Waltey
Labodje gnezdo
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Labodje gnezdo
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 3 min branja
- Obseg
- 2 strani
- Naslov izvirnika
- Svanereden
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Labodje gnezdo
Med Baltskim in Severnim morjem leži staro labodje gnezdo, ki mu pravijo Danska; v njem so se rodili in se še rojevajo labodi, katerih imena ne bodo nikoli umrla. V davnih časih je od tod poletela jata labodov čez Alpe na zelene ravnice okoli Milana, kjer je bilo lepo živeti; tej labodji jati so pravili Langobardi. Druga jata z bleščečim perjem in zvestimi očmi se je spustila proti Bizancu, se zbrala okoli cesarjevega prestola in razprostrla svoja velika bela krila kakor ščite, da bi ga varovala. Dobila je ime Varjagi.
S francoske obale je odmeval krik groze pred krvavimi labodi, ki so z ognjem pod krili prihajali s severa, in ljudstvo je molilo: »Reši nas, Bog, divjih Normanov!«
Na sveži zeleni trati Anglije, ob odprti obali, je stal danski labod s trojno kraljevsko krono na glavi in iztegoval svoje zlato žezlo nad deželo.
Na pomorjanskih obalah so pogani padali na kolena, danski labodi pa so prihajali s praporom križa in z izdrtim mečem. To je bilo v pradavnih časih! praviš.
Tudi bliže našemu času so videli mogočne labode vzletati iz gnezda. Zasijalo je v zraku, zasijalo nad deželami sveta; labod je z močnimi zamahi kril razganjal somračno meglo in zvezdnato nebo je postajalo vse jasnejše, kakor da bi se približalo Zemlji; to je bil labod Tycho Brahe.
»Da, takrat!« praviš, »kaj pa zdaj, v naših dneh!« Tedaj smo videli laboda ob labodu v veličastnem letu. Eden je s krilom zdrsnil čez strune zlate harfe in njihov zven je odmeval po severu; norveške gore so se v sončni svetlobi davnine dvignile še više; zašumelo je med smrekami in brezami; bogovi severa, junaki in plemenite žene so se prikazali v globoki, temni gozdni notranjosti.
Videli smo laboda, ki je s krilom udaril ob marmorno goro, da se je razklala in so lepe postave, uklenjene v kamnu, stopile na plan v jasni dnevni svetlobi; ljudje po vseh deželah pa so dvigali glave, da bi uzrli te mogočne podobe.
Videli smo tretjega laboda, ki je predel nit misli, zdaj razpeto od dežele do dežele okoli Zemlje, tako da beseda z bliskovito hitrostjo leti skozi dežele.
Naš Gospod ljubi staro labodje gnezdo med Baltskim in Severnim morjem. Naj le priletijo mogočne ptice, da bi ga raztrgale: »To se ne bo zgodilo!« Celo mladiči, ki še nimajo puha, se postavijo v krog na robu gnezda; to smo videli. Pustijo, da jim udarci parajo mlade prsi in jim teče kri, sami pa udarjajo s kljuni in kremplji.
Še stoletja bodo minevala, labodi bodo leteli iz gnezda, svet jih bo videval in slišal, preden bo prišel čas, ko bo mogoče v duhu in resnici reči: »To je zadnji labod, zadnja pesem iz labodjega gnezda!«
Izvirnik
Svanereden
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Mellem Østersøen og Nordhavet ligger en gammel svanerede og den kaldes Danmark; i den er født og fødes svaner, hvis navne aldrig skal dø.
I oldtiden fløj en svaneflok herfra hen over alperne ned til Majlandets grønne sletter, hvor der var dejligt at bo; svaneflokken kaldtes longobarder. En anden skare, med skinnende fjer og trofaste øjne svang sig ned mod Byzans, satte sig der om kejserens trone og udbredte sine store hvide vinger som skjolde, for at beskærme ham. Den fik navnet væringer.
Der lød fra Frankrigs kyst et angstens skrig for de blodige svaner, der med ild under vingen kom fra Norden og folket bad: "Fri os Gud fra de vilde normanner!"
På Englands engfriske grønsvær ved den åbne strand stod den danske svane med tredobbelt kongekrone på hovedet, sit gyldne scepter strakte den hen over landet.
I knæ bøjede hedningerne sig på Pommerns kyster, og de danske svaner kom med korsets flag og med draget sværd.
Det var i de ældgamle dage! siger du.
Også nærmere vor tid blev set mægtige svaner flyve ud fra reden.
Det lyste gennem luften, det lyste hen over verdens lande, svanen spredte ved sine stærke vingeslag den dæmrende tåge, og stjernehimlen blev mere synlig, det var som om den kom Jorden nærmere; det var svanen Tycho Brahe.
"Ja den gang!" siger du, "men nu i vore dage!" Da så vi svane flyve ved svane i herlig flugt. En lod sin vinge glide hen over guldharpens strenge og det klang gennem Norden, Norges fjelde løftede sig højere i oldtids sollys; det susede i gran og i birk; Nordens guder, helte og ædle kvinder viste sig i den dybe mørke skovgrund.
Vi så en svane slå med vingen mod marmorfjeldet, så at det brast og de i stenen bundne skønhedsskikkelser skred frem ved solklar dag, og menneskene rundt om i landene løftede deres hoveder for at se disse mægtige skikkelser.
Vi så en tredje svane spinde tanketråden, der fæstes nu fra land til land, rundt om jorden, så at ordet flyver med lynets fart gennem landene.
Vor Herre har kær den gamle svanerede mellem Østersø og Nordhav. Lad mægtige fugle kun komme gennem luften for at sønderrive den: "Det skal ej ske!" Selv de dunløse unger stiller sig i kreds på redens kant, det har vi set, de lader sig hugge i det unge bryst, så deres blod flyder, de slår med næb og med klo.
Århundreder vil endnu gå hen, svaner flyver fra reden, ses og høres rundt om i verden, før den tid kommer, at der i ånd og sandhed skal kunne siges, "det er den sidste svane, den sidste sang fra svanereden!"
Nadaljuj z branjem
