Prevod
Na parniku je bil prileten mož s tako vedrim obrazom, da bi moral biti najsrečnejši človek na svetu, če le njegov obraz ni lagal. In to je tudi bil, je dejal; slišal sem iz njegovih lastnih ust. Bil je Danec, moj rojak in ravnatelj potujočega gledališča. Vso gledališko družino je imel s seboj, spravljeno v velikem zaboju; bil je lutkar. Njegovo prirojeno dobro voljo je, kakor je povedal, prečistil neki diplomant politehnike in s tistim poskusom je postal popolnoma srečen. Sprva ga nisem razumel, potem pa mi je razločno razložil vso zgodbo, in tukaj je.
Bilo je v Slagelseju, je dejal. V poštnem gostišču sem imel predstavo, dvorana je bila sijajno polna in občinstvo sijajno, sami takšni, ki še niso bili pri birmi, razen nekaj starih gospa. Tedaj pride neki črno oblečen človek študentovskega videza, sede in se smeje natanko na pravih mestih, ploska natanko tam, kjer je treba; bil je nenavaden gledalec! Moral sem izvedeti, kdo je, in slišim, da je diplomant politehniške šole, ki so ga poslali poučevat ljudi po podeželju. Ob osmih je bilo moje predstave konec, otroci morajo vendar zgodaj v posteljo in na udobje občinstva je treba misliti. Ob devetih je diplomant začel svoja predavanja in poskuse, in zdaj sem bil jaz njegov poslušalec. Nenavadno ga je bilo poslušati in gledati. Večina mi je šla čez glavo in naravnost v župnikovo, kakor pravijo, vendar sem si moral misliti: če ljudje lahko iznajdemo takšne reči, potem moramo tudi zdržati dlje kakor do trenutka, ko nas položijo v zemljo. Delal je same majhne čudeže, pa vendar je bilo vse čisto preprosto, naravnost iz narave. V času Mojzesa in prerokov bi tak diplomant politehnike gotovo postal eden deželnih modrecev, v srednjem veku pa bi ga sežgali. Vso noč nisem zatisnil očesa, in ko sem naslednji večer spet imel predstavo in je bil diplomant znova med občinstvom, me je prevzela prava dobra volja. Od nekega igralca sem slišal, da je v vlogah ljubimcev mislil le na eno samo gledalko; zanjo je igral in pozabil na vso preostalo dvorano. Diplomant politehnike je bil moja »ona«, moj edini gledalec, za katerega sem igral. Ko je bilo predstave konec, so vse marionete poklicali pred zaveso, diplomant politehnike pa me je povabil k sebi na kozarec vina. On je govoril o moji komediji, jaz o njegovi znanosti, in mislim, da sva imela od obojega enako veliko veselja, vendar sem nazadnje jaz obdržal besedo, saj je bilo v njegovi znanosti toliko reči, ki jih še sam ni znal pojasniti, denimo to, da kos železa, ki pade skozi spiralo, postane magneten. Kaj pa je to? Duh se spusti nadenj, toda od kod pride? Podobno je z ljudmi na tem svetu, si mislim: naš Gospod jih spusti skozi spiralo časa, duh se spusti nadnje in pred nami stoji Napoleon, Luther ali kdo njima podoben. »Ves svet je zaporedje čudes,« je rekel diplomant, »toda tako smo jih vajeni, da jim pravimo vsakdanje reči.« In govoril je in razlagal, nazadnje je bilo, kakor da mi dviga lobanjski pokrov, in po pravici sem priznal, da bi, ko ne bi bil že star mož, nemudoma odšel na politehniško šolo in se naučil svetu pogledati pod kožo, čeprav sem bil eden najsrečnejših ljudi. »Eden najsrečnejših!« je dejal, kakor da bi okušal te besede. »Ste srečni?« me je vprašal. »Da,« sem rekel, »srečen sem in dobrodošel v vsakem mestu, kamor pridem s svojo družino. Res pa me včasih obide neka želja, kakor škrat, kakor mora, ki jezdi na moji dobri volji, in ta je: postati gledališki ravnatelj žive igralske družine, prave človeške družbe.« – »Želite si, da bi vaše marionete oživele, želite si, da bi postale pravi igralci,« je dejal, »vi pa bi bili njihov ravnatelj, in tedaj bi bili, tako mislite, popolnoma srečni?« On tega ni verjel, jaz pa sem, in govorila sva sem in tja, a vsak je ostal pri svojem; sva pa trčila s kozarci in vino je bilo zelo dobro, vendar je bilo v njem nekaj čarovnije, sicer bi se vsa zgodba skrčila na to, da sem se opil. Pa se nisem, pogled mi je bil jasen. V sobi je bilo kakor sončna svetloba, sijala je z obraza diplomanta politehnike, in moral sem pomisliti na stare bogove v večni mladosti, ko so hodili po svetu. To sem mu tudi povedal in nasmehnil se je; prisegel bi lahko, da je preoblečen bog ali kdo iz njihovega sorodstva – in tudi bil je. Moja največja želja naj bi se izpolnila, marionete naj bi oživele, jaz pa postal ravnatelj ljudi. Pila sva na to; vse moje lutke je zložil v leseni zaboj, mi ga privezal na hrbet in me nato spustil skozi spiralo. Še zdaj slišim, kako sem treščil na tla; ležal sem na tleh, to je gotovo in resnično, vsa družina pa je poskakala iz zaboja. Duh se je spustil nadnje, prav vse marionete so postale izvrstni umetniki, tako so same dejale, in jaz sem bil ravnatelj. Vse je bilo nared za prvo predstavo; vsa družina je hotela govoriti z menoj, pa tudi občinstvo. Plesalka je rekla, da bi se gledališče sesulo, če ona ne bi stala na eni nogi; ona nosi vse skupaj in tako je treba z njo tudi ravnati. Lutka, ki je igrala cesarico, je hotela, da tudi zunaj odra z njo ravnajo kakor s cesarico, sicer bo izgubila občutek za vlogo. Tisti, ki je nastopal le zato, da je prinesel pismo, se je imel za enako pomembnega kakor prvi ljubimec, saj so majhne vloge v umetniški celoti prav tako pomembne kakor velike, je dejal. Potem je junak zahteval, da bi bila njegova vloga sestavljena iz samih sklepnih replik pred odhodom z odra, saj tem občinstvo ploska. Primadona je hotela igrati samo v rdeči svetlobi, ker ji je ta pristajala – v modri ni hotela nastopati. Bilo je kakor muhe v steklenici, jaz pa sem bil sredi steklenice, jaz sem bil ravnatelj. Zmanjkovalo mi je sape, izgubljal sem glavo, bil sem tako nesrečen, kakor je človek le lahko; znašel sem se med nekim novim človeškim rodom in želel sem si, da bi bili spet vsi v zaboju in da nikoli ne bi postal ravnatelj. Naravnost sem jim povedal, da so navsezadnje vendarle vsi samo marionete, in tedaj so me pobili. Ležal sem na postelji v svoji sobi; kako sem od diplomanta politehnike prišel tja, naj ve on, jaz ne vem. Luna je svetila na tla, kjer je ležal prevrnjen zaboj za lutke, vse lutke pa so bile razmetane naokrog, majhne in velike, vsa druščina. A nisem se obotavljal, planil sem iz postelje in vse so romale v zaboj, nekatere z glavo navzdol, druge na noge. Zaloputnil sem pokrov in sam sedel na zaboj; prizor je bil vreden slike, si ga lahko predstavljate? Jaz si ga lahko. »Zdaj boste ostale tukaj,« sem rekel, »in nikoli več si ne bom zaželel, da bi bile iz mesa in krvi!« – Tako lahkotno mi je bilo pri srcu, bil sem najsrečnejši človek; diplomant politehnike me je prečistil. Sedel sem v čisti blaženosti in zaspal na zaboju, zjutraj – pravzaprav je bilo že opoldne, toda tisto jutro sem nenavadno dolgo spal – pa sem še zmeraj sedel tam, srečen, ker sem spoznal, da je bila moja nekdanja edina želja neumna. Povprašal sem po diplomantu politehnike, vendar je izginil, kakor grški in rimski bogovi. In od tedaj sem najsrečnejši človek. Srečen ravnatelj sem, moja družina ne ugovarja, občinstvo prav tako ne, temveč se iz srca zabava; vse svoje igre lahko svobodno sestavljam sam. Iz vseh komedij vzamem najboljše, kar se mi zahoče, in nihče se zaradi tega ne jezi. Igre, ki jih velika gledališča zdaj zaničujejo, občinstvo pa je pred tridesetimi leti drlo nanje in ob njih ihtelo, zdaj vzamem jaz in jih ponudim malčkom, in malčki ihtijo prav tako, kakor sta ihtela oče in mati. Uprizarjam »Johanno Montfaucon« in »Dyveke«, vendar skrajšani, saj malčki ne marajo dolgega ljubezenskega blebetanja; hočejo: nesrečno, a hitro. Zdaj sem prepotoval Dansko podolgem in počez, poznam vse ljudi in vsi poznajo mene; zdaj sem se odpravil na Švedsko, in če bom tukaj žel uspeh in zaslužil dober denar, bom postal Skandinavec, sicer pa ne, to vam povem, ker ste moj rojak.
In jaz kot njegov rojak to seveda takoj pripovedujem naprej, zgolj zato, da pripovedujem.
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
Der var på dampskibet en gammelagtig mand, med et så fornøjet ansigt, at, løj det ikke, da måtte han være det lykkeligste menneske på jorden. Det var han også, sagde han; jeg hørte det af hans egen mund; han var dansk, var min landsmand og rejsende teaterdirektør. Hele personalet havde han med, det lå i en stor kasse; han var marionetspiller. Hans medfødte gode humør, sagde han, var blevet lutret af en polyteknisk kandidat, og ved det eksperiment var han blevet fuldkommen lykkelig. Jeg forstod ham ikke straks, men så satte han hele historien klart ud for mig, og her er den.
Det var i Slagelse, sagde han, jeg gav en forestilling på postgården, og havde brillant hus og brillant publikum, aldeles ukonfirmeret, på et par gamle madammer nær. Så kommer der en sortklædt person af studenterudseende, han sætter sig, og ler aldeles på de rigtige steder, klapper aldeles rigtigt, det var en usædvanlig tilskuer! jeg måtte vide, hvem det var, og jeg hører, at det er en kandidat fra den polytekniske læreanstalt, sendt ud for at belære folk i provinserne. Klokken otte var min forestilling ude, børn skal jo tidlig i seng, og man må tænke på publikums bekvemmelighed. Klokken ni begyndte kandidaten sine forelæsninger og eksperimenter, og nu var jeg hans tilhører. Det var mærkeligt at høre og se på. Det meste gik over mit hoved og ind i præstens, som man siger, men det måtte jeg tænke: Kan vi mennesker udfinde sligt, så må vi også kunne holde længere ud end til vi puttes i jorden. Det var bare små mirakler, han gjorde, og dog alt sammen fod i hose, lige ud af naturen. I Moses' og profeternes tid måtte sådan en polyteknisk kandidat være blevet en af landets vise, og i middelalderen ville han være blevet brændt. Jeg sov ikke hele natten, og da jeg næste aften gav en forestilling og kandidaten var der igen, så kom jeg ordentlig i humør. Jeg har hørt af en skuespiller, at han i elskerroller kun tænkte på en eneste af tilskuerne, for hende spillede han og glemte hele det øvrige hus; den polytekniske kandidat han var min "hende," min eneste tilskuer, som jeg spillede for. Da forestillingen var ude, blev alle marionetter kaldt frem, og jeg blev af den polytekniske kandidat budt ind til ham på et glas vin; han talte om min komedie og jeg talte om hans videnskab, og jeg tror, vi havde lige stor fornøjelse af begge dele, men jeg beholdt dog ordet, for der var så meget i hans, som han ikke selv kunne gøre rede for, som nu den ting, at et stykke jern, som falder igennem en spiral, bliver magnetisk, ja hvad er det: Ånden kommer over det, men hvor kommer den fra; det er ligesom med denne verdens mennesker, tænker jeg, Vorherre lader dem dumpe gennem tidens spiral, og ånden kommer over dem, og så står der en Napoleon, en Luther, eller lignende person. "Hele verden er en række af underværker," sagde kandidaten, "men vi er så vante til dem, at vi kalder dem hverdagsting." Og han talte og han forklarede, det var til sidst ligesom han løftede hjerneskallen på mig, og jeg tilstod ærligt, at var jeg ikke allerede en gammel karl, så ville jeg straks gå i den polytekniske anstalt og lære at se verden efter i sømmene, og det uagtet jeg var et af de lykkeligste mennesker. "Et af de lykkeligste!" sagde han, og det var ligesom han smagte på det. "Er De lykkelig?" spurgte han; "ja," sagde jeg, "lykkelig er jeg, og velkommen er jeg i alle byer, hvor jeg kommer med mit selskab. Der er jo rigtignok et ønske, der imellem kommer over mig som en nissebuk, en mare, der rider mit gode humør, det er: at blive teaterdirektør for en levende trup, et rigtigt menneskeselskab." - "De ønsker deres marionetter levendegjorte, De ønsker, at de skal blive til virkelige skuespillere," sagde han, "og De selv være direktøren, da ville De være fuldkommen lykkelig, tror De?" Han troede det nu ikke, men jeg troede det, og vi talte frem og vi talte tilbage, og så var vi lige nær i vor mening, men med glassene stødte vi sammen, og vinen var meget god, men der var troldtøj i den, for ellers bliver hele historien, at jeg fik en rus. Det var det ikke, jeg var klarøjet. Der var som solskin i stuen, det skinnede ud af ansigtet på den polytekniske kandidat, og jeg måtte tænke på de gamle guder i evig ungdom, da de gik om i verden; og det sagde jeg til ham, og så smilede han, og jeg turde have bandet på, at han var en forklædt gud eller en af familien, - og han var det - mit højeste ønske skulle opfyldes, marionetterne blive levende, og jeg direktør for mennesker. Vi drak på det; han pakkede alle mine dukker i trækassen, bandt mig den på ryggen, og så lod han mig dumpe gennem en spiral; jeg hører endnu, hvor jeg dumpede, jeg lå på gulvet, det er vist og sandt, og hele selskabet sprang ud af kassen, ånden var kommen over dem alle sammen, alle marionetterne var blevet udmærkede kunstnere, det sagde de selv, og jeg var direktør; alt var i stand til første forestilling; hele selskabet ville tale med mig, og publikum med. Danserinden sagde, at når hun ikke stod på ét ben, så faldt huset, hun var mester for det hele og ville behandles således. Dukken, der spillede kejserinde, ville uden for scenen også behandles som kejserinde, for ellers kom hun ud af øvelsen; han som brugtes til at komme ind med et brev, gjorde sig lige så vigtig som første elsker, thi de små var som de store af lige vigtighed i et kunstnerisk helt, sagde han. Så forlangte helten, at hele hans rolle skulle kun være udgangsreplikker, for dem klappede man af; primadonna ville kun spille i rødt lys, for det klædte hende - hun ville ikke være i blåt. Det var ligesom fluer i en flaske, og jeg var midt i flasken, jeg var direktør. Vejret gik fra mig, hovedet gik fra mig, jeg var så elendig, som et menneske kan blive, det var en ny menneskeslægt jeg var kommen imellem, jeg ønskede, at jeg havde dem alle sammen i kassen igen, og at jeg aldrig var blevet direktør. Jeg sagde dem rent ud, at de i grunden dog alle var marionetter, og så slog de mig ihjel. Jeg lå på sengen i mit kammer, hvorledes jeg var kommet der fra den polytekniske kandidat, må han vide, jeg ved det ikke. Månen skinnede ind på gulvet, hvor dukkekassen lå væltet og alle dukkerne smidt om, små og store, hele kommersen; men jeg var ikke sen, ud af sengen fór jeg, og i kassen kom de alle sammen, nogle på hovedet og nogle på benene; jeg smækkede låget til og satte mig selv ovenpå kassen; det var til at male, kan De se det, jeg kan se det. "Nu skal I blive der," sagde jeg, "og aldrig ønsker jeg mere at I har kød og blod!" - Jeg var så let i humøret, jeg var det lykkeligste menneske; den polytekniske kandidat havde lutret mig; jeg sad i bar lyksalighed og faldt i søvn på kassen, og om morgnen - det var egentlig om middagen, men jeg sov forunderlig længe den morgen, - så sad jeg der endnu, lykkelig, idet jeg havde lært, at mit fordums eneste ønske havde været dumt; jeg spurgte efter den polytekniske kandidat, men han var borte, ligesom de græske og romerske guder. Og fra den tid har jeg været det lykkeligste menneske. Jeg er en lykkelig direktør, mit personale ræsonnerer ikke, publikum ikke heller, det fornøjer sig af hjertensgrund; frit kan jeg selv lave alle mine stykker sammen. Jeg tager af alle komedier det bedste, jeg vil, og ingen ærgrer sig derover. Stykker, som nu er foragtede på de store teatre, men som publikum for tredve år siden løb efter og tvinede over, dem tager jeg nu til mig, nu giver jeg dem til de små, og de små de tviner ligesom fader og moder tvinede; jeg giver "Johanna Montfaucon" og "Dyveke," men i forkortning, for de små holder ikke af langt kærlighedsvrøvl, de vil: ulykkeligt, men hurtigt. Nu har jeg berejst Danmark på retten og på vrangen, kender alle mennesker og kendes igen; nu er jeg gået til Sverige, og gør jeg her lykke og fortjener gode penge, så bliver jeg skandinav, ellers ikke, det siger jeg Dem, som er min landsmand.
Og jeg, som landsmand, fortæller det naturligvis straks igen, blot for at fortælle.
