Waltey

Prevod

The well was deep, and so the rope was long; the windlass was hard to turn when the bucket of water had to be raised over the rim. The sun could never reach down far enough to see its reflection in the water, however clear it might be, but wherever its rays could reach, green things grew between the stones.

A family of toads lived there. They were newcomers, having arrived headlong with old Mother Toad, who was still alive. The green frogs, who had made their home there long before and swam about in the water, acknowledged the family connection and called them “the well-guests.” These guests certainly meant to stay; they lived very comfortably on dry land, as they called the wet stones.

Mother Frog had once been on a journey, riding up in the water bucket, but it grew too bright for her and she had to screw up her eyes. Luckily, she escaped from the bucket; she fell into the water with a tremendous splash and lay for three days afterwards with a bad back. She could not tell them much about the world above, but she knew, and they all knew, that the well was not the whole world. Mother Toad could surely have told them a thing or two, but she never answered when she was asked, and so they stopped asking.

“She’s fat and ugly, nasty and flabby!” said the young green frogs. “Her children will be just as nasty!” “Very likely!” said Mother Toad, “but one of them has a precious jewel in its head—or else I have it!”

The green frogs heard this and stared, and as they did not like it, they pulled faces and sank to the bottom. But the young toads stretched out their hind legs in sheer pride; every one of them believed it had the jewel. And so they held their heads quite still, until at last they asked what it was they were so proud of, and what a precious jewel really was.

“It is something so glorious and costly,” said Mother Toad, “that I cannot describe it! It is something you carry about for your own pleasure, while everyone else goes about envying you. But don’t ask me—I won’t answer!”

“Well, I haven’t got the jewel!” said the smallest toad, who was as ugly as ugly could be. “Why should I have anything so wonderful? And if it annoys other people, it cannot give me any pleasure! No, all I wish is that some day I might get up to the rim of the well and look out. It must be lovely there!”

“You had better stay where you are!” said the old toad. “You know this place; you know what it is like! Beware of the bucket—it will crush you. And even if you do get into it, you may fall out. Not everyone falls as luckily as I did, with all their limbs and all their eggs still whole!”

“Croak!” said the little one, and it was much as when we human beings say “Alas!” It longed so much to get up to the rim of the well and look out; it felt such a yearning for the green things above. And when, next morning, the bucket happened to be drawn up full of water, and for a moment stood still beside the stone where the toad was sitting, a tremor ran through the little creature. It jumped into the brimming bucket and sank to the bottom of the water, which was then drawn up and poured out.

“Ugh, what a horrible thing!” said the farmhand who caught sight of it. “That’s the nastiest creature I’ve ever seen!” And he kicked at the toad with his wooden shoe. It was nearly maimed, but managed to escape among the tall nettles. It saw stalk upon stalk, and it looked upwards too! The sun shone on the leaves, making them quite transparent; to the toad it was as it is to us when we suddenly enter a great forest where the sun shines through the branches and leaves.

“It is far lovelier here than down in the well! One could wish to stay here all one’s life!” said the little toad. It lay there for an hour; it lay there for two! “I wonder what there is outside? Now I’ve come so far, I must try to go farther!” And it crawled as fast as it could, coming out onto the road, where the sun shone upon it and the dust powdered it as it marched across the highway.

“Now this really is dry land!” said the toad. “I’m almost getting too much of a good thing—it makes me tingle!” It now reached the ditch, where forget-me-nots and meadowsweet grew. Close by was a hedge of elder and hawthorn, twined with “Mary’s white sleeves,” the bindweed flowers. There were colours here to look at, and a butterfly flew past. The toad thought it was a flower that had broken loose so that it could look about the world more easily, which seemed perfectly reasonable.

“If only I could dart about like that,” said the toad. “Croak! Ah, how lovely!” It stayed beside the ditch for eight nights and days, with no shortage of food. On the ninth day it thought, “Onward!” Yet what could there be more beautiful than this? Perhaps a little toad, or some green frogs. During the night, sounds had come on the wind as though there were “cousins” nearby. “How lovely it is to be alive! To get out of the well, lie among the nettles, crawl along the dusty road, and rest in the wet ditch! But onward! I must find some frogs or a little toad. One cannot do without them, after all; nature alone is not enough!” And so it set out on its travels again.

It came to a large pond in a field, with reeds all round it, and made its way inside. “Perhaps it’s too wet here for you?” said the frogs. “But you are very welcome! Are you a gentleman or a lady? It makes no difference—you are equally welcome!”

And so it was invited to a concert that evening, a family concert: great enthusiasm and thin voices—we know the sort. There were no refreshments, only free drinks, the whole pond, if they could manage it.

“Now I’m travelling on!” said the little toad; it always felt a longing for something better. It saw the stars twinkling, so large and clear; it saw the new moon shining; it saw the sun rise higher and higher.

“I must still be in the well, only a larger well. I must get higher up! I am so restless and full of longing!” And when the moon grew full and round, the poor creature thought, “Could that be the bucket being lowered, the one I must jump into to get higher up? Or is the sun the great bucket? How large it is, how radiant! It can hold us all! I must watch for my chance! Oh, how bright it is inside my head! I don’t believe the jewel could shine more brightly! But I haven’t got it, and I’m not crying over that. No, higher up, into radiance and joy! I feel so certain, and yet so afraid—it is a hard step to take! But take it one must! Onward! Straight along the highway!”

And it took such steps as a crawling creature can, until it reached the public road where people lived. There were flower gardens and kitchen gardens alike. It stopped to rest beside a cabbage patch.

“What a lot of different creatures there are that I have never known! And how great and blessed the world is! But one must look about in it, too, and not stay sitting in one place.” And so it hopped into the cabbage patch. “How green it is here! How pretty!”

“I know that well enough!” said the cabbage caterpillar on its leaf. “My leaf is the biggest in the whole patch! It hides half the world, but I can do without that half!” “Cluck! Cluck!” Some hens were coming, stepping briskly through the cabbage patch. The foremost hen was far-sighted; she saw the caterpillar on the crinkled leaf and pecked at it, sending it tumbling to the ground, where it twisted and wriggled. The hen looked first with one eye, then with the other, for she did not know what might come of all that wriggling.

“It isn’t doing that of its own free will!” thought the hen, raising her head to strike. The toad was so terrified that it crawled straight towards her.

“So it has reinforcements!” she said. “Just look at that crawling thing!” And the hen turned away. “I don’t care for that little green mouthful. It would only tickle my throat!” The other hens agreed, and off they went.

“I wriggled my way out of that!” said the caterpillar. “It is a good thing to have presence of mind. But the hardest part is still to come: getting back onto my cabbage leaf. Where is it?”

The little toad came over and expressed its sympathy. It was glad that its ugliness had frightened the hens away. “What do you mean by that?” asked the caterpillar. “I wriggled free of them myself. You are very unpleasant to look at! May I be left to myself? Now I can smell cabbage! Now I’m beside my leaf! There is nothing so lovely as one’s own home. But I must get higher up!”

“Yes, higher up!” said the little toad. “Higher up! It feels just as I do! But it is out of sorts today; that comes of its fright. We all want to get higher up!” And it looked as high as it could.

The stork sat in his nest on the farmer’s roof. He clattered his beak, and Mother Stork clattered hers. “How high up they live!” thought the toad. “If only I could get up there!”

Two young students were staying in the farmhouse: one was a poet, the other a naturalist. One sang and wrote joyfully of all that God had created, as it was reflected in his heart; he poured it out in brief, clear, richly ringing verse. The other took hold of the thing itself, indeed, cut it open when necessary. He treated the Lord’s handiwork as a great sum: he subtracted and multiplied, wishing to know it inside and out and to speak of it with understanding. And sound understanding it was; he spoke of it joyfully and wisely. They were good, happy people, both of them.

“There’s a fine specimen of a toad sitting there!” said the naturalist. “I must have it in spirits!” “You already have two others!” said the poet. “Leave it in peace to enjoy itself!”

“But it is so beautifully ugly!” said the other. “Well, if we could find the jewel in its head,” said the poet, “I would help you cut it open myself!”

“The jewel!” said the other. “You certainly know your natural history!” “But isn’t there something very beautiful in that folk belief that the toad, the ugliest of all creatures, often conceals the most precious jewel in its head? Isn’t it the same with human beings? What a jewel Aesop possessed—and Socrates, too!” The toad heard no more, and did not understand half of what it had heard. The two friends walked away, and it escaped being put in spirits.

“They were talking about the jewel too!” said the toad. “It’s a good thing I haven’t got it, or I would have been in trouble!” Just then a clattering came from the farmer’s roof. Father Stork was giving his family a lecture, and they were looking down askance at the two young men in the cabbage patch.

“Human beings are the most conceited creatures!” said the stork. “Listen to their tongues wagging! And yet they cannot make a proper clatter. They pride themselves on their gift of speech, their language! A fine sort of language it is: with every day’s journey we make, it becomes unintelligible to them; one cannot understand another. We can speak our language all over the world, in Denmark and Egypt alike. Human beings cannot fly, either! They get about by an invention they call ‘the railway,’ but they often break their necks on it. It sends a shiver through my beak to think of it! The world can get along without human beings. We can do without them! So long as we may keep the frogs and earthworms!”

“That was a mighty speech!” thought the little toad. “What a great man he is! And how high he sits—higher than I have ever seen anyone sit before! And how he can swim!” it exclaimed as the stork spread his wings and swept through the air.

And Mother Stork spoke in the nest, telling of the land of Egypt, of the waters of the Nile, and of all the matchless mud in that foreign country. It sounded quite new and delightful to the little toad.

“I must go to Egypt!” it said. “If only the stork would take me along, or one of his children. I would repay the favour on its wedding day. Yes, I shall get to Egypt, for I am so happy! All this longing and desire I feel is far better than having a jewel in my head!”

And yet that was the very jewel it possessed: the eternal longing and desire to rise, always higher! It shone within, it shone with joy, it sparkled with desire. Just then the stork came. He had seen the toad in the grass, swooped down, and took hold of the little creature none too gently. His beak pinched, the wind rushed past; it was not pleasant, but upwards it went, upwards towards Egypt, the toad knew. And so its eyes shone; it was as though a spark flew out of them:

“Croak! Ah!” The body was dead; the toad had been killed. But the spark from its eyes—what became of that? The sunbeam took it; the sunbeam carried away the jewel from the toad’s head. Where to?

You must not ask the naturalist; better ask the poet. He will tell you as a fairy tale, and the cabbage caterpillar will be in it, and the stork family too. Just think! The caterpillar is transformed and becomes a beautiful butterfly! The stork family flies over mountains and seas to distant Africa, and yet finds the shortest way home again to Denmark, to the very same place, the very same roof! Yes, it really is almost too much like a fairy tale, and yet it is true. You may ask the naturalist; he must admit it. And you know it yourself, too, for you have seen it.

But the jewel in the toad’s head? Seek it in the sun! Look at it if you can! The radiance there is too strong. We do not yet have eyes to look into all the glory God has created, but surely we shall have them, and that will be the loveliest fairy tale of all, for we ourselves shall be part of it!

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Brønden var dyb, derfor var snoren lang; vinden gik trangt om, når man skulle have spanden med vand over brøndkanten. Solen kunne aldrig nå ned at spejle sig i vandet, hvor klart det end var, men så langt den nåede at skinne, voksede grønt mellem stenene.

Der boede en familie af skrubtudseslægten, den var indvandret, den var egentlig kommet der hovedkulds ned ved gamle skrubtudsemor, som levede endnu; de grønne frøer, som langt tidligere var hjemme her og svømmede i vandet, erkendte fætterskabet og kaldte dem "brøndgæsterne." Disse havde nok i sinde at blive der; de levede her meget behageligt på det tørre, som de kaldte de våde stene.

Frømor havde engang rejst, været i vandspanden, da den gik op, men det blev hende for lyst, hun fik øjenklemme, heldigvis slap hun ud af spanden; hun faldt med et forfærdeligt plump i vandet, og lå i tre dage derefter af rygpine. Meget skulle hun ikke kunne fortælle om verden ovenfor, men det vidste hun, og det vidste de alle, at brønden var ikke hele verden skrubtudsemor kunne nok have fortalt et og andet, men hun svarede aldrig, når man spurgte, og så spurgte man ikke.

"Tyk og styg, led og fed er hun!" sagde de unge, grønne frøer. "Hendes unger bliver lige så lede!"

"Kan gerne være!" sagde skrubtudsemor, "men en af dem har en ædelsten i hovedet, eller jeg har den!"

Og de grønne frøer hørte og de gloede, og da de ikke syntes om det, så vrængede de og gik til bunds. Men skrubtudseungerne strakte bagbenene af bare stolthed; enhver af dem troede at have ædelstenen; og så sad de ganske stille med hovedet, men endelig spurgte de om, hvad de var stolte af, og hvad en sådan ædelsten egentlig var.

"Det er noget så herligt og kosteligt!" sagde skrubtudsemor, "at jeg ikke kan beskrive det! Det er noget, man går med for sin egen fornøjelse, og som de andre går og ærgrer sig over. Men spørg ikke, jeg svarer ikke!"

"Ja, jeg har ikke ædelstenen!" sagde den mindste skrubtudse; den var så styg, som den kunne være. "Hvorfor skulle jeg have sådan en herlighed? Og når den ærgrer andre, kan den jo ikke fornøje mig! nej, jeg ønsker kun, at jeg engang måtte komme op til brøndkanten og se ud; der må være yndigt!"

"Bliv du helst hvor du er!" sagde den gamle, "det kender du, det ved du hvad er! Tag dig i agt for spanden, den kvaser dig; og kommer du vel i den, så kan du falde ud, ikke alle falder så heldigt, som jeg, og beholder lemmerne hele og æggene hele!"

"Kvak!" sagde den lille, og det var ligesom når vi mennesker siger "ak!"

Den havde sådan en lyst til at komme op ved brøndkanten og se ud; den følte sådan en længsel efter det grønne deroppe; og da næste morgen, tilfældigt, spanden fyldt med vand, løftedes op, og den et øjeblik blev stående stille foran stenen, hvorpå skrubtudsen sad, bævrede det indeni det lille dyr, den sprang i den fyldte spand, faldt til bunds i vandet, som derefter kom op og hældtes ud.

"Fy, for en ulykke!" sagde karlen, som så den. "Det er da det ledeste jeg har set!" og så sparkede han med sin træsko efter skrubtudsen, der nær var blevet lemlæstet, men slap dog ved at komme ind mellem de høje brændenælder. Den så stilk ved stilk, den så også opad! Solen skinnede på bladene; de var ganske transparente; det var for den, som for os mennesker, når vi med ét kommer ind i en stor skov, hvor solen skinner mellem grene og blade.

"Her er langt dejligere end nede i brønden! Her kan man have lyst til at blive sin hele levetid!" sagde den lille skrubtudse. Den lå der en time, den lå der i to! "Hvad mon der er udenfor? Er jeg kommet så langt, må jeg se at komme videre!" og den krøb så rask den krybe kunne og kom ud på vejen, hvor solen skinnede på den og hvor støvet pudrede den, idet den marcherede tværs over landevejen.

"Her er man rigtig på det tørre!" sagde skrubtudsen, "jeg får næsten for meget af det gode, det kriller i mig!"

Nu nåede den grøften; der voksede forglemmigej og spiræa, der var levende gærde tæt ved med hyld og hvidtjørn; der groede "Marias hvide særkeærmer" som slyngplanter; her var kulører at se; også fløj der en sommerfugl; skrubtudsen troede, at det var en blomst, der havde revet sig løs for des bedre at se sig om i verden, det var jo så rimeligt.

"Kunne man sådan tage fart som den," sagde skrubtudsen, "kvak! ak! hvilken dejlighed!"

Den blev otte nætter og dage her ved grøften og den savnede ikke føde. Den niende dag tænkte den: "Videre frem!" – men hvad dejligere kunne der vel findes? Måske en lille skrubtudse eller nogle grønne frøer. Det havde i den sidste nat lydt i vinden, som var der "fætre" i nærheden

"Det er dejligt at leve! komme op af brønden, ligge i brændenælder, krybe hen ad den støvede vej og hvile ud i den våde grøft! men videre frem! se at finde frøer eller en lille skrubtudse, det kan man dog ikke undvære, naturen er en ikke nok!" Og så tog den igen på vandring.

Den kom i marken til en stor dam med siv om; den søgte derind.

"Her er nok for vådt for Dem?" sagde frøerne; "men De er meget velkommen! – Er De en han eller en hun? Det er nu det samme, De er lige velkommen!"

Og så blev den indbudt til koncert om aftnen, familiekoncert: Stor begejstring og tynde stemmer; det kender vi. Der var ingen beværtning, kun fri drikkevarer, hele dammen, om de kunne.

"Nu rejser jeg videre!" sagde den lille skrubtudse; den følte altid trang til noget bedre.

Den så stjernerne blinke, så store og så klare, den så nymånen lyse, den så solen stå op, højere og højere.

"Jeg er nok endnu i brønden, i en større brønd, jeg må højere op! jeg har en uro og længsel!" og da månen blev hel og rund, tænkte det stakkels dyr: "Mon det er spanden, der trisses ned, og som jeg må springe i for at komme højere op? eller er solen den store spand? hvor den er stor, hvor den er strålende, den kan rumme os alle sammen! jeg må passe på lejligheden! oh, hvor det lyser i mit hoved! jeg tror ikke at ædelstenen kan lyse bedre! men den har jeg ikke og den græder jeg ikke for, nej, højere op i glans og glæde! jeg har en forvisning, og dog en angst, – det er et svært skridt at gøre! men det må man! fremad! lige ud ad landevejen!"

Og den tog skridt, som sådant et kravledyr kan, og så var den på alfarvej, hvor menneskene boede; der var både blomsterhaver og kålhaver. Den hvilede ud ved en kålhave.

"Hvor der dog er mange forskellige skabninger, jeg aldrig har kendt! og hvor verden er stor og velsignet! men man skal også se sig om i den og ikke blive siddende på ét sted." Og så hoppede den ind i kålhaven. "Hvor her er grønt! hvor her er kønt!"

"Det ved jeg nok!" sagde kålormen på bladet. "Mit blad er det største herinde! det skjuler den halve verden, men den kan jeg undvære!"

"Kluk! kluk!" sagde det, der kom høns; de trippede i kålhaven. Den forreste høne var langsynet; hun så ormen på det krusede blad og huggede efter den, så at den faldt på jorden, hvor den vred og vendte sig. Hønen så først med det ene øje, så med det andet, for den vidste ikke hvad der kunne komme ud af den vridning.

"Den gør det ikke godvilligt!" tænkte hønen og løftede hovedet for at hugge til. Skrubtudsen blev så forfærdet, at den kravlede lige hen imod hønen.

"Så den har hjælpetropper!" sagde den. "Se mig til det kravl!" og så vendte hønen om. "Jeg bryder mig ikke om den lille, grønne mundfuld, den giver kun kildren i halsen!" De andre høns var af samme mening, og så gik de.

"Jeg vred mig fra den!" sagde kålormen; "det er godt at have åndsnærværelse; men det sværeste er tilbage, at komme op på mit kålblad. Hvor er det?"

Og den lille skrubtudse kom og ytrede sin deltagelse. Den var glad ved at den i sin styghed havde skræmt hønsene.

"Hvad mener De dermed?" spurgte kålormen. "Jeg vred mig jo selv fra dem. De er meget ubehagelig at se på! må jeg have lov at være i mit eget? Nu lugter jeg kål! Nu er jeg ved mit blad! Der er ikke noget så dejligt, som ens eget. Men højere op må jeg!"

"Ja, højere op!" sagde den lille skrubtudse, "højere op! den føler ligesom jeg! men den er ikke i humør i dag, det kommer af forskrækkelsen. Vi vil alle højere op!" og den så så højt den kunne.

Storken sad i reden på bondens tag; han knebrede og storkemor knebrede.

"Hvor de bor højt!" tænkte skrubtudsen. "Hvem der kunne komme derop!"

Inde i bondehuset boede to unge studenter: Den ene var poet, den anden naturforsker; den ene sang og skrev i glæde om alt, hvad Gud havde skabt, og som det spejlede sig i hans hjerte; han sang det ud, kort, klart og rigt i klangfulde vers; den anden tog fat på tingen selv, ja sprættede den op, når så måtte være. Han tog Vorherres gerning som et stort regnestykke, subtraherede, multiplicerede, ville kende det ud og ind og tale med forstand derom, og det var hel forstand, og han talte i glæde og med klogskab derom. Det var gode, glade mennesker, begge to.

"Der sidder jo et godt eksemplar af en skrubtudse!" sagde naturforskeren; "den må jeg have i spiritus!"

"Du har jo allerede to andre!" sagde poeten; "lad den sidde i ro og fornøje sig!"

"Men den er så dejlig grim!" sagde den anden.

"Ja, når vi kan finde ædelstenen i hovedet på den!" sagde poeten, "så ville jeg selv være med at sprætte den op!"

"Ædelstenen!" sagde den anden, "du kan godt naturhistorie!"

"Men er der ikke just noget meget smukt i den folketro, at skrubtudsen, det allergrimmeste dyr, tit gemmer i sit hoved den kosteligste ædelsten! Går det ikke med menneskene ligeså? Hvilken ædelsten havde ikke Æsop, og nu Sokrates?" –

Mere hørte skrubtudsen ikke, og den forstod ikke det halve deraf. De to venner gik, og den slap for at komme i spiritus.

"De talte også om ædelstenen!" sagde skrubtudsen. "Det er godt, at jeg ikke har den, ellers var jeg kommet i ubehagelighed!"

Da knebrede det på bondens tag; storkefar holdt foredrag for familien, og denne så skævt ned på de to unge mennesker i kålhaven.

"Mennesket er det mest indbildske kræ!" sagde storken. "Hør, hvor kneveren går på dem! og så kan de dog ikke slå en rigtig skralde. De kror sig af deres talegaver, deres sprog! det er et rart sprog: Det løber over i det uforståelige for dem ved hver dagrejse, vi gør; den ene forstår ikke den anden. Vort sprog kan vi tale over hele jorden, både i Danmark og i Ægypten. Flyve kan menneskene heller ikke! de tager fart ved en opfindelse, som de kalder 'jernbanen'; men de brækker da også der tit halsen. Jeg får kuldegys i næbbet, når jeg tænker derpå! verden kan bestå uden mennesker. Vi kan undvære dem! Må vi bare beholde frøer og regnorme!"

"Det var da en mægtig tale!" tænkte den lille skrubtudse. "Hvor det er en stor mand! og hvor han sidder højt, som jeg endnu ingen har set sidde! og hvor han kan svømme!" udbrød den, da storken med udbredte vinger tog fart igennem luften.

Og storkemor talte i reden, fortalte om Ægyptens land, om Nilens vand og om al det mageløse mudder, der var i fremmed land; det lød ganske nyt og yndeligt for den lille skrubtudse.

"Jeg må til Ægypten!" sagde den. "Bare storken ville tage mig med, eller en af dens unger. Jeg ville tjene den igen på dens bryllupsdag. Jo, jeg kommer til Ægypten, for jeg er så lykkelig! Al den længsel og lyst jeg har, den er rigtignok bedre end at have en ædelsten i hovedet!"

Og så havde den just ædelstenen: den evige længsel og lyst, opad, altid opad! den lyste derinde, den lyste i glæde, den strålede i lyst.

Da kom i det samme storken; den havde set skrubtudsen i græsset, slog ned og tog just ikke lempeligt på det lille dyr. Næbbet klemte, vinden susede, det var ikke behageligt, men opad gik det, opad til Ægypten, vidste den; og derfor skinnede øjnene, det var, som der fløj en gnist ud af dem:

"Kvak! ak!"

Kroppen var død, skrubtudsen dræbt. Men gnisten fra dens øjne, hvor blev den af?

Solstrålen tog den, solstrålen bar ædelstenen fra skrubtudsens hoved. Hvorhen?

Du skal ikke spørge naturforskeren, spørg helst poeten; han fortæller dig det som et eventyr; og kålormen er med deri, og storkefamilien er med deri. Tænk! kålormen forvandles, og bliver en dejlig sommerfugl! Storkefamilien flyver over bjerge og have bort til det fjerne Afrika, og finder dog den korteste vej hjem igen til det danske land, til det samme sted, det samme tag! ja, det er rigtignok næsten alt for eventyrligt, og dog er det sandt; du kan gerne spørge naturforskeren, han må indrømme det; og du selv ved det også, for du har set det.

– Men ædelstenen i skrubtudsens hoved?

Søg den i solen! se den om du kan!

Glansen der er for stærk. Vi har endnu ikke øjne til at se ind i al den herlighed, Gud har skabt, men vi får dem nok, og det bliver det dejligste eventyr, for vi er selv med deri!

Nalagam bralnik