Waltey
Leteči kovček
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Leteči kovček
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 10 min branja
- Obseg
- 8 strani
- Naslov izvirnika
- Den flyvende kuffert
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Leteči kovček
Nekoč je živel trgovec, ki je bil tako bogat, da bi lahko s srebrniki tlakoval vso ulico in skoraj še eno uličico povrhu; vendar tega ni storil, saj je znal svoj denar drugače obračati: če je izdal en skiling, je dobil nazaj cel tolar. Takšen trgovec je bil — potem pa je umrl.
Sin je podedoval ves ta denar in živel na veliki nogi. Vsako noč je hodil na plese v maskah, iz tolarskih bankovcev je izdeloval papirnate zmaje in namesto s kamenčki metal žabice po jezeru z zlatniki. Tako je denar seveda hitro kopnel in nazadnje so mu ostali le še štirje skilingi, od oblačil pa samo par copat in stara domača halja. Prijatelji se zdaj niso več menili zanj, saj z njim vendar niso mogli hoditi po ulici. Eden med njimi, ki je bil dobrega srca, pa mu je poslal star kovček in mu naročil: »Spakiraj!« To je bilo sicer lepo, toda spakirati ni imel česa, zato je kar sam sedel v kovček.
To je bil prav nenavaden kovček. Brž ko si pritisnil na ključavnico, je lahko poletel. In res je poletel: švig, pa ga je že ponesel skozi dimnik, visoko nad oblake, vse dlje in dlje. Dno je pokalo in mladenič se je silno bal, da bo kovček razpadel, saj bi tedaj napravil kaj imeniten premet! Bog pomagaj! Tako je prispel v deželo Turkov. Kovček je skril v gozdu pod suho listje in se odpravil v mesto. To je lahko brez skrbi storil, saj so pri Turkih vsi hodili v domačih haljah in copatah kakor on. Srečal je dojiljo z majhnim otrokom. »Poslušaj, turška dojilja!« je rekel. »Kakšen je tisti veliki grad tik ob mestu? Okna ima tako visoko!«
»Tam prebiva kraljeva hči!« je odgovorila. »Prerokovali so ji, da bo zaradi ljubega silno nesrečna, zato je nihče ne sme obiskati, če nista zraven kralj in kraljica!«
»Hvala!« je rekel trgovčev sin, se vrnil v gozd, sedel v kovček, poletel na streho in skozi okno zlezel k princesi. Ležala je na zofi in spala. Bila je tako lepa, da jo je moral poljubiti. Prebudila se je in se hudo prestrašila, a povedal ji je, da je turški bog, ki se je po zraku spustil k njej, in to ji je bilo zelo všeč.
Nato sta sedela drug ob drugem in pripovedoval ji je zgodbe o njenih očeh: bile so najlepši temni jezeri, po katerih so misli plavale kakor morske deklice. Pripovedoval ji je tudi o njenem čelu: bilo je zasnežena gora z najveličastnejšimi dvoranami in slikami. In pripovedoval ji je o štorklji, ki prinaša ljubke otročičke.
Da, to so bile čudovite zgodbe! Potem je princeso zasnubil in takoj je privolila. »Toda v soboto morate priti sem,« je rekla. »Takrat bosta kralj in kraljica pri meni na čaju! Zelo ponosna bosta, da se bom poročila s turškim bogom. Le glejte, da boste znali povedati zares lepo pravljico, kajti moja starša imata pravljice nadvse rada. Mati želi, da je poučna in plemenita, oče pa, da je vesela in se ji lahko smeje!«
»Da, nobenega drugega poročnega darila ne prinesem kakor pravljico!« je rekel. Nato sta se poslovila, princesa pa mu je podarila sabljo, okrašeno z zlatniki, in ta mu je prišla še kako prav.
Odletel je, si kupil novo domačo haljo, potem pa sedel v gozdu in si izmišljal pravljico. Do sobote je morala biti nared, to pa le ni tako preprosto.
Naposled je bila pravljica končana in prišla je sobota. Kralj, kraljica in ves dvor so ga s čajem čakali pri princesi. Kako lepo so ga sprejeli! »Zdaj pa nam povejte pravljico!« je rekla kraljica. »Takšno, ki je globokoumna in poučna!«
»Pa vendar takšno, da se ji bomo lahko smejali!« je pristavil kralj. »Seveda!« je odgovoril mladenič in začel pripovedovati. Zdaj pa pozorno prisluhnimo. »Nekoč je bil sveženj žveplenk, ki so bile silno ponosne na svoj visoki rod. Njihovo rodovno drevo, se pravi veliki bor, od katerega je bila vsaka majhna trska, je bil nekoč mogočno staro drevo v gozdu. Zdaj so žveplenke ležale na polici med kresilom in starim železnim loncem ter jima pripovedovale o svoji mladosti. ‘Da, ko smo bile še na zeleni veji!’ so govorile. ‘Takrat smo bile zares na zeleni veji! Vsako jutro in vsak večer smo pile diamantni čaj — to je bila rosa —, ves dan smo imele sonce, kadar je pač sijalo, in vse drobne ptice so nam morale pripovedovati zgodbe. Prav dobro smo vedele, da smo bogate, saj so bila listnata drevesa oblečena samo poleti, naša družina pa si je lahko privoščila zelena oblačila poleti in pozimi. Potem pa so prišli drvarji, to je bila velika revolucija, in naša družina se je razkropila. Glava rodbine je dobila mesto glavnega jambora na veličastni ladji, ki bi lahko objadrala ves svet, če bi hotela. Druge veje so prišle drugam, nam pa je zdaj naloženo, da prižigamo luč nizkotni množici. Zato smo me, plemenite gospe, pristale tukaj v kuhinji.’
‘No, meni se godi drugače!’ je rekel železni lonec, ob katerem so ležale žveplenke. ‘Odkar sem prišel na svet, me kar naprej drgnejo in kuhajo v meni! Skrbim za izdatno hrano in sem, pravzaprav, prvi v tej hiši. Moje edino veselje je, da po obedu čist in snažen ležim na polici ter se pametno pomenkujem s tovariši. Toda razen vedra za vodo, ki tu in tam pride na dvorišče, smo vsi ves čas med štirimi stenami. Edina, ki nam prinaša novice, je košara za na trg, a ta tako razburjeno govori o vladi in ljudstvu, da je zadnjič neka stara posoda od samega strahu padla s police in se razbila! Svobodomiselna je, vam rečem!’ — ‘Zdaj pa že preveč govoriš!’ je reklo kresilo in jeklo je udarilo ob kremen, da so se usule iskre. ‘Kaj, ko bi si privoščili vesel večer?’
‘Da, pogovorimo se o tem, kdo je najplemenitejši!’ so rekle žveplenke. ‘Ne, nerada govorim o sebi,’ je rekla glinena posoda. ‘Raje si privoščimo večerno razvedrilo! Jaz bom začela. Povedala bom nekaj, kar je vsak že doživel. V takšno zgodbo se je tako prijetno vživeti in tako zabavna je: Ob Baltskem morju, med danskimi bukvami!’
‘Kako lep začetek!’ so vzkliknili vsi krožniki. ‘To bo prav gotovo zgodba po našem okusu!’ ‘Da, tam sem preživela mladost pri mirni družini. Pohištvo so loščili, tla pomivali in vsakih štirinajst dni obesili sveže zavese!’
‘Kako zanimivo pripovedujete!’ je rekla metlica za prah. ‘Takoj se sliši, da pripoveduje ženska; vse je prežeto z nekakšno snažnostjo!’
‘Da, to se čuti!’ je reklo vedro za vodo in od veselja malce poskočilo, da je voda pljusknila po tleh. Posoda je pripovedovala naprej in konec je bil prav tako dober kakor začetek.
Vsi krožniki so od veselja zažvenketali, metlica za prah pa je vzela zelen peteršilj iz zabojčka s peskom in posodi spletla venec, saj je vedela, da bo to druge ujezilo. ‘Če jo danes ovenčam jaz,’ si je mislila, ‘bo jutri ona ovenčala mene.’
‘Zdaj bom pa zaplesala!’ so rekle klešče za žerjavico in zaplesale. Bog pomagaj, kako so znale dvigniti eno nogo v zrak! Stara prevleka za stol v kotu je ob pogledu nanje kar počila! ‘Ali dobim venec tudi jaz?’ so vprašale klešče in tudi njih so ovenčali.
‘Saj to je sama drhal!’ so si mislile žveplenke. Zdaj naj bi zapel samovar, a je rekel, da je prehlajen in da ne more peti, dokler ne zavre. Toda to je bilo zgolj zaradi njegove vzvišenosti: peti je hotel samo takrat, ko je stal na mizi pri gospodi.
Na okenski polici je ležalo staro pisalno pero, s katerim je navadno pisala služkinja. Na njem ni bilo nič posebnega, le pregloboko so ga pomakali v črnilnik, a prav zaradi tega se je imelo za imenitno. ‘Če samovar noče peti,’ je reklo, ‘pa naj molči! Zunaj visi kletka s slavcem, ki zna peti. Resda se ni ničesar učil, toda nocoj mu tega ne bomo očitali!’
‘Meni se zdi skrajno neprimerno,’ je rekel čajnik, ki je bil kuhinjski pevec in samovarjev polbrat, ‘da bi poslušali takšno tujo ptico! Je to domoljubno? Naj razsodi košara za na trg!’
‘Samo jezim se,’ je rekla košara za na trg. ‘Jezi me bolj, kot si lahko kdo misli! Je to primeren način preživljanja večera? Ali ne bi bilo bolje spraviti hišo v red? Vsak bi moral na svoje mesto, jaz pa bi vodila vso reč. To bi bilo nekaj čisto drugega!’
‘Da, naredimo direndaj!’ so rekli vsi v en glas. Prav tedaj so se odprla vrata. Vstopila je služkinja in vsi so obmirovali, nihče ni niti črhnil. Toda ni bilo posode, ki ne bi prav dobro vedela, kaj vse zmore in kako imenitna je. ‘Da, ko bi le hotela,’ so si mislile, ‘bi bil to zares vesel večer!’
Služkinja je vzela žveplenke in z njimi zakurila. Bog pomagaj, kako so prasketale in plamenele! ‘Zdaj lahko vsakdo vidi,’ so si mislile, ‘da smo me prve! Kakšen sijaj imamo! Kakšna luč!’ — Potem pa so dogorele.«
»To je bila čudovita pravljica!« je rekla kraljica. »Zdelo se mi je, da sem zares v kuhinji pri žveplenkah. Da, zdaj boš dobil najino hčer.« »Seveda!« je rekel kralj. »V ponedeljek se boš poročil z najino hčerjo!« Zdaj so ga namreč že tikali, saj naj bi postal član družine.
Poroka je bila torej določena in večer pred njo je bilo vse mesto razsvetljeno. Žemljice in preste so metali med ljudi, da so jih lovili; dečki na ulicah so se dvigali na prste, vzklikali hura in žvižgali s prsti. Bilo je nadvse veličastno.
»No, tudi jaz moram kaj storiti!« si je mislil trgovčev sin. Kupil je rakete, pokalice in vse mogoče ognjemetne priprave, jih položil v kovček in z njimi poletel v zrak.
Švist, kako je letelo! In kako je pokalo! Vsi Turki so poskakovali, da so jim copate letele okoli ušes; takšnega prizora na nebu še nikoli niso videli. Zdaj so se lahko prepričali, da bo princeso vzel sam turški bog.
Brž ko se je trgovčev sin s kovčkom spustil nazaj v gozd, si je mislil: »Pa pojdem v mesto poslušat, kako je bilo vse skupaj videti!« In bilo je povsem razumljivo, da ga je to mikalo.
O, kako so ljudje pripovedovali! Prav vsak, ki ga je vprašal, je vse skupaj videl po svoje, a vsem se je zdelo čudovito. »Videl sem samega turškega boga,« je rekel eden. »Oči je imel kakor bleščeče zvezde in brado kakor peneče se vode!«
»Letel je v ognjenem plašču,« je rekel drugi. »Iz njegovih gub so kukali najlepši angelčki!« Da, same lepe reči je slišal, naslednji dan pa naj bi bila njegova poroka.
Vrnil se je v gozd, da bi sedel v kovček — toda kje je bil? Kovček je zgorel. V njem je ostala iskra od ognjemeta, zanetila je ogenj in kovček se je spremenil v pepel. Ni mogel več leteti, ni mogel več priti k svoji nevesti.
Ves dan je stala na strehi in čakala. Še zdaj čaka, on pa hodi po svetu in pripoveduje pravljice, le da niso več tako vesele kakor tista, ki jo je povedal o žveplenkah.
Izvirnik
Den flyvende kuffert
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Der var engang en købmand, han var så rig, at han kunne brolægge den hele gade og næsten et lille stræde til med sølvpenge; men det gjorde han ikke, han vidste anderledes at bruge sine penge, og gav han en skilling ud, fik han en daler igen; sådan en købmand var han - og så døde han.
Sønnen fik nu alle disse penge, og han levede lystigt, gik på maskerade hver nat, gjorde papirsdrager af rigsdaler-sedler og slog smut hen over søen med guldpenge, i stedet for med en sten, så kunne pengene sagtens gå, og det gjorde de; til sidst ejede han ikke mere end fire skilling, og havde ingen andre klæder end et par tøfler og en gammel slåbrok. Nu brød hans venner sig ikke længere om ham, da de jo ikke kunne gå på gaden sammen, men en af dem, som var god, sendte ham en gammel kuffert og sagde: "Pak ind!" ja, det var nu meget godt, men han havde ikke noget at pakke ind, så satte han sig selv i kufferten.
Det var en løjerlig kuffert. Så snart man trykkede på låsen, kunne kufferten flyve; det gjorde den, vips fløj den med ham op igennem skorstenen, højt op over skyerne, længere og længere bort; det knagede i bunden, og han var så forskrækket, for at den skulle gå i stykker, for så havde han gjort en ganske artig volte! Gudbevares! og så kom han til tyrkernes land. Kufferten skjulte han i skoven, under de visne blade og gik så ind til byen; det kunne han godt gøre, for hos tyrkerne gik jo alle ligesom han i slåbrok og tøfler. Så mødte han en amme med et lille barn. "Hør du tyrke-amme!" sagde han, "hvad er det for et stort slot her tæt ved byen, vinduerne sidder så højt!"
"Der bor kongens datter!" sagde hun, "der er spået hende, at hun skal blive så ulykkelig over en kæreste, og derfor må der ingen komme til hende, uden kongen og dronningen er med!"
"Tak!" sagde købmandssønnen, og så gik han ud i skoven, satte sig i sin kuffert, fløj op på taget og krøb ind af vinduet til prinsessen.
Hun lå i sofaen og sov; hun var så dejlig, at købmandssønnen måtte kysse hende; hun vågnede og blev ganske forskrækket, men han sagde, han var tyrkeguden, som var kommet ned igennem luften til hende, og det syntes hun godt om.
Så sad de ved siden af hinanden, og han fortalte historier om hendes øjne: De var de dejligste, mørke søer, og tankerne svømmede der som havfruer; og han fortalte om hendes pande: Den var et snebjerg med de prægtigste sale og billeder, og han fortalte om storken, som bringer de søde små børn.
Jo, det var nogle dejlige historier! så friede han til prinsessen, og hun sagde straks ja!
"Men De må komme her på lørdag," sagde hun, "da er kongen og dronningen hos mig til tevand! de vil være meget stolte af, at jeg får tyrkeguden, men se til, De kan et rigtigt dejligt eventyr, for det holder mine forældre særdeles meget af; min moder vil have det moralsk og fornemt og min fader lystigt, så man kan le!"
"Ja, jeg bringer ingen anden brudegave end et eventyr!" sagde han, og så skiltes de, men prinsessen gav ham en sabel, der var besat med guldpenge, og den kunne han især bruge.
Nu fløj han bort, købte sig en ny slåbrok og sad så ude i skoven og digtede på et eventyr, det skulle være færdigt til om lørdagen, og det er ikke så let endda.
Så var han færdig, og så var det lørdag.
Kongen, dronningen og hele hoffet ventede med tevand hos prinsessen. Han blev så nydeligt modtaget!
"Vil De så fortælle et eventyr!" sagde dronningen, "et, som er dybsindigt og belærende!"
"Men som man dog kan le af!" sagde kongen.
"Ja nok!" sagde han og fortalte: Det må man nu høre godt efter. "Der var engang et bundt svovlstikker, de var så overordentligt stolte på det, fordi de var af høj herkomst; deres stamtræ, det vil sige, det store fyrretræ, de hver var en lille pind af, havde været et stort gammelt træ i skoven. Svovlstikkerne lå nu på hylden mellem et fyrtøj og en gammel jerngryde, og for dem fortalte de om deres ungdom. 'Ja, da vi var på den grønne gren!' sagde de, 'da var vi rigtignok på en grøn gren! hver morgen og aften diamant-te, det var duggen, hele dagen havde vi solskin, når solen skinnede, og alle de små fugle måtte fortælle os historier. Vi kunne godt mærke, at vi også var rige, for løvtræerne de var kun klædt på om sommeren, men vor familie havde råd til grønne klæder både sommer og vinter. Men så kom brændehuggerne, det var den store revolution, og vor familie blev splittet ad; stamherren fik plads som stormast på et prægtigt skib, der kunne sejle verden rundt, dersom det ville, de andre grene kom andre steder, og vi har nu det hverv at tænde lyset for den nedrige mængde; derfor er vi fornemme folk kommet her i køknet.'
'Ja jeg har det nu på en anden måde!' sagde jerngryden, som svovlstikkerne lå ved siden af. 'Lige fra jeg kom ud i verden er jeg skuret og kogt mange gange! jeg sørger for det solide og er egentlig talt den første her i huset. Min eneste glæde er, sådan efter bordet, at ligge ren og pæn på hylden og føre en fornuftig passiar med kammeraterne; men når jeg undtager vandspanden, som engang imellem kommer ned i gården, så lever vi altid inden døre. Vort eneste nyhedsbud er torvekurven, men den snakker så uroligt om regeringen og folket; ja, forleden var der en gammel potte, som af forskrækkelse derover faldt ned og slog sig i stykker! den er frisksindet, skal jeg sige dem!' - 'Nu snakker du for meget!' sagde fyrtøjet, og stålet slog til flintestenen, så den gnistrede. 'Skulle vi nu ikke have en munter aften?'
'Ja lad os tale om, hvem der er mest fornemme!' sagde svovlstikkerne.
'Nej, jeg holder ikke af at tale om mig selv,' sagde lerpotten, 'lad os få en aftenunderholdning! jeg vil begynde, jeg skal fortælle sådant noget, enhver har oplevet; det kan man så rart sætte sig ind i, og det er så fornøjeligt: "Ved Østersøen ved de danske bøge!"'
'Det er en dejlig begyndelse!' sagde alle tallerknerne, 'det bliver bestemt en historie, jeg kan lide!'
'Ja, der tilbragte jeg min ungdom hos en stille familie; møblerne blev bonet, gulvet vasket, der kom rene gardiner hver fjortende dag!'
'Hvor De dog fortæller interessant!' sagde støvekosten.
'Man kan straks høre, at det er et fruentimmer, som fortæller; der går sådant noget renligt derigennem!'
'Ja det føler man!' sagde vandspanden, og så gjorde den af glæde et lille hop, så det sagde klask på gulvet.
Og potten blev ved at fortælle, og enden var lige så god som begyndelsen.
Alle tallerknerne de raslede af glæde, og støvekosten tog grøn persille af sandhullet og bekransede potten, for den vidste, det ville ærgre de andre, og: 'Bekranser jeg hende i dag,' tænkte han, 'så bekranser hun mig i morgen.'
'Nu vil jeg danse!' sagde ildklemmen, og dansede; ja, Gudbevares, hvor den kunne sætte det ene ben i vejret. Det gamle stolebetræk henne i krogen revnede ved at se på det! 'Må jeg så blive bekranset!' sagde ildklemmen, og det blev hun.
'Det er dog kun pøbel!' tænkte svovlstikkerne.
Nu skulle temaskinen synge, men den var forkølet, sagde den, den kunne ikke uden den var i kog; men det var af bar fornemhed, den ville ikke synge, uden når den stod på bordet inde hos herskabet.
Henne i vinduet sad en gammel pennefjer, som pigen plejede at skrive med; der var ikke noget mærkværdigt ved den, uden at den var dyppet alt for dybt i blækhuset, men deraf var nu den stor på det. 'Vil temaskinen ikke synge,' sagde den, 'så kan den lade være! udenfor hænger i et bur en nattergal, den kan synge, den har rigtignok ikke lært noget, men det vil vi ikke tale ondt om i aften!'
'Jeg finder det højst upassende,' sagde tekedlen, der var køkkensanger og halvsøster til temaskinen, 'at sådan en fremmed fugl skal høres! Er det patriotisk? Jeg vil lade torvekurven dømme!'
'Jeg ærgrer mig kun,' sagde torvekurven, 'jeg ærgrer mig så inderlig, som nogen kan tænke sig! er det en passende måde at tilbringe aftnen på, ville det ikke være rigtigere at sætte huset på den rette ende? Enhver skulle da komme på sin plads, og jeg ville styre hele kodillen. Det vil blive noget andet!'
'Ja lad os gøre spektakel!' sagde de alle sammen. I det samme gik døren op. Det var tjenestepigen, og så stod de stille, ingen sagde et muk; men der var ikke en potte, uden den jo nok vidste, hvad den kunne gøre, og hvor fornem den var; 'ja, når jeg havde villet,' tænkte de, 'så skulle det rigtignok være blevet en munter aften!'
Tjenestepigen tog svovlstikkerne, gjorde ild med dem - Gudbevares, hvor de spruttede og brændte i lue.
'Nu kan da enhver,' tænkte de, 'se at vi er de første! hvilken glans vi har! hvilket lys!' - og så var de brændt ud."
"Det var et dejligt eventyr!" sagde dronningen, "jeg følte mig så ganske i køknet hos svovlstikkerne, ja, nu skal du have vor datter."
"Ja vist!" sagde kongen, "du skal have vor datter på mandag!" for nu sagde de du til ham, da han skulle være af familien.
Brylluppet var nu bestemt, og aftnen forud blev hele byen illumineret; boller og kringler fløj i grams; gadedrengene stod på tæerne, råbte hurra og peb i fingrene; det var særdeles pragtfuldt.
"Ja, jeg får vel også se til at gøre noget!" tænkte købmandssønnen, og så købte han raketter, knaldperler og alt det fyrværkeri, der tænkes kunne, lagde det i sin kuffert, og fløj så med det op i luften.
Rutsj, hvor det gik! og hvor det futtede.
Alle tyrkerne hoppede i vejret ved det, så deres tøfler fløj dem om ørene; sådant et luftsyn havde de aldrig set før. Nu kunne de da forstå, at det var tyrkeguden selv, som skulle have prinsessen.
Så snart købmandssønnen igen med sin kuffert kom ned i skoven, tænkte han: "Jeg vil dog gå ind i byen, for at få at høre, hvorledes det har taget sig ud!" og det var jo ganske rimeligt, han havde lyst til det.
Nej, hvor dog folk fortalte! hver evige en, han spurgte derom, havde set det på sin måde, men dejligt havde det været for dem alle sammen.
"Jeg så tyrkeguden selv," sagde den ene, "han havde øjne, som skinnende stjerner og et skæg som skummende vande!"
"Han fløj i en ildkåbe," sagde den anden. "De dejligste englebørn tittede frem fra folderne!"
Jo, det var dejlige ting, han hørte, og dagen efter skulle han have bryllup.
Nu gik han tilbage til skoven, for at sætte sig i sin kuffert - men hvor var den? Kufferten var brændt op. En gnist fra fyrværkeriet var blevet tilbage, den havde tændt ild, og kufferten var i aske. Han kunne ikke mere flyve, ikke mere komme til sin brud.
Hun stod hele dagen på taget og ventede, hun venter endnu, men han går verden rundt og fortæller eventyr, men de er ikke mere så lystige, som det han fortalte om svovlstikkerne.
Nadaljuj z branjem
