Waltey

Waltey

Velika morska kača

Andersenove pravljice · Hans Christian Andersen
Kupi e-knjigo Kupi tiskano izdajo

O besedilu

Velika morska kača

Vir
Andersenove pravljice
Avtor
Hans Christian Andersen
Jezik branja
English
Jezik izvirnika
Dansk
Čas branja
18 min branja
Obseg
14 strani
Naslov izvirnika
Den store søslange

O izvirniku

Andersenove pravljice

Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.

Besedilo

Velika morska kača

There was once a little sea fish of good family; I cannot remember its name, so the learned must tell you that. The little fish had eighteen hundred brothers and sisters, all the same age. They knew neither their father nor their mother, and had to fend for themselves at once and swim about, but that was a great pleasure. They had plenty of water to drink—the whole world’s ocean. As for food, they never gave it a thought; it would come along. Each would follow its own fancy, each would have its own story—though none of them thought about that either.

The sun shone down into the water, lighting up everything around them. It was so clear, a world of the most wonderful creatures, some of them terribly big, with enormous mouths that could swallow all eighteen hundred brothers and sisters. But they never thought about that either, for none of them had yet been swallowed.

The little fish swam together, close beside one another, as herrings and mackerel do. But just as they were swimming along so happily, thinking of nothing at all, a long, heavy thing came sinking down from above with a dreadful noise, right into their midst, and there seemed to be no end to it. Farther and farther it stretched, and every little fish it struck was crushed or dealt a blow from which it could never recover. All the little fish, and the big ones too, from the very surface of the sea down to its bottom, darted aside in terror. The heavy, mighty thing sank deeper and deeper, stretching farther and farther, for miles upon miles, through the whole sea.

Fish and snails, everything that swam, everything that crawled or drifted with the currents, became aware of this terrible thing, this immense, unknown sea eel that had suddenly descended from above.

What could it be? Well, we know! It was the great telegraph cable, miles and miles long, which men were laying between Europe and America. What a fright there was, what a commotion among the sea’s rightful inhabitants wherever the cable sank! The flying fish shot up above the surface as high as it could; even the gurnard sped a whole gunshot’s distance over the water, for that is something it can do. Other fish made for the seabed, racing so fast that they arrived long before the telegraph cable was even in sight down there. They frightened both cod and flounder, who were going peacefully about in the depths, eating their fellow creatures.

A couple of sea cucumbers were so frightened that they spat out their stomachs, yet went on living, for that is something they can do. Many lobsters and edible crabs scrambled out of their fine armour and had to leave their legs behind.

In all this terror and confusion, the eighteen hundred brothers and sisters were separated, never to meet again—or, if they did, they did not know one another. Only half a score remained in the same place, and after keeping still for a couple of hours, they got over their first fright and began to grow curious.

They looked around, they looked up and down, and there in the depths they thought they could make out the terrible thing that had frightened them, frightened great and small alike. It lay across the seabed as far as they could see. It was very thin, but then they did not know how thick it could make itself, or how strong it was. It lay quite still, but that, they thought, might be cunning.

“Let it lie where it is! It’s no concern of ours!” said the most cautious of the little fish. But the very smallest would not give up trying to discover what the thing could be. It had come down from above, so surely above was the best place to find out about it. And up they swam towards the surface of the sea. The weather was perfectly calm.

There they met a dolphin, one of those lively fellows, a rover of the sea that can turn somersaults along its surface. It had eyes to see with, and surely it must have seen something and know all about it. They asked, but it had been thinking only of itself and its somersaults, had seen nothing, and did not know what to answer. So it said nothing and looked proud.

Next they turned to a seal that was just diving down. It was more polite, though it ate little fish; today, however, it had had its fill. It knew a little more than the leaping fish.

“Many a night I have lain on a wet rock and looked towards the shore, miles from here. There are cunning creatures there, called humans in their own language. They hunt us, but usually we manage to slip away from them. I have learnt that trick, and so has this sea eel you are asking about. It was in their power, up on dry land, no doubt for ages and ages. From there they carried it aboard a ship to take it across the sea to another distant country. I saw what trouble they had, but they could handle it, for it had grown weak on land. They laid it in rings and coils; I heard it clinking and clanking as they laid it down. But it got away from them after all, escaped out here. They held on with all their might, many hands clung fast, but it slipped away and reached the bottom. There it lies, I imagine, for the time being!”

“It is rather thin!” said the little fish. “They have starved it!” said the seal. “But it will soon recover and regain its old size and thickness. I suppose it is the great sea serpent that humans are so afraid of and talk about so much. I had never seen it before and never believed in it; now I believe that is what it is!” And down the seal dived.

“How much he knew! How much he had to say!” said the little fish. “I have never known so much before!—If only it isn’t all lies!” “We can swim down and investigate!” said the smallest. “On the way we can hear what the others think!”

“I am not stirring a fin just to find something out!” said the others, and turned away. “But I am!” said the smallest, and set off down into the deep water. Yet it was a long way from the place where “the long, sunken thing” lay. The little fish looked and searched in every direction as it made its way down into the depths.

Never before had it felt its world to be so vast. The herrings travelled in great shoals, gleaming like a gigantic boat of silver; the mackerel kept together too, and looked even more splendid. Fish appeared in every shape, patterned in every colour; jellyfish, like half-transparent flowers, let themselves be carried and guided by the currents. Great plants grew from the seabed, grass a fathom high and trees shaped like palms, every leaf studded with shining shellfish.

At last the little sea fish caught sight of a long, dark streak below and steered towards it. But it was neither fish nor cable; it was the railing of a great sunken vessel, whose upper and lower decks had been broken apart by the pressure of the sea. The little fish swam into the interior, from which the many people who had perished when the ship sank had now been washed away—all but two. A young woman lay stretched out with a little child in her arms. The water buoyed them up and seemed to rock them; they appeared to be asleep. The little fish was quite frightened, not knowing that they could never wake again. Water plants hung like foliage over the railing, above the two beautiful bodies of mother and child. It was so still, so lonely. The little fish hurried away as fast as it could, out to where the water was more brightly lit and there were fish to be seen. It had not gone far when it met a young whale, so terribly big.

“Don’t swallow me!” said the little fish. “I am not even a mouthful, I am so small, and being alive is a great pleasure to me!” “What are you doing down here, so deep, where your kind never comes?” asked the whale. And the little fish told it about the long, extraordinary eel, or whatever the thing might be, that had sunk down from above and frightened even the bravest creatures in the sea.

“Ho, ho!” said the whale, drawing in water so violently that it would have to send up a mighty spout when it rose to breathe. “Ho, ho!” it said. “So that was the thing that tickled my back as I turned over! I thought it was a ship’s mast I could use to scratch myself! But it wasn’t here. No, that thing lies much farther out. Still, I shall go and investigate; I have nothing else to do!”

And it swam on, with the little fish following, though not too closely, for something like a rushing current arose wherever the great whale sped through the water.

They met a shark and an old sawfish. Those two had also heard about the strange sea eel, so long and so thin. They had not seen it, but they meant to.

Now a wolffish came along. “I’ll come too!” he said, for he was going the same way. “If the great sea serpent is no thicker than an anchor cable, I shall bite it through at one snap!” And he opened his jaws and showed his six rows of teeth. “I can bite a mark in a ship’s anchor; surely I can bite through that stalk!”

“There it is!” said the great whale. “I can see it!” He thought he could see better than the others. “Look how it rises, look how it sways and twists and curls!”

But it was not the thing at all; it was an enormously large sea eel, several yards long, coming towards them. “I have seen that one before!” said the sawfish. “It has never made much of a stir in the sea, or frightened any big fish!”

Then they told it about the new eel and asked whether it would join their expedition. “If that eel is longer than I am,” said the sea eel, “it will be the worse for it!”

“So it will!” said the others. “There are enough of us to put up with no nonsense from it!” And they hurried on. But just then something came straight into their path, a strange monster, bigger than all of them put together.

It looked like a floating island that could not keep itself afloat. It was an ancient whale. Sea plants had overgrown its head, and its back was covered with creeping creatures and such countless oysters and mussels that its black skin was quite speckled with white.

“Come along, old fellow!” they said. “A new fish has arrived, and we won’t stand for it.” “I would rather lie where I am!” said the old whale. “Leave me in peace! Let me lie! Oh dear, dear, dear! I am suffering from a dreadful illness! My only relief is to reach the surface and get my back above the water. Then the big, kindly seabirds come and pick at me, and it feels so good, as long as they do not drive their beaks too deep; they often go straight into my blubber. Just look! There is still a bird’s whole skeleton stuck in my back. It dug its claws in too deep and could not get free when I went down to the bottom. Now the little fish have picked it clean. Look at the state it is in, and the state I am in! I am ill!”

“It is all in your imagination!” said the shark. “I am never ill. No fish is ever ill!” “Beg your pardon!” said the old whale. “The eel has a skin disease, the carp is said to get smallpox, and we all have worms in our insides!”

“Nonsense!” said the shark. He could not be bothered to listen any longer, nor could the others; they had other matters to attend to. At last they reached the place where the telegraph cable lay. It has a long bed on the ocean floor, from Europe to America, across sandbanks and sea mud, rocky ground and tangled vegetation, whole forests of coral. Down there the currents shift, whirlpools turn, and fish swarm forth in shoals greater than the countless flocks of birds that humans see at migration time. There is a stirring, a splashing, a humming, a rushing. A little of that rushing still haunts the great empty seashells when we hold them to our ears.

Now they had reached the place. “There lies the beast!” said the big fish, and the little one said so too. They could see the cable, whose beginning and end vanished beyond their sight.

Sponges, polyps, and sea fans swayed up from the seabed, dipping and bending over it, so that it was hidden one moment and visible the next. Sea urchins, snails, and worms moved around it; gigantic spiders, carrying a whole crew of creeping creatures, strode along the cable. Dark-blue sea cucumbers, or whatever those creatures are called that eat with their whole bodies, lay as though sniffing at the new animal that had settled on the seabed. Flounder and cod turned in the water to listen from every side. The starfish, which always burrows into the mud with only its two long eyestalks sticking out, lay staring to see what would come of all this commotion.

The telegraph cable lay motionless. Yet there was life and thought within it; human thoughts were passing through it. “That thing is crafty!” said the whale. “It is quite capable of striking me in the belly, and that happens to be my tender spot!”

“Let us feel our way!” said the octopus. “I have long arms, I have supple fingers! I have touched it; now I shall take a firmer hold.” And it stretched its longest, most supple arms down to the cable and around it.

“It has no scales!” said the octopus. “It has no skin! I don’t believe it ever gives birth to live young!” The sea eel lay down beside the telegraph cable and stretched itself as far as it could.

“That thing is longer than I am!” it said. “But length is not what matters; one must have skin, a stomach, and suppleness.” The whale, the young, strong whale, bowed straight down, deeper than it had ever been before.

“Are you a fish or a plant?” it asked. “Or are you merely some contraption from above that cannot thrive down here among us?” But the telegraph cable did not answer; that was not its way. Thoughts were passing through it, human thoughts; in a single second they sped the many hundreds of miles from land to land.

“Will you answer, or shall we break you?” asked the ravenous shark, and all the other big fish asked the same: “Will you answer, or shall we break you?”

The cable did not stir. It had its own peculiar thought, as something so full of thoughts surely may. “Let them break me; then I shall be hauled up and put to rights again. It has happened to others of my kind in smaller waters!”

So it did not answer. It had other things to do; it was sending telegrams, lying there on the seabed in the lawful discharge of its duties. Above, the sun was now setting, as humans call it. It glowed like the reddest fire, and all the clouds of heaven shone like flames, each more splendid than the last.

“Now we shall have red lighting!” said the polyps. “Perhaps that will give us a better view of the thing, if need be.” “At it! At it!” cried the wolffish, showing all his teeth.

“At it! At it!” said the swordfish, the whale, and the sea eel. They charged forward, the wolffish in the lead. But just as he was about to close his jaws around the cable, the sawfish, in its sheer impetuosity, drove its saw straight into the wolffish’s hindquarters. That was a great mistake, and the wolffish had no strength left to bite.

What a muddle there was down in that mud! Big fish and little fish, sea cucumbers and snails ran into one another, ate one another, shoved and crushed. The cable lay still and went about its work, as one should.

Dark night brooded overhead, but the sea’s billions upon billions of tiny living creatures shone. Little crustaceans, no bigger than a pinhead, shone. It is quite wonderful, but that is how it is.

The creatures of the sea looked at the telegraph cable. “What is that thing, and what is it not?” Yes, that was the question. Then an old sea cow came along. Humans call such creatures mermaids or mermen. This one was a female, with a tail, two short arms to splash about with, drooping breasts, and seaweed and parasites on her head, of which she was proud.

“Do you want knowledge and understanding?” she said. “Then I am surely the only one who can give it to you. But in return I demand safe grazing on the seabed for myself and my family. I am a fish like you, and with practice I have become a creeping creature too. I am the wisest in the sea; I know about everything that moves down here and everything that is above. That thing you are puzzling over comes from above, and whatever drops down from up there is dead, or becomes dead and powerless. Let it lie for what it is. It is merely a human invention!”

“I think there is something more to it!” said the little sea fish. “Hold your tongue, mackerel!” said the great sea cow. “Stickleback!” said the others, and that was even more insulting.

And the sea cow explained to them that this whole alarming beast—which, for that matter, had not uttered a peep—was merely an invention from dry land. And she gave a little lecture on human deceitfulness.

“They want to catch us,” she said. “That is all they live for. They spread out nets and come with bait on hooks to lure us. This is a kind of enormous fishing line that they expect us to bite. They are so stupid! We are not! Just leave that shoddy thing alone; it will fray and crumble into dust and mud, all of it. Whatever comes from above is cracked and broken, no good at all!”

“No good at all!” said all the sea creatures, adopting the sea cow’s opinion so that they would have an opinion. The little sea fish kept its own thoughts. “That immensely long, thin serpent may be the most wonderful fish in the sea. I have a feeling that it is.”

“The most wonderful!” we humans say too, and we say it with knowledge and conviction. It is the great sea serpent, spoken of long ago in songs and legends.

It has been conceived and born, sprung from human ingenuity and laid upon the ocean floor, stretching from the lands of the East to the lands of the West, bearing messages as swiftly as the ray of light from the sun to our earth. It grows, grows in power and reach, grows year by year through all the seas, around the globe, beneath stormy waters and waters clear as glass, where the sailor looks down as though he were sailing through transparent air and sees swarming fish, a whole display of coloured fireworks.

In the deepest depths the serpent stretches, a Midgard Serpent of blessing, biting its own tail as it encircles the earth. Fish and creeping creatures dash their heads against it, yet they do not understand this thing from above: humanity’s serpent of knowledge, filled with thoughts, speaking in every language and yet silent, for good and evil—the most wonderful of the sea’s wonders, the great sea serpent of our age.

Izvirnik

Den store søslange

Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.

Eventyr af Hans Christian Andersen

Der var en lille havfisk af god familie, navnet husker jeg ikke, det må de lærde sige dig. Den lille fisk havde attenhundrede søskende, alle lige gamle; de kendte ikke deres fader eller moder, de måtte straks skøtte sig selv og svømme om, men det var en stor fornøjelse; vand havde de nok at drikke, hele verdenshavet, føden tænkte de ikke på, den kom nok; hver ville følge sin lyst, hver ville få sin egen historie, ja det tænkte heller ingen af dem på.

Solen skinnede ned i vandet, det lyste om dem, det var så klart, det var en verden med de forunderligste skabninger, og nogle så gruelig store, med voldsomme gab, de kunne sluge de attenhundrede søskende, men det tænkte de heller ikke på, for ingen af dem var endnu blevet slugt.

De små svømmede sammen, tæt op til hverandre, som sildene og makrellerne svømmer; men som de allerbedst svømmede i vandet og tænkte på ingenting, sank, med forfærdelig lyd, ovenfra, midt ned imellem dem, en lang, tung ting, der slet ikke ville holde op; længere og længere strakte den sig, og hver af småfiskene, som den ramte, blev kvast eller fik et knæk, som de ikke kunne forvinde. Alle småfisk, de store med, lige oppe fra havets flade og ned til dets bund, fór i forfærdelse til side; den tunge, voldsomme ting sænkede sig dybere og dybere, den blev længere og længere, milelang, gennem hele havet.

Fisk og snegle, alt hvad svømmer, alt hvad kryber, eller drives af strømninger, fornemmede denne forfærdelige ting, denne umådelige, ubekendte havål, der lige med ét var kommet ned ovenfra.

Hvad var det dog for en ting? Ja det ved vi! det var det store, milelange telegraftov, menneskene sænkede mellem Europa og Amerika.

Der blev en forskrækkelse, der blev et røre mellem havets retmæssige beboere, hvor tovet sænkedes. Flyvefisken satte til vejrs over havfladen, så højt den kunne, ja knurhanen tog fart et helt bøsseskud over vandet, for det kan den; andre fisk søgte mod havbunden, de fór med sådan hastighed, at de kom længe før telegraftovet endnu var set dernede; de skræmte både kabliau og flynder, som gik fredeligt i havets dyb og åd deres medskabninger.

Et par søpølser blev så forskrækket, at de spyede deres mave ud, men levede endda, for det kan de. Mange hummere og taskekrabber gik ud af deres gode harnisk og måtte lade benene blive tilbage.

Under al den skræk og forvirring kom de attenhundrede søskende fra hverandre, og mødtes ikke mere, eller kendte ikke hverandre, kun en halv snes blev på samme plet, og da de i et par timer havde holdt sig stille, forvandt de den første skræk og begyndte at blive nysgerrige.

De så sig om, de så op og de så ned, og der i dybden troede de at øjne den forfærdelige ting, som havde skræmt dem, skræmt store og små. Tingen lå hen over havbunden, så langt de kunne øjne; meget tynd var den, men de vidste jo ikke, hvor tyk den kunne gøre sig, eller hvor stærk den var. Den lå ganske stille, men, tænkte de, det kunne være lumskhed.

"Lad den ligge, hvor den ligger! Den kommer ikke os ved!" sagde den forsigtigste af småfiskene, men den allermindste af dem ville ikke opgive at komme til kundskab om hvad den ting kunne være; ovenfra var den kommen ned, ovenfra måtte man bedst kunne hente besked, og så svømmede de op mod havfladen, det var blikstille vejr.

Der mødte de en delfin; det er sådan en springfyr, en havstryger, der kan slå kolbøtter hen ad havfladen; øjne har den at se med, og den måtte have set og vide besked; den spurgte de ad, men den havde kun tænkt på sig selv og sine kolbøtter, ikke set noget, vidste ikke at svare, og så tav den og så stolt ud.

Derpå henvendte de sig til sælhunden, der just dukkede ned; den var høfligere, uagtet den æder småfisk; men i dag var den mæt. Den vidste lidt mere end springfisken.

"Jeg har mangen nat ligget på en våd sten og set ind mod land, milevidt herfra; der er lumske skabninger, de kaldes i deres sprog mennesker, de efterstræber os, men oftest smutter vi dog fra dem, det har jeg forstået, og det har nu også den havål, I spørger om. Den har været i deres magt, været oppe på landjorden, vist i umindelige tider; derfra har de ført den på fartøj for at bringe den over havet til et andet fjerntliggende land. Jeg så, hvilket besvær de havde, men magte den kunne de, den var jo blevet mat på landjorden. De lagde den i krans og kreds, jeg hørte, hvor den ringlede og ranglede, da de lagde den, men den slap dog fra dem, slap herud. De holdt på den af alle kræfter, mange hænder holdt fast, den smuttede dog og nåede til bunds; der ligger den, tænker jeg, til videre!"

"Den er noget tynd!" sagde de små fisk.

"De har sultet den!" sagde sælhunden, "men den kommer sig snart, får sin gamle tykkelse og storhed. Jeg antager, at den er den store søslange, som menneskene er så bange for og taler så meget om; jeg havde før aldrig set den og aldrig troet på den; nu tror jeg, den er det!" og så dukkede sælhunden.

"Hvor han vidste meget! Hvor han talte meget!" sagde de små fisk. "Jeg har aldrig været så klog før! - Når det bare ikke er løgn!"

"Vi kan jo svømme ned og undersøge!" sagde den mindste; "på vejen hører vi de andres mening!"

"Jeg gør ikke et slag med mine finner, for at få noget at vide!" sagde de andre og drejede af.

"Men jeg gør det!" sagde den mindste og styrede af sted ned i det dybe vand; men den var langt fra stedet, hvor "den lange sænkede ting" lå. Den lille fisk så og søgte til alle sider ned mod dybet.

Aldrig før havde den fornemmet sin verden så stor. Sildene gik i store stimer, skinnende som en kæmpebåd af sølv, makrellerne fulgtes også ad og så endnu prægtigere ud. Der kom fisk i alle skikkelser og med tegninger i alle farver; meduser, som halvgennemsigtige blomster, der lod sig bære og føre af strømningerne. Store planter voksede fra havbunden, favnehøjt græs og palmeformede træer, hvert blad besat med skinnende skaldyr.

Endelig øjnede den lille havfisk en lang mørk stribe dernede og styrede mod den, men det var hverken fisk eller tov, det var rælingen af et stort sunket fartøj, hvis øverste og nederste dæk var brudt itu ved havets tryk. Den lille fisk svømmede ind i rummet, hvor de mange mennesker, der var omkommet da skibet sank, nu var skyllet bort, på to nær: En ung kvinde lå der udstrakt med et lille barn i sine arme. Vandet lettede dem og ligesom vuggede dem, de syntes at sove. Den lille fisk blev ganske forskrækket, den var uvidende om, at de ikke kunne vågne mere. Vandplanter hang som løvværk ned over rælingen, hen over de to smukke lig af moder og barn. Der var så stille, der var så ensomt. Den lille fisk skyndte sig bort så hurtigt den kunne, ud hvor vandet var klarere belyst og hvor der var fisk at se. Den var ikke kommet langt, da mødte den en ung hval, så forfærdelig stor.

"Slug mig ikke!" sagde den lille fisk. "Jeg er ikke engang en mundsmag, så lille er jeg, og mig er det en stor behagelighed at leve!"

"Hvad vil du så dybt hernede, hvor din art ikke kommer?" spurgte hvalen. Og så fortalte den lille fisk om den lange forunderlige ål, eller hvad den ting nu var, der ovenfra havde sænket sig ned og forskrækket selv de allermodigste havskabninger.

"Ho, ho!" sagde hvalen og trak så voldsomt vand til sig, at den måtte sætte en mægtig vandstråle når den kom op og trak vejret. "Ho, ho!" sagde den, "så det var den ting, som krillede mig på ryggen, idet jeg vendte mig! Jeg troede, at det var en skibsmast, jeg kunne bruge til kløpind! Men på dette sted her var det ikke. Nej, langt længere ude ligger den ting. Jeg vil dog undersøge den, jeg har ikke andet at bestille!"

Og så svømmede den fremad og den lille fisk bagefter, ikke for nær, thi der kom ligesom en rivende strøm, hvor den store hval skød fart gennem vandet.

De mødte en haj og en gammel savfisk; de to havde også hørt om den sælsomme havål, så lang og så tynd; set den havde de ikke, men det ville de.

Nu kom der en havkat.

"Jeg tager med!" sagde han, den ville samme vej.

"Er den store søslange ikke tykkere end et ankertov, så skal jeg bide den over i ét bid!" og den åbnede sit gab og viste sine seks rækker tænder. "Jeg kan bide mærke i et skibsanker, sagtens kan jeg bide den stilk over!"

"Der er den!" sagde den store hval, "jeg ser den!" Han troede, han så bedre end de andre. "Se hvor den løfter sig, se hvor den svajer, bugter og krummer sig!"

Det var dog ikke den, men en umådelig stor havål, flere alen lang, som nærmede sig.

"Den der har jeg set før!" sagde savfisken, "den har aldrig gjort stort rabalder i havet, eller skræmt nogen storfisk!"

Og så talte de til den om den nye ål og spurgte, om den ville med på opdagelse.

"Er den ål længere end jeg!" sagde havålen, "så skal den ske en ulykke!"

"Det skal den!" sagde de andre. "Vi er nok til ikke at tåle den!" og så skyndte de sig fremad.

Men da kom der noget lige i vejen, et underligt uhyre, større end dem alle sammen.

Det så ud som en svømmende ø, der ikke kunne holde sig oppe.

Det var en ældgammel hval. Dens hoved var overgroet med havplanter, dens ryg besat med krybdyr og så umådelig mange østers og muslinger, at dens sorte skind var ganske hvidspættet.

"Kom med, gamle!" sagde de. "Her er kommet en ny fisk, som ikke skal tåles."

"Jeg vil hellere ligge, hvor jeg ligger!" sagde den gamle hval. "Lad mig i ro! Lad mig ligge! Åh ja, ja, ja! Jeg bærer på en svær sygdom! Min lindring har jeg ved at nå op i havfladen og få ryggen ovenfor! Så kommer de store, rare søfugle og piller mig, det gør så godt, når bare de ikke slår næbbet for dybt i, det går tit lige ind i mit spæk. Se engang dog! Hele benraden af en fugl sidder mig endnu i ryggen; fuglen slog kløerne for dybt og kunne ikke komme løs, da jeg gik til bunds. Nu har småfiskene pillet ham. Se hvorledes han ser ud og jeg ser ud! Jeg har sygdom!"

"Det er bare indbildning!" sagde hajen. "Jeg er aldrig syg. Ingen fisk er syg!"

"Undskyld!" sagde den gamle hval; "ålen har hudsygdom, karpen skal have kopper, og alle har vi indvoldsorme!"

"Vrøvl!" sagde hajen, han gad ikke høre mere, de andre ikke heller, de havde jo andet at tage vare.

Endelig kom de til stedet, hvor telegraftovet lå. Det har et langt leje på havbunden, fra Europa til Amerika, hen over sandbanker og havdynd, klippegrund og plantevildnis, hele skove af koraller, og så veksler strømmene dernede, vandhvirvler drejer sig, fisk myldrer frem, flere i flok end de talløse fugleskarer, som menneskene ser i trækfuglstiden. Der er et røre, en plasken, en summen, en susen: Den susen spøger der lidt af endnu i de store, tomme havkonkylier, når vi holder dem for vort øre.

Nu kom de til stedet.

"Der ligger dyret!" sagde de store fisk, og den lille sagde det også. De så tovet, hvis begyndelse og ende svandt i deres synskreds.

Svampe, polypper og gorgoner svajede fra grunden, sænkede og bøjede sig over det, så at det snart skjultes, snart var at se. Søpindsvin, snegle og orme rørte sig om det; kæmpemæssige edderkopper, der havde en hel besætning af krybdyr på sig, spankede hen ad tovet. Mørkeblå søpølser, eller hvad det kryb hedder, de æder med hele kroppen, lå ligesom og lugtede til det nye dyr, der havde lagt sig på havbunden. Flynder og kabliau vendte sig i vandet for at høre efter fra alle sider. Stjernefisken, der altid borer sig ned i dyndet og kun har de to lange stilke med øjne udenfor, lå og gloede for at se hvad der kom ud af det røre.

Telegraftovet lå uden bevægelse. Men liv og tanke var der i det; mennesketanker gik igennem det.

"Den ting er lumsk!" sagde hvalen. "Den er i stand til at slå mig på maven, og den er nu min ømme side!"

"Lad os føle os for!" sagde polyppen. "Jeg har lange arme, jeg har smidige fingre! jeg har rørt ved den, jeg vil nu tage lidt fastere."

Og den strakte sine smidige, længste arme ned til tovet og rundt om det.

"Den har ingen skæl!" sagde polyppen, "den har ingen skind! Jeg tror, den aldrig føder levende unger!"

Havålen lagde sig langs telegraftovet og strakte sig så langt den kunne.

"Den ting er længere end jeg!" sagde den. "Men det er ikke længden om at gøre, man må have hud, mave og smidighed."

Hvalen, den unge, stærke hval, nejede sig lige ned, dybere end den nogensinde havde været.

"Er du fisk eller plante?" spurgte den. "Eller er du kun ovenfrasværk, der ikke kan trives hernede hos os?"

Men telegraftovet svarede ikke; det har det ikke på den led. Der gik tanker igennem det, mennesketanker; de lød i ét sekund de mange hundrede mil fra land til land.

"Vil du svare eller vil du knækkes?" spurgte den glubende haj, og alle de andre store fisk spurgte om det samme: "Vil du svare eller vil du knækkes!"

Tovet rørte sig ikke, det havde sin aparte tanke, og en sådan kan den have, der er fyldt med tanker.

"Lad dem kun knække mig, så hales jeg op og kommer i stand igen, det er sket ved andre af mit slags, i mindre farvande!"

Det svarede derfor ikke, det havde andet at bestille, det telegraferede, lå i lovligt embede på havets bund.

Ovenover gik nu solen ned, som menneskene kalder det, den blev som den rødeste ild, og alle himlens skyer skinnede som ild, den ene prægtigere end den anden.

"Nu får vi den røde belysning!" sagde polypperne, "så ses den ting måske bedre, om så behøves."

"På den, på den!" råbte havkatten og viste alle sine tænder.

"På den, på den!" sagde sværdfisken og hvalen og havålen.

De styrtede frem, havkatten foran; men lige idet den ville bide om tovet, jog i bar heftighed savfisken sin sav lige ind i bagdelen på havkatten; det var en stor fejltagelse, og katten fik ikke kræfter til bid.

Der blev et mudder nede i det mudder: Storfisk og småfisk, søpølser og snegle løb mod hverandre, åd hverandre, masede, kvasede. Tovet lå stille og øvede sin gerning, og det skal man.

Den mørke nat rugede ovenover, men havets milliarder og milliarder levende smådyr lyste. Krebs, ikke så store som et knappenålshoved, lyste. Det er ganske vidunderligt, men således er det nu.

Havets dyr så på telegraftovet.

"Hvad er dog den ting, og hvad er den ikke?"

Ja, det var spørgsmålet.

Da kom der en gammel havko. Menneskene kalder det slags: Havfrue eller havmand. En hun var hun, havde hale og to korte arme at pjaske med, hængende bryst, og tang og snyltedyr i hovedet, og det var hun stolt af.

"Vil I have kundskab og kendskab?" sagde hun, "så er jeg nok den eneste, der kan give den; men jeg forlanger herfor farefri græsgang på havbunden for mig og mine. Jeg er fisk som I, og jeg er også krybdyr ved øvelse. Jeg er den klogeste i havet; jeg ved om alt, hvad der rører sig hernede, og om alt, hvad der er ovenfor. Den ting der, I grubliserer over, er ovenfra, og hvad deroppefra dumper ned, er dødt eller bliver dødt og magtesløst; lad den ligge for hvad den er. Den er kun menneskepåfund!"

"Jeg tror nu der er noget mere ved den!" sagde den lille havfisk.

"Hold mund, makrel!" sagde den store havko.

"Hundestejle!" sagde de andre, og det var endnu mere fornærmeligt sagt.

Og havkoen forklarede dem, at det hele alarmdyr, som forresten jo ikke sagde et muk, var kun påfund fra det tørre land. Og den holdt et lille foredrag over menneskenes træskhed.

"De vil have fat på os," sagde den, "det er det eneste, de lever for; de spænder garn ud, kommer med madding på krog for at lokke os. Denne der er et slags stor snøre, som de tror vi skal bide på, de er så dumme! Det er vi ikke! Rør kun ikke det makværk, det trevler op, bliver til smuld og dynd, det hele. Hvad ovenfra kommer, har knæk, bræk, dur ikke!"

"Dur ikke!" sagde alle havskabningerne og holdt sig til havkoens mening for at have en mening.

Den lille havfisk beholdt sin egen tanke. "Den umådelig lange, tynde slange er måske den vidunderligste fisk i havet. Jeg har en fornemmelse deraf."

"Den vidunderligste!" siger vi mennesker med, og siger det med kendskab og forvisning.

Den store søslange er det, omtalt længst forud i sange og sagn.

Den er født og båren, sprungen ud fra menneskets snilde og lagt på havets bund, strækkende sig fra Østens lande til Vestens lande, bærende budskab hurtig som lysets stråle fra Solen til vor Jord. Den vokser, vokser i magt og udstrækning, vokser år for år, gennem alle have, Jorden rundt, under de stormende vande og de glasklare vande, hvor skipperen ser ned, som sejlede han gennem den gennemsigtige luft, ser myldrende fisk, et helt farvefyrværkeri.

Dybest nede strækker sig slangen, en velsignelsens Midgårdsorm, der bider i sin hale, idet den omslutter Jorden; fisk og krybdyr løber med panden imod, de forstår dog ikke den ting ovenfra: Menneskehedens tankefyldte, i alle sprog forkyndende og dog lydløse kundskabsslange på godt og ondt, den vidunderligste af havets vidundere, vor tids den store søslange.