Waltey

Waltey

Štorklje

Andersenove pravljice · Hans Christian Andersen
Kupi e-knjigo Kupi tiskano izdajo

O besedilu

Štorklje

Vir
Andersenove pravljice
Avtor
Hans Christian Andersen
Jezik branja
Slovenščina
Jezik izvirnika
Dansk
Čas branja
8 min branja
Obseg
7 strani
Naslov izvirnika
Storkene

O izvirniku

Andersenove pravljice

Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.

Besedilo

Štorklje

Na zadnji hiši v majhnem mestu je bilo štorkljino gnezdo. V njem je sedela mati štorklja s svojimi štirimi mladički, ki so iztezali glavice z majhnimi črnimi kljuni, saj ti še niso postali rdeči. Malo stran je na slemenu strehe stal oče štorkljak, pokončen in tog; eno nogo je spodvil podse, da bi imel vsaj nekaj dela, ko je stal na straži. Človek bi pomislil, da je izrezljan iz lesa, tako negibno je stal. »Gotovo je videti prav imenitno, da ima moja žena ob gnezdu stražarja!« si je mislil. »Saj ne morejo vedeti, da sem njen mož; gotovo mislijo, da so mi ukazali stati tukaj. Kako postavno je to videti!« In tako je še naprej stal na eni nogi.

Spodaj na ulici se je igrala cela kopica otrok. Ko so zagledali štorklje, je eden najpogumnejših dečkov zapel staro pesmico o štorkljah, za njim pa še vsi drugi, vendar so jo peli tako, kakor se je je spominjal on:

»Štorklja, štorklja dolgonoga, leti domov, kjer je tvoj dom! Tvoja žena v gnezdu čepi, s štirimi velikimi mladiči. Prvega bodo obesili, drugega bodo prebodli, tretjega bodo sežgali, četrtega na glavo obrnili!«

»Poslušaj, kaj pojejo dečki!« so rekli mali štorklji mladiči. »Pravijo, da nas bodo obesili in sežgali!« »Za to se nikar ne menite!« je rekla mati štorklja. »Samo ne poslušajte jih, pa vam ne bo nič!«

Toda dečki so še naprej peli in s prsti kazali na štorklje. Le en deček, ki mu je bilo ime Peter, je rekel, da ni prav zasmehovati živali, in nikakor ni hotel sodelovati. Tudi mati štorklja je tolažila svoje mladičke. »Ne menite se zanje,« je rekla. »Samo poglejte, kako mirno stoji vaš oče, in to na eni nogi!«

»Tako nas je strah!« so rekli mladički in potegnili glavice globoko v gnezdo. Naslednji dan, ko so se otroci spet zbrali, da bi se igrali, so zagledali štorklje in začeli peti svojo pesmico:

»Prvega bodo obesili, drugega bodo sežgali!« »Ali nas bodo res obesili in sežgali?« so vprašali štorklji mladiči. »Seveda ne!« je rekla mati. »Naučili se boste leteti, že jaz vas bom izurila! Potem bomo odleteli na travnik in obiskali žabe. Te se nam priklanjajo v vodi in pojejo: kvak, kvak! Nato jih pojemo; to bo pravo veselje!«

»In kaj potem?« so vprašali štorklji mladiči. »Potem se zberejo vse štorklje iz vse dežele in začnejo se jesenske vojaške vaje. Takrat je treba dobro leteti, to je zelo pomembno, kajti tistega, ki ne zna leteti, general s kljunom zabode do smrti. Zato se le pridno učite, ko se začne urjenje!«

»Potem nas bodo vendarle prebodli, kakor so rekli dečki! In poslušaj, že spet pojejo!« »Poslušajte mene, ne njih,« je rekla mati štorklja. »Po velikih vajah odletimo v tople kraje, oh, tako daleč od tod, čez gore in gozdove. V Egipt odletimo, kjer stojijo trikotne kamnite hiše, ki se dvigajo v konico nad oblake. Imenujejo se piramide in so starejše, kakor si lahko predstavlja katerakoli štorklja. Tam je reka, ki prestopi bregove, da se dežela spremeni v blato. Potem hodiš po blatu in ješ žabe.«

»Oh!« so rekli vsi mladički. »Da, tam je tako lepo! Ves dan ne počneš nič drugega, samo ješ, in medtem ko nam je tako dobro, v tej deželi na drevju ni niti enega zelenega lista. Tukaj je tako mrzlo, da oblaki zmrznejo, razpadejo in padejo na tla v drobnih belih krpicah!« Mislila je na sneg, vendar jim tega ni znala jasneje razložiti.

»Ali potem tudi poredni dečki zmrznejo in razpadejo?« so vprašali štorklji mladiči. »Ne, razpadejo že ne! So pa blizu temu in morajo sedeti v temni izbi ter zdolgočaseno čemeti. Vi pa lahko letate po tuji deželi, kjer rastejo rože in toplo sije sonce!«

Minilo je že nekaj časa in mladički so bili tako veliki, da so lahko stali v gnezdu in gledali daleč naokrog. Oče štorkljak je vsak dan priletel z lepimi žabami, majhnimi belouškami in vsemi štorkljimi posladki, ki jih je lahko našel! Oh, kako zabavno je bilo videti vragolije, ki jih je zganjal pred njimi! Glavo je položil čisto nazaj na rep, s kljunom je ropotal kakor z majhno ragljo, nato pa jim je pripovedoval zgodbe, same take iz močvirja.

»Zdaj pa se morate naučiti leteti!« je nekega dne rekla mati štorklja in vsi štirje mladički so morali na sleme strehe. Oh, kako so se zibali! Kako so s krili lovili ravnotežje in bili kljub temu vsak hip na tem, da padejo dol!

»Zdaj poglejte mene!« je rekla mati. »Takole morate držati glavo! Takole postaviti noge! Ena, dve! Ena, dve! To vam bo pomagalo naprej v svet!« Nato je poletela za kratek kos, mladički pa so nerodno poskočili in bum! Že so ležali na strehi, saj so bili še pretežki v životu.

»Jaz nočem leteti!« je rekel eden od mladičkov in zlezel nazaj v gnezdo. »Nič mi ni do tega, da bi šel v tople kraje!« »Ali hočeš pozimi tukaj zmrzniti do smrti? Naj pridejo dečki in te obesijo, sežgejo in prebodejo? Zdaj jih bom poklicala!«

»Oh, ne!« je rekel štorklji mladič in spet skočil na streho kakor drugi. Tretji dan so že znali malo zares leteti in tedaj so si mislili, da lahko v zraku tudi sedejo in počivajo. Poskusili so, toda bum! Že so padali in spet so morali zamahniti s krili. Tedaj so spodaj na ulico prišli dečki in zapeli svojo pesmico:

»Štorklja, štorklja dolgonoga!« »Ali naj ne odletimo dol in jim izkljuvamo oči?« so rekli mladički. »Ne, tega nikar!« je rekla mati. »Samo mene poslušajte, to je pomembnejše! Ena, dve, tri! Zdaj zavijemo na desno! Ena, dve, tri! Zdaj na levo okrog dimnika! No, to je bilo pa zelo dobro! Zadnji zamah s krili je bil tako lep in pravilen, da boste smeli jutri z menoj v močvirje! Tja pride še več prijetnih štorkljih družin s svojimi otroki. Le glejte, da bodo moji najlepše vzgojeni, in držite se pokonci; to je lepo videti in vzbuja spoštovanje!«

»Toda ali se ne bomo maščevali porednim dečkom?« so vprašali štorklji mladiči. »Naj kričijo, kar hočejo! Vi boste vendar leteli proti oblakom in prišli v deželo piramid, medtem ko bodo oni morali prezebati in ne bodo imeli ne zelenega lista ne sladkega jabolka!«

»Da, maščevali se bomo!« so šepetali drug drugemu, nato pa so se spet urili. Med vsemi dečki na ulici ni nihče tako zavzeto prepeval posmehljive pesmice kakor prav tisti, ki jo je začel. Bil je čisto majhen, najbrž ni imel več kot šest let. Štorklji mladiči pa so mislili, da jih ima sto, saj je bil toliko večji od njihove matere in očeta, kaj pa so oni vedeli, koliko so lahko stari otroci in odrasli ljudje. Vse njihovo maščevanje naj bi zadelo tega dečka, saj je prvi začel in je tudi kar naprej nadaljeval. Štorklji mladiči so bili tako razdraženi in večji ko so postajali, manj so hoteli to prenašati. Nazadnje jim je morala mati obljubiti, da se bodo lahko maščevali, vendar šele zadnji dan pred odhodom iz dežele.

»Najprej moramo vendar videti, kako se boste odrezali na velikih vajah! Če se vam slabo izteče in vam general zarine kljun v prsi, bodo imeli dečki navsezadnje prav, vsaj po svoje! Bomo že videli!«

»Da, boš že videla!« so rekli mladički in se potem še posebej trudili. Vsak dan so vadili in leteli tako lepo in lahkotno, da jih je bilo veselje gledati. Prišla je jesen in vse štorklje so se začele zbirati, da bi odletele v tople kraje, kjer bodo ostale, medtem ko bo pri nas zima. To so bile vaje! Leteti so morale čez gozdove in mesta, samo da bi se pokazalo, kako dobro znajo leteti, saj jih je čakalo dolgo potovanje. Štorklji mladiči so se odrezali tako lepo, da so dobili oceno odlično z žabo in kačo. To je bila najboljša ocena od vseh, žabo in kačo pa so lahko pojedli, kar so tudi storili.

»Zdaj se bomo maščevali!« so rekli. »Seveda!« je rekla mati štorklja. »To, kar sem si zamislila, bo ravno prav! Vem, kje je tisti ribnik, v katerem ležijo vsi majhni človeški otroci, dokler jih štorklja ne pride iskat in jih odnese staršem. Ljubki otročički spijo in sanjajo tako lepo, kakor ne bodo sanjali nikoli več. Vsi starši si želijo takega otročička in vsi otroci si želijo sestrico ali bratca. Zdaj bomo odleteli k ribniku in prinesli po enega vsakemu otroku, ki ni pel hudobne pesmice in se ni norčeval iz štorkelj. Tisti, ki so jo peli, pa ne bodo dobili nobenega!«

»Kaj pa tisti, ki je začel peti, tisti hudobni, zoprni deček?« so zavpili mladi štorklji mladiči. »Kaj bomo naredili njemu?« »V ribniku leži majhen mrtev otrok; sanjal je, dokler ni umrl. Tega mu bomo odnesli, pa bo moral jokati, ker smo mu prinesli mrtvega bratca. Toda na dobrega dečka menda niste pozabili, na tistega, ki je rekel: Ni prav zasmehovati živali! Njemu bomo prinesli bratca in sestrico. In ker je temu dečku ime Peter, se boste tudi vi vsi imenovali Peter!«

In zgodilo se je tako, kakor je rekla, in odtlej je bilo vsem štorkljam ime Peter; tako jim pravijo še danes.

Izvirnik

Storkene

Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.

Eventyr af Hans Christian Andersen

På det sidste hus i en lille by stod der en storkerede. Storkemoderen sad i reden hos sine fire små unger, der stak hovedet frem med det lille sorte næb, for det var ikke blevet rødt endnu. Et lille stykke derfra på tagryggen stod så strunk og stiv storkefaderen, han havde trukket det ene ben op under sig, for dog at have nogen ulejlighed, idet han stod skildvagt. Man skulle tro, han var hugget ud af træ, så stille stod han; "det ser vist nok så fornemt ud, at min kone har en skildvagt ved reden!" tænkte han, "de kan jo ikke vide, at jeg er hendes mand, de tror vist, jeg er kommanderet til at stå her. Det ser så raskt ud!" og så blev han ved at stå på det ene ben.

Nede på gaden legede en hel flok børn, og da de så storkene, så sang en af de modigste drenge, og siden de alle sammen, det gamle vers om storkene, men de sang det nu, som han kunne huske det:

"Storke, storke steje

Flyv hjem til dit eje!

Din kone ligger i reden sin

Med fire store unger.

Den ene skal hænges,

Den anden skal stænges,

Den tredje skal brændes,

Den fjerde endevendes!"

"Hør dog hvad drengene synger!" sagde de små storkeunger, "de siger vi skal hænges og brændes!"

"Det skal I ikke bryde jer om!" sagde storkemoderen; "hør bare ikke efter, så gør det ikke noget!"

Men drengene blev ved at synge, og de pegede fingre af storkene; kun én dreng, han hed Peter, sagde, at det var synd at gøre nar af dyrene, og ville slet ikke være med. Storkemoderen trøstede også sine unger; "bryd jer ikke derom," sagde hun, "se bare, hvor rolig jer fader står, og det på ét ben!"

"Vi er så angst!" sagde ungerne, og trak hovederne dybt ned i reden.

Næste dag, da børnene kom sammen igen for at lege, og de så storkene, begyndte de deres vise:

"Den ene skal hænges,

Den anden skal brændes! –"

"Skal vi vel hænges og brændes?" spurgte storkeungerne.

"Nej vist ikke!" sagde moderen, "I skal lære at flyve, jeg skal nok eksercere jer! så tager vi ud på engen og gør visit hos frøerne, de nejer i vandet for os, de synger 'koaks, koaks!' og så spiser vi dem op, det kan rigtig blive en fornøjelse!"

"Og hvad så!" spurgte storkeungerne.

"Så samles alle de storke, her er i hele landet, og så begynder høstmanøvren, da må man flyve godt, det er af stor vigtighed, thi den som ikke kan flyve, stikker generalen ihjel med sit næb; derfor pas vel på at lære noget, når eksercitsen begynder!"

"Så bliver vi jo dog stænget, som drengene sagde! og hør, nu synger de det igen!"

"Hør på mig og ikke på dem," sagde storkemoderen. "Efter den store manøvre flyver vi til de varme lande, oh, så langt herfra, over bjerge og skove. Til Ægypten flyver vi, hvor der er trekantede stenhuse, der går i en spids op over skyerne, de kaldes pyramider og er ældre end nogen stork kan tænke sig. Der er en flod, som løber over, så landet bliver til mudder. Man går i mudder og spiser frøer."

"Oh!" sagde alle ungerne.

"Ja! der er så dejligt! man gør ikke andet end spise hele dagen, og imens vi har det så godt, er i dette land ikke et grønt blad på træerne; her er så koldt, så skyerne fryser i stykker og falder ned i små hvide lapper!" det var sneen, hun mente, men hun kunne jo ikke forklare det tydeligere.

"Fryser så også de uartige drenge i stykker?" spurgte storkeungerne.

"Nej, i stykker fryser de ikke! men de er nær ved det og må sidde inde i den mørke stue og kukkelure; I kan derimod flyve om i fremmed land, hvor der er blomster og varmt solskin!"

Nu var der allerede gået nogen tid, og ungerne var så store, at de kunne stå op i reden og se vidt omkring, og storkefaderen kom flyvende hver dag med pæne frøer, små snoge og alt det storkeslikkeri, han kunne finde! oh, det så morsomt ud, hvor han gjorde kunster for dem. Hovedet lagde han lige om på halen, næbbet knebrede han med, som var det en lille skralde, og så fortalte han dem historier, alle sammen fra sumpen.

"Hør nu må I lære at flyve!" sagde en dag storkemoderen, og så måtte alle fire unger ud på tagryggen, oh hvor de dinglede! hvor de balancerede med vingerne, og var dog færdig ved at falde ned!

"Se nu på mig!" sagde moderen, "sådan skal I holde hovedet! sådan skal I sætte benene! én to! én to! det er det, som skal hjælpe jer frem i verden!" så fløj hun et lille stykke, og ungerne, de gjorde et lille kluntet hop, bums! der lå de, for de var tunge i livet.

"Jeg vil ikke flyve!" sagde den ene unge, og krøb op i reden igen, "jeg bryder mig ikke om at komme til de varme lande!"

"Vil du da fryse ihjel her, når det bliver vinter! skal drengene komme og hænge og brænde og stænge dig? nu kalder jeg på dem!"

"Oh nej!" sagde storkeungen, og så hoppede den igen på taget ligesom de andre, den tredje dag kunne de ordentlig flyve lidt, og så troede de, at de kunne også sidde og hvile på luften; det ville de, men bums! der dumpede de, så måtte de til at røre vingerne igen. Nu kom drengene nede på gaden og sang deres vise:

"Storke, storke steje!"

"Skal vi ikke flyve ned og hugge deres øjne ud?" sagde ungerne.

"Nej lad være med det!" sagde moderen, "hør bare efter mig, det er vigtigere! én, to, tre! nu flyver vi højre om! én to, tre! nu venstre om skorstenen! – se det var meget godt! det sidste slag med vingerne var så nydeligt og rigtigt, at I skal få lov at komme i sumpen med mig i morgen! der kommer flere nette storkefamilier med deres børn, lad mig nu se, at mine er de pæneste, og så at I knejser, det ser godt ud, og det giver anseelse!"

"Men skal vi da ikke have hævn over de uartige drenge?" spurgte storkeungerne.

"Lad dem skrige hvad de vil! I flyver dog mod skyerne, kommer til pyramidernes land, når de må fryse og ikke har et grønt blad eller et sødt æble!"

"Ja hævnes vil vi!" hviskede de til hinanden, og så blev der igen ekserceret.

Af alle drengene på gaden var ingen værre til at synge spottevisen, end just han, som havde begyndt, og det var en ganske lille en, han var nok ikke mere end seks år; storkeungerne troede rigtignok, at han var hundrede år; for han var jo så meget større end deres moder og fader, og hvad vidste de om, hvor gamle børn og store mennesker kunne være. Hele deres hævn skulle gå ud over den dreng, han havde jo først begyndt, og han blev altid ved: Storkeungerne var så irriterede, og alt som de blev større, ville de mindre tåle det; moderen måtte til sidst love dem, at de nok skulle få hævn, men hun ville ikke tage den, før på den sidste dag, de var i landet.

"Vi må jo først se, hvorledes I bærer jer ad ved den store manøvre! kommer I galt fra det, så generalen jager jer næbbet i brystet, så har jo drengene dog ret, i det mindste på en måde! lad os nu se!"

"Ja det skal du!" sagde ungerne, og så gjorde de sig just umage; de øvede sig hver dag, og fløj så nydeligt og let, så det var en lyst.

Nu kom høsten, alle storkene begyndte at samles for at flyve bort til de varme lande, mens vi har vinter. Det var en manøvre! over skov og byer måtte de, bare for at se, hvor godt de kunne flyve, det var jo en stor rejse, som forestod. Storkeungerne gjorde deres ting så nydeligt, at de fik udmærket godt med frø og slange. Det var den allerbedste karakter, og frøen og slangen kunne de spise, det gjorde de også.

"Nu skal vi hævnes!" sagde de.

"Ja vist!" sagde storkemoderen. "Hvad jeg havde udtænkt, det er just det rigtige! jeg ved, hvor den dam er, hvor alle de små menneskebørn ligger, til storken kommer og henter dem til forældrene. De nydelige små børn sover og drømmer så dejligt, som de aldrig siden kommer til at drømme. Alle forældre vil gerne have sådant et lille barn, og alle børn vil have en søster eller broder. Nu vil vi flyve hen til dammen, hente en til hver af de børn, som ikke har sunget den onde vise og gjort nar af storkene, for de børn skal slet ingen have!"

"Men han, som begyndte med at synge, den slemme, hæslige dreng!" skreg de unge storke, "hvad gør vi ved ham?"

"Der ligger i dammen et lille dødt barn, det har drømt sig ihjel, det vil vi tage til ham, så må han græde, fordi vi har bragt ham en død lille broder, men den gode dreng, ham har I dog ikke glemt, han som sagde: 'Det er synd at gøre nar af dyrene!' ham vil vi bringe både en broder og en søster, og da den dreng hed Peter, så skal I også alle sammen kaldes Peter!"

Og det skete hvad hun sagde, og så hed alle storkene Peter, og det kaldes de endnu.