O besedilu
Metulj
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 4 min branja
- Obseg
- 3 strani
- Naslov izvirnika
- Sommerfuglen
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Metulj
Metulj si je želel ljubico; seveda si je hotel izbrati kakšno ljubko cvetlico. Ogledoval si jih je; vsaka je tako mirno in dostojanstveno sedela na svojem stebelcu, kakor se spodobi za dekle, ki še ni zaročeno. A izbira je bila tako velika, da je postalo vse skupaj prava nadloga. Metulju se ni ljubilo ubadati s tem, zato je odletel k marjetici. Francozi ji pravijo Margrethe in vedo, da zna prerokovati. In res prerokuje, ko ji zaljubljenci trgajo cvetni listič za lističem in ob vsakem sprašujejo o svojem ljubem: »Iz srca? – Z bolečino? – Zelo me ljubi? – Čisto malo? – Prav nič?« ali kaj podobnega. Vsak sprašuje v svojem jeziku. Tudi metulj jo je prišel vprašat; ni ji trgal lističev, temveč je vsakega poljubil, ker je menil, da z dobroto prideš najdlje.
»Ljuba Margrethe, marjetica!« je rekel. »Vi ste najmodrejša žena med vsemi cvetlicami! Znate prerokovati! Povejte mi, bom dobil to ali ono? In katero bom dobil? Ko bom vedel, bom lahko odletel naravnost k njej in jo zasnubil!«
Toda Margrethe mu sploh ni odgovorila. Ni ji bilo všeč, da jo je imenoval žena, saj je bila vendar še dekle, dekle pa ni žena. Vprašal jo je drugič in še tretjič, in ker iz nje ni izvabil niti besedice, se mu ni ljubilo več spraševati, temveč je kar odletel snubit.
Bilo je zgodaj spomladi; vse polno je bilo zvončkov in žafranov. »Prav ljubki so!« je rekel metulj. »Ljubke male konfirmandke! A nekoliko nezrele.« Kakor vsi mladi moški se je tudi on oziral za starejšimi dekleti. Nato je odletel k vetrnicam; te so bile zanj nekoliko pregrenke; vijolice preveč sanjave; tulipani preveč bahavi; bele narcise preveč malomeščanske; lipovi cvetovi premajhni, pa še toliko sorodstva so imeli; jablanovi cvetovi so bili resda na pogled kakor vrtnice, a danes so cveteli, jutri pa že odpadli, kakor je pač zapihal veter. Tak zakon bi bil prekratek, je menil. Najbolj mu je ugajal grahov cvet; bil je rdeč in bel, nežen in ljubek, sodil je med tista gospodinjska dekleta, ki so lepa na pogled, pa vendar znajo tudi sukati kuhalnico. Že ga je hotel zasnubiti, ko je tik ob njem zagledal grahov strok z uvelim cvetom na konici. »Kdo pa je to?« je vprašal. »Moja sestra,« je odgovoril grahov cvet.
»Aha, torej boste pozneje takšni!« To je metulja prestrašilo in je odletel. Čez plot je viselo kosteničevje; vse polno je bilo teh gospodičen, dolgih obrazov in rumene polti; takšnih ni maral. Toda kakšne je sploh maral? Kar njega vprašajte.
Pomlad je minila, poletje je minilo in nastopila je jesen; on pa ni bil nič bliže cilju. Cvetlice so se odele v najlepša oblačila, a kaj je to pomagalo, ko pa v njih ni bilo več tistega svežega, dišečega mladostnega duha. Z leti srce prav posebej potrebuje vonj, dalije in slezenovke pa ga nimajo ravno veliko. Zato se je metulj spustil h kodrasti meti.
»Ta sicer sploh nima cveta, a je vsa en sam cvet; diši od korenin do vrha, v vsakem listu ima cvetlični vonj. To bom vzel!« In jo je naposled zasnubil.
Toda kodrasta meta je stala togo in molče, nazadnje pa rekla: »Prijateljstvo, a nič več! Jaz sem stara in vi ste stari! Prav lepo lahko živiva drug za drugega, a da bi se poročila – ne! Nikar se na stara leta ne delajva norca iz sebe!«
In tako metulj ni dobil nobene. Predolgo je iskal, tega pa človek ne sme. Metulj je postal star samec, kakor se temu reče. Bila je že pozna jesen, deževna in viharna; veter je starim vrbam mrzlo bril po hrbtih, da je kar pokalo v njih. Ni bilo dobro letati zunaj v poletnih oblačilih, saj bi človek še predobro občutil ljubezen, kakor pravijo; toda metulj ni več letal zunaj. Po naključju je prišel v hišo, kjer je v lončeni peči gorel ogenj in je bilo zares toplo kakor poleti. Lahko je živel; toda: »Živeti ni dovolj!« je rekel. »Človek mora imeti sonce, svobodo in majhno cvetlico!«
In poletel je proti šipi; opazili so ga, občudovali in ga z buciko pripeli v škatlo z redkostmi; več niso mogli storiti zanj. »Zdaj tudi jaz sedim na stebelcu kakor cvetlice!« je rekel metulj. »Prav prijetno pa vendarle ni! Najbrž je tako, kakor če si poročen: priklenjen si!« In s tem se je tolažil.
»To je slaba tolažba!« so rekle lončnice v sobi. »Toda lončnicam ne gre povsem verjeti,« je menil metulj, »preveč se družijo z ljudmi!«
Izvirnik
Sommerfuglen
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Sommerfuglen ville have sig en kæreste; naturligvis ville han have sig en net lille en af blomsterne. Han så på dem; hver sad så stille og besindig på sin stilk, som en jomfru skal sidde, når hun ikke er forlovet; men her var så mange at vælge imellem, det blev en besværlighed, det gad sommerfuglen ikke være over og så fløj han til gåseurten. Hende kalder de franske Margrethe, de ved, at hun kan spå, og det gør hun, idet kærestefolk plukker blad for blad af hende, og ved hvert gør de et spørgsmål om kæresten: "af hjerte? – med smerte? – elsker meget? – lille bitte? – ikke det allermindste?" eller sådant noget. Enhver spørger på sit sprog. Sommerfuglen kom også for at spørge; han nippede ikke bladene af, men kyssede på hvert et, i den mening, at man kommer længst med det gode.
"Søde Margrethe Gåseurt!" sagde han, "De er den klogeste kone af alle blomsterne! De forstår at spå! sig mig, får jeg den eller den? Og hvem får jeg? Når jeg ved det, kan jeg flyve lige til og fri!"
Men Margrethe svarede slet ikke. Hun kunne ikke lide, at han kaldte hende kone, for hun var jo jomfru, og så er man ikke kone. Han spurgte anden gang og han spurgte tredje gang, og da han ikke fik et eneste ord af hende, så gad han ikke spørge mere, men fløj uden videre på frieri.
Det var i det tidlige forår; der var fuldt op af sommergække og krokus. "De er meget nette!" sagde sommerfuglen, "nydelige små konfirmander! men noget ferske." Han, som alle unge mandfolk, så efter ældre piger. Derpå fløj han til anemonerne; de var ham lidt for beske; violerne lidt for sværmeriske; tulipanerne for prangende; pinseliljerne for borgerlige; lindeblomsterne for små og de havde så stort familieskab; æbleblomsterne var jo rigtignok som roser at se på, men de stod i dag og faldt af i morgen, ligesom vinden blæste, det blev et for kort ægteskab, syntes han. Ærteblomsten var den, som mest behagede, den var rød og hvid, den var skær og fin, hørte til de huslige piger, som ser godt ud og dog dur for køkkenet; han var lige ved at fri til hende, men i det samme så han tæt ved hang en ærtebælg med vissen blomst på spidsen. "Hvem er det?" spurgte han. "Det er min søster," sagde ærteblomsten.
"Nå, således kommer De til at se ud senere!" Det skræmte sommerfuglen, og så fløj han.
Kaprifolierne hang over gærdet; der var fuldt op af de frøkner, lange i ansigtet og gule i skindet; det slags holdt han ikke af. Ja, men hvad holdt han af? Spørg ham.
Foråret gik, sommeren gik og så var det efterår; lige nær var han. Og blomsterne kom i de dejligste klæder, men hvad kunne det hjælpe, her var ikke det friske, duftende ungdomssind. Duft trænger just hjertet til med alderen og duft er der nu ikke synderligt af hos georginer og stokroser. Så søgte sommerfuglen ned til krusemynten.
"Den har nu slet ingen blomst, men den er hel blomst, dufter fra rod til top, har blomsterduft i hvert et blad. Hende tager jeg!"
Og så friede han endelig.
Men krusemynten stod stiv og stille og til sidst sagde den: "Venskab, men heller ikke mere! jeg er gammel og De er gammel! vi kan meget godt leve for hinanden, men gifte os – nej! lad os bare ikke gøre os til nar i vor høje alder!"
Og så fik sommerfuglen slet ingen. Han havde søgt for længe, og det skal man ikke. Sommerfuglen blev pebersvend, som man kalder det.
Sent var det på efteråret, med regn og rusk; vinden blæste koldt ned ad ryggen på de gamle piletræer, så at det knagede i dem. Det var ikke godt at flyve ude i sommerklæder, da ville man få kærligheden at føle, som man siger; men sommerfuglen fløj heller ikke ude, han var tilfældigvis kommen inden døre, hvor der var ild i kakkelovnen, ja rigtigt sommervarmt; han kunne leve; men, "leve er ikke nok!" sagde han, "solskin, frihed og en lille blomst må man have!"
Og han fløj mod ruden, blev set, beundret og sat på nål i raritetskassen; mere kunne man ikke gøre for ham.
"Nu sidder jeg også på stilk ligesom blomsterne!" sagde sommerfuglen; "ganske behageligt er det dog ikke! det er nok som at være gift, man sidder fast!" og så trøstede han sig dermed.
"Det er en dårlig trøst!" sagde potteblomsterne i stuen.
"Men potteblomster kan man ikke ganske tro," mente sommerfuglen, "de omgås for meget med mennesker!"
Nadaljuj z branjem
