Waltey

Waltey

Snežak

Andersenove pravljice · Hans Christian Andersen
Kupi e-knjigo Kupi tiskano izdajo

O besedilu

Snežak

Vir
Andersenove pravljice
Avtor
Hans Christian Andersen
Jezik branja
English
Jezik izvirnika
Dansk
Čas branja
10 min branja
Obseg
8 strani
Naslov izvirnika
Sneemanden

O izvirniku

Andersenove pravljice

Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.

Besedilo

Snežak

"I'm creaking all over, it's so wonderfully cold!" said the snowman. "The wind can certainly bite some life into you! And how that glowing creature up there does stare!" He meant the Sun, which was just about to set. "She shan't make me blink. I can hold on to my bits!"

His eyes were two large triangular fragments of roof tile; his mouth was a piece of an old rake, which gave him teeth. He had been born amid the boys' hurrahs, greeted by the jingling bells and cracking whips of the sleighs.

The Sun went down, and the full moon rose, round and large, bright and beautiful in the blue sky. "There she is again, coming from another direction!" said the snowman. He thought it was the Sun appearing again. "I've cured her of staring! Now she can hang up there and shine so I can see myself. If only I knew how to move about! I'd so love to move! If I could, I'd go down and slide on the ice, as I saw the boys doing. But I don't know how to run!"

"Away! Away!" barked the old watchdog on his chain. He was rather hoarse, and had been ever since he was a house dog and used to lie under the stove. "The Sun will soon teach you to run! I saw her do it to your predecessor last year, and to his predecessor too. Away! Away! And away they've all gone!"

"I don't understand you, my friend!" said the snowman. "Is that one up there going to teach me to run?" He meant the Moon. "Well, she certainly ran off earlier, when I stared hard at her. Now she's creeping up from another direction!"

"You know nothing!" said the chained dog. "But then, you've only just been slapped together! The one you see now is called the Moon; the one that went away was the Sun. She'll be back tomorrow, and she'll soon teach you to run down into the moat. We'll have a change in the weather before long. I can feel it in my left hind leg; there's a shooting pain in it. The weather's going to change!"

"I don't understand him!" said the snowman. "But I have a feeling that what he's saying is unpleasant. That one who stared and went down, the one he calls the Sun, she's no friend of mine either. I can feel it!"

"Away! Away!" barked the chained dog. He turned round three times, then lay down in his kennel to sleep. And the weather really did change. In the early morning a fog, thick and clammy, settled over the whole countryside; at dawn a breeze sprang up. The wind was so icy that the frost took a firm hold, but what a sight there was when the Sun rose! All the trees and bushes were covered in hoarfrost; it was like a whole forest of white coral, as though every branch had been showered with radiant white blossoms. The countless delicate twigs, hidden in summer by all the leaves, now appeared, every single one. They made a lacework of such gleaming whiteness that a white radiance seemed to stream from every branch. The weeping birch stirred in the wind, alive as the trees are in summertime. It was a sight of matchless beauty! And when the Sun shone—oh, how everything sparkled, as though dusted with diamond powder! Great diamonds glittered over the snow-covered earth, or you might have thought that countless tiny candles were burning there, whiter even than the white snow.

"It's a sight of matchless beauty!" said a young girl who had come out into the garden with a young man. They stopped just beside the snowman to look at the glittering trees. "You never see anything lovelier in summer!" she said, and her eyes shone.

"And you certainly don't have a fellow like that!" said the young man, pointing to the snowman. "He's splendid!" The young girl laughed, nodded to the snowman, then danced away with her friend over the snow, which creaked beneath them as though they were walking on starch.

"Who were those two?" the snowman asked the chained dog. "You've been here longer than I have. Do you know them?" "I do!" said the dog. "She's patted me, and he's given me a bone with meat on it. I don't bite those two!"

"But what are they doing here?" asked the snowman. "Sweethearrrrrts!" said the chained dog. "They're going to move into a kennel and gnaw bones together. Away! Away!"

"Are those two as important as you and I?" asked the snowman. "They're part of the family!" said the chained dog. "You certainly know very little when you were born yesterday! I can tell that from you! I have age and knowledge on my side. I know everyone here! And I've known a time when I wasn't standing out here in the cold on a chain. Away! Away!"

"The cold is wonderful!" said the snowman. "Tell me, tell me! But don't rattle your chain, because it makes me crack!" "Away! Away!" barked the chained dog. "I was a puppy once. Little and lovely, they said. In those days I lay in a velvet chair inside the house, or in the laps of the grandest people in the family. They kissed my muzzle and wiped my paws with an embroidered handkerchief. They called me 'the loveliest darling' and 'sweet little cuddlykins,' but then I grew too big for them! So they gave me to the housekeeper, and I went down to the basement! You can see into it from where you're standing; you can look down into the room where I was master, for that's what I was with the housekeeper. It may not have been as grand as upstairs, but it was more comfortable. I wasn't squeezed and dragged about by children as I had been upstairs. My food was just as good as before, and there was much more of it! I had my own cushion, and then there was a stove. At this time of year it's the loveliest thing in the world! I used to creep right underneath it till I was quite out of sight. Oh, I still dream of that stove! Away! Away!"

"Is a stove so lovely to look at?" asked the snowman. "Does it look like me?" "It's the very opposite of you! It's coal-black, with a long neck and a brass drum. It eats firewood till flames come out of its mouth. You must stay beside it, close up against it, or underneath it. It's the most delightful feeling! You ought to be able to see it through the window from where you're standing!"

The snowman looked, and sure enough, he saw a gleaming black object with a brass drum; firelight shone from its lower part. The snowman felt quite strange. He had a feeling he could not account for. Something came over him that he had never known, though all human beings know it, unless they are snowmen.

"And why did you leave her?" asked the snowman. He felt that it must be a female creature. "How could you leave such a place?" "I had no choice!" said the chained dog. "They threw me out and chained me up here. I'd bitten the youngest young gentleman in the leg because he kicked away the bone I was gnawing. A bone for a bone, I say! But they took it badly, and I've been chained up ever since. And I've lost my clear voice. Just listen to how hoarse I am: Away! Away! That was the end of it!"

The snowman was no longer listening. He kept gazing into the housekeeper's basement, down into her room, where the stove stood on its four iron legs and looked just as tall as the snowman himself.

"There's such a strange creaking inside me!" he said. "Shall I never get in there? It's an innocent wish, and surely our innocent wishes ought to be granted. It's my greatest wish, my only wish, and it would be almost unjust if it weren't fulfilled. I must get in there. I must lean against her, even if I have to smash the window!"

"You'll never get in there!" said the chained dog. "And if you reached the stove, you'd be away! Away!" "I'm as good as gone already!" said the snowman. "I think I'm breaking in two!"

All day the snowman stood looking through the window. At twilight the room became still more inviting. The stove shone with a gentle light such as neither the Moon nor the Sun can give, no, only a stove when there is something burning inside it. Whenever they opened its door, the flame leapt out, as it was in the habit of doing. It cast a rich red glow over the snowman's white face, and the red light shone straight from his breast.

"I can't bear it!" he said. "How lovely she looks when she puts out her tongue!" The night was very long, but not for the snowman. He stood lost in his own delightful thoughts, and they froze till they creaked.

By morning the basement windows were frozen over. They bore the loveliest frost flowers any snowman could wish for, but they hid the stove. The panes would not thaw; he could not see her. Everything creaked and crackled. It was just the sort of frosty weather that ought to please a snowman, but he was not pleased. He could and should have felt so happy, but he was not happy. He was pining for the stove.

"That's a terrible illness for a snowman!" said the chained dog. "I've suffered from it too, but I've got over it! Away! Away! Now we'll have a change in the weather!"

And the weather did change: a thaw set in. The thaw grew stronger, and the snowman grew smaller. He said nothing, he made no complaint, and that is the surest sign.

One morning he collapsed. Something like a broom handle stuck up where he had stood; the boys had built him round it. "Now I understand his longing!" said the chained dog. "The snowman had a stove scraper inside him! That's what was stirring in him. Now it's all over. Away! Away!"

And soon winter was over too. "Away! Away!" barked the chained dog, but the little girls about the place sang: "Spring up, sweet woodruff, fresh and fair! Hang out your woolly mitten, willow! Come, cuckoo, lark, sing in the air! February's end brings spring to share!

I'll sing along—cuckoo! Tweet-tweet! Come, dear Sun, come often, sweet!" And then no one thinks of the snowman!

Izvirnik

Sneemanden

Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.

Eventyr af Hans Christian Andersen

"Det skrupknager i mig, så dejligt koldt er det!" sagde snemanden. "Vinden kan rigtignok bide liv i én! Og hvor den gloende der, hun glor!" det var Solen, han mente; den var lige ved at gå ned. "Hun skal ikke få mig til at blinke, jeg kan nok holde på brokkerne!"

Det var to store, trekantede tagstensbrokker, han havde til øjne; munden var et stykke af en gammel rive, derfor havde han tænder.

Han var født under hurraråb af drengene, hilst af bjældeklang og piskesmæld fra kanerne.

Solen gik ned, fuldmånen stod op, rund og stor, klar og dejlig i den blå luft.

"Der har vi hende igen fra en anden kant!" sagde snemanden. Han troede, at det var Solen, der viste sig igen. "Jeg har vænnet hende af med at glo! nu kan hun hænge der og lyse op, at jeg kan se mig selv. Vidste jeg bare, hvorledes man bærer sig ad med at flytte sig! jeg ville så gerne flytte mig! kunne jeg det, ville jeg nu ned at glide på isen, som jeg så drengene gøre det; men jeg forstår ikke at løbe!"

"Væk! væk!" bjæffede den gamle lænkehund; han var noget hæs, det havde han været, siden han var stuehund og lå under kakkelovnen. "Solen vil nok lære dig at løbe! det så jeg med din formand i fjor og med hans formand; væk! væk! og væk er de alle!"

"Jeg forstår dig ikke, kammerat!" sagde snemanden; "skal den deroppe lære mig at løbe?" Han mente Månen; "ja hun løb jo rigtignok før, da jeg så stift på hende, nu lister hun fra en anden kant!"

"Du ved ingenting!" sagde lænkehunden, "men du er da også nylig klattet op! Den du nu ser, kaldes Månen, den der gik, var Solen, hun kommer igen i morgen, hun lærer dig nok at løbe ned i voldgraven. Vi får snart forandring i vejret, det kan jeg mærke på mit venstre bagben, det jager i det. Vi får vejrskifte!"

"Jeg forstår ham ikke!" sagde snemanden, "men jeg har en fornemmelse af, at det er noget ubehageligt, han siger. Hun, der gloede og gik ned, som han kalder Solen, hun er heller ikke min ven, det har jeg på følelsen!"

"Væk! væk!" bjæffede lænkehunden, gik tre gange rundt om sig selv og lagde sig så ind i sit hus for at sove.

Der kom virkelig forandring i vejret. En tåge, så tyk og klam, lagde sig i morgenstunden hen over hele egnen; i dagningen luftede det; vinden var så isnende, frosten tog ordentlig tag, men hvor det var et syn at se, da Solen stod op. Alle træer og buske stod med rimfrost; det var som en hel skov af hvide koraller, det var som om alle grene var overdænget af strålehvide blomster. De uendelig mange og fine forgreninger, dem man om sommeren ikke kan se for de mange blade, kom nu frem hver evige en; det var en knipling og så skinnende hvid, som strømmede der en hvid glans ud fra hver gren. Hængebirken bevægede sig i vinden, der var liv i den, som i træerne ved sommertid; det var en mageløs dejlighed! og da Solen så skinnede, nej, hvor funklede det hele, som om det var overpudret med diamantstøv og hen over jordens snelag glimrede de store diamanter, eller man kunne også tro, at der brændte utallige små bitte lys, endnu hvidere end den hvide sne.

"Det er en mageløs dejlighed!" sagde en ung pige, som med en ung mand trådte ud i haven og standsede just ved snemanden, hvor de så på de glimrende træer. "Dejligere syn har man ikke om sommeren!" sagde hun, og hendes øjne strålede.

"Og sådan en karl, som ham der, har man nu slet ikke!" sagde den unge mand og pegede på snemanden. "Han er udmærket!"

Den unge pige lo, nikkede til snemanden og dansede så med sin ven hen over sneen, der knirkede under dem, som om de gik på stivelse.

"Hvem var de to?" spurgte snemanden lænkehunden; "du er ældre på gården end jeg, kender du dem?"

"Det gør jeg!" sagde lænkehunden. "Hun har jo klappet mig, og han har givet mig et kødben; dem bider jeg ikke!"

"Men hvad forestiller de her?" spurgte snemanden.

"Kærrrrr-restefolk!" sagde lænkehunden. "De skal flytte i hundehus og gnave ben sammen. Væk! væk!"

"Har de to lige så meget at betyde som du og jeg?" spurgte snemanden.

"De hører jo til herskabet!" sagde lænkehunden; "det er rigtignok såre lidt man ved, når man er født i går! det mærker jeg på dig! jeg har alder og kundskab, jeg kender alle her på gården! og jeg har kendt en tid, hvor jeg ikke stod her i kulde og lænke; væk! væk!"

"Kulden er dejlig!" sagde snemanden. "Fortæl, fortæl! men du må ikke rasle med lænken, for så knækker det i mig!"

"Væk! væk!" bjæffede lænkehunden. "Hvalp har jeg været; lille og yndig, sagde de, da lå jeg i fløjlsstol derinde på gården, lå i skødet på det øverste herskab; blev kysset i flaben og visket om poterne med broderet lommetørklæde; jeg hed "den dejligste," - "nussenussebenet," men så blev jeg dem for stor! så gav de mig til husholdersken; jeg kom i kælderetagen! Du kan se ind i den, hvor du står; du kan se ned i kamret, hvor jeg har været herskab; for det var jeg hos husholdersken. Det var vel et ringere sted end ovenpå, men her var mere behageligt; jeg blev ikke krammet og slæbt om med af børn, som ovenpå. Jeg havde lige så god føde, som før og meget mere! jeg havde min egen pude, og så var der en kakkelovn, den er på denne tid det dejligste i denne verden! jeg krøb helt ind under den, så at jeg blev borte. Oh, den kakkeovn drømmer jeg endnu om; væk! væk!"

"Ser en kakkelovn så dejlig ud!" spurgte snemanden. "Ligner den mig?"

"Den er lige det modsatte af dig! kulsort er den! har en lang hals med messingtromle. Den æder brænde, så at ilden står den ud af munden. Man må holde sig på siden af den, tæt op, ind under den, det er en uendelig behagelighed! Du må ind af vinduet kunne se den der, hvor du står!"

Og snemanden så, og virkelig så han en sort blankpoleret genstand med messingtromle; ilden lyste ud forneden. Snemanden blev ganske underlig til mode; han havde en fornemmelse, han ikke selv kunne gøre sig rede for; der kom over ham noget, han ikke kendte, men som alle mennesker kender, når de ikke er snemænd.

"Og hvorfor forlod du hende?" sagde snemanden. Han følte at det måtte være et hunkønsvæsen. "Hvor kunne du forlade et sådant sted?"

"Det var jeg nok nødt til!" sagde lænkehunden, "de smed mig udenfor og satte mig her i lænke. Jeg havde bidt den yngste junker i benet, for han stødte fra mig det ben, jeg gnavede på; og ben for ben, tænker jeg! men det tog de ilde op, og fra den tid har jeg stået i lænke, og har mistet min klare røst, hør hvor hæs jeg er: væk! væk! det blev enden på det!"

Snemanden hørte ikke mere efter; han så stadig ind i husholderskens kælderetage, ned i hendes stue, hvor kakkelovnen stod på sine fire jernben og viste sig i størrelse som snemanden selv.

"Det knager så underligt i mig!" sagde han. "Skal jeg aldrig komme derind? det er et uskyldigt ønske, og vore uskyldige ønsker må dog vist blive opfyldt. Det er mit højeste ønske, mit eneste ønske og det ville være næsten uretfærdigt, om det ikke blev stillet tilfreds. Jeg må derind, jeg må hælde mig op til hende, om jeg også skal knuse vinduet!"

"Der kommer du aldrig ind!" sagde lænkehunden, "og kom du til kakkelovnen, så var du væk! væk!"

"Jeg er så godt som væk!" sagde snemanden, "jeg brækker over, tror jeg!"

Hele dagen stod snemanden og så ind af vinduet; i tusmørket blev stuen endnu mere indbydende; fra kakkelovnen lyste det så mildt, som ikke Månen lyser og heller ikke Solen, nej, som kun kakkelovnen kan lyse, når der er noget i den. Gik de med døren, så slog luen ud, det var den i vane med; det blussede ordentligt rødt i snemandens hvide ansigt, det lyste rødt lige op af hans bryst.

"Jeg holder det ikke ud!" sagde han. "Hvor det klæder hende at række tungen ud!"

Natten var meget lang men ikke for snemanden, han stod i sine egne dejlige tanker og de frøs, så de knagede.

I morgenstunden var kældervinduerne frosset til, de bar de dejligste isblomster, nogen snemand kunne forlange, men de skjulte kakkelovnen. Ruderne ville ikke tø op, han kunne ikke se hende. Det knagede, det knasede, det var just et frostvejr, der måtte fornøje en snemand, men han var ikke fornøjet; han kunne og burde have følt sig så lykkelig, men han var ikke lykkelig, han havde kakkelovnslængsel.

"Det er en slem syge for en snemand!" sagde lænkehunden; "jeg har også lidt af den syge, men jeg har overstået den! væk! væk! - Nu får vi vejrskifte!"

Og der blev vejrskifte, det slog om i tø.

Tøvejret tog til, snemanden tog af. Han sagde ikke noget, han klagede ikke, og det er det rigtige tegn.

En morgen styrtede han. Der stak noget ligesom et kosteskaft i vejret, hvor han havde stået, det havde drengene rejst ham om.

"Nu kan jeg forstå det med hans længsel!" sagde lænkehunden, "snemanden har haft en kakkelovnsskraber i livet! det er den, som har rørt sig i ham, nu er det overstået; væk! væk!"

Og snart var også vinteren overstået.

"Væk, væk!" bjæffede lænkehunden; men småpigerne på gården sang:

"Skyd frem, skovmærke! frisk og prud,

hæng, pil! din uldne vante ud,

kom, kukker, lærke! syng, vi har

alt forår sidst i februar!

Jeg synger med, kukkuk! kvivit!

Kom, kære sol, kom sådan tit!"

Så tænker ingen på snemanden!