and here we have found you, our dear little sister! We may stay only two days more, and then we must fly across the sea to a beautiful country, but one that is not our own! How can we take you with us? We have neither ship nor boat!"

"How can I save you?" said their sister. And they talked together almost the whole night, sleeping for only a few hours. Elisa awoke to the sound of swans' wings rushing above her. Her brothers had been transformed again and were flying in great circles, until at last they flew far away; but one of them, the youngest, remained behind. The swan laid his head in her lap, and she stroked his white wings; they stayed together all day. Towards evening the others returned, and when the sun had set, they stood once more in their natural shape.

"Tomorrow we must fly away, and we may not return for a whole year; but we cannot leave you like this! Have you the courage to come with us? My arm is strong enough to carry you through the forest; surely all our wings together will be strong enough to carry you across the sea."

"Yes, take me with you!" said Elisa. They spent the whole night weaving a net from supple willow bark and tough reeds, and it grew large and strong. Elisa lay down upon it, and when the sun rose and her brothers were changed into wild swans, they took hold of the net with their beaks and flew high towards the clouds with their dear sister, who was still asleep. The sunbeams fell straight upon her face, so one of the swans flew above her head to shade her with his broad wings. They were far from land when Elisa awoke. She thought she must still be dreaming, so strange did it seem to be carried across the sea, high through the air. Beside her lay a branch of lovely ripe berries and a bundle of tasty roots. The youngest brother had gathered them and placed them there for her, and she smiled gratefully at him, for she knew he was the one flying just above her head and shading her with his wings.

They were so high up that the first ship they saw beneath them looked like a white gull resting on the water. A great cloud rose behind them, a whole mountain of cloud, and on it Elisa saw the shadows of herself and the eleven swans flying there, enormous in size. It was a picture more splendid than any she had ever seen; but as the sun rose higher and the cloud fell farther behind them, the floating shadow-picture disappeared.

All day they flew on like an arrow whistling through the air, yet more slowly than usual, for now they had their sister to carry. A storm was gathering, and evening drew near. Elisa watched anxiously as the sun sank, and still the lonely rock in the sea was nowhere to be seen. It seemed to her that the swans were beating their wings harder. Alas, it was her fault they could not fly fast enough! When the sun had set, they would turn into men, fall into the sea, and drown. From the depths of her heart she prayed to the Lord, but still she could see no rock. The black cloud drew nearer; fierce gusts foretold a storm. The clouds massed into one great threatening wave, solid as lead, sweeping forward; flash followed flash of lightning.

Now the sun was on the very edge of the sea. Elisa's heart trembled. Then the swans swooped down so swiftly that she thought she was falling, but now they were gliding again. The sun was half beneath the water; only then did she glimpse the little rock below her. It looked no bigger than a seal poking its head out of the water. The sun was sinking so fast; now it was no more than a star. Then her foot touched firm ground, and the sun went out like the last spark in burning paper. She saw her brothers standing arm in arm around her, but there was only just enough room for them and her. The sea struck the rock and swept over them like driving rain; the heavens shone with ceaseless flame, and peal upon peal of thunder rolled. But sister and brothers held one another's hands and sang a hymn, which gave them comfort and courage.

At dawn the air was clear and still. As soon as the sun rose, the swans flew away from the little island with Elisa. The sea was still running high, and when they were far up in the air, the white foam on the black-green water looked like millions of swans floating on the sea.

As the sun rose higher, Elisa saw before her, half floating in the air, a mountainous country with gleaming masses of ice upon its peaks. In its midst stretched a castle surely miles long, with one soaring colonnade above another; below it swayed forests of palms and splendid flowers as large as mill wheels. She asked whether this was the country they were going to, but the swans shook their heads, for what she saw was Fata Morgana's lovely, ever-changing castle in the clouds. No human being might they bring inside it. Elisa gazed at it; then mountains, forests, and castle collapsed, and in their place stood twenty stately churches, all alike, with tall towers and pointed windows. She thought she could hear the organ sounding, but it was the sea she heard. Now she was quite close to the churches, when they changed into a whole fleet sailing beneath her; she looked down, and it was only sea mist racing over the water. Ever-changing sights passed before her eyes, and now she saw the real country to which she was bound. Beautiful blue mountains rose there, with cedar forests, towns, and castles. Long before sunset she was sitting on the mountainside in front of a great cave overgrown with delicate green climbing plants that looked like embroidered hangings.

"Now we shall see what you dream here tonight!" said the youngest brother, showing her her bedchamber. "If only I might dream how to save you!" she said. And this thought filled her mind so completely, and she prayed so fervently to God for his help, that even in her sleep she continued her prayer. Then it seemed to her that she flew high into the air to Fata Morgana's castle in the clouds, and the fairy came to meet her, so beautiful and radiant, and yet looking exactly like the old woman who had given her berries in the forest and told her about the swans with golden crowns.

"Your brothers can be saved!" she said. "But have you courage and endurance? The sea is softer than your delicate hands, yet it reshapes the hard stones; but it does not feel the pain your fingers will feel. It has no heart, and does not suffer the fear and torment you must endure. Do you see this stinging nettle I hold in my hand? Many of this kind grow around the cave where you sleep. Only those, and those that grow upon graves in the churchyard, can be used—remember that. You must gather them, though they will sting your skin into blisters. Crush the nettles with your feet, and you will have flax; with it you must spin and knit eleven shirts of mail with long sleeves. Throw these over the eleven wild swans, and the spell will be broken. But remember well: from the moment you begin this work until it is finished, even if years should pass, you must not speak. The first word you utter will pierce your brothers' hearts like a deadly dagger. Their lives hang upon your tongue. Remember all this!"

At that same moment she touched Elisa's hand with the nettle. It burned like fire, and Elisa awoke. It was broad daylight, and close beside the place where she had slept lay a nettle like the one she had seen in her dream. Then she fell upon her knees, thanked the Lord, and went out of the cave to begin her work.

With her delicate hands she grasped the dreadful nettles; they were like fire, raising great burning blisters on her hands and arms. But gladly would she suffer it if she could save her dear brothers. She crushed each nettle with her bare feet and spun the green flax.

When the sun had set, her brothers came and were alarmed to find her so silent. They thought it was some new spell cast by their wicked stepmother; but when they saw her hands, they understood what she was doing for their sake. The youngest brother wept, and wherever his tears fell, she felt no pain, and the burning blisters vanished.

She spent the night at her work, for she could find no rest until she had saved her dear brothers. All the next day, while the swans were away, she sat alone, yet never had the time flown so quickly. One shirt of mail was already finished; now she began the next.

Then hunting horns sounded among the mountains, and she grew very frightened. The sound came nearer; she heard dogs barking. In alarm she took refuge in the cave, tied the nettles she had gathered and combed into a bundle, and sat down upon it.

Just then a great dog came bounding out of the thicket, and at once another followed, and then another. They barked loudly, ran back, and came forward again. Within a few minutes all the huntsmen stood outside the cave, and the handsomest among them was the king of the country. He went up to Elisa; never had he seen a lovelier girl.

"How did you come here, you beautiful child?" he asked. Elisa shook her head, for she dared not speak: her brothers' deliverance and their lives depended on it. And she hid her hands beneath her apron so that the king would not see what she had to suffer.

"Come with me!" he said. "You must not stay here! If you are as good as you are beautiful, I will dress you in silk and velvet, set a golden crown upon your head, and you shall make your home in my most splendid palace!" Then he lifted her onto his horse. She wept and wrung her hands, but the king said, "I wish only for your happiness! One day you will thank me for it!" And away he rode through the mountains, holding her before him on the horse, while the huntsmen galloped after them.

As the sun went down, the magnificent royal city, with its churches and domes, lay before them. The king led her into the palace, where great fountains splashed in lofty marble halls and paintings adorned the walls and ceilings. But she had no eyes for any of it; she wept and grieved. Without resistance she let the women dress her in royal garments, braid pearls into her hair, and draw fine gloves over her blistered fingers.

As she stood there in all her splendour, she was so dazzlingly beautiful that the court bowed still more deeply before her, and the king chose her for his bride. But the archbishop shook his head and whispered that the beautiful forest girl must be a witch: she had dazzled their eyes and bewitched the king's heart.

But the king paid no heed. He ordered music to be played and the costliest dishes brought in, and had the loveliest maidens dance around her. She was led through fragrant gardens into splendid halls, but not a smile passed over her lips or lit her eyes; sorrow dwelt there as though it were hers for ever. Then the king opened a little chamber close to where she was to sleep. It was adorned with costly green hangings and looked just like the cave where she had lived. On the floor lay the bundle of flax she had spun from the nettles, and from the ceiling hung the shirt of mail she had finished knitting. One of the huntsmen had brought all these things away as curiosities.

"Here you can dream yourself back in your former home!" said the king. "Here is the work that occupied you there. Now, amid all your splendour, it will amuse you to think back on those days."

When Elisa saw these things so dear to her heart, a smile played about her lips and the colour returned to her cheeks. She thought of her brothers' deliverance and kissed the king's hand; he pressed her to his heart and ordered all the church bells to proclaim their wedding. The beautiful, silent girl from the forest was queen of the land.

Then the archbishop whispered wicked words into the king’s ear, but they did not reach his heart. The wedding was to take place, and the archbishop himself had to set the crown upon her head. With spiteful ill will he pressed the narrow circlet down so hard upon her brow that it hurt; yet a heavier ring lay about her heart, her sorrow for her brothers, and she did not feel the bodily pain. Her lips were silent, for a single word would cost her brothers their lives, but in her eyes shone a deep love for the kind, handsome king who did all he could to make her happy. With all her heart she grew to love him more each day. Oh, if only she dared confide in him and tell him of her suffering! But silent she must remain, and in silence she must finish her work. So at night she slipped away from his side and went into the little secret chamber, which had been furnished like the cave, and there she knitted one shirt of mail after another. But when she began the seventh, she had no more flax.

She knew that the nettles she needed grew in the churchyard, but she had to gather them herself. How was she to get there? “Oh, what is the pain in my fingers beside the anguish of my heart!” she thought. “I must dare it! Our Lord will not forsake me!” With a fearful heart, as though she were setting out to do some wicked deed, she stole down into the garden in the moonlit night, passed along the long avenues and out into the deserted streets, and made her way to the churchyard. There, on one of the broadest gravestones, she saw a circle of lamias, hideous witches. They took off their rags as though they meant to bathe, then dug their long, bony fingers into the fresh graves, pulled out the corpses, and devoured their flesh. Elisa had to pass close by them, and they fixed their wicked eyes upon her, but she said her prayer, gathered the stinging nettles, and carried them home to the palace.

Only one person had seen her: the archbishop, who was awake while others slept. Now at last he had proof of what he had believed all along—that all was not as it should be with the queen. She was a witch, and that was how she had bewitched the king and all the people.

In the confessional he told the king what he had seen and what he feared, and as the harsh words fell from his tongue, the carved images of the saints shook their heads, as though to say, “It is not so! Elisa is innocent!” But the archbishop interpreted it differently; he thought they were bearing witness against her, shaking their heads at her sin. Then two heavy tears rolled down the king’s cheeks, and he went home with doubt in his heart. At night he pretended to sleep, but no peaceful sleep came to his eyes. He noticed Elisa rise, and every night she did the same; each time he followed quietly and saw her disappear into her secret chamber.

Day by day his expression grew darker. Elisa saw it but could not understand why, and it frightened her. And what anguish she suffered in her heart for her brothers! Her salt tears fell upon the royal velvet and purple, where they lay like glittering diamonds, and everyone who saw all that rich splendour wished to be the queen. Yet her work was nearly done now; only one shirt of mail remained. But she had no more flax, nor a single nettle. Once more, just this last time, she would have to go to the churchyard and gather a few handfuls. She thought with dread of the lonely walk and the terrible lamias, but her resolve was as firm as her trust in Our Lord.

Elisa set out, but the king and the archbishop followed. They saw her disappear through the iron gate into the churchyard, and when they drew near, there on the gravestone sat the lamias, just as Elisa had seen them. The king turned away, for he imagined among them the woman whose head had rested upon his breast that very evening.

“The people must judge her!” he said, and the people gave their judgment: she must burn in the red flames. From the splendid royal halls she was led into a dark, damp cell, where the wind whistled through the barred window. Instead of velvet and silk, they gave her the bundle of nettles she had gathered; she could rest her head upon that. The rough, stinging shirts of mail she had knitted were to serve as quilt and blanket. Yet they could have given her nothing dearer. She took up her work again and prayed to her God. Outside, the street boys sang mocking songs about her; not a soul comforted her with a loving word.

Then towards evening a swan’s wing swept past close to the bars. It was the youngest of her brothers; he had found his sister. She sobbed aloud for joy, though she knew that the coming night might be the last she had to live. But now her work was almost finished, and her brothers were here.

The archbishop came to spend the last hour with her, as he had promised the king, but she shook her head and begged him with her eyes and gestures to leave. That very night she must finish her work, or all would have been in vain—everything, the pain, the tears, and the sleepless nights. The archbishop went away with bitter words against her, but poor Elisa knew she was innocent and went on with her work.

The little mice ran about the floor, dragging the nettles to her feet to give what help they could, and the thrush perched on the window bars and sang all night as cheerfully as it could, so that she would not lose heart.

It was only daybreak, with another hour before the sun would rise, when the eleven brothers stood at the palace gate and demanded to be brought before the king. But that was impossible, they were told; it was still night, the king was asleep and must not be woken. They pleaded, they threatened, the guards came, and at last the king himself appeared and asked what it all meant. Just then the sun rose, and there were no brothers to be seen, but eleven wild swans flew over the palace.

All the people streamed out through the city gate to see the witch burned. A wretched horse drew the cart in which she sat. They had dressed her in a shift of coarse sackcloth, and her lovely long hair hung loose about her beautiful head. Her cheeks were deathly pale, her lips moved softly, while her fingers twisted the green flax. Even on the way to her death she did not let go of the work she had begun. The ten shirts of mail lay at her feet, and she was knitting the eleventh. The mob jeered at her.

“Look at the witch, how she mutters! She has no hymnbook in her hand—no, there she sits with her loathsome witchcraft! Tear it from her into a thousand pieces!”

And they all pressed in upon her, meaning to tear it to shreds. Then eleven white swans came flying down, settled around her on the cart, and beat their great wings. The crowd shrank back in terror.

“It is a sign from Heaven! Surely she is innocent!” many whispered, but they dared not say it aloud. Now the executioner took her by the hand, and she hastily flung the eleven shirts over the swans. There stood eleven handsome princes, but the youngest had a swan’s wing in place of one arm, for a sleeve was missing from his shirt of mail; she had not managed to finish it.

“Now I dare speak!” she said. “I am innocent!” And the people, seeing what had happened, bowed before her as before a saint. But she sank lifeless into her brothers’ arms, so utterly had suspense, fear, and pain exhausted her.

“Yes, she is innocent!” said the eldest brother, and he told them all that had happened. As he spoke, a fragrance spread through the air as though from millions of roses, for every piece of wood in the pyre had taken root and put out branches. There stood a great, tall, fragrant hedge covered in red roses. At its very top shone a single flower, white and radiant as a star. The king plucked it and laid it upon Elisa’s breast, and she awoke with peace and bliss in her heart.

And all the church bells rang of their own accord, and the birds came in great flocks. The procession back to the palace became a wedding procession such as no king had ever seen.

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Langt borte herfra, der hvor svalerne flyver hen, når vi har vinter, boede en konge, som havde elve sønner og én datter, Elisa. De elve brødre, prinser var de, gik i skole med stjerne på brystet og sabel ved siden; de skrev på guldtavle med diamantgriffel og læste lige så godt udenad, som indeni; man kunne straks høre, at de var prinser. Søsteren Elisa sad på en lille skammel af spejlglas og havde en billedbog, der var købt for det halve kongerige.

Oh, de børn havde det så godt, men således skulle det ikke altid blive!

Deres fader, som var konge over hele landet, giftede sig med en ond dronning, der slet ikke var de stakkels børn god; allerede den første dag kunne de godt mærke det; på hele slottet var der stor stads, og så legede børnene: komme fremmede; men i stedet for at de ellers fik alle de kager og stegte æbler, der var at overkomme, gav hun dem kun sand i en tekop og sagde, at de kunne lade, som om det var noget.

Ugen efter satte hun den lille søster Elisa ud på landet hos nogle bønderfolk, og længe varede det ikke, før hun fik kongen indbildt så meget om de stakkels prinser, at han slet ikke brød sig mere om dem.

"Flyv I ud i verden og skøt jer selv!" sagde den onde dronning; "flyv som store fugle, uden stemme!" men hun kunne dog ikke gøre det så slemt, som hun gerne ville; de blev elve dejlige vilde svaner. Med et underligt skrig fløj de ud af slotsvinduerne hen over parken og skoven.

Det var endnu ganske tidlig morgen, da de kom forbi, hvor søsteren Elisa lå og sov i bondens stue; her svævede de over taget, drejede med deres lange halse, og slog med vingerne, men ingen hørte eller så det; de måtte igen af sted, højt op imod skyerne, langt ud i den vide verden, der fløj de ud i en stor mørk skov, der strakte sig lige til stranden.

Den stakkels lille Elisa stod i bondens stue, og legede med et grønt blad, andet legetøj havde hun ikke; og hun stak et hul i bladet, kikkede derigennem op på solen, og da var det ligesom om hun så sine brødres klare øjne, og hver gang de varme solstråler skinnede på hendes kind, tænkte hun på alle deres kys.

Den ene dag gik ligesom den anden. Blæste vinden gennem de store rosenhække uden for huset, da hviskede den til roserne: "Hvem kan være smukkere, end I," men roserne rystede med hovedet og sagde: "Det er Elisa." Og sad den gamle kone om søndagen i døren og læste i sin salmebog, da vendte vinden bladene, og sagde til bogen: "Hvem kan være frommere end du?" - "Det er Elisa!" sagde salmebogen, og det var den rene sandhed, hvad roserne og salmebogen sagde.

Da hun var femten år, skulle hun hjem; og da dronningen så, hvor smuk hun var, blev hun hende vred og hadefuld; gerne havde hun forvandlet hende til en vild svane, ligesom brødrene, men det turde hun ikke straks, da jo kongen ville se sin datter.

I den tidlige morgen gik dronningen ind i badet, der var bygget af marmor, og smykket med bløde hynder og de dejligste tæpper, og hun tog tre skrubtudser, kyssede på dem, og sagde til den ene: "Sæt dig på Elisas hoved, når hun kommer i badet, at hun kan blive dorsk, som du! Sæt dig på hendes pande," sagde hun til den anden, "at hun kan blive styg, som du, så at hendes fader ikke kender hende! Hvil ved hendes hjerte," hviskede hun til den tredje, "lad hende få et ondt sind, at hun kan have pine deraf!" Så satte hun skrubtudserne ud i det klare vand, der straks fik en grønlig farve, kaldte på Elisa, klædte hende af, og lod hende stige ned i vandet, og i det hun dukkede, satte den ene skrubtudse sig i hendes hår, den anden på hendes pande og den tredje på brystet, men Elisa syntes slet ikke at mærke det; så snart hun rejste sig op, flød der tre røde valmuer på vandet; havde dyrene ikke været giftige og kysset af heksen, da var de blevet forvandlet til røde roser, men blomster blev de dog, ved at hvile på hendes hoved og ved hendes hjerte; hun var for from og uskyldig til at trolddommen kunne have magt over hende.

Da den onde dronning så det, gned hun hende ind med valnøddesaft, så hun blev ganske sortbrun, strøg det smukke ansigt over med en stinkende salve og lod det dejlige hår filtre sig; det var umuligt at kende den smukke Elisa igen.

Da derfor hendes fader så hende, blev han ganske forskrækket, og sagde at det var ikke hans datter; ingen ville heller kendes ved hende, uden lænkehunden og svalerne, men de var fattige dyr og havde ikke noget at sige.

Da græd den stakkels Elisa og tænkte på sine elve brødre, der alle var borte. Bedrøvet listede hun sig ud af slottet, gik hele dagen over mark og mose ind i den store skov. Hun vidste slet ikke, hvor hun ville hen, men hun følte sig så bedrøvet og længtes efter sine brødre, de var vist også, ligesom hun, jaget ud i verden, dem ville hun søge og finde.

Kun kort tid havde hun været i skoven, før natten faldt på; hun var kommet rent bort fra vej og sti; da lagde hun sig ned på det bløde mos, læste sin aftenbøn og hældede sit hoved op til en stub. Der var så stille, luften var så mild, og rundt omkring i græsset og på mosset skinnede, som en grøn ild, over hundrede sankthansorm; da hun med hånden sagte rørte ved en af grenene, faldt de lysende insekter, som stjerneskud, ned til hende.

Hele natten drømte hun om sine brødre; de legede igen, som børn, skrev med diamantgriffel på guldtavle og så i den dejlige billedbog, der havde kostet det halve rige; men på tavlen skrev de ikke, som før, kun nuller og streger, nej de dristigste bedrifter de havde udført, alt hvad de havde oplevet og set; og i billedbogen var alt levende, fuglene sang, og menneskene gik ud af bogen og talte til Elisa og hendes brødre, men når hun vendte bladet, sprang de straks igen ind, for at der ikke skulle komme vildrede i billederne.

Da hun vågnede, var solen allerede højt oppe; hun kunne rigtignok ikke se den, de høje træer bredte deres grene tæt og fast ud, men strålerne spillede deroppe ligesom et viftende guldflor; der var en duft af det grønne, og fuglene var nær ved at sætte sig på hendes skuldre. Hun hørte vandet plaske, det var mange store kildevæld, som alle faldt ud i en dam hvor der var den dejligste sandbund; rigtignok voksede her tætte buske rundt om, men på ét sted havde hjortene gravet en stor åbning og her gik Elisa hen til vandet, det var så klart, at havde vinden ikke rørt grene og buske således at de bevægede sig, da måtte hun have troet, at de var malet af nede på bunden, så tydeligt spejlede sig der hvert blad, både det solen skinnede igennem og det der ganske var i skygge.

Så snart hun så sit eget ansigt, blev hun ganske forskrækket, så brunt og fælt var det, men da hun gjorde sin lille hånd våd og gned øjne og pande, skinnede den hvide hud frem igen, da lagde hun alle sine klæder og gik ud i det friske vand; et dejligere kongebarn, end hun var, fandtes der ikke i denne verden.

Da hun igen var klædt og havde flettet sit lange hår, gik hun til det sprudlende væld, drak af sin hule hånd, og vandrede længere ind i skoven, uden selv at vide hvorhen. Hun tænkte på sine brødre, tænkte på den gode Gud, der vist ikke ville forlade hende; han lod de vilde skovæbler gro, for at mætte den hungrige; han viste hende et sådant træ, grenene bugnede af frugt, her holdt hun sit middagsmåltid, satte støtter under dets grene og gik så ind i den mørkeste del af skoven. Der var så stille, at hun hørte sine egne fodtrin, hørte hvert lille vissent blad der bøjede sig under hendes fod; ikke en fugl var der at se, ikke en solstråle kunne trænge igennem de store tætte trægrene; de høje stammer stod så nær ved hinanden, at når hun så ligefrem, var det, som om det ene bjælkegitter, tæt ved det andet, omsluttede hende; oh, her var en ensomhed, hun aldrig før havde kendt.

Natten blev så mørk; ikke en eneste lille sankthansorm skinnede fra mosset, bedrøvet lagde hun sig ned for at sove; da syntes hun at trægrenene oven over hende gik til side og Vorherre med milde øjne så ned på hende, og små engle tittede frem over hans hoved og under hans arme.

Da hun vågnede om morgnen, vidste hun ikke, om hun havde drømt det, eller om det virkelig var så.

Hun gik nogle skridt fremad, da mødte hun en gammel kone med bær i sin kurv, den gamle gav hende nogle af disse. Elisa spurgte, om hun ikke havde set elve prinser ride igennem skoven.

"Nej," sagde den gamle, "men jeg så i går elve svaner med guldkroner på hovedet svømme ned af åen her tæt ved!"

Og hun førte Elisa et stykke længere frem til en skrænt; neden for denne bugtede sig en å; træerne på dens bredder strakte deres lange bladfulde grene over imod hinanden, og hvor de, efter deres naturlige vækst, ikke kunne nå sammen, der havde de revet rødderne løse fra jorden og hældede ud over vandet med grenene flettet i hinanden.

Elisa sagde farvel til den gamle og gik langs med åen, til hvor denne flød ud i den store, åbne strand.

Hele det dejlige hav lå for den unge pige; men ikke en sejler viste sig derude, ikke en båd var der at se, hvor skulle hun dog komme længere bort. Hun betragtede de utallige småstene på bredden; vandet havde slebet dem alle runde. Glas, jern, stene, alt hvad der lå skyllet op, havde taget skikkelse af vandet, der dog var langt blødere end hendes fine hånd. "Det bliver utrætteligt ved at rulle, og så jævner sig det hårde, jeg vil være lige så utrættelig! tak for eders lærdom, I klare, rullende bølger; engang, det siger mit hjerte mig, vil I bære mig til mine kære brødre!"

På den opskyllede tang lå elve hvide svanefjer; hun samlede dem i en buket, der lå vanddråber på dem, om det var dug eller tårer, kunne ingen se. Ensomt var der ved stranden, men hun følte det ikke; thi havet frembød en evig afveksling, ja i nogle få timer flere, end de ferske indsøer kan vise i et helt år. Kom der en stor sort sky, så var det, som søen ville sige: Jeg kan også se mørk ud, og da blæste vinden og bølgerne vendte det hvide ud; men skinnede skyerne røde og vindene sov, så var havet som et rosenblad; nu blev det grønt, nu hvidt, men i hvor stille det hvilede, var der dog ved bredden en sagte bevægelse; vandet hævede sig svagt, som brystet på et sovende barn.

Da solen var ved at gå ned, så Elisa elve vilde svaner med guldkroner på hovedet flyver mod land, de svævede den ene bag den anden; det så ud som et langt hvidt bånd; da steg Elisa op på skrænten og skjulte sig bag en busk; svanerne satte sig nær ved hende og slog med deres store, hvide vinger.

I det solen var under vandet, faldt pludseligt svanehammen og der stod elve dejlige prinser, Elisas brødre. Hun udstødte et højt skrig; thi uagtet de havde forandret sig meget, vidste hun, at det var dem, følte, at det måtte være dem; og hun sprang i deres arme, kaldte dem ved navn og de blev så lyksalige, da de så og kendte deres lille søster, der nu var så stor og dejlig. De lo og de græd, og snart havde de forstået hinanden, hvor ond deres stedmoder havde været imod dem alle.

"Vi brødre," sagde den ældste, "flyver, som vilde svaner, så længe solen står på himlen; når den er nede, får vi vor menneskelige skikkelse; derfor må vi altid ved solnedgang passe på at have hvile for foden; for flyver vi da oppe mod skyerne, må vi, som mennesker, styrte ned i dybet. Her bor vi ikke; der ligger et lige så skønt land, som dette, hin side søen; men vejen derhen er lang, det store hav må vi over, og der findes ingen ø på vor vej, hvor vi kan overnatte, kun en ensom lille klippe rager op midt derude; den er ej større, end at vi side om side kan hvile på den; går søen stærk så sprøjter vandet højt over os; men dog takker vi vor Gud for den. Der overnatter vi i vor skikkelse som menneske, uden den kunne vi aldrig gæste vort kære fædreland, thi to af årets længste dage bruger vi til vor flugt. Kun en gang om året er det forundt os at besøge vort fædrenehjem, elve dage tør vi blive her, flyve hen over denne store skov, hvorfra vi kan øjne slottet, hvor vi blev født og hvor vor fader bor, se det høje tårn af kirken, hvor moder er begravet. - Her synes vi træer og buske er i slægt med os, her løber de vilde heste hen over sletterne, som vi så det i vor barndom; her synger kulbrænderen de gamle sange, vi dansede efter som børn, her er vort fædreland, her drages vi hen og her har vi fundet dig du kære, lille søster! to dage endnu tør vi blive her, så må vi bort over havet til et dejligt land, men som ikke er vort fædreland! hvorledes får vi dig med? Vi har hverken skib eller båd!"

"Hvorledes skal jeg kunne frelse eder!" sagde søsteren.

Og de talte sammen næsten den hele nat, der blev kun blundet nogle timer.

Elisa vågnede ved lyden af svanevingerne, der susede over hende. Brødrene var igen forvandlet og de fløj i store kredse og til sidst langt bort, men en af dem, den yngste, blev tilbage; og svanen lagde sit hoved i hendes skød og hun klappede dens hvide vinger; hele dagen var de sammen. Mod aften kom de andre tilbage, og da solen var nede, stod de i deres naturlige skikkelse.

"I morgen flyver vi herfra, tør ikke komme tilbage før om et helt år, men dig kan vi ikke således forlade! har du mod at følge med? Min arm er stærk nok til at bære dig gennem skoven, skal vi da ikke alle have stærke vinger nok til at flyve med dig over havet."

"Ja, tag mig med!" sagde Elisa.

Den hele nat tilbragte de med at flette et net af den smidige pilebark og de seje siv, og det blev stort og stærkt; på dette lagde Elisa sig, og da solen så kom frem, og brødrene forvandledes til vilde svaner, greb de i nettet med deres næb, og fløj højt mod skyerne med den kære søster, der sov endnu. Solstrålerne faldt lige på hendes ansigt, derfor fløj en af svanerne over hendes hoved, at dens brede vinger kunne give skygge. -

De var langt fra land, da Elisa vågnede; hun troede endnu at drømme, så underligt forekom det hende, at bæres over havet, højt igennem luften. Ved hendes side lå en gren med dejlige modne bær, og et bundt velsmagende rødder; dem havde den yngste af brødrene samlet og lagt til hende, og hun tilsmilede ham taknemlig, thi hun kendte, det var ham, som fløj lige over hendes hoved, og skyggede med vingerne.

De var så højt oppe, at det første skib, de så under dem, syntes en hvid måge, der lå på vandet. En stor sky stod bag ved dem, det var et helt bjerg, og på den så Elisa skyggen af sig selv, og af de elve svaner, så kæmpestore fløj de der; det var et skilderi, prægtigere end hun havde set noget før; men alt som solen steg højere og skyen blev længere bag ved dem, forsvandt det svævende skyggebillede.

Den hele dag fløj de af sted, som en susende pil gennem luften, men dog var det langsommere end ellers, nu havde de søsteren at bære. Der trak et ondt vejr op, aftnen nærmede sig; angst så Elisa solen synke, og endnu var ej den ensomme klippe i havet at øjne; det forekom hende, at svanerne gjorde stærkere slag med vingerne. Ak! hun var skyld i, at de ej kom hurtigt nok af sted; når solen var nede, ville de blive til mennesker, styrte i havet, og drukne. Da bad hun i sit hjertes inderste en bøn til Vorherre, men endnu øjnede hun ingen klippe; den sorte sky kom nærmere; de stærke vindpust forkyndte en storm; skyerne stod i en eneste stor truende bølge, der fast som bly skød fremad; lyn blinkede på lyn.

Nu var solen lige ved randen af havet. Elisas hjerte bævede; da skød svanerne nedad, så hastigt at hun troede at falde; men nu svævede de igen. Solen var halvt nede i vandet; da først øjnede hun den lille klippe under sig, den så ud, ikke større, end om det var en sælhund, der stak hovedet op af vandet. Solen sank så hurtigt; nu var den kun, som en stjerne; da rørte hendes fod ved den faste grund, solen slukkedes lig den sidste gnist i det brændende papir; arm i arm så hun brødrene stå omkring sig; men mere plads, end netop til dem og hende, var der heller ikke. Søen slog mod klippen, og gik som en skylregn hen over dem; himlen skinnede i en altid flammende ild og slag på slag rullede tordenen; men søster og brødre holdt hinanden i hænderne og sang en salme, hvoraf de fik trøst og mod.

I dagningen var luften ren og stille; så snart solen steg, fløj svanerne med Elisa bort fra øen. Havet gik endnu stærkt, det så ud, da de var højt i vejret, som om den hvide skum på den sortgrønne sø var millioner svaner, der flød på vandet.

Da solen kom højere, så Elisa foran sig, halvt svømmende i luften, et bjergland, med skinnende ismasser på fjeldene og midt derpå strakte sig et vist milelangt slot, med den ene dristige søjlegang ovenpå den anden; nedenfor gyngede palmeskove og pragtblomster, store, som møllehjul. Hun spurgte, om det var landet, hun skulle til, men svanerne rystede med hovedet, thi det, hun så, var Fatamorganas dejlige, altid omvekslende skyslot; derind turde de intet menneske bringe. Elisa stirrede derpå; da styrtede bjerge, skove og slot sammen, og der stod tyve stolte kirker, alle hinanden lige, med høje tårne, og spidse vinduer. Hun syntes at høre orglet klinge, men det var havet, hun hørte. Nu var hun kirkerne ganske nær, da blev disse til en hel flåde, der sejlede hen under hende; hun så ned, og det var kun havtåge, der jog hen over vandet. Ja en evig afveksling havde hun for øje, og nu så hun det virkelige land, hun skulle til; der rejste sig de dejlige blå bjerge, med cederskove, byer og slotte. Længe før solen gik ned, sad hun på fjeldet foran en stor hule, der var begroet med fine, grønne slyngplanter; det så ud, som det var broderede tæpper.

"Nu skal vi se, hvad du drømmer her i nat!" sagde den yngste broder og viste hende hendes sovekammer.

"Gid jeg måtte drømme, hvorledes jeg skulle frelse eder!" sagde hun; og denne tanke beskæftigede hende så levende; hun bad så inderlig til Gud om hans hjælp, ja selv i søvne vedblev hun sin bøn; da forekom det hende, at hun fløj højt op i luften, til Fatamorganas skyslot, og feen kom hende i møde, så smuk og glimrende, og dog lignede hun ganske den gamle kone, der gav hende bær i skoven, og fortalte hende om svanerne med guldkronerne på.

"Dine brødre kan frelses!" sagde hun, "men har du mod og udholdenhed. Vel er havet blødere end dine fine hænder, og omformer dog de hårde stene, men det føler ikke den smerte, dine fingre ville føle; det har intet hjerte, lider ikke den angst og kval, du må udholde. Ser du denne brændenælde, jeg holder i min hånd! af denne slags vokser mange rundt om hulen, hvor du sover; kun de der, og de, som skyder frem på kirkegårdens grave, er brugelige, mærk dig det; dem må du plukke, skønt de vil brænde din hud i vabler; bryd nælderne med dine fødder, da får du hør; med den skal du sno og binde elve panserskjorter, med lange ærmer, kast disse over de elve vilde svaner, så er trolddommen løst. Men husk vel på, at fra det øjeblik, du begynder dette arbejde, og lige til det er fuldendt, om der endog går år imellem, må du ikke tale; det første ord, du siger, går som en dræbende dolk i dine brødres hjerte; ved din tunge hænger deres liv. Mærk dig alt dette!"

Og hun rørte i det samme ved hendes hånd med nælden; den var som en brændende ild, Elisa vågnede derved. Det var lys dag, og tæt ved, hvor hun havde sovet, lå en nælde, som den, hun havde set i drømme. Da faldt hun på sine knæ, takkede Vorherre, og gik ud af hulen, for at begynde på sit arbejde.

Med de fine hænder greb hun ned i de hæslige nælder, de var som ild; store vabler brændte de på hendes hænder og arme, men gerne ville hun lide det, kunne hun frelse de kære brødre. Hun brød hver nælde med sine nøgne fødder, og snoede den grønne hør.

Da solen var nede, kom brødrene, og de blev forskrækket ved at finde hende så tavs; de troede at det var en ny trolddom af den onde stedmoder; men da de så hendes hænder, begreb de, hvad hun gjorde for deres skyld, og den yngste broder græd, og hvor hans tårer faldt, der følte hun ingen smerter, der forsvandt de brændende vabler.

Natten tilbragte hun med sit arbejde, thi hun havde ingen ro, før hun havde frelst de kære brødre; hele den følgende dag, medens svanerne var borte, sad hun i sin ensomhed, men aldrig havde tiden fløjet så hurtig. En panserskjorte var alt færdig, nu begyndte hun på den næste.

Da klang jagthorn mellem bjergene; hun blev ganske angst; lyden kom nærmere; hun hørte hunde gø; forskrækket søgte hun ind i hulen, bandt nælderne, hun havde samlet og heglet, i et bundt, og satte sig derpå.

I det samme kom en stor hund springende frem fra krattet, og straks efter en, og endnu en; de gøede højt, løb tilbage, og kom frem igen. Det varede ikke mange minutter, så stod alle jægerne uden for hulen, og den smukkeste iblandt dem var landets konge, han trådte hen til Elisa, aldrig havde han set en skønnere pige.

"Hvor er du kommet her, du dejlige barn!" sagde han. Elisa rystede med hovedet, hun turde jo ikke tale, det gjaldt hendes brødres frelse og liv; og hun skjulte sine hænder under forklædet, at kongen ikke skulle se, hvad hun måtte lide.

"Følg med mig!" sagde han, "her må du ikke blive! er du god, som du er smuk, da vil jeg klæde dig i silke og fløjl, sætte guldkronen på dit hoved, og du skal bo og bygge i mit rigeste slot!" - og så løftede han hende op på sin hest; hun græd, vred sine hænder, men kongen sagde: "Jeg vil kun din lykke! engang skal du takke mig derfor!" og så fór han af sted mellem bjergene, og holdt hende foran på hesten, og jægerne jog bagefter.

Da solen gik ned, lå den prægtige kongestad, med kirker og kupler foran, og kongen førte hende ind i slottet, hvor store springvand plaskede i de høje marmorsale, hvor vægge og loft prangede med malerier, men hun havde ikke øjne derfor, hun græd og sørgede; godvillig lod hun kvinderne iføre hende de kongelige klæder, flette perler i hendes hår, og trække fine handsker over de forbrændte fingre.

Da hun stod der i al sin pragt, var hun så blændende smuk, at hoffet bøjede sig endnu dybere for hende, og kongen kårede hende til sin brud; skønt ærkebiskoppen rystede med hovedet, og hviskede, at den smukke skovpige vist var en heks, hun blændede deres øjne, og bedårede kongens hjerte.

Men kongen hørte ikke derpå, lod musikken klinge, de kosteligste retter frembære, de yndigste piger danse om hende, og hun blev ført gennem duftende haver ind i prægtige sale; men ikke et smil gik over hendes læber, eller frem på hendes øjne, sorgen stod der, som evig arv og eje. Nu åbnede kongen et lille kammer, tæt ved hvor hun skulle sove; her var pyntet med kostelige grønne tæpper, og lignede ganske hulen, hvori hun havde været; på gulvet lå det bundt hør, hun havde spundet af nælderne, og under loftet hang panserskjorten, der var strikket færdig; Alt dette havde en af jægerne taget til sig, som noget kuriøst.

"Her kan du drømme dig tilbage i dit fordums hjem!" sagde kongen. "Her er det arbejde, som der beskæftigede dig; nu, midt i al din pragt, vil det more dig at tænke tilbage på hin tid."

Da Elisa så dette, der lå hendes hjerte så nært, spillede et smil om hendes mund, og blodet vendte tilbage i kinderne; hun tænkte på sine brødres frelse, kyssede kongens hånd, og han trykkede hende til sit hjerte, og lod alle kirkeklokker forkynde bryllupsfest. Den dejlige stumme pige fra skoven var landets dronning.

Da hviskede ærkebiskoppen onde ord i kongens øre, men de sank ikke ned til hans hjerte, brylluppet skulle stå, ærkebiskoppen selv måtte sætte hende kronen på hovedet, og han trykkede med ond uvilje den snævre ring fast ned over panden, så det gjorde ondt; dog der lå en tungere ring om hendes hjerte, sorgen over hendes brødre; hun følte ikke den legemlige pine. Hendes mund var stum, et eneste ord ville jo skille hendes brødre ved livet, men i hendes øjne lå der en dyb kærlighed til den gode, smukke konge, der gjorde alt for at glæde hende. Med hele sit hjerte blev hun ham dag for dag mere god; oh, at hun turde blot betro sig til ham, sige ham sin lidelse! men stum måtte hun være, stum måtte hun fuldføre sit værk. Derfor listede hun sig om natten fra hans side, gik ind i det lille lønkammer, der var smykket, som hulen, og hun strikkede den ene panserskjorte færdig efter den anden; men da hun begyndte på den syvende, havde hun ikke mere hør.

På kirkegården vidste hun de nælder groede, som hun skulle bruge, men selv måtte hun plukke dem, hvorledes skulle hun komme derud.

"Oh, hvad er smerten i mine fingre, mod den kval mit hjerte lider!" tænkte hun, "jeg må vove det! Vorherre vil ikke slå hånden af mig!" med en hjerteangst, som var det en ond gerning hun havde for, listede hun sig, i den måneklare nat, ned i haven, gik gennem de lange alleer, ud på de ensomme gader, hen til kirkegården. Der så hun på en af de bredeste ligstene sad en kreds lamier, hæslige hekse, de tog deres pjalter af, som om de ville bade sig, og så gravede de med de lange magre fingre ned i de friske grave, tog ligene frem og åd deres kød. Elisa måtte dem tæt forbi, og de fæstede deres onde øjne på hende, men hun læste sin bøn, samlede de brændende nælder, og bar dem hjem til slottet.

Kun et eneste menneske havde set hende, ærkebiskoppen, han var oppe, når de andre sov; nu havde han dog fået ret i hvad han mente: at det ikke var, som det skulle, med dronningen; hun var en heks, derfor havde hun bedåret kongen og det hele folk.

I skriftestolen sagde han til kongen, hvad han havde set, og hvad han frygtede, og da de hårde ord kom fra hans tunge, rystede de udskårne helgenbilleder med hovedet, som om de ville sige: Det er ikke så, Elisa er uskyldig! men ærkebiskoppen lagde det anderledes ud, mente, at de vidnede imod hende, at de rystede med hovedet over hendes synd. Da rullede to tunge tårer ned over kongens kinder, han gik hjem med tvivl i sit hjerte; og han lod som om han sov om natten, men der kom ingen rolig søvn i hans øjne, han mærkede, hvorledes Elisa stod op, og hver nat gentog hun dette og hver gang fulgte han sagte efter, og så at hun forsvandt i sit lønkammer.

Dag for dag blev hans mine mere mørk, Elisa så det, men begreb ikke hvorfor, men det ængstede hende, og hvad led hun ikke i sit hjerte for brødrene! på det kongelige fløjl og purpur randt hendes salte tårer, de lå der som glimrende diamanter, og alle som så den rige pragt, ønskede at være dronningen. Snart var hun imidlertid til ende med sit arbejde, kun én panserskjorte manglede endnu; men hør havde hun heller ikke mere; og ikke en eneste nælde. En gang, kun denne sidste, måtte hun derfor på kirkegården og plukke nogle håndfulde. Hun tænkte med angst på den ensomme vandring, og på de skrækkelige lamier; men hendes vilje var fast, som hendes tillid til Vorherre.

Elisa gik, men kongen og ærkebiskoppen fulgte efter, de så hende forsvinde ved gitterporten ind til kirkegården og da de nærmede sig den, sad på gravstenen lamierne, som Elisa havde set dem, og kongen vendte sig bort; thi mellem disse tænkte han sig hende, hvis hoved endnu i denne aften havde hvilet ved hans bryst.

"Folket må dømme hende!" sagde han, og folket dømte, hun skal brændes i de røde luer.

Fra de prægtige kongesale blev hun ført hen i et mørkt, fugtigt hul, hvor vinden peb ind af det gitrede vindue; i stedet for fløjl og silke gav de hende det bundt nælder hun havde samlet, det kunne hun lægge sit hoved på; de hårde brændende panserskjorter, hun havde strikket, skulle være dyne og tæppe, men intet kærere kunne de skænke hende, hun tog igen fat på sit arbejde og bad til sin Gud. Udenfor sang gadedrengene spotteviser om hende; ingen sjæl trøstede hende med et kærligt ord.

Da susede mod aften, tæt ved gitteret, en svanevinge, det var den yngste af brødrene, han havde fundet søsteren; og hun hulkede højt af glæde, skønt hun vidste, at natten, som kom, muligt var den sidste hun havde at leve i; men nu var jo arbejdet også næsten fuldført og hendes brødre var her.

Ærkebiskoppen kom for at være den sidste time hos hende, det havde han lovet kongen, men hun rystede på hovedet, bad med blik og miner at han ville gå; i denne nat måtte hun jo ende sit arbejde, ellers var alt til unytte; alt, smerte, tårer og de søvnløse nætter; ærkebiskoppen gik bort med onde ord imod hende, men den stakkels Elisa vidste, hun var uskyldig, og vedblev sit arbejde.

De små mus løb på gulvet, de slæbte nælderne hen for hendes fødder, for dog at hjælpe lidt, og droslen satte sig ved vinduets gitter, og sang den hele nat, så lystigt den kunne, at hun ikke skulle tabe modet.

Det var endnu ikke mere end dagning, først om en time ville solen komme op, da stod de elve brødre ved slottets port, forlangte at føres for kongen, men det kunne ikke ske, blev der svaret, det var jo nat endnu, kongen sov og turde ikke vækkes. De bad, de truede, vagten kom, ja selv kongen trådte ud, og spurgte hvad det betød; da kom solen i det samme op, og der var ingen brødre at se, men hen over slottet fløj elve vilde svaner.

Ud af byens port strømmede det hele folk, de ville se heksen blive brændt. En ussel hest trak kærren, hvori hun sad; man havde givet hende en kittel på, af groft sækketøj; hendes dejlige lange hår hang løst om det smukke hoved; hendes kinder var dødblege, hendes læber bevægede sig sagte, mens fingrene snoede den grønne hør; selv på vejen til sin død slap hun ikke det begyndte arbejde, de ti panserskjorter lå ved hendes fødder, den elvte strikkede hun på. Pøbelen forhånede hende.

"Se til heksen, hvor hun mumler! ikke en salmebog har hun i hånden, nej sit lede kogleri sidder hun med, riv det fra hende i tusinde stykker!"

Og de trængte alle ind på hende og ville sønderrive det; da kom elve hvide svaner flyvende, de satte sig rundt om hende på kærren og slog med deres store vinger. Da veg hoben forfærdet til side.

"Det er et tegn fra Himmelen! hun er vist uskyldig!" hviskede mange, men de vovede ikke højt at sige det.

Nu greb bødlen hende ved hånden, da kastede hun i hast de elve skjorter over svanerne og der stod elve dejlige prinser, men den yngste havde en svanevinge i stedet for sin ene arm, thi der manglede et ærme i hans panserskjorte, det havde hun ikke fået færdig.

"Nu tør jeg tale!" sagde hun, "jeg er uskyldig!"

Og folket som så, hvad der var sket, bøjede sig for hende som for en helgeninde; men hun sank livløs i brødrenes arme, således havde spænding, angst og smerte virket på hende.

"Ja, uskyldig er hun!" sagde den ældste broder, og nu fortalte han alt hvad der var sket, og medens han talte, udbredte sig en duft, som af millioner roser, thi hvert brændestykke i bålet havde slået rødder og skudt grene; der stod en duftende hæk, så høj og stor med røde roser; øverst sad en blomst, hvid og skinnende, den lyste, som en stjerne, den brød kongen, satte den på Elisas bryst, da vågnede hun med fred og lyksalighed i sit hjerte.

Og alle kirkeklokker ringede af sig selv og fuglene kom i store flokke; det blev et bryllupstog tilbage til slottet, som endnu ingen konge havde set det.

Nalagam bralnik