Waltey

Prevod

Once upon a time there was a man up in Finnmark who had caught a great polar bear, which he was taking to the King of Denmark. As it happened, he reached Dovrefjell on Christmas Eve, and there he went into a house where a man named Halvor lived. He asked if he and his polar bear might have shelter for the night.

“Heaven help us!” said the man of the house. “We can’t put anyone up just now, for every Christmas Eve the place fills with so many trolls that we have to move out, without even a roof over our own heads.” “Oh, you can put me up all the same,” said the man. “My bear can lie here under the stove, and I can sleep in the little room.” Well, he pleaded for so long that at last he was given leave to stay. Then the people of the house moved out, leaving everything ready for the trolls, with the tables laid with rice porridge, lutefisk, sausages, and every other good thing, just as for any grand feast.

Before long the trolls arrived. Some were big and some were small, some had long tails and some had none, and some had long, long noses. They ate and drank and tasted everything. But then one of the young trolls caught sight of the polar bear lying under the stove. He put a piece of sausage on a fork, went over, and poked it against the polar bear’s nose. “Pussycat, want some sausage?” he shrieked. At that the polar bear sprang up with a growl and chased them all out, big and small alike.

The following year, on the afternoon of Christmas Eve, Halvor was in the forest cutting firewood for the holidays, for he was expecting the trolls again. As he was busy chopping, he heard a voice calling from deep in the forest: “Halvor!

Halvor!” “Yes?” said Halvor. “Have you still got that great pussycat of yours?” “Yes, she’s at home under the stove,” said Halvor, “and now she’s had seven kittens, all much bigger and fiercer than she is.” “Then we’ll never come to your house again!” shouted the troll from deep in the forest. And ever since that day, the trolls have never eaten Christmas porridge at Halvor’s house on Dovre.

Izvirnik

Der var engang en Mand oppe i Finmarken, som havde fanget en stor Hvidbjørn; den skulde han gaae til Kongen af Danmark med. Saa traf det sig saaledes at han kom til Dovrefjeld om Julekvelden, og der gik han ind i en Stue, hvor der boede en Mand, som hed Halvor. Her bad han, om han kunde faae laant Huus til sig og Hvidbjørnen sin. „Gud hjælpe os saa sandt,“ sagde Manden i Stuen, „vi kan nok ikke laane Huus til Nogen nu, for hver eneste Julekveld kommer der saa fuldt af Trold her, at vi maae flytte ud og ikke har Huus over Hovedet selv engang.“ „Aa, I kan nok laane mig Huus for det,“ sagde Manden, „Bjørnen min kan ligge under Ovnen her, og jeg kan vel faae

ligge inde i Koven.“ Ja, saa længe bad han da, at han fik Lov. Saa flyttede Folkene i Huset ud, og da var der tillavet for Troldene med opdækkede Borde, baade med Risengrød og Ludefisk og Pølse paa, og ellers Alt det som godt var, ligesom til et andet gildt Gjæstebud. Ret som det var saa kom Troldene, Nogle vare store og Nogle vare smaa, Nogle vare langrumpede og Nogle vare rumpeløse og Nogle havde lange, lange Næser, og de spiste og de drak og smagte paa Alting. Men saa fik en af Troldungerne see Hvidbjørnen, som laa under Ovnen, og saa tog han et Stykke Pølse og satte paa en Gaffel, gik hen og stak det bort i Næsen paa Hvidbjørnen. „Kjætte, vil du ha’ Kurv?“

skreg han. Saa foer Hvidbjørnen op og brummede og jagede dem ud Allesammen baade Store og Smaa. Aaret efter var Halvor i Skoven Julekvelds-Eftermiddagen og skulde hugge Ved til Helgen, for han ventede Troldene igjen. Allerbedst han hug, hørte han det raabte borte i Skoven: „Halvor! Halvor!“ „Ja,“ sagde Halvor. „Har du den store Kjætten din endnu, du?“ „Ja, hun ligger hjemme under Ovnen,“ sagde Halvor, „og nu har hun faaet syv Unger, som ere meget større og sindtere end hun selv.“ — „Saa kommer vi aldrig til dig mere da,“ raabte Troldet borte i Skoven; og siden den Tid har Troldene heller ikke spiist Julegrød hos Halvor paa Dovre.

Nalagam bralnik