O besedilu
Cunje
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 3 min branja
- Obseg
- 3 strani
- Naslov izvirnika
- Laserne
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Cunje
Pred tovarno so se dvigali visoko naloženi kupi cunj, nabranih od blizu in daleč; vsaka cunja je imela svojo zgodbo, vsaka je pripovedovala po svoje, a vseh ni mogoče poslušati. Nekatere so bile domače, druge iz tujih dežel. Tu je zdaj ležala danska cunja poleg norveške; ena je bila danska do zadnje nitke, druga pa prav tako pristno norveška, in prav to je bilo pri njiju zabavno, kakor bo pritrdil vsak razumen Norvežan in Danec.
Po jeziku sta se takoj prepoznali, čeprav sta se njuna jezika, kakor je trdila norveška cunja, razlikovala kakor francoščina in hebrejščina. »Mi se zatekamo h goram po tisto, kar je surovo in prvinsko, Danci pa si kuhajo svoje osladno, plehko pesniško besedičenje.«
Cunji sta govorili, cunja pa je cunja v vsaki deželi in kaj velja le na kupu cunj. »Norveška sem!« je rekla norveška cunja, »in ko rečem, da sem norveška, mislim, da sem povedala dovolj! Moje niti so čvrste kakor prastare skale stare Norveške, dežele, ki ima ustavo kakor svobodna Amerika! Kar ščemi me po nitih, ko pomislim, kaj sem, in pustim, da ta misel zazveni kakor kovina v granitnih besedah!«
»Mi pa imamo književnost!« je rekla danska cunja. »Ali razumete, kaj je to?« »Razumem!« je ponovila norveška. »Prebivalka ravnine, naj vas dvignem v gore in vas obsijem s severnim sijem, cunja, kakršna ste! Ko se led odtaja pod norveškim soncem, priplovejo k nam danske ladjice s hruškami, maslom in sirom, s prav užitnim blagom! Za balast pa pripeljejo še dansko književnost. Ne potrebujemo je! Kjer žubori svež vrelec, se človek najraje odpove postanemu pivu, in tukaj imamo studenec, ki ni umetno izvrtan in ki ga niso raztrobili po Evropi s časopisi, prijateljskimi zvezami in pisateljskimi potovanji v tujino. Svobodno govorim iz polnih pljuč in Danci se morajo navaditi tega svobodnega glasu; saj se tudi bodo, ko se v svojem skandinavskem zanosu tako oklepajo naše ponosne skalnate dežele, prastare kamnite gmote sveta!«
»Tako pa danska cunja ne bi nikoli govorila!« je rekla danska. »To ni v naši naravi. Poznam se in vse naše cunje so takšne kakor jaz: tako dobrodušne smo, tako skromne, premalo damo nase, in s tem človek res ničesar ne pridobi, vendar mi je to tako všeč, zdi se mi tako ljubko! Sicer pa vam lahko zagotovim, da se povsem zavedam svoje dobre kakovosti, le govorim ne o njej; takšne napake mi nihče ne bo mogel očitati. Mehka sem in voljna, vse prenesem, nikomur ne zavidam, o vseh govorim dobro, čeprav o večini drugih ni povedati kaj prida dobrega, a to je njihova stvar! Jaz se iz tega vselej ponorčujem, saj sem tako nadarjena!«
»Nikar mi ne govorite v tem mehkem, lepljivem jeziku ravnine, kar slabo mi postaja!« je rekla norveška cunja, veter pa jo je odtrgal s kupa in odnesel na drugega.
Obe sta postali papir in naključje je hotelo, da je iz norveške cunje nastal papir, na katerega je neki Norvežan napisal pismo zvesti ljubezni danskemu dekletu, danska cunja pa je postala rokopis danske ode v slavo norveški moči in veličastju.
Tudi iz cunj lahko nastane kaj dobrega, ko le zapustijo kup in se preobrazijo v resnico in lepoto; tedaj zasijejo v medsebojnem razumevanju in v njem je blagoslov.
To je vsa zgodba; prav zabavna je in nikogar prav nič ne žali, razen – cunj.
Izvirnik
Laserne
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Uden for fabrikken stod i stakke højt opstablede kludebunker, samlet vidt og bredt fra; hver las havde sin historie, hver førte sin tale, men man kan ikke høre dem alle sammen. Nogle laser var indenlandske, andre var fra fremmede lande. Her lå nu en dansk las op til en norsk las; pæredansk var den ene, og ravnorsk var den anden, og det var det morsomme ved de to, vil hver fornuftig norsk og dansk sige.
De kendte nu hinanden på sproget, uagtet hvert af disse, sagde den norske, var så forskelligt, som fransk og hebraisk. "Vi går til ås for at få det råt og oprindeligt og dansken laver sig sin suttesøde fade bragesnak."
Laserne talte og las er las i ethvert land, de gælder kun noget i kludebunken.
"Jeg er norsk!" sagde den norske, "og når jeg siger, at jeg er norsk, så tror jeg at have sagt nok! jeg er fast i trævlerne, som urfjeldene i gamle Norge, landet, der har en konstitution, som det frie Amerika! det kildrer mig i trævlerne at tænke hvad jeg er og lade tanken malmklinge i granit-ord!"
"Men vi har en litteratur!" sagde den danske las. "Forstår De hvad det er?"
"Forstår!" gentog den norske, "fladelands beboer, skal jeg løfte ham tilfjelds og nordlyse ham, klud som han er! Når isen tør for den norske sol, da kommer danske pæreskuder op til os med smør og ost, ret ædelige varer! og der følger til ballast dansk litteratur. Vi behøver den ikke! man undværer helst dovent øl, der hvor det friske væld sprudler, og her er det en brønd, der ikke er boret, ikke skvaldret europæisk kendt ved aviser, kammeratskab og forfatteres rejser i udlandet. Frit taler jeg fra lungen, og dansken må vænne sig til den frie lyd, og det vil han i sin skandinaviske klamren til vort stolte klippeland, verdens urknold!"
"Således kunne nu aldrig en dansk las tale!" sagde den danske. "Det er ikke vor natur. Jeg kender mig selv, og som jeg er alle vore laser, vi er så godmodige, så beskedne, vi tror for lidet om os selv, og det vinder man rigtignok ikke noget ved, men jeg kan så godt lide det, jeg finder det så yndigt! Forresten, det kan jeg forsikre dem, kender jeg tilfulde min egen gode bonitet, men jeg taler ikke om den, sådan fejl skal ingen kunne beskylde mig for. Jeg er blød og bøjelig, tåler alt, misunder ingen, taler godt om alle, uagtet der er ikke meget godt at sige om de fleste andre, men lad dem om det! jeg gør nu altid grin af det, for jeg er så begavet!"
"Tal mig ikke dette fladelandets bløde klistersprog, jeg vamles ved det!" sagde den norske og løste sig i vinden fra bunken og kom over i en anden.
Papir blev de begge to, og tilfældet ville, at den norske las blev et papir, hvorpå en nordmand skrev et trofast elskovsbrev til en dansk pige, og den danske las blev manuskript for en dansk ode til pris for Norges kraft og herlighed.
Der kan også komme noget godt ud af laserne, når de først er af kludebunken og forvandlingen er sket til sandhed og skønhed, de lyser i god forståelse og i den er velsignelse.
Det er historien, den er ganske fornøjelig og fornærmer aldeles ingen uden – laserne.
Nadaljuj z branjem
