Waltey
Butasti Janez
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Butasti Janez
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- English
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 7 min branja
- Obseg
- 6 strani
- Naslov izvirnika
- Klods-Hans
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Butasti Janez
Out in the country stood an old manor house, and in it lived an old squire who had two sons so clever that half their wit would have been quite enough. They meant to woo the king’s daughter, and they dared to try, for she had proclaimed that she would take as her husband the man she found best able to speak for himself.
The two now spent eight days preparing. That was all the time they had, but it was quite enough, for they already had some learning, and that is always useful. One knew the entire Latin dictionary by heart, as well as three years’ worth of the town newspaper, both forwards and backwards. The other had familiarized himself with all the guild regulations and everything an alderman ought to know, so he considered himself well qualified to discuss affairs of state. Besides that, he knew how to embroider braces, for he was a refined young man and clever with his fingers.
“I shall win the princess!” they both said, and their father gave each of them a splendid horse. The one who knew the dictionary and the newspapers received a coal-black horse, and the one with the alderman’s learning and the skill at embroidery received a milk-white one. Then they rubbed cod-liver oil into the corners of their mouths to make them more supple. All the servants were down in the courtyard to watch them mount. Just then the third brother arrived, for there were three, though nobody counted him as a brother, since he had none of the other two’s learning. They simply called him Klods-Hans.
“Where are you off to in your best clothes?” he asked. “To court, to talk our way into marrying the princess! Haven’t you heard what they’ve been proclaiming to the beat of a drum all over the country?” And then they told him.
“Well, well! Then I’d better come along!” said Klods-Hans, and his brothers laughed at him and rode away. “Father, let me have a horse!” cried Klods-Hans. “I’ve taken such a fancy to getting married. If she’ll have me, she’ll have me! And if she won’t have me, I’ll have her all the same!”
“What nonsense!” said his father. “I’m not giving you a horse. Why, you can’t even speak properly! Now, your brothers are fine fellows!” “If I can’t have a horse,” said Klods-Hans, “I’ll take the billy goat. He’s my own, and he can carry me well enough!” So he sat astride the goat, dug his heels into its sides, and went flying down the highway. Whew! How he went! “Here I come!” said Klods-Hans, and then he sang so loudly that his voice rang out behind him.
But his brothers rode quietly on ahead. They did not say a word, for they had to think over all the brilliant remarks they were going to make. They must be terribly clever, after all!
“Halloo!” shouted Klods-Hans. “Here I come! Look what I found on the highway!” And he showed them a dead crow he had found. “Blockhead!” they said. “What do you want with that?”
“I’m going to give it to the princess!” “Yes, you do that!” they said, laughing, and rode on. “Halloo! Here I come! Look what I’ve found now! You don’t find this on the highway every day!”
And his brothers turned round again to see what it was. “Blockhead!” they said. “Why, that’s an old wooden shoe with its upper broken off! Is the princess to have that too?”
“Indeed she is!” said Klods-Hans. And his brothers laughed and rode on, leaving him far behind. “Halloo! Here I am!” cried Klods-Hans. “Well, well, it gets better and better! Halloo! This is beyond compare!”
“What have you found now?” said his brothers. “Oh!” said Klods-Hans. “Words can’t describe it! How pleased the princess will be!” “Ugh!” said his brothers. “Why, that’s mud dredged straight out of the ditch!”
“Yes, so it is!” said Klods-Hans. “And it’s the finest kind—you can’t hold on to it!” And he filled his pocket. But his brothers rode as fast as their horses could carry them, arriving a whole hour ahead of him, and drew up at the town gate. There the suitors were given numbers in the order they arrived and lined up in ranks of six, packed so tightly that they could not move their arms. And that was just as well, for otherwise they would have ripped the coats off one another’s backs, simply because one stood ahead of another.
All the other inhabitants of the country stood round the palace, right up to the windows, to watch the princess receive her suitors. And the moment any one of them entered the room, his gift of speech deserted him.
“No good!” said the princess. “Away!” Now in came the brother who knew the dictionary, but he had forgotten every word of it while standing in line. The floor creaked, and the ceiling was made of looking-glass, so that he saw himself upside down. At every window stood three scribes and an alderman, each writing down everything that was said, so that it could go straight into the newspaper and be sold on the street corner for two skilling. It was dreadful, and they had stoked the stove so fiercely that its barrel glowed red!
“It’s terribly hot in here!” said the suitor. “That’s because my father is roasting cockerels today!” said the princess. “Baa!” There he stood. He had not expected a reply like that, and could not think of a word to say, though he had meant to say something witty. Baa!
“No good!” said the princess. “Away!” And off he had to go. Now the second brother came in. “It’s frightfully hot in here!” he said. “Yes, we’re roasting cockerels today!” said the princess.
“What do—what?” he said, and all the scribes wrote down, “What do—what!” “No good!” said the princess. “Away!” Now in came Klods-Hans, riding his billy goat straight into the room. “Well, this is a blazing heat!” he said.
“That’s because I’m roasting cockerels!” said the princess. “How very handy!” said Klods-Hans. “Then perhaps I can have a crow roasted?” “You certainly may!” said the princess. “But have you anything to roast it in? For I have neither pot nor pan!”
“But I have!” said Klods-Hans. “Here’s a cooking pot with a tin clasp!” And he pulled out the old wooden shoe and set the crow right in the middle of it. “That’s enough for a whole meal!” said the princess. “But where shall we get the gravy?”
“I have it in my pocket!” said Klods-Hans. “I’ve got so much I can afford to spill some!” And he poured a little mud out of his pocket. “I like that!” said the princess. “You certainly have an answer ready! You can speak for yourself, and I shall have you for my husband! But do you know that every word we say, and have said, is being written down and will be in the newspaper tomorrow? At every window you can see three scribes and an old alderman, and the alderman is the worst, for he can’t understand a thing!” She said this to frighten him. And all the scribes whinnied with laughter and splashed a blot of ink on the floor.
“So these are the fine gentlemen!” said Klods-Hans. “Then I must give the alderman the best of it!” And he turned out his pockets and flung the mud in his face.
“That was neatly done!” said the princess. “I couldn’t have done that! But I shall certainly learn!” And so Klods-Hans became king, got a wife and a crown, and sat on a throne. And we have all this straight from the alderman’s newspaper—which is not to be trusted!
Izvirnik
Klods-Hans
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Ude på landet var der en gammel gård, og i den var der en gammel herremand, som havde to sønner, der var så vittige, at det halve var nok; de ville fri til kongens datter og det turde de, for hun havde ladet kundgøre at hun ville tage til mand, den, hun fandt bedst kunne tale for sig.
De to forberedte sig nu i otte dage, det var den længste tid de havde til det, men det var også nok, for de havde forkundskaber og de er nyttige. Den ene kunne udenad hele det latinske leksikon og byens avis for tre år, og det både forfra og bagfra; den anden havde gjort sig bekendt med alle lavsartiklerne og hvad hver oldermand måtte vide, så kunne han tale med om staten, mente han, dernæst forstod han også at brodere seler, for han var fin og fingernem.
"Jeg får kongedatteren!" sagde de begge to, og så gav deres fader dem hver en dejlig hest; han, som kunne leksikonet og aviserne fik en kulsort, og han, som var oldermandsklog og broderede fik en mælkehvid, og så smurte de sig i mundvigene med levertran, for at de kunne blive mere smidige. Alle tjenestefolkene var nede i gården for at se dem stige til hest; i det samme kom den tredje broder, for der var tre, men der var ingen der regnede ham med, som broder, for han havde ikke sådan lærdom som de to, og ham kaldte de bare Klods-Hans.
"Hvor skal I hen siden I er i stadstøjet?" spurgte han.
"Til hove for at snakke os kongedatteren til! Har du ikke hørt hvad trommen går om over hele landet!" Og så fortalte de ham det.
"Hille den, så må jeg nok med!" sagde Klods-Hans og brødrene lo af ham og red af sted.
"Fader, lad mig få en hest!" råbte Klods-Hans. "Jeg får sådan en lyst til at gifte mig. Ta'r hun mig, så ta'r hun mig! og ta'r hun mig ikke, så ta'r jeg hende alligevel!"
"Det er noget snak!" sagde faderen, "Dig giver jeg ingen hest. Du kan jo ikke tale! nej, brødrene det er stads-karle!"
"Må jeg ingen hest få!" sagde Klods-Hans, "så ta'r jeg gedebukken, den er min egen, og den kan godt bære mig!" og så satte han sig skrævs over gedebukken, stak sine hæle i siden på den og fór af sted hen ad landevejen. Huj! hvor det gik. "Her kommer jeg!" sagde Klods-Hans, og så sang han så at det skingrede efter.
Men brødrene red ganske stille forud; de talte ikke et ord, de måtte tænke over på alle de gode indfald, de ville komme med, for det skulle nu være så udspekuleret!
"Halehoj!" råbte Klods-Hans, "her kommer jeg! se hvad jeg fandt på landevejen!" og så viste han dem en død krage, han havde fundet!
"Klods!" sagde de, "hvad vil du med den?"
"Den vil jeg forære til kongedatteren!"
"Ja, gør du det!" sagde de, lo og red videre.
"Halehoj! her kommer jeg! se, hvad jeg nu har fundet, det finder man ikke hver dag på landevejen!"
Og brødrene vendte om igen for at se hvad det var. "Klods!" sagde de, "det er jo en gammel træsko, som overstykket er gået af! skal kongedatteren også ha' den?"
"Det skal hun!" sagde Klods-Hans; og brødrene lo og de red og de kom langt forud.
"Halehoj! her er jeg!" råbte Klods-Hans; "nej, nu bliver det værre og værre! halehoj! det er mageløst!"
"Hvad har du nu fundet!" sagde brødrene.
"Oh!" sagde Klods-Hans, "det er ikke til at tale om! hvor hun vil blive glad, kongedatteren!"
"Uh!" sagde brødrene, "det er jo pludder der er kastet lige op af grøften!"
"Ja det er det!" sagde Klods-Hans, "og det er den fineste slags, man kan ikke holde på den!" og så fyldte han lommen.
Men brødrene red alt hvad tøjet kunne holde, og så kom de en hel time forud og holdt ved byens port, og der fik frierne nummer efter som de kom, og blev sat i række, seks i hvert geled og så tæt at de ikke kunne røre armene, og det var nu meget godt, for ellers havde de sprættet rygstykkerne op på hverandre, bare fordi den ene stod foran den anden.
Alle landets øvrige indvånere stod rundt om slottet, lige op til vinduerne for at se kongedatteren tage mod frierne, og ligesom en af dem kom ind i stuen, slog talegaven klik for ham.
"Dur ikke!" sagde kongedatteren. "Væk!"
Nu kom den af brødrene, som kunne leksikonet, men det havde han rent glemt ved at stå i række, og gulvet knirkede og loftet var af spejlglas, så at han så sig selv på hovedet, og ved hvert vindue stod tre skrivere og en oldermand, der hver skrev op alt hvad der blev sagt, at det straks kunne komme i avisen og sælges for to skilling på hjørnet. Det var frygteligt, og så havde de fyret sådan i kakkelovnen, at den var rød i tromlen!
"Det er en svær varme her er herinde!" sagde frieren.
"Det er fordi min fader i dag steger hanekyllinger!" sagde kongedatteren.
"Bæh!" der stod han, den tale havde han ikke ventet; ikke et ord vidste han at sige, for noget morsomt ville han have sagt. Bæh!
"Dur ikke!" sagde kongedatteren. "Væk!" og så måtte han af sted. Nu kom den anden broder.
"Her er en forfærdelig hede!" - sagde han.
"Ja, vi steger hanekyllinger i dag!" sagde kongedatteren.
"Hvad be - hvad?" sagde han, og alle skriverne skrev hvad be - hvad!
"Dur ikke!" sagde kongedatteren. "Væk!"
Nu kom Klods-Hans, han red på gedebukken lige ind i stuen. "Det var da en gloende hede!" sagde han.
"Det er fordi jeg steger hanekyllinger!" sagde kongedatteren.
"Det var jo rart det!" sagde Klods-Hans, "så kan jeg vel få en krage stegt?"
"Det kan De meget godt!" sagde kongedatteren, "men har De noget at stege den i, for jeg har hverken potte eller pande!"
"Men det har jeg!" sagde Klods-Hans. "Her er kogetøj med tinkrampe!" og så trak han den gamle træsko frem og satte kragen midt i den.
"Det er til et helt måltid!" sagde kongedatteren, "men hvor får vi dyppelse fra!"
"Den har jeg i lommen!" sagde Klods-Hans. "Jeg har så meget jeg kan spilde af det!" og så hældte han lidt pludder af lommen.
"Det kan jeg lide!" sagde kongedatteren, "Du kan da svare! og du kan tale og dig vil jeg have til mand! men ved du, at hvert ord vi siger og har sagt, skrives op og kommer i morgen i avisen! ved hvert vindue ser du stå tre skrivere og en gammel oldermand, og oldermanden er den værste for han kan ikke forstå!" og det sagde hun nu for at gøre ham bange. Og alle skriverne vrinskede og slog en blækklat på gulvet.
"Det er nok herskabet!" sagde Klods-Hans, "så må jeg give oldermanden det bedste!" og så vendte han sine lommer og gav ham pludderet i ansigtet.
"Det var fint gjort!" sagde kongedatteren, "det kunne jeg ikke have gjort! men jeg skal nok lære det!" -
Og så blev Klods-Hans konge, fik en kone og en krone og sad på en trone, og det har vi lige ud af oldermandens avis - og den er ikke til at stole på!
Nadaljuj z branjem