Waltey
Ptica ljudske pesmi
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Ptica ljudske pesmi
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 5 min branja
- Obseg
- 4 strani
- Naslov izvirnika
- Folkesangens fugl (En stemning)
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Ptica ljudske pesmi
Zimski čas je; zemljo prekriva snežna odeja, kakor bi bila iz marmorja, izklesanega iz gore. Nebo je visoko in jasno, veter oster kakor meč, ki so ga skovali škrati, drevesa stojijo kakor bele korale, kakor cvetoče mandljeve veje; sveže je kakor visoko v Alpah. Prelepa je noč z bliski severnega sija in neštetimi lesketajočimi se zvezdami.
Prihrumijo viharji, oblaki se vzdignejo in stresajo labodji puh; snežinke vrtinčijo, prekrivajo globoko vrezane poti in hiše, odprta polja in tesne ulice. Mi pa sedimo v topli izbi ob razgreti lončeni peči in poslušamo pripovedi o davnih časih; poslušamo sago:
Ob odprtem morju je stala velika grobna gomila; na njej je ob polnočni uri sedel duh pokopanega junaka, ki je bil nekoč kralj. Zlati obroč se mu je svetil okoli čela, lasje so mu plapolali v vetru, odet je bil v železo in jeklo; žalostno je sklanjal glavo in globoko vzdihoval v bolečini kakor duh, ki ne najde pokoja.
Tedaj je mimo priplula ladja. Možje so vrgli sidro in stopili na kopno. Med njimi je bil skald; pristopil je h kraljevi prikazni in vprašal: "Zakaj žaluješ in trpiš?"
Mrtvi je odgovoril: "Nihče ni opeval mojih življenjskih del; mrtva so in pozabljena. Pesem jih ni ponesla čez dežele in v človeška srca; zato nimam miru ne počitka."
In spregovoril je o svojih delih in junaštvih, ki so jih njegovi sodobniki poznali, a jih niso opevali, saj med njimi ni bilo skalda. Tedaj je stari bard ubral strune harfe in zapel o junakovem mladostnem pogumu, možati moči in veličini njegovih dobrih del. Ob tem je mrtvečev obraz zažarel kakor rob oblaka v mesečini. Vesela in blažena se je prikazen dvignila v sijaju in žarkih, ki so ugasnili kakor blisk severnega sija; videti je bilo le še travnato gomilo s kamni brez run. A ob zadnjem zvenu strun se je nad njo vzpela drobna ptica, kakor da bi priletela iz harfe same; najlepša ptica pevka, z zvenečim napevom drozga, z duše polnim utripom človeškega srca, z glasom domovine, kakršnega sliši ptica selivka. Ptica pevka je letela čez gore in doline, čez polja in gozdove; bila je ptica ljudske pesmi, ki nikoli ne umre.
Slišimo pesem; prav zdaj jo slišimo tu v izbi, v zimskem večeru, ko zunaj rojijo bele čebele in vihar silovito divja. Ptica nam ne poje le junakove drape, poje nam sladke, nežne ljubezenske pesmi, tako bogate in tako številne, o zvestobi na severu; v njenih tonih in besedah živijo pravljice; pozna pregovore in pesniške izreke, ki kakor rune, položene pod jezik mrtveca, tega pripravijo do besede, da prepoznamo njegovo domovino — ptica ljudske pesmi.
V poganski davnini, v vikinških časih, je njeno gnezdo viselo v bardovi harfi. Kje pa je ptica pevka našla zavetje in zatočišče v času viteških gradov, ko je pest držala tehtnico pravice, ko je bila le moč pravica in sta bila kmet in pes pri kupčiji enako vredna? Surovost in malenkostnost se zanjo nista menili. V grajskem pomolu, kjer je grajska gospa sedela ob pergamentu in zapisovala stare spomine v pesmih in pripovedih, kjer sta mamica iz hišice iz travne ruše in potujoči krošnjar sedela ob njej na klopi in pripovedovala, tam je nad njimi prhutala in letala, žvrgolela in pela ptica, ki nikoli ne umre, dokler ima zemlja vsaj eno travnato grudo za njeno nožico — ptica ljudske pesmi.
Zdaj poje nam, tu v izbi. Zunaj sta snežni vihar in noč; pod jezik nam polaga rune, prepoznavamo svojo domovino; Bog nam v napevih ptice ljudske pesmi govori v našem maternem jeziku. Stari spomini vstajajo, obledele barve znova oživijo, pripoved in pesem nam ponujata blagoslovljen napoj, ki dviga duha in misli, da se večer spremeni v božično slavje. Sneg se vrtinči, led poka, vihar vlada, ima moč, on je gospodar, ni pa Gospod.
Zimski čas je, veter je oster kakor meč, ki so ga skovali škrati; sneg se vrtinči — zdi se nam, da ga je nosilo že dneve in tedne, in zdaj leži kakor neznanska snežna gora nad velikim mestom; težke sanje v zimski noči. Vse tam spodaj je skrito in izginulo, le zlati križ na cerkvi, simbol vere, se dviga nad snežni grob in se blešči v modrini neba, v jasni sončni svetlobi.
In nad pokopanim mestom letajo nebesne ptice, majhne in velike; čivkajo in pojejo, kakor pač znajo, vsaka s svojim kljunom. Najprej prileti jata vrabcev; čivkajo o vseh drobnih rečeh na ulicah in v uličicah, v gnezdih in hišah; poznajo zgodbe iz hiš ob ulici in iz tistih na dvoriščih. "Poznamo pokopano mesto," pravijo. "Vse živo v njem govori čiv! čiv! čiv!"
Črni krokarji in vrane letajo nad belim snegom. "Kopljite! Kopljite!" kričijo. "Tam spodaj se še kaj najde, kaj za v goltanec, to je najvažnejše; tako meni večina tam spodaj na dnu in to mnenje je kra, kra, krasno!"
Na šumečih krilih priletijo divji labodi in pojejo o čudovitem in velikem, kar še vedno klije iz človeških misli in src tam v mestu, ki počiva pod snežnimi plastmi.
Tam ni smrti, življenje kipi; čutimo ga v tonih, ki bučijo kakor iz cerkvenih orgel, prevzamejo nas kakor zvoki iz gomile vilincev, kakor Ossianove pesmi, kakor šumeči zamahi valkirinih kril. Kakšno sozvočje! Govori našemu srcu, dviga naše misli — ptico ljudske pesmi slišimo! In prav v tem hipu zaveje od zgoraj topli božji dih, snežna gora razpoka, sonce posije vanjo, pomlad prihaja, ptice prihajajo, novi rodovi, z istimi domačimi napevi. Prisluhnite drapi leta: moči snežnega viharja, težkim sanjam zimske noči! Vse se razveže, vse se dvigne v prelepi pesmi ptice ljudske pesmi, ki nikoli ne umre.
Izvirnik
Folkesangens fugl (En stemning)
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Det er vintertid; jorden har et snelag, som var det marmor, hugget ud af fjeldet: Luften er høj og klar, vinden skarp som et dværgesmedet sværd, træerne står som hvide koraller, som blomstrende mandelgrene, her er friskt som på de høje alper. Dejlige er natten med nordlysblink og talløse funklende stjerner.
Stormene kommer, skyerne løfter sig, ryster svanedun; snefnuggene fyger, dækker hulvej og hus, den åbne mark og de lukkede gader. Men vi sidder i den lune stue, ved den blussende kakkelovn, og der fortælles om gammel tid; vi hører en saga:
Ved det åbne hav lå en kæmpegrav, på den sad i midnatstimen spøgelset af den begravede helt, en konge havde han været; guldringen skinnede om hans pande, håret flagrede i vinden, han var klædt i jern og stål; sit hoved bøjede han sorrigfuld og sukkede dybt i smerte som en usalig ånd.
Da kom et skib forbi. Mændene kastede anker og steg i land. En skjald var der mellem dem; han trådte hen mod kongeskikkelsen og spurgte: "Hvorfor sørger og lider du?"
Da svarede den døde: "Ingen har besunget min livsgerning; den er død og borte; sangen bar den ikke ud over landene og ind i menneskenes hjerter; derfor har jeg ikke ro, ikke hvile."
Og han mælede om sin gerning og stordåd, den hans samtid havde kendt, men ej besunget, thi hos den var ingen skjald.
Da greb den gamle barde i harpens strenge, sang om heltens ungdomsmod, manddomskraft og god gernings storhed. Den dødes ansigt lyste derved, som skyens kant i måneskin: Glad og livsalig løftede skikkelsen sig i glans og stråler, der svandt som et nordlysblink; der var kun at se den grønsværshøj med de runeløse sten; men hen over den svang sig ved strengenes sidste klang, ret som var det ud fra harpen den kom, en lille fugl, den dejligste sangfugl med droslens klangfulde slag, med menneskehjertets sjælfyldte slag, hjemlandets klang, som trækfuglen hører den. Sangfuglen fløj over fjeld, over dal, over mark og skov, det var folkesangens fugl, der aldrig dør.
Vi hører sangen; vi hører den nu her i stuen, i vinteraftnen, mens de hvide bier sværmer derude og stormen tager stærke tag. Fuglen synger os ikke blot heltens drapa, den synger søde, bløde elskovssange, så rige og så mange,om troskab i nord; den har eventyr i toner og ord; den har ordsprog og sangsprog, der som runer lagt under død mands tunge får ham til at tale og man ved hans hjemland, folkesangens fugl.
I hedningeold, i vikingetid, hang dens rede i bardens harpe. I ridderborgens dage, da næven holdt retfærds vægtskål, kun magten var ret, en bonde og en hund vare lige i bytte, hvor fandt da sangfuglen skjul og ly? Råhed og småhed tænkte ej på den. I ridderborgens karnap, hvor borgfruen sad ved pergamentet og nedskrev de gamle minder i sang og sagn, morlille fra græstørvhuset og den omvandrende bissekræmmer sad på bænken hos hende og fortalte, der, hen over dem, flagrede og fløj, kvidrede og sang fuglen der aldrig dør, så længe jorden har en tue for dens fod, folkesangens fugl.
Nu synger den for os herinde. Ude er det snestorm og nat; den lægger runer under vor tunge, vi kender vort hjemland; Gud taler til os vor moders sprog i folkesangfuglens toner; de gamle minder løfter sig, de afblegede farver opfriskes, sagn og sang giver en velsignelsens drik, der løfter sind og tanke, så at aftnen bliver en julefest. Sneen fyger, isen knager, stormen råder, den har magten, den er herre, men ikke Vorherre.
Det er vintertid, vinden skarp som et dværgesmedet sværd; sneen fyger, - den føg, synes os, i dage og uger, og ligger som et uhyre snebjerg over den store stad; en tung drøm i vinternatten. Alt dernede skjult og borte, kun kirkens gyldne kors, troens symbol, løfter sig over snegraven og skinner i den blå luft, i det klare solskin.
Og hen over den begravede stad flyver himlens fugle, de små og de store; de pipper og de synger, som de kan det, hver fugl med sit næb.
Først kommer spurvenes flok, de pipper om alt det små i gade og i stræde, i rede og i hus; de vide historier fra forhus og baghus. "Vi kender den begravede stad," siger de. "Alt levende derinde har pip! pip! pip!"
De sorte ravne og krager flyver hen over den hvide sne. "Grav! grav!" skriger de. "Dernede er endnu noget at få, noget for skrotten, den er det vigtigste; det er de flestes mening dernede på bunden og den mening er bra', bra', brav!"
De vilde svaner kommer på susende vinger, og synger om det herlige og store, der endnu spirer fra menneskenes tanker og hjerter derinde i den under snelagene hvilende stad.
Døden er der ikke, livet vælder; vi fornemmer det i toner, de bruser som fra kirkens orgel, griber os som klang fra elverhøj, som ossianske sange, som valkyriens susende vingeslag. Hvilken samklang! den taler ind i vort hjerte, løfter vor tanke, det er folkesangens fugl vi hører! Og i dette nu: Guds varme ånde puster fra oven, snebjerget slår revner, solen skinner derind, våren kommer, fuglene kommer, nye slægter, med de hjemlige, samme toner. Hør årets drapa: snestormens magt, vinternattens tunge drøm! Alt løses, alt løfter sig i dejlig sang fra folkesangens fugl, der aldrig dør.
Nadaljuj z branjem
