Waltey
Ole Lahkonoček
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Ole Lahkonoček
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 17 min branja
- Obseg
- 14 strani
- Naslov izvirnika
- Ole Lukøje
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Ole Lahkonoček
Na vsem svetu ni nikogar, ki bi znal toliko zgodb kakor Ole Lukøje! In kako jih zna pripovedovati! Proti večeru, ko otroci lepo sedijo za mizo ali na svojih pručkah, pride Ole Lukøje; po stopnicah se vzpne čisto tiho, saj hodi v samih nogavicah, narahlo odpre vrata in pšššt! Otrokom brizgne v oči sladkega mleka, prav drobno, prav drobno, pa vendar vedno dovolj, da ne morejo več držati oči odprtih in ga zato ne vidijo. Prikrade se jim za hrbet, jim nežno pihne v tilnik in že jim glave postanejo težke, o ja! A prav nič jih ne boli, saj jim Ole Lukøje želi samo dobro; rad bi le, da se umirijo, in najmirnejši so, ko jih spravimo v posteljo. Tiho morajo biti, da jim lahko pripoveduje zgodbe.
Ko otroci zaspijo, Ole Lukøje sede na posteljo. Lepo je oblečen, njegov suknjič je iz svile, a nemogoče je povedati, kakšne barve je, saj se blešči zdaj zeleno, zdaj rdeče, zdaj modro, kakor se pač obrne. Pod vsako roko drži dežnik; na enem so slike in tega razpre nad pridnimi otroki, da vso noč sanjajo najlepše zgodbe, drugi pa je čisto brez slik in tega razpre nad porednimi otroki. Ti potem spijo kakor top in zjutraj, ko se zbudijo, niso sanjali prav ničesar.
Zdaj pa bomo slišali, kako je Ole Lukøje ves teden vsak večer prihajal k dečku po imenu Hjalmar in kaj mu je pripovedoval! To je kar sedem zgodb, saj ima teden sedem dni.
Ponedeljek »Zdaj pa poslušaj!« je zvečer rekel Ole Lukøje, ko je spravil Hjalmarja v posteljo. »Zdaj bom malo okrasil sobo!« In vse rože v lončkih so se spremenile v velika drevesa, ki so dolge veje raztegnila pod stropom in ob stenah, tako da je bila vsa soba podobna najlepši vrtni uti. Vse veje so bile polne cvetov, vsak cvet pa je bil lepši od vrtnice in je čudovito dišal; če bi ga hotel pojesti, bi bil slajši od marmelade! Plodovi so se bleščali kakor zlato, na vejah pa so bile tudi žemljice, ki so kar pokale od rozin. Bilo je nepopisno! Toda prav tedaj je iz predala v mizi, kjer so ležale Hjalmarjeve šolske knjige, zaslišalo strašno ječanje.
»Kaj pa je zdaj to?« je rekel Ole Lukøje, stopil k mizi in odprl predal. Stiskalo in tiščalo je šolsko tablico, ker se je v račun prikradla napačna številka, tako da je skoraj razpadel. Pisalo je skakalo in poskakovalo na svoji vrvici kakor kužek; rado bi pomagalo računu, pa ni moglo! Ječalo pa je tudi v Hjalmarjevem zvezku za lepopis, o, kako grozno je bilo to poslušati! Ob robu vsake strani so stale velike črke, vsaka z malo črko ob sebi, cela vrsta od vrha do dna. To je bil vzorec za pisanje, zraven pa so stale druge črke, ki so si domišljale, da so jim podobne, saj jih je napisal Hjalmar. Skoraj vse so ležale, kakor da bi se spotaknile ob s svinčnikom potegnjeno črto, na kateri bi morale stati.
»Glejte, tako se morate držati!« je rekel vzorec. »Glejte, takole poševno, z odločnim zamahom!« »O, saj bi rade,« so rekle Hjalmarjeve črke, »ampak ne moremo, tako slabotne smo!«
»Potem pa potrebujete prašek za pridnost!« je rekel Ole Lukøje. »O, ne!« so zavpile in se zravnale, da jih je bilo veselje pogledati! »No, zdaj ne bo nič s pripovedovanjem zgodb!« je rekel Ole Lukøje. »Zdaj jih moram uriti! Ena, dve! Ena, dve!« In uril je črke, da so stale tako pokončno in bile videti tako zdrave kakor najlepši vzorec. Ko pa je Ole Lukøje odšel in jih je Hjalmar zjutraj pogledal, so bile prav tako klavrne kakor prej.
Torek Brž ko je bil Hjalmar v postelji, se je Ole Lukøje s svojo čarobno brizgalko dotaknil vsega pohištva v sobi in nemudoma je začelo govoriti. Vsi kosi so govorili samo o sebi, razen pljuvalnika, ki je molče stal in se jezil, kako morejo biti tako nečimrni, da govorijo le o sebi, mislijo le nase in se prav nič ne zmenijo zanj, ki vendar tako skromno stoji v kotu in pusti, da pljuvajo vanj.
Nad predalnikom je visela velika slika v pozlačenem okvirju. Upodabljala je pokrajino: visoka stara drevesa, cvetlice v travi in veliko jezero z reko, ki je tekla za gozdom, mimo številnih gradov, daleč v razburkano morje.
Ole Lukøje se je s čarobno brizgalko dotaknil slike in ptički na njej so začeli peti, drevesne veje so se zazibale in oblaki so zares zaplavali po nebu; videti je bilo, kako njihove sence drsijo čez pokrajino.
Potem je Ole Lukøje dvignil malega Hjalmarja k okvirju in Hjalmar je pomolil noge v sliko, naravnost v visoko travo, in že je stal v njej. Sonce je sijalo nanj skozi drevesne veje. Stekel je k vodi in sedel v čolnič, ki je bil privezan ob bregu. Pobarvan je bil rdeče in belo, jadra so se bleščala kakor srebro, šest labodov z zlatimi kronami okoli vratu in žarečimi modrimi zvezdami na glavi pa ga je vleklo mimo zelenih gozdov, kjer so drevesa pripovedovala o razbojnikih in čarovnicah, cvetlice pa o ljubkih drobnih vilincih in o vsem, kar so jim povedali metulji.
Za čolnom so plavale prelepe ribe z luskami kakor srebro in zlato; včasih so skočile iz vode in spet čofnile vanjo. Ptice, rdeče in modre, majhne in velike, so letele za njim v dveh dolgih vrstah, komarji so plesali in majski hrošč je brenčal: bum, bum! Vsi so hoteli spremljati Hjalmarja in vsak je imel svojo zgodbo!
To je bila res prava plovba! Zdaj so bili gozdovi gosti in temni, zdaj podobni najlepšemu vrtu, polnemu sonca in cvetlic, vmes pa so stali veliki gradovi iz stekla in marmorja. Na balkonih so stale princeske in vse so bile deklice, ki jih je Hjalmar dobro poznal, saj se je že igral z njimi. Vsaka je iztegnila roko in v njej držala prelepega sladkornega prašička, kakršnega bi le mogla prodajati prodajalka slaščic. Ko je Hjalmar plul mimo, je zgrabil prašička na enem koncu, princeska pa ga je trdno držala na drugem, in tako je vsak dobil svoj kos: ona manjšega, Hjalmar pa največjega! Pred vsakim gradom so stražili mali princi, na ramenih so držali zlate sablje in trosili rozine in kositrne vojake, da so kar deževali; to so bili pravi princi!
Hjalmar je plul zdaj skozi gozdove, zdaj kakor skozi velike dvorane, pa spet sredi mesta. Prišel je tudi skozi mesto, kjer je živela njegova varuška, tista, ki ga je nosila, ko je bil še čisto majhen, in ga je imela tako zelo rada. Prikimavala mu je, mahala in pela ljubke verze, ki jih je sama spesnila in poslala Hjalmarju:
Velikokrat se nate spomnim, moj Hjalmar, ljubi moj! Poljubljala sem drobna usteca, čelo in lička tvoja. Slišala tvoje prve sem besede, nato slovo prišlo je.
Naj Bog na zemlji te blagoslavlja, angel iz njegovega si kraljestva! In vse ptice so pele z njo, cvetlice so plesale na steblih in stara drevesa so prikimavala, kakor da tudi njim Ole Lukøje pripoveduje zgodbe.
Sreda Joj, kako je zunaj lilo! Hjalmar je slišal dež celo v spanju! In ko je Ole Lukøje odprl okno, je voda segala prav do okenske police. Zunaj je bilo celo jezero, ob hiši pa je bila zasidrana prekrasna ladja.
»Bi šel z menoj na plovbo, mali Hjalmar?« je vprašal Ole Lukøje. »Nocoj lahko odpotuješ v tuje dežele, jutri pa boš že spet doma!« In nenadoma je Hjalmar v svoji nedeljski obleki stal sredi prekrasne ladje. Vreme se je takoj razjasnilo in pluli so po ulicah, zavili okoli cerkve, potem pa je bilo vse eno samo razburkano morje. Pluli so tako dolgo, da kopnega ni bilo več videti, in zagledali jato štorkelj, ki so prav tako prihajale iz domačih krajev in bile namenjene v tople dežele. Letele so druga za drugo in za njimi je bila že dolga, dolga pot. Ena je bila tako utrujena, da je krila skoraj niso več mogla nositi. Bila je čisto zadnja v vrsti in kmalu je daleč zaostala; nazadnje se je z razprostrtimi krili spuščala vse niže in niže. Še nekajkrat je zamahnila, a zaman. Z nogami se je dotaknila ladijskih vrvi, zdrsnila po jadru in bum! Že je stala na krovu.
Ladijski deček jo je vzel in postavil v kokošnjak med kokoši, race in purane. Uboga štorklja je vsa potrta stala med njimi.
»Poglejte jo, no!« so rekle vse kokoši. Puran se je napihnil, kolikor se je mogel, in jo vprašal, kdo je, race pa so stopale nazaj in se dregale: »Glej jo! Glej jo!«
Štorklja je pripovedovala o topli Afriki, o piramidah in noju, ki je kakor divji konj tekel čez puščavo. Toda race niso razumele, kaj govori, zato so se spet dregnile: »Saj se strinjamo, da je neumna, kajne?«
»Seveda je neumna!« je rekel puran in začel gobezdati. Štorklja je tedaj obmolknila in mislila na svojo Afriko. »Kako lepe tanke noge imate!« je rekel puran. »Koliko stane vatlo?«
»Kvak, kvak, kvak!« so se smejale vse race, štorklja pa se je delala, da ničesar ne sliši. »Kar smejte se z nami!« ji je rekel puran. »Saj sem bil prav duhovit! Ali pa je bila šala za vas prenizka? Ah, ah! Niste prav vsestranski! Pa bodimo zanimivi sami sebi!« In kokodakali so, race pa so gagale: »Gik, gak! Gik, gak!« Strašno imenitno so se zabavali.
Toda Hjalmar je stopil h kokošnjaku, odprl vrata in poklical štorkljo. Priskakljala je k njemu na krov; zdaj se je že odpočila in zdelo se je, kakor da mu prikimava v zahvalo. Nato je razprostrla krila in odletela v tople dežele, kokoši pa so kokodakale, race gagale in puran je postal v glavo ves ognjeno rdeč.
»Jutri bomo iz vas skuhali juho!« je rekel Hjalmar, potem pa se je zbudil in ležal v svoji posteljici. Na zares čudovito potovanje ga je tisto noč poslal Ole Lukøje!
Četrtek »Veš kaj!« je rekel Ole Lukøje. »Nikar se ne ustraši! Poglej, tu je miška!« In pomolil je proti njemu roko z drobno, ljubko živalco. »Prišla te je povabit na poroko. Nocoj bosta dve miški stopili v zakonski stan. Živita pod tlemi shrambe tvoje mame in pravijo, da imata tam čudovito stanovanje!«
»Ampak kako naj pridem skozi drobno mišjo luknjo v tleh?« je vprašal Hjalmar. »To prepusti meni!« je rekel Ole Lukøje. »Že bom poskrbel, da boš majhen!« Dotaknil se ga je s čarobno brizgalko in Hjalmar je postajal vse manjši in manjši, dokler ni bil manjši od prsta. »Zdaj si lahko izposodiš obleko kositrnega vojaka. Mislim, da ti bo prav, pa še imenitno je videti, če prideš v družbo v uniformi!«
»Prav rad!« je rekel Hjalmar in v hipu je bil oblečen kakor najprikupnejši kositrni vojak. »Bi bili tako prijazni in sedli v naprstnik svoje mame?« je vprašala miška. »Tako bom imela čast, da vas popeljem!«
»Ljubi bog, mar se bo gospodična sama trudila z menoj!« je rekel Hjalmar in že sta se peljala na mišjo poroko. Najprej sta prišla pod tla v dolg hodnik, ki je bil ravno toliko visok, da sta se lahko peljala skozenj z naprstnikom, ves pa je bil razsvetljen s trohnečim lesom.
»Ali ne diši čudovito?« je rekla miška, ki ga je vlekla. »Ves hodnik so namazali s slaninsko kožo! Lepše sploh ne bi moglo biti!« Zdaj sta prišla v poročno dvorano. Na desni so stale vse miške in si šepetale ter šušljale, kakor da se norčujejo druga iz druge; na levi so stali vsi mišaki in si s tačkami gladili brke. Sredi sobe pa sta v izdolbeni sirovi skorji stala ženin in nevesta ter se pred vsemi strašansko poljubljala, saj sta bila vendar zaročena in poroka je bila tik pred vrati.
Prihajalo je vse več gostov; miši so druga drugo skoraj poteptale do smrti, ženin in nevesta pa sta se postavila na sredo vrat, tako da nihče ni mogel ne ven ne noter. Vsa soba je bila kakor hodnik namazana s slaninsko kožo in to je bila vsa pogostitev. Za sladico pa so pokazali grahovo zrno, v katero je mlada miška iz družine z zobmi vrezala imeni ženina in neveste, se pravi njuni začetnici; to je bilo nekaj prav izjemnega.
Vse miši so govorile, da je bila poroka čudovita in pogovor nadvse prijeten. Potem se je Hjalmar odpeljal domov. Res je bil v imenitni družbi, a se je moral zato pošteno stisniti, postati majhen in obleči uniformo kositrnega vojaka.
Petek »Neverjetno, koliko odraslih bi me rado dobilo v pest!« je rekel Ole Lukøje. »Zlasti tisti, ki so storili kaj hudega. ‘Ljubi mali Ole,’ mi pravijo, ‘ne moremo zatisniti oči in vso noč ležimo ter gledamo svoja hudobna dejanja, ki kakor strašni mali škrati sedijo na robu postelje in nas škropijo z vročo vodo. Ko bi le prišel in jih pregnal, da bi lahko mirno zaspali!’ Potem pa globoko zavzdihnejo: ‘Saj ti radi plačamo. Lahko noč, Ole! Denar leži na okenski polici.’ Ampak jaz tega ne delam za denar,« je rekel Ole Lukøje.
»Kaj bova pa nocoj počela?« je vprašal Hjalmar. »No, ne vem, ali bi šel tudi nocoj rad na poroko; drugačna bo od včerajšnje. Velika lutka tvoje sestre, tista, ki je videti kakor moški in ji je ime Herman, se bo poročila z lutko Bertho. Poleg tega ima lutka rojstni dan in zato bo dobila veliko daril!«
»Ja, to pa dobro poznam,« je rekel Hjalmar. »Kadar lutke potrebujejo nove obleke, jim moja sestra priredi rojstni dan ali poroko! To se je gotovo zgodilo že stokrat!«
»Že, toda nocoj bo sto prva poroka, in ko je sto prva mimo, je vsega konec! Zato bo ta tako nepozabna. Kar poglej!« Hjalmar je pogledal proti mizi; tam je stala hišica iz lepenke z lučkami v oknih, zunaj pa so vsi kositrni vojaki s puškami izkazovali čast. Ženin in nevesta sta sedela na tleh, naslonjena na nogo mize, oba zelo zamišljena, in za to sta pač imela razlog. Ole Lukøje pa ju je poročil, oblečen v babičino črno krilo! Ko je bil obred končan, je vse pohištvo v sobi zapelo naslednjo lepo pesem, ki jo je napisal svinčnik, pela pa se je po napevu večernega vojaškega klica.
Naj pesem kakor veter pohiti in v sobi svatoma zazveni; oba pokončna kakor palici, iz usnja za rokavice narejeni! :,: Hura, hura za les in kožo!
Naj pesem veter nosi, dež jo moči!:,: Potem sta dobila darila, vendar sta vnaprej odklonila vse užitne reči, saj jima je njuna ljubezen povsem zadostovala.
»Bova zdaj živela na deželi ali odpotovala v tujino?« je vprašal ženin. Za nasvet so povprašali lastovko, ki je veliko potovala, in staro dvoriščno kokoš, ki je že petkrat izvalila piščance. Lastovka je pripovedovala o prelepih toplih deželah, kjer visijo veliki in težki grozdi, kjer je zrak tako blag in imajo gore barve, kakršnih pri nas sploh ne poznamo!
»Našega listnatega ohrovta pa vendarle nimajo!« je rekla kokoš. »Neko poletje sem bila z vsemi svojimi piščanci na deželi. Tam je bila gramoznica, kjer smo lahko brskali, pa tudi na vrt z ohrovtom smo smeli! O, kako zelen je bil! Nič lepšega si ne znam zamisliti.«
»Toda eno ohrovtovo steblo je čisto podobno drugemu,« je rekla lastovka, »pa še vreme je tukaj pogosto tako slabo!« »Tega smo pač vajeni!« je rekla kokoš. »Ampak tukaj je mrzlo, zmrzuje!«
»To ohrovtu dobro dene!« je rekla kokoš. »Sicer pa je lahko tudi pri nas toplo! Ali nismo imeli pred štirimi leti poletja, ki je trajalo pet tednov? Tako vroče je bilo, da se ni dalo dihati! Pa tudi vseh tistih strupenih živali nimamo, ki jih imajo drugod! In razbojnikov smo obvarovani! Kdor ne misli, da je naša dežela najlepša, je prava grdoba! Sploh si ne zasluži živeti tukaj!« In kokoš se je razjokala. »Tudi jaz sem že potovala! V vedru sem se peljala dvanajst milj daleč! Potovanja niso prav nič prijetna!«
»Kokoš je res razumna gospa!« je rekla lutka Bertha. »Tudi jaz ne maram potovati po gorah, ker gre samo navzgor in potem navzdol! Ne, preselila se bova h gramoznici in se sprehajala po ohrovtovem vrtu!«
In pri tem je ostalo. Sobota »Bom zdaj slišal zgodbe?« je vprašal mali Hjalmar, brž ko ga je Ole Lukøje uspaval. »Nocoj nimava časa za to,« je rekel Ole in nad njim razprl svoj najlepši dežnik. »Poglej te Kitajce!« Ves dežnik je bil videti kakor velika kitajska skleda z modrimi drevesi in koničastimi mostovi, na katerih so stali mali Kitajci in kimali z glavami. »Ves svet moramo lepo očistiti za jutri,« je rekel Ole, »saj je prazničen dan, nedelja. V cerkvene zvonike moram pogledat, ali mali cerkveni škrati loščijo zvonove, da bodo lepo zveneli. Na polja moram pogledat, ali vetrovi odpihujejo prah s trave in listja. Največ dela pa bo s tem, da moram sneti vse zvezde in jih zloščiti. Spravim jih v predpasnik, a najprej moram vsako oštevilčiti, pa tudi luknje, v katerih sedijo tam zgoraj, da jih bom lahko vrnil na prava mesta. Sicer se ne bodo dobro držale in bomo imeli preveč utrinkov, ker bodo druga za drugo popadale dol!«
»Poslušajte, gospod Lukøje!« je rekel star portret, ki je visel na steni v sobi, kjer je spal Hjalmar. »Jaz sem Hjalmarjev praded. Hvaležen sem vam, da dečku pripovedujete zgodbe, toda ne smete mu mešati pojmov. Zvezd ni mogoče sneti in zloščiti! Zvezde so nebesna telesa kakor naša Zemlja in prav to je pri njih imenitno!«
»Hvala ti, stari praded!« je rekel Ole Lukøje. »Hvala ti! Ti si pač glava družine, njena ‘praglava’! Toda jaz sem starejši od tebe! Star pogan sem, Rimljani in Grki so me imenovali bog sanj! Obiskoval sem najimenitnejše hiše in še vedno jih obiskujem! Znam ravnati tako z majhnimi kakor z velikimi! Zdaj pa ti pripoveduj!« In Ole Lukøje je odšel ter vzel dežnik s seboj.
»Zdaj človek očitno ne sme več povedati svojega mnenja!« je rekel stari portret. In Hjalmar se je zbudil. Nedelja »Dober večer!« je rekel Ole Lukøje in Hjalmar je prikimal, potem pa stekel k pradedovemu portretu in ga obrnil proti steni, da se ne bi vmešaval kakor prejšnji večer.
»Zdaj mi moraš povedati zgodbo o ‘petih zelenih grahkih’, ki so živeli v grahovem stroku, pa o ‘petelinji nogi, ki je dvorila kokošji nogi’, in o ‘krpalni igli, ki je bila tako imenitna, da si je domišljala, da je šivanka’!«
»Tudi dobrega je lahko preveč!« je rekel Ole Lukøje. »Veš, raje bi ti nekaj pokazal! Pokazal ti bom svojega brata; tudi njemu je ime Ole Lukøje, vendar k nikomur ne pride več kakor enkrat. Ko pride, vzame človeka s seboj na konja in mu pripoveduje zgodbe. Zna samo dve: ena je tako nepopisno lepa, da si je nihče na svetu ne more zamisliti, druga pa je tako strašna in grozljiva, da je sploh ni mogoče opisati!« Nato je dvignil malega Hjalmarja k oknu in rekel: »Tam boš videl mojega brata, drugega Oleja Lukøjeja! Pravijo mu tudi Smrt! Vidiš, sploh ni tako strašen kakor v slikanicah, kjer je sama kost in koščica! Ne, na obleki ima srebrne vezenine: to je najlepša huzarska uniforma! Plašč iz črnega žameta mu vihra zadaj čez konja! Poglej, kako galopira!«
Hjalmar je videl, kako tisti Ole Lukøje jezdi in jemlje na konja mlade in stare; nekatere posadi predse, druge za svoj hrbet, a najprej vedno vpraša: »Kako pa je z vašim spričevalom?« »Dobro!« rečejo vsi. »No, naj sam pogledam!« reče on in potem mu morajo pokazati spričevalo. Vsi, ki imajo »prav dobro« in »odlično«, sedejo pred njega na konja in poslušajo lepo zgodbo; tisti, ki imajo »dobro« in »zadostno«, pa morajo sesti zadaj in poslušati grozljivo zgodbo. Tresejo se in jokajo, radi bi skočili s konja, pa nikakor ne morejo, ker so se v hipu prirasli nanj.
»Saj je Smrt najlepši Ole Lukøje!« je rekel Hjalmar. »Njega se pa ne bojim!« »Saj se ga tudi ni treba!« je rekel Ole Lukøje. »Le poskrbi, da boš imel dobro spričevalo!«
»To je pa poučno!« je zamrmral pradedov portret. »Le pomaga, če človek pove svoje mnenje!« In bil je zadovoljen. Vidiš, to je zgodba o Oleju Lukøjeju! Zdaj ti lahko nocoj sam pove še kaj več!
Izvirnik
Ole Lukøje
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
I hele verden er der ingen, der kan så mange historier, som Ole Lukøje! Han kan rigtignok fortælle!
Sådan ud på aftnen, når børn sidder nok så net ved bordet, eller på deres skammel, kommer Ole Lukøje; han kommer så stille op ad trappen; for han går på hosesokker, han lukker ganske sagte døren op og fut! så sprøjter han børnene sødmælk ind i øjnene, så fint, så fint, men dog altid nok til at de ikke kan holde øjnene åbne, og derfor ikke ser ham; han lister sig lige bag ved, blæser dem sagte i nakken, og så bliver de tunge i hovedet, oh ja! men det gør ikke ondt, for Ole Lukøje mener det just godt med børnene, han vil bare have at de skal være rolige, og det er de bedst, når man får dem i seng, de skal være stille, for at han kan fortælle dem historier.
Når børnene nu sover, sætter Ole Lukøje sig på sengen; han er godt klædt på, hans frakke er af silketøj, men det er ikke muligt at sige, hvad kulør den har, for den skinner grøn, rød og blå, alt ligesom han drejer sig; under hver arm holder han en paraply, en med billeder på, og den sætter han over de gode børn, og så drømmer de hele natten de dejligste historier, og en paraply har han, hvor der slet intet er på, og den sætter han over de uartige børn, så sover de så tosset og har om morgnen, når de vågner, ikke drømt det allermindste.
Nu skal vi høre, hvorledes Ole Lukøje i en hel uge kom hver aften til en lille dreng, som hed Hjalmar, og hvad han fortalte ham! Det er hele syv historier, for der er syv dage i en uge.
Mandag
"Hør nu engang!" sagde Ole Lukøje om aftnen, da han havde fået Hjalmar i seng, "nu skal jeg pynte op!" og så blev alle blomsterne i urtepotterne til store træer, der strakte deres lange grene hen under loftet og langs med væggen, så hele stuen så ud som det dejligste lysthus, og alle grene var fulde af blomster, og hver blomst var smukkere end en rose, lugtede så dejlig, og ville man spise den, var den sødere end syltetøj! Frugterne glinsede ligesom guld og så var der boller der revnede af rosiner, det var mageløst! men i det samme begyndte det at jamre sig så forskrækkeligt henne i bordskuffen, hvor Hjalmars skolebøger lå.
"Hvad er nu det!" sagde Ole Lukøje og gik hen til bordet og fik skuffen op. Det var tavlen, som det knugede og trykkede i, for der var kommet et galt tal i regnestykket, så det var færdigt at falde fra hinanden; griflen hoppede og sprang i sit sejlgarnsbånd, ligesom den kunne være en lille hund, den ville hjælpe på regnestykket, men den kunne ikke! Og så var det Hjalmars skrivebog, som det jamrede sig inden i, oh det var ordentligt fælt at høre! langs ned på hvert blad stod alle de store bogstaver, hvert med et lille ved siden, en hel række ned ad, det var sådan en forskrift, og ved den igen stod nogle bogstaver, der troede de så ud lige som den, for dem havde Hjalmar skrevet, de lå næsten ligesom om de var faldet over blyantsstregen, hvilken de skulle stå på.
"Se, sådan skulle I holde eder!" sagde forskriften, "se, sådan til siden, med et rask sving!"
"Oh, vi vil gerne," sagde Hjalmars bogstaver, "men vi kan ikke, vi er så dårlige!"
"Så skal I have kinderpulver!" sagde Ole Lukøje.
"Oh nej!" råbte de, og så stod de så ranke at det var en lyst!
"Ja nu får vi ikke fortalt historier!" sagde Ole Lukøje, "nu må jeg eksercere dem! en to! en to!" og så eksercerede han bogstaverne, og de stod så ranke og så sunde som nogen forskrift kunne stå, men da Ole Lukøje gik, og Hjalmar om morgnen så til dem, så var de lige så elendige som før.
Tirsdag
Så snart Hjalmar var i seng, rørte Ole Lukøje med sin lille troldsprøjte ved alle møblerne i stuen og straks begyndte de at snakke, og alle sammen snakkede de om dem selv, undtagen spyttebakken, den stod tavs og ærgrede sig over, at de kunne være så forfængelige, kun at tale om dem selv, kun at tænke på dem selv og slet ikke at have tanke for den, der dog stod så beskeden i krogen og lod sig spytte på.
Der hang over kommoden et stort maleri i en forgyldt ramme, det var et landskab, man så høje gamle træer, blomster i græsset og et stort vand med en flod, der løb om bag skoven, forbi mange slotte, langt ud i det vilde hav.
Ole Lukøje rørte med sin troldsprøjte ved maleriet og så begyndte fuglene derinde at synge, træernes grene bevægede sig og skyerne tog ordentlig flugt, man kunne se deres skygge hen over landskabet.
Nu løftede Ole Lukøje den lille Hjalmar op mod rammen, og Hjalmar stak benene ind i maleriet, lige ind i det høje græs og der stod han; solen skinnede mellem træernes grene ned på ham. Han løb hen til vandet, satte sig i en lille båd der lå; den var malet rød og hvid, sejlene skinnede som sølv og seks svaner alle med guldkroner nede om halsen og en strålende blå stjerne på hovedet, trak båden forbi de grønne skove, hvor træerne fortalte om røvere og hekse og blomsterne om de nydelige små alfer og hvad sommerfuglene havde fortalt dem.
De dejligste fisk, med skæl som sølv og guld, svømmede efter båden, imellem gjorde de et spring så det sagde plask igen i vandet, og fuglene, røde og blå, små og store, fløj i to lange rækker bag efter, myggene dansede og oldenborren sagde bum, bum; de ville alle sammen følge Hjalmar, og hver havde de en historie at fortælle!
Det var rigtignok en sejltur! snart var skovene så tætte og så mørke, snart var de som den dejligste have med solskin og blomster og der lå store slotte af glas og af marmor; på altanerne stod prinsesser, og alle var de små piger, som Hjalmar godt kendte, han havde leget med dem før. De rakte hånden ud hver og holdt den yndigste sukkergris, som nogen kagekone kunne sælge, og Hjalmar tog i den ene ende af sukkergrisen, i det han sejlede forbi, og prinsessen holdt godt fast, og så fik hver sit stykke, hun det mindste, Hjalmar det allerstørste! Ved hvert slot stod små prinser skildvagt, de skuldrede med guldsabel og lod det regne med rosiner og tinsoldater; det var rigtige prinser!
Snart sejlede Hjalmar gennem skove, snart ligesom igennem store sale, eller midt igennem en by; han kom også igennem den hvor hans barnepige boede, hun der havde båret ham, da han var en ganske lille dreng, og havde holdt så meget af ham, og hun nikkede og vinkede og sang det nydelige lille vers, hun selv havde digtet og sendt Hjalmar:
Jeg tænker på dig så mangen stund,
min egen Hjalmar, du søde!
Jeg har jo kysset din lille mund,
din pande, de kinder røde.
Jeg hørte dig sige de første ord,
jeg måtte dig afsked sige.
Vor Herre velsigne dig her på jord,
en engel du er fra hans rige!
Og alle fuglene sang med, blomsterne dansede på stilken og de gamle træer nikkede, ligesom om Ole Lukøje også fortalte dem historier.
Onsdag
Nej hvor regnen skyllede ned udenfor! Hjalmar kunne høre det i søvne! og da Ole Lukøje lukkede et vindue op, stod vandet lige op til vindueskarmen; der var en hel sø derude, men det prægtigste skib lå op til huset.
"Vil du sejle med, lille Hjalmar!" sagde Ole Lukøje, "så kan du i nat komme til de fremmede lande og være her i morgen igen!"
Og så stod med et Hjalmar i sine søndagsklæder midt på det prægtige skib, og straks blev vejret velsignet og de sejlede gennem gaderne, krydsede om kirken og nu var alt en stor vild sø. De sejlede så længe, at der ingen land var at øjne mere, og de så en flok storke, de kom også hjemme fra og ville til de varme lande; den ene stork fløj bag ved den anden og de havde allerede fløjet så langt, så langt; en af dem var så træt, at hans vinger næsten ikke kunne bære ham længere, han var den allersidste i rækken og snart kom han et stort stykke bag efter, til sidst sank han med udbredte vinger lavere og lavere, han gjorde endnu et par slag med vingerne, men det hjalp ikke; nu berørte han med sine fødder tovværket på skibet, nu gled han ned af sejlet og bums! der stod han på dækket.
Så tog matrosdrengen ham og satte ham ind i hønsehuset, til høns, ænder og kalkuner; den stakkels stork stod ganske forknyt midt imellem dem.
"S'ikken en!" sagde alle hønsene.
Og den kalkunske hane pustede sig op så tykt den kunne og spurgte hvem han var; og ænderne gik baglæns og puffede til hinanden: "Rap dig! rap dig!"
Og storken fortalte om det varme Afrika, om pyramiderne og om strudsen, der løb som en vild hest hen over ørkenen, men ænderne forstod ikke hvad han sagde, og så puffede de til hinanden: "Skal vi være enige om, at han er dum!"
"Ja vist er han dum!" sagde den kalkunske hane og så pludrede den op. Da tav storken ganske stille og tænkte på sit Afrika.
"Det er nogle dejlige tynde ben I har!" sagde kalkunen. "Hvad koster alen?"
"Skrat, skrat, skrat!" grinte alle ænderne, men storken lod, som om han slet ikke hørte det.
"I kan gerne le med!" sagde kalkunen til ham, "for det var meget vittigt sagt! eller var det måske for lavt for ham! ak, ak! han er ikke flersidig! lad os blive ved at være interessante for os selv!" og så klukkede de og ænderne snadrede, "gik, gak! gik, gak!" det var skrækkeligt hvor morsomt de selv havde det.
Men Hjalmar gik hen til hønsehuset, åbnede døren, kaldte på storken og den hoppede ud på dækket til ham; nu havde den hvilet sig og det var ligesom om den nikkede til Hjalmar for at takke ham; derpå bredte den sine vinger ud og fløj til de varme lande, men hønsene klukkede, ænderne snadrede og den kalkunske hane blev ganske ildrød i hovedet.
"I morgen skal vi koge suppe på jer!" sagde Hjalmar og så vågnede han, og lå i sin lille seng. Det var dog en forunderlig rejse Ole Lukøje havde ladet ham gøre den nat!
Torsdag
"Ved du hvad!" sagde Ole Lukøje, "Bliv nu ikke bange! her skal du se en lille mus!" og så holdt han sin hånd, med det lette, nydelige dyr, hen imod ham. "Den er kommet for at invitere dig til bryllup. Her er to små mus i nat, som vil træde ind i ægtestanden. De bor nede under din moders spisekammergulv, det skal være sådan en dejlig lejlighed!"
"Men hvor kan jeg komme gennem det lille musehul i gulvet?" spurgte Hjalmar.
"Lad mig om det!" sagde Ole Lukøje, "jeg skal nok få dig lille!" og så rørte han med sin troldsprøjte ved Hjalmar, der straks blev mindre og mindre, til sidst var han ikke så stor, som en finger. "Nu kan du låne tinsoldatens klæder, jeg tænker de kan passe og det ser så rask ud at have uniform på, når man er i selskab!"
"Ja nok!" sagde Hjalmar, og så var han i øjeblikket klædt på, som den nysseligste tinsoldat.
"Vil De ikke være så god at sætte Dem i Deres moders fingerbøl," sagde den lille mus, "så skal jeg have den ære at trække Dem!"
"Gud, skal frøkenen selv have ulejlighed!" sagde Hjalmar og så kørte de til musebryllup.
Først kom de ind under gulvet i en lang gang, der slet ikke var højere end at de netop kunne køre der med et fingerbøl, og hele gangen var illumineret med trøske.
"Lugter her ikke dejligt!" sagde musen, som trak ham, "den hele gang er blevet smurt med flæskesvær! det kan ikke være dejligere!"
Nu kom de ind i brudesalen; her stod til højre alle de små hunmus og de hviskede og tiskede, ligesom om de gjorde nar af hinanden; til venstre stod alle hanmusene og strøg sig med poten om mundskægget, men midt på gulvet så man brudeparret, de stod i en udhulet osteskorpe og kyssedes så skrækkeligt meget for alles øjne, thi de var jo forlovede og nu skal de straks have bryllup.
Der kom altid flere og flere fremmede; den ene mus var færdig at træde den anden ihjel og brudeparret havde stillet sig midt i døren, så man hverken kunne komme ud eller ind. Hele stuen var ligesom gangen smurt med flæskesvær, det var hele beværtningen, men til dessert blev der fremvist en ært, som en lille mus af familien havde bidt brudeparrets navn ind i, det vil sige det første bogstav; det var noget ganske overordentligt.
Alle musene sagde, at det var et dejligt bryllup og at konversationen havde været så god.
Og så kørte Hjalmar igen hjem; han havde rigtignok været i fornemt selskab, men han måtte også krybe ordentlig sammen, gøre sig lille og komme i tinsoldat-uniform.
Fredag
"Det er utroligt hvor mange der er af ældre folk, som gerne vil have fat på mig!" sagde Ole Lukøje, "det er især dem, som har gjort noget ondt. 'Gode lille Ole,' siger de til mig, 'vi kan ikke få øjnene i og så ligger vi hele natten og ser alle vore onde gerninger, der, som fæle små trolde, sidder på sengekanten og sprøjter os over med hedt vand, ville du dog komme og jage dem bort, at vi kan få en god søvn,' og så sukker de så dybt: 'Vi vil såmænd gerne betale: God nat Ole! pengene ligger i vinduet,' men jeg gør det ikke for penge," sagde Ole Lukøje.
"Hvad skal vi nu have for i nat?" spurgte Hjalmar.
"Ja, jeg ved ikke om du har lyst igen i nat at komme til bryllup, det er en anden slags end den i går. Din søsters store dukke, den der ser ud som et mandfolk og kaldes Herman, skal giftes med dukken Bertha, det er desuden dukkens fødselsdag og derfor skal der komme så mange presenter!"
"Ja, det kender jeg nok," sagde Hjalmar, "altid når dukkerne trænger til nye klæder så lader min søster dem have fødselsdag eller holde bryllup! det er vist sket hundred gange!"
"Ja, men i nat er brylluppet hundred og et og når hundred og et er ude, så er alt forbi! derfor bliver også dette så mageløst. Se en gang!"
Og Hjalmar så hen på bordet; der stod det lille paphus med lys i vinduerne, og alle tinsoldaterne præsenterede gevær udenfor. Brudeparret sad på gulvet og lænede sig op til bordbenet, ganske tankefuldt, og det kunne det jo have grund til. Men Ole Lukøje, iført bedstemoders sorte skørt, viede dem! da vielsen var forbi, istemte alle møblerne i stuen følgende skønne sang, der var skrevet af blyanten, den gik på melodi, som tappenstregen.
Vor sang skal komme, som en vind
til brudeparret i stuen ind;
de knejser begge, som en pind,
de er gjort' af handskeskind!
:,: Hurra, hurra! for pind og skind!
Det synger vi højt i vejr og vind!:,:
Og nu fik de presenter, men de havde frabedt sig alle spiselige ting, for de havde nok af deres kærlighed.
"Skal vi nu ligge på landet, eller rejse udenlands?" spurgte brudgommen, og så blev svalen, som havde rejst meget og den gamle gårdhøne, der fem gange havde ruget kyllinger ud, taget på råd; og svalen fortalte om de dejlige, varme lande, hvor vindruerne hang så store og tunge, hvor luften var så mild, og bjergene havde farver, som man her slet ikke kender dem!
"De har dog ikke vor grønkål!" sagde hønen. "Jeg lå en sommer med alle mine kyllinger på landet; der var en grusgrav, som vi kunne gå og skrabe i, og så havde vi adgang til en have med grønkål! Oh, hvor den var grøn! jeg kan ikke tænke mig noget kønnere."
"Men den ene kålstok ser ud ligesom den anden," sagde svalen, "og så er her tit så dårligt vejr!"
"Ja det er man vant til!" sagde hønen.
"Men her er koldt, det fryser!"
"Det har kålen godt af!" sagde hønen. "Desuden kan vi også have det varmt! havde vi ikke for fire år siden en sommer, der varede i fem uger, her var så hedt, man kunne ikke trække vejret! og så har vi ikke alle de giftige dyr, de har ude! og vi er fri for røvere! Det er et skarn, som ikke finder at vort land er det kønneste! han fortjente rigtig ikke at være her!" og så græd hønen "Jeg har også rejst! jeg har kørt i en bøtte over tolv mil! der er slet ingen fornøjelse ved at rejse!"
"Ja hønen er en fornuftig kone!" sagde dukken Bertha, "jeg holder heller ikke af at rejse på bjerge, for det er kun op og så er det ned! nej, vi vil flytte ud ved grusgraven og spadsere i kålhaven!"
Og derved blev det.
Lørdag
"Får jeg nu historier!" sagde den lille Hjalmar, så snart Ole Lukøje havde fået ham i søvn.
"I aften har vi ikke tid til det," sagde Ole og spændte sin smukkeste paraply over ham. "Se nu på disse kinesere!" og hele paraplyen så ud som en stor kinesisk skål med blå træer og spidse broer med små kinesere på, der stod og nikkede med hovedet. "Vi skal have hele verden pudset kønt op til i morgen," sagde Ole, "det er jo da en hellig dag, det er søndag. Jeg skal hen i kirketårnene for at se, om de små kirkenisser polerer klokkerne, at de kan lyde smukt, jeg skal ud på marken, og se om vindene blæser støvet af græs og blade, og hvad der er det største arbejde, jeg skal have alle stjernerne ned for at polere dem af; jeg tager dem i mit forklæde, men først må hver nummereres og hullerne, hvor de sidder deroppe, må nummereres, at de kan komme på deres rette pladser igen, ellers vil de ikke sidde fast og vi får for mange stjerneskud, i det den ene dratter efter den anden!"
"Hør, ved de hvad hr. Lukøje!" sagde et gammelt portræt, som hang på væggen hvor Hjalmar sov, "jeg er Hjalmars oldefader: De skal have tak fordi De fortæller drengen historier, men De må ikke forvilde hans begreber. Stjernerne kan ikke tages ned og poleres! Stjernerne er kloder ligesom vor jord og det er just det gode ved dem!"
"Tak skal du have, du gamle oldefader!" sagde Ole Lukøje, "Tak skal du have! Du er jo hovedet for familien, du er 'olde'-hovedet! men jeg er ældre, end du! jeg er gammel hedning, romerne og grækerne kaldte mig drømmeguden! jeg er kommet i de fornemste huse og kommer der endnu! jeg forstår at omgås både med små og store! Nu kan du fortælle!" og så gik Ole Lukøje og tog paraplyen med.
"Nu tør man nok ikke mere sige sin mening!" sagde det gamle portræt.
Og så vågnede Hjalmar.
Søndag
"God aften!" sagde Ole Lukøje og Hjalmar nikkede, men sprang så hen og vendte oldefaderens portræt om mod væggen, at det ikke skulle snakke med, ligesom i går.
"Nu skal du fortælle mig historier, om 'de fem grønne ærter', der boede i en ærtebælg, og om 'haneben der gjorde kur til høneben', og om 'stoppenålen, der var så fin på det, at hun bildte sig ind hun var en synål'!"
"Man kan også få for meget af det gode!" sagde Ole Lukøje, "jeg vil helst vise dig noget, ved du nok! jeg vil vise dig min broder, han hedder også Ole Lukøje, men han kommer aldrig til nogen mere end én gang og når han kommer, tager han dem med på sin hest og fortæller dem historier; han kan kun to, en der er så mageløs dejlig, at ingen i verden kan tænke sig den, og en der er så fæl og gruelig ja det er ikke til at beskrive!" og så løftede Ole Lukøje den lille Hjalmar op i vinduet og sagde, "der skal du se min broder, den anden Ole Lukøje! de kalder ham også Døden! ser du, han ser slet ikke slem ud, som i billedbøgerne, hvor han er ben og knokler! nej, det er sølvbroderi han har på kjolen: Det er den dejligste husar-uniform! en kappe af sort fløjl flyver bag ud over hesten! se hvor han rider i galop."
Og Hjalmar så, hvordan dén Ole Lukøje red af sted og tog både unge og gamle folk op på hesten, nogle satte han for på og andre satte han bag på, men altid spurgte han først, "hvorledes står det med karakterbogen?" - "Godt!" sagde de alle sammen; "ja lad mig selv se!" sagde han, og så måtte de vise ham bogen; og alle de som havde "Meget godt" og "Udmærket godt" kom for på hesten og fik den dejlige historie at høre, men de som havde "Temmeligt godt" og "Mådeligt" de måtte bag på, og fik den fæle historie; de rystede og græd, de ville springe af hesten, men kunne det slet ikke, thi de var lige straks vokset fast til den.
"Men Døden er jo den dejligste Ole Lukøje!" sagde Hjalmar, "ham er jeg ikke bange for!"
"Det skal du heller ikke!" sagde Ole Lukøje, "se bare til at du har en god karakterbog!"
"Ja det er lærerigt!" mumlede oldefaderens portræt, "det hjælper dog, man siger sin mening!" og så var han fornøjet.
Se, det er historien om Ole Lukøje! nu kan han selv i aften fortælle dig noget mere!
Nadaljuj z branjem
