Waltey
Srečna družina
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Srečna družina
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 6 min branja
- Obseg
- 5 strani
- Naslov izvirnika
- Den lykkelige Familie
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Srečna družina
Največji zeleni list pri nas je prav gotovo repinčev list; če si ga pridržiš pred trebuščkom, je kakor cel predpasnik, in če si ga položiš na glavo, je v dežju skoraj tako dober kot dežnik, tako strašansko velik je. Repinec nikoli ne raste sam; ne, kjer raste eden, jih raste več, in to je prava krasota, vsa ta krasota pa je polžja hrana. Veliki beli polži, ki so jih imenitni ljudje v starih časih dajali pripravljati v frikaseju, jih jedli in govorili: »Mmm, kako je dobro!« — kajti res so mislili, da je silno okusno — so živeli od repinčevih listov, zato so repince tudi sejali.
Stal je star dvorec, kjer polžev niso več jedli; povsem so izumrli, repinci pa niso izumrli, temveč so rasli in rasli po vseh poteh in vseh gredah, tako da jim niso bili več kos. Nastal je cel repinčev gozd; tu in tam je stala kakšna jablana ali sliva, sicer pa človek nikoli ne bi pomislil, da je to vrt. Povsod sami repinci, med njimi pa sta živela zadnja dva, silno stara polža.
Še sama nista vedela, koliko sta stara, dobro pa sta se spominjala, da jih je bilo nekoč veliko več, da izvirajo iz rodu iz tujih dežel in da je bil ves gozd zasajen zanje in za njihove svojce. Nikoli nista bila zunaj njega, vedela pa sta, da je na svetu še nekaj, čemur pravijo dvorec, in tam te skuhajo, potem postaneš črn in nato te položijo na srebrn pladenj; kaj se zgodi zatem, pa nihče ni vedel. Tudi tega si nista mogla predstavljati, kako je, če te skuhajo in polože na srebrn pladenj, vendar naj bi bilo čudovito in nadvse imenitno. Ne majski hrošč ne krastača ne deževnik, ki sta jih povprašala, niso znali nič povedati; nobeden od njih še ni bil kuhan ali položen na srebrn pladenj.
Stara bela polža sta vedela, da sta najimenitnejši bitji na svetu; gozd je obstajal zaradi njiju, dvorec pa zato, da bi ju lahko skuhali in položili na srebrn pladenj.
Živela sta zelo samotno in srečno, in ker sama nista imela otrok, sta vzela k sebi majhnega navadnega polža ter ga vzgajala kakor svojega. Toda mali ni in ni hotel rasti, ker je bil pač navaden polž; starima, zlasti materi, polžji materi, pa se je zdelo, da vendarle opaža, kako raste. Očeta je prosila, naj, če tega ne vidi, potipa malo polžjo hišico; in ko jo je potipal, je ugotovil, da ima mati prav.
Nekega dne je močno deževalo. »Poslušaj, kako bobni-bobni-bobni po repincih!« je rekel polžji oče. »Tudi kaplje že prihajajo!« je rekla polžja mati. »Kar naravnost po steblu teče! Boš videl, še mokro bo tu! Vesela sem, da imava svojo dobro hišico in da jo ima tudi mali! Za nas so res poskrbeli bolje kot za vsa druga bitja; takoj se vidi, da smo mi gospoda tega sveta! Hišico imamo že od rojstva, repinčev gozd pa so posejali zaradi nas! Prav rada bi vedela, kako daleč sega in kaj je zunaj njega!«
»Zunaj ni ničesar!« je rekel polžji oče. »Nikjer ne more biti lepše kakor pri nas in ničesar si ne želim!« »Jaz pa že,« je rekla mati. »Prav rada bi prišla v dvorec, da bi me skuhali in položili na srebrn pladenj. To se je zgodilo vsem našim prednikom, in verjemi, nekaj posebnega mora biti v tem!«
»Morda se je dvorec že podrl!« je rekel polžji oče. »Ali pa ga je repinčev gozd prerasel, tako da ljudje ne morejo več ven. Saj se tudi nikamor ne mudi, ti pa vedno tako strašno hitiš, in mali se že zgleduje po tebi; mar ne leze že tri dni po tistem steblu? Kar glava me zaboli, ko pogledam gor proti njemu!«
»Nikar ne godrnjaj,« je rekla polžja mati. »Tako lepo počasi leze; gotovo nama bo v veselje, saj midva stara tako ali tako nimava ničesar drugega, za kar bi živela! Pa si že pomislil, kje bova našla ženo zanj? Se ti ne zdi, da bi lahko bila kje globoko v repinčevem gozdu kakšna polžka naše vrste?«
»Črni polži najbrž so,« je rekel stari, »črni polži brez hišice, ampak to je tako nizkega rodu, pa še domišljavi so. Lahko pa naročiva mravljam, naj se pozanimajo; tekajo sem ter tja, kakor da imajo kaj opraviti, gotovo vedo za kakšno ženo za našega malega polža!«
»Jaz res vem za najlepšo!« je rekla ena od mravelj. »Bojim pa se, da ne bo šlo, ker je kraljica!« »To nič ne de!« sta rekla stara dva. »Ali ima hišico?«
»Grad ima!« je rekla mravlja. »Najlepši mravljinčji grad s sedemsto hodniki.« »Hvala lepa!« je rekla polžja mati. »Naš sin že ne bo šel v mravljišče! Če ne veste za nič boljšega, bova to naročila belim mušicam; te letajo daleč naokrog v dežju in soncu in poznajo repinčev gozd od znotraj in od zunaj.«
»Imamo ženo zanj!« so rekle mušice. »Sto človeških korakov od tod sedi na kosmuljevem grmu majhna polžka s hišico; čisto sama je in dovolj stara, da se omoži. Samo sto človeških korakov je do nje!«
»Prav, naj pride k njemu!« sta rekla stara dva. »On ima repinčev gozd, ona pa samo grm!« In tako so šle po malo polžjo gospodično. Osem dni je trajalo, preden je prišla, a prav to je bilo lepo, saj se je tako videlo, da je pravega rodu.
Potem so obhajali svatbo. Šest kresnic je svetilo, kakor so najbolje znale; sicer pa je vse potekalo tiho, ker stara polža nista prenesla razgrajanja in veseljačenja. Polžja mati pa je imela lep govor; oče ga ni mogel imeti, ker je bil preveč ganjen. Nato sta jima zapustila v dediščino ves repinčev gozd in rekla, kar sta govorila že od nekdaj: da je to najlepše na svetu in da bodo, če bodo živeli pošteno in spodobno ter se množili, nekoč tudi onadva in njuni otroci prišli v dvorec, kjer jih bodo skuhali do črnega in položili na srebrn pladenj.
Ko je bil govor končan, sta stara dva zlezla vsak v svojo hišico in nikoli več nista prišla ven; spala sta. Mladi polžji par je vladal gozdu in dobil številno potomstvo, toda nikoli ju niso skuhali in nikoli nista prišla na srebrn pladenj, zato sta sklepala, da se je dvorec podrl in da so vsi ljudje na svetu izumrli. Ker jima nihče ni ugovarjal, je bilo to seveda res; in dež je udarjal po repinčevih listih, da bi jima bobnal v veselje, sonce pa je sijalo, da bi zaradi njiju obarvalo repinčev gozd. Bila sta zelo srečna in vsa družina je bila srečna, kajti res je bila.
Izvirnik
Den lykkelige Familie
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Det største grønne Blad her til Lands, det er da rigtignok et Skræppeblad; holder man det foran paa sin lille Mave, saa er det ligesom et heelt Forklæde, og lægger man det paa sit Hoved, saa er det i Regnveir næsten ligesaa godt, som en Paraply, for det er saa forfærdeligt stort. Aldrig voxer een Skræppe alene, nei hvor der groer een, der groe flere, det er en stor Deilighed, og al den Deilighed er Sneglemad. De store hvide Snegle, som fornemme Folk i gamle Dage lod lave til Fricasee, spiste og sagde "hum! hvor det smager!" for de troede nu det smagte saa deiligt, de levede af Skræppeblade og derfor bleve Skræpperne saaede.
Nu var der en gammel Herregaard, hvor man ikke længer spiste Snegle, de vare ganske uddøde, men Skræpperne vare ikke uddøde, de voxte og voxte over alle Gange og alle Bede, man kunde ikke mere faae Bugt med dem, det var en heel Skræppeskov, hist og her stod et Æble- og et Blomme-Træ, ellers kunde man nu aldrig have tænkt at det var en Have. Alt var Skræpper, og derinde boede de to sidste, inderlig gamle Snegle.
De vidste ikke selv hvor gamle de vare, men de kunde godt huske at de havde været mange flere, at de var af en Familie fra fremmede Lande og at for dem og deres var hele Skoven plantet. De havde aldrig været udenfor, men de vidste at der var endnu noget til i Verden, som heed Herregaarden, og deroppe blev man kogt, og saa blev man sort og saa blev man lagt paa Sølvfad, men hvad videre der skete vidste man ikke. Hvorledes det iøvrigt var at blive kogt og at ligge paa Sølvfad, kunde de ikke tænke sig, men deiligt skulde det være og særdeles fornemt. Hverken Oldenborren, Skruptudsen eller Regnormen, som de spurgte ad, kunde give Beskeed, ingen af dem havde været kogt eller ligget paa Sølvfad.
De gamle hvide Snegle vare de fornemste i Verden, vidste de, Skoven var til for deres Skyld, og Herregaarden var til for at de kunde blive kogte og lagte paa Sølvfad.
De levede nu meget eensomt og lykkeligt, og da de selv ikke havde Børn, saa havde de taget en lille almindelig Snegl til sig, som de opdrog som deres egen, men den Lille vilde ikke voxe, for han var almindelig; men de gamle, især Mutter, Sneglemutter, syntes hun kunde dog bemærke, hvor han tog til, og hun bad Fatter, dersom han ikke kunde see det, han da vilde føle paa det lille Sneglehuus, og saa følte han og fandt at Mutter havde Ret.
Een Dag var det stærk Regn
"Hør hvor det tromme-romme-rommer paa Skræpperne," sagde Sneglefader.
"Der kommer ogsaa Draaber!" sagde Sneglemoer. "Det løber jo lige ned af Stilken! Du skal see her bliver vaadt! Jeg er glad ved vi have vort gode Huus og den Lille ogsaa har sit! Der er rigtignok gjort mere for os end for alle andre Skabninger; man kan da see, at vi er Herskabet i Verden! Vi have Huus fra Fødselen og Skræppeskoven er saaet for vor Skyld -! jeg gad vidst hvor langt den strækker sig og hvad der er udenfor!"
"Der er ikke noget udenfor!" sagde Sneglefader. "Bedre end hos os kan der ingen Steder være, og jeg har ikke noget at ønske!"
"Jo," sagde Moer, "jeg gad nok komme paa Herregaarden, blive kogt og lagt paa Sølvfad, det ere alle vore Forfædre blevne, og Du kan troe, der er noget aparte ved det!"
"Herregaarden er muligviis faldet sammen!" sagde Sneglefaer, "eller Skræppeskoven er voxet hen over den, saa at Menneskene ikke kunne komme ud. Det har da heller ingen Hast, men du iler altid saa forfærdelig og det begynder den Lille ogsaa med; har han nu ikke i tre Dage krøbet op ad den Stilk, jeg faaer ondt i Hovedet naar jeg seer op paa ham!"
"Du maa ikke skjænde," sagde Sneglemoer, "han kryber saa sindig, vi faae nok Fornøielse af ham og andet have vi Gamle jo ikke at leve for! Men har Du tænkt paa det: hvor faae vi en Kone til ham. Troer Du ikke der langveis inde i Skræppeskoven skulde være nogen af vor Art?"
"Sorte Snegle troer jeg nu nok der er," sagde den Gamle, "sorte Snegle uden Huus, men det er saa simpelt og de have Indbildninger, men vi kunne give det i Commission til Myrerne, de løbe frem og tilbage, som om de havde noget at bestille, de veed vist en Kone til vor lille Snegl!"
"Jeg veed rigtignok den allerdeiligste!" sagde Een af Myrerne, "men jeg er bange det gaaer ikke, for hun er Dronning!"
"Det gjør ikke noget!" sagde de Gamle. "Har hun Huus?"
"Hun har Slot!" sagde Myren, "det deiligste Myreslot med syv hundrede Gange."
"Tak!" sagde Sneglemoer, "vor Søn skal ikke i en Myretue! veed I ikke bedre, saa give vi det i Commission til de hvide Myg, de flyve vidt omkring i Regn og i Solskin, de kjende Skræppeskoven forinden og foruden."
"Vi have en Kone for ham!" sagde Myggene, "hundrede Menneskeskridt herfra sidder paa en Stikkelsbærbusk en lille Snegl med Huus, den er ganske eensom og gammel nok til at gifte sig. Det er bare hundrede Menneskeskridt!"
"Ja lad hende komme til ham!" sagde de Gamle, "han har en Skræppeskov, hun har kun en Busk!"
Og saa hentede de den lille Snegle-Frøken. Det varede otte Dage før hun kom, men det var just det Rare ved det, saa kunde man see hun var af Arten.
Og saa holdt de Bryllup. Sex Sanct-Hans Orme lyste saa godt de kunde; ellers gik det Hele stille af, for de gamle Snegle-Folk kunde ikke taale Sviir og Lystighed; men en deilig Tale blev der holdt af Sneglemoer, Fatter kunde ikke, han var saa bevæget, og saa gav de dem i Arv den hele Skræppeskov og sagde, hvad de altid havde sagt, at det var det Bedste i Verden, og naar de levede redelig og skikkelig og formerede sig, vilde de engang og deres Børn komme paa Herregaarden, blive kogte sorte og lagte paa Sølvfad.
Og efter at den Tale var holdt, krøb de Gamle ind i deres Huus, og kom aldrig mere ud; de sov. Det unge Snegle-Par regjerede i Skoven og fik en stor Afkom, men de blev aldrig kogte, og de kom aldrig paa Sølvfad, saa sluttede de deraf, at Herregaarden var faldet sammen, og at alle Mennesker i Verden vare uddøde, og da Ingen sagde dem imod, saa var det jo sandt; og Regnen slog paa Skræppebladene for at gjøre Tromme-Musik for deres Skyld, og Solen skinnede for at give Skræppeskoven Couleur for deres Skyld, og de vare meget lykkelige, og hele Familien var lykkelig, thi den var det.
Nadaljuj z branjem
