Waltey
Škrat pri trgovcu
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Škrat pri trgovcu
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 6 min branja
- Obseg
- 5 strani
- Naslov izvirnika
- Nissen hos spækhøkeren
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Škrat pri trgovcu
Živel je pravi študent, stanoval je v podstrešni sobici in ni imel ničesar; živel je tudi pravi trgovec z živili, stanoval je v pritličju in imel v lasti vso hišo. In škrat se je držal njega, saj je pri njem vsak božični večer dobil skledo kaše z veliko kepo masla! To si je trgovec lahko privoščil; škrat je ostajal v prodajalni in se tam marsičesa naučil.
Nekega večera je študent prišel skozi zadnja vrata, da bi si kupil svečo in sir; nikogar ni imel, ki bi ga lahko poslal, zato je prišel sam. Dobil je, kar je želel, plačal, trgovec in njegova žena pa sta mu pokimala za »dober večer«. In ta žena je znala še kaj več kot kimati, dar govora je imela! Študent je pokimal nazaj, potem pa obstal sredi branja lista papirja, v katerega je bil zavit sir. Bil je list, iztrgan iz stare knjige, ki je ne bi smeli trgati, stare knjige, polne poezije.
»Še več je je tamle!« je rekel trgovec. »Neki starki sem dal zanjo nekaj kavnih zrn; če mi daste osem skilingov, dobite še preostanek!«
»Hvala,« je rekel študent, »dajte mi jo namesto sira! Kruh z maslom lahko jem tudi brez njega! Greh bi bil, če bi vso to knjigo raztrgali na koščke. Vi ste izvrsten človek, praktičen človek, toda na poezijo se ne spoznate nič bolj kot tale čeber!«
To je bilo nevljudno, zlasti do čebra, toda trgovec se je zasmejal in študent tudi, saj je bilo rečeno nekako v šali. Škrat pa je bil ogorčen, da si kdo drzne kaj takega reči trgovcu, ki je hišni gospodar in prodaja najboljše maslo.
Ko se je znočilo, ko je bila prodajalna zaprta in so vsi razen študenta že legli, je škrat stopil k trgovčevi ženi in ji vzel jezik; med spanjem ga tako ali tako ni uporabljala. In kateremu koli predmetu v prostoru ga je pritaknil, je ta dobil dar govora in je lahko izražal svoje misli in občutke prav tako dobro kot ona. Vendar ga je lahko dobil le eden naenkrat, kar je bila prava sreča, sicer bi vsi govorili drug čez drugega.
Škrat je pritaknil jezik čebru, v katerem so ležali stari časopisi. »Ali je res,« ga je vprašal, »da ne veste, kaj je poezija?« »Seveda vem,« je rekel čeber. »To je tisto, kar je natisnjeno na spodnjem delu časopisnih strani in se izrezuje! Mislim, da je imam v sebi več kakor študent, pa sem v primerjavi s trgovcem le ubog čeber!«
Potem je škrat pritaknil jezik kavnemu mlinčku; joj, kako je ta zabrnel! Pa sodčku z maslom in predalu za denar; vsi so bili istega mnenja kot čeber, in kar misli večina, je treba spoštovati.
»Zdaj jih bo pa študent slišal!« In škrat se je čisto tiho povzpel po kuhinjskem stopnišču do podstrešne sobice, kjer je stanoval študent. V njej je gorela luč in škrat je pogledal skozi ključavnico ter videl, da študent bere razcapano knjigo iz prodajalne. Toda kako svetlo je bilo v sobi! Iz knjige je žarel jasen žarek, ki se je spreminjal v deblo, v mogočno drevo, ki se je dvigalo visoko in razprostiralo veje daleč nad študentom. Vsak list je bil tako svež in vsak cvet je bil prelepa dekliška glavica, nekatere z očmi, tako temnimi in žarečimi, druge s tako modrimi in čudovito jasnimi. Vsak sadež je bil sijoča zvezda, in vse je prepevalo in zvenelo tako čudovito lepo!
Ne, take krasote si mali škrat še nikoli ni niti predstavljal, kaj šele videl in občutil. Stal je na prstih ter gledal in gledal, dokler luč v sobi ni ugasnila; študent je najbrž upihnil svetilko in legel, toda mali škrat je še kar stal tam, saj je pesem še vedno zvenela tako mehko in lepo, nežna uspavanka za študenta, ki se je odpravljal k počitku.
»Tu je neprimerljivo lepo!« je rekel mali škrat. »Tega nisem pričakoval! Mislim, da bom ostal pri študentu!« In je premišljeval, trezno premišljeval, potem pa vzdihnil: »Študent nima kaše!« In je šel, da, spet je šel dol k trgovcu. Še dobro, da je prišel, kajti čeber je skoraj do kraja izrabil ženin jezik, ko je z enega konca povedal vse, kar je bilo v njem, in se je ravno nameraval obrniti, da bi isto ponovil še z drugega konca, ko je škrat prišel, vzel jezik in ga vrnil ženi. Toda odtlej je vsa prodajalna, od predala za denar do trsk za kurjavo, mislila tako kot čeber; tako so ga cenili in mu pripisovali tolikšno modrost, da so pozneje, ko je trgovec zvečer iz svojega časopisa bral »Umetnostne in gledališke ocene«, verjeli, da vse to prihaja od čebra.
Mali škrat pa ni več mirno sedel in poslušal vse tiste modrosti in učenosti tam spodaj. Ne, brž ko je iz podstrešne sobice posijala luč, je bilo, kakor da so njeni žarki močne sidrne vrvi, ki ga vlečejo navzgor. Moral je oditi in pogledati skozi ključavnico, in tam ga je obdajala veličina, kakršno občutimo ob razburkanem morju, kadar se Bog v viharju sprehaja po njem. Planil je v jok in še sam ni vedel, zakaj joka, toda v tem joku je bilo nekaj tako blaženega! Kako neprimerljivo lepo bi moralo biti sedeti s študentom pod tistim drevesom, vendar to ni bilo mogoče; zadovoljen je bil že s ključavnico. Še vedno je stal na hladnem hodniku, ko je skozi podstrešno lino zapihal jesenski veter, in bilo je mrzlo, tako mrzlo, toda mali škrat je to občutil šele, ko je luč v podstrešni sobici ugasnila in so toni zamrli v vetru. Brr! Tedaj ga je zazeblo in spet se je splazil dol v svoj topli kotiček; tam je bilo udobno in prijetno! In ko je prišla božična kaša z veliko kepo masla, da, tedaj je bil trgovec pravi mojster!
Sredi noči pa je škrata prebudilo strašno ropotanje po okenskih polknih; ljudje zunaj so razbijali po njih, nočni čuvaj je piskal, izbruhnil je velik požar; vsa ulica je žarela v soju plamenov. Ali gori v tej hiši ali pri sosedu? Kje? Kakšna groza! Trgovčeva žena je bila tako zmedena, da je snela zlate uhane in jih spravila v žep, da bi rešila vsaj nekaj; trgovec je stekel po svoje obveznice, služkinja pa po svileno mantiljo, ki si jo je bila lahko privoščila. Vsak je hotel rešiti tisto, kar mu je bilo najdragocenejše, in mali škrat prav tako. V nekaj skokih je bil po stopnicah pri študentu, ki je povsem mirno stal ob odprtem oknu in gledal požar na dvorišču nasprotne hiše. Mali škrat je z mize pograbil čudovito knjigo, jo vtaknil v svojo rdečo čepico in jo držal z obema rokama; najdragocenejši zaklad v hiši je bil rešen! Nato je švignil proč, na streho in prav na dimnik. Tam je sedel, osvetljen od goreče hiše nasproti, in z obema rokama držal rdečo čepico, v kateri je bil zaklad. Zdaj je vedel, kam ga vleče srce in komu v resnici pripada. Toda ko so ogenj pogasili in se je pomiril, je rekel: »Razdelil se bom med oba! Trgovca ne morem povsem zapustiti zaradi kaše!«
In to je bilo čisto človeško! Tudi mi drugi hodimo k trgovcu — zaradi kaše.
Izvirnik
Nissen hos spækhøkeren
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Der var en rigtig student, han boede på kvisten og ejede ingenting; der var en rigtig spækhøker, han boede i stuen og ejede hele huset, og ham holdt nissen sig til, for her fik han hver juleaften et fad grød med en stor klump smør i! det kunne spækhøkeren give; og nissen blev i butikken og det var meget lærerigt.
En aften kom studenten ind fra bagdøren for selv at købe sig lys og ost; han havde ingen at sende, og så gik han selv; han fik hvad han forlangte, han betalte det og der blev nikket "god aften" af spækhøkeren og af madammen, og det var en kone, som kunne mere, end nikke, hun havde talegaver! – og studenten nikkede igen og blev så stående midt i læsningen af det blad papir, der var lagt om osten. Det var et blad, revet ud af en gammel bog, der ikke burde rives i stykker, en gammel bog, fuld af poesi.
"Der ligger mere af den!" sagde spækhøkeren, "jeg gav en gammel kone nogle kaffebønner for den; vil De give mig otte skilling, skal De have resten!"
"Tak," sagde studenten, "lad mig få den i stedet for osten! jeg kan spise smørrebrødet bart! syndigt var det, om hele den bog skulle rives i stumper og stykker. De er en prægtig mand, en praktisk mand, men poesi forstår De dem ikke mere på, end den bøtte!"
Og det var uartigt sagt, især mod bøtten, men spækhøkeren lo og studenten lo, det var jo sagt sådan i en slags spøg. Men nissen ærgrede sig, at man turde sige sligt til en spækhøker, der var husvært og solgte det bedste smør.
Da det blev nat, butikken lukket og alle tilsengs, på studenten nær, gik nissen ind og tog madammens mundlæder, det brugte hun ikke når hun sov, og hvor i stuen han satte det på nogensomhelst genstand, der fik den mål og mæle, kunne udtale sine tanker og følelser lige så godt, som madammen, men kun en ad gangen kunne få det, og det var en velgerning, for ellers havde de jo talt hverandre i munden.
Og nissen satte mundlæderet på bøtten, hvori de gamle aviser lå: "Er det virkeligt sandt," spurgte han, "at De ikke ved, hvad poesi er?"
"Jo, det ved jeg," sagde bøtten, "det er sådant noget, som står på nederdelen af aviserne og klippes ud! jeg skulle tro, at jeg har mere af det indeni mig, end studenten, og jeg er kun en ringe bøtte imod spækhøkeren!"
Og nissen satte mundlæderet på kaffemøllen, nej, hvor den gik! og han satte det på smørfjerdingen og pengeskuffen; – alle var de af mening, som bøtten, og hvad de fleste er enige om, det må man respektere.
"Nu skal studenten få!" og så gik nissen ganske sagte ad køkkentrappen op til kvisten, hvor studenten boede. Der var lys derinde, og nissen kiggede gennem nøglehullet og så, at studenten læste i den pjaltede bog nedefra. Men, hvor der var lyst derinde! der stod ud af bogen en klar stråle, der blev til en stamme, til et mægtigt træ, som løftede sig så højt og bredte sine grene vidt ud over studenten. Hvert blad var så friskt og hver blomst var et dejligt pigehoved, nogle med øjne så mørke og strålende, andre så blå og forunderlige klare. Hver frugt var en skinnende stjerne, og så sang og klang det vidunderligt dejligt!
Nej, sådan herlighed havde den lille nisse aldrig tænkt sig, endsige set og fornummet. Og så blev han stående på tåspidserne, kiggede og kiggede, til lyset derinde slukkedes; studenten blæste nok sin lampe ud og gik til sengs, men den lille nisse stod der alligevel, thi sangen klang endnu så blød og dejlig, en yndig vuggevise for studenten, der lagde sig til ro.
"Her er mageløst!" sagde den lille nisse, "det havde jeg ikke ventet! – Jeg tror, at jeg vil blive hos studenten –!" – og han tænkte – og tænkte fornuftigt, og så sukkede han: "Studenten har ingen grød!" – og så gik han – ja, så gik han ned igen til spækhøkeren; – og det var godt han kom, for bøtten havde næsten forbrugt alt madammens mundlæder, ved at udtale fra en led alt hvad den rummede i sig, og nu var den lige i begreb med at vende sig, for at give det samme igen fra den anden led, da nissen kom og tog mundlæderet igen til madammen; men hele butikken, fra pengeskuffen til pindebrændet havde fra den tid mening efter bøtten, og de agtede den i en sådan grad, og tiltroede den så meget, at når spækhøkeren siden efter læste "Kunst- og teateranmeldelser" af sin "Tidende," den om aftnen, så troede de, at det kom fra bøtten.
Men den lille nisse sad ikke længere rolig og lyttede til al den visdom og forstand dernede, nej så snart at lyset skinnede fra kvistkammeret, så var det ligesom om strålerne var stærke ankertove, der drog ham derop, og han måtte af sted og kigge ind af nøglehullet, og der ombruste ham da en storhed, som den vi føler ved det rullende hav, når Gud i stormen går hen over det, og han brast i gråd, han vidste ikke selv, hvorfor han græd, men der var i denne gråd noget så velsignet! – Hvor det måtte være mageløst dejligt, at sidde med studenten under det træ, men det kunne ikke ske, – han var glad ved nøglehullet. Der stod han endnu på den kolde gang, da efterårsvinden blæste ned fra loftslugen og det var så koldt, så koldt, men det følte den lille først, når lyset slukkedes inde på tagkammeret, og tonerne døde hen for vinden. Hu! så frøs han og krøb ned igen i sin lune krog; der var mageligt og behageligt! – Og da julegrøden kom med en stor klump smør, – ja, så var spækhøkeren mester!
Men midt om natten vågnede nissen ved et frygteligt rabalder på vinduesskodderne, folk udenfor dundrede på; vægteren peb, der var stor ildløs; hele gaden stod i lysende lue. Var det her i huset eller hos naboens? Hvor? Det var en forfærdelse! spækhøkermadammen blev så befippet, at hun tog sine guld-ørenringe af ørene og puttede dem i lommen, for dog at redde noget, spækhøkeren løb efter sine obligationer og tjenestepigen efter sin silkemantille, den havde hun råd til; hver ville redde det bedste og det ville også den lille nisse, og i et par spring var han oppe ad trappen og inde hos studenten, som stod ganske rolig ved det åbne vindue og så ud på ilden, der var i genboens gård. Den lille nisse greb på bordet den vidunderlige bog, puttede den i sin røde hue og holdt på den med begge hænder, husets bedste skat var frelst! og så fór han af sted, helt ud på taget, helt op på skorstenen og der sad han belyst af det brændende hus lige overfor og holdt med begge hænder på sin røde hue, hvori skatten lå. Nu kendte han sit hjertelag, hvem han egentlig hørte til; men da så ilden var slukket og han blev besindig, – ja: "jeg vil dele mig imellem dem!" sagde han: "jeg kan ikke rent slippe spækhøkeren for grødens skyld!"
Og det var ganske menneskeligt! – Vi andre går også til spækhøkeren – for grøden.
Nadaljuj z branjem
