Waltey

Prevod

You have surely heard of the girl who trod on the loaf so as not to dirty her shoes, and how badly things turned out for her. It has all been written down and printed.

She was a poor child, proud and conceited, with a bad streak in her, as people say. Even as a tiny girl, she delighted in catching flies, pulling off their wings, and making them crawl. She would take a cockchafer or a dung beetle, stick a pin through it, then hold a green leaf or a little scrap of paper against its feet. The poor creature would cling to it, twisting and turning it in its efforts to get off the pin.

“Now the cockchafer is reading!” little Inger would say. “Look how it turns the page!” As she grew older, she grew worse rather than better; but she was pretty, and that was her misfortune, for otherwise she would certainly have been dealt with more sharply than she was.

“That head needs a good scrubbing with strong lye!” her own mother said. “As a child, you have often trodden on my apron. I am afraid that when you are older, you will often tread on my heart!”

And so she did indeed. She went into service in the country with some wealthy people, who treated her as though she were their own child. They dressed her accordingly; she looked very fine, and her pride grew.

She had been away about a year when her employers said to her, “You really ought to visit your parents sometime, little Inger!” She set off, but only to show herself off: they were to see how grand she had become. Yet when she reached the village gate and saw the girls and young men gossiping by the village pond, and her own mother sitting on a stone nearby, resting with a bundle of firewood she had gathered in the forest, Inger turned back. She was ashamed that she, so finely dressed, should have for a mother such a ragged creature who gathered sticks. She felt no remorse at turning back; she was merely annoyed.

Another six months passed. “You really ought to go home one day and see your old parents, little Inger!” said her mistress. “Here is a large wheaten loaf you can take them. They will be glad to see you!”

So Inger put on her finest clothes and her new shoes, and, lifting her skirts, walked very carefully to keep her feet clean and neat. There was surely nothing to blame her for in that! But when she came to where the path crossed boggy ground, with water and mud stretching a long way ahead, she threw the loaf into the mire to step on it and cross dry-shod. Yet just as she stood with one foot on the loaf and lifted the other, the loaf sank with her, deeper and deeper. She vanished altogether, and nothing remained to be seen but a black, bubbling pool.

That is the story. Where did she go? She went down to the Marsh Woman, who brews. The Marsh Woman is the aunt of the elf maidens. They are well known; songs have been written about them, and their pictures painted. But all people know about the Marsh Woman is that when the meadows steam in summer, it is the Marsh Woman brewing. It was into her brewery that Inger sank, and no one could bear to stay there long. A cesspit is a bright and splendid chamber beside the Marsh Woman’s brewery! Every vat stinks enough to make a person faint, and the vats are crammed one on top of another. If there happens to be a little opening between them where one might squeeze through, one cannot do so for all the wet toads and fat grass snakes tangled together there. Down into this little Inger sank. The whole loathsome, living tangle was so icy cold that she shuddered in every limb; indeed, she grew stiffer and stiffer from it. She was stuck fast to the loaf, which drew her down as an amber button draws a wisp of straw.

The Marsh Woman was at home. That day the Devil and his great-grandmother were inspecting the brewery, and she is a very old, venomous woman who is never idle. She never goes out without taking her needlework, and she had brought it here too! She was sewing restless leather to put into people’s shoes so that they could never be at peace. She embroidered lies and crocheted thoughtless words that had fallen to the ground, all for harm and ruin. Oh yes, old Great-grandmother knew how to sew, embroider, and crochet.

She saw Inger, held her eyeglass to her eye, and looked at her again. “There is a girl with promise!” she said. “I should like to have her as a memento of my visit here! She will make a suitable pedestal in my great-grandson’s antechamber!”

And she was given her. That was how little Inger came to Hell. People do not always go straight down there, but they can arrive by a roundabout way if they have the talent for it.

It was an antechamber that stretched on for ever. It made one dizzy to look ahead, and dizzy to look back. Here stood a host of languishing souls, waiting for the door of mercy to open. They might wait a long time! Great fat, waddling spiders spun thousand-year webs over their feet, and these webs pinched like foot screws and held like copper chains. Besides all this, there was an eternal unrest in every soul, the unrest of torment. The miser stood there having forgotten the key to his money chest, and he knew he had left it in the lock. Indeed, it would take far too long to list all the pains and sufferings felt there. Inger found it * dreadful to stand as a pedestal; it was as though she were clamped to the loaf from beneath.

“This is what comes of wanting to keep one’s feet clean!” she said to herself. “Look how they stare at me!” And indeed, they were all looking at her. Their evil desires shone from their eyes and spoke soundlessly from the corners of their mouths. They were terrible to see.

“I must be a pleasure to look at!” thought little Inger. “I have a pretty face and fine clothes!” Then she turned her eyes, for her neck was too stiff to turn. Oh, how filthy she had become in the Marsh Woman’s brewery! She had not thought of that. Her clothes looked as though one great blob of slime had been poured over them. A grass snake had caught itself in her hair and dangled down the back of her neck, and from every fold of her dress a toad peered out, barking like a wheezing pug. It was most unpleasant. “But the others down here look dreadful too!” she said to console herself.

Worst of all, though, was the terrible hunger she felt. Could she not bend down and break a piece from the loaf she stood on? No, her back had stiffened, her arms and hands had stiffened, her whole body was like a pillar of stone. Only her eyes could she move in her head, turning them right round to look behind her, and that was a dreadful sight. Then the flies came, crawling back and forth across her eyes. She blinked, but the flies did not fly away, for they could not: their wings had been pulled off, and they had been made into crawling creatures. It was a torment—and then there was the hunger! At last she felt that her entrails were eating themselves up, and she grew so empty inside, so horribly empty.

“If this goes on much longer, I cannot bear it!” she said. But she had to bear it, and it went on and on. Then a burning tear fell upon her head and rolled down her face and breast to the loaf. Another tear fell, and then many more. Who was weeping for little Inger? Had she not a mother up on earth? The tears of sorrow a mother sheds for her child always reach it, but they do not release it; they burn, and only make its torment greater. And now this unbearable hunger, and to be unable to reach the bread beneath her foot! At last she felt that everything inside her must have eaten itself up. She was like a thin, hollow reed that drew every sound into itself. She heard distinctly everything said about her up on earth, and what she heard was harsh and cruel. Her mother wept in deep sorrow, it was true, but she also said, “Pride goes before a fall! That was your misfortune, Inger! How you have grieved your mother!”

Her mother and everyone up there knew of her sin: that she had trodden on the loaf, sunk through, and disappeared. The cowherd had told them; he had seen it himself from the hillside.

“How you have grieved your mother, Inger!” her mother said. “Yes, I feared as much!” “I wish I had never been born!” Inger thought at this. “That would have been far better for me. My mother’s whimpering cannot help me now!”

She heard her employers, those worthy people who had been like parents to her, speaking of her. “She was a sinful child!” they said. “She did not value Our Lord’s gifts, but trampled them underfoot. She will find it hard to open the door of mercy!”

“They should have brought me up better!” thought Inger. “Knocked the whims out of me, if I had any.” She heard that a whole ballad had been made about her, “the proud girl who trod on the loaf to keep her shoes clean,” and it was sung throughout the country.

“To have to hear so much about it! And suffer so much for it!” thought Inger. “The others ought to be punished for what they have done too! Yes, then there would be plenty to punish! Oh, how I suffer!”

And her heart grew even harder than her shell. “One can hardly grow better down here in this company! And I do not want to be better! Look how they stare!”

Her heart was angry and bitter towards all mankind. “Now they have something to talk about up there! Oh, how I suffer!” And she heard them telling her story to the children, and the little ones called her wicked Inger. “She was so horrid!” they said. “So dreadful! She deserved to suffer!”

There were always harsh words for her on children’s lips. Yet one day, as anger and hunger gnawed inside her hollow shell, and she heard her name mentioned and her story told to an innocent child, a little girl, she heard the little one burst into tears at the tale of proud, finery-loving Inger.

“But will she never come up again?” the little girl asked. And the answer came, “She will never come up again!” “But what if she asks to be forgiven and never does it again?”

“But she will not ask to be forgiven!” they said. “I do so wish she would!” said the little girl, quite inconsolable. “I will give away my doll’s house if only she may come up! It is so dreadful for poor Inger!”

Those words went straight down into Inger’s heart, and seemed to do her good. It was the first time anyone had said “poor Inger” without adding the least word about her faults. A little innocent child was weeping and praying for her. It gave her a strange feeling; she would gladly have wept herself, but she could not weep, and that too was a torment.

As the years passed up above—down below nothing changed—she heard fewer sounds from the world above; people spoke less of her. Then one day she heard a sigh. “Inger! Inger! How you have grieved me! I feared as much!” It was her mother, dying.

Sometimes she heard her old employers mention her name, and the gentlest words were those her mistress spoke: “I wonder whether I shall ever see you again, Inger! We do not know where we shall go!”

But Inger understood well enough that her worthy mistress could never come where she was. So another long and bitter time passed. Then Inger heard her name spoken again and saw what seemed to be two bright stars shining above her. They were two gentle eyes closing on earth. So many years had passed since the little girl had wept inconsolably for “poor Inger” that the child had become an old woman, whom Our Lord was now calling to Him. And at that very moment, as the memories of a whole lifetime rose in her thoughts, she remembered how, as a little child, she had wept bitterly on hearing Inger’s story. That time and that impression were so vivid to the old woman in her dying hour that she cried aloud, “Lord, my God, have I not often, like Inger, trodden thoughtlessly upon the gifts of Thy blessing? Have I not also walked with pride in my heart? Yet in Thy mercy Thou hast not let me sink, but hast upheld me! Do not let me go in my last hour!”

The old woman’s eyes closed, and the eyes of her soul opened to hidden things. And because Inger had been so vivid in her last thoughts, she saw her, saw how far down she had been drawn. At the sight, the good woman burst into tears. In the kingdom of heaven she stood, as she had stood as a child, weeping for poor Inger! Those tears and prayers rang like an echo down into the hollow, empty shell that enclosed the imprisoned, tormented soul, and it was overwhelmed by all that love from above, love it had never imagined. An angel of God was weeping for her! Why had this been granted her? The tormented soul seemed to gather into its thoughts every deed it had done in its earthly life, and it trembled with a weeping such as Inger had never been able to weep. Sorrow for herself filled her. It seemed to her that the gate of mercy could never be opened for her, and at the very moment when she acknowledged this in her contrition, a beam of light shone down into the abyss. It came with a power stronger than the sunbeam that thaws the snowman the boys have built in the yard. And then, far faster than a snowflake falling on a child’s warm lips melts into a drop, Inger’s petrified form dissolved away. A little bird darted up towards the world of men, zigzagging like lightning, but it was fearful and shy of everything around it. Ashamed before itself and every living creature, it hurried to hide in a dark hole it found in a crumbling wall. There it sat huddled up, trembling all over. It could not utter a sound, for it had no voice. It sat a long while before it could look calmly at all the splendour outside and take it in. And splendid it was: the air was so fresh and mild, the moon shone so clearly, the trees and bushes were fragrant. How snug it was where it sat, and how clean and fine its coat of feathers! Oh, how all created things were brought forth in love and splendour! All the thoughts stirring in the bird’s breast longed to pour out in song, but the bird had not the power. Gladly would it have sung like the cuckoo and the nightingale in spring. Our Lord, who hears even the worm’s soundless hymn of praise, heard the praise rising here in chords of thought, as the psalm rang in David’s breast before it found words and melody.

For * days and weeks these soundless songs grew and swelled. They must burst forth with the first beat of wings in a good deed. Such a deed must be done!

Now came the holy feast of Christmas. The farmer set up a pole close to the wall and tied an unthreshed sheaf of oats to it, so that the birds of heaven too might have a happy Christmas and a joyful meal in this season of the Saviour.

The sun rose on Christmas morning and shone upon the sheaf of oats, and all the twittering birds flew about the feeding pole. Then from the wall there also came a “peep, peep!” The swelling thought had become sound. That faint chirping was a whole hymn of joy. The thought of a good deed had awakened, and the bird flew out of its hiding place. In the kingdom of heaven they knew well what bird it was!

Winter set in in earnest. The waters froze deep, and the birds and woodland creatures had a hard time finding food. The little bird flew out to the highway and searched in the tracks of the sleighs, finding a grain here and there. At the stopping places it found a few breadcrumbs. It ate only one itself, then called all the other starving sparrows to find food there. It flew to the towns and looked about, and wherever a kind hand had scattered bread for the birds by a window, it ate only a single crumb itself and gave all the rest to the others.

Over the course of the winter, the bird had gathered and given away so many breadcrumbs that together they weighed as much as the whole loaf little Inger had trodden on to keep her shoes clean. And when the last breadcrumb had been found and given away, the bird’s grey wings turned white and spread wide.

“There is a tern flying over the lake!” said the children who saw the white bird. Now it dipped down towards the lake, now it rose into the clear sunshine. It shone so brightly that it was impossible to see where it went. They said it flew straight into the sun.

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Du har vel hørt om Pigen, som traadte paa Brødet for ikke at smudske sine Skoe, og hvor ilde det da gik hende. Det er baade skrevet og trykt.

Hun var et fattigt Barn, stolt og hovmodig, en daarlig Grund var der i hende, som man siger. Som ganske lille Unge var det hende en Fornøielse at faae fat paa Fluerne, pille Vingerne af dem og gjøre dem til Krybdyr. Hun tog Oldenborren og Skarnbassen, stak hver af dem paa en Naal, lagde saa et grønt Blad eller en lille Stump Papir op til deres Fødder, og det arme Dyr holdt fast derved, dreiede og vendte det, for at komme af Naalen.

"Nu læser Oldenborren!" sagde lille Inger, "see, hvor den vender Bladet!"

Som hun nu voxte til, blev hun snarere værre end bedre, men kjøn var hun og det var hendes Ulykke, ellers var hun nok bleven knupset anderledes, end hun blev det.

"Der skal skarp Lud til det Hoved!" sagde hendes egen Moder. "Du har tidt som Barn traadt mig paa Forklædet, jeg er bange for, at Du som Ældre kommer tidt til at træde mig paa Hjertet!"

Og det gjorde hun rigtignok.

Nu kom hun ud paa Landet at tjene hos fornemme Folk, de vare imod hende, som om hun kunde være deres eget Barn, og som saadan blev hun opklædt, godt saae hun ud og Hovmoden tog til.

Et Aarstid havde hun været ude, saa sagde hendes Herskab til, hende: "Du skulde dog engang besøge dine Forældre, lille Inger!"

Hun gik ogsaa, men for at vise sig, de skulde see, hvor fiin hun var bleven; men da hun kom ved Byledet og saae Piger og unge Karle sladdre ud for Gadekjæret og just der hendes Moder sad paa en Steen og hvilede sig med et Knippe Brændsel, hun havde samlet sig i Skoven, saa vendte Inger om, hun skammede sig ved, at hun, der var saa fiin klædt, skulde have til Moder saadan en pjaltet Een, der samlede Pinde. Det fortryd hende slet ikke, at hun vendte om, hun var bare ærgerlig.

Nu gik der igjen et halvt Aars Tid.

"Du skulde dog en Dag gaae hjem og see til dine gamle Forældre, lille Inger!" sagde hendes Huusmoder. "Der har Du et stort Hvedebrød, Du kan tage med til dem; de ville glædes ved at see Dig!"

Og Inger tog sin bedste Stads paa og sine nye Skoe, og hun løftede sine Klæder og gik saa forsigtig, for at være reen og peen om Fødderne, og det var jo ikke at bebreide hende! men da hun kom, hvor Stien gik over Mosegrund og der stod Vand og Søle et langt Stykke Vei, saa smed hun Brødet i Sølen, for at træde paa det og komme tørskoet over, men i det hun stod med den ene Fod paa Brødet og løftede den anden, sank Brødet med hende dybere og dybere, hun blev ganske borte og der var kun at see et sort boblende Kjær.

Det er Historien.

Hvor kom hun hen? Hun kom ned til Mosekonen, der brygger. Mosekonen er Faster til Elverpigerne, de ere bekjendte nok, der er skrevet Viser om dem, og de ere afmalede, men om Mosekonen veed Folk kun det, at naar Engene om Sommeren dampe, saa er det Mosekonen, som brygger. Ned i hendes Bryggeri var det, at Inger sank, og der er ikke til at holde ud længe. Slamkisten er et lyst Pragtgemak mod Mosekonens Bryggeri! hvert Kar stinker, saa at Menneskene maa daane derved, og saa staae Karrene knugede op paa hverandre, og er der et Sted en lille Aabning mellem dem, hvor man kunde klemme sig frem, saa kan man det dog ikke for alle de vaade Skruptudser og fede Snoge, som her filtre sig sammen; her ned sank lille Inger; alt det ækle, levende Filteri var saa isnende koldt, at hun gøs gjennem alle Lemmer, ja hun stivnede ved det meer og meer. Brødet hang hun fast til og det trak hende, ligesom en Ravknap trækker en Smule Straa.

Mosekonen var hjemme, Bryggeriet blev den Dag beseet af Fanden og hans Oldemo'er, og hun er et gammelt, meget giftigt Fruentimmer, der aldrig er ledig; hun tager aldrig ud, uden at hun har sit Haandarbeide med, det havde hun ogsaa her! Hun syede Bisselæder til at sætte Menneskene i Skoene, og saa havde de ingen Ro; hun broderede Løgn og hæklede ubesindige Ord, der vare faldne til Jorden, Alt til Skade og Fordærvelse. Jo, hun kunde sye, brodere og hækle, gamle Oldemo'er.

Hun saae Inger, holdt saa sit Brilleglas for Øiet og saae endnu engang paa hende: "Det er en Pige med Anlæg!" sagde hun, "jeg udbeder mig hende til en Erindring om Besøget her! hun kan blive et passende Postament i mit Barnebarnsbarns Forgemak!"

Og hun fik hende. Saaledes kom lille Inger til Helvede. Der fare Folk ikke altid lige lukt ned, men de kunne komme af en Omvei, naar de have Anlæg.

Det var et Forgemak i en Uendelighed; man blev svimmel der ved at see fremad og svimmel ved at see tilbage; og saa stod her en Forsmægtelsens Skare, der ventede paa at Naadens Dør skulde blive lukket op; de kunde vente længe! store fede, vraltende Edderkopper spandt tusindaarigt Spind over deres Fødder og dette Spind snærede som Fodskruer og holdt som Kobberlænker; og saa var der til dette en evig Uro i hver Sjæl, en Piinsels Uro. Den Gjerrige stod og havde glemt Nøglen til sit Pengeskriin og den sad i, vidste han. Ja, det er saa vidtløftigt at opramse alle Slags Piner og Plager, her blev fornummet. Inger fornam det * grueligt at staae som Postament; hun var ligesom knevlet nedenfra til Brødet.

"Det har man, fordi man vil være reen om Fødderne!" sagde hun til sig selv. "See, hvor de gloe paa mig!" jo, de saae Alle paa hende; deres onde Lyster lyste dem ud af Øinene og talte uden Lyd fra deres Mundvig, de vare forfærdelige at see.

"Mig maa det være en Fornøielse at see paa!" tænkte lille Inger, "jeg har et kjønt Ansigt og gode Klæder!" og nu dreiede hun Øinene, Nakken var for stiv dertil. Nei, hvor var hun tilsølet i Mosekonens Bryghuus, det havde hun ikke betænkt. Klæderne vare som overskyllede med en eneste stor Slimklat; en Snog havde hængt sig i hendes Haar og daskede hende ned ad Nakken, og fra hver Fold i hendes Kjole kigede frem en Skruptudse, der gjøede ligesom en trangbrystig Moppe. Det var meget ubehageligt. "Men de Andre hernede see da ogsaa forfærdelige ud!" trøstede hun sig med.

Værst af Alt var hende dog den gruelige Sult, hun fornam; kunde hun da ikke bøie sig og bryde et Stykke af Brødet, hun stod paa? Nei, Ryggen var stivnet, Arme og Hænder vare stivnede, hele hendes Krop var som en Steenstøtte, kun sine Øine kunde hun dreie i Hovedet, dreie heelt rundt, saa at de saae bagud, og det var et fælt Syn, det. Og saa kom Fluerne, de krøb henover hendes Øine, frem og tilbage, hun blinkede med Øinene, men Fluerne fløi ikke, for de kunde ikke, Vingerne vare pillede af dem, de vare blevne Krybdyr; det var en Pine og saa den Sult, ja, tilsidst syntes hun, at hendes Indvolde aad sig selv op og hun blev saa tom indeni, saa gyselig tom.

"Skal det vare længe ved, saa holder jeg det ikke ud!" sagde hun, men maatte holde ud og det blev ved at vare ved.

Da faldt der en brændende Taare ned paa hendes Hoved, den trillede over hendes Ansigt og Bryst lige ned til Brødet, der faldt en Taare endnu, der faldt mange. Hvem græd over lille Inger? Havde hun ikke oppe paa Jorden en Moder? Bedrøvelsens Taarer, som en Moder græder over sit Barn, naaer altid til det, men de løse ikke, de brænde, de gjøre kun Pinen større. Og nu denne ulidelige Sult og ikke at kunne naae Brødet, hun traadte med sin Fod! hun havde tilsidst en Fornemmelse af, at Alt inde i hende maatte have spiist sig selv op, hun var som et tyndt, huult Rør, der drog hver Lyd ind i sig; hun hørte tydeligt Alt hvad der oppe paa Jorden angik hende, og det var ondt og haardt hvad hun hørte. Hendes Moder græd rigtignok dybt og bedrøvet, men sagde dertil: "Hovmod gaaer for Fald! det var din Ulykke, Inger! hvor Du har bedrøvet din Moder!"

Hendes Moder og Alle deroppe vidste om hendes Synd, at hun havde traadt paa Brødet, var sunken igjennem og bleven borte; Kohyrden havde fortalt det, han havde selv seet det fra Skrenten.

"Hvor Du har bedrøvet din Moder, Inger!" sagde Moderen; "ja, det tænkte jeg nok!"

"Gid jeg aldrig var født!" tænkte Inger derved, "det havde været mig langt bedre. Det kan ikke hjelpe nu, at min Moder tviner!"

Hun hørte, hvorledes hendes Herskab, de skikkelige Folk, der havde været som Forældre mod hende, talte: "Hun var et syndefuld! Barn!" sagde de, "hun agtede ikke Vor Herres Gaver, men traadte dem under Fødderne, Naadens Dør vil blive hende trang at lukke op!"

"De skulde have avet mig bedre!" tænkte Inger, "pillet Nykkerne ud af mig, om jeg havde Nogen."

Hun hørte, at der blev sat ud en heel Vise om hende, "den hovmodige Pige, der traadte paa Brødet, for at have pene Skoe", og den blev sjungen Landet rundt.

"At man skal høre saa meget for det! og lide saa meget for det!" tænkte Inger, "de Andre skulde rigtignok ogsaa straffes for deres! ja, saa blev der Meget at straffe! uh, hvor jeg pines!"

Og hendes Sind blev endnu mere haardt end hendes Skal.

"Hernede skal man da ikke blive bedre i det Selskab! og jeg vil ikke være bedre! see, hvor de gloe!"

Og hendes Sind var vredt og ondt mod alle Mennesker.

"Nu har de da Noget at fortælle deroppe! - uh, hvor jeg pines!"

Og hun hørte, at de fortalte hendes Historie for Børnene, og de Smaa kaldte hende den ugudelige Inger, - "hun var saa ækel!" sagde de, "saa fæl, hun skulde rigtig pines!"

Der var altid haarde Ord i Barnemunde mod hende.

Dog een Dag, som Harme og Sult gnavede inde i hendes hule Skal og hun hørte sit Navn nævne og sin Historie fortalt for et uskyldigt Barn, en lille Pige, fornam hun, at den Lille brast i Graad ved Historien om den hovmodige, stadselystne Inger.

"Men kommer hun aldrig mere op?" spurgte den lille Pige. Og der blev svaret:

"Hun kommer aldrig mere op!"

"Men naar hun nu vil bede om Forladelse og aldrig gjøre det mere?"

"Men hun vil ikke bede om Forladelse!" sagde de.

"Jeg vil saa gjerne, at hun gjorde det!" sagde den lille Pige, og var ganske utrøstelig! "Jeg vil give mit Dukkeskab, naar hun maa komme op! Det er saa gyseligt for den stakkels Inger!"

Og de Ord naaede lige ned i Ingers Hjerte, de ligesom gjorde hende godt; det var første Gang, at der var Een som sagde: "stakkels Inger!" og ikke føiede det Mindste til om hendes Feil; et lille uskyldigt Barn græd og bad for hende, hun blev saa underlig derved, hun havde gjerne selv grædt, men hun kunde ikke græde, og det var ogsaa en Pine.

Som Aarene gik deroppe, nede var der ingen Forandring, hørte hun sjeldnere Lyd derovenfra, der blev talt mindre om hende; da fornam hun en Dag et Suk: "Inger! Inger! hvor har Du bedrevet mig! det sagde jeg nok!" Det var hendes Moder, som døde.

Hun hørte sit Navn stundom nævne af sit gamle Herskab og det var de mildeste Ord, at Huusmoderen sagde: "Mon jeg nogensinde seer Dig igjen, Inger! man veed ikke hvorhen man kommer!"

Men Inger begreb da nok, at hendes skikkelige Huusmoder aldrig kunde komme, hvor hun var.

Saaledes gik der igjen en Tid, lang og bitterlig.

Da hørte Inger igjen sit Navn nævne og saae oven over sig ligesom to klare Stjerner skinne; det var to milde Øine, som lukkede sig paa Jorden. Saamange Aaringer var gaaet fra dengang, den lille Pige græd utrøstelig over "stakkels Inger", at det Barn var blevet en gammel Kone, som nu Vor Herre vilde kalde til sig, og netop i denne Stund, da Tankerne fra hele Livets Sum løftede sig, huskede hun ogsaa, hvorledes hun som lille Barn havde maattet græde bitterligt ved at høre Historien om Inger; den Tid og det Indtryk stod saa lyslevende for den gamle Kone i hendes Dødstime, at hun ganske høit udbrød: "Herre, min Gud, mon ikke ogsaa jeg som Inger tidt har traadt paa din Velsignelsens Gave og ikke tænkt derved, mon jeg ikke ogsaa er gaaet med Hovmod i mit Sind, men Du har i din Naade ikke ladet mig synke, men holdt mig oppe! slip mig ikke i min sidste Stund!"

Og den Gamles Øine lukkedes og Sjælens Øine aabnedes for det Skjulte, og da Inger var saa levende i hendes sidste Tanker, saae hun hende, saae, hvor dybt ned hun var dragen, og ved det Syn brast den Fromme i Graad, i Himmeriges Rige stod hun som Barnet og græd for stakkels Inger! de Taarer og de Bønner klang som et Echo ned i den hule, tomme Skal, der omsluttede den fængslede, piinte Sjæl, denne overvældedes af al den aldrig tænkte Kjærlighed ovenfra: en Guds Engel græd over hende! hvorfor blev det hende forundt! den piinte Sjæl ligesom samlede i Tankerne enhver Jordlivs-Gjerning, den havde øvet, og den bævede i Graad, som Inger aldrig havde kunnet græde den; Bedrøvelse over sig selv fyldte hende, hun syntes, at for hende kunde aldrig Naadens Port aabnes, og i det hun i Sønderknuselse erkjendte det, lyste i det samme en Straale ned i Afgrundssvælget, Straalen kom med en Kraft stærkere end Solstraalen, der optøer Sneemanden, som Drengene reiste i Gaarden, og da, langt hurtigere end Sneefnokken, der falder paa Barnets varme Mund, smelter hen som Draabe, fordunstede sig Ingers forstenede Skikkelse, en lille Fugl svang sig med Lynets Zikzak op mod Menneskeverdenen, men angest og sky var den for Alt rundt om, den skammede sig for sig selv og for alle levende Skabninger og søgte ihast Skjul i et mørkt Hul, den fandt i den forfaldne Muur; her sad den og krøb sammen, skjælvende over hele Kroppen, Stemmens Lyd kunde den ikke give fra sig, den havde ingen; den sad en lang Stund, før den med Ro kunde see og fornemme al den Herlighed derude! ja, en Herlighed var det: Luften var saa frisk og mild, Maanen skinnede saa klart, Træer og Buske duftede; og saa var der saa hyggeligt hvor den sad, dens Fjerkjortel saa reen og fiin. Nei, hvor alt Skabt dog var frembaaret i Kjærlighed og Herlighed. Alle de Tanker, der rørte sig inde i Fuglens Bryst, vilde sjunge sig ud, men Fuglen mægtede det ikke, gjerne havde den sjunget, som i Foraaret Kukker og Nattergal. Vor Herre, som hører ogsaa Ormens lydløse Lovsang, fornam her Lovsangen, der tøftede sig i Tanke-Accorder som Psalmen klang i Davids Bryst, før den fik Ord og Melodi.

I * Dage og Uger voxte og svulmede disse lydløse Sange, de maatte komme til Udbrud, ved det første Vingeslag i god Gjerning, en saadan maatte øves!

Nu kom den hellige Julefest. Bonden reiste tæt ved Muren en Stang og bandt et utærsket Havreknippe derpaa, at Himmelens Fugle ogsaa kunde have en glad Juul og et glædeligt Maaltid i denne Frelserens Tid.

Og Solen stod op Julemorgen og skinnede paa Havrekjærven og alle de qviddrende Fugle de fløi om Maaltids-Stangen, da klang det ogsaa fra Muren "pi, pi!" den svulmende Tanke blev til Lyd, den svage Pippen var en heel Glædeshymne, en god Gjernings Tanke var vakt og Fuglen fløi ud fra sit Skjul; i Himmeriges Rige vidste de nok hvad det var for en Fugl!

Vinteren tog alvorlig fat, Vandene vare dybt frosne, Fuglene og Skovens Dyr havde deres trange Tid paa Føden. Den lille Fugl fløi hen paa Landeveien, og der i Sporene af Slæderne søgte og fandt den ogsaa hist og her et Korn, paa Bedestederne fandt den et Par Brødsmuler, af dem aad den kun en enkelt, men kaldte paa alle de andre forsultne Spurve, at de her kunde finde Føde. Den fløi til Byerne, speidede rundt om, og hvor en kjærlig Haand havde strøet Brød ved Vinduet til Fuglene, der aad den selv kun en enkelt Smule, men gav Alt til de Andre.

I Vinterens Forløb havde Fuglen samlet og givet saa mange Brødsmuler, at de veiede op tilsammen med hele det Brød, som lille Inger havde traadt paa for ikke at smudske sine Skoe, og da den sidste Brødsmule var funden og given bort, blev Fuglens graae Vinger hvide og bredte sig ud.

"Der flyver hen over Søen en Terne!" sagde Børnene, der saae den hvide Fugl; nu dykkede den sig ned i Søen, nu løftede den sig i det klare Solskin, den skinnede, det var ikke muligt at see hvor den blev af, de sagde, at den fløi lige ind i Solen.

Nalagam bralnik