Waltey

Prevod

Once upon a time there was an old poet, a truly good old poet. One evening, as he sat at home, a dreadful storm broke out; the rain poured down, but the old poet sat snug and warm beside his stove, where the fire blazed and the apples sizzled.

"There won't be a dry thread on the poor souls out in this weather!" he said, for he was such a good poet. "Oh, let me in! I'm freezing, and I'm so wet!" cried a little child outside. It was crying and knocking at the door while the rain poured down and the wind rattled all the windows.

"You poor little thing!" said the old poet, and went to open the door. There stood a little boy; he was quite naked, and water streamed from his long golden hair. He was trembling with cold; had he not been let in, he would surely have died in that dreadful weather.

"You poor little thing!" said the old poet, taking him by the hand. "Come here to me, and I'll soon get you warm! You shall have some wine and an apple, for you're a lovely boy!"

And so he was. His eyes shone like two bright stars, and although the water ran down his golden hair, it still curled so prettily. He looked like a little angel, but he was so pale with cold and trembling all over. In his hand he held a beautiful bow, but it was quite spoiled by the rain; all the colours on the lovely arrows had run together in the wet weather.

The old poet sat down beside the stove, took the little boy on his lap, wrung the water from his hair, warmed his hands in his own, and heated some sweet wine for him. Soon the boy recovered, his cheeks grew rosy, and he jumped down onto the floor and danced round the old poet.

"You're a merry boy!" said the old man. "What's your name?" "My name is Amor!" he answered. "Don't you know me? There's my bow! I shoot with it, I can tell you! Look, the weather's clearing outside; the moon is shining!"

"But your bow is spoiled!" said the old poet. "What a pity!" said the little boy, picking it up and examining it. "Oh, it's quite dry; it hasn't suffered any harm at all! The string is perfectly taut! Now I'll try it!" Then he drew the bow, fitted an arrow, took aim, and shot the good old poet straight through the heart. "Now you can see that my bow wasn't spoiled!" he said, laughing aloud, and ran away. The naughty boy! To shoot the old poet like that, when he had let him into his warm room, been so kind to him, and given him that lovely wine and the very best apple.

The good poet lay on the floor and wept, for he really had been shot straight through the heart. Then he said, "Shame on Amor! What a naughty boy he is! I shall tell all good children about him, so they can be on their guard and never play with him, for he will hurt them!"

All the good children, girls and boys, whom he told took great care to guard against wicked Amor, but he fooled them all the same, for he is so cunning! When the students leave their lectures, he runs along beside them with a book under his arm and a black gown on. They cannot recognise him at all, so they take him by the arm, thinking he is a student too; but then he thrusts his arrow into their chests. When the girls leave their lessons with the pastor, and when they stand in church, he is after them too. Yes, he is always after people! He sits in the great chandelier at the theatre, blazing so brightly that people think he is a lamp, but afterwards they discover otherwise. He runs about in Kongens Have and on Volden! Why, he once shot your father and mother straight through the heart! Just ask them, and you'll hear what they say. Yes, Amor is a wicked boy, and you must never have anything to do with him! He is after everyone. Just think, he even shot an arrow at old Grandmother, but that was long ago, and she has got over it; still, she will never forget such a thing. Shame on wicked Amor! But now you know him! You know what a naughty boy he is!

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Der var engang en gammel digter, sådan en rigtig god gammel digter. En aften, han sad hjemme, blev det et forskrækkeligt ondt vejr udenfor; regnen skyllede ned, men den gamle digter sad lunt og godt ved sin kakkelovn, hvor ilden brændte og æblerne snurrede.

"Der bliver da ikke en tør tråd på de stakler, som er ude i det vejr!" sagde han, for han var sådan en god digter.

"Oh, luk mig op! jeg fryser og er så våd!" råbte et lille barn udenfor. Det græd og bankede på døren, medens regnen skyllede ned og blæsten ruskede i alle vinduer.

"Din lille stakkel!" sagde den gamle digter, og gik hen at lukke døren op. Der stod en lille dreng; han var ganske nøgen og vandet drev af hans lange gule hår. Han rystede af kulde, var han ikke kommet ind, havde han vist måttet dø i det onde vejr.

"Din lille stakkel!" sagde den gamle digter og tog ham ved hånden. "Kom du til mig, så skal jeg nok få dig varmet! Vin og et æble skal du få, for du er en dejlig dreng!"

Det var han også. Hans øjne så ud som to klare stjerner, og skønt vandet flød ned af hans gule hår, krøllede det sig dog så smukt. Han så ud, som et lille englebarn, men var så bleg af kulde og rystede over sin hele krop. I hånden havde han en dejlig flitsbue, men den var ganske fordærvet af regnen; alle kulørerne på de smukke pile løb ud i hinanden af det våde vejr.

Den gamle digter satte sig ved kakkelovnen, tog den lille dreng på sit skød, vred vandet af hans hår, varmede hans hænder i sine, og kogte sød vin til ham; så kom han sig, fik røde kinder, sprang ned på gulvet, og dansede rundt om den gamle digter.

"Du er en lystig dreng!" sagde den gamle. "Hvad hedder du?"

"Jeg hedder Amor!" svarede han, "kender du mig ikke? Dér ligger min flitsbue! den skyder jeg med, kan du tro! se, nu bliver vejret godt udenfor; månen skinner!"

"Men din flitsbue er fordærvet!" sagde den gamle digter.

"Det var slemt!" sagde den lille dreng, tog den op og så på den. "Oh, den er ganske tør, har slet ikke lidt nogen skade! strengen sidder ganske stram! nu skal jeg prøve den!" så spændte han den, lagde en pil på, sigtede og skød den gode gamle digter lige ind i hjertet: "Kan du nu se, at min flitsbue ikke var fordærvet!" sagde han, lo ganske højt og løb sin vej. Den uartige dreng! således at skyde på den gamle digter, der havde lukket ham ind i den varme stue, været så god mod ham og givet ham den dejlige vin og det bedste æble.

Den gode digter lå på gulvet og græd, han var virkelig skudt lige ind i hjertet, og så sagde han: "Fy! hvor den Amor er en uartig dreng! det skal jeg fortælle til alle gode børn, at de kan tage sig i agt, og aldrig lege med ham, for han gør dem fortræd!"

Alle de gode børn, piger og drenge, han fortalte det til, tog sig sådan i agt for den slemme Amor, men han narrede dem alligevel, for han er så udspekuleret! Når studenterne går fra forelæsninger, så løber han ved siden af dem, med en bog under armen og en sort kjole på. De kan slet ikke kende ham, og så tager de ham under armen og tror, det er også en student, men så stikker han dem pilen ind i brystet. Når pigerne går fra præsten, og når de står på kirkegulvet, så er han også efter dem. Ja, han er alle tider efter folk! Han sidder i den store lysekrone på teatret og brænder i lys lue, så folk tror, det er en lampe, men de mærker siden noget andet. Han løber i Kongens Have og på Volden! ja, han har engang skudt din fader og moder lige ind i hjertet! Spørg dem kun ad, så skal du høre, hvad de siger. Ja, det er en slem dreng, den Amor, ham skal du aldrig have noget med at gøre! han er efter alle folk. Tænk engang, han skød endogså en pil på gamle bedstemoder, men det er længe siden, det er gået over; men sådan noget glemmer hun aldrig. Fy, den slemme Amor! Men nu kender du ham! ved, hvad han er for en uartig dreng!

Nalagam bralnik