Prevod
Prav pogosto se zgodi, da po nevihti hodimo mimo njive, na kateri raste ajda, in vidimo, da je vsa počrnela in ožgana; kakor da bi jo oplazil plamen. Kmet tedaj reče: »To ji je naredila strela!« Toda zakaj jo je doletelo? Povedal vam bom, kar mi je povedal vrabec, vrabec pa je to slišal od stare vrbe, ki je stala ob ajdovi njivi in tam stoji še danes. To je velika, častitljiva vrba, a grčasta in stara; po sredi je razklana in iz razpoke rastejo trava in robidove vitice. Drevo se nagiba naprej in veje mu visijo naravnost proti tlom, kakor dolgi zeleni lasje.
Na vseh njivah naokrog je raslo žito, rž, ječmen in oves, da, tisti lepi oves, ki je, ko dozori, videti kakor cela množica drobnih rumenih kanarčkov na veji. Žito je tako blagodejno uspevalo in čim težje je bilo, tem globlje se je sklanjalo v pobožni ponižnosti.
Tam pa je bila tudi njiva z ajdo, prav nasproti stari vrbi. Ajda se ni prav nič sklanjala kakor drugo žito, temveč se je ponosno in togo vzpenjala kvišku!
»Prav toliko bogastva imam kakor klas,« je govorila, »povrhu pa sem še veliko lepša; moji cvetovi so lepi kakor jablanovi, pravi užitek je gledati mene in moje cvetje! Ali poznaš koga veličastnejšega od nas, ti stara vrba?«
Vrba je pokimala, kakor da bi hotela reči: »O, pa še kako!« Toda ajda se je kar šopirila od napuha in rekla: »Neumno drevo! Tako staro je, da mu trava raste iz trebuha!«
Tedaj se je pripravila strašna nevihta; vse poljske cvetlice so zaprle svoje cvetove ali povesile nežne glavice, medtem ko je nad njimi divjal vihar; ajda pa je še vedno ponosno dvigala glavo.
»Skloni glavo kakor me!« so ji rekle cvetlice. »Tega mi pa res ni treba!« je odvrnila ajda. »Skloni glavo kakor mi!« je zaklicalo žito. »Zdaj prihaja angel viharja! Njegove peruti segajo od oblakov prav do zemlje in preklal te bo na pol, še preden ga boš utegnila prositi milosti!«
»Pa se ne bom sklonila!« je rekla ajda. »Zapri cvetove in povesi liste!« je rekla stara vrba. »Ne glej v strelo, ko se oblak razpoči; še ljudje si tega ne upajo, saj je v streli mogoče pogledati v Božja nebesa, a ta pogled lahko oslepi celo človeka. Kaj bi se šele zgodilo nam, zemeljskim rastlinam, če bi si to drznile, ko smo toliko manj vredne!«
»Toliko manj vredne!« je rekla ajda. »Zdaj pa bom nalašč pogledala v Božja nebesa!« In v svoji prevzetnosti in ošabnosti je to tudi storila. Tako se je bliskalo, da je bilo, kakor bi ves svet stal v plamenih.
Ko je nevihta minila, so cvetlice in žito stali v mirnem, čistem zraku, vsi osveženi od dežja, ajdo pa je strela ožgala, da je postala črna kakor oglje; zdaj je bila le mrtva, nekoristna rastlina na njivi.
Stara vrba je zibala veje v vetru in z njenih zelenih listov so padale debele vodne kaplje, kakor da bi drevo jokalo. Vrabci so jo vprašali: »Zakaj jokaš? Saj je tukaj tako lepo! Poglej, kako sije sonce, poglej, kako plovejo oblaki! Ali čutiš vonj cvetlic in grmovja? Zakaj jokaš, stara vrba?«
In vrba jim je pripovedovala o ajdinem ponosu, prevzetnosti in kazni! Ta vselej pride. Jaz, ki pripovedujem to zgodbo, sem jo slišal od vrabcev! Povedali so mi jo nekega večera, ko sem jih prosil za pravljico.
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
Tit og ofte, når man efter et tordenvejr går forbi en ager, hvor boghveden gror, ser man, at den er blevet ganske sort og afsvedet; det er ligesom en ildlue var gået hen over den, og bondemanden siger da: "Det har den fået af lynilden!" men hvorfor har den fået det? - Jeg skal fortælle, hvad gråspurven har sagt mig, og gråspurven har hørt det af et gammelt piletræ, der stod ved en boghvedeager og står der endnu. Det er sådant et ærværdigt stort piletræ, men runkent og gammelt, det er revnet lige midt i og der vokser græs og brombærranker ud af revnen; træet hælder forover og grenene hænger lige ned mod jorden, ligesom om de kunne være et grønt, langt hår.
På alle markerne rundt om voksede korn, både rug, byg og havre, ja den dejlige havre, der ser ud, når den er moden, ligesom en hel mængde små gule kanariefugle på en gren. Kornet stod så velsignet, og jo tungere det var des dybere bøjede det sig i from ydmyghed.
Men der var også en ager med boghvede, og den ager var lige ud for det gamle piletræ; boghveden bøjede sig slet ikke, som det andet korn, den knejste stolt og stiv!
"Jeg er vel så rig, som akset," sagde den, "jeg er desuden meget smukkere; mine blomster er skønne, som æbletræets blomster, det er en lyst at se på mig og mine! kender du nogen prægtigere end os, du gamle piletræ!"
Og piletræet nikkede med hovedet, ligesom det ville sige: "Jo det gør jeg rigtignok!" men boghveden struttede af bare hovmod og sagde: "Det dumme træ, det er så gammelt at der vokser græs i maven på det!"
Nu trak der et skrækkeligt ondt vejr op; alle markens blomster foldede deres blade, eller bøjede deres fine hoveder, mens stormen fór hen over dem; men boghveden knejsede i sin stolthed.
"Bøj dit hoved, som vi!" sagde blomsterne.
"Det behøver jeg slet ikke!" sagde boghveden.
"Bøj dit hoved, som vi!" råbte kornet! "nu kommer stormens engel flyvende! han har vinger, der når oppe fra skyerne og lige ned til jorden, og han hugger dig midt over, før du kan bede ham være dig nådig!"
"Ja men jeg vil ikke bøje mig!" sagde boghveden.
"Luk dine blomster og bøj dine blade!" sagde det gamle piletræ, "se ikke op mod lynet, når skyen brister, selv menneskene tør det ikke, thi i lynet kan man se ind i Guds himmel, men det syn kan selv gøre menneskene blinde, hvad ville der da ikke ske med os jordens vækster, vovede vi det, vi, som er langt ringere!"
"Langt ringere!" sagde boghveden. "Nu vil jeg just se ind i Guds himmel!" og den gjorde det i overmod og stolthed. Det var, som hele verden stod i ildslue, således lynede det.
Da det onde vejr siden var forbi, stod blomster og korn i den stille rene luft, så forfriskede af regnen, men boghveden var brændt kulsort i lynet, den var nu en død, unyttig urt på marken.
Og det gamle piletræ bevægede sine grene i vinden og der faldt store vanddråber fra de grønne blade, ligesom om træet græd, og spurvene spurgte: "Hvorfor græder du? her er jo så velsignet! se hvor solen skinner, se hvor skyerne går, kan du mærke den duft fra blomster og buske! hvorfor græder du, gamle piletræ!"
Og piletræet fortalte om boghvedens stolthed, overmod og straf! den følger altid. Jeg som fortæller historien har hørt den af spurvene! - de fortalte mig det en aften, da jeg bad dem om et eventyr.
