Waltey

Prevod

In the Garden of Paradise, beneath the Tree of Knowledge, stood a hedge of roses; here, in the first rose, a bird was born, its flight like light, its colours lovely, its song glorious.

But when Eve plucked the fruit of knowledge, when she and Adam were driven from the Garden of Paradise, a spark from the avenging angel’s flaming sword fell into the bird’s nest and set it alight. The bird died in the flames, but from the red egg flew a new one, the only one, the ever-solitary Phoenix. Legend tells that it nests in Arabia, and every hundred years burns itself to ashes in its nest, and that a new Phoenix, the only one in the world, flies out of the red egg.

The bird flutters about us, swift as light, lovely in colour, glorious in song. When a mother sits beside her child’s cradle, it is there by the pillow, beating its wings into a halo about the child’s head. It flies through the humblest room, and sunshine fills it; the poor chest of drawers breathes the scent of violets.

But the Phoenix is not only Arabia’s bird: it flutters in the glow of the northern lights over Lapland’s icy plains; it hops among the yellow flowers of Greenland’s brief summer. Beneath Falun’s copper cliffs, in England’s coal mines, it flies like a dusted moth over the hymnbook in the devout worker’s hands. It sails on a lotus leaf down the sacred waters of the Ganges, and the Hindu maiden’s eyes shine at the sight of it.

The Phoenix! Do you not know him? The bird of Paradise, the sacred swan of song. On the cart of Thespis he sat like a chattering raven, beating his black wings smeared with wine lees; over Iceland’s poet’s harp glided the swan’s red, ringing beak; on Shakespeare’s shoulder he sat like Odin’s raven and whispered in his ear: Immortality; he flew through Wartburg’s hall of knights at the contest of minstrels.

The Phoenix! Do you not know him? He sang you the Marseillaise, and you kissed the feather that fell from his wing; he came in the splendour of Paradise, and perhaps you turned away to the sparrow that sat with imitation gold upon its wings.

Bird of Paradise! Renewed every century, born in flames, dead in flames, your image hangs framed in gold in the halls of the rich, while you yourself so often fly lost and alone—a mere legend: the Phoenix in Arabia.

—In the Garden of Paradise, when you were born beneath the Tree of Knowledge, in the first rose, Our Lord kissed you and gave you your true name—Poetry.

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

I Paradisets Have, under kundskabstræet, stod en rosenhæk; her, i den første rose, fødtes en fugl, dens flugt var som lysets, dejlig dens farve, herlig dens sang.

Men da Eva brød kundskabens frugt, da hun og Adam joges fra Paradisets Have, faldt fra straffeenglens flammesværd en gnist i fuglens rede og antændte den. Fuglen døde i flammerne, men fra det røde æg fløj en ny, den eneste, den altid eneste Fugl Føniks. Sagnet melder, at den bygger i Arabien, og hvert hundrede år brænder sig selv op i sin rede, og at en ny Føniks, den eneste i verden, flyver ud fra det røde æg.

Fuglen omflagrer os, hurtig som lyset, dejlig i farve, herlig i sang. Når moderen sidder ved barnets vugge, er den ved hovedpuden, og slår med vingerne en glorie om barnets hoved. Den flyver gennem nøjsomhedens stue, og der er solglans derinde, den fattige dragkiste dufter med violer.

Men Fugl Føniks er ikke alene Arabiens fugl, den flagrer i nordlysskær på Laplands issletter, den hopper imellem de gule blomster i Grønlands korte sommer. Under Faluns kobberklipper, i Englands kulgruber flyver den, som et pudret møl, hen over sangbogen i den fromme arbejders hænder. Den sejler på lotusbladet ned ad Ganges' hellige vande, og hindupigens øjne lyser ved at se den.

Fugl Føniks! Kender du ham ikke? Paradisets fugl, sangens hellige svane. På Thespiskærren sad den, som en sladrende ravn, og slog med de sorte, bærmebesmurte vinger; over Islands sangerharpe gled svanens røde, klingende næb; på Shakespeares skulder sad den som Odins ravn og hviskede ham i øret: Udødelighed; den fløj ved sangerfesten gennem Wartburgs riddersal.

Fugl Føniks! Kender du ham ikke? Han sang dig Marseillaisen, og du kyssede fjeren, der faldt fra hans vinge; han kom i paradisglans, og du vendte dig måske bort til spurven, der sad med bogguld på vingerne.

Paradisets fugl! fornyet hvert århundrede, født i flammer, død i flammer, dit billede indfattet i guld hænger i de riges sale, selv flyver du tit vildfarende og ensom, – et sagn kun: Fugl Føniks i Arabien.

– I Paradisets Have, da du fødtes under kundskabstræet, i den første rose, kyssede Vor Herre dig og gav dig dit rette navn – Poesien.

Nalagam bralnik