Waltey
Kosmata nevesta
Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen MoeO besedilu
Kosmata nevesta
- Vir
- Norske Folkeeventyr
- Avtor
- Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Norsk
- Čas branja
- 10 min branja
- Obseg
- 8 strani
- Naslov izvirnika
- 055 Bruskebruden
O izvirniku
Norske Folkeeventyr
Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.
Besedilo
Kosmata nevesta
Nekoč je živel vdovec, ki je imel s prvo ženo sina in hčer. Oba sta bila dobra otroka in sta se iz srca imela rada. Čez nekaj časa se je mož spet oženil; vzel je vdovo, ki je imela s prvim možem hčer. Ta je bila grda in hudobna, prav taka pa je bila tudi njena mati. Odkar je nova žena prišla v hišo, moževa otroka nista imela miru v nobenem kotu in kotičku, zato je fant sklenil, da bo najbolje, če gre po svetu in si skuša sam služiti kruh. Ko je nekaj časa hodil, je prišel na kraljevi dvor, kjer je dobil delo pri hlevskem mojstru. Bil je marljiv in spreten, zato so bili konji, za katere je skrbel, tako rejeni in gladki, da so se kar svetili.
Sestri, ki je ostala doma, pa se je godilo huje kot slabo: mačeha in njena hči sta ji bili venomer za petami, jo zmerjali in se znašali nad njo, tako da ni imela niti ure miru. Opravljati je morala vsa najtežja dela, od jutra do večera je poslušala hude besede, hrane pa je dobivala prav malo.
Nekega dne sta jo poslali k potoku po vodo. Tedaj se je iznad gladine prikazala grda, ostudna glava. »Umij me!« je rekla glava. »Da, rada te bom umila,« je odgovorila moževa hči in začela drgniti in umivati ostudni obraz;
vendar se ji je delo zdelo prav odurno. Ko je opravila, se je iz vode prikazala druga glava, še ostudnejša od prve. »Skrtači me!« je rekla glava. »Da, rada te bom skrtačila!« je odgovorilo dekle in se lotilo razmršenih šopov las, a lahko si mislite, da to ni bilo nič kaj prijetno delo. Ko je končala, se je iz vode prikazala še grša in ostudnejša glava. »Poljubi me!« je rekla glava. »Da, poljubila te bom,« je rekla moževa hči in to tudi storila, čeprav se ji je zdelo, da v življenju še ni opravila nič hujšega. Nato so se glave začele pogovarjati med seboj in se spraševati, kaj naj storijo za dekle, ki je tako dobrosrčno.
»Naj postane najlepše dekle na svetu in naj bo njena polt svetla kakor beli dan,« je rekla prva glava. »Naj se ji iz las usipa zlato, kadar se počeše,« je rekla druga. »Naj ji iz ust pada zlato, kadar spregovori,« je rekla tretja glava. Ko se je moževa hči vrnila domov, lepa in svetla kakor dan, sta bili mačeha in njena hči še bolj besni, še huje pa je bilo, ko je spregovorila in sta videli, da ji iz ust padajo zlatniki. Mačeho je popadla tolikšna jeza, da je moževo hčer nagnala v svinjak; tam naj bo s svojo zlato šaro, v hišo pa ne sme stopiti niti z nogo.
Ni minilo dolgo, ko je mati tudi svojo hčer poslala k potoku po vodo. Ko je dekle prišlo tja z vedroma, se je iz vode prikazala prva glava. »Umij me!« je rekla. »Naj te vrag umije!« je odgovorila mačehina hči.
Nato se je prikazala druga. »Skrtači me!« je rekla glava. »Naj te vrag skrtači!« je rekla mačehina hči. Glava je potonila in prikazala se je tretja. »Poljubi me!« je rekla glava. »Naj te vrag poljubi, ti gobec gobasti!« je reklo dekle. Potem so se glave spet pogovorile med seboj in se vprašale, kaj naj storijo z dekletom, ki je tako zlobno. Sklenile so, da bo dobila štiri vatle dolg nos, tri vatle dolg gobec in borov grm sredi temena, iz ust pa se ji bo usipal pepel, kadar bo govorila.
Ko je z vedroma vode prišla do hišnih vrat, je zaklicala materi: »Odpri!« »Sama si odpri, hčerka moja!« je rekla mati. »Zaradi nosu ne dosežem vrat,« je odgovorila hči. Ko je mati prišla ven in jo zagledala, si lahko mislite, kako ji je bilo pri srcu ter kako je kričala in se razburjala; toda nos in gobec se ji zato nista nič zmanjšala.
Brat moževe hčere, ki je služil na kraljevem dvoru, je naslikal sestrin portret in ga vzel s seboj. Vsako jutro in vsak večer je klečal pred njim in molil k Bogu za sestro, tako zelo jo je imel rad. Drugi hlevski fantje so to slišali, zato so pokukali skozi ključavnico v njegovo kamrico in videli, da tam kleči pred sliko.
Raznesli so govorico, da fant vsako jutro in vsak večer kleči pred malikovano podobo in jo moli. Nazadnje so šli do samega kralja in ga prosili, naj pogleda skozi ključavnico v fantovo sobo, pa bo videl na lastne oči. Kralj jim ni hotel verjeti, a naposled so ga le pregovorili, da se je po prstih prikradel do vrat in pokukal skoznje. In res je videl fanta klečati s sklenjenimi rokami, na steni pa je visela slika.
»Odpri!« je zavpil kralj, toda fant ga ni slišal. Kralj je zaklical še drugič, a fant je molil tako zavzeto, da ga še vedno ni slišal. »Odpri, ti pravim!« je kralj spet zavpil. »Jaz sem, noter hočem!« Tedaj je fant planil k vratom in jih odklenil, v naglici pa je pozabil skriti sliko. Ko je kralj vstopil in jo zagledal, je obstal kakor prikovan in se ni mogel ganiti z mesta, tako lepa se mu je zdela podoba. »Tako lepe ženske ni nikjer na svetu,« je rekel kralj. Fant pa mu je povedal, da je naslikal svojo sestro, in če že ni lepša od slike, zagotovo ni nič grša. »Če je res tako lepa, jo hočem za kraljico,« je rekel kralj in fantu ukazal, naj se nemudoma odpravi domov ponjo in naj se nikar ne mudi na poti. Fant je obljubil, da bo hitel, kolikor bo mogel, in se odpravil s kraljevega dvora.
Ko je brat prišel domov po sestro, sta hoteli z njima tudi mačeha in njena hči. Tako so se odpravili vsi skupaj, moževa hči pa je vzela s seboj skrinjico, v kateri je hranila zlato, in psička, ki mu je bilo ime Lille Kaværn;
to dvoje je bilo vse, kar je podedovala po materi. Ko so nekaj časa potovali, so morali čez jezero. Brat je sedel zadaj za krmilo, mati in polsestri pa spredaj v čoln, in tako so dolgo pluli.
Čez čas so zagledali breg. »Tam, kjer vidite belo obalo, bomo pristali,« je rekel brat in pokazal čez jezero. »Kaj pravi moj brat?« je vprašala moževa hči.
»Pravi, da vrzi skrinjico v vodo,« je odgovorila mačeha. »Če moj brat tako pravi, bom pač morala storiti tako,« je rekla moževa hči in vrgla skrinjico v jezero.
Ko so spet nekaj časa pluli, je brat znova pokazal čez jezero. »Tam vidite grad, kamor smo namenjeni,« je rekel. »Kaj pravi moj brat?« je vprašala moževa hči.
»Zdaj pravi, da vrzi psa v jezero,« je odgovorila mačeha. Moževa hči je jokala in žalovala, saj ji je bil Lille Kaværn ljubši od vsega na svetu, a nazadnje ga je le vrgla čez krov.
»Če moj brat tako pravi, moram to storiti, a Bog ve, kako nerada te vržem v vodo, Lille Kaværn!« je rekla. Potem so prepluli še lep kos poti. »Tam vidiš kralja, ki ti prihaja naproti,« je rekel brat in pokazal proti obali.
»Kaj pravi moj brat?« je spet vprašala njegova sestra. »Zdaj pravi, da se brž vrzi še sama v vodo,« je odgovorila mačeha. Dekle je tarnalo in jokalo, a ker je njen brat tako rekel, je menila, da mora ubogati, in skočila je v jezero.
Ko so prišli na kraljevi dvor in je kralj zagledal ostudno nevesto s štiri vatle dolgim nosom, tri vatle dolgim gobcem in grmom sredi temena, se je na smrt prestrašil. Toda vse za svatbo je bilo že pripravljeno, pivo zvarjeno in kruh pečen, svatje pa so sedeli in čakali, zato jo je moral kralj vzeti takšno, kakršna je bila. Bil pa je jezen, česar mu nihče ne more zameriti, in zato je dal fanta vreči v kačjo jamo.
Prvi četrtkov večer zatem je v kuhinjo na kraljevem dvoru prišla prelepa mladenka in kuhinjsko deklo, ki je tam spala, prav lepo prosila, naj ji posodi krtačo. Dobila jo je in si začela krtačiti lase, da se je iz njih usipalo zlato. Z njo je prišel majhen pes in temu je rekla: »Pojdi ven, Lille Kaværn, in poglej, ali se bo kmalu zdanilo!« To mu je rekla trikrat, in ko je psa tretjič poslala ven, se je že začelo svitati. Tedaj je morala oditi, ob odhodu pa je rekla:
»Fej te bodi, grda grmovnata nevesta! Ti boš ležala v kraljevem objemu, jaz pa v produ in pesku, moj brat pa v kačji jami, brez solza. Še dvakrat pridem, potem pa nikoli več.« Zjutraj je kuhinjska dekla povedala, kaj je videla in slišala, in kralj je sklenil, da bo naslednji četrtkov večer sam bedel v kuhinji in se prepričal, ali je res. Ko se je komaj začelo mračiti, je že prišel v kuhinjo k dekli.
A čeprav si je mel oči in se trudil ostati buden, ni nič pomagalo, kajti grmovnata nevesta je popevala in pela, da so se mu oči kar zapirale. Ko je prišla prelepa mladenka, je spal in smrčal. Kakor prejšnjič si je izposodila krtačo in si skrtačila lase, da se je iz njih usipalo zlato, nato je trikrat poslala psa ven, in ko se je zdanilo, je odšla.
Ob odhodu je izrekla iste besede kot prejšnjič. »Še enkrat pridem, potem pa nikoli več,« je rekla nazadnje. Tretji četrtkov večer je hotel kralj spet bedeti. Postavil je dva moža, da sta ga držala vsak pod eno roko; stresati in cukati sta ga morala, kadar bi začel toniti v spanec, druga dva moža pa je postavil za stražo h grmovnati nevesti. Toda ko se je večer prevesil v noč, je grmovnata nevesta spet začela popevati in peti, da so se kralju začele zapirati oči in mu je glava omahnila na stran. Tedaj je prišla prelepa mladenka, dobila krtačo in si skrtačila lase, da se je iz njih usipalo zlato;
potem je poslala malega Kavern ven pogledat, ali se bo kmalu zdanilo, in to je storila trikrat. Tretjič se je že začelo svitati in tedaj je rekla:
»Fej te bodi, grda grmovnata nevesta! Ti boš ležala v kraljevem objemu, jaz pa v produ in pesku, moj brat pa v kačji jami, brez solza. Zdaj ne pridem nikoli več,« je rekla in hotela oditi. Toda moža, ki sta držala kralja pod pazduhama, sta mu pograbila roke in mu stisnila nož v pest, tako da jo je urezal v mezinec in ji je pritekla kri ter jo prebudila iz uroka. Tedaj je bila prava nevesta rešena in kralj se je prebudil. Povedala mu je, kako se je vse zgodilo in kako sta jo mačeha in njena hči prevarali. Takoj so njenega brata potegnili iz kačje jame — kače mu niso storile niti najmanjše škode — namesto njega pa vanjo vrgli mačeho in njeno hčer. Nihče pa ne more povedati, kako srečen je bil kralj, ko se je znebil grde grmovnate neveste in dobil nazaj kraljico, ki je bila lepa in svetla kakor sam dan. Zdaj so pripravili pravo svatbo, o kateri se je slišalo in govorilo po sedmih kraljestvih. Kralj in njegova nevesta sta se odpeljala v cerkev, v kočiji pa je sedel tudi mali Kavern.
Ko je bilo poroke konec, so se odpeljali domov, potem pa nisem bil več z njimi.
Izvirnik
055 Bruskebruden
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Der var engang en Enkemand, som havde en Søn og en Datter efter den første Konen sin. Begge vare de snilde Børn og begge holdt de hjertelig af hverandre. Om en Tid giftede Manden sig igjen, da fik han en Enke, som havde en Datter efter sin første Mand, hun var baade styg og slem og det var Moderen ogsaa. Fra den Tid den nye Kone kom i Huset, var der ikke Fred at faae for Mandbørnene i nogen Ro eller Krog, og saa tænkte Gutten, at det var bedst, at drage ud i Verden og prøve at fortjene sit Brød selv. Da han havde vandret en Tid, kom han til Kongsgaarden, der fik han Tjeneste hos Staldmesteren, og flittig og flink var han, saa Hestene, han stelte, vare saa fede og blanke at det skinnede i dem.
Men Søsteren, som var igjen hjemme, havde det værre end ondt: baade Stedmoderen og Kjærringdatteren var efter hende, hvor hun gik og stod, og skjældte og smældte, og aldrig havde hun en Times Fred. Alt det tyngste Arbeide maatte hun gjøre, Vondord fik hun seent og tidlig, og liden Mad til. En Dag havde de sendt hende til Bækken at bære hjem Vand. Saa kom der et stygt fælt Hoved op over Vandskorpen. „Vask mig, du!“ sagde Hovedet. „Ja, jeg skal gjerne vaske dig,“ sagde Manddatteren, og begyndte at gnide og vaske det stygge Ansigtet; men et fælt Arbeide syntes hun det var. Da hun vel havde gjort det, kom der et andet Hoved op i Vandskorpen, det var endda fælere. „Børst mig, du!“ sagde Hovedet. „Ja jeg skal gjerne
børste dig!“ sagde Pigen, og gav sig i Kast med Haartotterne, men noget morsomt Arbeide kan du nok vide det ikke var. Da hun havde gjort det fra sig, kom der et endda fælere og styggere Hoved op i Vandskorpen. „Kys mig, du!“ sagde Hovedet. „Ja jeg skal kysse dig,“ sagde Manddatteren, og det gjorde hun ogsaa, men hun syntes, det var det værste Arbeide hun havde havt i sit Liv. Saa snakkede det ene Hoved til det andet, og de spurgte hverandre, hvad de skulde gjøre med den, som var saa godviis.
„At hun bli’er den fineste Gjente som til er, og saa hvidlet som den lyse Dag,“ sagde det første Hoved. „At der drysser Guld af Haaret, hver Gang hun børster sig,“ sagde det andet. „At der falder Guld af Munden paa hende, hver Gang hun taler,“ sagde det tredie Hoved. Da nu Manddatteren kom hjem saa deilig og lyslet som Dagen, blev Stedmoderen og hendes Datter endda argere, og endda værre blev det, da hun talte, og de saae, at der faldt Guldpenge af Munden hendes. Stedmoderen blev saa flyvende gal, at hun jagede Manddatteren til Grisehuset, der skulde hun være med Guldstadsen sin, men inde i Stuen fik hun ikke Lov at sætte sin Fod.
Det varede nu heller ikke længe, før Moderen vilde have Rettedatteren til Bækken at bære Vand hjem. Da hun kom der med Bøtterne sine, kom det første Hoved op i Vandskorpen. „Vask mig, du!“ sagde det. „Fanden vaske dig!“ svarede Rettedatteren. Saa kom det andet op. „Børst mig, du!“ sagde Hovedet. „Fanden børste dig!“ sagde Rettedatteren. Saa det til Bunds og det tredie Hoved op. „Kys mig, du!“ sagde Hovedet. „Fanden kysse dig, din Muletrut!“ sagde Gjenten. Saa snakkede Hovederne igjen til hverandre og spurgte, hvad de skulde gjøre ved den, som var saa vrangviis; og saa bleve de enige om, at hun skulde have fire Alens Næse og tre Alens Trut og en Tolbuske midt i Skallen, og hver Gang hun snakkede, skulde der falde Aske ud af Munden
hendes. Da hun kom hjem til Stuedøren med Vandbøtterne, raabte hun ind til Moderen — „Luk op!“ sagde hun. „Luk op selv, Rettedatteren min!“ sagde Moderen. „Jeg naaer ikke frem for Næsen min,“ sagde Datteren. Da Moderen kom ud og fik see hende, kan En nok vide, hvorledes hun blev til Mode, og hvorledes hun skreg og bar sig; men Næsen og Truten blev ikke mindre for det.
Manddatterens Broder, som tjente i Kongsgaarden, havde skildret Søsteren af, det Skilderi havde han med sig, og hver Morgen og Aften laa han paa Knæ foran Skilderiet og bad til vor Herre for Søsteren, saa kjær havde han hende. De andre Stalddrengene havde hørt dette, saa kigede de gjennem Nøglehullet ind paa Kammeret hans og saae at han laa paa Knæ for et Skilderi der.
De satte da ud, at Gutten hver Morgen og Aften laa og bad til et Afgudsbillede han havde, og tilsidst gik de til Kongen selv, og bad at han skulde kige gjennem Nøglehullet ind til Gutten, saa skulde han faae see. Kongen vilde ikke troe det, men langt om længe fik de ham overtalt, og han listede sig paa Tæerne bort til Døren og skottede. Jo, han saae Gutten ligge paa Knæ, og Billedet hang paa Væggen, og Hænderne holdt han sammen.
„Luk op!“ raabte Kongen, men Gutten hørte ikke. Saa raabte Kongen anden Gang, men Gutten bad saa hjertelig, at han ikke hørte det endda. „Luk op, siger jeg!“ raabte Kongen igjen. „Det er mig, som vil ind.“— Ja, saa sprang Gutten til Døren, og læste op, og i Hastigheden glemte han at gjemme Skilderiet. Da Kongen kom ind og fik see det, blev han staaende som han var fjettret og kunde ikke røre sig af Flekken, saa deiligt syntes han Billedet var. „Saa vakkert et Fruentimmer gives der ikke i Verden,“ sagde Kongen. Men Gutten fortalte, at det var Søster hans, som han havde skildret, og var hun ikke vakkrere, saa var hun slet ikke styggere, sagde han. „Ja er hun saa smuk, saa vil jeg have hende til min Dronning,“ sagde Kongen, og befalede
Gutten, at han skulde reise hjem efter hende paa flyvende Timen, og endelig ikke være længe om Veien. Gutten lovede, at han skulde skynde sig alt han kunde, og reiste afsted fra Kongsgaarden. Da Broderen kom hjem og skulde hente sin Søster, vilde Stedmoderen og Rettedatteren hendes ogsaa være med. De reiste da allesammen, og Manddatteren havde med sig et Skriin, som hun havde Guldet sit i, og en Hund, som hedte Lille Kaværn; de to Ting var hele Modersarven hendes. Da de hande reist en Stund, skulde de over Søen, og Broderen satte sig bag ved Roret og Moderen og begge Stedsøstrene sad fremme i Baaden, og saa seilede de baade langt og længe.
Om en Tid kunde de see en Strand. „Der I see den hvide Stranden, skal vi i Land,“ sagde Broderen og pegte ud over Søen. „Hvad er det, min Broder siger?“ spurgte Manddatteren. „Han siger, at du skal kaste Skrinet dit ud i,“ svarede Stedmoderen. „Ja, naar min Broder siger det, faaer jeg vel gjøre det,“ sagde Manddatteren, og saa kastede hun Skrinet. Da de nu havde seilet en Stund igjen, pegte Broderen igjen bort over Søen. „Der seer I Slottet, vi skal til,“ sagde han.
„Hvad er det, min Broder siger?“ spurgte Manddatteren. „Nu siger han, at du skal kaste Hunden din i Søen,“ svarede Stedmoderen. Manddatteren græd og var bedrøvet, for Lille Kaværn var det Kjæreste hun havde i Verden, men endelig kastede hun den -over Bord. „Naar min Broder siger det, faaer jeg gjøre det, men Gud skal vide, hvor nødig jeg kaster dig ud, Lille Kaværn!“ sagde hun.
Saa seilede de atter et godt Stykke. „Der seer du Kongen kommer ud forat tage imod dig,“ sagde Broderen og pegte imod Stranden. „Hvad er det, min Broder siger?“ spurgte hans Søster igjen. „Nu siger han, du skal skynde dig og kaste dig selv ud i,“ svarede Stedmoderen. Hun jamrede sig og græd, men naar hendes Broder sagde det, syntes hun, at hun maatte gjøre det, og saa hoppede hun ud i Søen.
Da de nu kom til Kongsgaarden, og Kongen fik see den fæle Bruden med fire Alens Næse og tre Alens Trut og en Buske midt i Skallen, blev han reent forskrækket; men Brylluppet var færdigt baade med Brygning og Bagning og Bryllupdfolkene sad og ventede, og saa maatte Kongen tage hende, slig hun var. Men vred var han, det kan Ingen fortænke ham i, og derfor lod han Gutten kaste i Ormegaarden.
Første Torsdagskvelden efter kom der et deiligt Fruentimmer ind i Kjøkkenet i Kongsgaarden, og bad Kokkegjenten, som laa der, saa vakkert at faae laant en Børste. Den fik hun og saa børstede hun sit Haar, saa Guldet dryppede. En liden Hund fulgte med hende, og til den sagde hun: „Gaa ud, Lille Kaværn! og see om det snart er Dagen!“ Det sagde hun tre Gange, og den tredie Gang hun sendte Hunden ud, var det ved de Tider, at det begyndte at graane. Da maatte hun bort, men med det samme hun gik, sagde hun: „Hut! du stygge Buskebrur!
Som skal ligge i Kongens Arm, Jeg i Gruus og Sand, Og min Bro’r i Ormegaarden, foruden Graad. Nu kommer jeg igjen to Gange til, og saa aldrig meer.“ Om Morgenen fortalte Kokkegjenten det hun havde seet og hørt, og saa sagde Kongen, at næste Torsdagskveld vilde han selv vaage i Kjøkkenet og see om det var sandt, og da det vel havde begyndt at mørkne, saa kom han ud i Kjøkkenet til Gjenten.
Men alt han gned Øinene og prøvede at holde sig vaagen, saa hjalp det ikke; thi Buskebruden trallede og sang saa at Øinene paa ham faldt sammen, og da det deilige Fruentimmeret kom, sov han, saa han snorkede. Ligesom forrige Gang fik hun laant en Børste, og børstede Haaret sit med, saa Guldet dryppede, og saa sendte hun ud Hunden tre Gange, og da det lysnede, gik hun.
Med det samme hun gik, sagde hun de samme Ord som Gangen før. „Nu kommer jeg igjen een Gang, og saa aldrig meer,“ sagde hun tilsidst. Den tredie Torsdagskveld vilde Kongen igjen vaage. Da satte han to Mand til at holde sig, en under hver Arm, de skulde ryste ham og nappe i ham, hver Gang han vilde til at falde i Søvn, og to Mand satte han Vagt over Buskebruden. Men da det led ud paa Kvelden begyndte Buskebruden igjen at tralle og synge, saa at Øinene begyndte at lukke sig paa Kongen og Hovedet hang ned til den ene Siden. Saa kom det deilige Fruentimmer og fik Børsten og børstede sit Haar, saa Guldet dryppede; derefter sendte hun lille Kavern ud for at see om det snart
var Dagen, og det gjorde hun tre Gange. Tredie Gang begyndte det at lysne, da sagde hun: „Hut! du stygge Buskebrur, Som skal ligge i Kongens Arm, Jeg i Gruus og Sand, Og min Bro’er i Ormegaarden, foruden Graad. Nu kommer jeg aldrig igjen mere,“ sagde hun, og saa vilde hun gaae. Men de to Mand, som holdt Kongen under Armene, greb over Hænderne hans og klemte Kniven ind i Næven paa ham, og saa fik han skaaret hende i Veslefingeren saa meget at hun blev blodvækt. Da var den rette Brud frelst og Kongen vaagnede; hun fortalte ham, hvorledes Alt var gaaet til, og hvorledes
Stedmoderen og Rettedatteren havde sveget hende. Strax blev hendes Broder taget ud af Ormegaarden — ham havde Ormene ikke gjort det mindste Skade — og Stedmoderen og Rettedatteren hendes bleve kastede derned i Stedet. Men Ingen kan fortælle, hvor glad Kongen var, da han blev af med den stygge Buskebruden og fik igjen en Dronning, som var saa deilig og lys som selve Dagen. Nu blev det rette Bryllup gjort, og det saa det blev hørt og spurgt over syv Kongeriger; Kongen og Bruden hans kjørte til Kirke og lille Kavern sad ogsaa i Vognen.
Da Vielsen var forbi, kjørte de hjem igjen, men siden var jeg ikke længer med dem.
Nadaljuj z branjem
