Waltey

Prevod

Far, far away in a great forest, there once lived a poor husband and wife. The wife gave birth to a child, a pretty little daughter; but they were so poor that they did not know how they were to have the child christened. So one day the husband had to go out and see if he could find godparents who could pay the christening offering themselves. He walked all day, asking first one person and then another, but although everyone said they would gladly stand as godparent, no one thought they could afford the offering. As he was going home towards evening, he met a beautiful woman in splendid clothes, who looked so very kind and gentle. She offered to have the child christened, but afterwards she wished to keep her. The man answered that he must first ask his wife what she thought;

but when he came home and told her, his wife said no outright. The next day the man went out again, but no one would stand as godparent if they had to pay the offering themselves, and all his pleading did no good. As he was going home again towards evening, he once more met the beautiful woman with the gentle face, and she made him the same offer. Again he told his wife what had happened, and she said that if he could find no godparents for the child the next day either, they would have to let the woman take her, since she looked so kind and gentle. On the third day the man went out, he still found no godparents, and when he met the kindly woman again that evening, he promised to give her the child if she would have her christened and brought up as a Christian. So in the morning she came to the place where the man lived, accompanied by two men, took the child, and went with her to church, where she was christened. Then she took her home, and the little girl lived with her for several years, and her foster mother was always kind and gentle towards her.

When the little girl was old enough to understand things, her foster mother prepared to go away on a journey. “You may go into all the rooms, wherever you please,” she told the girl, “except the three chambers I shall show you now.” Then she went away. But the girl could not help opening one of the chamber doors just a little, and whisk! Out flew a star.

When her foster mother returned, she was greatly distressed to find that the star had flown away, and she was angry with her foster daughter too, and threatened to send her away. But the child wept and pleaded so much that she was allowed to stay after all.

Some time later, her foster mother had to go away again, and once more she forbade the girl to enter the two chambers where she had not yet been. The girl promised to take care, but after she had been alone for a while, thinking and wondering what might be in the second chamber, she could not keep herself from opening the door a crack to peep inside, and whisk!

Out flew the moon. When her foster mother came back and saw that the moon had escaped, she was very sorrowful, and told the little girl that she could no longer keep her: now she must go away. But the girl wept so bitterly and pleaded so sweetly that this time too she was allowed to stay. Some time later, her foster mother had to go away once more, and she impressed most earnestly upon the girl, who was now half grown, that she must not so much as try to enter the third chamber or look inside it.

But when her foster mother had been away for some time, and the girl had spent many long, dull hours alone, she thought, “Oh, how lovely it would be to take just one little look inside the third chamber!” At first she decided that she would not do it after all, for her foster mother’s sake; but when the thought came to her a second time, she could no longer resist. She felt that she simply must and would look into the chamber, and she opened the door a crack, and whisk! Out flew the sun. When her foster mother returned and saw that the sun had flown away, she was deeply grieved, and said that now the girl could no longer be allowed to stay with her. Her foster daughter wept and pleaded even more sweetly than before, but it was no use. “No, now I must punish you,” said her foster mother. “But you may choose: either you shall become the most beautiful woman of all, and be unable to speak, or you shall become the ugliest, and be able to speak. But leave me you must.” The girl said, “Then I would rather be beautiful.” And so she became, but from that moment on she was mute.

After she had left her foster mother, she wandered through a great, great forest, but however far she walked, there seemed no end to it. Towards evening she climbed a tall tree that stood beside a spring, its branches stretching over the water, and settled there to sleep for the night. Close by stood a castle, and early the next morning a maid came from it to fetch water for the prince’s tea from the spring beneath the girl. The maid saw the lovely face in the water and thought it was her own. She threw down her bucket, ran home again, and tossed her head, saying, “If I am so beautiful, surely I am too good to go about carrying water.” Another maid was sent to fetch the water, but the very same thing happened to her: she too came back and said that she was too beautiful and too good to go to the spring for the prince’s water.

Then the prince went himself, for he wanted to see what all this meant. When he came to the spring, he too saw the reflection, and at once looked up. There he caught sight of the beautiful girl sitting in the tree. He coaxed her down and took her home with him, and was determined to make her his queen, because she was so beautiful. But his mother, who was still alive, would not hear of it. “She cannot speak,” she said, “and she may well be some creature of witchcraft.” But the prince would not rest until he had married her. When they had lived together for a time, she became pregnant, and when she was about to give birth, the prince set a strong guard around her. But when the hour came, they all fell asleep, and after she had given birth, her foster mother appeared, cut the baby’s little finger, and smeared the queen’s mouth and fingers with its blood. Then she said, “Now you shall be as sorrowful as I was when you let the star escape,” and vanished with the child. When those who had been set to guard her awoke, they thought the queen had eaten her own baby, and the old queen wanted her burned. But the prince loved her so dearly that at last he managed to plead for her life, though only with the greatest difficulty. The second time the young queen was about to give birth, a guard twice as strong as before was set around her. But everything happened just as it had the first time, except that her foster mother said to her:

“Now you shall be as sorrowful as I was when you let the moon escape.” The queen wept and pleaded—for when her foster mother was there, she could speak—but it was no use. Now the old queen was determined to have her burned, but once again the prince managed to plead for her life. When the queen was about to give birth for the third time, a guard three times as strong was set around her, but again the same thing happened. Her foster mother came while the guards were asleep, took the child, cut its little finger, and smeared the queen’s mouth with its blood. Then she said that now the queen should be as sorrowful as she herself had been when the sun escaped. This time the prince could do nothing to save her: burned she must and would be. But just as they were leading her up onto the pyre, they suddenly saw her foster mother coming with all three children. She led two by the hand and carried the third in her arms. She went up to the young queen and said:

“Here are your children; now you shall have them back. I am the Virgin Mary, and I was as sorrowful when you let the sun, the moon, and the star escape as you have been now. You have now been punished for what you did, and from this time on you shall be able to speak again.” How happy the queen and the prince were, anyone can easily imagine, but no one can tell. They were happy ever afterwards, and from that day on the prince’s mother loved the young queen too.

Izvirnik

Langt, langt borte i en stor Skov, boede engang et Par fattige Folk. Konen kom i Barselseng, og fødte et Barn, en vakker Datter; men da de vare fattige, vidste de ikke, hvorledes de skulde faae Barnet til Daaben. Manden maatte da en Dag gaae ud, forat see at faae Faddere, som selv kunde offre; han gik hele Dagen, baade til den Ene og den Anden, men Alle sagde de, at de vel vilde være Fadder, men Ingen syntes, han havde Raad til at offre selv. Da han mod Aftenen gik hjem igjen, mødte han et deiligt Fruentimmer, der havde prægtige Klæder paa og saa saa inderlig god og venlig ud; hun tilbød sig at skaffe Barnet til Daaben, men siden vilde hun beholde det. Manden svarede, at han først maatte spørge sin Kone, hvad hun vilde;

men da han kom hjem og fortalte det, sagde Konen reent ud nei. Den anden Dag gik Manden igjen ud, men Ingen vilde være Faddere, naar de selv skulde offre, og alt han bad, saa hjalp det ikke. Da han mod Aftenen atter gik hjem, mødte han igjen det deilige Fruentimmer, som saa saa blid ud, og hun gjorde igjen det samme Tilbud. Han fortalte paany Konen det, som var hændt ham, og hun sagde da, at dersom han heller ikke den næste Dag kunde faae Faddere til Barnet, saa fik de vel lade Fruentimmeret faae det, siden hun saa saa god og venlig ud. Den tredie Dag, Manden gik ud, fik han heller ingen Faddere, og da han igjen om Aftenen mødte det venlige Fruentimmer, lovede han at overlade hende Barnet, naar hun vilde skaffe det Daab og Kristendom. Om Morgenen kom hun derfor til

det Sted, hvor Manden boede, i Følge med to Mandfolk, tog Barnet og reiste til Kirke med det, og der blev det døbt. Derpaa tog hun det hjem med sig, og der levede den lille Pige hos hende i flere Aar, og Fostermoderen var altid god og venlig mod hende. Da Pigebarnet var bleven saa stor, at hun lærte at skjønne, lavede Fostermoderen sig til at reise bort. „Du kan faae Lov at gaae om i alle Værelserne, hvor du vil“ — sagde hun til Pigen — „kun ikke i de tre Kammere, jeg nu viser dig.“ Derpaa reiste hun. Men Pigen kunde alligevel ikke lade være at lukke lidt paa den ene Kammerdør, og vips! saa fløi der en Stjerne ud.

Da Fostermoderen kom tilbage, blev hun meget ilde tilmode over at Stjernen var fløien ud, og tillige blev hun vred paa Fosterdatteren og truede hende med at jage hende bort fra sig; men Barnet græd og bad for sig, saa fik hun dog Lov at blive. Om en Tid igjen skulde Fostermoderen atter reise bort, og saa forbød hun igjen Pigen at gaae ind i de to Kammere, hvor hun ikke havde været. Denne lovede at tage sig vare, men da hun havde gaaet en Tid alene, og tænkt og pønset paa, hvad der vel kunde være inde i det andet Kammer, kunde hun ikke holde sig fra at gløtte lidt paa Døren, for at titte ind, og vips!

saa fløi Maanen ud. Da Fostermoderen kom tilbage, og saa at Maanen var sluppen ud, blev hun meget bedrøvet og sagde til Pigebarnet, at nu kunde hun slet ikke længer beholde hende hos sig, nu maatte hun bort. Men Pigen græd saa hjertelig, og bad saa vakkert for sig, og saa fik hun dog ogsaa denne Gang Lov at blive igjen. Om nogen Tid skulde atter Fostermoderen reise bort, og da lagde hun Pigen, som nu allerede var halvvoxen, ret alvorligt paa Hjerte, at hun slet ikke maatte prøve paa at gaae ind i eller see ind i det tredie Kammer.

Men da Fostermoderen havde været borte i nogen Tid, og Pigen havde gaaet alene og kjedet sig længe, tænkte hun: Gud! hvor moersomt det skulde være at see lidt ind i det tredie Kammer! Hun tænkte først, at hun ikke vilde gjøre det alligevel, for Fostermoderens Skyld; men da hun anden Gang faldt paa det, kunde hun ikke bare sig længere; hun syntes, at hun endelig skulde og maatte see ind i Kammeret, og hun gløttede lidt paa Døren, og vips! saa fløi Solen ud. Da Fostermoderen nu kom tilbage og saa at Solen var fløien ud, blev hun hjertelig bedrøvet, og sagde, at nu kunde Pigen slet ikke længer faae Lov at være hos hende. Fosterdatteren græd og bad endnu vakrere end før, men det hjalp ikke. — „Nei, nu maa jeg straffe dig,“ sagde Moderen

— „men du kan have Valget: enten du vil blive det allersmukkeste Fruentimmer, og ikke kunne tale, eller du vil blive det allerstyggeste, og kunne tale. Men bort fra mig maa du.“ Pigen sagde: „Saa vil jeg helst blive vakker;“ og det blev hun ogsaa, men fra den Tid var hun stum. Da hun var kommen bort fra Fostermoderen, gik hun og vandrede gjennem en stor, stor Skov, men alt hun gik, blev der aldrig Ende paa den. Da det led mod Kvelden, kløv hun op i et høit Træ, som stod lige over en Kilde, og satte sig der til at sove om Natten. Tæt ved laa et Slot, og fra det kom der tidlig om Morgenen en Terne, der skulde hente Vand af Kilden, Pigen sad over, til Prindsens The. Ternen saa det deilige Ansigt i Kilden og troede, det var hende selv; saa kastede hun

Vandbøtten, løb hjem igjen og slog paa Nakken og sagde: „Er jeg saa deilig, saa er jeg sagtens for god til at gaae og bære Vand.“ En Anden skulde da efter Vandet, men det gik lige eens med hende: hun kom ogsaa tilbage, og sagde at hun var for vakker og for god til at gaae til Kilden efter Vand til Prindsen. Saa gik Prindsen selv, for han havde Lyst til at see, hvorledes dette hang sammen. Da han kom til Kilden, fik han ogsaa see Billedet, og strax saa han op; der blev han da vaer den deilige Pige, som sad oppe i Træet. Han lokkede hende ned og tog hende hjem med sig, og vilde endelig have hende til sin Dronning, fordi hun var saa smuk; men hans Moder, som endnu levede, vilde ikke; „hun kan ikke tale“ — sagde hun — „og det

kan gjerne være et Trold-Menneske.“ Men Prindsen gav sig ikke tilfreds førend han fik hende. Da de havde levet sammen en Tid, blev hun frugtsommelig, og da hun skulde føde, lod Prindsen sætte en stærk Vagt omkring hende; men i Fødselstimen søvnede Allesammen, og da hun havde født, kom hendes Fostermoder, skar Barnet i Lillefingeren og smurte Dronningen om Munden og paa Fingrene med Blodet og sagde til hende: „Nu skal du blive saa bedrøvet, som jeg var, da du havde sluppet ud Stjernen;“ og saa blev hun borte med Barnet. Da de, der vare satte til Vagt, vaagnede, troede de, Dronningen havde ædt sit eget Barn, og den gamle Dronning vilde have hende brændt, men Prindsen holdt saa hjertelig af hende, og han fik endelig bedet hende fri for Straffen, men det var med Nød og Neppe. Anden

Gang den unge Dronning skulde i Barselseng, blev der sat dobbelt saa stærk Vagt som forrige Gang. Men det gik netop ligedan som før; kun med den Forskjel, at Fostermoderen sagde til hende: „Nu skal du blive saa bedrøvet som jeg var, da du havde sluppet Maanen ud.“ Dronningen græd og bad — for naar Fostermoderen var der, kunde hun tale — men det hjalp ikke. Nu vilde den gamle Dronning endelig have hende brændt, men Prindsen fik dog ogsaa den Gang bedet hende fri. Da Dronningen skulde i den tredie Barselseng, blev der sat tredobbelt Vakt omkring hende, men det gik igjen lige eens: Fostermoderen kom, mens Vagten sov, tog Barnet og skar det i Lillefingeren og smurte Dronningen om Munden med Blodet; og saa sagde

hun, nu skulde Dronningen blive saa bedrøvet, som hun selv havde været, da Solen var sluppen ud. Nu kunde Prindsen ikke paa nogen Maade faae reddet hende; hun maatte og skulde brændes. Men just i det samme de ledte hende op paa Baalet, fik de med Eet see Fostermoderen, der kom med alle tre Børnene; de tvende ledte hun ved Haanden og det tredie bar hun paa Armen. Hun gik hen til den unge Dronning og sagde: „Her er Børnene dine; nu skal du faae dem igjen. Jeg er Jomfru Maria, og saa bedrøvet som du nu har været, var jeg, da du havde sluppet ud Solen, Maanen og Stjernen. Nu har du lidt Straf for det, du gjorde, og fra nu af skal du igjen kunne tale.“ Hvor glade Dronningen og Prindsen bleve, kan alle let tænke sig, men Ingen kan sige det; de vare siden altid

lykkelige, og Prindsens Moder holdt ogsaa af den unge Dronning fra den Tid af.

Nalagam bralnik