Waltey

Waltey

Ole Lahkonoček

Andersenove pravljice · Hans Christian Andersen
Kupi e-knjigo Kupi tiskano izdajo

O besedilu

Ole Lahkonoček

Vir
Andersenove pravljice
Avtor
Hans Christian Andersen
Jezik branja
English
Jezik izvirnika
Dansk
Čas branja
20 min branja
Obseg
16 strani
Naslov izvirnika
Ole Lukøje

O izvirniku

Andersenove pravljice

Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.

Besedilo

Ole Lahkonoček

In all the world there is no one who knows so many stories as Ole Lukøje! He certainly can tell them! In the evening, when children are sitting ever so nicely at the table or on their little stools, Ole Lukøje comes along. He comes up the stairs so quietly, for he walks in his stocking feet; he opens the door very gently, and pfft! He squirts sweet milk into the children’s eyes, in the finest, finest spray, but always enough to keep them from holding their eyes open, so they never see him. He slips right behind them, blows softly on the backs of their necks, and then their heads grow heavy—oh yes! But it does not hurt, for Ole Lukøje means nothing but kindness to children. He only wants them to be quiet, and they are quietest once they are in bed. They must be still so that he can tell them stories.

When the children are asleep, Ole Lukøje sits down on the bed. He is very well dressed; his coat is made of silk, but it is impossible to say what colour it is, for it gleams green, red, and blue, depending on which way he turns. Under each arm he carries an umbrella: one has pictures on it, and he holds that over the good children, who dream the loveliest stories all night long. But the other umbrella has nothing at all on it, and he holds that over the naughty children, who sleep so dully that when they wake in the morning they have not dreamed the tiniest thing.

Now we shall hear how Ole Lukøje came every evening for a whole week to a little boy called Hjalmar, and what he told him! That makes seven whole stories, for there are seven days in a week.

Monday “Now listen!” said Ole Lukøje that evening, once he had got Hjalmar into bed. “I’m going to make things pretty!” And all the flowers in the flowerpots became great trees, stretching their long branches beneath the ceiling and along the walls, until the whole room looked like the loveliest summerhouse. Every branch was covered with flowers, and each flower was prettier than a rose, smelled so sweet, and, if you cared to eat it, tasted sweeter than jam! The fruit gleamed like gold, and there were buns bursting with raisins. It was wonderful! But just then a dreadful wailing began in the table drawer where Hjalmar kept his schoolbooks.

“What can that be?” said Ole Lukøje, going over to the table and opening the drawer. It was the slate, which was aching and groaning because a wrong number had got into the sum, and the whole thing was ready to fall to pieces. The slate pencil hopped and jumped on its string like a little dog; it wanted to help the sum, but could not! Then there was Hjalmar’s copybook, with a moaning coming from inside it that was quite dreadful to hear! Down each page stood all the capital letters, each with a small letter beside it, a whole row from top to bottom: these were the models. Next to them stood some letters that thought they looked just the same, for Hjalmar had written them. They sprawled about as though they had fallen over the pencilled line they were meant to stand on.

“Look, this is how you ought to hold yourselves!” said the model letters. “See, slanting this way, with a bold, sweeping stroke!” “Oh, we would like to,” said Hjalmar’s letters, “but we can’t. We’re so poorly!”

“Then you shall have a dose of children’s powder!” said Ole Lukøje. “Oh, no!” they cried, and stood up so straight that it was a pleasure to see them! “Well, there will be no storytelling now!” said Ole Lukøje. “I shall have to drill them! One, two! One, two!” And he put the letters through their exercises until they stood as straight and looked as healthy as any model letters could. But when Ole Lukøje had gone and Hjalmar looked at them in the morning, they were just as wretched as before.

Tuesday As soon as Hjalmar was in bed, Ole Lukøje touched all the furniture in the room with his little magic syringe, and at once it began to talk. Every piece talked about itself except the spittoon, which stood silent, annoyed that they could be so vain as to talk only of themselves and think only of themselves, without a thought for it, standing so modestly in the corner and allowing itself to be spat upon.

Above the chest of drawers hung a large painting in a gilded frame. It was a landscape, with tall old trees, flowers in the grass, and a broad stretch of water with a river that ran behind the woods, past many castles, and far out into the wild sea.

Ole Lukøje touched the painting with his magic syringe, and the birds inside began to sing, the branches of the trees stirred, and the clouds went sailing along; you could see their shadows passing over the landscape.

Then Ole Lukøje lifted little Hjalmar up to the frame, and Hjalmar put his legs into the painting, right into the tall grass, and there he stood! The sun shone down on him through the branches. He ran to the water and sat down in a little boat lying there. It was painted red and white, its sails shone like silver, and six swans, each with a golden crown round its neck and a brilliant blue star on its head, drew the boat past the green woods, where the trees told of robbers and witches, and the flowers told of the pretty little elves and what the butterflies had told them.

The loveliest fish, with scales like silver and gold, swam after the boat; now and then they leaped up and fell back into the water with a splash. Birds, red and blue, large and small, flew behind in two long rows; the gnats danced, and the cockchafer went boom, boom. They all wanted to follow Hjalmar, and each had a story to tell!

What a boat ride it was! Sometimes the woods were so thick and dark; sometimes they were like the loveliest garden, full of sunshine and flowers, with great castles of glass and marble. Princesses stood on the balconies, and they were all little girls Hjalmar knew well, girls he had played with before. Each held out her hand with the prettiest sugar pig any cake seller could offer. As he sailed past, Hjalmar took hold of one end of the sugar pig, and the princess held tight, so each got a piece: she got the smaller one, and Hjalmar the very largest! At every castle little princes stood guard, shouldering golden sabres and showering down raisins and tin soldiers. They were real princes!

Now Hjalmar sailed through woods, now through what seemed like great halls, or right through the middle of a town. He also passed through the town where his nurse lived, the one who had carried him when he was a very little boy and had loved him so dearly. She nodded and waved and sang the pretty little verse she had written herself and sent to Hjalmar:

I think of you so many a day, my own sweet Hjalmar dear! I kissed your little mouth, your brow, your cheeks so rosy and clear. I heard the first words that you said, then had to say goodbye.

May God bless you upon this earth, an angel from His realm on high! And all the birds sang along, the flowers danced upon their stems, and the old trees nodded, just as though Ole Lukøje were telling them stories too.

Wednesday Oh, how the rain was pouring down outside! Hjalmar could hear it in his sleep! And when Ole Lukøje opened a window, the water came right up to the windowsill. There was a whole lake out there, but the most splendid ship lay alongside the house.

“Would you like to come sailing, little Hjalmar?” said Ole Lukøje. “Then you can visit foreign lands tonight and be back here again tomorrow!” And all at once Hjalmar stood in his Sunday clothes in the middle of the splendid ship. The weather immediately turned beautiful, and they sailed through the streets, tacked round the church, and now everything was one great, wild sea. They sailed so long that no land was left in sight, and they saw a flock of storks, also coming from home and bound for the warm countries. The storks flew one behind another, and they had already flown so very, very far. One was so tired that his wings could scarcely carry him any longer. He was the very last in the line, and soon he fell a long way behind. At last, with wings outspread, he sank lower and lower. He gave a few more beats of his wings, but it was no use. Now his feet touched the ship’s rigging, now he slid down the sail, and thump! There he stood on the deck.

The cabin boy picked him up and put him in the poultry coop with the hens, ducks, and turkeys. The poor stork stood quite forlorn among them.

“What a fellow!” said all the hens. And the turkey cock puffed himself up as much as he could and asked who he was, while the ducks waddled backwards and nudged one another. “Get a quack on! Get a quack on!”

The stork told them about warm Africa, about the pyramids and the ostrich that ran like a wild horse across the desert. But the ducks did not understand what he was saying, so they nudged one another. “Shall we agree that he’s stupid?”

“Of course he’s stupid!” said the turkey cock, and gobbled away. Then the stork fell quite silent and thought of his Africa. “What lovely thin legs you have!” said the turkey. “How much are they a yard?”

“Ha, ha, ha!” laughed all the ducks, but the stork pretended not to hear. “You may laugh too!” the turkey told him. “That was a very witty remark! Or was it perhaps beneath his dignity? Dear, dear! He has no breadth of mind! Let us go on amusing ourselves!” And the hens clucked and the ducks quacked, “Quack, quack! Quack, quack!” It was dreadful how much they enjoyed themselves.

But Hjalmar went over to the poultry coop, opened the door, and called to the stork, which hopped out onto the deck beside him. It had rested now, and seemed to nod to Hjalmar in thanks. Then it spread its wings and flew away to the warm countries, while the hens clucked, the ducks quacked, and the turkey cock turned quite scarlet in the face.

“Tomorrow we’ll make soup out of you!” said Hjalmar, and then he woke up and found himself lying in his little bed. What a marvellous journey Ole Lukøje had taken him on that night!

Thursday “Do you know what?” said Ole Lukøje. “Now, don’t be frightened! Here is a little mouse for you to see!” And he held out his hand towards him, with the dainty little creature on it. “She has come to invite you to a wedding. There are two little mice getting married tonight. They live beneath the floor of your mother’s pantry, and it is said to be such a lovely home!”

“But how can I get through the little mousehole in the floor?” asked Hjalmar. “Leave that to me!” said Ole Lukøje. “I shall soon make you small!” He touched Hjalmar with his magic syringe, and at once he grew smaller and smaller, until he was no bigger than a finger. “Now you can borrow the tin soldier’s clothes. I think they will fit, and a uniform looks so smart when you go into company!”

“Yes, indeed!” said Hjalmar, and in a moment he was dressed like the neatest little tin soldier. “Would you be so good as to take a seat in your mother’s thimble?” said the little mouse. “Then I shall have the honour of drawing you!”

“Oh, surely the young lady mustn’t trouble herself!” said Hjalmar, and off they drove to the mice’s wedding. First they went beneath the floor into a long passage, which was only just high enough for them to drive through in a thimble, and the whole passage was lit with glowing rotten wood.

“Doesn’t it smell lovely here?” said the mouse who was pulling him. “The entire passage has been rubbed with bacon rind! Nothing could be lovelier!” Now they entered the bridal hall. On the right stood all the little lady mice, whispering and murmuring as though they were making fun of one another; on the left stood all the gentlemen mice, stroking their whiskers with their paws. But in the middle of the floor stood the bride and groom in a hollowed-out cheese rind, kissing each other most dreadfully in front of everyone, for they were engaged, after all, and were just about to be married.

More and more guests kept arriving. One mouse nearly trod another to death, and the bridal couple had stationed themselves right in the doorway, so that no one could get either in or out. The whole room, like the passage, had been rubbed with bacon rind; that was all the refreshment there was. But for dessert they displayed a pea into which a little mouse of the family had bitten the names of the bride and groom—that is to say, their initials. It was something quite extraordinary.

All the mice said it was a lovely wedding and that the conversation had been so good. Then Hjalmar drove home again. He certainly had been in fine company, but he had also had to squeeze himself right up, make himself small, and put on a tin soldier’s uniform.

Friday “It is incredible how many grown-up people want to get hold of me!” said Ole Lukøje. “Especially those who have done something wicked. ‘Dear little Ole,’ they say to me, ‘we cannot close our eyes, and so we lie awake all night looking at all our wicked deeds, which sit on the edge of the bed like nasty little goblins, squirting hot water over us. If only you would come and drive them away so that we could have a good sleep!’ And then they sigh so deeply. ‘We would gladly pay you, truly we would! Good night, Ole! The money is on the windowsill.’ But I don’t do it for money,” said Ole Lukøje.

“What are we going to do tonight?” asked Hjalmar. “Well, I don’t know whether you would like to go to another wedding tonight. It is a different sort from yesterday’s. Your sister’s big doll, the one that looks like a man and is called Herman, is going to marry the doll Bertha. Besides, it is the doll’s birthday, so there will be lots of presents!”

“Oh, I know all about that,” said Hjalmar. “Whenever the dolls need new clothes, my sister lets them have a birthday or get married! It must have happened a hundred times!”

“Yes, but tonight is the hundred-and-first wedding, and when the hundred and first is over, that is the end of everything! So this one will be quite beyond compare. Just look!” And Hjalmar looked over at the table. There stood the little cardboard house with lights in the windows, and all the tin soldiers were presenting arms outside. The bride and groom sat on the floor, leaning against a table leg, looking very thoughtful, as indeed they had reason to do. But Ole Lukøje, dressed in Grandmother’s black skirt, married them! When the ceremony was over, all the furniture in the room struck up the following beautiful song, which had been written by the pencil and went to the tune of the military tattoo.

May our song come in like a gust of wind to the bridal pair in the room within; stiff as sticks, they sit and grin, both of them made of fine glove-skin! :,: Hurrah, hurrah for stick and skin!

We sing it aloud through wind and din!:,: And now they were given presents, though they had asked not to receive anything edible, for their love was enough to live on.

“Shall we spend the summer in the country, or travel abroad?” asked the groom. So they consulted the swallow, who had travelled widely, and the old yard hen, who had hatched five broods of chicks. The swallow told them of the lovely warm countries where the grapes hung so large and heavy, where the air was so mild, and the mountains had colours quite unknown at home!

“But they haven’t got our kale!” said the hen. “I spent one summer in the country with all my chicks. There was a gravel pit where we could scratch about, and we had the run of a garden full of kale! Oh, how green it was! I can’t imagine anything prettier.”

“But one kale stalk looks just like another,” said the swallow, “and the weather here is often so bad!” “Well, one is used to that!” said the hen. “But it is cold here; it freezes!”

“That does the kale good!” said the hen. “Besides, we can have hot weather too! Didn’t we have a summer four years ago that lasted five weeks? It was so hot you could scarcely breathe! And we haven’t got all the poisonous creatures they have abroad! And we are free of robbers! Anyone who doesn’t think our country the prettiest is a wretch! He really doesn’t deserve to live here!” And then the hen began to cry. “I have travelled too! I rode in a tub for more than fifty miles! There is no pleasure at all in travelling!”

“Yes, the hen is a sensible woman!” said the doll Bertha. “I don’t care for travelling over mountains either, for it is nothing but up and then down! No, we shall move out by the gravel pit and take walks in the cabbage garden!”

And so it was settled. Saturday “Am I to have some stories now?” said little Hjalmar, as soon as Ole Lukøje had put him to sleep. “We have no time for that tonight,” said Ole, opening his prettiest umbrella above him. “Look at these Chinese people!” And the whole umbrella looked like a great Chinese bowl, with blue trees and high-arched bridges where little Chinese figures stood nodding their heads. “We must have the whole world nicely polished up for tomorrow,” said Ole. “It is a holy day, after all; it is Sunday. I must go to the church towers and see whether the little church sprites are polishing the bells so that they will ring out sweetly. I must go into the fields and see whether the winds are blowing the dust off the grass and leaves. And the biggest job of all is that I must take down all the stars and polish them. I put them in my apron, but first each one must be numbered, and the holes they sit in up there must be numbered too, so that they can go back into their proper places. Otherwise they won’t stay fast, and we shall have too many shooting stars, with one tumbling down after another!”

“Now listen, Mr Lukøje!” said an old portrait hanging on the wall where Hjalmar slept. “I am Hjalmar’s great-grandfather. Thank you for telling the boy stories, but you must not confuse his ideas. The stars cannot be taken down and polished! The stars are worlds like our own earth, and that is precisely what is so fine about them!”

“Thank you, old great-grandfather!” said Ole Lukøje. “Thank you! You are the head of the family, of course—the great old head! But I am older than you! I am an ancient heathen; the Romans and Greeks called me the god of dreams! I have visited the grandest houses, and I still do! I know how to get along with great and small alike! Now you can tell the stories!” And Ole Lukøje went away, taking his umbrella with him.

“It seems one is no longer allowed to speak one’s mind!” said the old portrait. And then Hjalmar woke up. Sunday “Good evening!” said Ole Lukøje, and Hjalmar nodded, but then jumped up and turned his great-grandfather’s portrait to the wall so that it could not join in the conversation as it had the night before.

“Now you must tell me stories about ‘the five green peas’ that lived in a pea pod, and about ‘the cock’s leg that courted the hen’s leg,’ and about ‘the darning needle who was so grand that she imagined she was a sewing needle’!”

“One can have too much of a good thing!” said Ole Lukøje. “I would rather show you something, you know! I shall show you my brother. His name is Ole Lukøje too, but he never comes to anyone more than once, and when he comes, he takes them away on his horse and tells them stories. He knows only two: one so marvellously beautiful that no one in the world can imagine it, and another so dreadful and terrible that—well, it is beyond description!” Then Ole Lukøje lifted little Hjalmar up to the window and said, “There you can see my brother, the other Ole Lukøje! They also call him Death! You see, he doesn’t look at all frightful, as he does in picture books, where he is all bones and joints! No, that is silver embroidery on his coat. It is the loveliest hussar’s uniform! A cloak of black velvet streams out behind him over the horse! Look how he gallops!”

And Hjalmar saw how that Ole Lukøje rode along, taking both young and old up onto his horse. Some he seated in front of him and others behind, but always he asked first, “How is your report book?” “Good!” they all said. “Well, let me see for myself!” he said, and they had to show him the book. All those who had “Very Good” and “Excellent” sat in front of him on the horse and heard the beautiful story, but those who had “Fairly Good” and “Poor” had to sit behind and listen to the dreadful story. They trembled and cried and wanted to jump off the horse, but they could not, for they had at once become fastened to it.

“But Death is the loveliest Ole Lukøje!” said Hjalmar. “I’m not afraid of him!” “Nor should you be!” said Ole Lukøje. “Only see that you have a good report book!”

“Yes, that is instructive!” murmured the great-grandfather’s portrait. “It does some good to speak one’s mind!” And now he was pleased. There, that is the story of Ole Lukøje! Tonight he can tell you some more himself!

Izvirnik

Ole Lukøje

Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.

Eventyr af Hans Christian Andersen

I hele verden er der ingen, der kan så mange historier, som Ole Lukøje! Han kan rigtignok fortælle!

Sådan ud på aftnen, når børn sidder nok så net ved bordet, eller på deres skammel, kommer Ole Lukøje; han kommer så stille op ad trappen; for han går på hosesokker, han lukker ganske sagte døren op og fut! så sprøjter han børnene sødmælk ind i øjnene, så fint, så fint, men dog altid nok til at de ikke kan holde øjnene åbne, og derfor ikke ser ham; han lister sig lige bag ved, blæser dem sagte i nakken, og så bliver de tunge i hovedet, oh ja! men det gør ikke ondt, for Ole Lukøje mener det just godt med børnene, han vil bare have at de skal være rolige, og det er de bedst, når man får dem i seng, de skal være stille, for at han kan fortælle dem historier.

Når børnene nu sover, sætter Ole Lukøje sig på sengen; han er godt klædt på, hans frakke er af silketøj, men det er ikke muligt at sige, hvad kulør den har, for den skinner grøn, rød og blå, alt ligesom han drejer sig; under hver arm holder han en paraply, en med billeder på, og den sætter han over de gode børn, og så drømmer de hele natten de dejligste historier, og en paraply har han, hvor der slet intet er på, og den sætter han over de uartige børn, så sover de så tosset og har om morgnen, når de vågner, ikke drømt det allermindste.

Nu skal vi høre, hvorledes Ole Lukøje i en hel uge kom hver aften til en lille dreng, som hed Hjalmar, og hvad han fortalte ham! Det er hele syv historier, for der er syv dage i en uge.

Mandag

"Hør nu engang!" sagde Ole Lukøje om aftnen, da han havde fået Hjalmar i seng, "nu skal jeg pynte op!" og så blev alle blomsterne i urtepotterne til store træer, der strakte deres lange grene hen under loftet og langs med væggen, så hele stuen så ud som det dejligste lysthus, og alle grene var fulde af blomster, og hver blomst var smukkere end en rose, lugtede så dejlig, og ville man spise den, var den sødere end syltetøj! Frugterne glinsede ligesom guld og så var der boller der revnede af rosiner, det var mageløst! men i det samme begyndte det at jamre sig så forskrækkeligt henne i bordskuffen, hvor Hjalmars skolebøger lå.

"Hvad er nu det!" sagde Ole Lukøje og gik hen til bordet og fik skuffen op. Det var tavlen, som det knugede og trykkede i, for der var kommet et galt tal i regnestykket, så det var færdigt at falde fra hinanden; griflen hoppede og sprang i sit sejlgarnsbånd, ligesom den kunne være en lille hund, den ville hjælpe på regnestykket, men den kunne ikke! Og så var det Hjalmars skrivebog, som det jamrede sig inden i, oh det var ordentligt fælt at høre! langs ned på hvert blad stod alle de store bogstaver, hvert med et lille ved siden, en hel række ned ad, det var sådan en forskrift, og ved den igen stod nogle bogstaver, der troede de så ud lige som den, for dem havde Hjalmar skrevet, de lå næsten ligesom om de var faldet over blyantsstregen, hvilken de skulle stå på.

"Se, sådan skulle I holde eder!" sagde forskriften, "se, sådan til siden, med et rask sving!"

"Oh, vi vil gerne," sagde Hjalmars bogstaver, "men vi kan ikke, vi er så dårlige!"

"Så skal I have kinderpulver!" sagde Ole Lukøje.

"Oh nej!" råbte de, og så stod de så ranke at det var en lyst!

"Ja nu får vi ikke fortalt historier!" sagde Ole Lukøje, "nu må jeg eksercere dem! en to! en to!" og så eksercerede han bogstaverne, og de stod så ranke og så sunde som nogen forskrift kunne stå, men da Ole Lukøje gik, og Hjalmar om morgnen så til dem, så var de lige så elendige som før.

Tirsdag

Så snart Hjalmar var i seng, rørte Ole Lukøje med sin lille troldsprøjte ved alle møblerne i stuen og straks begyndte de at snakke, og alle sammen snakkede de om dem selv, undtagen spyttebakken, den stod tavs og ærgrede sig over, at de kunne være så forfængelige, kun at tale om dem selv, kun at tænke på dem selv og slet ikke at have tanke for den, der dog stod så beskeden i krogen og lod sig spytte på.

Der hang over kommoden et stort maleri i en forgyldt ramme, det var et landskab, man så høje gamle træer, blomster i græsset og et stort vand med en flod, der løb om bag skoven, forbi mange slotte, langt ud i det vilde hav.

Ole Lukøje rørte med sin troldsprøjte ved maleriet og så begyndte fuglene derinde at synge, træernes grene bevægede sig og skyerne tog ordentlig flugt, man kunne se deres skygge hen over landskabet.

Nu løftede Ole Lukøje den lille Hjalmar op mod rammen, og Hjalmar stak benene ind i maleriet, lige ind i det høje græs og der stod han; solen skinnede mellem træernes grene ned på ham. Han løb hen til vandet, satte sig i en lille båd der lå; den var malet rød og hvid, sejlene skinnede som sølv og seks svaner alle med guldkroner nede om halsen og en strålende blå stjerne på hovedet, trak båden forbi de grønne skove, hvor træerne fortalte om røvere og hekse og blomsterne om de nydelige små alfer og hvad sommerfuglene havde fortalt dem.

De dejligste fisk, med skæl som sølv og guld, svømmede efter båden, imellem gjorde de et spring så det sagde plask igen i vandet, og fuglene, røde og blå, små og store, fløj i to lange rækker bag efter, myggene dansede og oldenborren sagde bum, bum; de ville alle sammen følge Hjalmar, og hver havde de en historie at fortælle!

Det var rigtignok en sejltur! snart var skovene så tætte og så mørke, snart var de som den dejligste have med solskin og blomster og der lå store slotte af glas og af marmor; på altanerne stod prinsesser, og alle var de små piger, som Hjalmar godt kendte, han havde leget med dem før. De rakte hånden ud hver og holdt den yndigste sukkergris, som nogen kagekone kunne sælge, og Hjalmar tog i den ene ende af sukkergrisen, i det han sejlede forbi, og prinsessen holdt godt fast, og så fik hver sit stykke, hun det mindste, Hjalmar det allerstørste! Ved hvert slot stod små prinser skildvagt, de skuldrede med guldsabel og lod det regne med rosiner og tinsoldater; det var rigtige prinser!

Snart sejlede Hjalmar gennem skove, snart ligesom igennem store sale, eller midt igennem en by; han kom også igennem den hvor hans barnepige boede, hun der havde båret ham, da han var en ganske lille dreng, og havde holdt så meget af ham, og hun nikkede og vinkede og sang det nydelige lille vers, hun selv havde digtet og sendt Hjalmar:

Jeg tænker på dig så mangen stund,

min egen Hjalmar, du søde!

Jeg har jo kysset din lille mund,

din pande, de kinder røde.

Jeg hørte dig sige de første ord,

jeg måtte dig afsked sige.

Vor Herre velsigne dig her på jord,

en engel du er fra hans rige!

Og alle fuglene sang med, blomsterne dansede på stilken og de gamle træer nikkede, ligesom om Ole Lukøje også fortalte dem historier.

Onsdag

Nej hvor regnen skyllede ned udenfor! Hjalmar kunne høre det i søvne! og da Ole Lukøje lukkede et vindue op, stod vandet lige op til vindueskarmen; der var en hel sø derude, men det prægtigste skib lå op til huset.

"Vil du sejle med, lille Hjalmar!" sagde Ole Lukøje, "så kan du i nat komme til de fremmede lande og være her i morgen igen!"

Og så stod med et Hjalmar i sine søndagsklæder midt på det prægtige skib, og straks blev vejret velsignet og de sejlede gennem gaderne, krydsede om kirken og nu var alt en stor vild sø. De sejlede så længe, at der ingen land var at øjne mere, og de så en flok storke, de kom også hjemme fra og ville til de varme lande; den ene stork fløj bag ved den anden og de havde allerede fløjet så langt, så langt; en af dem var så træt, at hans vinger næsten ikke kunne bære ham længere, han var den allersidste i rækken og snart kom han et stort stykke bag efter, til sidst sank han med udbredte vinger lavere og lavere, han gjorde endnu et par slag med vingerne, men det hjalp ikke; nu berørte han med sine fødder tovværket på skibet, nu gled han ned af sejlet og bums! der stod han på dækket.

Så tog matrosdrengen ham og satte ham ind i hønsehuset, til høns, ænder og kalkuner; den stakkels stork stod ganske forknyt midt imellem dem.

"S'ikken en!" sagde alle hønsene.

Og den kalkunske hane pustede sig op så tykt den kunne og spurgte hvem han var; og ænderne gik baglæns og puffede til hinanden: "Rap dig! rap dig!"

Og storken fortalte om det varme Afrika, om pyramiderne og om strudsen, der løb som en vild hest hen over ørkenen, men ænderne forstod ikke hvad han sagde, og så puffede de til hinanden: "Skal vi være enige om, at han er dum!"

"Ja vist er han dum!" sagde den kalkunske hane og så pludrede den op. Da tav storken ganske stille og tænkte på sit Afrika.

"Det er nogle dejlige tynde ben I har!" sagde kalkunen. "Hvad koster alen?"

"Skrat, skrat, skrat!" grinte alle ænderne, men storken lod, som om han slet ikke hørte det.

"I kan gerne le med!" sagde kalkunen til ham, "for det var meget vittigt sagt! eller var det måske for lavt for ham! ak, ak! han er ikke flersidig! lad os blive ved at være interessante for os selv!" og så klukkede de og ænderne snadrede, "gik, gak! gik, gak!" det var skrækkeligt hvor morsomt de selv havde det.

Men Hjalmar gik hen til hønsehuset, åbnede døren, kaldte på storken og den hoppede ud på dækket til ham; nu havde den hvilet sig og det var ligesom om den nikkede til Hjalmar for at takke ham; derpå bredte den sine vinger ud og fløj til de varme lande, men hønsene klukkede, ænderne snadrede og den kalkunske hane blev ganske ildrød i hovedet.

"I morgen skal vi koge suppe på jer!" sagde Hjalmar og så vågnede han, og lå i sin lille seng. Det var dog en forunderlig rejse Ole Lukøje havde ladet ham gøre den nat!

Torsdag

"Ved du hvad!" sagde Ole Lukøje, "Bliv nu ikke bange! her skal du se en lille mus!" og så holdt han sin hånd, med det lette, nydelige dyr, hen imod ham. "Den er kommet for at invitere dig til bryllup. Her er to små mus i nat, som vil træde ind i ægtestanden. De bor nede under din moders spisekammergulv, det skal være sådan en dejlig lejlighed!"

"Men hvor kan jeg komme gennem det lille musehul i gulvet?" spurgte Hjalmar.

"Lad mig om det!" sagde Ole Lukøje, "jeg skal nok få dig lille!" og så rørte han med sin troldsprøjte ved Hjalmar, der straks blev mindre og mindre, til sidst var han ikke så stor, som en finger. "Nu kan du låne tinsoldatens klæder, jeg tænker de kan passe og det ser så rask ud at have uniform på, når man er i selskab!"

"Ja nok!" sagde Hjalmar, og så var han i øjeblikket klædt på, som den nysseligste tinsoldat.

"Vil De ikke være så god at sætte Dem i Deres moders fingerbøl," sagde den lille mus, "så skal jeg have den ære at trække Dem!"

"Gud, skal frøkenen selv have ulejlighed!" sagde Hjalmar og så kørte de til musebryllup.

Først kom de ind under gulvet i en lang gang, der slet ikke var højere end at de netop kunne køre der med et fingerbøl, og hele gangen var illumineret med trøske.

"Lugter her ikke dejligt!" sagde musen, som trak ham, "den hele gang er blevet smurt med flæskesvær! det kan ikke være dejligere!"

Nu kom de ind i brudesalen; her stod til højre alle de små hunmus og de hviskede og tiskede, ligesom om de gjorde nar af hinanden; til venstre stod alle hanmusene og strøg sig med poten om mundskægget, men midt på gulvet så man brudeparret, de stod i en udhulet osteskorpe og kyssedes så skrækkeligt meget for alles øjne, thi de var jo forlovede og nu skal de straks have bryllup.

Der kom altid flere og flere fremmede; den ene mus var færdig at træde den anden ihjel og brudeparret havde stillet sig midt i døren, så man hverken kunne komme ud eller ind. Hele stuen var ligesom gangen smurt med flæskesvær, det var hele beværtningen, men til dessert blev der fremvist en ært, som en lille mus af familien havde bidt brudeparrets navn ind i, det vil sige det første bogstav; det var noget ganske overordentligt.

Alle musene sagde, at det var et dejligt bryllup og at konversationen havde været så god.

Og så kørte Hjalmar igen hjem; han havde rigtignok været i fornemt selskab, men han måtte også krybe ordentlig sammen, gøre sig lille og komme i tinsoldat-uniform.

Fredag

"Det er utroligt hvor mange der er af ældre folk, som gerne vil have fat på mig!" sagde Ole Lukøje, "det er især dem, som har gjort noget ondt. 'Gode lille Ole,' siger de til mig, 'vi kan ikke få øjnene i og så ligger vi hele natten og ser alle vore onde gerninger, der, som fæle små trolde, sidder på sengekanten og sprøjter os over med hedt vand, ville du dog komme og jage dem bort, at vi kan få en god søvn,' og så sukker de så dybt: 'Vi vil såmænd gerne betale: God nat Ole! pengene ligger i vinduet,' men jeg gør det ikke for penge," sagde Ole Lukøje.

"Hvad skal vi nu have for i nat?" spurgte Hjalmar.

"Ja, jeg ved ikke om du har lyst igen i nat at komme til bryllup, det er en anden slags end den i går. Din søsters store dukke, den der ser ud som et mandfolk og kaldes Herman, skal giftes med dukken Bertha, det er desuden dukkens fødselsdag og derfor skal der komme så mange presenter!"

"Ja, det kender jeg nok," sagde Hjalmar, "altid når dukkerne trænger til nye klæder så lader min søster dem have fødselsdag eller holde bryllup! det er vist sket hundred gange!"

"Ja, men i nat er brylluppet hundred og et og når hundred og et er ude, så er alt forbi! derfor bliver også dette så mageløst. Se en gang!"

Og Hjalmar så hen på bordet; der stod det lille paphus med lys i vinduerne, og alle tinsoldaterne præsenterede gevær udenfor. Brudeparret sad på gulvet og lænede sig op til bordbenet, ganske tankefuldt, og det kunne det jo have grund til. Men Ole Lukøje, iført bedstemoders sorte skørt, viede dem! da vielsen var forbi, istemte alle møblerne i stuen følgende skønne sang, der var skrevet af blyanten, den gik på melodi, som tappenstregen.

Vor sang skal komme, som en vind

til brudeparret i stuen ind;

de knejser begge, som en pind,

de er gjort' af handskeskind!

:,: Hurra, hurra! for pind og skind!

Det synger vi højt i vejr og vind!:,:

Og nu fik de presenter, men de havde frabedt sig alle spiselige ting, for de havde nok af deres kærlighed.

"Skal vi nu ligge på landet, eller rejse udenlands?" spurgte brudgommen, og så blev svalen, som havde rejst meget og den gamle gårdhøne, der fem gange havde ruget kyllinger ud, taget på råd; og svalen fortalte om de dejlige, varme lande, hvor vindruerne hang så store og tunge, hvor luften var så mild, og bjergene havde farver, som man her slet ikke kender dem!

"De har dog ikke vor grønkål!" sagde hønen. "Jeg lå en sommer med alle mine kyllinger på landet; der var en grusgrav, som vi kunne gå og skrabe i, og så havde vi adgang til en have med grønkål! Oh, hvor den var grøn! jeg kan ikke tænke mig noget kønnere."

"Men den ene kålstok ser ud ligesom den anden," sagde svalen, "og så er her tit så dårligt vejr!"

"Ja det er man vant til!" sagde hønen.

"Men her er koldt, det fryser!"

"Det har kålen godt af!" sagde hønen. "Desuden kan vi også have det varmt! havde vi ikke for fire år siden en sommer, der varede i fem uger, her var så hedt, man kunne ikke trække vejret! og så har vi ikke alle de giftige dyr, de har ude! og vi er fri for røvere! Det er et skarn, som ikke finder at vort land er det kønneste! han fortjente rigtig ikke at være her!" og så græd hønen "Jeg har også rejst! jeg har kørt i en bøtte over tolv mil! der er slet ingen fornøjelse ved at rejse!"

"Ja hønen er en fornuftig kone!" sagde dukken Bertha, "jeg holder heller ikke af at rejse på bjerge, for det er kun op og så er det ned! nej, vi vil flytte ud ved grusgraven og spadsere i kålhaven!"

Og derved blev det.

Lørdag

"Får jeg nu historier!" sagde den lille Hjalmar, så snart Ole Lukøje havde fået ham i søvn.

"I aften har vi ikke tid til det," sagde Ole og spændte sin smukkeste paraply over ham. "Se nu på disse kinesere!" og hele paraplyen så ud som en stor kinesisk skål med blå træer og spidse broer med små kinesere på, der stod og nikkede med hovedet. "Vi skal have hele verden pudset kønt op til i morgen," sagde Ole, "det er jo da en hellig dag, det er søndag. Jeg skal hen i kirketårnene for at se, om de små kirkenisser polerer klokkerne, at de kan lyde smukt, jeg skal ud på marken, og se om vindene blæser støvet af græs og blade, og hvad der er det største arbejde, jeg skal have alle stjernerne ned for at polere dem af; jeg tager dem i mit forklæde, men først må hver nummereres og hullerne, hvor de sidder deroppe, må nummereres, at de kan komme på deres rette pladser igen, ellers vil de ikke sidde fast og vi får for mange stjerneskud, i det den ene dratter efter den anden!"

"Hør, ved de hvad hr. Lukøje!" sagde et gammelt portræt, som hang på væggen hvor Hjalmar sov, "jeg er Hjalmars oldefader: De skal have tak fordi De fortæller drengen historier, men De må ikke forvilde hans begreber. Stjernerne kan ikke tages ned og poleres! Stjernerne er kloder ligesom vor jord og det er just det gode ved dem!"

"Tak skal du have, du gamle oldefader!" sagde Ole Lukøje, "Tak skal du have! Du er jo hovedet for familien, du er 'olde'-hovedet! men jeg er ældre, end du! jeg er gammel hedning, romerne og grækerne kaldte mig drømmeguden! jeg er kommet i de fornemste huse og kommer der endnu! jeg forstår at omgås både med små og store! Nu kan du fortælle!" og så gik Ole Lukøje og tog paraplyen med.

"Nu tør man nok ikke mere sige sin mening!" sagde det gamle portræt.

Og så vågnede Hjalmar.

Søndag

"God aften!" sagde Ole Lukøje og Hjalmar nikkede, men sprang så hen og vendte oldefaderens portræt om mod væggen, at det ikke skulle snakke med, ligesom i går.

"Nu skal du fortælle mig historier, om 'de fem grønne ærter', der boede i en ærtebælg, og om 'haneben der gjorde kur til høneben', og om 'stoppenålen, der var så fin på det, at hun bildte sig ind hun var en synål'!"

"Man kan også få for meget af det gode!" sagde Ole Lukøje, "jeg vil helst vise dig noget, ved du nok! jeg vil vise dig min broder, han hedder også Ole Lukøje, men han kommer aldrig til nogen mere end én gang og når han kommer, tager han dem med på sin hest og fortæller dem historier; han kan kun to, en der er så mageløs dejlig, at ingen i verden kan tænke sig den, og en der er så fæl og gruelig ja det er ikke til at beskrive!" og så løftede Ole Lukøje den lille Hjalmar op i vinduet og sagde, "der skal du se min broder, den anden Ole Lukøje! de kalder ham også Døden! ser du, han ser slet ikke slem ud, som i billedbøgerne, hvor han er ben og knokler! nej, det er sølvbroderi han har på kjolen: Det er den dejligste husar-uniform! en kappe af sort fløjl flyver bag ud over hesten! se hvor han rider i galop."

Og Hjalmar så, hvordan dén Ole Lukøje red af sted og tog både unge og gamle folk op på hesten, nogle satte han for på og andre satte han bag på, men altid spurgte han først, "hvorledes står det med karakterbogen?" - "Godt!" sagde de alle sammen; "ja lad mig selv se!" sagde han, og så måtte de vise ham bogen; og alle de som havde "Meget godt" og "Udmærket godt" kom for på hesten og fik den dejlige historie at høre, men de som havde "Temmeligt godt" og "Mådeligt" de måtte bag på, og fik den fæle historie; de rystede og græd, de ville springe af hesten, men kunne det slet ikke, thi de var lige straks vokset fast til den.

"Men Døden er jo den dejligste Ole Lukøje!" sagde Hjalmar, "ham er jeg ikke bange for!"

"Det skal du heller ikke!" sagde Ole Lukøje, "se bare til at du har en god karakterbog!"

"Ja det er lærerigt!" mumlede oldefaderens portræt, "det hjælper dog, man siger sin mening!" og så var han fornøjet.

Se, det er historien om Ole Lukøje! nu kan han selv i aften fortælle dig noget mere!