Prevod
Bolha, kobilica in poskočna gos so nekoč hotele ugotoviti, katera izmed njih skoči najviše, zato so povabile ves svet in še vse druge, ki bi si želeli ogledati to imenitno predstavo. Ko so se zbrale v sobi, so bile videti kot tri prav postavne skakalke.
»Svojo hčer dam tisti, ki skoči najviše!« je rekel kralj. »Saj bi bilo res bedno, če bi skakale za nič!« Prva je stopila naprej bolha. Imela je tako uglajene manire in se priklanjala na vse strani, saj ji je po žilah tekla kri gospodične in je bila vajena občevati samo z ljudmi, to pa veliko šteje.
Nato je prišla kobilica. Resda je bila precej zajetnejša, vendar se je znala prav lepo vesti in nosila je zeleno uniformo, ki ji je bila prirojena. Poleg tega je povedala, da izvira iz zelo stare rodbine v deželi Egipt in da jo tudi tukaj doma zelo cenijo. Naravnost s polja so jo vzeli in jo nastanili v trinadstropni hišici iz igralnih kart, samih figur, ki so bile s pisano stranjo obrnjene navznoter. Hišica je imela vrata in okna, izrezana v trup srčeve dame. »Tako lepo pojem,« je rekla, »da je šestnajst domačih čričkov, ki so čivkali že od malega, pa vendar niso dobili hišice iz kart, ob poslušanju mojega petja od zavisti še bolj shujšalo!«
Tako sta obe, bolha in kobilica, dobro pojasnili, kdo sta in zakaj menita, da bi se lahko poročili s princeso. Poskočna gos ni rekla ničesar, toda o njej so govorili, da zato toliko več razmišlja. In ko jo je dvorni pes samo povohal, je že jamčil, da je iz dobre družine. Stari svetnik, ki je dobil tri odlikovanja za to, da je molčal, je zagotavljal, da ve, da ima poskočna gos preroški dar: po njenem hrbtu je bilo mogoče videti, ali bo zima mila ali ostra, tega pa ni mogoče videti niti po hrbtu tistega, ki piše pratiko.
»No, jaz ne bom nič rekel!« je dejal stari kralj. »Sicer pa si vedno mislim svoje!« Zdaj je bilo treba skočiti. Bolha je skočila tako visoko, da je nihče ni mogel videti, zato so trdili, da sploh ni skočila. To pa je bilo res podlo!
Kobilica je skočila le pol tako visoko, vendar je skočila kralju naravnost v obraz, in ta je rekel, da je to ostudno. Poskočna gos je dolgo stala pri miru in premišljevala, tako da so nazadnje že mislili, da sploh ne zna skakati.
»Da ji le ni slabo!« je rekel dvorni pes in jo spet povohal. Švist! Naredila je majhen skok postrani in pristala v naročju princese, ki je sedela na nizkem zlatem stolčku.
Tedaj je kralj rekel: »Najvišji skok je tisti, ki te ponese k moji hčeri, kajti to je najimenitnejše. Toda da se domisliš česa takega, moraš imeti glavo, in poskočna gos je pokazala, da jo ima. Ta ima pa trdo bučo!«
In tako je dobila princeso. »Jaz sem vendar skočila najviše!« je rekla bolha. »Pa saj je vseeno! Naj kar ima tisto gosjo kost s paličico in smolo! Jaz sem vendar skočila najviše, toda na tem svetu moraš imeti telo, da te sploh opazijo!«
Potem je bolha odšla v tujo vojaško službo, kjer je, kakor pravijo, padla. Kobilica je sedla v jarek in premišljevala, kako se pravzaprav godi na svetu, ter tudi sama rekla: »Telo moraš imeti! Telo moraš imeti!« Nato je zapela svojo žalostno pesem in iz nje smo vzeli to zgodbo, ki bi prav lahko bila laž, četudi bi bila natisnjena.
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
Loppen, græshoppen og springgåsen ville engang se hvem af dem der kunne springe højest og så inviterede de hele verden og hvem der ellers ville komme at se den stads, og det var tre ordentlige springfyre, da de kom sammen i stuen.
"Ja, jeg giver min datter til den, som springer højest!" sagde kongen, "for det er så fattigt at de personer skal springe om ingenting!"
Loppen kom først frem, den havde sådanne nette manerer og hilste til alle sider, for den havde frøkenblod i sig og var vant til kun at omgås med mennesker, og det gør nu så meget.
Nu kom græshoppen, den var rigtignok betydelig sværere, men den havde dog ganske god skik på sig og var i grøn uniform, og den var medfødt; desuden sagde personen, at den havde en meget gammel familie i det land Ægypten, og at den her hjemme var højt vurderet, den var taget lige fra marken og sat i et korthus der havde tre etager, alle sammen af herreblade, der vendte den kulørte side indad; der var både dør og vinduer og det skåret ud i livet på hjerter dame. "Jeg synger således," sagde den, "at seksten indfødte fårekyllinger der har pebet fra små af og dog ikke fået korthus, har ved at høre mig ærgret sig endnu tyndere end de var!"
Begge to, både loppen og græshoppen gjorde således godt rede for hvem de var og at de troede de nok kunne ægte en prinsesse.
Springgåsen sagde ikke noget, men man sagde om den, at den tænkte desto mere og da hofhunden bare snøftede til den, indestod han for at springgåsen var af god familie; den gamle rådmand, der havde fået tre ordener for at tie stille, forsikrede at han vidste at springgåsen var begavet med spådomskraft, man kunne se på ryggen af den om man fik en mild eller en streng vinter og det kan man ikke engang se på ryggen af ham der skriver almanakken.
"Ja, jeg siger nu ikke noget!" sagde den gamle konge, "men jeg går nu sådan altid og tænker mit!"
Nu var det springet om at gøre. Loppen sprang så højt at ingen kunne se det og så påstod de at den slet ikke havde sprunget og det var nu lumpent!
Græshoppen sprang kun halvt så højt, men den sprang kongen lige i ansigtet og så sagde han at det var ækelt.
Springgåsen stod længe stille og betænkte sig, man troede til sidst at den slet ikke kunne springe.
"Bare den ikke har fået ondt!" sagde hofhunden og så snøftede han igen til den: rutsch! sprang den et lille skævt spring hen i skødet på prinsessen der sad lavt på en guldskammel.
Da sagde kongen: "Det højeste spring er at springe op til min datter, for det er det fine af det, men sligt hører der hoved til at falde på og springgåsen har víst at den har hoved. Den har ben i panden!"
Og så fik den prinsessen.
"Jeg sprang dog højest!" sagde loppen. "Men det kan være det samme! lad hende kun have den gåserad med pind og med beg! jeg sprang dog højest, men der skal i denne verden krop til for at de kan se én!"
Og så gik loppen i fremmed krigstjeneste, hvor man siger at den blev slået ihjel.
Græshoppen satte sig ude i grøften og tænkte over hvorledes det egentlig gik til i verden og den sagde også: "Krop skal der til! Krop skal der til!" og så sang den sin egen bedrøvelige vise og det er af den vi har taget historien, som dog gerne kunne være løgn om den endogså var trykt.
