Waltey

Prevod

Great-grandfather was such a dear, wise, good man; we all looked up to him. For as far back as I could remember, he had actually been called Grandfather, by his sons’ and daughters’ children alike, but when my brother Frederik’s little son joined the family, he was promoted to Great-grandfather; he could not hope to rise any higher in his lifetime! He was so fond of us all, but he did not seem very fond of the age we lived in. “The old days were good days!” he said. “Steady and sound they were! Now everything goes at a gallop, and everything is turned upside down. Young people do all the talking, and speak of kings themselves as though they were their equals. Anyone off the street can dip his rag in foul water and wring it out over an honourable man’s head!”

When Great-grandfather spoke like this, his face grew quite red; but a little later his kindly smile returned, and with it the words: “Well, well! Perhaps I am somewhat mistaken! I stand in the old days and cannot quite find my footing in the new. May the Lord guide and lead them!”

When Great-grandfather spoke of the old days, it was as though they came back to me. In my imagination I rode in a golden coach with liveried attendants, watched the guilds carry their signs in procession with music and banners, and joined in the merry Christmas parties with forfeits and dressing-up. Of course, there had also been much that was dreadful and terrible in those days—gibbets, breaking wheels, and bloodshed—but all those horrors had something alluring and stirring about them. I heard of the Danish noblemen who set the peasants free, and of Denmark’s crown prince, who abolished the slave trade.

It was delightful to hear Great-grandfather tell these stories, to hear about the days of his youth; yet the time before that was the most glorious of all, so mighty and grand.

“It was barbarous!” said my brother Frederik. “Thank God we have left it behind!” And he said it straight to Great-grandfather’s face. That was not proper, and yet I had great respect for Frederik; he was my eldest brother, and old enough to be my father, he said. He said so many funny things. He had passed his school-leaving examination with the highest marks, and was so capable in Father’s office that he would soon be able to join the business. He was the one Great-grandfather talked with most, but they always ended up arguing. Those two did not understand each other and never would, the whole family said; but young as I was, I soon noticed that neither could do without the other.

Great-grandfather listened with shining eyes when Frederik talked or read aloud about advances in science, discoveries of the forces of nature, and all the marvels of our age.

“People are growing cleverer, but not better!” Great-grandfather would say. “They invent the most dreadful weapons to destroy one another!” “Then the war is over all the sooner!” said Frederik. “One need not wait seven years for the blessing of peace! The world is full-blooded; it must be bled now and then. It is necessary!”

One day Frederik told him something that had actually happened in our own time, in a small country. The mayor’s clock, the great clock on the town hall, gave the time to the town and its inhabitants. It did not keep quite the right time, but the whole town went by it all the same. Now railways came to that country too, and since they connect with those of all the other countries, one must know the exact time, or there will be collisions. The railway had its own clock, set by the sun; it kept the right time, but the mayor’s did not, and now everyone in town went by the railway clock.

I laughed and thought it an amusing story, but Great-grandfather did not laugh; he grew quite serious. “There is a good deal in what you have just told me!” he said. “And I understand what you mean by telling it to me. There is a lesson in your clockwork. It makes me think of another clock, my parents’ old, plain Bornholm clock with its lead weights; it measured the hours of their lives and of my childhood. It may not have kept perfectly accurate time, but it went, and we looked at the hand, trusted it, and never thought about the wheels inside. The machinery of state was like that in those days too: one looked at it with confidence and believed in the hand. Now the machinery of state has become a clock of glass, where one can look straight into the works and see the wheels turning and whirring; one grows quite anxious about this pivot, that wheel! What will become of the timekeeping, I wonder, and I no longer have my childhood faith. That is the weakness of the present age!”

And so Great-grandfather talked himself into quite a temper. He and Frederik could not get along together, but neither could they part, “just like the old age and the new!” Both of them, and the whole family, came to feel this when Frederik had to travel far away, to America. The journey had to be made on the firm’s business. It was a painful parting for Great-grandfather, and the journey was so long, right across the ocean to another part of the globe.

“You shall have a letter from me every fortnight!” said Frederik. “And faster than any letter, you will hear from me along the telegraph wire; days will become hours, and hours minutes!”

A greeting came along the telegraph wire when Frederik went aboard ship in England. Sooner than any letter, even if the flying clouds had carried the mail, a greeting came from America, where Frederik had landed only a few hours before.

“It is indeed a thought of God’s that has been granted to our age!” said Great-grandfather. “A blessing for mankind!” “And it was in our country that those forces of nature were first understood and explained, Frederik has told me.”

“Yes,” said Great-grandfather, and kissed me. “Yes, and I have looked into the two gentle eyes that first saw and understood this force of nature; they were childlike eyes, like yours! And I have clasped his hand!” And then he kissed me again.

More than a month had passed when a letter from Frederik brought the news that he had become engaged to a lovely young girl whom the whole family was sure to like. Her photograph was sent and examined both with the naked eye and through a magnifying glass, for that is the wonderful thing about such pictures: they bear inspection under the strongest lenses, and indeed the likeness becomes even clearer. No painter has ever achieved that, not even the greatest of the old masters.

“If only that invention had been known in those days!” said Great-grandfather. “Then we could have looked the world’s benefactors and great men in the face! How gentle and good this young girl looks!” he said, gazing through the glass. “I shall know her when she walks through the door!”

But that very nearly never happened; fortunately, we at home did not learn the full extent of the danger until it was past. The young newlyweds reached England happy and well, and from there they were to take a steamship to Copenhagen. They sighted the Danish coast, the white sand dunes of western Jutland; then a storm arose, the ship struck one of the sandbars and ran aground. The seas rose high and threatened to break the vessel apart; no lifeboat could come to their aid. Night fell, but in the midst of the darkness a bright rocket shot from the shore across the stranded ship. The rocket cast its rope over the vessel, a link was made between those out at sea and those on land, and soon, through the heavy, rolling waves, a beautiful young woman was drawn ashore in the rescue basket, alive and well. And she was overjoyed when her young husband soon stood beside her on dry land. Everyone aboard was saved; morning had not yet dawned.

We lay sweetly asleep in Copenhagen, thinking neither of sorrow nor of danger. When we gathered round the table for our morning coffee, a report arrived by telegram that an English steamship had been wrecked on the west coast. Our hearts filled with dread, but within the same hour a telegram came from our dear ones, safely rescued and back in their own country: Frederik and his young wife, who would soon be with us.

They all wept; I wept too, and Great-grandfather wept, folded his hands, and—I am sure of it—blessed the new age. That day Great-grandfather gave two hundred rigsdalers towards the monument to Hans Christian Ørsted.

When Frederik came home with his young wife and heard about it, he said: “That was right, Great-grandfather! Now I shall read you what Ørsted wrote many years ago about the old days and our own!”

“I suppose he shared your opinion?” said Great-grandfather. “Yes, you may be sure of that!” said Frederik. “And you are on our side too—you have contributed to his monument!”

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Oldefar var så velsignet, klog og god, vi så alle op til oldefar; han kaldtes egentlig, så langt jeg kunne huske tilbage, farfar, også morfar, men da min broder Frederiks lille søn kom i familien, avancerede han til oldefar; højere op kunne han ikke opleve! Han holdt så meget af os alle sammen, men vor tid syntes han ikke at holde rigtig af: "Gammel tid var god tid!" sagde han; "sindig og solid var den! nu er der sådan en galop og venden op og ned på alt. Ungdommen fører ordet, taler om kongerne selv, som om de var dens ligemænd. Enhver fra gaden kan dyppe sin klud i råddent vand og vride den af på hovedet af en hædersmand!"

Ved sådan tale blev oldefar ganske rød i ansigtet; men lidt efter kom igen hans venlige smil og da de ord: "Nå, ja! måske tager jeg noget fejl! jeg står i gammel tid og kan ikke få ret fodfæste i den nye, Vorherre lede og føre den!"

Når oldefar talte om gammel tid, var det ligesom om den kom tilbage til mig. I tankerne kørte jeg da i guldkaret med hejdukker, så lavene flytte skilt i optog med musik og faner, var med i de morsomme julestuer med panteleg og udklædning. Der var jo rigtignok også i den tid meget fælt og grueligt, stejler, hjul og blodsudgydelse, men alt det gruelige havde noget lokkende og vækkende. Jeg fornam om de danske adelsmænd, der gav bonden fri, og Danmarks kronprins, der ophævede slavehandelen.

Det var yndigt at høre oldefar fortælle derom, høre fra hans ungdomsdage; dog tiden foran den var dog den allerdejligste, så kraftig og stor.

"Rå var den!" sagde broder Frederik, "Gud ske lov at vi er ud over den!" og det sagde han rent ud til oldefar. Det skikkede sig ikke, og dog havde jeg megen respekt for Frederik; han var min ældste broder, han kunne være min fader, sagde han; han sagde nu så meget løjerligt. Student var han med bedste karakter og så flink på faders kontor, at han kunne snart gå med ind i forretningerne. Han var den, oldefar mest indlod sig med, men de kom altid op at disputere. De to forstod ikke hinanden og ville aldrig komme til det, sagde hele familien, men i hvor lille jeg end var, mærkede jeg dog snart, at de to ikke kunne undvære hinanden.

Oldefar hørte til med lysende øjne når Frederik fortalte eller læste op om fremskridt i videnskaben, om opdagelser af naturens kræfter, om alt det mærkelige i vor tid.

"Menneskene bliver klogere, men ikke bedre!" sagde da oldefar. "De opfinder de forfærdeligste ødelæggelsesvåben mod hverandre!"

"Des hurtigere er krigen forbi!" sagde Frederik, "man venter ikke syv år på fredens velsignelse! Verden er fuldblodig, den må imellem have en åreladning, det er fornødent!"

En dag fortalte Frederik ham noget virkeligt oplevet i vor tid i en lille stat. Borgmesterens ur, det store ur på rådhuset, angav tiden for byen og dens befolkning; uret gik ikke ganske rigtigt, men hele byen rettede sig dog derefter. Nu kom også der i landet jernbaner, og de står i forbindelse med alle andre landes, man må derfor vide tiden nøjagtig, ellers løber man på. Jernbanen fik sit solrettede ur, det gik rigtigt, men ikke borgmesterens, og nu rettede alle byens folk sig efter jernbaneuret.

Jeg lo og fandt at det var en morsom historie, men oldefar lo ikke, han blev ganske alvorlig.

"Der ligger en hel del i hvad du der fortæller!" sagde han, "og jeg forstår også din tanke ved at du fortæller mig det. Der er lærdom i dit urværk. Jeg kommer fra det til at tænke på et andet, mine forældres gamle, simple, bornholmske ur med blylodder; det var deres og min barndoms tidsmåler; det gik vel ikke så ganske nøjagtigt, men det gik, og vi så til viseren, den troede vi på og tænkte ikke på hjulene indeni. Sådan var også dengang statsmaskinen, man så trygt på den, og troede på viseren. Nu er statsmaskinen blevet et ur af glas, hvor man kan se lige ind i maskineriet, se hjulene dreje og snurre, man bliver ganske angst for den tap, for det hjul! hvorledes skal det gå med klokkeslættet, tænker jeg, og har ikke længere min barnetro. Det er nutids skrøbelighed!"

Og så talte oldefar sig ganske vred. Han og Frederik kunne ikke komme ud af det sammen, men skilles kunne de heller ikke, "ligesom den gamle og den nye tid"! - det fornam de begge to og hele familien, da Frederik skulle på rejse, langt bort, til Amerika. Det var i husets anliggende rejsen måtte gøres. Det var en tung skilsmisse for oldefar, og rejsen var så lang, helt over verdenshavet, til en anden del af jordkloden.

"Hver fjortende dag vil du have brev fra mig!" sagde Frederik, "og hurtigere end alle breve, vil du gennem telegraftråden kunne høre fra mig; dagene blive timer, timerne minutter!"

Gennem telegraftråden kom hilsen da Frederik i England gik ombord. Tidligere end et brev, selv om de flyvende skyer havde været postbud, kom hilsen fra Amerika, hvor Frederik var steget i land; det var kun nogle timer siden.

"Det er dog en Guds tanke, der er forundt vor tid!" sagde oldefar; "en velsignelse for menneskeheden!"

"Og i vort land blev de naturkræfter først forstået og udtalt, har Frederik sagt mig."

"Ja," sagde oldefar og kyssede mig. "Ja, og jeg har set ind i de to milde øjne, som først så og forstod denne naturkraft; det var barneøjne som dine! og jeg har trykket hans hånd!" Og så kyssede han mig igen.

Mere end en måned var gået, da der i et brev fra Frederik kom efterretning om, at han var blevet forlovet med en ung, yndig pige, som bestemt hele familien ville være glad ved. Hendes fotografi sendtes og blev beset med bare øjne og med forstørrelsesglas, for det er det rare ved de billeder, at de kan tåle at ses efter i de allerskarpeste glas, ja at da kommer ligheden endnu mere frem. Det har ingen maler formået, selv de allerstørste i de gamle tider.

"Havde man dog dengang kendt den opfindelse!" sagde oldefar, "da havde vi kunnet se ansigt til ansigt verdens velgørere og stormænd! - Hvor dog pigebarnet her ser mild og god ud!" sagde han og stirrede gennem glasset. "Jeg kender hende nu, når hun træder ind ad døren!"

Men nær var det aldrig sket; lykkeligvis hørte vi hjemme ikke ret om faren, før den var forbi.

De unge nygifte nåede i glæde og velbefindende England, derfra ville de med dampskib gå til København. De så den danske kyst, Vestjyllands hvide sandklitter; da rejste sig en storm, skibet stødte mod en af revlerne og sad fast; søen gik højt og ville bryde fartøjet; ingen redningsbåd kunne virke; natten fulgte, men midt i mulmet fór fra kysten en lysende raket hen over det grundstødte skib; raketten kastede sit tov hen over det, forbindelsen var lagt mellem dem derude og dem på land, og snart droges, gennem tunge, rullende søer, i redningskurven en ung, smuk kvinde, lyslevende; og uendelig glad og lykkelig var hun, da den unge husbond snart stod hos hende på landjorden. Alle ombord blev frelst; det var endnu ikke lys morgen.

Vi lå i vor søde søvn i København, tænkte hverken på sorg eller fare. Da vi nu samledes om bordet til morgenkaffe, kom et rygte, bragt ved et telegram, om et engelsk dampskibs undergang på Vestkysten. Vi fik stor hjerteangst, men i samme time kom telegram fra de frelste, kære hjemkomne, Frederik og hans unge hustru, der snart ville være hos os.

De græd alle sammen; jeg græd med, og oldefar græd, foldede sine hænder, og - jeg er vis derpå - velsignede den nye tid.

Den dag gav oldefar to hundrede rigsdaler til monumentet for Hans Christian Ørsted.

Da Frederik kom hjem med sin unge kone og hørte det, sagde han: "Det var ret, oldefar! nu skal jeg også læse for dig hvad Ørsted allerede for mange år tilbage skrev om gammel tid og vor tid!"

"Han var vel af din mening?" sagde oldefar.

"Ja, det kan du nok vide!" sagde Frederik, "og du er med, du har givet til monumentet for ham!"

Nalagam bralnik